Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Charlotte Aagaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

signature

Forsvaret er blevet dømt i en opsigtsvækkende retssag. Her er din lynguide

KRIGSVANEREfter dommen i irakersagen vil det formentlig blive nødvendigt at begrænse de danske styrkers mulighed for at tage fanger og udlevere dem. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

I 2004 blev 18 irakiske fanger udsat for mishandling i kølvandet på en dansk ledet operation i Basra-provinsen. Fredag fik de tilkendt 30.000 kroner i erstatning hver i landsretten. Dommen truer Forsvarets handlefrihed og ikke mindst Danmarks position som en af USA’s foretrukne samarbejdspartnere i internationale missioner.

I 2004 blev 18 irakere taget til fange på en dansk militæroperation og senere udleveret til en berygtet irakisk politistation i Basra, hvor de blev ydmyget, tæsket og i flere tilfælde tortureret.

Hvem skal holdes juridisk ansvarlig for den skæbne, der mødte de irakiske fanger?

Det spørgsmål tog Østre Landsret stilling til, da retten i sidste uge gav 18 tidligere irakiske fanger medhold i, at Danmark bærer et medansvar for, at de i efteråret 2004 blev mishandlet hos politiet i den irakiske provins Basra – simpelthen fordi det var danskere, der gjorde det muligt, at fangerne overhovedet blev pågrebet.

Dommen kommer som en stor overraskelse for de fleste, der har fulgt den 14 år lange sag, som Forsvarsministeriet har brugt enorme ressourcer på at forhindre blandt andet ved at forsøge at få sagen erklæret forældet. Sidenhen ved at forhindre sagsøgerne i at få fri proces. Blot tre timer efter afgørelsen meddelte forsvarsminister og venstrepolitiker Claus Hjort Frederiksen så, at regeringen ikke kan leve med den retstilstand, som dommen udtrykker”, og derfor omgående anker sagen til Højesteret.

Det udsagn viser, hvad der står på spil i denne sag. Hvis Danmark fremover skal være ansvarlig for den skæbne, eventuelle krigsfanger møder, kan det true både Forsvarets operationsevne, Danmarks krigsdeltagelse og ikke mindst forholdet til USA.

Men først: Hvorfor tabte Forsvarsministeriet?

FNs torturkonvention er faktisk temmelig klar på det punkt, der handler om ansvaret for eventuelle krigsfangers skæbne. De lande, der har underskrevet konventionen, må ikke udlevere fanger til andre myndigheder, hvis der er risiko for, at de vil blive udsat for tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling”. Princippet hedder non-refoulement og kendes også fra blandt andet asylsager, hvor man ikke må sende asylsøgere retur til lande, hvor de risikerer overgreb.

Nu har Østre Landsret så understreget, at forbuddet mod at udlevere mennesker til tvivlsomme samarbejdspartnere og myndigheder også gælder, når danske soldater deltager i krige verden over. Og derfor har 18 af de 23 sagsøgere fået tilkendt en erstatning på 30.000 kroner hver. Det er svært at se, hvordan Højesteret kan omgøre den afgørelse uden at komme i konflikt med blandt andet torturkonventionen.

Alligevel er Forsvarsministeriet fast besluttet på at prøve. Som forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen forklarede efter Østre Landsrets dom:

Den retstilstand, som dommen udtrykker, er problematisk, for den vil sætte Danmark i en meget vanskelig situation. Når vi udsender danske soldater, så sker det til stater, der er hærget af krige og konflikter. For eksempel til Irak, Afghanistan og Mali. Og i disse lande er der nærmest per definition ikke styr på menneskerettighedssituationen,” sagde han.

Og det er jo rigtigt. Spørgsmålet er, hvordan Danmark som en retsstat skal reagere.

Når regeringen tager sagen så alvorligt, er det netop, fordi dommen gør det mere besværligt at være i krig fremover. Og netop derfor har Forsvarsministeriet i mere end 16 år gjort sig så store anstrengelser for at undgå, at danske soldater tager krigsfanger.

Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Hvordan det?

Spørgsmålet om, hvem der er ansvarlig for krigsfangers ve og vel, har været betændt, lige siden Danmark for første gang besluttede at deltage i krigen mod terror. De seneste 17 år har Forsvaret og Forsvarsministeriets jurister derfor lavet alle mulige krumspring og kolbøtter for at udtænke løsninger, der kunne sikre, at Danmark ikke kunne gøres juridisk ansvarlig for eventuelle krigsfangers skæbne.

Allerede første gang Danmark sendte jægersoldater til Afghanistan for at deltage i jagten på Osama bin Laden, forsøgte danskerne at tørre ansvaret for fanger af på andre ved straks at overlade fangerne i deres amerikanske kollegers varetægt. Som det fremgår af dokumentarfilmen Den hemmelige Krig var det langtfra alle fanger, der blev ordentligt behandlet af USA efter 11. september, tværtimod landede en del af dem i Guantanamo, men det bekymrede ikke Danmark på dette tidspunkt.

Da danskerne året efter stod i Basra i det sydlige Irak, var fanger igen et problem fra dag ét. Både amerikanerne, briterne og det nye irakiske politi havde problemer med at overholde menneskerettighederne, og soldaterne bad om klare retningslinjer. Ring hjem, lød beskeden, så finder vi en løsning fra sag til sag, lød svaret fra Forsvarskommandoen. En for en blev de afleveret til det nye irakiske politi, selv om de danske myndigheder udmærket vidste, at det var problematisk.

Senere i 2004 opfandt juristerne i Forsvarsministeriet så et juridisk columbusæg, som i forskellige versioner er blevet brugt lige siden. Danskerne behøvede blot at tage et par soldater af anden nationalitet med ud på operationer og så lade dem foretage eventuelle anholdelser. Og vupti, så ville det være deres land, der var ansvarlig for fangernes skæbne.

Systemet er siden blevet kendt som brite-finten, fordi de soldater, som i første omgang blev brugt til formålet, var briter. Senere blev det irakerne selv, sådan som det for eksempel var tilfældet i den sag, som Østre Landsret afgjorde i sidste uge. Her gjorde danskerne sig stor umage med at overlade det til det irakiske specialpoliti at foretage de konkrete anholdelser, mens danskerne holdt vagt uden om.
Og i Afghanistan gentog man succesen, da Danmark i 2006 rykkede til Helmand og fik brug for at tage fanger dér.

Undervejs blev opskriften udviklet og raffineret. Da Jægerkorpset begyndte at operere sammen med afghanske specialstyrker i 2012, fandt Forsvarsministeriets jurister på endnu et krumspring for at undgå fangeansvaret. Hvis danske soldater alligevel pågreb fanger, skulle de hurtigst muligt overlade dem til deres afghanske kolleger på operationen, så ville de alligevel være ansvarsfri. En opskrift, som igen er blevet brugt i krigen mod Islamisk Stat i Irak, hvor danske jægersoldater har været i kamp sammen med den lokale irakiske al-Furat-milits.

Så hvad kan dommen få af konsekvenser?

Først og fremmest kan konsekvensen blive, at Danmark kan blive nødt til selv at tage sig af eventuelle fanger, da danske soldater er indsat i lande, hvor de lokale myndigheder ikke kan finde ud af at overholde menneskerettighederne.

Det betyder, at Forsvaret kan blive nødt til at oprette og drive deres egne fængsler, og det var faktisk præcis, hvad Amnesty International foreslog, da de første rapporter om tortur i den afghanske sikkerhedstjenestes fængsler kom frem i 2006-2007 – midt under krigen mod Taleban. Men Nato slog syv kors for sig og afviste forslaget. Det ville blive alt for dyrt og besværligt. Så udleveringen af fanger fortsatte, blot med øget tilsyn. Men dag for dag tårnede beviserne sig op. Tortur, seksuelle overgreb og mishandling af fanger blev afsløret af blandt andet Amnesty International, og da Danmarks nærmeste samarbejdspartner, Storbritannien, pludselig suspenderede alle fangeudleveringer til sikkerhedstjenestens fængsler i Helmand, måtte Danmark følge trop.

I månedsvis måtte de danskes styrker derfor bruge ikke mindre end syv mand på at bevogte blot en enkelt fange i den danske lejr i Helmand.

For det andet kan dommen komplicere Danmarks samarbejde med lokale militære styrker, politi og sikkerhedstjenester, som Forsvaret fremover vil være nødt til at screene grundigt og i et vist omfang overvåge for at sikre, at de har rene hænder.

Senest har problemet været aktuelt under krigen mod Islamisk Stat i Irak, hvor flere af de irakiske militser, som deltog i befrielsen af IS-kontrollerede områder, tilsyneladende begik grove krigsforbrydelser. Blandt andet har den svenske avis Expressen afdækket, hvordan mistænkte IS-krigere blev både ydmyget, tortureret og henrettet uden rettergang.

Også den danske lejr i Irak har været i søgelyset, efter jeg i Information kunne afsløre, at irakiske styrker på basen viste henrettelsesvideoer frem, på et tidspunkt var i besiddelse af afhuggede hoveder og drev et fængsel i lejren, hvor fangerne angiveligt blev tortureret hver nat.

Forsvarsministeriet og Forsvaret lader til at have undgået at undersøge beskyldningerne og dermed pådrage sig et moralsk eller politisk medansvar for ikke at have grebet ind. Blandt andet fik soldaterne forbud mod at se henrettelselsesvideoer, og rapporter om tortur i lejren blev aldrig effektivt undersøgt, som jeg beskrev i Information sidste år.

Men allervigtigst komplicerer dommen Danmarks forhold til sine allierede, primært USA. Siden det ulyksalige terrorangreb på USA i 2001 har Danmark gjort sig stor umage med at optræde så villigt som overhovedet muligt, når det amerikanske forsvarsministerium i Pentagon har bedt sine Nato-allierede om assistance. Både i Afghanistan, Libyen, Irak og Syrien har Danmark været helt i front med kamptropper i den værste afghanske provins, specialstyrker indsat mod IS i Irak og ikke mindst kampfly, der har bombet intensivt i Libyen og Irak. I modsætning til stort set alle andre allierede har Danmark hidtil kunnet deltage uden de såkaldte caveats eller begrænsninger, og det har givet megen politisk og militær goodwill i Washington. I Afghanistan var der mere end 50 forskellige begrænsninger på, hvad de enkelte Nato-lande måtte og ikke måtte. For eksempel måtte Tyskland ikke deltage i antiterrorbekæmpelse og nægtede derfor at dele overvågningsbilleder med resten af Nato, hvis de kunne anvendes til at bekæmpe al-Qaeda eller andre terrorgrupper. En typisk begrænsning er geografisk. For eksempel måtte nogle lande ikke operere syd for Hindu Kush-bjergene mens andre ikke måtte have afghanske soldater ombord på deres helikoptere.

Efter dommen i irakersagen vil det formentlig blive nødvendigt at begrænse de danske styrkers mulighed for at tage fanger og udlevere dem, ligesom det også kan blive nødvendigt at begrænse, hvilke styrker Danmark kan operere sammen med i felten.

Det vil også blive vanskeligere for danske styrker og myndigheder at fortsætte den ikke se, ikke høre, ikke vide”-politik, som har kendetegnet Danmarks militære indsats siden 2001. Både når lokale styrker mishandler fanger eller anvender tortur, og når nære allierede som USA bøjer Genève-konventioner og menneskerettigheder ved at kidnappe, waterboarde eller likvidere mistænkte terrorister.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem