“Det første, jeg kommer i tanke om, var noget, jeg lavede om Mascha Vang.” Vi spurgte komikere, om der er jokes, de fortryder

BEKENDELSERDisse fire komikere (med meget store hoveder) fortryder jokes, der har såret enkeltpersoner. Illustration: Kasper Løftgaard for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Tidens diskussioner om, hvornår man krænker andre, præger i høj grad også dem, der lever af at være sjove – komikerne. I anden del af artikelserien Sangilds Skriftestol fortryder fire komikere jokes, de har lavet på bekostning af enkeltpersoner. I skriftestolen sidder Tobias Dybvad, Anders Fjelsted, Elias Ehlers og Morten Wichmann og er kede af at have såret nogle, der ikke havde fortjent det.

Kender du det, at man kommer til at sige noget, der var ondskabsfuldt og gjorde nogen ked af det, selv om det ikke var meningen? Eller at det var meningen, fordi vedkommende var en idiot, men at du bagefter fandt ud af, at det måske alligevel ikke var fortjent?

Komikere fortæller jævnligt historier om nogle, der opfører sig dumt eller modbydeligt, og gør dem til prygelknabe for deres jokes. Nogle gange er det kendte, navngivne mennesker, andre gange anonymiserede mennesker, de har kendt eller er stødt på.

Det er grundindstillingen, at hvis man har opført sig tåbeligt eller modbydeligt, så er det retfærdiggjort, at man gør grin med det. Og det er også en grundindstilling, at hvis man er magtfuld eller lever af at være kendt, så må man også kunne klare at være genstand for jokes. Så langt de fleste af den slags jokes står komikerne ved.

Da jeg sidste år interviewede Jan Gintberg, talte vi blandt andet om dette. Netop Gintberg har i mange år gjort stor brug af referencer til kendte mennesker i sin standup. Han sagde:

Hvis man er profileret i medierne, må man finde sig i at være genstand for alle mulige kommentarer og domme. Det er jeg jo også selv, og folk siger alt muligt om mig, for eksempel at jeg er sådan en, der står og skriger; det er helt fint. Når man stiller sig frem, må man kunne tåle at få lidt røg – også uden at det behøver at stikke så dybt. Satiren har altid brugt eksponerede mennesker som referencepunkt.”

Men indimellem går der autopilot i den, og komikerne oplever at såre nogle, som ikke have fortjent det. Det kan nærme sig mobning. Og så kan de godt fortryde, som eksemplerne nedenfor viser. Som komiker har man en magt, idet man står med mikrofonen. Og som Pippi Langstrømpes moralfilosofiske diktum lyder: Når man er ekstra stærk, har man en særlig forpligtelse til at være sød ved andre.”

Diskussionen om, hvornår noget er unødigt sårende, er blusset op i disse år i lyset af tidens debatter om krænkelser. Og komikerne er ikke enige om, hvor grænsen går, og om der overhovedet er en, som jeg også nævnte i den første artikel i denne serie, i hvilken jeg har bedt en række komikere fortælle, hvorfor de ændrede holdning til en joke og fortrød den ved nærmere eftertanke.

DYBVAAAAADTobias Dybvad leverer sine jokes med et drenget smil, mens han kigger ud mod publikum. Samtidig har han konstant et refleksivt, selvironisk blik på sig selv og sine virkemidler. Ud over at lave regulær standup fik han sit folkelige gennembrud med tv-programmet ‘Dybvaaaaad’, som har kørt på TV 2 Zulu siden 2012. Foto: Presse
Tobias Dybvad – Om Mascha Vangs abort-tweet

Der er jo helt klart jokes, som tiden bare løber fra. Altså nu har jeg aldrig været til sådan nogle Kvinder er dårlige til at parallelparkere”-jokes, men ironisk racisme eller voldtægtsjokes for chok-effektens skyld, som jeg især legede med omkring 2009-10, føles i dag bare oldschool. Og sådan noget med at insistere på at sige neger’ er tiden jo også løbet fra.

Jeg har tidligere shows, som jeg ser nu og kan mærke, at dér er jeg slet ikke længere, hverken i mit liv eller jokemæssigt. Visse ting kan jeg godt finde på at slette fra internettet, hvis jeg ikke synes, at de repræsenterer mig særlig godt længere.

Det første, jeg kommer i tanke om, når vi decideret snakker om at fortryde noget, var noget, jeg lavede om Mascha Vang i mit allerførste afsnit af Dybvaaaaad. Det var noget med en abortkampagne, der skulle ramme kvinder i den tredje verden, og Mascha havde tweetet, at de bare skulle lære at samle benene. Jeg fandt udtalelsen så usympatisk, at jeg virkelig gav mig selv lov til at gå meget, meget hårdt efter hende – jeg fik blandt andet kaldt hende en spermtank’.

Lang tid efter fandt jeg ud af, at hun hurtigt havde trukket sit tweet tilbage, da hun i virkeligheden ikke havde været klar over, at kampagnen handlede om kvinder i den tredje verden. Der fortrød jeg faktisk mine jokes, som tog udgangspunkt i, at det jo handlede om kvinder, der måske kunne have lidt svært ved at samle benene, når de blev voldtaget, mens deres landsby blev brændt ned til grunden. Jeg var egentlig lidt flov over, at jeg havde hoppet med på sådan en Ekstra Blads-clickbait-artikel, der ikke bygger på andet, end at nogen har skrevet et eller andet på de sociale medier.

VETERANENAnders Fjelsted har lavet standup siden 1995 og bevarer en drenget charme i sin standup, der ofte tager afsæt i hans eget liv i shows som ‘Lige ved og voksen’. Han har skrevet til diverse comedy-relaterede TV 2 Zulu-programmer og bestyrer podcasten ‘Fjelles Fodboldfjol’. Foto: Presse
Anders Fjelsted – Om en håndboldspiller med akne

Jeg havde engang en joke om håndboldspilleren Katrine Fruelund, der var på landsholdet, da de vandt guld ved OL i 2004. Hun havde en ret akneplaget hud. Jeg havde en joke om, at jeg var overrasket over, at hun spillede håndbold, for jeg troede, at hun stod på mål for dartlandsholdet …

Da jeg lavede den joke, var den en succes. Folk grinede og grinede, og det var også en af mine yndlingsjokes.

Men så blev jeg lidt mere voksen og kunne godt se, at det var tarveligt. Det var en modbydelig joke vendt mod en, der ikke på nogen måde havde fortjent den og ikke kunne gøre for, at hun havde et hudproblem. Joken handlede egentlig ikke om hende, det var en joke om dart og hudproblemer, men hun var et nemt mål.

Når man går efter kendte, navngivne personer, er der en forskel på, hvad deres rolle er i medierne. Jeg ville ikke have noget problem med at gå efter for eksempel Jim Lyngvild, for han stikker selv snotten frem og shamer andre.

EKSISTENTIALISTENElias Ehlers er på scenen kendt som en sortsynet fortæller, der ofte tager afsæt i anekdoter fra sit eget liv, og i hans tre onemanshows, ‘Fucking glad’, ‘Helt perfekt’ og det aktuelle ‘Far’, har man nærmest kunnet følge en terapeutisk rejse mod at blive voksen og tackle livet. Foto: Presse
Elias Ehlers – Om at have været træls gennem en længere periode

Jeg har lavet en joke, fordi jeg var presset og manglede grin til en tv-optagelse. Jeg trak grinet på han havde været træls igennem en længere periode”-referencen.

Det var en joke om, hvor meget danskere frygter flygtninge, og den reference passede virkelig godt i netop den joke, og jeg fik også et godt grin på den. Folk grinede af sig selv og deres egne fordomme.

Men jeg læste så et opslag, vistnok på Facebook. Opslaget var mere eller mindre en bøn fra datteren til ham, der var blevet dræbt af den kolde træls igennem længere periode”-mand, og bønnen var, om vi ikke kunne lade være med at grine af det snart eller i det mindste huske, at vores nye elskelige nationale reference var skabt af et meningsløst mord. At hun led, hver gang vi grinte, for vi griner af hendes fars død og hylder på sin vis gerningsmanden.

Det syntes jeg var så rammende, at jeg fortrød, at jeg var ham, der havde afleveret den til tv.

HVERDAGSOBSERVATØRENMorten Wichmann blev nummer to ved DM i standup 2008 og var blandt deltagerne i Comedy Fight Club på TV 2 Zulu i 2010. Siden har han skrevet materiale til utallige tv-programmer, men kernen er og bliver standupscenen, hvor han observerer stort og småt i verden og mener noget om det. Han er en af den slags komikere, der tænker hverdagen i jokes, hvilket man kan forvisse sig om ved at lytte til podcasten ‘Fup i farvandet’, som han lavede hele 262 afsnit af sammen med vennen og kollegaen Mikkel Malmberg. Foto: Presse
Morten Wichmann – Om den blinde klassekammerat med den store is

Da jeg kun havde lavet standup i cirka tre år, lavede jeg en bid, der handlede om en blind person, jeg havde gået i skole med. Det var en længere historie om dengang, han på en udflugt insisterede på at bestille en is med 14 kugler, tre flødeboller, syltetøj, chokolade, guf og krymmel fra en isbod. Altså en is på en meter, som skulle indtages på en ti minutters pause – af en person uden syn. Så historien var oprindelig sjov, fordi man gjorde grin med situationen omkring en blind, der stædigt holdt fast i en virkelig dårlig beslutning, selv om alle andre, bogstaveligt talt, kunne se, at det var en dårlig idé.

Det lyder måske underligt, men historien var virkelig sjov og rev publikum midt over næsten hver eneste aften. Men jeg fortrød joken. Ikke fordi jeg mener, at handicappede mennesker skal være fritaget fra jokes. Men fordi jeg nævnte ham ved fornavn, og fordi jeg tog nogle unødvendige billige point på hans bekostning, som endte med at mudre præmissen.

Nogle måneder efter at det var blevet vist i fjernsynet og også var havnet på YouTube, fik jeg en Facebook-besked fra ham. Han var naturligvis utilfreds, og jeg fik med det samme dårlig samvittighed. Jeg undskyldte, lagde mig fladt ned med det samme og fik joken fjernet fra YouTube.

Derefter blev jeg langt mere bevidst om, hvilket ansvar der følger med at optræde. Det var en ufin joke, som jeg fortryder. I dag ville jeg have været langt mere varsom. Og heldigvis også langt sjovere.

At såre enkeltpersoner, der ikke har fortjent det, er én ting. I næste artikel kommer vi tættere på tidens identitetspolitiske debat med fortrudte jokes om grimme kvinder, tykke kvinder, voldsramte kvinder, lesbiske, ældre mennesker, seksuelle overgreb og folk fra Mellemøsten og Østeuropa. Det er tid til den store selvransagelse i Sangilds Skriftestol.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem