Hvad nu hvis gråd og skænderier er den perfekte opdragelse? En ekspert tager et opgør med sig selv

Foto: Sara Galbiati for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

En morgen vågnede Sofie Münster og besluttede sig for, at nu var det slut. I løbet af de sidste ti år havde hun udgivet to bestsellere om børneopdragelse, og hun havde været fast ekspert i Go’ morgen Danmark. På sit onlineunivers NOPA havde hun udgivet flere hundrede artikler med overskrifter som Fem vaner går igen hos forældre til de gladeste børn, ifølge forskere, Her er tre tips, der får børn til at falde til ro, når snak ikke virker og Derfor gør skænderier søskende mere socialt kompetente og empatiske. I 2016 udgav hun bogen Klog er noget, man øver sig på, som var fyldt med lister og konkrete råd til, hvad man kan gøre og sige til sine børn. Bogen bar undertitlen: Hvordan forældre ruster deres børn til succes i skolen og i livet.

Sofie Münster var indbegrebet af eksperten, der med henvisning til forskning fortalte forældre, hvad de kunne gøre for at få de gladeste, klogeste og mindst besværlige børn. På gode måneder havde hun en halv million læsere på NOPA. Mere end 77.000 følger NOPAs Facebook-side. Men om morgenen den 14. marts 2017 lå hun i sin seng og havde det, som om hun havde tømmermænd. Ikke fordi hun havde drukket alkohol, men fordi nu var det nok. Aftenen inden havde hun været til middag med potentielle økonomiske investorer i NOPA. Hun havde fortalt dem om, hvordan hun justerede overskrifterne på sine artikler, så de genererede flest mulige klik og delinger. Investorerne havde fortalt om deres idéer til, hvordan hendes forretning kunne blive en endnu større økonomisk succes.

Den efterfølgende nat kunne jeg ikke sove,” fortæller hun. Jeg var totalt flov over mig selv. Det var blevet et ræs efter likes. Jeg følte, at jeg forrådte mine læsere på nettet, fordi alting kom til at ligne et quickfix. Her er tre gode råd, og så vupti er alting løst. Men sådan er virkeligheden jo ikke.”

Den morgen stod Sofie Münster op, lagde NOPA i skuffen og søgte ind på psykologi på universitetet. Der skulle gå fire og et halvt år, før hun igen skrev en artikel til NOPA. Det var i august 2021. I mellemtiden har hun fået to ekstra børn, en bachelorgrad i psykologi, specialiseret sig i tilknytning og været formand for tidligere børne- og socialminister Mai Mercados opdragelsespanel. Nu er hun for første gang i fire år aktuel med en ny bog, som udkom den 8. september 2021: Den bedste start på livet – Hvordan du knytter de stærkeste bånd til dit barn med tilknytningsbaseret opdragelse.

I bogen skriver hun, at forældre kan se bort fra de fleste ekspertråd. Der er faktisk kun én ting, der reelt betyder noget for børns udvikling, nemlig tilknytningen mellem barn og forældre. Den allervigtigste opgave for forældre er derfor at etablere en nærhed til deres barn. Indebærer det timer af kvalitetstid, hvor I lægger puslespil, hygger, og alle er glade, tænker du måske? Niks. Den helt afgørende nærhed etableres også, når barnet skriger i supermarkedet, nægter at tage flyverdragt på, når du henter i børnehaven, og når barnet slet ikke føler sig træt ved sengetid.

Det er med andre ord en helt anden Sofie Münster, der er trådt frem efter den lange tavshed.

Hvad synes du selv?“Vi skal ikke være nogle andre for at være gode nok til vores børn. Vi skal være os selv. Det er nemlig det eneste, der med sikkerhed virker,” skriver Sofie Münster i sin nye bog. Foto: Sara Galbiati for Zetland

Sofie Münsters ansigt er helt mørkt, da hun dukker op på skærmen. Hun læner sig frem, så lyset falder anderledes, og hendes ansigtstræk toner frem. Bag hende skinner solen ind gennem loftsvinduerne i skråvæggen. Hun retter på sine briller og trækker sit lyse pagehår om bag ørerne. Om få minutter skal vi have en virtuel samtale med Zetlands medlemmer, hvor Sofie Münster vil fortælle om sin nye bog, sit opgør med samfundets syn på opdragelse og om, hvilke råd forældre lige så godt kan lukke ørerne for.

I bogen gør hun nemlig op med den måde, vi har talt om opdragelse på indtil nu. Hvilket også vil sige den måde, som hun har talt om opdragelse på. Hun vil gøre op med den måde, forældre lytter til eksperter i stedet for at lytte til sig selv. Den måde, forældre søger svar på, hvad de bør gøre. Det har nemlig, mener hun, skabt en grundlæggende tvivl og forvirring blandt forældre, og det har gjort, at vi har mistet overblikket. Vi kommer til at gå op i ting, som i det store og hele ikke har nogen som helst betydning for, hvor god en barndom vores barn får,” som hun skriver i bogen.

For vi kan faktisk lukke ørerne for det allermeste af den information, der drejer sig om, hvor barnet skal sove, hvilken bæresele der er bedst, og hvornår barnet kan sidde, kravle, gå eller tale, mener hun. Det, hun kalder præstationstyranni. Det er nemlig ikke det, der betyder noget i the big scheme of things, som hun siger under samtalen med Zetlands medlemmer. Der er jo ingen endegyldige svar,” siger hun. Sådan er det ikke inden for psykologi. Man kan altid finde en teori, der siger noget andet. Så i de fleste tilfælde kan du gøre, hvad du selv synes føles rigtigt. Det er bare det, man skal erkende, tror jeg.”

Med sin nye bog vender hun sig mod det politiske fokus på, hvordan forældre bør optimere deres børns udvikling, der har været gældende de senere år. Det er tid til at aflive myter om, at forældre skal stimulere deres børn hele tiden, og at det er et tegn på dårligt forældreskab, når børn græder i supermarkedet. Og dermed også tid til et opgør med Sofie Münsters tidligere råd om, hvordan forældre ruster deres børn til succes.

Men der er ét punkt, hvor det ikke er ligegyldigt, hvad vi gør. Med sin bog vil Sofie Münster nemlig pege på det ene element, der rent faktisk har helt afgørende betydning for børns udvikling. For selv om vi kan lukke ørerne for det meste, så er alt ikke ligegyldigt, understreger hun. Det, der i sidste ende betyder noget for børns udvikling, ifølge Münster, er nærheden i relationen mellem barn og forældre. Det, der i psykologien hedder tilknytning.

Det eneste, barnet beder om, er at få lov til at lære dig at kende. Hvem du er, og hvad du står for. Vi skal have bragt forældreskabet tilbage til os selv,” fortæller hun.

I sin bog lægger Münster sig i forlængelse af forskningen i tilknytning mellem børn og forældre, der har optaget psykologer og psykiatere siden midten af forrige århundrede. I 1950’erne viste den britiske psykoanalytiker og psykiater John Bowlby, at lige fra vi bliver født, er vi biologisk programmeret til at knytte os til dem, der giver os beskyttelse. I 1951 skrev Bowlby en rapport for WHO med udgangspunkt i de mange børn, som Anden Verdenskrig havde gjort forældreløse, eller som havde været adskilt fra deres forældre i længere perioder under krigens evakueringer. Hans forskning gjorde ham til fader til den retning inden for psykologien, der kaldes tilknytningsteorien. Ifølge Bowlby har små børn et behov for at søge tilknytning til de voksne, der giver omsorg, og det er et behov, der stiger, når barnet føler utryghed. Når det behov er dækket, og barnet føler en tryg tilknytning til sin mor (Bowlby var udelukkende optaget af forbindelsen til moren), kan barnet også senere i livet møde andre mennesker åbent og nysgerrigt.

Bowlbys assistent, psykolog Mary Ainsworth, fortsatte forskningen i tilknytning. Hun lavede en række forsøg, hvor børn ganske kortvarigt blev adskilt fra deres mødre. Når mor og barn blev genforenet efter adskillelsen, observerede Ainsworth, hvordan barnet reagerede. Det trygt tilknyttede barn viste glæde ved at se sin mor igen. Det utrygt tilknyttede barn var optaget af legetøjet, når moren var væk, og tog ikke notits af, når hun kom tilbage. Ainsworth viste, at vores tidlige erfaringer med tilknytning præger vores forventninger til andre mennesker senere i livet. Den måde, vi bliver mødt på som små, får betydning for, hvordan vi møder andre mennesker og indgår relationer som voksne. Det betyder, at en utryg tilknytning som barn ifølge tilknytningsteorien kan udgøre en risikofaktor i voksenlivet.

Bowlbys teori og Ainsworths forskning udviklede sig i 1980’erne til de såkaldte i favn-principper (på engelsk: attachment parenting). Med udgangspunkt i forskningen inden for tilknytning voksede en forestilling om, at det var den fysiske nærhed, der var nøglen til at knytte den afgørende relation mellem barn og forældre. I 1993 udgav læge William Sears og hans hustru, sygeplejerske Martha Sears, megabestselleren The Baby Book – Everything you need to know about your baby. Den handlede kort fortalt om, at forældre skulle give deres børn nærhed. Helt bogstaveligt. Man skulle amme barnet, sove sammen og bære barnet på kroppen. I favn-principperne hviler på forestillingen om, at jo mere barnet sover mellem sine forældre om natten, og jo mere barnet bliver båret i en bæresele eller slynge, jo stærkere bliver barnets bånd til forældrene. Det betyder også – sat på spidsen – at hvis amningen ikke fungerer, er barnets tilknytning til moren på spil og dermed barnets forventninger til andre mennesker i voksenlivet.

Rod“I dag er der flere gode råd, end der er børn", skriver hun. "Problemet er, at det udvikler en mere grundlæggende tvivl: gør jeg overhovedet det rigtige?” Foto: Sara Galbiati for Zetland

Sofie Münster står i høj grad på skuldrene af Bowlbys og Ainsworths studier og de mange tusind andre studier i tilknytning. Men hun tager afstand fra forestillingen om, at det alene er den fysiske nærhed, der er den afgørende. Børn har selvsagt brug for fysisk kontakt som kys, kram og øjenkontakt, men tilknytningen er ikke afhængig af, hvor barnet sover, om vi ammer, eller hvordan vi bærer rundt på barnet, mener hun. Det er ikke den form for nærhed, Münster taler om. Det er en nærhed, der ikke øges som en direkte funktion af mængden af tid, vi er sammen, eller ved graden af den kropslige kontakt. Følelsesmæssig nærhed er en tilstand mellem to mennesker, som opstår, når begge parter føler, at de kan vise sig selv, præcis som de er, uden at føle sig forkerte,” siger hun.

Den følelsesmæssige nærhed, som Münster beskriver, bygger altså på, at barnet skal mærke, at vi gør os umage med at se, hvorfor det reagerer, som det gør. Ligesom vi selv skal være ærlige omkring, hvornår vi egentlig ikke selv har lyst til at lege med klodser. For den tid, man er sammen med barnet, skal ikke nødvendigvis være harmonisk for at skabe den nære tilknytning, mener hun. Faktisk snarere tværtimod.

Nærheden kan ligeså godt opstå i en uoverensstemmelse, hvor barnet fornemmer, at vi ikke bare giver op på relationen, når det er svært. At man ikke bliver sendt på værelset, fordi man er besværlig, men at vi tror på, at det her er noget, vi kan løse,” siger hun.

I sin nye bog beskriver Münster, hvordan forskere har observeret, at små børn og deres forældre har milde til moderate uoverensstemmelser hvert tredje minut og store sammenstød op til tre gange i timen. Studierne viser ikke alene, at kontroverser er helt almindelige og hyppigt forekommende i småbørnsfamilier. De viser også, at børn er programmeret til at klare kontroverserne og kommer hurtigt ovenpå igen. De studier, Münster trækker på, viser, at kontroverser mellem børn og forældre er tegn på, at børnene er trygge ved at vise forældrene deres følelser. Kontroverserne er således tegn på et nært forhold, og det er netop oplevelsen af at være ude af sync med sine forældre, som Münster formulerer det, og så komme tilbage i sync igen, der styrker relationen. Derfor skal kontroverserne netop ikke undgås, mener hun.

Så selv om Münster mener, at det eneste, der egentlig betyder noget for barnets udvikling, er den nærhed, vi har med vores barn, så indebærer det ikke, at den nærhed kun består af hygge, ro og glade miner – eller af konstant fysisk kontakt. Nærheden kan også opstå, når barnet skriger i supermarkedet. Eller spreder alle klodser ud over gulvet i trods. Eller nægter at tage tøj på. Sofie Münster mener, at vi helt grundlæggende bliver nødt til at se helt anderledes på, hvordan vi ser vores rolle som forældre. For vi er skolet i at se kontroverser med børn som noget, det for enhver pris gælder om at undgå. Tidligere generationer har haft forskellige strategier for at komme konflikterne til livs, men målet har hver gang været at opnå ro og harmoni, siger Münster.

Det går nok "Vi forældre skal ikke være perfekte, vi skal bare være gode nok", skriver Münster. "Vores børn er interesserede i at mærke vores intentioner, ikke vores præstationer". Foto: Sara Galbiati for Zetland

Den generation, der i dag er bedsteforældre, er typisk vokset op med en opdragelse, der var præget af kæft, trit og retning. Børn skulle ses, men ikke høres, og de skulle primært bare gøre, som der blev sagt. Da 1968’er-generationen selv fik børn, gjorde de op med den autoritære opdragelse. De ønskede, at deres børn havde medbestemmelse, og de ville lytte til barnet for at nå frem til fælles enighed. I 1990’erne talte forældre om det kompetente barn og om, at man i konflikter burde forhandle sig frem til en løsning, som både barn og forældre var tilfredse med. Den opdragelseshistorie er typisk blevet udlagt som historien om, hvordan vi bevægede os fra den ene yderlighed til den anden. Hvordan vi gik fra, at rollen som forældre var at være en autoritet, til, at rollen som forældre snarere var at være barnets sparringspartner. Det gode barn var ikke længere det lydige barn.

Siden har opdragelsesdebatten forsøgt at finde sine ben i det autoritetstomrum, der opstod efter opgøret med den autoritære opdragelse. Forsøgt at nå frem til et sted i midten, hvor barnet ikke bliver kørt over’ af en blind autoritet, men hvor forældrene trods alt stadig har bukserne på. 25 år efter at den danske 1990’er-opdragelsesklassiker Dit kompetente barn udkom, tog bogens forfatter, familieterapeut Jesper Juul, et selvopgør. I Dit kompetente barn beskrev han, hvordan børn bør betragtes som ligeværdige mennesker og ikke har brug for klassisk opdragelse. I 2017 udgav han bogen Førerulve, hvor han slår fast, at børn har brug for voksnes lederskab. Da jeg mødte Jesper Juul kort før hans død i 2019, fortalte han mig, at i Dit kompetente barn kan man vel sige, at jeg svigtede forældre ved at gå ud fra, at de selv kunne nyformulere deres lederskab på basis af et ændret børnesyn”. Nu mente Juul, at forældrene var blevet så bange for at skade eller såre deres børn, at børnene i mange tilfælde selv var nødt til at overtage ansvaret og lederskabet, som han skriver i Førerulve.

Men det er en misforståelse at se kæft, trit og retning og den senere forhandlingspædagogik som to modpoler, mener Sofie Münster. Målet med opdragelsen har nemlig været det samme i både den autoritative opdragelsesmetode og den moderne forhandlingspædagogik. Både når børn skal rette ind og høre efter, og når de skal være med på idéen, så handler det om, at voksne og børn skal ville det samme, skriver hun. I begge tilfælde passer gråd og kontroverser meget dårligt ind i planerne, og i begge tilfælde gælder det om at undgå uoverensstemmelser. Og det her med, at det også er i uoverensstemmelserne, at den nære relation etableres, ser Sofie Münster selv som det egentlige nybrud, hendes bog kommer med.

Det har naget mig, at selv om kæft, trit og retning bliver set som det modsatte af moderne konsensus, så har de begge en idealtilstand af ro og harmoni. Det skal se ud, som om vi har styr på børnene. Det er for mig en misforståelse. For mig at se er uoverensstemmelser og kontroverser helt afgørende. Vi kan ikke komme tæt på hinanden, hvis vi altid skal være enige,” siger hun.

Det betyder ikke, understreger Sofie Münster, at forældre bare kan skælde ud, råbe og miste besindelsen i ét væk, uden at det har sin pris. Men det betyder, at vi måske kan komme råberiet en smule til livs ved at anerkende, at det er helt normalt, at barnet skriger i supermarkedet. Det er ikke forkert. Det er ikke pinligt. Det er helt i orden.

Når kontroverserne ender i skældud, tror jeg, det er, fordi vi bliver ubekvemme i det. Vi får en følelse af, at det er forkert. Hvis vi kan acceptere, at når man er to år, så kan man ikke regulere sine følelser, så er det måske nemmere at være i. Nogle gange er børn bare møghamrende irriterende, og det er helt normalt.”

Ro"Selvom kæft, trit og retning ligner det stik modsatte af forhandling og aftaler, er metoderne ens i den forstand, at de forsøger at undgå uoverensstemmelserne", skriver hun. Foto: Sara Galbiati for Zetland

Det vigtigste er ifølge Sofie Münster, at forældre lytter mere til sig selv og mindre til, hvad de har googlet sig frem til eller fået at vide af en ekspert, at de skal sige til barnet i bestemte situationer. Når relationen mellem barnet og forældrene bygges op, handler det mere om det, der sker imellem dem her og nu, end om det, man kan læse sig frem til i en bog.

Nærhed er noget, der opstår, når barnet mærker, at uanset hvordan det opfører sig, uanset hvor pisseirriterende det er, så er barnet godt nok til sine forældre. Så det gælder om at få forældreskabet bragt tilbage til os selv. Vi skal ikke være nogle andre for at være gode nok til vores børn,” siger hun.

I bogen Den bedste start på livet lancerer Sofie Münster derfor en ny opdragelsesmetode, den tilknytningsbaserede opdragelse, og der er sider i bogen med det, forældre kan sige til deres børn i bestemte situationer. Så hvordan hænger det sammen, spørger jeg Münster, at hun vil gøre op med ekspertråd og lister over, hvad man kan sige til sit barn, og samtidig lancerer hun en ny opdragelsesmetode med lister over, hvad man kan sige til sit barn?

Når jeg kalder det en metode, skyldes det, at jeg gerne vil vise, at der er nogle helt konkrete ting, man kan gøre. Det er ikke bare en, to, tre, fire, vupti, men snarere en forståelse for noget fundamentalt i dine børn, som gør dig klogere på vigtigheden af jeres relation, og nogle værktøjer, som du kan bruge til at træffe valg med udgangspunkt i det. For mig handler metoden mere om en måde at sætte tanker i gang, end det handler om at give folk svarene,” svarer hun.

Mod slutningen af bogen har Sofie Münster registreret alle de uoverensstemmelser, hun har haft med sine to yngste børn, Lucca på tre år og Wanda på et år, i løbet af en lørdag. Det begynder med, at klokken 7:01 vil Lucca gerne hjælpe med opvaskemaskinen, men får et nej’ på grund af skarpe knive. Hun bliver ked af det og vil trøstes.” Og slutter fire sider senere med, at 19:52 er Lucca puttet, men har tilsyneladende ikke lagt sig til at sove, men har i stedet givet alle bamserne dukketøj på, og nu er hun i gang med tegnebrættet”. I løbet af dagen er der både gråd, skuffelser og sure miner. Den liste er med for at vise, hvordan vi skal læse bogen, metoden og Münster som ekspert, fortæller hun.

Det er for at afmystificere,” siger hun. Sige, at det kan godt være, at jeg sidder her og formidler, men sådan her er det hjemme hos mig. Og det har egentlig været grænseoverskridende, men det er et forsøg på at sige: Det er okay, det skal nok gå det hele, og det er normalt, at det roder.”

I sit opgør med den måde, opdragelsesdebatten har kørt på de seneste årtier, står Sofie Münster altså i gæld til mange års psykologisk forskning i tilknytning. Men det paradoksale, siger hun, er, at det netop er vores viden om blandt andet tilknytning, der har gjort, at vi i de senere år har haft så stort fokus på tidlig indsats og på, hvordan vi ruster børn til fremtiden. Det er blandt andet tilknytningsforskningen, der ligger til grund for de senere års politiske fokus på børnenes læring af sprog, motorik og sociale kompetencer. Og det er den viden, som har sat skub i den opdragelsesdebat, der har været minutiøst optaget af enhver detalje omkring forældreskabet. Den selvsamme debat, som Münster har været en del af de sidste ti år. Men som hun nu har vendt ryggen til.

I sin bog beskriver Münster den debat, hvor hun har haft en indflydelsesrig stemme, som en debat, der har gødet en grundlæggende tvivl hos forældre. Til samtalen med Zetlands medlemmer siger hun:

Den debat, vi har haft om opdragelse i alle de år, jeg har været med, er simpelthen foregået på et detaljeniveau, som er komplet latterligt, hvor vi har diskuteret ned i nogle detaljer, hvor man fuldstændig mister overblikket. Man mister fokus på det, der betyder noget. Og så bliver det også nemmere at træde forkert.”

Men hvordan ser du dit eget ansvar for, at debatten er blevet sådan?
Det har jeg gjort mig mange tanker om, kan du tro,” siger hun. Det var netop de tanker, der fik hende til at trække stikket – også selv om hun havde brugt flere år på at bygge NOPA op. Men jeg har efterfølgende tænkt,” siger hun, at meget af det, jeg skrev i artiklerne, måske kunne ligne nogle lidt for lette løsninger. Her er tre trin, og så er det hele løst. Men sådan er børn og relationer mellem forældre og børn jo ikke. Det spændende er så bare, om folk er lige så interesserede i min nye måde at formidle på. Men hvis ikke, så tager jeg det med også.”