Vores medlemmer foretrækker at lytte
“”
—
Derfor skal du læse denne artikel
Zetland står som mange andre klimabevidste digitale virksomheder i et dilemma. Internettet gør det muligt for os at udkomme, men er samtidig skyld i op mod halvdelen af Zetlands CO2-udledning. Så hvad gør vi ved internettets allerede enorme klimapåvirkning, der ser ud til at eksplodere de kommende år? Der findes faktisk en løsning. Der er bare alt for få, der har fået øje på den.
HER KOMMER ET MODERNE paradoks. Zetland forsøger at bidrage til løsningen på den globale klimakrise. Gennem oplysning om problemets årsag og omfang og de mange måder, det endnu kan begrænses på.
Undervejs udleder vi CO2. Når vi spiser, transporterer os eller uploader en lydfil til et datacenter i udlandet.
Ligesom verdens øvrige udledning vil også den CO2, som Zetland er ansvarlig for, få temperaturer til at stige, indlandsis til at smelte og verdens have til at fortsætte med at stige – både nu, og i flere århundreder efter luftens temperatur har stabiliseret sig.
Derfor forsøger vi at blive CO2-neutrale. Vores indsats er en dråbe i havet, men som bekendt kan selv en dråbe blive til ringe i vandet. Samtidig giver forsøget os et førstehåndsindblik i de udfordringer, den grønne omstilling står over for. Og vi stødte på problemer fra starten. Særligt et var ret penibelt for en digital avis:
Internettet.
Denne abstrakte størrelse udleder lige så meget CO2 som al verdens flytrafik tilsammen. Og udledningen risikerer at stige voldsomt, i takt med at milliarder af mennesker og devices i fremtiden kommer online.
I det store billede skyldes internettets enorme CO2-udledning ikke mindst streaming. Af serier fra Netlix, beskeder fra Snapchat og sange fra Spotify. Et EU-støttet forskningsprojekt har anslået, at alene streaminger og downloads af kæmpehittet Despacito har krævet lige så meget strøm som de fem afrikanske lande Tchad, Guinea-Bissau, Somalia, Sierra Leone og Den Centralafrikanske Republik tilsammen bruger på et helt år.
Og så er der altså vores egen lille del. I en tidligere historie fik Hakon Mosbech, der begyndte vores projekt om at blive CO2-neutrale, udregnet Zetlands CO2-regnskab. Nu, hvor vi kendte omfanget af vores udledning, var tiden kommet til at finde ud af, hvad vi kunne gøre ved det. Planen var at starte fra toppen med den største post i regnskabet. Nemlig lydstreaming.
Ligesom Despacito, kræver også afspilningen af en Zetland-historie strøm. Produktionen af den strøm udleder CO2. Så meget, faktisk, at en femtedel af Zetlands samlede CO2-udledning sidste år ifølge CO2-regnskabet skyldtes lydstreaming. Når vi lagde hjemmeside og e-mails oveni, så vores digitale tilstedeværelse ud til at tegne sig for halvdelen af vores CO2-udledning. Eller otte gange så meget som vores arbejdsrelaterede flyture tilsammen.
Det blev min opgave at undersøge, hvordan vi kunne reducere udledningen fra lydstreaming. Fra begyndelsen virkede det helt ærligt uoverskueligt. Internettets CO2-udledning er en realitet ikke bare for os, men for små og store virksomheder verden over. Hvis både Danmarks mest besøgte hjemmeside, dr.dk, og Netflix, der er ansvarlig for 15 procent af hele verdens internettrafik, ikke har reduceret deres CO2-udledning nævneværdigt, hvordan skulle vi så kunne?
Lad mig sige det med det samme: Vi har ikke fundet en løsning, der kan fjerne udledningen fra lydstreaming fuldstændig. Men vi fandt en, der fjernede hele den udledning, der kom fra de datacentre, hvor vores data lå. Og den var så simpel og ligetil, at vi er nødt til at få udbredt budskabet, så dråben kan blive til ringe i vandet. Derfor vil artiklen her blive den første i en serie, hvor vi forsøger at gøre internettet grønnere et skridt ad gangen.
Og vi starter altså med os selv. Med historien om, hvorfor den artikel, du læser lige nu, vil få havet til at stige en lille bitte smule. Og hvad vi har tænkt os at gøre, så den lille bitte smule kan blive endnu mindre.
NÅR VI PÅ ZETLAND har lagt en ny historie på vores hjemmeside, så skal både teksten, billederne og den lydfil, der indeholder oplæsningen af artiklen, rent fysisk ligge et sted. Det samme skal den kode, som driver vores hjemmeside og app, og som digital chef Tav Klitgaard og vores to programmører hele tiden arbejder på at videreudvikle og forfine.
“Grunden til, at de her ting udleder så meget CO2, er, at alle vores data skal ligge på servere, og de servere bruger strøm,” som Tav sagde, da jeg første gang satte mig med ham for at finde ud af, hvad vi skulle gøre ved vores digitale problem.
Man kan også sige det sådan her: Vores data ligger i skyen. I praksis betyder det, at filerne i stedet for at blive opbevaret lokalt, på vores medlemmers egne computere og telefoner, ligger på en server, og at de kan tilgås via internettet.
Udregningen af vores CO2-regnskab havde ændret min forestilling om, hvad skyen var. Før så jeg det som et sted, hvor jeg nærmest som i en magisk kuffert kunne lægge og hente enorme virtuelle genstande. Nu så jeg noget helt andet for mig.
Skyen snor sig som nervebaner gennem kabler og under verdenshave. Kablerne mødes i centre, hvor endeløse rækker af servere opbevarer hele verdens data.
“I stedet for selv at have servere stående nede i kælderen, så betaler vi Amazon for at opbevare vores lydfiler og billeder i deres datacentre,” forklarede Tav.
Så når streamingen af vores oplæste historier og podcasts udleder CO2, skyldes det blandt andet den strøm, der bliver brugt til at drive Amazons datacentre, hvoraf omkring halvdelen kommer fra ikke-vedvarende energikilder.
Zetland er med vores dataopbevaring på Amazons servere i udlandet del af en global udvikling. Faktisk er internettet disse år midt i en kolossal omvæltning. En datamigration.
I stedet for at være placeret på lokale servere i kældre og kosteskabe, så flyder data disse år i retning af gigantiske såkaldte hyperskala-datacentre. Det største, placeret i Indre Mongoliet, breder sig over en lille million kvadratmeter.
Det er smart at samle serverne, fordi det gør det nemmere at effektivisere og mindske både omkostninger og energiforbrug. I 2017 undersøgte konsulenthuset Anthesis sammen med forskeren Jonathan Koomey over 16.000 servere, der var placeret hos forskellige virksomheder, og opdagede, at omkring en fjerdedel af dem var, hvad konsulenterne kaldte “zombier”. De var tændte og som sådan levende, men de tjente intet formål overhovedet. Ikke andet end at stå og æde strøm.
Risikoen for, at den slags sker i et af de store datacentre, er langt mindre, simpelthen fordi effektivisering bliver et konkurrenceparameter. Derfor bliver serverne også trimmet for alt unødigt, så de udelukkende bruger strøm på det nødvendige. Og så kan de enorme datacentre placeres i kølige omgivelser som netop Indre Mongoliet – eller Danmark – hvor den kolde luft kan suges ind og bruges som naturlig og energivenlig nedkøling af serverne.
Det er i og for sig en fornuftig udvikling – ikke mindst for klimaet. Problemet er, at vores datatørst er eksploderet, og at de klimavenlige tiltag ikke kan følge med.
I en række af analyser anslår den multinationale internetvirksomhed Cisco, at den globale internettrafik kan tredobles på bare fem år. Og at den samlede mængde af data til og fra datacentrene på 20 år vil 57-dobles – i bedste fald. I værste fald er der tale om langt over en 100-dobling.
MED DEN ØGEDE DATATØRST følger et øget strømforbrug. En del af udviklingen forventes at blive modsvaret af teknologiske fremskridt, der øger energieffektiviteten. Men ifølge Climate Home News har amerikanske forskere anslået, at internettet allerede i 2025 vil stå for mellem 9 og 21 procent af verdens samlede strømforbrug.
Det kan blive et kæmpemæssigt problem for forsøget på at bremse den globale opvarmning. I hvert fald så længe en stor del af strømmen bliver til ved afbrænding af fossile og CO2-udledende brændstoffer som kul, olie og gas.
Når væksten er så eksplosiv, som det er tilfældet, så skal de virksomheder, der ejer datacentrene, ikke alene have erstattet deres nuværende energikilder med grønne alternativer. De skal samtidig kunne dække den stigende efterspørgsel. Og det kræver enorme investeringer i nye solcelleanlæg og vindmølleparker.
Sker det ikke, vil det få konsekvenser for klimaet. Fordi vi, som det er udtrykt i en artikel fra tidsskriftet Nature, næppe kommer til at se et politisk forbud mod højopløselige farvekameraer på mobiltelefoner. Selv om det faktisk kunne reducere datatrafikken i Europa med 40 procent. “Vi kan ikke putte låget tilbage på Pandoras æske,” som en datacenterekspert sagde til tidsskriftet.
Og selv hvis vi kunne, ville det ikke nødvendigvis være den rigtige løsning. I hvert fald ikke hvis man spørger DTU-professor Leif Katsuo Oxenløwe.
“Grundlæggende er internettet et gode,” sagde han, da jeg ringede til ham og fortalte om vores dilemma: Kunne en digital virksomhed også være klimavenlig? “Som forsker tror jeg ikke så meget på, at vi skal prøve at reducere vores internetforbrug så meget. For vi skal huske på, at internettet også kan give os nogle enorme energibesparelser.”
Han pegede på, at en stor del af den øgede internettrafik skyldes det, man kalder Tingenes Internet. Allerede i dag er omkring 27 milliarder genstande tilkoblet internettet. I 2025 forventes tallet at være næsten tredoblet til 75 milliarder. Eller mere end ni internetforbundne genstande for hvert menneske på Jorden. Det vil medføre et enormt data- og dermed strømforbrug.
“Men det kan samtidig føre til mere energieffektivitet, for eksempel når vores hjem er koblet til internettet, og varmeanlægget bliver styret ved hjælp af sensorer og vejrrapporter,” sagde Leif Katsuo Oxenløwe.
Han henviste til en undersøgelse fra Det Internationale Energiagentur, der konstaterer, at den forventede overgang til selvkørende biler ikke kun vil medføre, at store mængder data skal sendes mellem biler og master. Den nye teknologi kan i et optimistisk scenarie medføre energibesparelser på over 60 procent, fordi det bliver nemmere at få trafikken til at flyde, og fordi flere potentielt vil begynde at køre sammen. Man kan for eksempel forestille sig selvkørende taxaer, der får data om kundernes ruter og selv kan beregne, hvornår vi med fordel kan dele en vogn.
Bruger vi teknologierne rigtigt, kan de altså hjælpe os med at reducere vores udledning af drivhusgasser. Det vigtige, forklarede Leif Katsuo Oxenløwe, er derfor, at vi sikrer os, at vores datacentre er grønne – altså at de bliver drevet af vedvarende energi.
I februar arrangerede han en konference på Aalborg Universitet, der havde til formål at diskutere, hvordan internettets stigende energiforbrug bedst kunne håndteres. Konferencen mundede ud i, at han sammen med et panel bestående af repræsentanter fra Telia, Huawei, Dansk Energi og Greenpeace anbefalede, at offentlige institutioner udelukkende bør benytte sig af grønne datacentre.
Så med andre ord er problemet egentlig ret enkelt. Ja, internettet udleder store mængder CO2, men kun så længe den strøm, der bliver brugt, kommer fra fossile brændstoffer. Kan vi ændre det, kan internettet faktisk blive en vigtig hjælp i forsøget på at bremse den globale opvarmning.
Således opmuntret kunne jeg give mig i kast med at undersøge, hvorfor dette endnu ikke var sket. Og fandt ud af, at en markant del af ansvaret – på globalt plan – lå på én enkelt virksomheds skuldre.
En virksomhed, som Zetland var kunde hos.
DEN CENTRALISERING AF DATA, der lige nu foregår over hele verden, bliver ført an af amerikanske og kinesiske tech-giganter som Microsoft, Google, Alibaba – og i særdeleshed af mastodonten Amazon.
Den amerikanske virksomhed er blandt verdens mest værdifulde. Faktisk er den så stor, at den, hvis den var et land, ville have et større bruttonationalprodukt end oliestater som Kuwait og Qatar.
Amazon er nok mest kendt for sin online markedsplads, men hele 58 procent af virksomhedens profit, når driftsudgifter var trukket fra, kom i sidste kvartal af 2018 fra datterselskabet Amazon Web Services (AWS). På bare fem år har AWS med sit udbud af digital infrastruktur øget sin omsætning med over 700 procent. Det har betydet, at AWS i 2018 havde en større omsætning end alle verdens McDonald’s-restauranter tilsammen.
AWS’ omsætning kommer først og fremmest fra en stærkt strømslugende type af produkter: opbevaring og processering af data. Derfor lød der mange roser, da AWS i 2014 annoncerede en “langsigtet forpligtelse” til udelukkende at bruge vedvarende energi til at drive sin digitale infrastruktur. I de efterfølgende år investerede virksomheden i flere store solcelle- og vindmølleprojekter og gjorde store fremskridt mod at nå det ambitiøse mål. Men så stoppede udviklingen. Med undtagelse af tre netop annoncerede vindmølleprojekter har den CO2-tunge Amazon-afdeling ifølge mediet Gizmodo ikke planlagt nye vedvarende energiprojekter siden 2016.
I en rapport fra februar i år retter miljøorganisationen Greenpeace en massiv kritik af AWS og fremlægger beregninger, der tegner et billede af, at AWS de seneste år faktisk har bevæget sig længere og længere væk fra sin målsætning.
Rapporten fokuserer på den amerikanske delstat Virginia, hvor verdens største koncentration af datacentre har hjemme. De lokale politikere praler af, at 70 procent af verdens data passerer over regionen Loudoun Countys grænser. Og det, på trods af at indbyggertallet ikke er meget højere end i Aarhus Kommune.
Ifølge Greenpeace-rapporten har AWS siden 2017 “vendt deres forpligtelse om at bruge 100 procent vedvarende energi ryggen, idet de har øget deres allerede massive tilstedeværelse i Virginia med 59 procent uden at øge forsyningen af vedvarende energi”.
Zetland har igennem mere end en måned forsøgt at få et interview med AWS for at forelægge dem kritikken og spørge, hvornår vi som kunde kan forvente, at de vil nå deres målsætning om udelukkende at bruge vedvarende energi. AWS meddelte til sidst gennem deres presseafdeling, at de ikke vil kommentere historien.
Da Greenpeace-rapporten udkom i februar, udsendte AWS en skriftlig kommentar, hvori de kritiserede rapporten og sagde, at tallene i den ikke var nøjagtige. Dog uden at oplyse, hvad de korrekte tal i så fald var.
STAGNERINGEN I AMAZONS GRØNNE UDVIKLING var dårligt nyt, både for klimaet og for Zetlands CO2-regnskab. Vi betalte AWS for at lægge servere til vores lydfiler og billeder i deres datacentre og for forskellige andre mere tekniske løsninger, der hjalp os med at give vores medlemmer en god oplevelse, når de bruger vores hjemmeside og app.
Da RenSti udregnede vores CO2-regnskab, vurderede de, at cirka halvdelen af strømforbruget fra lydstreaming af vores historier fandt sted i AWS’ datacentre. Den anden halvdel mente de fandt sted hos medlemmerne, da afspilningen fra deres telefoner, tablets og computere også kræver strøm.
AWS’ lukkethed omkring firmaets reelle energiforbrug fik dog RenSti til at understrege, at deres udregninger på området ville være meget usikre. Men da de digitale tjenester er en vigtig del af en moderne virksomheds CO2-regnskab, bad vi dem alligevel gøre et forsøg.
De tog udgangspunkt i, at AWS selv skriver på deres hjemmeside, at de i 2018 “oversteg 50 procent vedvarende energi”. På baggrund af det tal kom RenSti frem til, at vi på Zetland ville kunne reducere vores CO2-udledning fra lydstreaming med 40 procent, hvis vi kunne skifte til en udbyder, der udelukkende brugte vedvarende energi til at drive sine datacentre. Det er dog et tal, vi senere har måtte nedjustere en del. Men det kommer jeg til.
I bidragssporet under CO2-regnskabet spurgte Zetland-medlem Alexandra Freltoft, om vi ikke kunne løse en del af problemet ved at benytte servere, der står i et land som Norge, hvor der er god adgang til vedvarende energi. Jeg gav spørgsmålet videre til vores digitale chef, Tav Klitgaard.
“Problemet er,” sagde han, “at hvis en norsk start-up skal kunne konkurrere med Amazon, så skal den være virkelig stor. Der er en kæmpe markedsbarriere, fordi du er nødt til at konkurrere med giganterne på sikkerhed, stabilitet og også meget gerne på produktbredde. På det her marked, der er større det samme som bedre.”
Der er flere grunde til, at AWS’ størrelse giver dem en konkurrencefordel. Dels udbyder de en lang række andre produkter og servicer, vi har brug for, og det nemmeste er for os at købe vores servicer fra så få udbydere som muligt. Samtidig sikrer en stor udbyder som AWS det, Tav på Silicon Valley-sprog kaldte scalability.
“Hvis vi en dag har ekstra meget trafik, er det selvfølgelig enormt vigtigt, at den udbyder, vi bruger, har servere nok stående, så de bare kan koble flere servere på vores trafik.”
Tav hentydede til det, vi på redaktionen har døbt en Ghita-dag. Det vil sige sådan en som den, vi oplevede, da chefredaktør Lea Korsgaard den 15. marts i år i kølvandet på et ret omdiskuteret radioportræt skrev et forsvar for Ghita Nørby, der dagen efter fik antallet af besøgende på vores hjemmeside til mere end at tredobles i forhold til de foregående dage.
At det ikke lykkedes Ghita Nørby at lægge vores hjemmeside ned, skyldtes, at vi ligesom streaminggiganter som Netflix og Spotify havde valgt at lægge vores data på netop AWS’ servere. Og at de som verdens største udbyder af cloud services har så mange af dem, at de uden problemer kunne håndtere et udsving som det, vi oplevede.
Med andre ord var Tav som kunde ret glad for de løsninger og den stabilitet, vi fik fra AWS.
“Det nemmeste for mig ville være, hvis der var en knap inde på Amazons side, hvor jeg kunne vælge at betale ti procent ekstra, og så garanterede de, at alle vores data fremover ville ligge i datacentre, der er drevet af vedvarende energi,” sagde han og fortsatte:
“Hvorfor findes den knap ikke, når vi nu gerne vil betale for den? Det må være, fordi der ikke er nok, der efterspørger den. Og hvad er det egentlig, jeg som kunde gør for at fortælle Amazon, at jeg efterspørger den? Der må jeg nok sige ikke så meget.”
Derfor ville Tav skrive til AWS’ kundesupport og efterspørge “den grønne knap”. Jeg prøvede at presse ham lidt. Hvor sikker var han på, at vi ikke kunne skifte til en grønnere udbyder i stedet?
“Vi kunne godt skifte til en anden af de største aktører som for eksempel Google Cloud, men jeg tvivler på, det hjælper noget. Jeg har researchet på det allerede, jeg har nok sammenlagt kun brugt en time på det, men sagen er den, at hvis ikke jeg finder alternativet på ti minutter, så findes det ikke. For hvis der fandtes nogen, der var store nok til at tilbyde det, vi efterspørger, så ville de købe de keywords, jeg søger på, og på den måde sørge for, at jeg ikke kunne overse dem.”
Tavs logik virkede vandtæt. Hvis der fandtes et grønt alternativ, der havde muskler til at udfordre AWS, så ville de vel også smide nogle penge efter at sikre sig, at potentielle kunder som os fandt ud af, de var der. Sådan burde det i hvert fald være.
Men sådan var det ikke.
LØSNINGEN VISTE SIG FAKTISK at ligge lige foran mig. I stakken af artikler og rapporter, jeg havde fundet via Google, hentet ned fra skyen, printet og lagt på mit skrivebord, lå blandt andet den tidligere nævnte rapport fra Greenpeace.
Nu var det ikke så overraskende, at organisationen var kritisk over for en tech-gigant som Amazon. Overraskelsen, i hvert fald for mig, gemte sig i et lille afsnit langt nede i rapporten.
“Grønnere muligheder for Amazon-kunder” hed afsnittet. Og svaret på det spørgsmål, jeg undersøgte, kunne næsten ikke være formuleret klarere. I afsnittet stod der, at kunder, der ønsker en mere bæredygtig cloud-udbyder end AWS, bør skifte til en virksomhed, der “aktivt forfølger deres forpligtelse til at bruge vedvarende energikilder”. Og rapporten var så gavmild at nævne to navne på sådanne virksomheder.
Microsoft og Google.
To af Amazons største konkurrenter til titlen som verdens mest værdifulde virksomhed og samtidig to selskaber, hvis cloud services er blandt de eneste, der kan true AWS på markedsandel.
I rapporten bliver også Google kritiseret for ikke at bruge vedvarende energi til at drive sine nye datacentre i Virginia. Samtidig fremhæver Greenpeace dog, at Google meget tidligt er begyndt at efterspørge bæredygtig strøm, og at virksomheden har været blandt de mest aktive i at støtte politiske forslag, der sikrer ren energi.
I en anden rapport fra 2017 har Greenpeace givet cloud-udbyderne karakterer fra A til F baseret på forskellige klimarelevante parametre såsom andel af vedvarende energi, gennemsigtighed omkring energiforbrug, lobbyisme for grønnere lovgivning, den slags. Her får Amazon samlet set karakteren C, mens både Apple, Facebook og Google får den bedste karakter, A.
Og i vores første snak nævnte Tav endda selv Google Cloud som et af de eneste alternativer, vi realistisk ville kunne skifte til. Men ligesom jeg antog han, at de ikke kunne være meget bedre end AWS. Hvis det var tilfældet, ville deres egen søgemaskine vel være plastret til med reklamer for deres cloud-løsning, når vi søgte på “sustainable cloud” eller “green alternative to AWS”?
Åbenbart ikke.
“Google er duksen i klassen.” Så kontant lød svaret fra DTU-professor Leif Katsuo Oxenløwe. Jeg spurgte ham, om det virkelig var så simpelt, som Greenpeace fik det til at lyde.
“Sammen med Facebook og Apple er Google gået forrest. De er faktisk verdens største private køber af grøn energi, så de er gået all in.”
En stor del af den energi bruger Google til at drive sine datacentre, som både skal servicere privatpersoner, der søger på deres søgemaskine eller ser en video på YouTube, og samtidig virksomheder, der bruger Googles cloud-løsning til at hoste deres data.
Resten af den grønne energi, de køber, har til formål at kompensere for den fossile energi, de stadig bruger rundtomkring – for eksempel til at drive deres datacentre i Virginia. I stedet for at omlægge den energi her og nu går de ind andre steder i verden og køber vedvarende energi, som de tilfører det lokale energinet for på den måde at sikre, at der globalt set bliver brændt færre fossile brændstoffer af.
Det vil med andre ord sige, at Googles datacentre stadig udleder CO2, men at virksomheden sikrer sig, at en tilsvarende mængde CO2 bliver sparet andre steder ved at købe og tilføre grøn energi til lokale energinet, der ellers ikke var blevet til.
Derfor påstår Google selv, at virksomheden bruger 100 procent vedvarende energi. Det er dog ifølge Greenpeace en “kreativ udmelding”, da den baserer sig på et globalt totalregnskab, men Google er alligevel ifølge Leif Katsuo Oxenløwe langt foran konkurrenten Amazon.
“På kort sigt er det ikke så vigtigt, om den vedvarende energi bliver produceret lokalt eller købt globalt,” sagde han. “Men på den lange bane er det selvfølgelig et mål, at sort energi skal udfases fuldstændigt.”
Google var altså en god løsning. Derfor stod jeg tilbage med et oplagt spørgsmål.
Hvorfor vidste vi ikke det her?
HVAD DER I BEGYNDELSEN havde virket som et uoverstigeligt dilemma mellem principper og realiteter, mellem at være enten digital eller klimavenlig, så med andre ord ud til at have en løsning. I hvert fald på en del af problemet. Med et enkelt skift af udbyder, kunne vi blive grønnere uden hverken at gøre vores historier kortere eller gå på kompromis med lydkvaliteten.
Efter at have undersøgt det nærmere kom Tav frem til, at vi kunne flytte både vores lydfiler og vores billeder til Googles servere. Og at det faktisk ville være forholdsvis nemt.
Der er andre ting, forklarede han, vi har svært ved at flytte. Særlige produkter, som vi er afhængige af, og som kun Amazon udbyder, eller produkter, vi køber af andre virksomheder, som bruger Amazons servere.
“For eksempel hele det stillads, vores hjemmeside er bygget op omkring, og som vi bruger et andet firma til at hoste. Men nu har jeg som kunde skrevet til dem og sagt, at jeg synes, det er problematisk, at de ikke giver mig mulighed for også at flytte det, vi har hos dem.”
Alene det at flytte lydfilerne – fra et datacenter til et andet – er et skridt på vejen. Men præcist hvor stort er svært at sige.
RenSti mente, at det ville føre til en reduktion på hele 40 procent af den samlede CO2-udledning fra lydstreaming. Altså, i tallene for 2018, godt 10 ud af de 25 tons CO2, svarende til en tolvtedel af Zetlands samlede CO2-udledning.
Men da RenSti selv understregede, at udregningerne var meget usikre, bad jeg DTU-professor Leif Katsuo Oxenløwe om en second opinion.
Han understregede, at også hans udregninger var forbundet med store usikkerheder, der i høj grad skyldes den manglende gennemsigtighed i AWS’ energiforbrug, som også er et af de punkter, Greenpeace kritiserer kraftigt.
Men ved at tage globale gennemsnitstal for datacentrenes energiforbrug og justere dem med tal for AWS’ energieffektivitet og den formodede andel af vedvarende energi, kom han frem til et tal, der var noget lavere end det, RenSti var kommet frem til.
Ifølge DTU-professoren ville vi i tallene for 2018 spare 1,5 tons CO2 ved at flytte vores lydfiler fra AWS til Google Cloud. Hvis antallet af Zetland medlemmer, der lytter til vores artikler, fortsætter med at stige, vil besparelsen selvfølgelig blive tilsvarende større. Og hertil kommer så en mindre besparelse fra billederne, men præcis hvor meget ved vi endnu ikke.
Det lavere tal skyldes blandt andet, at han ikke medregner transporten til og fra datacentrene, der er skyld i en del af udledningen og som selvfølgelig stadig finder sted, selvom datacentret er et andet.
I arbejdet med at undersøge problemet og finde en grønnere udbyder, var jeg i høj grad drevet af den store CO2-besparelse, vi mente at kunne hente. Nu var den måske ikke så stor som først antaget. Betød det så at mit arbejde var spildt?
Det mente Leif Katsuo Oxenløwe ikke.
“Jeg kan kun bakke op om jeres projekt,” sagde han i telefonen. “Det store spørgsmål er, om den grønne vej for cloud-udbyderne er farbar som forretning. Og det bliver den jo, hvis flere som jer vælger at støtte den.”
Hvis den simple og ligefremme løsning, uanset hvor mange tons CO2 den sparede, var en overraskelse for os, måtte den næsten også være det for andre.
“Hvordan kan det være, at Google ikke markedsfører sig på det her? Det fortæller mig jo, at det må være, fordi de vurderer, at deres kunder ikke efterspørger det.”
Sådan sagde Tav, og hans undren over, at Google ikke laver noget mere larm omkring deres bæredygtige cloud, skyldtes, at det er et marked med astronomiske indtægter, men hvor der samtidig er meget få ting, der adskiller Amazons og Googles produkter fra hinanden.
“Ja, det er en cloud-løsning, ja, det er megasmart og nemt, men hvorfor skulle jeg skifte fra Amazon til Google? Her er der jo faktisk en ting, hvor jeg kan sige selvfølgelig, derfor skal jeg da skifte. Det er mærkeligt, at Google ikke har fortalt mig det, og at der kun kommer georgiske start-ups frem, når jeg googler efter grønne alternativer til Amazon.”
Og der var en sidste ting, der fik Tav til at tro, at det her ikke kan være noget, Amazon og Google oplever særlig tit.
Efter at have spurgt AWS’ kundesupport om den strøm, der blev brugt til at hoste vores data, gav de ham en mailadresse og bad ham skrive til den. Mailadressen viste sig at tilhøre AWS’ global lead of sustainability, Tracy Baldwin, der ifølge hendes LinkedIn-profil “leder AWS’ bæredygtighedsstrategi.”
Tav var først og fremmest glad for at få mulighed for at gøre en, der, som han sagde, “holder møder med Jeff Bezos” – altså Amazons stifter og CEO – opmærksom på vores utilfredshed.
Samtidig undrede han sig over særligt én ting. Som digital chef arbejder Tav selv med at gøre den support, vi yder Zetlands medlemmer, så god og effektiv som muligt. “Og lige så snart der er mere end to, der spørger om det samme, så laver vi en procedure for det, der ikke involverer mig. Og jeg må jo antage, at Amazon gør det samme.”
Derfor havde han meget svært ved at forstå, at kundesupporten ikke kendte svarene på hans spørgsmål, men i stedet sendte ham så højt op i hierarkiet.
“Lige så snart Tracy har fået ti mails, så må de jo gøre et eller andet. Det kan ikke passe, at hun skal sidde og svare på dem. Så det er en ret vild følelse. Er jeg simpelthen en af de ti første, der overhovedet interesserer mig for det her? Det er det indtryk, jeg sidder tilbage med.”
Samlet set passer det ret godt til oplevelsen af, at Google heller ikke virker til at se det her som noget, deres kunder interesserer sig for. Og det mindede mig om noget, Tav sagde, første gang vi snakkede om det. Nemlig at Zetland heller ikke havde gjort noget som helst for at vise vores utilfredshed.
Men, forstod jeg på Tav, sådan skulle det ikke være længere.
“I weekenden skal jeg til en journalistikkonference i Italien. Jeg kommer til at tale med mange beslutningstagere fra andre medier. Og her kommer jeg da til at stå med et glas prosecco i hånden og sige hey, vidste I i øvrigt, at man ikke skal være hostet af Amazon, hvis man vil være klimavenlig som virksomhed? Og så tror jeg da, de vil sige gud, nej, det anede vi ikke.”
Det, som Tav ville gøre i Italien, har jeg besluttet at forsøge i en lidt større skala. Hvis Zetland har gavn af det her, må der være andre, der også kan få det.
Leif Katsuo Oxenløwe var inde på noget lignende, da han understregede vigtigheden af at gøre den grønne vej til en god forretning for cloud-udbyderne – ved at få kunderne til at begynde at efterspørge den.
Så hvordan får vi gang i den udvikling? I en tid, hvor vi hele tiden diskuterer, om det er privatpersoner eller politikere, der skal gå forrest i kampen mod den globale opvarmning, hvorfor taler vi så ikke mere om virksomhedernes ansvar – når nu de største af dem er større end mange af verdens nationer og ansvarlige for enorme CO2-udledninger? Hvorfor er der ikke større opmærksomhed på den store, lavthængende CO2-besparelse ved at bruge de grønne servere hos for eksempel Google og Microsoft? Bør vi, som Leif Katsuo Oxenløwe foreslår, sikre os, at alle offentlige institutioner udelukkende bruger grønne datacentre?
Hvis Zetland kan spare minimum 1,5 tons CO2, hvad kan andre, større virksomheder så ikke spare, hvis vi kan overbevise dem om at vælge servere med vedvarende energi?
De spørgsmål har jeg besluttet mig for at undersøge, og jeg vil blive lykkelig for al den hjælp, jeg kan få. Har du for eksempel en idé til en digital virksomhed, jeg kan tage kontakt til og gøre opmærksom på, hvor store CO2-besparelser der er at hente på det her område? Har du spørgsmål, jeg kan undersøge – eller kender du nogle af svarene? Så skriv til mig i kommentarfeltet eller på [email protected].
Min egen forhåbning er, at vores egen beskedne besparelse kun er begyndelsen. Hvis vi i fællesskab kan få andre og større virksomheder, organisationer og institutioner til at følge trop, vil reduktionen blive langt større. Og samtidig vil det lægge pres på Amazon og andre udbydere, der sakker bagud i den grønne omstilling.
Konklusionen på vores egen undersøgelse er blevet, at vi har flyttet vores lydfiler og billeder til Google Cloud. Jeg gik ud fra, vi skulle have gang i det helt store regneark, før den beslutning kunne træffes, men det gad Tav ikke.
“Jeg har ikke tjekket prisen,” sagde han. “Men jeg synes bare, vi skal gøre det. Selv hvis Google er lidt dyrere end Amazon, er det småpenge. Selv for os. Den primære omkostning er den arbejdstid, det kommer til at tage.”
“Hvor lang tid regner du med?” spurgte jeg.
“Mit estimat er, at det vil tage en arbejdsdag. Men så skal man altid gange med pi.”
“Hvorfor pi?”
“Sådan er det bare. Det tager altid længere tid, end man tror.”