Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Oscar Rothstein er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Store sportsbegivenheder er blevet så store, at de altid går ud over nogen. Helt almindelige mennesker

  • 6. september 2019
  • Sport
  • 11 min.
VREDETokyos kommende OL-værtskab er under stadig større kritik fra byens borgere, der mener, legene forstærker en i forvejen voksende ulighed. Foto: Kwiyeon Ha, Reuters / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Mens atleter verden over er begyndt nedtællingen til OL i Tokyo næste sommer, forsøger japanske aktivister at overbevise verden om, at legene gør mere skade end gavn. Kritikken rejser et spørgsmål, der hænger over tidens største sportsbegivenheder: Er de overhovedet forenelige med økonomisk omtanke, demokratisk ansvar og moralsk værdighed? Kun hvis de ændrer deres fremfærd, siger en af klodens førende OL-forskere, der også har et par bud på hvordan.

Thomas Bach smilte, da han den 24. juli gik på scenen i Tokyo International Forum, et gigantisk kongreskompleks i Japans hovedstad. Med præcis ét år til afholdelsen af den 29. udgave af De Olympiske Lege kunne præsidenten for Den Internationale Olympiske Komité – som regel forkortet til IOC – forsikre en inviteret skare af delegerede og journalister, at forberedelserne til legene i Tokyo går som planlagt. Faktisk, pralede Bach, har ingen OL-vært nogensinde været så langt i så god tid. Tokyo 2020 vil give vores japanske værter en unik mulighed for at vise verden deres rige historie, deres innovation, deres gæstfrihed og, selvfølgelig, deres kærlighed til sport,” meddelte tyskeren – flankeret af Japans premierminister Shinzo Abe og andre vigtige jakkesæt.

Mens japanernes rettidighed blev hyldet indendørs, stimlede et par hundrede demonstranter sammen udendørs. No Tokyo 2020 Olympics, stod der på et banner. Olympics Kill the Poor på et andet. Nogen bar endda en anti-olympisk fakkel, en toiletsvupper, simpelthen, svøbt ind i bånd med OL-kritiske budskaber. Senere på dagen rykkede demonstranterne til bydelen Shinjuku, Tokyos vigtigste handels- og administrationscenter, hvor de uddelte løbesedler og råbte højt.

Protesterne var ikke en pludselig indskydelse, men et led i en større kritik af OL, som især to japanske græsrodsbevægelser har fremført, siden Tokyo blev tildelt værtskabet i 2013. Den ene af dem hedder HanGorin No Kai (der kan oversættes til noget i stil med Foreningen Mod De Fem Ringe), og deres kritik går på, at legene, denne umiddelbart dybt imponerende opvisning i sportslig brillans, har en social slagside. Ifølge HanGorin No Kai skaber OL større ulighed i et samfund, hvor forskellen på lav og høj er vokset gradvist siden 1990’erne.

Ødelæggelserne, som OL fører med sig, er enorme i Tokyo,” siger Ayako Yoshida fra HanGorin No Kai. Det har vi advaret om i nu syv år. Vi er en lille organisation uden politiske forbindelser, bare stærkt bekymrede borgere, der er villige til at gøre modstand mod legene og hjælpe deres ofre.”

De ødelæggelser, som hun taler om, handler primært om fordrivelse af hjemløse og ekspropriation af lav- og mellemindkomstfamilier. I alt skulle op mod et par tusind været blevet forflyttet, mens Meiji Park i det centrale Tokyo, hvor hjemløse i årevis har sovet under åben himmel, er blevet ryddet for primitive smålejre. Men også OL-økonomien er dybt bekymrende. I marts estimerede en regeringsrapport, at den endelige pris for værtskabet kan nå helt op på over 163 milliarder kroner. Det oprindelige budget var 51 milliarder kroner.

Et alarmerende overforbrug, der ifølge HanGorin No Kai fremstår særligt gustent med tanke på, at der er alvorligt brug for pengene andetsteds. For eksempel i Fukushima-regionen i den nordøstlige del af landet, hvor tre atomreaktorer smeltede sammen i 2011 som følge af et jordskælv og en tsunami ud for den japanske stillehavskyst. Her er der stadig behov for en omfattende rehabiliteringsindsats, men i stedet for at bekæmpe den fortsatte strålingsfare nær Daiichi-værket har regeringen prioriteret at gøre Fukushima Azuma Baseball Stadium OL-klar som en af de 16 arenaer placeret væk fra hovedstaden.

Protesterne mod Tokyo-legene peger på noget større. Kritikken handler ikke kun om dette OL, men om hele OL som institution. På årsdagen for åbningsceremonien havde HanGorin No Kai og søsterbevægelsen Okotowarinku, der er grundlagt af litteraturprofessoren Satoshi Ukai, selskab af repræsentanter fra lignende initiativer i Los Angeles, Rio, London, Paris, Pyeongchang, Seoul og Jakarta – byer, der enten for nylig har været eller står til at skulle være OL-værter. De var samlet i en fælles frustration over legenes autoritære tendenser, og sammen opfordrede de til intet mindre end en afskaffelse af konkurrencerne, ikke bare i Tokyo, men overalt og for evigt.

Det kan virke som en overreaktion, for er OLs multinationale bundplade ikke enestående i sportens verden, måske faktisk i verden i det hele taget? Er OL ikke fandens god underholdning, der begejstrer millioner af mennesker kloden over?

Jules Boykoff, professor i politologi på Pacific University Oregon samt forfatter til flere bøger, senest Power Games (2016) om olympismens politiske historie, medgiver gerne, at OL i sin grundstøbning er alletiders, men han forsvarer protesternes relevans. Faktisk ansporer han til flere af dem. Fordi, som han siger over en telefon fra USAs vestkyst: OL er blevet et monster. OL som organisation, ikke bare Tokyo 2020.” Uanset hvor man kigger hen i IOC, får man øje på problemer, forklarer han. Og de bliver kun løst, hvis vi siger fra. De ansvarlige er udmærket klar over, at den olympiske bevægelse bærer et dybt demokratisk underskud med sig, men intet tyder på, at de af sig selv vil gøre en indsats for reel forandring,” lyder det lettere mistrøstigt.

Boykoff, der inden sin akademiske karriere var professionel fodboldspiller og en del af USAs landshold ved OL i Barcelona i 1992, peger på fire tilbagevendende træk ved det 21. århundredes lege, der tilsammen tegner et billede af en sportsinstitution, som har tabt sit samfundsansvar af syne. De to første flugter med, hvad HanGorin No Kai udpeger: økonomisk uansvarlighed og ekspropriation. De to sidste er mere subtile, men bestemt ikke mindre ildevarslende: militarisering og greenwashing.

Med militarisering mener jeg til tendensen til, at værtsbyernes magthavere ofte – og i hvert fald i Tokyos tilfælde – bruger legene til at legitimere en gennemgribende militarisering af politistyrkerne. De påstår, at det er nødvendigt for at kunne sikre fans og atleters sikkerhed, men i virkeligheden er der snarere tale om, at OL bliver udnyttet til en generel skærpelse af politiets daglige tilstedeværelse,” siger Jules Boykoff.

I Tokyos tilfælde er der konkret tale om, at den japanske stat til lejligheden har indkøbt ny state of the art overvågningsteknologi bestående af ikke færre end 2.500 sensorer og 8.000 kameraer. Det forventes desuden, at arrangørerne vil benytte sig af droner, der skal cirkle 50-70 meter over store menneskemængder og sikre den offentlige orden, ligesom avanceret ansigtsgenkendelse vil blive brugt til at identificere både atleter, frivillige, journalister og fans.

I et olympisk lys fremstår tiltagene fornuftige nok – sikkerhedshensyn er ikke uvæsentlige, når så mange mennesker er samlet på ét sted. Men – og det er det, der er Jules Boykoffs pointe – når den sidste medalje er blevet overrakt, består overvågningen. Sporten er her blot et dække for en autoritær politisk strategi.

FORURENETI forbindelse med OL i Rio i 2016 lovede IOC at rengøre vandet i Guanabarabugten, men til stor frustration for lokale miljøaktivister skete der intet. Alligevel blev der afholdt sejlkonkurrencer i det beskidte vand. Foto: Sergio Moraes, Reuters / Ritzau Scanpix

Også greenwashing kan siges at udgøre et dække. IOC lancerer gerne forskellige former for bæredygtige initiativer, meget gerne slået stort op, men så snart de er blevet sagt højt, går de i sig selv igen. Jules Boykoff giver et eksempel fra det seneste OL, Rio 2016: I årene op til legene lovede komitéen, at de ville gøre noget ved de mangeårige forureningsproblemer i Guanabarabugten, hvor sejlkonkurrencerne skulle afholdes, endda i samarbejde med WHO, FNs verdenssundhedsorganisation. Men da bådene ramte vandet, var bugten kun nødtørftigt rengjort, og tre år efter er den fortsat en af Brasiliens største økologiske kriser.

I sig selv er det jo ikke negativt, når IOC sætter sig for at gøre noget for eksempelvis miljøet, men det er afgørende at forstå de bagvedliggende mekanismer. Der er tale om en slags grøn marketing, der siden 1990’erne har lovet mere, end den kan holde, og som på et falsk grundlag forsøger at give legene legitimitet,” siger Jules Boykoff.

Ifølge professoren er det noget lignende, der er på færde, når legene i Tokyo bliver iscenesat som The Recovery Games – en form for hyldest til de mennesker, der stadig er berørt af 2011-atomkatastrofen i Fukushima. Under årsdagsmarkeringen i Tokyo International Forum dedikerede præsident Shinzo Abe legene til ofrene, og når den olympiske fakkel (den rigtige, ikke toiletsvupperen) til marts begynder sin færd mod værtsbyen, vil den til dels være lavet af genbrugte vinduesrammer fra de midlertidige huse, som folk efter ulykkerne i 2011 blev indkvarteret i. Et, siger Boykoff, lorent forsøg på at score billige point, men ulykkesramte områder som disse har brug for gedigne investeringer, ikke et omrejsende cirkus, som de fleste lokale ikke engang har råd til at købe billet til.”

Jules Boykoff sammenfatter sin OL-kritik med et hjemmestrikket begreb, som han finder rammende for al sportslig storindustri: Celebration Capitalism. Inspirationen er hentet hos den canadiske forfatter Naomi Klein, der i bogen The Shock Doctrine (2007) lancerer begrebet Disaster Capitalism.

Her hævdes det helt overordnet, at katastrofer, både menneske- og naturskabte, udnyttes af kapitalen til at gennemføre gennemgribende privatiseringer og skattelettelser til de rigeste, imens ofrene forsøger at skrue deres hoveder på igen. Kapitalismen anser ifølge Klein simpelthen katastrofer for at være profitable markedsåbninger. Som da lokale fiskere i Sri Lanka i 2004 blev nægtet at genopbygge deres huse efter en tsunami, fordi internationale hotelkæder ønskede at bygge på strandene. Et lignende mønster ser Jules Boykoff i OL-sammenhænge.

Legene kan – trods alt – ikke siges at være en katastrofe, men de producerer en form for undtagelsestilstand, der suspenderer de normalvis dominerende logikker, idealer og procedurer. Ikke fordi alle er i panik, men fordi de lader sig synke ned i et skumbad af sportslig begejstring. Det er, siger Boykoff, den tilstand af hypet anormalitet, som man i Tokyo udnytter til at implementere yderligere overvågning af befolkningen og sminke det mangelfulde genopbygningsarbejde i Fukushima.

HVIDE ELEFANTERTil OL i Athen i 2004 opførte Grækenland en række nye sportsarenaer, men siden legene har de stået tomme, og i dag er de så godt som faldefærdige. Foto: Aris Messinis, AFP / Ritzau Scanpix

OL-protesterne i Japan giver også anledning til at stille et par prekære, men presserende spørgsmål, der rækker langt ud over de kommende lege: Er det i dag overhovedet muligt at afholde en stor sportsbegivenhed, altså en af de helt store, uden at nogen lider under det? De seneste mange udgaver af OL, både vinter og sommer, er blevet afviklet i skyggen af en række skandaler, som har efterladt værtsbyerne – og særligt deres borgere –  med alt fra bunker af ubetalte regninger til såkaldte hvide elefanter: alt for store, alt for tomme arenaer, der, når verden er rejst hjem, står som triste påmindelser om, at tusinder af mennesker har måttet forlade deres hjem for nogle få ugers sportsdrama.

Det er svært at indrømme, men det er også svært ikke at spekulere på, om de største konkurrencer er blevet for store i en eller anden forstand,” siger Jules Boykoff. Det gælder også nogle enkeltsportsturneringer, måske særligt VM i fodbold. Der er så mange interessenter, så mange penge i omløb, så meget prestige på spil, og det har sportens magthavere tilsyneladende svært ved at administrere,” siger Jules Boykoff, inden han efter en kort tænkepause tilføjer:

Altså, man kan jo sige, at det helt lavpraktisk vel er så godt som umuligt at flyve et så stort opbud af atleter og delegerede ind fra hele verden med alt, hvad det indebærer, uden at nogen eller noget må nedprioriteres på den bekostning.”

Så hvordan ser udsigterne for fremtidens OL ud? Jules Boykoff er kritisk, men ikke resignerende. I stedet har han et par konkrete forslag til en reformering af den olympiske bevægelse. Han starter med OL-byen, atleternes tilholdssted i løbet af legene, der ofte bliver opført til lejligheden:

I stedet for at lejlighedskomplekserne efterfølgende bliver privatiseret, kunne man sørge for, at de kom lokalbefolkningen til gavn. Man kunne give en masse hjemløse tag over hovedet for eksempel. Det vil især være oplagt i 2028, når der skal afholdes OL i Los Angeles, en by, der i disse år oplever en markant stigning i antallet af hjemløse,” siger han.

Dernæst foreslår han, at borgerne i de byer, der udviser interesse i et OL-værtskab, skal inddrages i langt højere grad, end tilfældet er i dag. Bare inddrages faktisk, for som det er nu, har de slet intet at skulle have sagt. Et bud på et OL-værtskab burde slet ikke tages til overvejelse, hvis der ikke foreligger en folkeafstemning, der har godkendt myndighedernes ambition.”

Sådan en mulighed fik Tokyos over ni millioner indbyggere aldrig. Til stor frustration for OL-kritikere som HanGorin No Kai, men øjensynligt ikke for flertallet af japanerne. Til den første billetansøgningsrunde i maj, der kun var åben for folk med bopæl i Japan, havde svimlende 7,5 millioner skrevet sig op.

For HanGorin No Kai er det et udtryk for, at de japanske medier har slugt arrangørernes fortælling om legenes fortræffeligheder. For Jules Boykoff er det anledning til at huske sig selv på, at OL trods alt stadig er OL, og at der skal virkelig meget til, før en finale i 100 meter sprint, de små ti sekunder hver fjerde år, hvor verdens ypperste atleter spænder samtlige fibre i kroppen for at skrive sportshistorie, mister den folkelige appel.

OL er jo bare vanvittig fascinerende,” siger han. Så udfordringen, når vi beskæftiger os med legene, ja, faktisk al mulig sport, er at tænke to ellers modstridende tanker på én gang: den kritiske og den begejstrede. Begge har en berettigelse.”

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: