Enhedslistens chefstrateg er “lidt bekymret” over alle de ultimative krav i dansk politik. Men han har selv et par stykker

STRATEGENPelle Dragsted har i mange år spillet en væsentlig rolle i Enhedslistens udvikling. Først som rådgiver, siden som folketingskandidat. Efter valget skal han kortvarigt spille en helt ny rolle i partiet. Foto: Mads Nissen, Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Det kommende Folketingsvalg handler ikke bare om, hvem der bliver statsminister, men hvem der får indflydelse på den politik, som statsministeren skal føre, siger Enhedslistens Pelle Dragsted. Så her er hans plan.

Pelle Dragsted er egentlig på vej ud af dansk politik. Han stiller ikke op ved det det kommende folketingsvalg på grund af Enhedslistens rotationsprincip, men der er lige en sidste ting, han håber at nå.

Han vil sikre, at Danmark får en regering, der er rødere end det, vi har oplevet de seneste årtier, hvor vi i hans øjne har haft borgerlige regeringer. Og ja, den socialdemokratiske regering under Helle Thorning betragter han også som borgerlig.

Pelle Dragsted bliver ofte kaldt for Enhedslistens chefstrateg’. Han har været aktiv i partiet siden 2005 som international sekretær, presseansvarlig, politisk rådgiver og siden 2015 som folketingsmedlem. Han sidder også i den magtfulde hovedbestyrelse, hvor han har stået bag en ny parlamentarisk strategi, der skal sikre Enhedslisten mest mulig indflydelse ved regeringsdannelsen efter et folketingsvalg – og det er det, han lige skal nå at være med til. Så når Pelle Dragsted stopper i Folketinget, fortsætter han i stedet som en slags frivillig konsulent, indtil der er dannet en ny regering.

Pelle Dragsted trækker åbenlyst i en del strenge, og han bliver tildelt en stor del af æren for, at Enhedslisten ikke længere er partiet, der står helt ude til venstre og mener de ved bedst, og ikke vil deltage i store dele af den politiske proces på Christiansborg, fordi de egentlig helst vil have en revolution. Enhedslisten er, over de seneste ti år, blevet mere pragmatiske og kompromissøgende, og de revolutionære fraser er skrevet ud af principprogrammet. Den tilgang vil også præge det kommende valg, hvor det pludselig er Enhedslisten, der kritiserer de andre partier for at være upragmatiske.

Jeg er lidt bekymret over alle de her ultimative krav, der gensidigt udelukker de andre partier,” siger Pelle Dragsted og uddyber:

Når Socialdemokratiet siger, at de ikke flytter et komma i udlændingepolitikken, og De Radikale siger, at de vil have, at Socialdemokratiet opsiger paradigmeskiftet – altså hvis man laver den slags krav, som man ved, det er umuligt for modparten at imødekomme før et valg – så gør man det svært at lykkes med at finde en ny regering efter et valg.”

Pelle Dragsted synes, det er okay, at partierne sætter grænser. Men han ville ønske, at de i den kommende valgkamp brugte energien på at fortælle, hvad de vil, og ventede, til stemmerne var afgivet, med at lægge arm.

Og så siger jeg bare, at i den armlægning er vi nødt til at se på, hvor fællesmængden er, og hvor langt vi kan trække hinanden, og hvordan vi kan bøje os mod hinanden.”

Når det er sagt, så har Enhedslisten også røde linjer, som, hvis de bliver overtrådt, kan skabe mistillid til en socialdemokratisk regering – der i så fald kan vælte. Men når alt kommer til alt, handler det nu om at sikre Enhedslisten mest mulig indflydelse efter et valg, siger Pelle Dragsted. Det er det, den parlamentariske strategi går ud på, og det, som han gerne vil være med til at realisere.

Sidste sommer annoncerede Enhedslisten, at Pernille Skipper til det kommende valg stiller op som statsministerkandidat. Samtidig fremlagde partiet et bud på, hvad Enhedslisten ville gøre de første 100 dage i regering, hvis Enhedslisten selv kunne bestemme. I Enhedslisten mente de – og særligt Pelle Dragsted – at det var naturligt at gribe ud efter regeringsmagten, hvis man fik muligheden. Det var vel derfor, man var i politik.

I en kronik i Jyllands-Posten udlagde Pernille Skipper og Pelle Dragsted baggrunden for beslutningen. Der var, skrev de, brug for et alternativ til den politik, som både socialdemokratiske og borgerlige regeringer har ført, og som ifølge Enhedslisten har øget uligheden og undermineret velfærdssamfundet.

Hverken borgerlige eller socialdemokratiske regeringer har vist, at de kan levere de forandringer, som Danmark har brug for, skrev de og konkluderede:

Det er derfor helt nødvendigt at gøre op med idéen om, at statsministre i Danmark enten kommer fra Socialdemokratiet eller Venstre. At der kun er to blokke at vælge imellem.”

Enhedslistens ypperste ønske var og er at danne en regering til venstre” for Socialdemokratiet. Hvis Enhedslisten sammen med SF og Alternativet bliver større end Socialdemokratiet, skal de prøve at danne regering, og i den forbindelse vil Enhedslisten da gerne tilbyde Pernille Skipper som statsminister.

Intet tyder på, at det vil være tilfældet. Ifølge et vægtet snit af de seneste meningsmålinger samlet i Ritzau Index står Socialdemokratiet til 50 mandater, mens Enhedslisten, SF og Alternativet tilsammen kan mønstre 34 mandater.

Selv om nogle vil mene, at der i så fald kun er to realistiske statsministerkandidater tilbage – Frederiksen og Løkke – kan valget ikke reduceres til en konkurrence mellem de to, siger Pelle Dragsted.

I forhold til det kommende valg er det vigtigt, at folk er opmærksomme på, at selv om der er to kandidater, som er mulige, så er det ikke uden betydning, hvordan magtfordelingen er blandt de partier, der skal stå bag en regering.”

Danskerne skal altså ikke bare vælge mellem Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen eller imellem en rød og en blå blok. Det virker måske banalt, men det er værd at huske, at når man sætter en stemme på et parti, stemmer man også på en bestemt politik og giver partiet en større magt og større mulighed for at påvirke politikken i en kommende regering.

Vi skal væk fra det med, at det bare handler om, hvorvidt det bliver Løkke eller Mette. Det handler også om, hvilken politik de kommer til at føre, og der er det selvfølgelig vigtigt, hvordan styrkeforholdene kommer til at se ud bagefter.”

Stemmer man på Enhedslisten, er der ikke den store tvivl om, hvad man får.

Enhedslisten er nok det mest konsistente parti i dansk politik. Zetland har i forbindelse med folketingsvalget lavet et alternativt barometer, der frem for at placere partierne på en endimensionel højre-venstre-skala viser, hvordan partierne placerer sig inden for forskellige spørgsmål såsom klima, udlændinge, sundhedssystemet, lighed og pension. I næsten alle spørgsmål indtager Enhedslisten en position yderst til venstre, mens de andre partier skifter position.

Pelle Dragsted genkender til dels billedet fra sin politiske hverdag:

Lad mig sige det sådan, at desværre er tyngdepunktet flyttet ret langt mod højre hos mange partier, hvilket betyder, at vi nogle gange står ret alene til venstre,“ siger Pelle Dragsted.

De skiftende positioner i dansk politik blev tydelige, da Radikale Venstre midt i april kom med et nyt ultimativt krav for at bakke op om Mette Frederiksen som statsminister. Socialdemokratiet skal præsentere en økonomisk plan, der øger det økonomiske råderum, lød det fra De Radikales partileder Morten Østergaard.

I Enhedslisten, der ellers befinder sig tæt på De Radikale, når det kommer til emner som udlændinge og klima, vækkede kravet dårlige minder fra dengang, der sidst var en socialdemokratisk regering.

Da Helle Thorning fra 2011 til 2015 var statsminister i S-R-SF-regeringen, blev der ført en økonomisk politik, der efter Enhedslistens opfattelse var asocial, øgede uligheden og udhulede velfærden.

Det var et kæmpe chok for os, at der blev gennemført så asocial politik af den S-R-SF-regering, og derfor meldte Pernille (altså Skipper, red.) ud meget klart, at det kommer vi ikke til at acceptere en gang til,” forklarer Pelle Dragsted.

Som svar på Morten Østergaards udmelding lod Pernille Skipper sig interviewe til Berlingske, hvor hun blev citeret for, at hvis en regering skal regere med Enhedslistens mandater, må den ikke føre en økonomisk politik, der øger uligheden eller skærer i velfærden. Det er ufravigeligt,” tilføjede hun og understregede, at Enhedslisten ikke ville støtte en regering, hvor De Radikale dikterede den økonomiske politik.

Pelle Dragsted delte historien på sin Facebook og anmodede De Radikale og andre partier, der ønskede en ny regering, om at være villige til at finde kompromiser under en regeringsforhandling og respektere, at ingen få lov at diktere det ene eller andet politikområde alene”.

Vi er nødt til at forsøge at finde noget fællesmængde,” siger Pelle Dragsted.

Han synes, det er problematisk, når De Radikale stiller ultimative krav, der er uforenelige med Enhedslistens økonomiske politik.

Men Pernille Skippers svar var jo et modkrav, der også lyder ret ultimativt, og som De Radikale måske synes er svært at efterleve?

Det har du ret i, og derfor er der også en balance i de her ting, hvor man også må melde ud, hvor ens grænse går. Og der kan være en modsætning i de to udsagn, men pointen er, at jo mere vi nærmer os valget, jo vigtigere er det at fortælle, hvad vi selv vil. Og efter valget har vælgerne talt og sammensat et folketing, og så må det folketing forsøge at få dannet en regering,” svarer Pelle Dragsted.

PENGENE SKAL PASSEEnhedslisten har de senere år forsøgt at gøre op med opfattelsen af, at venstrefløjen ikke forstod sig på økonomi. Derfor har Pelle Dragsted haft en ambition om, at alle politiske forslag skal være økonomisk gennemberegnede. Foto: Mads Nissen, Ritzau Scanpix

Siden magten og statsministerposten i 2015 skiftede til Lars Løkke Rasmussens fordel, har Pelle Dragsted forsøgt at komme sig over det chok”, som S-R-SF-regeringen var, og sammen med resten af Enhedslistens hovedbestyrelse har han lagt den nye parlamentariske strategi, der skal sikre at Enhedslisten får indflydelse og ikke lægger stemmer til en politik, der er asocial og øger uligheden.

I Danmark har vi negativ parlamentarisme. Det betyder, at ved en regeringsdannelse skal partierne først gå til dronningen og pege på en forhandlingsleder – det er det, som kaldes en dronningerunde. Forhandlingslederen skal derefter foreslå en regering, og hvis et flertal af partierne ikke modsætter sig regeringen, kan den dannes.

En del af Enhedslistens nye strategi er at stille en række forudsætninger for at pege på Mette Frederiksen som forhandlingsleder.

Det betyder helt konkret, at når vi går til dronningen, så skriver vi på papiret til hende, at vi ikke accepterer, at der dannes S-regering, før der har været forhandlinger, som er nået frem til et acceptabelt resultat, og så kan regeringen ikke dannes, før vi siger til dronningen og personer omkring hende, at nu accepterer vi det,” forklarer Pelle Dragsted.

Enhedslisten vil sætte en række minimumsbetingelser om, at en kommende regering skal arbejde imod øget økonomisk ulighed, for en ambitiøs grøn politik – og så skal den respektere internationale konventioner og menneskerettigheder. Det er et minimum. Dertil kan der komme en række konkrete ting, som Enhedslisten gerne ser, forhandlingerne leder til, såsom minimumsnormeringer i daginstitutioner, eller at besparelser på uddannelser skal stoppes.

Og så må man se, om man kan nå frem til et acceptabelt resultat, hvor alle de partier, der ønsker en ny regering, tænker, at nu er vi et sted, hvor vi mener, vi er blevet forsikret om, at en S-regering vil føre en bedre politik end det, alternativet er, og hvor vi mener, at den indflydelse, som vælgerne har givet os, bliver afspejlet.”

Kan en socialdemokratisk forhandlingsleder, altså Mette Frederiksen, ikke finde et resultat, der er acceptabelt for et flertal af partierne, går turen over til Lars Løkke Rasmussen.

Ham vil Enhedslisten ikke bringe til magten, aldrig nogensinde, slut, færdig. Og hvis et flertal af partierne har det ligesådan, så går turen tilbage til Mette Frederiksen, der så igen vil modtage en række krav til forhandlingerne fra Enhedslisten. Og sådan kan turen skifte frem og tilbage i månedsvis – en sådan situation så vi i efteråret, da svenskerne skulle danne regering.

Pelle Dragsted forventer, at forsøget på at danne regering vil ske i de to blokke, vi ofte taler om i dag, rød og blå. Her vil den ene blok have et flertal, men derfor kan det alligevel tage lang tid at danne en regering. For selv om Enhedslisten sammen med SF og De Radikale ønsker, at Mette Frederiksen bliver statsminister, har de hver især deres krav, der skal opfyldes, før de har tillid til en socialdemokratisk regering.

Hvis ingen af blokkene kan finde ud af det, så har vi en ny situation. Hvis Mette Frederiksen eller Lars Løkke ikke kan levere en politik, som kan få et flertal i deres blok til at acceptere en regering, hvis ultimative krav bliver ved med at udelukke andre partier fra at kunne bakke op om regeringen, hvis det hele trækker ud i månedsvis, hvis det hele går i hårdknude. Ja, så kunne Pelle Dragsted godt forestille sig noget andet.

Hvis ingen kan danne regering, er der i mine øjne to realistiske muligheder. Det ene er et nyvalg, hvilket jeg godt kan have tvivl om ændrer noget særligt. Det andet alternativ er, at der bliver dannet en regering på midten, en S-V-DF-regering eller en S-V-regering bakket op af DF,” siger Pelle Dragsted

Det er selvfølgelig også en mulighed, at vi kan ende der.”

Det er så sandelig ikke en regering, Pelle Dragsted håber vil blive dannet. Han synes ligefrem, at det ville være sørgeligt” med en midterregering, for der er nogle ting, vi gerne vil sammen i den såkaldte røde blok”. Han opremser de ting, som han mener, Enhedslisten, SF, De Radikale, Alternativet og Socialdemokratiet kan blive enige om:

Velfærd, der følger demografien, opgør med børnefattigdom, større indsats på det grønne område,” opremser Pelle Dragsted.

Men Pernille Skipper sagde sidste sommer, at Socialdemokratiet ligger tættere på Venstre end på Enhedslisten?

Det gør de også på mange områder, og det kan man jo se på måden, de stemmer. De har flyttet sig langt i den økonomiske politik. Nu har de en fortælling om, at de flytter tilbage mod venstre, men det er svært at se realiteterne i det i de ting, de fremlægger. Men det får vi jo at se.”

Og hvis virkeligheden så bliver den, at Enhedslisten støtter en ny, socialdemokratisk regering, men at man ikke ser den regering bevæge sig mod venstre, når det politiske arbejde for alvor begynder, vil Enhedslisten mere seriøst end på noget tidspunkt før overveje, om de skal vælte regeringen.

De vil ikke – som sidst, de var støtteparti – true og true med at vælte regeringen uden at gøre alvor af det. Det er også en del af den parlamentariske strategi.

Enhedslisten er altså på den ene side blevet mere konsensussøgende, men på den anden side er de også mere klar til at vælte en regering. Mange af de ting, Pelle Dragsted siger, kan på den måde virke modstridende. Han synes, at politikerne skal droppe de ultimative krav, men har selv en række røde linjer.

Måske er det bare sådan, politik er. Mudret. Fuld af andre nuancer end de sorte og hvide. Især hvis man på den ene side søger mere indflydelse, men samtidig ikke vil gentage fortidens synder og ende som et protesterende støtteparti, der alligevel må bakke op om en regering og en politik, som man er imod.

Og det er der, Pelle Dragsted og Enhedslisten står nu, på kanten af folketingsvalget.

Der er en vilje til at bøje sig imod hinanden,” siger han. Men også en klar tilkendegivelse af, at en socialdemokratisk regering, der sidder på vores mandater, er nødt til at holde sig inden for nogle ydre grænser, som den ikke kan krydse.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem