Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Hvis jeg siger, at kundalini-yoga bliver stort i 2020, vil du nok gerne have en forklaring. Her er den

LANGT UDEDen spirituelle dimension er rykket ind i selvudviklingens landskab. Mikkel Bøgild Jacobsen for Zetland.

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Wellnessbølgen er for alvor blevet udvidet med en spirituel dimension. Interessen for krystaller og holistisk yoga ser kun ud til at blive større, men hvad åbenbarer sig om de spirituelle trends, når man ser nærmere på dem? Marie Carsten Pedersen forklarer tre store tendenser inden for spirituel selvudvikling og deres rolle i vores samfundskultur lige nu.

Wellness har været en gigantisk trend gennem hele det seneste årti. Vi lever, på alle mulige måder, i selvudviklingens og selvoptimeringens tid, hvor selve det at tage vare på sig selv og sit helbred, på det fysiske og det mentale, er en kolossal værdi i sig selv.

Det er et område, der aldrig holder op med at fascinere mig. Det fortæller, måske bedre end noget andet, historien om at være menneske i det moderne samfund, med hele den pakke af forventninger og fordringer, sådan et liv kommer med. Om samklangen, eller manglen på samme, mellem mennesket i sig selv og for de andre, i familien og i arbejdslivet, i kroppen og i sindet, i virkeligheden og i vores drømme, inklusive dem, vi aldrig når. Og lige nu er der en bølge inden for wellness-området, der virkelig sætter denne historie på spidsen.

Det handler om noget, som findes på snart sagt alle lister over det næste tiårs største helse- og selvudviklingstrends: det, man kan kalde holistisk wellness. Det kan, kort forklaret, koges ned til, at fokus flyttes fra rent fysisk velvære via træning og sund mad og den slags til koblingen mellem krop og sind – og ånd. Og dermed til alt det, som skridttælleren ikke kan måle: indre ro, energier, det spirituelle. Det handler stadig om mig – men om andre sider af selvet end det ydre.

Den hastigt stigende interesse for alternativ medicin er en del af denne holistiske tendens, men det mest radikale er den bølge af spirituel vækkelse, som wellness-området har gennemgået de seneste år. Hvor healing, horoskoper, clairvoyance, englekort, chakra-armbånd, tarot og krystaller er gået fra at være kategoriseret under underligt’ – eller rent ud sagt overtro – til at blive del af mainstreamkulturen, især blandt den unge generation. Og det fortsætter ifølge de førnævnte trend-lister. Lydhealing, krystalterapi, holistisk kundalini-meditation – det hele bliver bare større og kommer snart til et yogacenter nær ved dig.

Jeg har det lidt… blandet med den her tendens. Altså, jeg ser mig selv som den jordnære type. Jeg fnyser ad horoskoper, jeg giver lige præcis ikke en fis for fjernhealing og clairvoyance, og krystaller er for mig noget, der hører til i et saltkar. Min verden hviler støt og godt på videnskaben, på det, vi kan måle, veje og bevise, og selv om jeg til fulde forstår, at andres virkelighed kan rumme andre og mindre håndgribelige dimensioner, er jeg fuldt tilfreds med at finde mine svar i det, der er til at tage og føle på.

Og dog. For der er lige det med Mars. Jeg er vildt god til at spotte planeten Mars (den er rød, det er nemt), og selv om det ikke i sig selv er noget, der ligger uden for, hvad videnskaben ville kunne blåstemple, ville de fleste astronomer nok rynke brynene over, at jeg ser det som et tegn, et godt tegn, når jeg får øje på lige præcis den klippekugle deroppe på nattehimlen. Men det gør jeg. Og jeg er ikke alene. Jeg tager varsler,” som Lise Nørgaard for nylig betroede os på forsiden af Alt for damerne. Når telefonen ringer tidligt om morgenen, før den navnkundige journalist og forfatter helt har fået øjne endnu, bliver det en dårlig dag. Fordi det ved hun bare.

Og det er lige det: Nogle gange må ens logik bare bakke ned, fordi noget ulogisk føles så meget stærkere. Ligesom dengang, hvor jeg for sjovs skyld lod en dame, der hed Krumme, læse min hånd og gik derfra i ét stortudende, indre kaos, fordi alt, hvad hun havde sagt, uden så meget som et nik fra mig undervejs, ramte et hundrede procent ind i mine ømmeste punkter. Om min rastløshed, min præstationsangst og mit komplicerede forhold til en kær, men svær slægtning. Jeg var rystet, for jeg kunne ikke, og kan stadig ikke, sige andet, end hvordan fanden kunne hende Krumme se alt det så klart et sted mellem min langemand og min tommelfinger? Med andre ord er jeg til tider knap så jordnært anlagt, som jeg bilder mig ind, at jeg er. Og var det vel at mærke også, før det spirituelle blev en mainstream-trend.

Men det er det altså nu, og også i dén grad. Og den voldsomme stigning i interessen for de mere spirituelle veje gennem tilværelsen tyder på, at der er rigtig mange mennesker, for hvem det her er langt mere end, ja, en trend. Uanset om man er af den overbevisning, at der kun er det mellem himmel og jord, som øjet kan se, og som lægen kan diagnosticere, så findes det her i tidsånden, og det vokser og forgrener sig og har betydning for rigtig mange af dine medmennesker.

Så, i nysgerrighedens og det store perspektivs navn, tiden er kommet til at åbne sindet og tage det her alvorligt som samfundstendens. For hvad lover de egentlig at kunne gøre for os, alle de magiske, mystiske selvudviklingsmetoder, der dukker frem nu? Og hvad siger deres popularitet om det moderne menneskeliv anno 2020? Tag med på en tre-stops-vinduesshopping gennem tre af de store spirituelle trends, som kommer til at trække dybe spor gennem 2020’s holistiske selvudviklingslandskab.

Kundalini-yoga

Yoga er mange ting. Men kundalini-yoga er en vild ting. Og ifølge de førnævnte lister over selvudviklings- og wellness-trends bliver det det helt store lige om lidt. Eller rettere, det er det allerede, hvis man er inde i den verden. Der er adskillige yogastudier, også her i Danmark, der tilbyder kundalini-kurser, og det lyder i sandhed som noget ganske særligt.

I yoga-terminologien er kundalini navnet på den stærke, vibrerende livskraft, der bor i os alle. I det daglige gemmer den sig et sted nede ved lænden, men ved at udøve kundalini-yoga kan man udløse den energi og få den til at flyde rundt i systemet. Kundalini betyder sammenrullet, og den kraft, vi taler om, bliver netop ofte skildret som en slange, der ligger rullet sammen, sovende, klar til udløsning.

Hvis du sidder og smårødmer nu, så er det helt på sin plads. Kundalini har alt at gøre med seksuel energi. Det er den, man bygger op og op og op, når man dyrker tantrisk sex, det vil sige holder den fysiske udløsning tilbage – for de helt hardcore i årevis. En dansk pioner på det her område var litteraten Aage Henriksen, der dyrkede kundalini-meditation, og som var en del af kredsen af unge mandlige beundrere omkring Karen Blixen. På sine gamle dage jog Blixen, ifølge Henriksens essay På Rungstedlund, en kroget finger så hårdt i hans nakke, at hans kundalini-kraft blev rodet gevaldigt rundt og efterlod ham med rystelser og hovedpine i årevis.

Så galt er det ikke gået for modellen, iværksætteren og kundalini-yogainstruktøren Amanda Nørgaard, som i januarudgaven af det danske modemagasin Elle fortæller, hvordan netop denne praksis fylder hele hendes tilværelse. Amanda Nørgaard er del af et internationalt kvinderåd, der arbejder på at integrere kundalini-teknologi’ i samfundet, og så er hun selvstændig erhvervskvinde og altså også model. Hun praktiserer yoga én til to timer om dagen sammen med sin kæreste – og det er altid kundalini”, fortæller Amanda Nørgaard i artiklens ultrakorte, men dybt fascinerende indblik i en moderne kundalini-udøvers verden.

Det er ikke svært at se, hvorfor lige præcis denne form for yoga kan eksplodere som trend netop nu. Det ligner den ultimative drøm om tilværelsen i selvoptimeringssamfundet, det højeste level i hele spillet om det fuldendte liv. Hvor indre ro, ydre skønhed, dyb kærlighed, supersex og succes i arbejdslivet forenes og går i harmoni med universets overordnede plan for det hele. Eller som Amanda Nørgaard siger til Elle: Kan du modtage alt, der kommer, med taknemmelighed, bliver dit liv en velsignelse. Jeg sidder lige nu og arbejder på udvidelsen af min businessplan.”

Ansigtslæsning

Du kender håndlæsning. Du rækker hånden frem, og nogen – det kunne være en dame, der hedder Krumme – studerer din livslinje og andre signifikante hudfolder i håndfladen, mens du får din fortid, nutid og fremtid udlagt.

Men hånden er ikke den eneste del af din krop, som skæbnen har valgt at gravere sine planer i. De senere år er ansigtslæsning dukket op som endnu et tilbud for dig, der vil til bunds i dig selv. Det er en ældgammel kinesisk praksis, som blev opfundet til brug ved lægeundersøgelser og MUS-samtale med for eksempel tjenestepiger, fordi kroppen var tabu, og de grundet almindelig kvindeundertrykkende adfærd ikke rigtig måtte sige noget om, hvordan de gik og havde det. Så i stedet studerede man deres ansigter for at regne ud, hvad de gemte indeni.

Og nu er ansigtslæsning altså vendt tilbage. Min veninde fik, bare til eksempel, en ansigtslæsning i firmajulegave af sin chef. Verdens mest tossede julegave? Det troede jeg også, men for hende var oplevelsen dybt rørende og en gigantisk øjenåbner omkring gamle ar fra barndommens land. Det var, sagde hun, den vildeste omgang terapi, og hun anbefalede det så varmt, at jeg helt ærligt stadig har lyst til at booke en tid til at få læst, hvad der gemmer sig af sandheder bag mit kæbeparti.

Når det er sagt, så kan man overveje, om der er noget urovækkende ved tanken om, at vi åbenbart er lige så dårlige til at kommunikere vores følelser som en kinesisk konkubine, der var tvunget til tavshed af et århundredgammelt feudalt system. Men måske er interessen for ansigtslæsning, og håndlæsning, et udtryk for, at vi simpelthen er ved at have snakket os småtrætte hos terapeuten. At vi, efter årtiers hyperverbal selvrefleksion, ikke orker at sige mere om, hvordan vi har det, men bare virkelig gerne vil have, at nogen ser os – og forstår, hvad vi går og tumler med, også når vi ikke selv aner, hvad der foregår. Det er vel på mange måder drømmen om en dyb relation mellem mennesker. At bare det, at vi findes, at vores krops form og vores ansigts linjer er betydningsfuldt nok til, at den anden forstår og anerkender det menneske, vi er.

Jeg siger ikke, at det kun er det, det handler om, men ansigtslæsning er også en tilføjelse til det mangfoldige katalog af kortvarige, menneskelige relationer, der dækker et behov for nærhed, og at den slags kan købes for penge, er der ikke noget nyt i.

Krystaller

Nu er vi nået til det punkt, hvor det bliver rigtig svært for mig. For jeg har overhovedet ingen fidus til idéen om, at nogen form for sten har egenskaber, der kan påvirke menneskers tilværelse, medmindre de rammer os direkte i hovedet. Men jeg bliver åbenbart mere og mere alene med den overbevisning. Vi er nu et sted, hvor damebladenes sundhedssider har krystalprodukter med i deres shoppingguider side om side med løbe-bh’er, uden at nogen tilsyneladende sætter spørgsmålstegn ved, om ametyst og lycra ligesom hører til i samme pulje af hjælpemidler.

Det seneste, jeg er faldet over, er en ansigtsmaske af rosenkvarts, der ligner en horrorfilm-rekvisit – tænk babylyserød version af Hannibal Lecters maske fra Ondskabens øjne’ – og som markedsføres som en et-trins-vej til holistisk hudfornyelse.

Vildt nok. Men egentlig er det vel ikke mere en påstand, end hvad rynkecreme-industrien ellers har det med at love os. Skønheds- og sundhedsindustrien er en af de mest indbringende forretninger, der findes, for i vores krops- og helseorienterede kultur er der ikke det, vi ikke vil sætte vores lid til i håbet om at blive, og holde os, smukke og friske. Og guderne skal vide, at jeg smider både penge og håb i cremer, så hvorfor ikke give krystallerne en chance?

Hvad de kan og hvorfor, forklarer Nynne Sommer mig. Hun er forfatter til bogen Krystalviden for begyndere, og hendes forklaring går lige i hjertet på min evidens-hungrende side. Det korte svar på spørgsmålet må være, at alt er energi. Du er energi, din mad er energi, alt, hvad du omgiver dig med, er dannet af atomer, som indeholder energi – og energier kan interagere og også påvirke hinanden,” siger hun og sender mig tilbage til folkeskolens fysiktimer (ikke min favorit). For krystaller indeholder også energi – det er ganske faktuelt.

Tag for eksempel den stenart, der hedder kvarts. I computere, mobiler og ure bruges kvarts til, kort sagt, at få elektronikken til at virke. Jeps, det er derfor, det hedder quartz-ure (hvilket er et newsflash for mig). Det interessante ved kvarts er, at det er piezoelektrisk – det vil sige, at hvis du klemmer et lille stykke kvartskrystal, så laver det en lille elektrisk spænding. Placerer du en elektrisk spænding på kvarts, vil det begynde at vibrere med en præcis frekvens.”

I et quartz-urværk sender batteriet elektricitet til kvartskrystallen ved hjælp af et elektronisk kredsløb, hvilket får krystallen til at vibrere. Kredsløbet i uret tæller antallet af vibrationer og bruger dem til at lave regelmæssige elektriske impulser – en per sekund. Impulserne kan så dreje tandhjulet i uret. Kort sagt kan man bruge krystaller til at omdanne mekanisk energi til elektricitet, eller omvendt,” forklarer Nynne Sommer, og for første gang i mit liv er jeg oprigtigt nysgerrig på at høre mere om krystallers egenskaber. For okay, hvis det var fakta, jeg ville have, har jeg fået det nu. Men hvorfor skulle de her egenskaber kunne gøre noget for mig, ud over at vise, hvad klokken er?

Vores neurologiske nervesystem er styret af elektriske impulser. Oplever du sorg, er der nogle elektriske impulser, der forstærkes. Det samme gælder fysisk smerte – hele kroppen hænger jo sammen,” siger hun. Sagen er, ifølge Nynne Sommer, at de forstærkede elektriske impulser, som kroppen udsender, er med til at aktivere krystallens energi, og de to energier kan påvirke hinanden, akkurat som i quartz-uret. Og bruger du den rigtige krystal, siger hun, kan påvirkningen være gunstig til at understøtte arbejdet med ens pågældende problematik”.

Men, tilføjer hun, og det er vigtigt for hende at sige, krystaller kan eller må på ingen måde erstatte medicin eller anden form for nødvendig lægehjælp. De er energiredskaber, som kan bruges som værktøjer til det, man måtte døje med.”

Jeg kan godt lide hendes grundlæggende logik-orienterede tilgang, og jeg kan godt lide tanken om urværket. Lige nu giver det mere mening for mig end den afspændende natcreme med udtræk af grapefrugt, jeg lige har købt i dyre domme. Så hvilken krystal har energien til at hjælpe mig ud af en ond spiral af søvnløse nætter? Ametyst er særdeles god til nattesøvn og klarsyn,” svarer Nynne Sommer. Tjek, lilla krystalklump rykker ind på mit natbord nu.

Endnu en potentiel krystal-proselyt er født (fortsættelse følger om et par uger i bidragssporet). Et lille skridt for en enorm trend inden for det uendelige, løfterige selvudviklingsunivers – men et stort skridt for mig.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: