Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Her begynder Zetlands jagt på de største visioner i politik. Så tag med til Pernille Vermunds drømmeland

Hvis Nye Borgerlige bestemte, ville vi få hjælp af naboen i stedet for staten. Også når livet gør ondt.

Illustration: Beppe Conti for Zetland

Som noget helt ekstraordinært kan du under valgkampen lytte til samtlige 14 Hvis jeg bestemte-afsnit i din foretrukne podcast-app. Så hvis du hellere vil lytte, så klik på linket her, og sørg for at abonnere på podcasten:

Tag mig til podcasten

‘Hvis jeg bestemte’

Forestil dig, at du havde total magt til at forandre Danmark. Hvad ville du gøre? Indføre en ny statsreligion? Give alle en båd? Forbyde tørretumblere? Det her er første afsnit af en serie, hvor jeg taler med samtlige partier om deres største idéer. Jeg vil vide, hvad de vil med magten, hvis vi gav dem lov.

I dette afsnit handler det om, hvordan det kan se ud, hvis staten fylder meget, meget mindre. Hovedpersonen er nemlig Pernille Vermund, formand for Nye Borgerlige. Og det rigtig interessante er, at Pernille Vermund satser på, at der er noget, der skal tage statens plads.

Jeg møder Pernille Vermund på hendes kontor på Christiansborg. Reglen er – som altid i denne serie – at vi har givet hende og hendes parti totalt flertal i Folketinget i de næste tre valgperioder. Og nu rejser vi frem i tiden til 2035 for at se, hvordan verden er blevet.

På forhånd har hun sagt, at hun gerne vil tale familiepolitik.

Og jeg har tænkt over, hvor det fede sted at starte henne ville være sådan rent scenisk.

Jamen, det kan jeg godt fortælle dig.”

Ja? Hvor?

Vi skal hjem i køkkenet hos en familie, hvor faren lige er kommet hjem. Han har afleveret sit største barn i skole, og den lille, som han har med på armen, er halvandet år gammel. Det er en familie, som har travlt til hverdag, og som har gode uddannelser og gode jobs. Men det er også en familie, som prioriterer tid med børnene. Moren har haft sin barsel, og faren har haft sin del af barslen, de har delt det fint. Børnenes mor går på arbejde, og hun kan få et skattefradrag, for at familien har råd til, at far går hjemme lidt længere med den mindste. De bor i et rækkehus. Det er ikke et bofællesskab, men de bor tæt på begge sæt bedsteforældre, som holder af at være en del af barnets liv. Og når far skal tilbage på arbejde, og der går ikke så lang tid, så skal bedstemor og bedstefar passe barnet, og det kan man fortsat få et fradrag i indkomsten for.”

Dengang han var barn, var det kun de mest velstående, der havde tid, mulighed og økonomi til at gå hjemme med børnene, når barslen var overstået. Og det, der er helt anderledes i 2035, er, at der er ikke politikere, der detailregulerer hans familieliv. Han kan selv bestemme, de kan selv bestemme i familien, hvem der holder barslen hvornår, de kan selv bestemme, om barnet skal i daginstitution, op til barnet er tre år, eller om de vil passe barnet selv, og de har frem for alt frihed økonomisk til at vælge.”

Langt senere, da interviewet egentlig var færdigt, fortalte Pernille Vermund om sin egen oplevelse af at være småbarnsfamilie. Hende og hendes daværende mand prøvede at forlænge deres barsel og skrue helt ned for arbejdslivet, men de stødte hovedet mod systemet. De kunne ikke arbejde ekstra og tjene penge, som de kunne lægge til side, fordi der kom afgifter og topskat og gjorde det hele rigidt. De oplevede, at den danske velfærdsstat stod i vejen for, at de kunne være familie, som de fandt det bedst. Når man hører hende tale om det, lyder det nærmest, som om det var det, der skabte grundlaget for hendes ideologi om, at statens klamme hånd skal holde sig uden for det helligste: familien.

Kommer der stadig en sundhedsplejerske forbi fra staten?

Hvis man ønsker det, så kommer der en sundhedsplejerske forbi. De familier, som har svære kår, får automatisk tildelt en sundhedsplejerske for at se, om familien trives.”

Okay. Op igennem 2010’erne og i starten af 2020’erne, hvor hjemmepasserbølgen begyndte at tage til, vurderede myndigheder ofte, at hvis det var en familie af anden etnisk baggrund, så var der brug for at sprogvurdere eller holde ekstra opsyn. Er der stadig behov for, at staten kommer og hjælper eller blander sig i, hvad der foregår hos den slags familie?

Det er der hos de familier, der har svære sociale kår, men i 2035 har vi igennem mange år heldigvis ført en udlændingepolitik og sikret, at de udlændinge, der er i Danmark, er dem, der skaber værdi. Så man har et helt andet syn på udlændinge i 2035, fordi politikerne har løst de store problemer, man så i 00’erne, 2010’erne og lige i begyndelsen af 2020’erne. Man indså, at vi er nødt til at stille krav og have forventninger til de mennesker, der kommer fra andre lande. Og vi er også nødt til at sige, at hvis man kommer til Danmark og gerne vil bosætte sig her, så skal man selvfølgelig respektere vores værdier, overholde vores lovgivning og forsørge sig selv. Og det har familier, der er kommet udefra, heldigvis gjort gennem mere end ti år. Og derfor er de familier, som er i Danmark, og som er børnefamilier nu i 2035, en helt anden type familier, end man så i 00’erne, 2010’erne og 2020’erne.”

Hvis der er familier, som har det svært, men samtidig også gerne vil bestemme over sig selv, hvornår griber staten ind i det? Jeg kan huske, at den socialdemokratiske regering dengang i 2022 gerne ville have flere tvangsfjernelser og den slags ting, og tanken var jo, at det også var en måde at hjælpe børn væk fra svære kår. Så her i 2035, hvornår griber staten ind i det frie familieliv?

Staten griber kun ind, når der er reelle omsorgssvigt. Og det er vigtigt at sige, at det, vi oplever i dag i 2035, er et helt anderledes og meget stærkere civilsamfund. Foreningslivet blomstrer igen, naboskabet blomstrer igen, og på den måde har vi mulighed for at række ud mod hinanden og være medmennesker på en anden måde end dengang, hvor det var staten, politikerne og kommunerne, der skulle kontrollere borgerne. Og det at man skulle arbejde så meget for at betale så meget i skat, betød også, at der dengang var relativt få forældre, der havde overskud til at være frivillige (i sportsklubber for eksempel) og stå og træne børnene mandag og onsdag og tage med til turneringer i weekenden. Der er vi heldigvis et andet sted i dag.”

Så hvordan opdager staten det, hvis en familie er på vej ned ad en dårlig vej?

Jamen, det er jo noget af det stærke ved de her frivillige fællesskaber. Når naboen eller klassekammeraten har det svært, så begynder man jo med at yde en særlig indsats og give en ekstra hjælp. I den familie, vi taler om her, har de jo et barn, der går i skole. Der tager mor nogle gange sønnens kammerat, som har det lidt svært derhjemme, med til fodbold. Hans forældre har ikke rigtig ressourcer til det, så fodboldklubben har sagt, det gør ikke noget, han behøver ikke betale, og moren her i familien tager ham med til fodbold. Og så holder de et lidt ekstra vågent øje på ham. Men det er klart, at hvis sådan et barn pludselig møder op til fodbold eller i skole med blå mærker eller udsultet eller på anden måde ser ud til at lide, så er der gudskelov et system, man kan tage fat i. Og der vil jo altid være – og det var der også i 00’erne, 2010’erne og begyndelsen af 2020’erne – familier, som går for langt uden at få hjælp, men slet ikke på samme grelle måde.”

Hvis man var rigtig kynisk, ville man sige, at den pris, man betalte i det socialdemokratiske samfund tilbage i 2010’erne, var, at staten blandede sig relativt meget i familielivet. Til gengæld ville staten sige: Vi stopper nogle ting fra at ske, og vi giver børn noget frihed til at slippe ud af deres ophav.’ Der var afvejningen. Hvad ville man kalde den afvejning, som der er opstået under jeres regeringstid?

Jamen, det var jo det, politikerne dengang prøvede at bilde danskerne ind, men det var faktisk ikke det, der skete. Det, der skete, var, at hver gang man ville føre socialpolitik, havde man sådan en kynisk betragtning. Der skete jo det, at man hele tiden skubbede systemet over i mere kontrol og mere mistillid. Op gennem primært 2010’erne og i begyndelsen af 2020’erne sagde man, at vi vil hellere have, at det er de syge og svage, der skal bære byrden, end det er resten af befolkningen, der tager den risiko, at der måske er nogle, der snyder med det. Man nedbrød folk. Man gjorde det i Familieretshuset, man gjorde det i jobcentrene. Det, man siger i dag i 2035, er, at forudsætningen for, at man kan have et velfærdssamfund med en velfungerende socialpolitik, er, at man også erkender, at der vil altid være et spild. Der vil altid være nogle, der snyder med systemet. Vi skal selvfølgelig ikke have for mange, men jeg vil hellere have, at der er nogle, der snyder, end der er nogle, der kommer i klemme. Så vi har flyttet grænsen og taget lidt mere på vores skuldre. Men det kan vi godt bære, fordi den solidaritet, der er i et borgerligt samfund, den borgerlige solidaritet, der er borgerne imellem, gør, at det er de færreste, der snyder med systemet. Det er primært, fordi vi jo har så meget med hinanden at gøre i hverdagen. Så man ved godt, om der sidder en familie og hæver offentlige ydelser, samtidig med at man arbejder sort. Men det gør man jo ikke på samme måde længere, fordi der i det her fællesskab er en form for, hvad skal man sige, social … øhm …”

Pernille Vermund stopper kort op midt i sætningen og tænker sig om.

Der er en form for social disrespekt for, at det gør man bare ikke længere.”

Sagde du næsten social kontrol’ lige der?

Hun griner.

Jeg sagde næsten social kontrol, ja, men det er jo den negative sprogbrug. Men hvis vi taler social kontrol i forhold til misbrug af offentlige ydelser, så er det også okay med mig.”

I Danmark er vi vant til, at staten sætter ind, når et menneskeliv begynder at trevle op i sømmene. Man kan diskutere, hvor god staten er til at sætte ind, men samfundsstrukturen lagde op til det. Det spændende i Pernille Vermunds vision er, at hvis ikke staten skal gøre noget, hvem så? Og der er det ikke kun civilsamfundet, der er behov for, det er også det private erhvervsliv.

Faren der i køkkenet, hvad sker der, hvis han bliver arbejdsløs?

Altså, heldigvis har vi ikke jobcentrene længere, så han slipper for at blive offentlig klient i det her enormt ydmygende system fra dag ét, som man gjorde dengang. Men hvis han bliver fyret fra sit job og står uden et arbejde, så har han mulighed for enten at søge et arbejde selv gennem de mange platforme, der er for det på det her tidspunkt. Han kan også bruge sit netværk, og fordi civilsamfundet er så stærkt her i 2035, så har man ikke samme behov for, at staten og kommunen går ind og blander sig i den slags. Og hvis man ikke gennem sit netværk eller via platformene kan få et arbejde, så er der gennem staten muligheden for at få det, man kalder et tilgodebevis til arbejdsformidling. Men i forhold til gamle dage, så er det i dag sådan, at det mere er sådan et no cure no pay-system. Det betyder, at hvis jeg bliver arbejdsløs og siger, jeg vil gerne have et tilgodebevis til en arbejdsformidler, så får arbejdsformidleren ikke udbetalt penge fra det offentlige, før jeg har fået min første månedsløn. Så der er et incitament for arbejdsformidleren til at sikre, at jeg får en reel ansættelse og ikke bare sådan et passivt ophold på en eller anden virksomhed.”

Så arbejdsformidleren er privat?

Ja.”

Men det her tilgodebevis er betalt af staten?

Det er betalt over skatten, ja.”

Okay. Hvor mange tilgodebeviser kan man få?

Der er ikke nogen grænse. Vilkåret er, at man skal have udbetalt sin første månedsløn. Så systemet går jo altid i plus. Og det er derfor, det er vigtigt, at arbejdsformidleren ikke får sine penge, før man har fået sin første månedsløn.”

Når jeg tænker over det, som Pernille Vermund og jeg taler om her – og også tænker over de andre interviews, jeg allerede har lavet til denne serie – så er det tydeligt, hvor meget de forskellige partiers politik er bygget op på antagelser om, hvordan mennesket reagerer på ens politik. Hvad gør danskerne, hvis vi giver dem en skattelettelse eller mulighed for at gå på pension eller bruger penge på bedre offentlig transport? Nye Borgerlige og Pernille Vermund har bygget deres drømmeland op omkring idéen om, at hvis danskerne bare får tid og ressourcer, så vil der åbenbare sig en lyst til at være mere for hinanden. Civilsamfundet ligger latent i os, undertrykt af en tung, socialdemokratisk stat. Og flere problemer vil løse sig af sig selv – og på mere naturlige måder – hvis staten bare blander sig udenom. Så for at købe idéen om hendes vision skal man tro på hendes forudsigelser om, at danskerne selv træder til for hinanden.

Der er jo altid enkeltsager i pressen. Der er historier om en eller anden familie, det er gået helt galt for, eller historier om et menneske, der er røget gennem samfundets sprækker. Når den slags historier dukker op her i 2035, og de djævlerøde ovre fra den anden side af Folketingssalen siger: Vi må hjælpe det her menneske,” hvad siger du så? Hvad er det for nogle skæbner, hvor du er nødt til at stå fast og sige, at den menneskeskæbne er vi nødt til at lade sig udspille, det er ikke statens rolle at hjælpe her?

Jeg tror ikke, der er nogen i dag, som ikke får hjælp. Der er ikke nogen skæbner, hvor jeg som borgerlig siger, at det er en skæbne, vi bare må lade gå til. Samfundet er i udvikling, vi er langtfra i mål, men vi er heldigvis på rette vej. Og der er en følelse af, at vi godt kan leve med, at der indimellem er tunge skyer på himlen eller dårligt vejr. Det kan vi, fordi friheden i hverdagen også betyder, at man faktisk har overskud til måske at holde fri, når solen skinner, eller bevæge sig ud i regnen og danse rundt, når man holder fri på en helt almindelig onsdag.”

Det var Pernille Vermunds bud på et Nye Borgerlige-drømmeland anno 2035. Det er første afsnit af en serie, hvor jeg henover valgkampen taler med alle 14 (!) opstillingsberettigede partier, der præsenterer hver deres vision for, hvordan Danmark kunne se ud. Du kommer til at høre om, hvordan man kan sætte folkeskolen totalt fri, hvordan man kan give køerne det mest liberale liv, hvordan en nulvækst-økonomi egentlig fungerer, og hvordan Vesten kan genvinde sin selvtillid med virtual reality-briller.