"Hos mig ligger de 85-årige på kirkegården – i Nordsjælland spiller de golf”. Hvordan ét citat fra Lollands borgmester forklarer en af tidens sværeste politiske forhandlinger

GOLFMedlemstal fra golfklubber landet over afslører en hel del om et skævt Danmark. Illustration: Jørgen Stamp for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

14:17

Derfor skal du læse denne artikel

Folketinget diskuterer lige nu, hvordan 20 milliarder kroner skal flyttes fra landets rigeste kommuner til landets fattigste i et nyt udligningssystem. Men hvorfor egentligt? Et citat fra borgmesteren i Lollands Kommune, som står til at modtage millioner i udligningspenge, er gået igen i diskussion. Det handler om golf og gravstene, og her er forklaringen på, hvad de to ting afslører om et skævvredet Danmark.

Hos mig ligger de 85-årige på kirkegården – i Nordsjælland spiller de golf.” Med dét citat indrammede Lollands socialdemokratiske borgmester, Holger Schou Rasmussen, yderpunkterne i den verserende diskussion om en ny model for, hvordan skattepenge skal fordeles mellem landets rigeste og fattigste kommuner.

I disse dage forsøger regeringen at lande en aftale i Folketinget om det såkaldte udligningssystem, og det går sådan bop-bop med de forhandlinger. I det store hele er partierne enige om det her: Udligningen skal flytte mange milliarder kroner fra velhaverkommuner – særligt nordsjællandske som Gentofte og østjyske som Skanderborg – til trængende kommuner som Tønder og Frederikshavn. I alt vil regeringen flytte omkring 20 milliarder kroner fra øst mod vest”, lyder det.

Det er nemlig sådan, at kommunerne er forpligtet af staten til at levere det samme niveau af velfærd, uanset hvor man bor i Danmark. Og hvis en kommune undergår forandringer, som gør, at flere og flere er pensionister, på overførselsindkomster eller står uden for arbejdsmarkedet, kan kommunen ikke kradse nok skat ind til at betale for udgifterne til velfærd. Det er en kommunal dødsspiral. Og således har vi baggrunden for det moderne udligningssystem, som kan føres tilbage til 1970’erne: Pengene må komme udefra, fra andre kommuner.

Men hvorfor er udligning overhovedet nødvendigt i dag? Svaret finder man, hvis man tager Lollands borgmester på ordet. Går man bag om citatet og dykker ned i statistikken for dødelighed og golfmedlemskaber, kan man tegne et forbavsende nøjagtigt billede af et skævvredet Danmark, som udligningen skal forsøge at rette ud.

Udligning er et af de vigtigste omfordelingsværktøjer, vi har til at udjævne økonomiske forskelle på tværs af landet. Udligningspengene fungerer som et strygejern – og det er som sagt et strøg fra øst mod vest, som regeringen er ude i. I hovedtræk skal 66 kommuner modtage penge. Kommuner som Odsherred, Guldborgsund, Vesthimmerland og Brønderslev. Og 32 kommuner skal afgive penge. København, Lejre, Solrød, Rudersdal, Hørsholm, Aarhus, Favrskov og Silkeborg.

Flere borgmestre har kritiseret den socialdemokratiske regerings reform. Særligt utilfredse er de, der afgiver flest penge – nogle op mod en milliard kroner årligt. Regeringen mener nemlig, at disse skal frankere flere penge – 1,4 milliarder kroner tilsammen. Frederiksberg skal eksempelvis finde yderligere 143 millioner kroner i sit budget. Jeg tror ikke, at Frederiksberg-borgerne har en opfattelse af, at her er fyldt med flødeskum og dyre biler,” sagde den konservative borgmester Simon Aggesen til TV 2 Lorry.

Som du måske fornemmer, er udligning en utaknemmelig politisk opgave. Nogle vil føle sig malket, andre forbigået. Men mange borgmestre er lykkelige for udsigten til millioner i en slunken kommunekasse. Op til en tredjedel af enkelte kommuners budget afhænger simpelthen af bistanden, ifølge Djøf. Blandt andet Lolland Kommunes. Her bor den 55-årige borgmester Holger Schou Rasmussen med sin familie i Maribo, og han står med sin kommune i en penibel situation: med hatten i hånden. Og årsagen, ifølge Rasmussen? Vores ældre ligger på kirkegården. Jeres spiller golf.

Og det kan der sådan set være noget om. Selv om golf er blevet en folkesport, siger den stadig noget om status, økonomisk overskud og muligheden for at dyrke en sund krop. Og medlemstal, jeg har modtaget fra Dansk Golf Union, kan nuancere Lolland-borgmesterens udlægning af virkeligheden syd for velhaverkommunerne: Ud af knap 150.000 golfmedlemmer på landsplan er lige under 1.000 af dem tilmeldt Lollands to golfklubber, Halsteds og Maribos. Falster, hvis kommune også dækker det østlige Lolland under navnet Guldborgsund, har tre golfklubber med i alt 1.550 medlemmer. Hovedstaden? 36 golfklubber med knap 36.000 medlemmer.

Man kan ikke gøre udligning op i golfklubmedlemskaber. Men golftallene er alligevel interessante, fordi de fortæller en anden historie, en om affolkning. Det er en af de helt grundlæggende udfordringer, udsatte kommuner står over for. I Lolland Kommune eksempelvis er befolkningen simpelthen uddøende. Der bliver født færre, end der dør,” lød det sidste år i kommunens befolkningsprognose, der har et ældre par på omslaget. Hvor gennemsnitsalderen på Frederiksberg er 40 år, ifølge Danmarks Statistisk, er den 48 år på Lolland. Oven i det flytter folk derfra. Mellem 2010 og 2019 faldt befolkningstallet i Lolland Kommune med 16 procent. Det er meget.

Her har jeg taget en graf fra Lolland Kommunes befolkningsprognose fra sidste år. Den sorte streg er udviklingen siden 2007 frem mod 2031, hvis der groft sagt ikke sker noget. Forsigtigt”-stregen er, hvis der flytter 500 mennesker til Lolland, når Femern Bælt-tunnelen skal bygges mellem øen og Tyskland. Optimistisk”-stregen er, hvis yderligere 2.000 mennesker flytter ind i den camp, der opføres ved produktionsanlægget”. Det åbne spørgsmål er, hvor mange der bliver boende, når broen står færdig.

Skærmbillede / Lolland Kommune / ‘Befolkningsprognose 2019-2031’

Det vilde er, at spoler vi tiden tilbage til 1900-tallet, boede der over 100.000 mennesker på Lolland og Falster. Frem mod 1950’erne kom der 30.000 flere lollikker og falstringer til. Men stille og roligt vendte udviklingen. Dødeligheden begyndte at stige ret dramatisk i forhold til resten af landet omkring 1980’erne, ifølge et nyt forskningsprojekt fra Center for Epidemiologisk Forskning på Nykøbing Falster Sygehus. Sukkerroelandbruget blev mekaniseret og krævede færre hænder. Og store virksomheder som Nakskov Skibsværft, der var egnens største arbejdsplads, lukkede. Elsebeth Lynge, som er leder af centeret på Nykøbing Falster Sygehus og professor i epidemiologi på Københavns Universitet, opridser udviklingen for mig:

Dengang var området et meget rigt landbrugssamfund. Man skal bare køre en tur og se de store herregårde og godser. Så det betød også, at man fik mad nok, og det har betydet alt for sundheden dengang.”

I 00’erne blev små kommuner lagt sammen til store, og rådhuse, domstole, politistationer og så videre lukkede. I dag – på trods af at vi er blevet en million flere danskere siden 1960’erne – bor der færre mennesker på Lolland-Falster end for 100 år siden. I dag kan vi se,” siger Elsebeth Lynge, at den befolkning, der lever på øerne i dag, har en relativt høj dødelighed.” Samme demografiske og sundhedsmæssige drama kunne fortælles om så godt som hvilken som helst anden kommune, der som Lolland og Guldborgsund modtager flest penge fra udligning mellem kommunerne. Død og udflytning er ikke kun et Lolland-Falster-fænomen. Det er et Danmark-fænomen. Som Elsebeth Lynge siger:

Hvis du tager til Maribo, kan du se, det har været en fantastisk rig by. Der er meget flotte bygninger, og så er der sket det, at rigtig mange butikker i dag står tomme. Og det gør butikker mange steder. Rigtig mange steder.”

FORLADTHer inspicerer Lolland Kommunes borgmester, Holger Schou Rasmussen, et øjensynligt tomt hus på gågaden i Rødbyhavn. Foto: Linda Kastrup, Ritzau Scanpix

Men Lolland Kommune har ikke altid været døende, sådan helt bogstaveligt. I begyndelsen af 1900-tallet blev der født nogle af de sundeste og stærkeste danske piger og drenge, der måske nogensinde har været til, på dette meget afgrænsede område af Danmark. Simmerbølle, Fodslette, Kappel, Vindeby, Græshave, Gurreby. Det er navne på sogne i det vestlige Lolland og Det Sydfynske Øhav, som Lolland grænser op til: Langeland, Tåsinge, Ærø og det sydvestlige Fyn. Her voksede usædvanligt mange børn op og oplevede noget, de færreste kan tage for givet: at fylde 100 år.

I 2018 undersøgte Danmarks Statistik, hvem der bliver 100 år, og landede på denne del af Syddanmark. Lige her var det, skrev den ph.d.-studerende Anne Vinkel Hansen, særligt fordelagtigt at komme fra, hvis man vil blive 100 år”. Matematisk havde børnene fra sydhavsøerne og det vestlige Lolland 37 procent større chance for at fylde 100 år end børn fra andre, fjernere egne. Ude i verden er øer som Sardinien i Italien, Okinawa i Japan og Ikaria i Grækenland kendt for en lokalbefolkning, som også bliver ældgammel. Så på den måde er det passende, at det var på Syddanmarks atoller, de mest sejlivede danskere kom til verden. Men det er som sagt 100 år siden.

I samme område i dag kommer der børn til verden, der står til at få det korteste liv af alle. Middellevetiden på Lolland er den laveste i landet, lige over 77 år. Det svarer til Estlands, konkluderede Anne Vinkel Hansen. Falsters er 79 år, Langelands knap 80 år. Omvendt bliver danskere i kommunerne nord for København lige så gamle som i Frankrig – lige over 83 år. Og udlever man her sin pensionisttilværelse i dag, er chancen større end noget andet sted i landet for at runde 100 år. Der er altså sket noget utroligt: Fra at være Danmarks Sardinien kan Syddanmarks øer sammenlignes med et tidligere østblokland. Og det skift er hele baggrunden for nødvendigheden af den udligningsreform, som Folketinget summer over de her dage.

FORDUMS TIDKortet her er dateret til omkring 1900 og viser Lolland-Falster. Frems Amtskort over Danmark

Lad os lege en leg. For skal man virkelig forstå baggrunden for, at udligningssystemet overhovedet findes – ikke kun for Lolland-Falster, men for hele Danmark – kan vi prøve at se, hvad der sker, hvis vi fjernede udligningen helt. I dette alternative univers, hvor ingen kommuner afgiver penge, ville de rigeste kommuner have så mange skattekroner til sig selv, at de kunne blive små kommune-skattely. Beregninger fra staten viser, at Gentofte kunne sænke kommuneskatten fra knap 23 procent til knap 10 procent. Omvendt ville Lolland uden udligning skulle sætte kommuneskatten op fra 27 procent til knap 42 procent.

Bag ved tallene gemmer der sig en kendsgerning, som vi nogle gange glemmer her i landet – især hvis man aldrig har prøvet at flytte fra én landsdel til en anden: Den del af vores skat, der stryger i kommunekassen, varierer en hel del, alt efter hvilken kommune vi bor i. Udligningsreformen er til for at dæmpe den skævhed, men skæv er den stadig: Den gennemsnitlige kommuneskat er 25 procent. Selv om det kun er nogle få procentpoint til forskel fra Lollands på 27 procent og Gentoftes på 23, bliver forskellen alligevel markant, når man gør det op i kroner og øre.

En dansker på arbejdsmarkedet tjener i gennemsnit 326.000 kroner om året. En lollik med den indkomst, der betaler 27 procent i kommuneskat, vil have 238.000 kroner til sig selv (og resterende skatter og nå ja, livet). Gentofte-borgeren, derimod, betaler som sagt 23 procent og vil derfor have 251.020 kroner tilbage. Det er en forskel på 13.000 kroner – og det er hvert år. I løbet af et gennemsnitligt arbejdsliv på 39 år bliver forskellen en halv million kroner. Det er 2.500 retter mad på Restaurant Tempus på torvet i Maribo. Nogle få procentpoint gør altså allerede en stor forskel, når arbejdslivets sidste regnskab gøres op. Men det er småpenge sammenlignet med forskellen i vores alternative univers.

Uden udligningspenge skulle en lollik ifølge statens beregninger betale 42 procent i kommuneskat, og gentofteborgeren 10 procent. I løbet af et helt liv ville lollikken – efter at have betalt kommuneskat – have 7,4 millioner kroner til sig selv. Gentofte-borgeren ville have 11,4 millioner kroner til sig selv. Men. Sagen er jo, at danskere på Lolland og i Gentofte ikke er gennemsnitlige. Det er hele pointen. Så hvis regnestykket skal sige noget, skal vi sammenligne den gennemsnitlige indkomst på Lolland med den gennemsnitlige indkomst i Gentofte. Indkomsterne på Lolland er 18 procent lavere end landsgennemsnittet, og i Gentofte er de 82 procent højere. Sat op mod hinanden ser beløbene sådan her ud: 267.000 kroner på Lolland versus 595.000 kroner i Gentofte. En årlig forskel på 328.000 kroner. Eller 1.600 retter på Restaurant Tempus – hvert år.

De fattigste danskere betaler altså den højeste kommuneskat, og de rigeste den laveste, og uden udligningen til at flade kommuneskatten ud ville den gennemsnitlige lollik være så godt som rabundus efter at have betalt skat. Den gennemsnitlige Gentofte-borger, derimod, ville stadig kunne få dådyrkøller med råsyltet havtorn på torvet i Maribo. Og måske endda leve til sin 100-årsfødselsdag.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: