signature

Her er den løsning på migrantstrømme og hungersnød, som ingen politikere taler om

  • 24. juli 2017
  • 14 min.
DESPERATIONSenegalesiske fiskere forudser, at de i fremtiden vil fiske med geværer. Foto: Liu Yuyang / Greenpeace

Derfor skal du læse denne artikel

Et overset problem er en drivkraft bag migrations- og flygtningestrømmene. Det er en årsag til moderne slaveri. Det er endda en af de skjulte grunde til Brexit. Alligevel hører man næsten ingen tale om det. Skribent Tamar Stelling argumenterer for en løsning på havets store uretfærdighed: den globale fiskeripolitik.

Engang kaldte jeg det det allerkedeligste stof” i avisen. Det var indtil, jeg fik øje på alt det, det også var.

Et våben mod sult. Mod fattigdom. Mod narko- og våbenhandel. Mod slaveri. Mod pirateri.

Får vi det sat ordentligt på skinner, kan vi endda tjene 50 til 100 milliarder dollars på det. Og, hvilket ikke er uvæsentligt nu om dage, ved den rigtige indsats får det hundredtusindvis af migranter til at blive hjemme.

Desuden er næsten alle enige om det. Verdensbanken siger det. Interpol siger det. Den amerikanske hær siger det. FN-rapporter siger det. Tænketanke og miljøorganisationer siger det. Biologer, sociologer og kriminologer siger det. Selv brexitologen Nigel Farage siger det.

Men man hører aldrig nogen politiker sige noget om det. Om hvad?

God fiskeriforvaltning. I alle verdens have.

Om fisk og krig

Der bliver nu trukket så mange fisk op af havet, at det ikke er muligt at udligne for naturen selv. Mange fiskearter bliver – som det hedder – overfisket.

Dette overfiskeri har to meget omtalte direkte følger. For det første ligger økosystemerne i ruiner. Det betyder først og fremmest færre hvaler og flere gopler. (Der er færre hvaler, fordi der er færre fisk til hvalerne, men også fordi de fattige begynder at spise hvalkød i mangel af fisk).

For det andet: Der er færre og færre fisk at fange.

Fisk forsyner godt og vel 3 milliarder mennesker med cirka 20 procent af deres animalske protein ifølge FNs organisation for mad og landbrug, FAO.

I mange kystnære udviklingslande er det endda halvdelen. Den mest påtrængende fiskeproblematik ligger da også på fattige menneskers tallerkener i udviklingslande: den lille fisker i navnlig Øst- og Vestafrika og Sydøstasien – samt alle, der forarbejder og spiser de fisk, der fanges.

For når fiskene forsvinder, forsvinder fødevarer og job. Hundredvis af millioner af underprivilegerede mennesker står nu over for et problem. Hvad skal de gøre?

De følgende udveje er mere populære, end man kunne ønske sig:

  1. At finde alternative anvendelser for sin fiskerbåd – som narko-, våben- og menneskehandel.
  2. At kapre store både fra rige lande. Eller selvfølgelig:
  3. At migrere til en bedre verden. Læs: Europa.

Denne historie handler om disse uventede konsekvenser af overfiskeri. Og om, hvor unødvendigt det alt sammen er.

Grafik: Jørgen Stamp / Zetland

Første unødvendige konsekvens: pirateri-svøben

Skyd dem ned! Torpedér deres skibe i sænk!”

Det er maj 2009, og Rita Verdonk fra det hollandske politiske parti Trots op Nederland (Stolt af Holland) har mange idéer til løsninger. Siden 2005 har somaliske pirater i minibåde i stor stil kapret containerskibe for så at kræve millioner i løsepenge for mandskabet. (Piraterne kan ikke bruge handelsvarerne i containerne til noget. Somalia har ingen som helst infrastruktur til distribution).

Pirateriet viste sig at være temmelig fatalt for de oversøiske handelsruter mellem Europa og Asien. Udgifter: 18 milliarder dollars om året.

Derfor erklærede snesevis af statslige myndigheder krig mod den somaliske pirat. Der blev holdt forespørgselsdebatter, vedtaget FN-resolutioner, og fregatter stævnede ud mod Adenbugten.

Store rederier hyrede private hære. Og Hollywood indspillede ovenikøbet den sandfærdige beretning om Captain Phillips, et kapret Mærsk-skib og piratproblematikken.

Fjenden? Arbejdsløse fiskere.

For det var de første pirater nemlig: arbejdsløse fiskere.

Og det forholder sig sådan her: I årtier hærgede en uafladelig strøm af udenlandske fiskerbåde i Somalias fiskerige vand.

NØDPirateriet i især Adenbugten begyndte, fordi de lokale fiskere mistede deres arbejde. Foto: Liu Yuyang / Greenpeace

Lokale fiskerbåde blev sejlet midtover. Fiskenet forsvandt ofte eller gik i stykker. Hyppige eksplosioner ødelagde koralrev.

Men frem for alt: Fiskene forsvandt. Somaliske fiskere måtte længere og længere ud fra kysten. De havde stadigt længere arbejdsdage for stadigt mindre fangst.

Dertil kom, at udlændingene også dumpede tonsvis af kerneaffald og kviksølv i havet. I slutningen af 2004 slyngede en tsunami affaldet i land. Fisk blev forgiftet. Somaliske fiskere blev syge. Vi taler om akutte infektioner i luftvejene, svær hoste, blødninger fra tandkød, mundhule eller bughule, usædvanligt udslæt.

Nogle få døde. De fleste havde fået nok.

For at sikre fisk og hav dannede fiskerne deres egen græsrods-kystvagt. Inden for få år eskalerede den kystvagt til en lukrativ forretning, som kaprede alt, hvad der bevægede sig.

Pirateriet viste sig meget snart at være en god karrierevej for alle mulige arbejdsløse somaliere.

Og på den måde skabte overfiskeriet noget, som den britiske tænketank for sikkerhed The Royal United Services Institute (RUSI) omtaler som den største maritime trussel siden Anden Verdenskrig”.

Pirateri.

Nu slår det internationale samfund alarm på grund af pirateri. Men længe inden råbte vi på opmærksomhed om vores problemer,” sagde pirat og forhenværende krebsefisker Farah Ismail Eid i 2009 til The Christian Science Monitor.

Dengang var der ingen, der lyttede.”

De somaliske pirater kunne ikke stille noget op mod europæiske – og danske – fregatters maritime militære styrke. Omkring 2012 havde de fået has på piraterne. Alligevel frygtede man en pirat-renæssance, så snart vores’ greb slappedes.

Men for nylig skete det for første gang igen. Somaliske pirater kaprede en olietanker.

Endvidere kan de samme mekanismer iagttages ud for den sydøstasiatiske kyst og lande som Benin, Nigeria og Senegal.

En senegalesisk fisker forudså følgende i The Guardian: I løbet af ti år fisker folk med geværer. Vi kommer til at kæmpe om vores fisk på havet. Hvis vi ikke har mere mad, hvad forventer I så, at vi gør?”

ULIGEEn traditionel afrikansk kano er 56 år om at fange lige så mange fisk, som en vestlig supertrawler haler ind på en eftermiddag. Foto: Liu Yuyang / Greenpeace

Anden unødvendige konsekvens: migrantstrømmen

Ikke alle arbejdsløse fiskere har lyst til konfrontationer. Der er også dem, der tænker: Jeg rejser min vej.” Europa tager Afrikas fisk, og bådfulde af migranter følger efter,” meddelte en overskrift i New York Times i starten af 2008.

Året før kom over 30.000 migranter fra Senegal og Mauretanien ind i Spanien via den vestafrikanske rute’ – migrantjargon for De Kanariske Øer.

Mange små både var fyldt med senegalesiske fiskere og var ejet af senegalesiske fiskere. Det var jo alligevel blevet helt umuligt at fiske ud for Senegals kyst. Kærligt kaldte de deres kanoer for Air Madrid’.

“Jeg savner borgerkrigens tid.”

Fisker fra Sierra Leone


Hen imod 2009 havde Spanien den anselige tilstrømning under kontrol.

De fik helikoptere, overvågningsapparater og patruljebåde; de oplærte det mauretanske politi i grænsekontrol, indgik aftaler med Marokko, Mauretanien og Senegal, en skole blev indrettet som tilbageholdelsescenter, og afviste migranter blev sendt tilbage med 50 euro på lommen. Dengang leverede den vestafrikanske rute kun 2.300 migranter.

Men hvor den ene dør lukkes, åbnes en anden.

Siden Spanien lukkede den vestafrikanske rute, er fiskerne for det meste migreret via Libyen til Europa,” siger Djiga Thiao, statistiker og fiskeriforsker ved Oceanografisk Forskningscenter i Dakar i Senegal.

Han har en nevø, som er fisker og opholder sig i Italien. De ville i princippet bare fiske videre her, hvis der stadig var fisk.”

Kolossale fiskerbåde fra Asien, Rusland og Europa umuliggør det med at fiske videre”. Forskellen i fiskekapacitet er simpelthen uoverstigelig. Én traditionel afrikansk kano er 56 år om at fange lige så mange fisk, som en vestlig supertrawler haler ind på én eftermiddag.

Bonusinfo: En trawler er en fiskerbåd, der fisker med et tragtformet net (engelsk: trawl).


Jeg savner borgerkrigens tid,” siger fisker Usmane Kpanabum fra Sierra Leone i samtaler med tænketanken Overseas Development Institute fra London.

Dengang flygtede de udenlandske flåder væk herfra, og vi havde masser af fisk.”

Men hvorfor er der overhovedet så mange udenlandske flåder – også europæiske – i afrikanske farvande?

En lille historie om umådelige fiskeinteresser

Fisks betydning for nationer kan næppe overvurderes. At ville være herre over egne fiskebestande er blevet kaldt en af hovedårsagerne til Brexit.

Nigel Farrages UK Independence Party (UKIP) viede i 2015 en hel bog med titlen Stolen Seas til emnet. Man var blandt andet vrede over, at Greenpeace i 2014 påviste, at 43 procent af fiskerettighederne til engelske fiskebestande tilhørte udenlandske virksomheder.

Dette er en grund til, at Island ikke ville være med i EU, og at Norge ikke engang overvejede det.

Hollandske fiskere er i øjeblikket ved at gøre i bukserne af skræk for, at de snart ikke længere er velkomne i britiske farvande. 60 procent af deres fangst kommer derfra. Og hvor skal de anbringe deres fiskeflåde hvis ikke hos naboerne?

Da Spanien i 1986 trådte ind i EU med sin enorme fiskeflåde, insisterede de andre EU-lande på, at Spanien skulle holde sig væk fra deres farvande. Der er også fisk ud for den marokkanske kyst, så tag I bare dertil.

Egentlig burde Europa have sendt overskuddet af spanske fiskere på pension. Der var simpelthen ikke længere brug for dem, for i europæiske farvande var der – takket være strukturelt overfiskeri – langtfra nok fisk til alle. Men den pensionering var fra et politisk synspunkt en varm kartoffel for spanierne, der frem for alt ikke ønskede problemer med skibsbyggerne i Baskerlandet.

Så eksporterede Spanien hellere sit overskud af fiskere. Og da Marokko ikke længere var interesseret i den spanske problemflåde, lod EU blikket falde på Vest- og Østafrikas rige fiskefarvande.

Grafik: Jørgen Stamp / Zetland

Hvorfor det er så komplekst: fiskeriaftaler

Der findes tre slags overfiskeri. Der er det overfiskeri, som simpelthen i visse tilfælde kan kaldes fiskeri – det har vi i for eksempel europæiske og amerikanske farvande – hvor der forskes en hel del i fisk, og folk virkelig forsøger at besvare det store spørgsmål: Hvor mange tons fisk kan man maksimalt hale op af havet, hvis man ønsker, at der fortsat er en konstant strøm af fisk at hale op?

Dette system er særdeles fejlbarligt, men det bedste, vi har i øjeblikket – eller som vi kan ønske for andre at have.

Så har man det decideret ulovlige overfiskeri som ud for Somalias kyst, hvor fiskene bliver tyvstjålet af nationer fra Spanien til Kina.

Det er også et stort problem for Vestafrikas kyst, hvor skønsmæssigt halvdelen af alle fisk, der bliver fanget, forsvinder på den måde.

Men derimellem findes der også en tredje form for overfiskeri. Og det er, hvad Europa i årevis har bedrevet, for eksempel ud for Vestafrikas kyst. Denne form for fiskeri kan ikke kaldes ulovlig, fordi EU indgår fiskeriaftaler med afrikanske lande. Deri er der lovning på økonomisk støtte til lokale fiskerifællesskaber. Eller spilleregler som for eksempel, at europæiske fiskere kun må fiske de fisk, som de lokale fiskere ikke kan fange – deres surplus eller overskud.

GLOBALPå grund af overfiskeri i de kinesiske farvande sejler kinesiske fiskere titusinder af kilometer til for eksempel Vestafrika for at fange fisk. Foto: Liu Yuyang / Greenpeace

Men i betragtning af, at der i disse lande dårligt nok findes fiskerividenskab, ved man slet ikke, hvor stort det overskud så burde være.

Dertil kommer, at fiskestimer er ligeglade med grænser. De svømmer frem og tilbage ud for flere kyster. Således er farvandet omkring nationalparken Banc d’Arguin i Mauretanien den naturlige fødestue for mange af de fisk, der holder til i hele Atlanterhavet. Derfor virker det besynderligt kun at lave aftaler med Mauretanien om dem.

Og i betragtning af at lokale afrikanske myndigheder ud over aftaler med EU også laver hemmelige småaftaler med kineserne, russerne og tyrkerne, kan man som EU-båd overholde alle aftaler, uden at der er noget som helst bæredygtigt ved det.

Tænketanken Overseas Development Institute skønner, at Vestafrika kan skabe 306.000 nye jobs i fiskeriet, hvis man trækker kontrollen over fiskebestandene ud af hænderne på udlændinge.

Nu indkasserer den lokale elite pengene, mens lokale fiskere bliver sorteper.

Det er således ikke uden grund, at Greenpeace-båden Esperanza i øjeblikket sejler fra Kap Verde langs kysten af Mauretanien, Senegal, Guinea-Bissau og Guinea til Sierra Leone for i seks store havne at organisere politiske møder med budskabet: Venner, få nu kontrol over jeres eget hav.”

Noget om fisk, penge og geder

Ikke alle afrikanere ved kysten er glade for at spise fisk. Mauretanierne vil hellere have gedekød. Og hvis Spanien absolut vil hjælpe alle deres fisk over i en anden verden – hvorfor så ikke?

Men så må EU i det mindste betale dem et rimeligt beløb for de fisk. Så kan sådan et land importere mere gedekød. Eller give alle en basisindtægt i tilfælde af jobmangel.

Men det sker heller ikke.

Lad os lige se på, hvad Europa betaler Mauretanien for fisk.

Mellem 2008 og 2010 var det godt og vel 218 millioner euro. Desuden betalte den europæiske fiskeindustri et beløb per ton fanget fisk, hvilket sneg sig op på godt og vel 33 millioner euro.

Men den samlede værdi af de mauretanske fisk, der måtte fanges for disse beløb, var omkring 1 milliard euro.

EU-aftalerne er altså helt klart mere profitable for EUs egen fiskeindustri end for et afrikansk værtsland. Desuden er det påfaldende, at Den Europæiske Union betaler langt flere penge for de fiskerettigheder end industrien selv.

Den europæiske forbruger betaler således reelt to gange for sin fisk. Første gang når den bliver halet op af afrikansk farvand, og dernæst ved indkøbet i supermarkedet.

LANGT HJEMOgså europæiske, russiske og amerikanske både fanger fisk ud for Afrikas kyster. På billedet børster en kinesisk fisker tænker ud for Guinea-Bissau. Foto: Liu Yuyang / Greenpeace

Heldigvis bliver vi da rige af overfiskeri, ikke sandt? Nej

Ironien er, at også i økonomisk henseende er overfiskeri det glade vanvid.

Hvor årsomsætningen ved globalt fiskeri i midten af 1990’erne toppede med omkring 126 milliarder dollars, ligger den nu og vipper omkring de 100 milliarder dollars. Det faktiske udbytte, som industrien får, ligger kun på omkring 3 milliarder dollars. Men industrien havde brug for 35 milliarder i offentlig støtte for at få det udbytte’.

Verden taber altså 32 milliarder dollars på fiskeindustrien i dens nuværende form, opregner Verdensbanken for os i en rapport med den rammende titel The Sunken Billions Revisited”.

Men fiskeindustrien ville i teorien kunne få et udbytte på 105 milliarder dollars om året.

Hvad kræver det? Halvering af det globale fiskeritryk. Det er den del af fiskebestanden, der hvert år dør på grund af fiskeri.

Biomassen i form af fisk i havet bliver derved godt og vel to en halv gange større, den årlige fiskefangst stiger med over ti procent, og fiskepriserne stiger.

Hvorfor? Fordi mindre både har mere at lave, og fiskebestandene får tid til at komme sig, hvorefter de meget hurtigt bliver mere produktive. De fem år, hvor der ikke blev fisket i Nordsøen under Anden Verdenskrig, gjorde også underværker for fiskebestanden.

Alligevel fortsætter myndigheder bare kapløbet om den største fiskeflåde ved hjælp af diverse former for subsidier til bådebyggeri og brændstof.

Hvis man ser sådan på det, opretholder verdensborgere mod betaling af adskillige milliarder om året en særdeles destruktiv industri, der fratager masser af lokale fiskere deres levebrød. Hvilket altså resulterer i pirateri og migration – og så har vi ikke engang nævnt det storstilede slaveri på fiskerbåde i navnlig Sydøstasien, våbenhandelen omkring Victoriasøen eller narkohandlen i Caribien.

Og som en rar fremtidsudsigt: Klimaforandringer skal også nok forårsage svind i fiskebestandene.

Overfiskeri er et gigantisk problem

Kort sagt: Den måde, vi nu fisker vores have tomme på, er et grænseløst kredsløb af elendighed. Kun symptomerne bliver bekæmpet, aldrig årsagerne. Absurditeten i de situationer, som opstår af det, viser sig af det, der nu igen foregår:

For tiden samler folk penge ind til noget så menneskekærligt som hungersnøden i Østafrika.

For dem køber vi fødevareforsyninger, som vi transporterer dertil med skibe ledsaget af vores fregatter, der beskytter skibene mod de sultne lokale pirater/forhenværende fiskere, som disse fødevareforsyninger i sidste ende er bestemt for.

Og samtidig sejler vestlige, russiske og asiatiske skibe i den præcis modsatte retning, fra Afrika til hjemlandet, med de afrikanske fisk, som afrikaneren kunne have forsørget sig selv med.

Artiklen er oprindelig trykt i det hollandske medie De Correspondent. Oversat af Birthe Lundsgaard.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem