Onsdag eftermiddag troede Jesper Balle stadig, at hans branches krise var så dyb, som den kunne blive. Den 30-årige minkavler sad i frokoststuen på sin farm, Balles Mink, og fortalte mig om myndighedernes håndtering af coronakrisen på de danske minkfarme. Han syntes blandt andet, at det var absurd at slå hele bestande ned, når der faktisk er fundet antistoffer i mink, der er blevet raske igen.

Pludselig stak Zetlands fotograf hovedet ind og spurgte, om vi havde set, at statsministeren havde indkaldt til minkpressemøde. Det havde vi ikke, og Jesper Balle virkede ikke synderligt nervøs. Heller ikke selv om hans telefon havde ringet ubønhørligt under vores interview.

“Jeg tror bare, det handler om, at de har fundet et par nye smittetilfælde med mutationen,” sagde han med et skuldertræk.

Da vi efter alle corona-regler blev vist rundt på farmen, stødte Jespers 66-årige far til. Han var heller ikke specielt bekymret over udmeldingen. “Nu siger hun sikkert, at vi skal aflive alle dyrene.” Men det var kun for sjov. Selv i 2020 er der vel trods alt grænser for galskaben. Der er ikke en eneste af deres 11.000 mink, der har så meget som en løbende snude. 20 minutter efter vi har sagt farvel, kommer nyheden ud, og for de to generationer Balle er der ikke mere at lave sjov med. Alle danske mink skal aflives, og det kan meget let blive afslutningen på minkavl i Danmark.

Om aftenen får jeg en forandret Jesper Balle i røret.

“Der er ikke så meget at sige. Det er slut.”

Der er i danmarkshistorien ikke ret mange eksempler på, at et helt erhverv lukker fra det ene øjeblik til det andet, men det var i realiteten det, der skete onsdag eftermiddag. I hvert fald set fra Jesper og Arne Balles perspektiv. På et virtuelt pressemøde meddelte en karantæneramt statsminister, at alle mink skal aflives uden undtagelser, fordi konsekvenserne af en muteret coronavirus med udspring i danske minkfarme – den såkaldte cluster 5 – kan være katastrofale for mulighederne for en effektiv vaccine. Med en enkelt sætning mistede en 30-årig minkavler sin levevej. Jespers fortælling er historien om at blive slået tilbage til start af sin egen stat og om en sundhedskrise, der tilsyneladende hele tiden finder nye måder at ramme det danske samfund, hvor det gør mest ondt.

Da den umage forbindelse mellem minken og coronavirusset opstod, fik det i begyndelsen begrænset opmærksomhed. Mennesket havde nok at rode med. Minken er et slankt dyr i mårfamilien med en pels, mennesket har været glad for i umindelige tider. Mink er svære at fange i naturen, så siden slutningen af 1800-tallet er de blevet opdrættet i fangenskab. Nogle lande blev dygtigere til det end andre, og ingen blev dygtigere end Danmark. Det har næppe været paratviden for alle herhjemme, men danskerne gik ind i 2020 som verdens største producent af minkpelse. Og lige så vigtigt: Danske minkpelses kvalitet var så høj sammenlignet med pelse fra lande som Holland, Polen og Kina, at de gik for de højeste priser på verdensmarkedet.

Mink reagerer på COVID-19 ikke ulig mennesker. Nogle har ingen symptomer, andre har “stødende eller pustende vejrtrækning, vejrtrækning med åben mund og/eller vandigt flåd fra snuden”, som Fødevarestyrelsen formulerer det. Det var midt i juni, at der første gang blev konstateret coronasmitte blandt mink i Danmark. Kort efter blev der fundet corona på to andre minkfarme i Nordjylland, og besætningerne på alle tre farme blev slået ned. Midt i juli kom der nye retningslinjer for værnemidler og andre forholdsregler på minkfarmene, men den 2. oktober skulle blive det store vendepunkt og startpunktet for en voksende frustration blandt landets minkavlere og deres lokalsamfund. Myndighederne besluttede nemlig, at alle dyr skulle slås ned på minkfarme, hvor der var mistanke om smitte – og at det samme gjaldt alle farme i en radius på 7,8 kilometer fra smittestedet.

Kort tid derefter dukkede der historier op i mange medier om, at Fødevarestyrelsens folk ikke kunne følge med i aflivningerne. Minkavlere endte derfor i isolation, mens de ventede på udførelsen af en opgave, de mente, de lige så godt kunne håndtere selv. I minkavler-kredse går Fødevarestyrelsens folk derfor under navnet ‘dræbersneglene’. Efter nogle uger fik minkavlerne selv lov til at stå for både aflivning og rengøring, hvorefter en ny problemstilling boblede op, i første omgang med kritik af myndighederne på TV Midtvest: Fødevarestyrelsen havde ikke kapacitet nok til at komme af med de døde dyr, som derfor fik lov at ligge på vest- og nordjyske gårdspladser og svulme op som balloner i det lune oktobervejr. Mandag fik det blå blok til at indkalde fødevareminister Mogens Jensen til hastesamråd.

Sådan var situationen, da vi besøgte Jesper Balle tidligt onsdag eftermiddag og blev vist rundt på gården. Den 30-årige morsingbo er næsten to meter høj, slank og med kort, krøllet hår og høje kindben. I et andet liv kunne han have været blevet model, men i dette liv blev det altså minkavler. For en kort bemærkning i hvert fald. Da jeg ringede til ham senere samme aften, var han stadig i granatchok.

“Jeg havde slet ikke set den komme. Jeg havde i værste fald troet, vi ikke fik lov til at lave hvalpe i 2021. Jeg havde troet, vi kunne få lov at beholde vores avlsdyr.”

Jespers forældre bor på gården, mens han selv bor med sin familie et lille stykke derfra. Han sad på minkfarmen, mens han efter pressemødet var til virtuelt møde med pels-kooperativet Kopenhagen Fur, hvor der blev talt strategi og handling. Hvad skulle der nu ske? Mens mødet stod på, havde han det egentlig fint.

“Men da jeg ringede til konen bagefter og sagde, at nu skulle hun købe noget pizza og tage børnene med herover, så vi kunne spise hos mor og far og få afklaret det hele … der ramte det mig forholdsvis hårdt. Og det kommer det også til, når vi afliver de sidste dyr,” siger han.

Det var ikke mange minutter, han havde nået at spise pizza med familien, fortalte han i telefonen. Fra torsdag morgen skulle det nemlig til at gå stærkt.

“Vi starter med at pelse i morgen. Jeg har brugt hele aftenen på at få mobiliseret vores folk, og de kommer i morgen klokken 7, og så må vi nå at redde de skind, vi kan nå at redde.”

At de på Balles Mink ville i gang med at pelse med det samme, skyldtes, at Fødevarestyrelsens kontrollanter allerede fra fredag ville tage ud på minkfarmene og tælle dyr op. Derefter har en mindre farm som Balles Mink ti dage til at destruere hele besætningen. Hvis det tager længere tid, bliver den økonomiske kompensation mindre. Strategien på den sydmorsingske farm var altså at få pelset så mange dyr som overhovedet muligt inden dag 0, som altså tidligst kunne blive fredag, men i princippet også i weekenden eller i næste uge.

Da Jesper Balles mink ikke er smittede, får han såkaldt “fuld kompensation” for skindene. Det indebærer imidlertid et loft på 199 kroner per skind, fortalte han. Ved at aflive og pelse så mange dyr som muligt torsdag kunne han få skindene på auktion og formentlig få en højere pris.

“Alt, hvad vi kan pelse, er en bedre forretning end at destruere. Det er en bedre forretning for os, men så sandelig også for skatteborgerne. Hvis ikke vi pelser dem, så er det udelukkende skattekroner, der kommer til at betale dem. Pelser vi dem selv, er det kineserne, der kommer til at betale,” konstaterede han og tilføjede:

“Det føles også mere rigtigt for en minkavler.”

Sammen med sine brødre er Jesper Balle vokset op på minkfarmen, hvor han helt fra barndommen har hjulpet til. Især med at passe hvalpene. Hans egne børn på seks og ni elsker også at se hvalpene, og de har begge en favoritmink, de lige skal hen til. Han stod på Gothersgade i København som værnepligtig i Livgarden, da han besluttede sig for at overtage den fædrene gård. Siden har han engageret sig som lokalformand i Thy Mors Pelsdyravlerforening, og han har brugt meget tid på at “nørde skind”, som han siger, og på at uddanne sig som dommer i Kopenhagen Fur. Det er dem, der vurderer, hvilke skind der skal udbydes til den højeste pris. Onsdag morgen troede han, at han kendte sin fremtid: at føre den historie videre, som hans forældre begyndte på for 36 år siden.

Ifølge regeringens første udmeldinger bør han holde fast i den plan. Regeringen siger ikke, at der er tale om en permanent lukning af minkproduktion i Danmark. Der er blot tale om en form for standby for et af landets større eksporterhverv. Danske Minkavlere var hurtigt ude at afvise regeringens forestilling som den rene og skære ønsketænkning. Jesper Balle er enig.

“De lader os ikke beholde et eneste avlsdyr, så jeg ved ikke, hvordan vi skal kunne få fat i nye avlsdyr,” siger han. “Slaget er tabt. Det er slut. Hvis det er så alvorligt, som de siger, så håber jeg, at EU følger Danmark trop og får minkavl lukket på EU-plan. Der går meldinger om, at der er fundet corona blandt mink i Rusland også. Og hvis det kan mutere her, kan det vel også mutere i Rusland og resten af Europa.“

Derfor mener han, at regeringen bør anerkende, at dansk minkavl er et afsluttet kapitel, og så ekspropriere farmene, så avlere som ham selv kan komme derfra uden gæld. Ellers frygter han at blive efterladt med en gæld på knap en halv million kroner, som han derefter skal dække med et helt almindeligt job.

“Vi har jo gjort nogle store investeringer. I morges havde vores garvemaskine for eksempel en brugtværdi på op mod 200.000 kroner. Klokken 16 var den nul kroner værd.”

Nord for Mors ligger Thisted Kommune, der med sine 42 minkfarme er en forholdsvis stor mink-kommune. Her er viceborgmester fra Venstre Niels Jørgen Pedersen helt enig med Jesper Balle i alle hans bange anelser.

“Jeg frygter, at vi får en masse konkurser at se, og at vi rundtom i kommunen får en masse forladte spøgelsesfarme. Det er en rigtig træls måde at lukke et rigtig godt eksporterhverv på.”

Da jeg taler med ham, kommer han lige fra et videomøde med deltagelse af sin partiformand, Jakob Ellemann-Jensen. Han håber, at Venstre på Christiansborg kan påvirke regeringen til at kompensere minkavlerne fuldt ud. På et pressemøde torsdag aften fortalte statsminister Mette Frederiksen, at syv nordjyske kommuner – herunder Thisted – skulle lukkes helt ned på grund af den mutation, der var opstået i mink. Erhvervsminister Simon Kollerup blev spurgt til, hvilken kompensation minkavlerne præcis kan se frem til, men han kunne ikke komme med et detaljeret svar.
“Der er nogle juridiske vurderinger i gang, og vi skal drøfte det med Folketingets øvrige partier. Men alt uanfægtet, så skal minkavlerne nok få god økonomisk hjælp.”

Hvad nu, spørger Jesper Balle sig selv. Han er uddannet smed, så han mener nok, han skal få arbejde. Det næste års tid, spår han, kommer til at gå med at pille de huse ned, som hans far har bygget op. Men præcis hvad fremtiden bringer, har han ikke haft tid til at tænke på. “De næste par uger kommer til at køre på adrenalin, rutine, rygrad og nok også smertestillende. Men når det sidste skind er pelset, og det sidste dyr er i containeren, der tror jeg først, vi skal til at bearbejde det, vi har været igennem,” siger han.

Den politiske kamp om kompensation er han klar på at tage, men han har en enkelt bøn til de folk, der er imod minkavl som produktion.

“Det er en glædesdag for dem, der ikke vil os. Men jeg håber, de vil vise ydmyghed og ikke træde for meget på nogen, der ligger ned.”