Her er det opdaterede scenarie for klimaets fremtid (Hint: det ser ikke helt så hedt ud, som vi først troede)

PULVERISERET PARIS-AFTALEDe nationale klimaforpligtelser, der opstod i forlængelse af klimatopmødet COP21, viser sig i dag at lede til en væsentligt mere varm og våd klimakrise. Foto: Arnaud Bouissou // Redigering: Mikkel Bøgild Jacobsen

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

25:40

Derfor skal du læse denne artikel

Der findes eksperter, der bruger deres dage på at regne ud, hvordan klimaforandringerne vil påvirke jorden, og de seneste beregninger viser det her: På den ene side er det praktisk taget for sent at leve op til de internationale klimaaftaler. På den anden side er skrækscenariet også afblæst. Klimaskribent Mads Nyvold forklarer paradokset, der skaber et nyt, realistisk klimascenarie et sted midt i mellem det bedste og det værste.

I år er det for alvor. I år træder den tiljublede klimaaftale fra Paris i kraft. Nu skal alverdens lande opfylde deres nationale klimaforpligtelser ud fra ambitionen om at holde stigningen i den gennemsnitlige globale temperatur et godt stykke under 2 grader i forhold til det førindustrielle niveau samt gøre en indsats for at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader”. Hvordan kommer det så til at gå? Æhm … det kommer nok ikke til at gå. Den såkaldte historiske klimaaftale fra 2015 er sandsynligvis allerede ugyldig. Vi har forspildt chancen. Både for at afværge temperaturstigninger på 1,5 og 2 grader. De seneste fem års massive forbrug af kul, olie og gas og den fortsatte dominans af sort energi har kørt aftalen i sænk.

Hvad er det nu for en sortseerisk udmelding? Det er sådan set bare det billede, der alt for tydeligt tegner sig, hvis man nærlæser de seneste prognoser og CO2-opgørelser fra FN og Det Internationale Klimaagentur (IEA). Vi taler om, at nærmest alle tænkelige ultragrønne tendenser skal falde i hak i 2020, hvis klimaaftalen stadig skal kunne føres ud i livet. Det er teoretisk muligt, men sandsynligheden befinder sig i den helt, helt lave ende. Nærmest svarende til, at hver gang du kører igennem en storby i 2020, rammer du en grøn bølge af lyskryds. Svarende til, at Kasper Schmeichel slet ikke lukker nogen mål ind i København til sommerens fodbold-EM, og useedede Danmark bliver mestre. Svarende til, at præsident Donald Trump fastholder USA i det internationale klimasamarbejde og takker Greta Thunberg for sit kursskifte. Svarende til, at klodens største kuleksportør, Australien, stopper udvindingen af sin mest lukrative vare. Og så videre og så videre. Alle de her ting kan ske, men gør det næppe. Det samme gælder alle de klimavenlige tendenser, der også skal ske i alle sektorer og spille perfekt sammen i 2020, for at klimaaftalen fra Paris har en realistisk chance for at blive overholdt. Flere klimaanalytikere samt forskere er nu begyndt at tage bladet fra munden med samme konklusion. Vi må komme væk fra illusionen om, at vi når 1,5 grader. Det er praktisk taget umuligt,” siger Sebastian H. Mernild, professor i klimaforandringer ved to norske universiteter, hovedforfatter på FNs klimapanels kommende hovedrapport og administrerende direktør for The Nansen Center i Bergen. Togradersmålet er også meget uvist,” siger han.

Bonusinfo. En femtedel af klodens areal har allerede passeret de 1,5 grader, og omkring en tiendedel de 2,0 grader.

David Roberts, energianalytiker hos det amerikanske explainer-medie Vox, skærer endnu mere igennem. Selv om det måske gør folk triste, så skylder vi offentligheden den bedste vurdering, og fra hvor jeg sidder, ser det ud til, at 1,5-gradersmålet er fuldstændig håbløst,” skrev han på sin blog tre dage inde i 2020.

Hvor efterlader det os så? Temperaturen er allerede steget med 1,1 grad. FN balancerer på kanten mellem forceret optimisme og nøgterne, nedtrykkende fremskrivninger. Det sker i deres seneste rapport om spændet mellem, hvad verdenssamfundet gør og burde gøre for at leve op til klimaaftalen. Temperaturerne kan forventes at stige med 3,2 grader i dette århundrede,” lyder vurderingen.

Det er næppe den nyhed, du længes efter her i en askegrå, mærkværdig pseudovinter. Men her kommer lidt opmuntring – i form af et paradoks. Selv om sandsynlighederne taler for, at vi på grund den sorte energi har forspildt chancen for at opfylde klimaaftalen fra Paris, taler sandsynlighederne også for, at vi tilsyneladende er godt i gang med at afværge et af de allerværste fremtidsscenarier. Det scenarie, som FNs klimapanel kalder for RCP8.5– en forkortelse for Representative Concentration Pathway. RCP8.5 betegnes som et business as usual-scenarie. Det, der ville ske, hvis politikerne fortsatte deres laden stå til-politik, hvor den grønne snak ikke bliver efterfulgt af tilsvarende handling (hint: Sådan er det hidtil gået).

RCP8.5 er lig med en 4,3 grader varmere fremtid inden for de næste 80 år. Sådan en fremtid er nok svær at begribe, men nogle stikord kommer her. Vi taler om en havstigning på 50 centimeter. Lavtliggende eller kystnære byer såsom København, Mumbai, Shanghai og Boston vil ligge under vand, medmindre der bliver punget ud til massive kystværn. Høsten af livsvigtige afgrøder som ris, hvede og majs risikerer et fald på 40 procent. Sydeuropæerne vil lide under 200 gange større risiko for flere livstruende hedebølger. En 4,3 varmere fremtid er med andre ord værd at styre udenom. Hvilket faktisk tegner til at ske, selv om vi ikke kan takke nogen statsledere for det. Jeg uddyber senere hvorfor, men kan røbe, at aflysningen af den klima-apokalypse især skyldes udkonkurreringen af kulkraft, det mest skadelige fossile brændstof.

SKANDINAVISK HOTSPOTTemperaturen i Danmark stiger dobbelt så hurtigt som det globale gennemsnit. Siden 1880’erne er det derfor blevet omkring to grader varmere i Danmark.

Lige nu ser situationen kort fortalt sådan her ud: Den sorte energi klæber fortsat til vores varme- og elproduktion. Omvendt buldrer den grønne omstilling derudad hurtigere end håbet. Konsekvensen er, at chancen og risikoen for de bedste og værste klimascenarier i begge tilfælde er snævret ind. Eller som den amerikanske skribent og selverklærede klimaalarmist David Wallace-Wells elegant formulerede det ved årsskiftet: Hvad der indtil for nylig var det bedste at håbe på, forekommer forsvindende usandsynligt, og hvad der var værst at frygte, forekommer tilsvarende meget mindre sandsynligt.”

En 3,2 varmere tilværelse er altså det nye pejlemærke. Hvad det betyder for dig og mig, berører jeg i slutningen af denne historie. Men allerførst er det værd at kigge nærmere på forudsætningerne bag 1,5- til 2-gradersmålet. Samt hvad der taler for, at det ønskemål såvel som skrækscenariet tenderer blændværk.

Bonusinfo. Den globale CO2-udledning var i 2019 cirka 30 procent større end i begyndelsen af 1990'erne. Kilde: Global Carbon Project.

I Paris for fem år siden, den 21. december 2015 klokken 19.27, brød verdenssamfundets ypperste repræsentanter ud i et kollektivt jubelbrøl. Ekstasen blev efterfulgt af minutlange klapsalver, gruppekram, kindkys og glædestårer leveret og delt imellem chefforhandlere, ministre og embedsfolk fra 196 lande. Anledningen var COP21-klimatopmødet, og i den store, propfyldte sal Le Bourget havde verdenssamfundet vedtaget en bindende global klimaaftale. USAs udenrigsminister John Kerry fandt med sin kinesiske modpart Xie Zhenhua storsmilende sammen i et langt håndtryk. FNs generalsekretær, den ellers noget stive og karakterløse Ban Ki-moon fra Sydkorea, strakte begge hænder triumferende i vejret. Frankrigs præsident Francois Hollande omfavnede FNs klimachef Christiana Figueres Olsen (ja, hun har danske aner). Forud for jublen var der gået 14 udmattende forhandlingsdage og 6 års forarbejde siden det kuldsejlede klimatopmøde i København med titlen COP15 – også kendt som Floppenhagen. Men denne gang var det lykkedes. Vores ansvar over for historien er umådeligt. Ingen her ønsker en gentagelse af det, der skete i København. Hvis vi fejler, hvordan skulle vi så nogensinde kunne genopbygge håbet,” sagde COP21-formanden, Frankrigs udenrigsminister Laurent Fabius. Selv Greenpeace Internationals direktør, den ellers kronisk kritiske Kumi Naidoo, var henrykt. Vi har nu en seriøs chance for at lykkes,” sagde han

Men nu, i år 2020, er ekkoet af jublen forsvundet. Nu skal klimaaftalen for alvor i arbejdstøjet. Det er nu, alverdens lande skal til at efterleve de vigtige nationalt fastlagte klimamål, de såkaldte Nationally Determined Contributions, NDCerne. De er det politiske værktøj for, at vi kollektivt bremser den globale opvarmning. Og tre ting taler for det, at det, som sagt, er ren og skær ønsketænkning i dag:

  1. Hvis vi for alvor skulle bevare en chance for 1,5 til 2 graders temperaturstigning, var der en vigtig opgave at løse i perioden 2015-2020. Den sjoflede Danmark og alle andre. Vi skulle sørge for, at de globale drivhusgasudledninger fladede ud. De burde allerhelst dale. I 2017 talte jeg med Katherine Richardson, professor og leder af Sustainability Science Centre på Københavns Universitet samt tidligere leder af regeringens klimakommission, om denne opgave. Hun betegnede det som en verdenshistorisk unik chance og den vigtigste sag. Når det handler om klimaet, er timing altafgørende,” understregede Katherine Richardson. Desværre kan vi her i 2020 konstatere, at timingen kiksede. Drivhusgasudledningerne er stigende.

  2. Nu tænker nogle måske, at vi stadig kan nå at indhente det forsømte, hvis vi klimaforurener markant mindre i de kommende år. Nja, det er da teoretisk muligt. Problemet er bare, at de nuværende NDCer i forvejen er helt ude af trit med klimaaftalen. Det viser en analyse fra FN. Den blotlægger misforholdet mellem, hvor mange drivhusgasser vi allerede har belastet atmosfæren med, og hvor mange vi formentlig kan tåle at udlede, før vi overskrider en serie af tippepunkter med selvforstærkende skadelige klimamekanismer såsom et smeltende Grønland. 1,5-gradersmålet kræver, at atmosfæren ikke bliver belastet med mere end 25 gigatons CO2-ækvivalenter inden 2030. Togradersmålet tillader højst 40 gigatons CO2-ækvivalenter. Lige nu viser NDCerne, at Danmark og resten af FNs medlemslande vil belaste atmosfæren med 56 gigatons.

  3. Skulle sådan en fremskrivning få politikerne op af stolen, tyder en anden FN-rapport på, at det kan være for sent. Verdens energiforsyning er fortsat domineret af kul, olie og gas, der driver udledningerne op på et niveau, som ikke harmonerer med vores klimamålsætninger,” lyder det i en udtalelse fra UNEPs administrerende direktør, Inger Andersen. Rapporten udstiller en voksende kløft mellem klimaløfterne og investeringer i at modarbejde selvsamme løfter. For mens de olie-, kul- og gasproducerende nationer (yes, det er også Danmark) med den ene hånd har underskrevet klimaaftalen, har de med den anden hånd underskrevet så mange tilladelser og subsidier til sort energi, at udledningerne alene herfra vil medføre en 50 procent større klimabelastning end 2-gradersmålet tillader i 2030, og hele 120 procent større end 1,5-gradersmålet tillader.

85

procent af vores energi på verdensplan stammer stadig fra afbrændingen af kul, olie eller gas.

Tre ting blokerer altså for, at Paris-aftalen kan blive opfyldt: den historisk alt for store belastning af atmosfæren, som levner et for lille tidsrum til at ændre kursen, politikernes for uambitiøse NDCer og statsstøtten til fortsat udvinding af kul, olie og gas.

Det var de bagvedliggende faktorer for den dårlige nyhed i form af en noget nær umulig efterlevelse af Paris-aftalen. Den gode nyhed kommer vi til her, og den har mange fællestræk med de samme faktorer bag den dårlige nyhed.

Ligesom der er meget, der skal falde i hak, hvis Paris-aftalen og 1,5-gradersmålet skal nås, er der også tale om flere forudsætninger, som skal indtræffe, for at skrækscenariet RCP8.5 med de 4,3 grader bliver en realitet. Enten høj økonomisk vækst og fortsat stærk afhængighed af fossile brændstoffer de næste 80 år eller høj befolkningsvækst og højt forbrug af kul. Helt præcist et kulforbrug 6,5 gange større i 2100 end i 2020. Hvilket næppe sker, forudser både FN og Det Internationale Energiagentur (IEA) i deres seneste rapporter. Det 6,5 gange større kulforbrug kræver, at der bliver bygget flere kulkraftværker, og at hovedparten af de eksisterende holdes i brug. Det sker i Kina, men ikke i Europa og USA. Tværtimod. Donald Trump prøver med alle former for offentlige støttekroner at holde kunstigt liv i sit valgløfte om at make coal great again. Tilskuddene nytter ingenting, når naturgas boomer, og billigere vind- og solenergi presser kulkraftværker til at lukke på stribe. Nok bedst visualiseret i denne gif herunder, kreeret af Carbon Brief.

Samme grønne megatendens ser vi i Europa – tilmed i endnu større omfang.

Et afgørende punkt bliver så Afrika og lavindkomstlande i andre egne af verden. I takt med at de bliver rigere, har de lande brug for at producere mere energi. Deres valg mellem sort eller grøn energi vil tippe regnskabet. Til gengæld har de et valg, som de gamle økonomier var afskåret fra. De kan vælge at skippe kulkraftværkerne og gå direkte ind i en CO2-neutral fremtid. Markedskræfterne taler for det sidste. Vindmølle- eller solcelleparker er i dag blevet så billige at opføre og drive, at de udkonkurrerer planlagte kulkraftværker.

Tid til at opsummere: Præmisserne bag klimaaftalen fra Paris samt klimaforskernes og FNs business as usual-scenarier tyder allerede nu på at være ude af trit med virkeligheden. Intet ved fremtiden eller nutiden er sædvanligt. Sort energi står langt stærkere end antaget for fem år siden. Det gør grøn energi tilmed også. Vi har indsnævret sandsynlighederne for de mildeste og værste konsekvenser af klimakrisen. FNs seneste rapporter vurderer, at kloden bliver 3,2 grader varmere i dette århundrede. Sebastian H. Mernild, klimaforsker og hovedforfatter på den næste hovedrapport fra FNs klimapanel, foretrækker at opjustere det tal. Forventeligt vil vi lande på 3,2 til 3,6 grader, hvilket er et markant problem,” siger han og betoner, at enhver decimal tæller. Hvis vi kan holde kursen mest muligt under tre grader, er det klart bedst, men han tvivler kraftigt. Udfordringen er flere folk, stigende rigdom og længere levetid. Det er en uheldig klima-cocktail.”

PÅ KOGEPUNKTETBetragt chancen for en kun 1,5 til 2 grader varmere fremtid som mere eller mindre forduftet, lyder budskabet fra klimaforsker Sebastian H. Mernild. Foto: Asger Ladefoged, Ritzau Scanpix

Lad mig give dig en forsmag på et tre grader varmere liv globalt set. Det er ikke så galt som 4,3-gradersscenariet, men alligevel en voldsommere verden end i dag: Danmark kommer ligesom de øvrige nordeuropæiske lande til at døje med 25 procent kraftigere storme og 20 procent mere regn. På den anden side af kloden bliver især Australien hårdt ramt med flere skovbrande. I de sydlige egne af landet forøges sandsynligheden for dage med mere end 35 grader med to til syv gange. Monsunregnen bliver ustadig i Asien, hvilket øger risikoen for svigtende afgrøder til denne del af verden, der huser 60 procent af klodens befolkning. Vandmangel opstår og dermed formentlig tilspidsende konflikter mellem de to atombevæbnede og notorisk dårlige naboer Indien og Pakistan.

Ophobningen af konflikter, flere flygtninge, hungersnød og andre skidte konsekvenser ved 3-gradersstigningen vil vi nok alle være foruden. Jeg bebrejder dig derfor ikke, hvis du, ligesom jeg, trods fremskrivningerne har svært ved at slippe håbet om, at vi stadig kan nå at holde den globale opvarmning under 1,5 grader. Ifølge FN kræver det helt konkret, at fra i dag og mindst frem til 2030 skal klodens drivhusgasudledning årligt falde med 7,6 procent. Det lyder måske umiddelbart af lidt, men 7,6 procent er drønambitiøst. Ingen lande i verden er i færd med så drastisk en reduktion. For at gennemføre en årlig drivhusgasreduktion på 7,6 procent skal de nuværende NDCer være fem gange bedre. Med andre ord: De 7,6 procent er da muligt teoretisk, men vi banker igen panden imod den snævre sandsynlighed, som jeg fortalte om indledningsvist med mine måske lidt fortænkte eksempler. Altså om chancen for aldrig at skulle stoppe for rødt i noget lyskryds i et helt år, at Kasper Schmeichel redder alle skud imod sit mål, og Trump skifter linje.

Men så igen, hvis der er noget, som 2020 viser, så er det, at fremtiden har vist sig uhyre vanskelig at spå om. Intet kan afvises, og der findes jo folk, som hårdnakket hævder at have hacket sandsynlighedsregningen bag lyskrydsene i København, så de altid nyder en grøn bølge. I Australien blæser der nye klimaprogressive politiske vinde oven på tre måneder med voldsomme skovbrande. På den afsluttende pressebriefing ved World Economic Forums topmøde i Davos indikerede Donald Trump, at han var misundelig over at blive slået af Greta Thunberg til Times’ kåring af klodens mest indflydelsesrige person og i øvrigt ville have elsket at se hendes oplæg”. Og de danske fodbolddrenge … de har jo forresten en gang før pulveriseret alle odds, da de for knap 30 år siden blev europamestre. Holdet havde slet ikke kvalificeret sig, men et drønheldigt sammenrend af tilfældigheder faldt i hak. Den mest snævre sandsynlighed endte med det bedste udfald.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: