Selv i mørket kan man finde mening.

Hvad jeg lærte om kriseåret 2020 af en psykiater, der overlevede holocaust

Som om dette år ikke kom med nok triste nyheder i forvejen, meldte døden sin ankomst fem gange i mit liv.

Illustration: Lorenzo Matteucci for Zetland
  • 28. december 2020
  • 17 min.

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

26:36

Da 2020 begyndte at nærme sig slutningen, satte jeg mig til at genlæse en bog, som lærte mig noget vigtigt, første gang jeg havde den i hænderne. Bogen var Viktor E. Frankls klassiker, der på dansk hedder Psykologi og eksistens. Mit eksemplar har form af løsark i et plastchartek, og da jeg fandt det frem igen klemt inde mellem to bøger, så jeg, det var fyldt med tuschgrønne overstregninger og udråbstegn i marginen, som jeg havde lavet, da jeg første gang læste bogen for nogle år siden. Udråbstegnene var nærmest insisterende. Som en slags gisp eller pludselige udbrud.

Omstændighederne rundt om bogens tilblivelse er ekstraordinære i sig selv. Viktor Frankl, der var psykiater, blev under Anden Verdenskrig sendt i en af nazisternes arbejdslejre, hvor han mistede alt, inklusive enhver fremtidsudsigt og det bogmanuskript, han havde med sig i inderlommen. Han blev fange nummer 119.104 og brugte det meste af sine tre år i lejren på at grave og lægge spor til nazisternes jernbane. Frankls far, mor, bror og gravide kone døde i en fangelejr eller i en gasovn. Kun hans søster og han selv overlevede under de værst tænkelige forhold, et menneske kan udsættes for. Da krigen var slut, satte Frankl sig og skrev i løbet af ni dage et nyt bogmanuskript – manuskriptet til Psykologi og eksistens – hvori han forsøgte at besvare det måske mest mystiske og fundamentale spørgsmål af alle: Hvorfor er livet for langt de fleste mennesker værd at leve under selv de mest brutale eller tragiske omstændigheder?

Ifølge Frankl kunne svaret på dét spørgsmål hjælpe enhver. Også mennesker, der lever under helt andre og langt mindre forfærdelige omstændigheder end dem, han selv havde levet i.

Det var på grund af det svar, jeg fandt bogen frem igen. Jeg havde brug for at minde mig selv om det. Efter det her år.

Hack dit sind

Drømmen om, at vi kontrollerer vores egen skæbne, smuldrede i 2020. Verden har været uforudsigelig og i det hele taget noget rod. Men der er mange ting, du selv bestemmer. Du styrer i høj grad selv, hvordan du vil reagere, når tilværelsen gnaver, og dine planer går op i røg. I julen ser vi på nogle af de ting, du kan gøre for at lukke lys, håb og mening ind i tilværelsen.

Mit 2020 begyndte med døden. Måske ringede min mor, måske sendte hun en sms, jeg husker det faktisk ikke. Mon ikke hun ringede? Med den besked? Jeg ved bare, jeg stod ude i køkkenet. Dina var død, fortalte hun.

Jeg så ud ad vinduet. Solen var for længst gået ned. I det hus, jeg bor i, er der store glaspartier i gavlen, om vinteren bliver hele endevæggen en mørk mur. Det sorte fra skoven og markerne og nede fra havet kryber ligesom op og slutter tæt om huset.

Dina var kun 44 år. Hun var mørk og lysende. Hun kunne være vanvittig sjov, direkte og helt oppe i fjæset på andre. Det var, som om membranen mellem hende selv og verden var gennemsigtig, alt kom ind, alt kom ud. Det gjorde hendes nærvær så intenst. Dyreagtigt. Måske var det også det, der gjorde hende så ulykkelig, at hun ikke ville leve mere?

De fandt hende i hendes lejlighed, sagde min mor. Anja, Dinas søster og min tante, var med. Hun var knust, selvfølgelig, knust i sjælen. Det var hele familien. Da hun blev begravet på Assistens Kirkegård i København, var ansigterne rundt om graven forvrængede af sorg, nogle forstenede. Jeg krammede min søster, mens vi krammede Anja. I ved, at det bedste i verden er at have en søster,” sagde hun og lagde panden mod Lises skulder.

Vejret var klamt. Hinder af dis lagde sig på jakkerne, over håret. 2020 kom med bly om benene, lodder af jern hængende fra skuldrene.

I tiden omkring Dinas begravelse fik jeg at vide, at Børge var uhelbredeligt syg. Han var 51 år. Jeg befandt mig ikke blandt de inderste i hans kæmpe venne- og bekendtskabskreds, men nyheden om hans sygdom ramte mig hårdt. At lige præcis han skulle dø, forekom ubærligt. Han sagde engang til mig, at man aldrig skal løbe efter toget, for der kommer altid et til. Han nød livet, han ligesom gled oven på det, åben for alt det skønne. Regnbuer. Kunst. Smør, aldrig de fade erstatningsprodukter.

Det er forkert, at du er syg, skrev jeg til ham, du er et af Danmarks mest levende mennesker. Børge sendte mig fire hjerter retur og inviterede mig ind i den Facebook-gruppe, hvor Tone, hans kone, skrev om sygdommens forløb til alle os, der holdt af dem. Jeg gravede vintergækker op fra haven og satte dem i en potte på muren ved terrassen, som han engang havde sagt til mig, jeg ikke måtte rive ned. Du sætter nogle krukker på den, så kan man sidde og se på dem, mens man drikker kaffe.”

En måned senere var det slut. Hvad sker der?” spurgte en forbipasserende på Vestre Kirkegård forbløffet. Mængden af mennesker, der var kommet for at sige farvel, var enorm, vi var en folkevandring fra sorgens land. Det er en begravelse,” svarede jeg. Det er et fantastisk menneske, der er blevet begravet.”

Ikke længe efter lukkede landet ned. Kort forinden, i februar, lo jeg højt af Frederik fra Zetland, da han ville skrive en historie om, at det danske sundhedsvæsen risikerede at mangle værnemidler, hvis epidemien fra Kina kom til Danmark.

Det er ikke en historie, det der,” sagde jeg, den kommer ikke her.”

Hvad vidste jeg om det? Hvad vidste nogen om det? Forskere havde gennem flere år advaret om, at rydningen af regnskov kunne føre til spredningen af nye sygdomme. Mennesker kom til at bo for tæt på dyrene, nye former for virus kunne sprede sig nemmere. Der fandtes en risiko for en mulig pandemi i fremtiden, stod der i rapporterne; dem var der selvfølgelig ingen, der havde læst.

Alvoren kom til os i marts. Nogle blev sendt hjem, kolleger blev til hoveder på en skærm, vi fik et nyt sprog. Du er muted, Marie,” sagde vi og snakkede om smittetryk og kontakttal. Andre knoklede i samfundets fortrop, satte varer på hylderne, bragte mad og pakker ud, drog omsorg for de svageste, behandlede de syge. Da skolerne åbnede igen, kom mine drenge hjem med sår på knoerne, huden var tyndslidt af vandet og sæben.

Det blev også lyst. Løvehalernes knopper sprang ud – “kom og se,” råbte jeg til Rasmus, dér kommer jernurten.” Mange snakkede om en ro, de havde fundet. Himlen var blå over skoven, flyene skar sig ikke længere hen over den med deres hvide ar. For første gang i moderne tid begrænsede menneskeheden sig, holdt igen. I Chicago løb en prærieulv over en tom hovedvej. I Barcelonas gader dukkede vildsvin op.

Men hvor længe, spurgte vi alligevel os selv, hvor længe skal vi leve sådan her? Kun med kram, man må snyde sig til? Hvor længe skal vi leve med uvisheden? Hvornår begynder mennesker at være mennesker igen, ikke potentielle smittekilder? Jeg talte med Kirstine om, hvad vi skulle spørge statsministeren om til næste pressemøde. Spørg hende, hvordan hun tror, det bliver, når sommeren er forbi. Er det virkelig stadig sådan her i august?

Viktor Frankl mente selv, han kunne udlede en generel lære om meningen med livet på baggrund af sine ekstreme oplevelser i KZ-lejren. En lære, der kunne komme andre til gavn, også helt almindelige hverdagsmennesker, selv om de aldrig skulle opleve noget, der bare mindede om de rædsler, han gennemlevede. Men hans udgangspunkt var konkret og blev taget i hans egne erfaringer. I første halvdel af sin bog beskrev han i detaljer livet i koncentrationslejren.

Efter ankomsten til Auschwitz spredte SS-mænd tæpper ud på jorden og beordrede alle til at smide deres ejendele på tæpperne. Der var stadig naive fanger iblandt os, som til morskab for de mere erfarne fanger, som var der for at hjælpe til, spurgte, om de ikke kunne beholde en vielsesring, en medalje,” skriver Frankl. Ingen kunne stadig fatte den kendsgerning, at alt ville blive taget fra dem.”

Frankl greb fat i en af hjælperne. Hør her,” sagde han til ham og viste ham det bogmanuskript, han havde medbragt. Jeg ved, hvad du vil sige – at jeg skal være taknemmelig, hvis jeg slipper herfra med livet i behold, at det er alt, hvad jeg kan håbe på. Men jeg kan ikke lade være. Jeg må for enhver pris beholde dette manuskript; det indeholder mit livsværk. Forstår du det?”

Den erfarne fange så på Frankl, mens et hånligt smil langsomt bredte sig på hans ansigt. Lort!” sagde han så, hvorefter Frankl, som han skriver, måtte strege hele mit tidligere liv ud”. Herefter ventede endeløse dage med tvangsarbejde og sult i de uhumske, sygdomsbefængte barakker. Nøgne, opsvulmede fødder blev stukket i frostkolde, utætte støvler. Ni mænd sov i samme seng, direkte på brædderne med to tæpper til deling. En nat, da en af de andre fanger vred sig i søvne af et mareridt, rakte Frankl hånden ud for at vække ham, men tog sig i det: Ingen drøm, uanset hvor forfærdelig den var, kunne være lige så slem som virkeligheden i lejren omkring os, som jeg var ved at vække ham op til.”

Midt i disse uhyrlige omstændigheder lagde Frankl mærke til noget bemærkelsesværdigt. Hvad der hjalp mest i den daglige overlevelseskamp, var ikke først og fremmest et godt helbred eller en stærk krop. Det, der især holdt folk i live, var et stærkt indre liv, viljen til at leve, som om livet stadig var meningsfuldt. At opretholde de små rutiner, der pegede frem, at bede, at barbere sig, at holde et åndeligt helle ved lige. Livet i lejren, skrev Frankl senere, lærte ham, at mennesker ikke kun er et produkt af biologi, psykologi eller sociologi. Ethvert menneske har, uanset deres livssituation, altid et valg om, hvordan de vil møde det liv, der er deres.

Vi, der boede i koncentrationslejrene,” skriver Frankl i et afsnit, som jeg har dobbeltunderstreget, kan huske de mænd, der gik gennem barakkerne, mens de trøstede andre og gav deres sidste stykke brød væk. Der var måske kun få af dem, men de var nok til at give tilstrækkeligt bevis på, at alt kan blive taget fra et menneske på nær én ting: Den sidste af menneskets friheder – selv at vælge sin indstilling til livet uanset omstændighederne, selv at vælge sin egen vej.”

Det var mening, der hjalp folk til at holde sig i live, skrev Frankl. Bevidstheden om, at livet havde en mening, gjorde det muligt at træffe valget om, at det stadig var værd at leve.

Så hvad, spurgte han sig selv – hvad gør egentlig livet meningsfuldt?

Vi var tilbage på arbejde i august. Stéphanie kom på besøg fra Frankrig og så mærkeligt på mig, da jeg omtalte corona i datid. I Paris går vi med mundbind,” sagde hun. Det er ikke forbi.” Vi gik rundt på bare tæer i haven, violfrøstjernerne stod som lilla skyer mellem det hele.

En dag på arbejdet åbnede jeg en mail fra Bår, min ven fra Norge. Jeg har forferdelige nyheter,” skrev han. Sønnen vår, Edvin på seks, døde av en akutt hjerneblødning på mandag. Det skjedde totalt uventet, er uhyre sjelden, og ingen kunne gjort noe for å forhindre det.” Jeg læste mailen to gange. Så tog jeg et viskestykke fra køkkenet og gik ned i gården, hvor noget indeni mig nærmest pulveriserede.

I tiden efter græd jeg, når jeg tænkte på det. Det gjorde jeg hver dag. Jeg skrev til Bår og Therese om myten om Frigg, Odins kone, der går rundt i hele verden for at få alt til at græde for hendes døde søn Balder. Alt burde også græde nu. Lygtepælene, husene, stenene, havet, bøgerne. Jeg så Oslo for mig. Kunne bilerne bare køre rundt på gaderne, som om intet var hændt? Kunne butikkerne have åbent, kunne lyset skifte til grønt?

Jeg kunne ikke komme til begravelsen på grund af pandemien, der havde rejst bjerge mellem venner. En anden bekendt fra Norge skrev bagefter til mig, at begravelsen havde været smuk og ond”. Nogle dage senere sendte Therese en sms til mig. Smerten, skrev hun, var ved at flytte sig fra huden og armene og benene til brystet. En dag lagde hun et billede på Instagram af en havestol, der stod alene på en plæne. Den manglede et armlæn.

Jeg læste i Viktor Frankls bog, at der ikke findes én mening med livet, en overordnet, universel mening. Leder man efter den, farer man vild. Man skal heller ikke tro, meningen findes et sted i psyken, i det indre, så er man for alvor fortabt. Der findes ikke ét godt træk i skak – om trækket er godt, kommer an på situationen. På samme vis er meningen med livet specifik, den kan ændre sig fra dag til dag, fra menneske til menneske og er, som Frankl skriver, fuldkommen nede på jorden frem for at befinde sig oppe i luften eller holde til i et elfenbenstårn.” Min opgave, mente Frankl, er ikke at spørge, hvad jeg kan forvente mig af livet, men helt modsat spørge, hvad livet kan forvente sig af mig. Konkret. Hver dag.

Alligevel peger han i sin bog på tre kilder, hvorfra mening som oftest hentes. Den ene af de kilder er kærlighed.

Oplevelsen af kærlighed, mente Frankl, kunne opstå i mødet med vidunderlig musik, med kunst, med naturens skønhed. Selv i KZ-lejrens mørke, skrev han, kunne naturen efterlade et sug af kærlighed til verden. Tindrende bjergtoppe. En solnedgang, der farvede himlen stålblå og blodrød.

Kærligheden til andre mennesker, skriver Frankl i bogen, kan også pode livet med dyb mening, selv når døden klipper den fysiske forbindelse over til den, man elsker. I en lang passage, som jeg har farvet helt grøn med tuschen, skriver han om, hvordan han i lejren ikke vidste, om hans kone var død eller levende, men at han uanset hvad fandt mening i den kendsgerning, at hun havde været til, og at han elskede hende. Når lidelserne var allerværst, var det forbindelsen til Frankls kone, død eller levende, der dukkede op som svar på hans spørgsmål om, hvorvidt der stadig fandtes en mening, et ultimativt formål” med at leve. Som da han stod i et gråt morgengry og gravede en grøft i den frostkolde jord. Vagten passerede forbi mig, nedgjorde mig, og igen betroede jeg mig til min elskede,” skriver Frankl. I højere og højere grad følte jeg, at hun var til stede, at hun var med mig; jeg havde følelsen af, at jeg var i stand til at røre hende, i stand til at række min hånd ud og gribe om hendes. Følelsen var meget stærk; hun var der. Så, i det øjeblik, fløj en fugl lydløst ned og satte sig lige foran mig, på den bunke jord, jeg havde gravet op fra grøften, og kiggede på mig.”

Beskrivelsen af, hvordan Frankl finder livsmod i kærligheden til sin kone, er noget af de fineste og mest bevægende i hans bog. Men, konkluderede han, der findes også andre kilder til mening end kærlighed. To andre kilder for at være helt præcis.

I september ringede min mor og sagde, at Anders var ved at dø. Alle mine onkler og fastre og tanter havde været på gården på Holmsland, Anne Louise og Anders’ børn og børnebørn selvfølgelig også. De havde sunget ved hans dødsleje, det havde været så smukt, sagde hun. Han var 78, og hans hukommelse var langsomt svundet ind over de seneste år, nu var det ved at være slut.

Engang var det de gamle, der døde. Eller rettere: Dem, der døde, havde altid været gamle for mig. Jeg kan stadig ikke vænne mig til, at de, der skal dø, har en yngre udgave, jeg kan huske. Man siger ikke bare farvel til et menneske, man siger farvel til et helt liv, til alt, hvad der var. Jeg tænkte på ferierne på gården, lugten af stald, franskbrødsmadderne. Jeg så Anders for mig til julefrokosterne, når hele familien var samlet på Mors, lun og charmerende med smøgen hængende i flaben. Mona satte Kald det kærlighed på, Ebbe satte ild til dugen, saunaen var stadig tændt, nogen skød med luftbøssen, og Anders fandt nogen at danse med eller drille. Han var alt, hvad jeg forstår ved et ordentligt menneske. I den familie stiller man altid op, når de andre har brug for hjælp, det er en alliance stærkere end NATO, helt uegennyttigt og uden spørgsmål. Jeg kan ikke lide at tænke på, at forsvarsværkerne svækkes.

Anders’ begravelse blev holdt udenfor på kirkegården, og ikke længe efter begyndte alt det med minken, og jeg satte mig for at lære at strikke. Jeg slog masker op til en begyndercardigan i mohair, det virkede som det oplagte næste skridt, når jeg også var blevet havemenneske, men strikkeriet var ikke kun lystfuldt, det var også en flugt. Jeg magtede ikke den skingre offentlige debat. Jeg magtede ikke at deltage i den eller forholde mig til den. Jeg lukkede af i rib og bestilte mere garn på nettet, mens Trump påstod, der var foregået valgfusk i USA. Nogen kaldte mig en idiot på Twitter, og jeg slog masker op til en børnesweater. Så kom anden bølge eller tredje, eller var det første, der stadig var i gang? Der blev længere mellem dem, der sagde, pandemien havde givet dem ro. Det blev sværere at blive ved at vise samfundssind, fordi denne udgave af samfundssind var så ensformig og kedelig for nogle, stressende og udmattende for andre. Vi så dumme ud med mundbind på. Der var ikke noget heroisk over at arbejde i sutsko. Selvfølgelig var dagene i december bleggrå.

Så kærlighed er en ud af tre måder, vi kan give livet mening på, skriver Viktor Frankl og udpeger de to øvrige kilder til mening: Den anden kilde kan findes gennem handlinger, ved dedikeret at gøre det, jeg mener, livet kræver af lige netop mig – et arbejde, en gerning, en pligt, en tjeneste, et kald, en staudehave, et strikketøj. Selv begyndte Frankl at rekonstruere det manuskript, han måtte give fra sig ved ankomsten til Auschwitz, ved at skrive stikord ned på små lapper papir. Min dybe lyst til at skrive dette manuskript igen,” konstaterer han, hjalp mig med at overleve.”

Og så, som en tredje kilde, kan mening findes gennem lidelse, skriver Frankl. Ikke lykke, ikke lyst, men lidelse. Ulykker, kriser, sygdom, tvivl, angst og død er en del af livet, ikke en fejl i systemet. Og den, der accepterer dét, kan opleve dyb mening, skriver han. Overalt bliver mennesker konfronteret med deres skæbne – med chancen for at opnå noget gennem deres egen lidelse.”

At bevare sin værdighed, at forblive modig, at tage sit kors op” kan være slidsomt eller rædselsfuldt, men det er samtidig altid en mulighed, mente Frankl. En mulighed for at tilføje en dybere mening med livet”. Hvorfor? Fordi lidelsen peger på valget. Den enkeltes valg om, hvordan han eller hun vil møde livet hver eneste dag og i hver eneste situation; ændre det, der kan ændres, og acceptere det, der ikke kan. Livet indebærer et ansvar for at realisere meningen med det, selv under vanskelige omstændigheder. Livet,” konstaterede Frankl, går dybest set ud på at tage ansvar for at finde de rigtige svar på de problemer, der følger med det, og udføre de opgaver, som det konstant stiller den enkelte over for.”

Det er dét – udførelsen af de opgaver – der forplanter sig i mening. Det er det, det gør, at langt de fleste af os hellere vil være her end ikke være her. Også når det er svært.

Jeg var færdig med at læse Frankls bog, da Rasmus, min mand, blev ringet op af en læge, der sagde, han skulle komme ud på Hvidovre. Bjarne var kommet på hospitalet. Noget var perforeret et sted i maven, kræften havde slidt hul på ham. Farfar er blevet meget syg,” sagde jeg til drengene, inden vi så Julefeber. Men han får det godt igen,” sagde Bjørn og stirrede på skærmen.

I de næste fire dage boede Rasmus på hospitalet. Bjarne vidste, det var slut. Da drengene kom og sagde farvel, gav han highfives. Du har været en god farfar,” sagde Mads. Jeg har gjort det, jeg kunne,” svarede han. Mere kan man ikke gøre.” Næste dag måtte jeg væde hans mundhule med vand fra en lille svamp.

Nu, mens jeg skriver det her, er det nat. Det sorte står igen tæt op ad gavlvinduerne, Frankls bog ligger ved siden af mig som løsark i rodede bunker. Vi skal begrave Bjarne om et par dage.

Der findes den her fortælling om 2020, tænker jeg. Om sorg og tab og uvished og endeløse dage, der ligner hinanden. Om savn. Om liv, der skulle leves og ikke blev det. Vintermørket har bidt hårdere, end det plejer. Den frost, der mangler udenfor, prøver at sætte sig indvendigt.

Men der findes også en anden historie. Som er historien om alle de gange, nogle har truffet et valg om, hvordan de vil møde tilværelsen. Alle de gange, et menneske har set, at nogle omstændigheder kan vi ikke ændre på, men at vi til hver en tid har friheden til at vælge, hvordan vi vil møde de omstændigheder. At uanset hvor triste de er, har vi muligheden for at møde dem med ansvar. Med humor. Med mod. Med venlighed. Med lys.

Jeg tænker på de historier nu, de mennesker. Dem, der er der for Bår og Therese, rundt om dem i tætte cirkler, dem, der hjælper og bringer mad og trøst og varme. Sygeplejersken, der lægger en hånd på min svigerfars pande. Niels’ arme rundt om Anja. Lærerne på børnenes skole, der får det hele til at glide. Min lillebror, der holder halloween for ungerne på Zoom. Mikkel, der siger, det går, det går”.

Lev, som om du levede dit liv for anden gang, skriver Frankl. For så bliver det tydeligt, at hvert øjeblik rummer tusinder mulige valg. Og tydeligt, at så snart ét valg er truffet, uddør alle de andre valg. Vil jeg tage skænderiet, eller vil jeg tilgive? Vil jeg smile til den fremmede eller lade være? Det er forfærdeligt at tænke på, mente Frankl, for sikke et ansvar at bære. Men ansvaret er også vidunderligt”. Som han skriver: Enhver time, hvor vi ikke lever op til vores opgave eller gør det halvhjertet, den time er fortabt, fortabt i al evighed’. Omvendt er dét, vi opnår, når vi griber øjeblikket, én gang for alle reddet.” Meningen findes dér.

I lydudgaven af denne artikel får jeg sagt, at den danske udgave af Frankls bog hedder Meningen med livet, hvilket jeg har fået helt forkert fat i. Oversættelsen hedder nemlig Psykologi og eksistens. Tak til Zetlands korrekturlæser med meget mere Birthe Egdal, for at være vaks. Den engelske udgave, som jeg har oversat fra her, hedder Man’s Search for Meaning.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: