Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kim Bach Petersen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Vi opdrager børn til at være glade i institutionerne. Her forklarer en lektor, hvorfor det er en kæmpe fejl

PYT MED DETPyt-knappen er lidt ligesom en tudekiks, mener lærer Line Rønn Shakoor. Og det er ikke så godt. Illustration: Jørgen Stamp, Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Daginstitutionernes opgave er at forme velfungerende mennesker. Lige nu betyder det, at de opdrager børn til at være glade, skriver lektor i pædagogik Peter Østergaard Andersen i en ny bog. Men det kan få den modsatte effekt, advarer han. Børn, der lærer at sige pyt til besværlige følelser i stedet for at konfrontere dem, ender med hverken at kunne håndtere deres angst eller opbyde ægte mod.

Rundt om armen har Line Rønn Shakoor et bredt læderarmbånd. På armbåndet har hun syet en masse knapper. Nogle af knapperne er runde, en er hjerteformet, en anden har form som en blomst. Nogle er ru, nogle gennemsigtige, en har motiv af en løve. Line Rønn Shakoor kalder armbåndet for et pyt-armbånd.

I dag underviser Line Rønn Shakoor på Professionshøjskolen Absalon, men i 12 år var hun folkeskolelærer, først i Slangerup, senere i Hillerød. Som lærer oplevede hun, at grænsen for, hvad børnene blev frustrerede over, var blevet lavere, og at reaktionerne blev større. Faktisk mener Line Rønn Shakoor, at det er sværere for børn at være i følelser som vrede, frustration og kedsomhed end tidligere. Men de følelser er ikke bare almenmenneskelige, de er også nødvendige at kunne håndtere.

Det fik hende til at sy armbåndet med knapper på. Egentlig fik hun idéen hjemme hos sig selv for snart otte år siden, da hendes tre piger var små og ofte kom i konflikt med hinanden. Hun lavede det første armbånd som et forsøg på at løse de hjemlige konflikter – og det virkede, fortæller hun.

Det kunne løse et utal af frustrationer mellem børnene. Man kan snakke om det, der er sket, på en anden måde, og samtidig anerkender man, at barnet er frustreret, og det er okay at være frustreret,” fortæller Line Rønn Shakoor.

Line Rønn Shakoors armbånd er ikke den eneste praktiske idé til at håndtere børns følelser, som voksne i dag kan ty til. De seneste par år er der også dukket en såkaldt pytknap op i de danske børneinstitutioner. Enten som en knap på væggen med ordet pyt eller som en pytknap, der kan sættes på tøjet eller bæres i en halskæde.

SuperBrugsen har haft en pytknap til salg i løbet af foråret. Coops magasin Samvirke skrev i januar, at en 16-sekunders video af en rød knap med ordet pyt og en stemme, der siger pyt med det”, havde taget Samvirkes Facebook-profil med storm” med 39.000 kommentarer og over en million visninger.

I bogen Zak i skole, der udleveres til børn i børnehaveklassen, dukker pytknappen også op. Her kan børnene læse om Topsi, der er ked af det. Men så kommer Zak forbi med en pytknap.

Topsi kigger på knappen. Hun trykker på den. Og da hun siger PYT, sker der noget. Topsi er ikke længere ked af det,” står der. Hokuspokus, kunne man have lyst til at tilføje.

Både forældre og pædagoger er i dag meget bevidste om, at børn skal have plads til at udtrykke deres følelser. Vi ønsker at tackle børns følelser på den bedste måde, men måske gør vi det – trods de bedste intentioner – på en problematisk måde. Det mener i hvert fald Peter Østergaard Andersen, der er lektor i pædagogik på Institut for medier, erkendelse og formidling på Københavns Universitet. Han mener tilmed, at daginstitutioner ofte forventer og derfor forsøger at opdrage børnene til, at de altid bør være glade.

I foråret 2018 udgav han bogen Følelser og pædagogik. Der var en stigende interesse for følelser inden for pædagogik, konstaterede Peter Østergaard Andersen, men der var samtidig meget lidt forskning om, hvordan følelser skal forstås, og hvilken betydning de spiller inden for pædagogik. Så det var dét, Peter Østergaard Andersen satte sig for.

Hans bog bygger blandt andet på interviews med pædagoger i daginstitutioner, hvor de fortæller, hvilke følelser der har betydning i hverdagen, hvilke følelser de mener er vigtige for børnene, og hvordan pædagogerne håndterer deres egne følelser.

Peter Østergaard Andersen skriver i bogen, at pædagoger tager afsæt i, at børn bør være glade, men at det afspejler en tidstypisk forståelse af barndommen som en primært lykkelig tid. Børnenes glæde ses desuden som et parameter for, om tingene er, som de skal være i institutionen, for børnenes glæde kobles til den optimale trivsel. Men det, mener Peter Østergaard Andersen, er problematisk.

Det er for hårdt at sige, at man er imod, at børn skal være glade, men man kan komme til at overse de mindre klare følelser,” fortæller Peter Østergaard Andersen. Og pædagoger kan komme til at reducere deres faglighed til at forsøge at lære børn at fremtræde som nogle, der frem for alt er glade.”

Peter Østergaard Andersen ser en generel tendens til, at en følelse som angst for eksempel bliver set som et individuelt fænomen. Angst forstås i dag som en diagnose, og dermed forstår vi angst som noget, der afviger fra det normale. Men angst er også et grundvilkår, skriver Peter Østergaard Andersen i sin bog.

Det er en del af en samfundsmæssig bevægelse, at angst i den grad er blevet gjort til en betegnelse for det individuelle menneske, der ikke slår til. Man udskiller dem, der har brug for hjælp, og betragter indirekte alle os andre som normale. Det er over for det, jeg sætter den eksistentielle angst som et grundvilkår for alle mennesker,” siger han.

Angst kan ses som en almenmenneskelig tilstand, som man ikke kan gøre sig fri af eller løse, men som alle mennesker må lære at leve med i en eller anden grad, mener Peter Østergaard Andersen. Og det burde det pædagogiske arbejde afspejle ved at give plads til det, når følelser, der på en eller anden måde udtrykker angst, kommer til udtryk.

Hvis man ser angst som et vilkår, må man også betragte usikkerhed, meningstab, paradokser og alle den slags vanskelige grundlæggende forhold som en del af det, man skal give børnene mulighed for at håndtere i institutionen,” siger han.

På samme måde ser han tendensen til, at forældre i stigende grad ser deres børn som særligt sensitive’. For når forældre taler om, at deres børn er særligt sensitive, er det igen en måde at se det, der er vanskeligt at håndtere, som et individuelt problem, der kræver særlig hensyntagen.

I stedet for at se nogle børn som særligt sensitive mener Peter Østergaard Andersen, at man i institutionen i højere grad kan arbejde med den grundlæggende usikkerhed, der er en del af det at være menneske. Det er vi ikke så gode til i dag, mener han.

Vi – både forældre og samfundet bredt forstået – forventer, at daginstitutionerne så vidt muligt undgår situationer, hvor børnene føler frygt, kedsomhed, usikkerhed og vrede. Men hvis det pædagogiske arbejde tilstræber generelt at have glade børn, kan børnene gå glip af erfaringer med de mere vanskeligt håndterlige og i nogle tilfælde også tabuiserede følelser. Så opdrager vi børn til, at nogle følelser er forkerte.

For børnene kan det betyde, at hvis de hele tiden bliver mødt med en forventning om, at de skal være glade, så lærer de, at det er sådan, man skal være som menneske.”

En anden følelse, som han mener sjældent bliver værdsat i dag i institutionerne, er mod. Generelt opfatter vi mod som en betydningsfuld følelse, men når det gælder daginstitutioner, er det ifølge Peter Østergaard Andersen ikke en følelse, der typisk bliver lagt vægt på.

Mod kan dreje sig om at handle på trods af ængstelighed eller usikkerhed. Men hvis vi forstår mod som en villighed til at konfrontere frygt, smerte og usikkerhed, er det umuligt at handle modigt i trygge situationer, som Peter Østergaard Andersen skriver. Og eftersom vi forventer, at daginstitutionerne som udgangspunkt fokuserer på at sikre trygheden, bliver situationer med fare, frygt og usikkerhed ofte set som uønskede.

Det betyder, at man samtidig kan have tendens til at fjerne de situationer, der kunne give anledning til modige handlinger,” skriver Peter Østergaard Andersen.

Måske er der i moderne tryghedsfokuserede institutionssammenhænge og i lyset af den oplevede frygt for samfundets mange forestillede risici generelt tendens til at negligere denne følelse?”

Selv om det kan lyde som en kritik af pædagogernes arbejde, mener Peter Østergaard Andersen, at med antallet af børn, der typisk er per voksen i daginstitutionerne i dag, kan det helt praktisk være nødvendigt at dæmpe følelser som vrede og frustration. Desuden er pædagoger spundet ind i en lang række forventninger fra forældrene og fra samfundet generelt om, at børn helst skal være glade, mener han. Det gør, at det pædagogiske arbejde har andre prioriteringer end at lade mere besværlige følelser komme til udtryk.

Men han foreslår, at pædagogerne også viser billeder af triste børn og børn, der går rundt for sig selv, i pædagogernes daglige dokumentation af børnenes dag til forældrene. Når pædagogerne deler billeder fra dagen med forældrene, er det primært billeder af glade børn, de deler. Han så også gerne, at pædagogerne skrev om, at i dag havde der været en god konflikt, i stedet for mest at beskrive de lyse stunder i løbet af dagen. For begge dele er væsentlige dele af hverdagslivet i en institution, mener han – og burde også ses som sådan.

Der er en tendens til, at vi er utålmodige og gerne vil have løsninger – og helst nogle hurtige af slagsen,” siger han.

Men måske kan og skal man ikke altid gøre så meget ved det. Så det handler om en lydhørhed og en rummelighed og om at få barnet til at opleve, at det er i orden at have de følelser, det nu har.”

Følelsen af at acceptere sin egen fundamentale sårbarhed er vigtig ifølge Peter Østergaard Andersen, fordi den udspringer af vores afhængighed af andre mennesker. Netop dét er en af grundene til, at Line Rønn Shakoors armbånd adskiller sig fra pytknappen, der hænger på en væg.

Det er nemlig vigtigt ifølge Line Rønn Shakoor, at armbåndet bæres af en voksen. Det gør nemlig, at armbåndet først og fremmest skaber kontakt mellem en voksen og det barn, der er overmandet af sine følelser.

Line Rønn Shakoors armbånd fungerer på den måde, at det frustrerede barn kan komme hen til den voksne, tage fat i armbåndet og finde den knap, der bedst illustrerer, hvordan barnet har det. Måske er det en af de små knapper, eller måske er det løve-knappen, der skal til. Når knappen er fundet, kan barnet trykke på knappen.

Pytknappen fungerer mere som en afledning, ligesom når vi tidligere sagde se, der er en fugl’, når et barn var frustreret, men det er jo en afvisning af barnets følelser,” siger hun.

Der sker noget i kroppen, mens barnet sidder med armbåndet. Når de rører ved knapperne og leder efter den rigtige knap. De får sat følelsen ind i en skala, de får kontakt med en voksen, og de opholder sig et øjeblik ved det, der er sket.”

Line Rønn Shakoors armbånd bredte sig hurtigt til skolen. Det var især effektivt, når hun var gårdvagt, fortæller hun. Hendes kolleger ville også gerne have armbånd med knapper, og rygtet spredte sig, indtil Line Rønn Shakoor begyndte at få poser med knapper i sin postkasse. Ældre mennesker sendte deres samlinger af gamle knapper til hende, så hun kunne sy knapperne på armbånd.

Armbåndet giver børnene en mulighed for at sætte et billede på deres følelser og flytte samtalen ind i et metaforisk univers, hvor man kan tale mere ufarligt om det, der er sket,” siger hun.

Pytknappen udtrykker snarere gå hen og tryk, og kom glad tilbage’.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem