Åh, hvor bliver det skønt, gør det ikke?

Champions League. Semifinaler. Liverpool-Roma. Bayern München-Real Madrid. Mageløse atleter. Formidable trænere. Anfield og Allianz Arena badet i projektørernes tindrende skær.

Det findes ikke meget bedre, ikke meget større, ikke meget flottere.

De kommende dages kampe om en finaleplads i verdens mest prestigefyldte klubturnering er blandt fodboldkalenderens absolutte højdepunkter.

Det er en anledning til at hylde det smukke spil, når Liverpools Mohamed Salah – måske – sætter ild til The Kop med en scoring mod sine tidligere holdkammerater, eller når Cristiano Ronaldo – måske – fortsætter sit fænomenale 2018 og egenhændigt sikrer Real Madrid sejren med et overlegent overtidsmål i München.

Men det er også en anledning til at stille et prekært spørgsmål. Det spørgsmål, der nok er sportens vigtigste i disse år: Hvad stiller vi op med det ubehagelige faktum, at der til tidens topfodbold klæber sig alskens forfærdeligheder: grove menneskerettighedsbrud, systematisk korruption og lusket propagandavirksomhed?

Altså ikke bare almindelig flosset moral, som stort set al sport til alle tider – på både godt og ondt – har været kendetegnet ved, men direkte diktatoriske regimers magtudøvelse.

I stigende grad ser vi en modsætning mellem den kollektivisme, som alle gode fodboldhold udviser på banen, og den groteske uretfærdighed, som flere af de største fodboldklubber er knyttet til uden for banen.

Det mest presserende eksempel er de nykårede engelske mestre Manchester City, som røg ud af Champions League-kvartfinalerne til Liverpool. Klubben er ejet af Abu Dhabi United Group med sheik Mansour bin Zayed Al Nahyan i front.

Eller det vil sige: Den 47-årige Mansour, der er en del af De Forenede Arabiske Emiraters kongefamilie, er meget, meget sjældent i England.

Han har aldrig givet et interview til den britiske presse, og ifølge den engelske menneskerettighedsaktivist og journalist Nicholas McGeehan har han kun været på Etihad Stadium for at se Manchester City spille én gang siden købet af klubben for ti år siden.

Det lyder mærkeligt, men faktisk giver det ret god mening, skriver McGeehan i artiklen “The Men Behind Man City: a documentary not coming soon to a cinema near you” udgivet på kommunikationsplatformen Medium:

“En simpel forklaring er nok, at sheik Mansour ikke har noget at gøre med Manchester City, og at det ikke er hans penge, der er ansvarlige for klubbens utrolige udvikling.”

Mansour er således ikke den velvillige businessmand, som han er blevet iscenesat som. Han pryder forsiden på det, der er en lang og mørk fortælling om fodboldens forkrøbling. I virkeligheden er det Mansours halvbror, emiren af Abu Dhabi, prins Mohamed bin Zayed Al Nahyan, som er den afgørende skikkelse. Og det er faktisk vigtigt.

Det er nemlig emiren, der udstikker retningen for Abu Dhabis politik. Og det er selve emiratet Abu Dhabi, ikke bare ellers påståede uvildige Abu Dhabi United Group, der styrer Manchester City og City Football Group, der foruden de engelske mestre også tæller klubber i Japan, Australien, USA, Uruguay samt Spanien.

Og regimet i Abu Dhabi er ikke bare et hvilket som helst regime. Prins Mohamed bin Zayed Al Nahyan er dybt involveret i den verserende humanitære katastrofe i Yemen. Her støtter han den saudiarabisk ledede koalition, der ifølge data indsamlet af The Guardian rammer civile med mere end hvert tredje bombeangreb. Derudover er Abu Dhabis egen befolkning, samt de mange migrantarbejdere, der tilsammen udgør 90 procent af emiratets private arbejdskraft, frarøvet de allermest fundamentale rettigheder ifølge rapporter fra Humans Rights Watch.

Det er i denne kontekst, at Manchester City, som den irske fodboldjournalist Ken Early har sagt i podcasten Second Captains, placerer sig som en værtsorganisme for et ubehageligt regime. Den engelske klub er ikke selve ondet, men den lægger hus til.

Også Bayern München har problematiske forbindelser til rige mænd med fattig moral i Mellemøsten. For nylig kunne det norske fodboldtidsskrift Josimar under overskriften “Abuse in the shadow of luxury” afsløre, hvordan tyskerne ignorerede advarsler fra Human Rights Watch, inden de indgik en lukrativ sponsoraftale med Qatar Airways og Hamad International Airport i Doha.

Det er således overbevisende dokumenteret, at der bag lufthavnens state-of-the-art-arkitektur gemmer sig grumme sandheder om slavelignende overarbejde og underbetaling for de sagesløse migrantarbejdere, som i kraft af det berygtede kafala-system juridisk set er ejet af en ‘sponsor’ – deres arbejdsgiver – som konfiskerer pas og identifikationspapirer ved ankomsten. Alligevel har Bayern München skrevet under på et femårigt partnerskab med qatarerne begyndende fra sommer.

Det er også helt oplagt at nævne den franske storklub Paris Saint-Germain, der med Qatar Sports Investments som ejere siden 2011 ligeledes trækker knap så elegante tråde til Golfen.

Og så er der selvfølgelig fodboldens mest magtfulde institution: det internationale forbund, FIFA. De, som burde gå forrest i kampen for en fair og sympatisk sport, er snarere en del af problemet end løsningen.

Til sommer har FIFA afgjort, at verdensmesterskaberne skal afholdes i Putins Rusland, og i 2022 er det Qatars tur – selv om begge turneringer allerede er beskæmmet af grufulde rapporter om kummerlige arbejdsforhold under opførelsen af de nye faciliteter.

Med bundkorrupte og lyssky Sepp Blatters afgang fra præsidentposten i 2015 satsede mange på, at det ville betyde en storrens af det plettede forbund, men efterfølgeren, Gianni Infantino, ligner indtil videre ikke manden, der gennemfører en omfattende demokratisering af fodboldens øverste magtinstans. Han lader, ligesom sine nærmeste folk, også til at prioritere egeninteresser kritisabelt højt:

“Det er et systemisk problem i FIFA. De, der sidder der, vil gøre alt for at blive der, fordi det er et fantastisk arbejde og selvfølgelig meget velbetalt. De er ikke glade for kritik,” sagde luxembourgske Anne Brasseur, der er parlamentariker i Europarådet, da hun i december sidste år udgav en rapport om FIFAs ledelse efter Gianni Infantinos indsættelse.

Endelig kommer de ubekvemme enkeltmandssager, som vi i Danmark kender lidt for godt. Vores alle sammens Michael Laudrup suger det sidste ud af sin karriere i Qatar som træner for Al-Rayyan, mens Peter Schmeichel i disse måneder rejser Rusland rundt som vært for et VM-optaktsprogram på det kontroversielle russiske stats-tv. Der er så meget at hylde dem for, men man skal have en smidig hukommelse, hvis hyldesten skal være uforbeholden.

Så hvad stiller vi op?

Det hovedspørgsmål bør knækkes over i to dele. En praktisk og en abstrakt.

Det praktiske spørgsmål er det vigtigste: Hvordan kan man sportspolitisk sanktionere og lovgive sig til større gennemsigtighed og retfærdighed? Men det er også den, der sparker gang i apatien. For det lader ikke til, at folkene i toppen af fodboldens spidse magtpyramide – de, der rent faktisk kunne gøre noget – har planer om en helhjertet og systematisk indsats for at svække slyngelstaters gidseltagning af sporten.

Så længe pengene strømmer ind, og det gør de i den grad, så er alt fint, fornemmer man. Så længe alle vi fodboldfans trofast tænder for tv’et, tager på stadion, køber merchandise og abonnerer på diverse sociale medier, og det gør vi jo, så er alt ikke bare fint, men faktisk helt forrygende, fornemmer man.

Ikke desto mindre, eller nok lige netop derfor, er der behov for en sportspolitisk debat om, hvordan man helt konkret og realistisk kan modarbejde tendensen til, at det at være en moderne topklub lader til at være uforeneligt med basale humanistiske principper. En debat, der ikke begrænser sig til de isolerede tilfælde Manchester City, Bayern München og Paris Saint-Germain, for uanset hvor rådne man synes, de er, er de symptomer på en generel pervertering af den sportslige idé om, at vinderen altid har ret.

Farlig er i hvert fald fatalismen. Det står hverken skrevet i sol, måne eller stjerner, at fodbolden nødvendigvis må være, som den er i dag. Himmelhvælvet ville ikke falde ned, hvis FIFA gjorde det umuligt for totalitære magter at købe fodboldklubber og -turneringer. Og porten til helvede ville ikke åbne sig, hvis de største klubber i filantropiens navn gav afkald på bare et enkelt nul på bundlinjen. Nok snarere tværtimod.

Debattens anden del er ikke den vigtigste, men den sværeste. Det er den, der spørger: Hvad stiller man op som menig fodboldfan, når man når til erkendelsen af, at sportens mange penge er beskidte penge? Bør man slukke fjernsynet i sympati med Abu Dhabis undertrykte migrantbefolkning, når Manchester City spiller? Eller kan man berolige sig selv med, at det ikke kan lade sig gøre at trække en lige linje fra Kevin De Bruynes diagonalafleveringer til prins Al Nahyans ofre i Yemen?

Det er åbenlyst et moralsk problem. Men det hviler i første omgang på et grundlæggende filosofisk spørgsmål om forholdet mellem indhold og form: Hvad er forbindelsen mellem spillernes fysiske præstation og ejer- og sponsorforholdene i de klubber, som de repræsenterer?

Debatten minder om en tilbagevendende disput i filosofiens verden. Den handler om den store tyske tænker Martin Heidegger, der er særligt kendt for det skelsættende værk Væren og tid fra 1927. Isoleret set kan der ikke sås tvivl om hans tænknings massive bidrag til forståelsen af den menneskelige eksistens. Men sætter man personen Martin Heidegger under lup, bliver det hele straks mere mudret.

For lige så raffineret hans filosofi er, lige så afstumpet var hans syn på jøder. Heidegger var glødende antisemit og medlem af Hitlers naziparti. Og især siden udgivelsen af hans Schwarzen Hefte i 2014 har man diskuteret, om man kan man skelne mellem filosoffen Heidegger og nazisten Heidegger.

Lignende spørgsmål om forholdet mellem værket og dets skabers politiske eller sociale profil presser sig på hos forfattere som Ezra Pound og Louis-Ferdinand Céline, der også havde stærke nazisympatier. Det samme gælder den amerikanske filminstruktør Woody Allen, hvis virke i forbindelse med MeToo-bevægelsen har fået kastet skygger over sig efter afsløringer om stærk misogyn opførsel. For filmkollegerne Kevin Spacey og Harvey Weinstein førte lignende afsløringer ikke bare til offentlig fordømmelse, men fyringer.

Om Martin Heidegger har den tysk-danske filosof og forfatter til efterskriftet i den danske udgave af Væren og tid Thomas Schwartz Wenter sagt, at Heideggers antisemitisme ikke gør hans tænkning mindre betydningsfuld.

“Hans tænkning er ikke i sin kerne antisemitisk, og man bliver ikke besmittet af noget nazistisk ved at give sig i kast med Heideggers tænkning,” lød det i et interview med Berlingske i 2014.

Andre er uenige i den analyse – for eksempel den amerikanske forfatter Claire Dederer. Under overskriften “What Do We Do with the Art of Monstrous Men?” skriver hun om Woody Allen i tidsskriftet The Paris Review. Hun mener, at hans film ikke unddrager sig hans person.

“Autoriteten tror på, at et værk eksisterer i en ideel tilstand (ahistorisk, alpin, snedækket, ren) … Autoriteten tror på, at man kan påskønne et værk fri af dets biografi og historie. … Jeg er ikke ahistorisk eller immun over for biografi. Den slags er for historiens vindere (mænd) (indtil videre).”

Der findes jo næppe et tilfredsstillende universelt svar på problematikken. Så hvad skal vi tænke, når det gælder fodbolden?

Der er næppe nogen, der vil påstå, at det at holde med Bayern München, måske endda bare at se dem spille i ny og næ, betyder, at man støtter kafala-systemet i Golfstaterne. Den enkelte hverken kan eller skal bære hele verden på sine skuldre, og hvem er i sin gode ret til at dømme folk på den måde? Ikke desto mindre virker det rimeligt at forlange en kritisk diskussion.

En helt oplagt indskydelse vil være, at det netop er blandt fodboldens absolutte hovedattraktioner og fornemmeste evner, at den bare er fodbold. At den formår at være en slags ferie fra livet. At den i en verden, hvor man nærmest ikke kan gå i supermarkedet eller i en tøjbutik uden risiko for at sende penge i retningen af fordækte dagsordener, tilbyder et unikt helle, der fraskriver sig tidens sociale, politiske og økonomiske virkeligheder.

Fodboldstadionet materialiserer den pointe. Som det står der i brysk beton med de snævre indgangsporte, der inden og efter kampene er tildækket af høje gitre, markerer det en afgrænsning. Der er ét liv uden for, og et andet liv inden for.

I brevudvekslingen Hjemme – ude skriver den norske forfatter Karl Ove Knausgård til sin svenske ven Fredrik Ekelund. Knausgård skriver, at en af de ting, han bedst kan lide ved fodbold, er, at man ikke skal retfærdiggøre sine holdninger. Man kan bare overlade alt til følelserne. Hvis man mener noget, så mener man noget, og sådan er det bare. Hvis man ikke mener noget, så mener man ikke noget, og sådan er det bare.

Den slags tanker er ikke blottet for sandhed, men de rummer nok ikke alle grebene til at løsne problematikkens mange knuder.

Idéen om stadionet og kampens autonomi bidrager nemlig kun med en forklaring på, hvorfor vi tilsyneladende ikke har de store kvaler med at værdsætte den skønne fodbold – trods den uskønne kontekst. Men det ubesvarede spørgsmål er, om dette hvorfor er legitimt.

Tidligere på året skrev den amerikanske sportsjournalist Dave Zirin i magasinet Jacobin om de moralske udfordringer ved at se amerikansk fodbold, når undersøgelser viser, at spillerne er så godt som garanteret varige hovedskader i løbet af deres karriere:

“Hvis folk føler sig frastødt, skal de ikke se det. Hvis de vil diskutere deres holdning med andre, skal de gøre det med stolthed. Men vi bør anerkende, at alle kulturelle varer i kapitalismen er forvrængede, og at fokusere på én uden et bredere syn på verden bliver nemt til patroniserende hykleri, en måde at fortælle folk, hvad de bør synes er “acceptabel” underholdning, og hvad der ikke er.”

Med andre ord: Ja, det er svært at forsvare komplet ignorance over for totalitære regimers stadig større indflydelse i fodbold. Men det er altså også svært at se, hvordan en personlig boykot skulle hjælpe afgørende på andet end ens egen samvittighed.

Måske er det, der er behov for blandt fodboldfans og -medier, snarere en forståelse for, at grænsen mellem nydelse og forfærdelse er svundet ind til næsten det usynlige.

At se fodbold er, med den engelske filosof Simon Critchleys ord, ikke at undslippe sig verdens onder. Det er i højere grad at svælge i dem. Og at være bevidst om, at man svælger i dem med alt, hvad det indebærer af både fascination og harme. Modstillingen mellem fodboldens form og indhold er ikke en, der kan overvindes, så den pludselig får os til have det godt i maven med sporten. Den er et betændt sår, som man ikke kan få øjnene fra, selv om det får en til at skære grimasser.

I et mere snævert perspektiv kalder problematikken på en øget omtanke med sproget, når vi snakker om fodbold.

Tænk på forskellen på klub og hold, to ord, som man ofte bruger i flæng.

Holdet består af trænerne og spillerne, som henholdsvis lægger taktikken og fører den ud i livet på græsset. Klubben består af et bredt netværk af traditioner, symboler, sponsorer og bestyrelsesfolk. Holdet repræsenterer fodbolden som en dyst på fysisk formåen, klubben repræsenterer fodbolden som en business. Holdet kæmper for resultater på banen, klubben kæmper for resultater på bundlinjen. Ret groft sagt.

Klubben og holdets nære forbindelse står selvfølgelig ikke til diskussion – ellers ville det være irrelevant at spekulere i fodboldfanens samvittighedskvaler. Men forskellen begrænser sig heller ikke bare til ren og skær semantik. I dag er det ikke en selvfølge, at klubbens interesser er holdets interesser. Det er et skisma, der dukker op hver sommer, når de største klubber rejser til Asien eller Nordamerika på sommerturnéer. Den slags er guld værd set fra klubbens marketingstandpunkt. Men de mange rejsedage, showkampe og sponsorevents, der tærer unødvendigt på spillernes kræfter, tjener sjældent holdets ambitioner.

Kort før nytår brokkede Chelseas italienske træner Antonio Conte sig eksempelvis over, at hans spillere fortsat led under sommerens rejser til Asien: “Vi må forsøge at gøre vores bedste. Nogle af spillerne er trætte, men det er helt normalt på grund af vores turnéer i Kina og Singapore i sommer,” lød det sukkende før en udekamp mod Huddersfield Town.

Denne kløft mellem trænere og atleter på græsset og deres arbejdsgivere i loungen er et af de mest markante symptomer på kommercialiseringen af fodbolden. Måske den faktisk allerede har manifesteret sig i måden, vi snakker og skriver om fodbold på. Det er i hvert fald slående, hvor ofte der bliver refereret til træneren Jürgen Klopps Liverpool, Pep Guardiolas Manchester City og Antonio Contes Chelsea – og ikke bare til Liverpool, Manchester City og Chelsea. Det har formentlig noget at gøre med et øget fokus på selv de mindste taktiske detaljer og en følgende dyrkelse af træneren som hovedperson. Men det siger muligvis også noget om en mere generel divergens mellem hold og klub, mellem indhold og form.

Tilbage står et metaspørgsmål, som har potentiale til at blotlægge det evigt lurende hykleri: Hvorfor tage debatten?

Debattens formål bør nemlig ikke være at fritage os fodboldfans fra moralske kvababbelser. Det er ikke os, det er synd for. Det handler ikke om at retfærdiggøre vores fascination. Det handler ikke om at redde fodbolden fra verdens uhyrligheder.

Det handler om at etablere en kritisk mellemposition, der både lægger op til forargelse og aktivisme, men som også anerkender fodboldens fortsatte frigørende, toleranceskabende og velgørende funktion. For fodbolden indgyder også håb.

I England har fans på tværs af rivaliserende klubber eksempelvis skabt bevægelsen Fans Supporting Foodbanks, der med donationer indsamlet på kampdage leverer mad til hjemløse landet over. Og i løbet af de seneste par år har adskillige klubber over hele Europa påtaget sig vigtige opgaver i lokalsamfundet med initiativer til forskellige integrationsaktiviteter for nytilkomne flygtninge.

Blandt andet arrangerer den tyske storklub Borussia Dortmund i samarbejde med det nationale fodboldforbund og amatørklubben TSC Eintracht Dortmund en ugentlig træning inklusive mad og tyskundervisning for en gruppe unge flygtninge.

Det ændrer dog ikke på, at det billede, som fodbolden tegner af verden, i det store hele er knap så charmerende.

Og til sommer, når der er VM i Rusland, bliver vores moral for alvor testet: Der vil blive – og der er allerede blevet – sagt og skrevet meget kritisk om Putins brug af sporten som politisk motor. Men hvad så, hvis Danmark leverer det bedste slutrunderesultat nogensinde? Forstummer kritikken så? Glemmer vi formen, når indholdet, den fysiske præstation på banen, bliver tilpas stor?

Én ting er imidlertid sikkert: Det er på tide, at fodbolden får sin egen Heidegger-debat.

Og nej, debatten er ikke nok i sig selv. I kampen mod Abu Dhabi, Qatar, Ruslands menneskerettighedskrænkelser og korruptionen i FIFA er ord kun et fattigt våben.

Men debatten er et sted at starte.