Én anonym internetbruger blev til en verdensomspændende konspirationsfabrik.

Forstå bevægelsen, der er nået til Danmark

Collage: Mikkel Bøgild Jacobsen, Zetland
  • 31. juli 2020
  • 20 min.

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

29:43

Det her er sygt!” skrev Camilla Thoby i en story på Instagram den 13. juli om, at internetmøbelbutikken Wayfair er dække for en pædofiliring. Realitystjernen med over 60.000 følgere, primært unge mennesker, er en af mange danskere, der under corona-nedlukningen fattede interesse for et sæt af konspirationsteorier, der udspringer fra QAnon, en anonym amerikansk internetprofil.

Camilla Thobys Instagram-story påstod, at den amerikanske møbelkæde Wayfair i virkeligheden ikke sælger møbler, men børn. Børn, der måske skal bruges til seksuelt misbrug, tortur og sataniske bloddrikningsritualer. Hun har historien fra nogle af dem, som fortolker og skriver videre på QAnons beskeder og formidler dem i diverse fora på nettet.

Det med at sælge børn er ifølge QAnons følgere ikke kun noget, Wayfair gør. Konspirationsteorien om pædofiliringen indbefatter højtstående politikere, medier, Hollywood, rigmænd og dele af den offentlige administration.

Hvis du ikke har hørt om netop den teori, har du måske hørt eller læst nogen fortælle, at corona er plantet af Bill Gates via 5G-teknologi, så han kan sælge os vacciner med overvågningsteknologi indbygget, så vi alle kan spores konstant. Eller at corona slet ikke eksisterer, men er en løgn skabt for at kontrollere os. Begge varianter har samme udspring: QAnon. Og de har som fællestræk, at det er Trump, der skal rydde op. For Trump er en slags frelser i QAnons verdensbillede – en mand, der går ind og rydder op i sumpen.

Camilla Thoby (som ikke er vendt tilbage på vores henvendelser) og hendes opslag er bare ét eksempel på, hvordan netop denne fabrik af konspirationsteorier for tiden opnår større magt på nettet. En magt, der er ved at få meget virkelige konsekvenser. Netop nu er QAnon-følgere på vej ind i den amerikanske kongres.

FBI har udsendt en advarsel om, at netop denne form for teorier i sidste ende kan føre til terrorisme. Samtidig prøver de sociale medier at lukke ned for dem. I sidste uge lukkede Twitter 7.000 QAnon-relaterede konti. Fænomenet kommer utvivlsomt til at spille en rolle i det amerikanske præsidentvalg 2020. Her er vi derfor dykket ned i baggrunden for bevægelsen – og har talt med en af de danskere, der er særdeles aktive i at sprede budskabet. Ham kommer vi tilbage til.

QAnon er en forkortelse for Q Anonymous’, en bruger på 4chan, der i oktober 2017 begyndte at skrive lettere kryptiske beskeder (de såkaldte Q-drops), som et stigende antal følgere begyndte at tolke og videreformidle i blogposts, videoer og opslag på de sociale medier. Især corona har skabt et momentum for spredningen af budskabet. Det, som hos Q blot er antydninger og spørgsmål, bliver til mere sammenhængende fortællinger hos disse formidlere, hvoraf de største har hundredtusindvis af følgere.

Kernen i budskabet hos QAnon og brugerens tilhængere er denne konspirationsteori: Bag den virkelighed, vi ser, ligger der en dybere konspiration, en deep state bestående af en elite af politikere, rigmænd og kendisser, der styrer verden politisk og økonomisk. Og den elite – som QAnon kalder The Cabal – er ikke blot magtfuld, den er også pædofil og satanistisk. For ud over at opretholde en skadelig verdensorden driver de en satanistisk pædofiliring, hvor man misbruger, torturerer og dræber børn i kultiske ritualer. De pædofile styrer medierne, Hollywood og Det Demokratiske Parti. Siden er mange flere teorier kommet til, herunder forskellige varianter af, at Bill Gates har spredt coronavirus via 5G-teknologi for at kunne sælge os vacciner, der har indbygget overvågningsteknologi i sig.

Og samtidig er det forestillingen, at det er Donald Trumps mission at frelse os fra dette ved at afsløre det hele og straffe de skyldige i den begivenhed, der kaldes The Storm. QAnon-tilhængerne er således ikke bare Trump-støtter, men nærmest Trump-tilbedere. De tilhører ikke en bestemt ideologi, og en del af dem var venstreorienterede, indtil de vågnede’, som de kalder det med den typiske terminologi, hvor The Great Awakening henviser til, at sandheden kommer for dagen, og befolkningen indser den rette sammenhæng.

De mange ihærdige QAnon-tilhængere er nok forskellige, men har det fællestræk, at de ser sig selv som modstandere af den offentlighed, som medierne og de politiske institutioner repræsenterer. De er bekymrede over pengenes magt i verden, over organiseret pædofili som det, finansmanden Jeffrey Epstein blev dømt for i 2019, over Demokraternes liberale verdensbillede og samfundets sekularisering. De bryder sig ikke selv om betegnelsen konspirationsteori’, men ud fra enhver definition af ordet er der tale om en sådan. Det er primært en amerikansk bevægelse, men med corona har de fået global appel. I Danmark har flere og flere på Facebook meldt sig ud af den almindelige nyhedsstrøm og ind i QAnons alternative verdensbillede.

En af dem er Jacob Marquez, der er 37 år gammel og til daglig arbejder med online marketing. Og faktisk er han mere end bare en gennemsnitlig QAnon-følger. Tilbage i marts oprettede han nemlig Facebook-gruppen Sandhedens Time (17)’ – Q er det 17. bogstav i alfabetet. Det gjorde han af to grunde: For det første var Jacob Marquez træt af at diskutere, om Trump var god eller dårlig” – han ønskede sig en gruppe kun for Trump-støtter. Og for det andet syntes Marquez, at der manglede en QAnon-gruppe på dansk. Det fortæller han, da vi snakker med ham over telefonen.

Her under corona er der vågnet’ mange mennesker,” siger Jacob Marquez. Det er helt vildt, hvor mange folk der er kommet ind på vores side i forhold til før. Corona har virkelig været en red pill for mange.” Gruppen har i dag knap 1.100 medlemmer – og der kommer stadig nye til. Begrebet red pill stammer fra filmen The Matrix fra 1999 og dækker over et tilvalg af en ubekvem sandhed i modsætning til blue pill, der repræsenterer valget om at forblive i salig uvidenhed.

Der er spekulationer om, hvem Q egentlig er. Q-navnet står for den højeste sikkerhedsgodkendelse i energiministeriet, og Q hævder selv at være en højtstående whistleblower netop dér. Der er dog ikke så meget, der tyder på, at det har noget på sig, da de hemmeligheder’, Q afslører, ikke har kunnet bekræftes og sjældent har noget med det ministerium at gøre. Så i stedet kigger man andre steder hen.

Blandt de muligheder, der nævnes, er, at det er en højtstående medarbejder i Trump-administrationen, at det er en gruppe af mennesker i kredsen omkring Trump, at det er Trump selv, at det er NSA-whistlebloweren Thomas Drake, nogle russere som en del af informationskrigen, eller at det simpelthen er en scam, altså en spøg, som nogle har sat i gang for sjov, men som nu er kørt af sporet og overtaget af andre.

Det, man i hvert fald kan konstatere, er, at Q et par gange i løbet af det første år har skiftet såkaldt tripcode på 4chan og senere 8chan. Her har man ikke en brugerprofil (dem bruger man ikke), men tripcoden er en identitetsmarkør med tilhørende password, hvormed man kan vælge at identificere sig. Tripcode garanterer altså, at det ikke bare er alle mulige, der kan kalde sig Q, men på den anden side kunne skiftene tyde på, at personen/personerne bag måske er ændret et par gange, at depechen altså er givet videre.

Vi ved altså ikke, om Q er én, flere eller mange personer, og hvad deres dagsorden er, bortset fra at skabe en sekterisk stemning omkring Trump og bogstavelig talt at dæmonisere hans modstandere.

Jacob Marquez stiftede bekendtskab med QAnon i 2018 gennem nogle youtubere, som han fulgte. Og efter Jeffrey Epstein blev anholdt i sommeren sidste år, dykkede Marquez – som han selv formulerer det – “endnu dybere ned i the rabbit hole. Han får stadig de fleste af sine informationer fra en youtuber – brugeren jsnip4, der kalder sine YouTube-videoer for REALIST NEWS.

Jeg bruger ikke så meget tid på at undersøge selv – jeg får det mere serveret. Der er mange, mange coincidences hele tiden,” siger han. Som eksempel på det, som Marquez kalder en coincidence – eller et sammentræf – nævner han, at Trump tidligere på måneden skrev et tweet om den kommende Golden Age*.

Det er bittesmå clues, som ingenting er i sig selv – men når man får dem serveret gang på gang, begynder man at tænke hov, hov, hov’.”

Et af de vigtigste clues i QAnons mytologi er en fotosession i Det Hvide Hus den 5. oktober 2017, hvor Trump står sammen med sin hustru omgivet af en halvcirkel af ledende militærpersoner med deres ægtefæller. Trump taler det meste af tiden og siger på et tidspunkt sætningen maybe it’s the calm before the storm”. En af journalisterne spørger Trump, hvad The Storm betyder, og Trump svarer you’ll find out. Ved samme lejlighed laver han på et tidspunkt en cirkelbevægelse, der sandsynligvis markerer den halvcirkel, han står i, men som siden af QAnon-følgere er blevet udlagt som et Q.

Det var nemlig få dage efter denne begivenhed, at Q dukkede op på 4chan, og en af de første beskeder hed netop calm before the storm. The Storm er blevet et poetisk nøgleord for den dommedag, der skal komme, nogle gange formuleret som en konkret alliance med militæret, der skal rydde op og straffe de pædofile.

Før QAnon var jeg ikke Trump-fan på nogen måde,” siger han. I 2016 troede jeg også, at Hillary var en god dame. Jeg var bare ligesom alle andre danskere: Årh, Trump er dum.’ Men så læser man jo op på tingene.”

Var der et tidspunkt, hvor du tænkte: Okay, nu er jeg overbevist’?

Altså, jeg vil sige, personligt er jeg ikke svær at overbevise. Jeg er meget open-minded i forhold til alt det konspirations-agtige,” siger Marquez. Men det har jo været små bidder hele tiden. Og der er også nogle ting, som jeg ikke er sikker på. Der er mange Q-folk, som analyserer helt ned i detaljen på en måde, hvor man lidt tænker: Hm, nu er du lidt tosset’ – når de eksempelvis overfortolker en stavefejl eller sådan noget. Så der er jo grader af alt det her. Der er jo ikke nogen konkrete, direkte, hardcore beviser, men når der er nok små drops, ikke? Og at Jeffrey Epstein blev taget, det kan man jo ikke diskutere.”

Men hvorfor går Trump så ikke bare ud og siger, at alt, hvad Q siger, er rigtigt?

Jeg tror aldrig, at Trump har snakket om Q, sådan direkte. Fordi han troller – altså, han leger med dem. Men han viser stadig mange signaler.”

Uanset om det er med eller uden overlæg, at Trump sender signaler til QAnon-følgerne, bliver signalerne i hvert fald opfanget, delt og gennemanalyseret på de sociale medier.

I sidste uge fjernede Twitter omkring 7.000 konti med forbindelse til QAnon fra deres platform. Samtidig annoncerede Twitter, at opslag med QAnon-relateret indhold ikke længere ville dukke op som anbefalet stof på det sociale medie, og at der ville blive blokeret for at dele links til hjemmesider med kendt tilknytning til QAnon. Samlet set regner Twitter med, at stramningerne vil påvirke omkring 150.000 Twitter-brugere på verdensplan, som ikke længere vil være at finde i Trends-kolonnen på det sociale medie eller dukke op under søgeresultater.

Det er første gang, en af de sociale medie-giganter tager drastiske midler i brug for at begrænse synligheden og udbredelsen af QAnon og deres kludetæppe af idéer. Tilbage i maj fjernede Facebook ganske vist en lille klynge af QAnon-aktivitet – fem sider, seks grupper og 20 Facebook-profiler – på baggrund af det, som Facebook kaldte koordineret inautentisk adfærd”, der groft sagt handler om at oprette falske profiler i et forsøg på at sprede misinformation og vildlede andre Facebook-brugere. Fra Facebooks side har der altså ikke været tale om systematiske tiltag mod QAnon-indhold. I hvert fald ikke endnu. Men ifølge The New York Times planlægger Facebook i løbet af de kommende uger at foretage et indgreb mod QAnon i stil med den nedlukning, som Twitter har gennemført. Også på det sociale medie TikTok – hvor pizzagate-konspirationen har fået fornyet energi hen over sommeren – er der i slipstrømmen på Twitters initiativ blevet sat ind over for QAnon: I slutningen af sidste uge blokerede TikTok adskillige hashtags (#OutOfShadows, #FallCabal, #QAnonTruth, #QAnon, #wwg1wga etc.) med forbindelse til QAnon fra deres søgeresultater, selv om der ingen videoer blev fjernet fra platformen.

Twitters begrundelse var, at de var bekymrede for, at det QAnon-relaterede indhold risikerede at inspirere ikke kun til digital, men fysisk vold; det havde potentiale til at føre til offline skade”, skrev det sociale medie. Den vurdering er ikke grebet ud af ingenting. Sidste år blev der i flere amerikanske medier bragt et upubliceret FBI-dokument (dateret den 30. maj 2019), der eksplicit nævner QAnon, og hvor man kan læse, at det amerikanske forbundspoliti anser konspirationsteori-drevne indenlandske ekstremister” som en stigende trussel.

FBI vurderer, at disse konspirationsteorier med stor sandsynlighed vil opstå, sprede sig og udvikle sig i det moderne informationsmarked og lejlighedsvis få både grupper og individuelle ekstremister til at udføre kriminelle eller voldelige handlinger,” står der i dokumentet. Og der har da også allerede været enkelte eksempler på, at QAnon-tilhængere er blevet anholdt. Det skete eksempelvis i 2018, da en mand blokerede en bro over en dæmning på grænsen mellem Arizona og Nevada i et armeret køretøj og forlangte, at den såkaldte OIG-rapport skulle frigives (et på daværende tidspunkt udbredt krav blandt QAnon). Han erkendte sig senere skyldig i en sigtelse om terrorisme. Dog skal det understreges, at langt de fleste QAnon-følgere er fredelige mennesker, der primært kæmper ved at dele ting på internettet.

I brevet fra FBI står der også, at udbredelsen af konspirationsdrevet ekstremisme formentlig vil eskalere op til præsidentvalget i november 2020. Og det er her, vi befinder os lige nu: i det sidste seje træk op til valgkampen.

Der ligger et principielt dilemma for de sociale medier i, hvorvidt de skal begrænse udbredelsen af en gruppe som QAnon. Argumentet for at luge ud er, at man på den måde gør det mere besværligt for dem at nå langt ud med deres budskaber og bryde igennem til den bredere offentlighed med deres konspirationer. Omvendt kan konsekvensen af at bandlyse grupper og brugere være, at medlemmer opfatter det som en slags bekræftelse af konspirationen: De bliver lukket ned – sendt i eksil – fordi den dybe stat’ forsøger at lukke munden på dem. De bliver til udstødte martyrer.

Det er ikke kun på internettet, at QAnon er begyndt at sive ud i den bredere offentlighed. Det gælder også på det politiske niveau. I begyndelsen af juli uploadede Donalds Trumps tidligere sikkerhedsrådgiver Michael Flynn en video på Twitter, hvor han brugte det helt centrale QAnon-slogan: Where we go one, we go all!’ Og så var videoen desuden mærket med hashtagget #TakeTheOath, som også har forbindelse til QAnon. Efterfølgende sagde Flynns advokat imidlertid, at man ikke skulle læse noget ind i videoen. I samme uge sagde Trumps mangeårige ven og tidligere rådgiver Roger Stone i et interview, at han håber, at Q er sandt”. Med andre ord håber Stone angivelig på, at konspirationen holder stik. I det hele taget er der i QAnon en fornemmelse af, at Trump og folkene omkring ham taler til Q-følgerne i en slags kodesprog. Sådan hænger det i hvert fald sammen, hvis man spørger Jacob Marquez.

Du sagde tidligere, at Trump havde sagt det her med The Golden Age, og at han ligesom taler i koder. Men hvorfor gør han det? Hvorfor siger han det ikke bare, som det er?

Fordi der stadig er fjender – der er stadig fjender.”

Okay. Men hvis du siger, at grunden til, at de taler i koder og ikke bare siger det, som det er, er, at der er nogle fjender’, hvorfor taler I så ikke i koder?

Vi er udenfor. Vi er med til at vække folk. Det er derfor, de har skabt QAnon til at gå ud og fortælle de her historier, som de ikke selv kan fortælle.”

Hvorfor kan de ikke selv fortælle det?

Der er dokumenter for eksempel, som er klassificerede. Og så er det også sådan, at hvis der ikke er en bevægelse bag, så er der jo ikke nogen, der ville blive vækket’,” siger Jacob Marquez.

Det politiske aspekt spiller ikke kun ind i forhold til den mere eller mindre skjulte kommunikation, som folk omkring Trump angivelig gør brug af – det giver sig også til kende på en anden måde. Der er nemlig adskillige nyopstillede politikere, der håber på at blive stemt ind i den amerikanske kongres ved valget i november, som støtter eller har forbindelser til QAnon-miljøet.

Ifølge den liberale tænketank Media Matters er der i alt over 60 enten tidligere eller nuværende kandidater til Kongressen, som i varierende grad har omfavnet, promoveret eller udvist sympati for QAnons teorier. Af dem er der indtil videre 14, der har sikret sig, at deres navne vil være at finde på stemmesedlerne til efteråret. For de fleste af dem er sandsynligheden for, at de rent faktisk ender med at vinde et sæde i Kongressen dog lille – men der er to kandidater, som begge har pæne chancer for at blive valgt og dermed få reel politisk indflydelse i Amerika.

Det ene af de politikerhåb, der står med pæne chancer for at opnå realpolitisk indflydelse, er mere utvetydig i sin omfavnelse af QAnon. Marjorie Taylor Greene er i øjeblikket favorit til om et par uger at vinde primærvalget i en kernerepublikansk valgkreds i delstaten Georgia og vil – såfremt det lykkes – være så godt som sikret en plads i Repræsentanternes Hus. Der findes en lang række eksempler på Greenes eksplicitte opbakning til QAnon, men man behøver måske ikke vide så meget andet, end at hun har sagt, at QAnon er en once-in-a-lifetime opportunity for at tage den her globale cabal af satan-tilbedende pædofile ud,” som The New York Times for nylig citerede hende for.

Selv om QAnon ikke som sådan er en politisk bevægelse og i hvert fald ikke følger traditionelle højre-venstre-politiske skel, så ér der alligevel en politisk dimension til stede.

I QAnon-verdenen tror vi jo, at det er Demokraterne, der skaber panik efter panik,” siger Jacob Marquez. Først havde vi forsøget på rigsretssagen i januar – det virkede ikke. Hov, så skyder vi corona i gang. Og så har vi Black Lives Matter. Og tro mig, der kommer noget mere inden præsidentvalget. De får en masse ting sat i gang og …”

Men synes du ikke, det lyder usandsynligt, at det hele skulle være én samlet ting styret af Demokraterne?

Nej, men det er det heller ikke … Der er også dårlige republikanere. Det er højere oppe end partierne. The Cabal sidder helt oppe i toppen: Det er kongehuset, paven og hele det der. Altså toppen af toppen. Rothschild-familien, nogle Dubai-prinser og folk i Kina og i Rusland. Og så er det Google, YouTube, Twitter, alle dem, der vil censurere os.”

For at forstå QAnons appel er det vigtigt at anerkende, at de fænomener, de tager afsæt i, ikke er grebet ud af den blå luft, men ligner noget, der findes i virkeligheden, og som måske burde have fokus i stedet. Det er en virkelig ting, at amerikanske toppolitikere er afhængige af donationer fra erhvervsinteresser, og at det kan siges at udgøre et demokratisk problem. Det er en virkelig ting, at der foregår ting i det politiske liv bag lukkede døre, som vi ikke hører om. At der findes organiseret pædofili. At corona er i verden, og at jagten på vacciner også rummer kommercielle interesser. At 5G er i færd med at blive udrullet over store dele af verden med kommercielle interesser involveret. Og at Donald Trump taler og gebærder sig på en anden måde end mainstreampolitikere.

Hvis man så oven i det har et verdensbillede, hvor man forestiller sig, at alt kan planlægges snorlige uden fejl, interessekonflikter og kaos, hvor satanisme er en kultisk praksis, og hvor medierne er en del af det etablerede system snarere end en kritisk vagthund, så er der ikke så langt til at forbinde punkterne.

Og at forbinde punkterne er præcis, hvad disse bakers (som QAnon-følgerne kalder sig selv) bruger tid og energi på. Som flere kommentatorer har påpeget, ligger der et spil-element her, en glæde ved at løse gåder og tyde symboler, som flettes ind i den ellers dødelige alvor. Q’s beskeder består af retoriske spørgsmål og indforståede koder, ligesom Trumps adfærd aflæses som fuld af hemmelige budskaber. Fra hans håndbevægelser til hans slipsefarve – alt kan udlægges som hemmelige signaler til de udvalgte, der forstår at tyde koderne. Og det må give en intens følelse at være blandt de udvalgte.

Mantraet lyder Lav din egen research’. I praksis indebærer det, at man undlader at orientere sig i mainstream-medierne’, og at man blankt afviser faktatjek, men i stedet går mere eller mindre ukritisk til blogs, webfora og ikke mindst YouTube for at høre, hvad ligesindede siger. Der er en græsrodsstemning af, at alle kan forbinde nye punkter (connect the dots er et andet mantra i konspirationsteorikredse), og resultatet bliver, at man samles om at forbinde alle mulige ting, baseret på mere eller mindre løse associationer. Deltagerne får netop fornemmelsen af, at de ikke er mainstream-får, der kritikløst lytter til, hvad medierne fodrer dem med af løgne, men i stedet opsøger og skaber farlig, uafhængig viden.

I QAnon er vi jo meget imod mainstream-medierne. At vi ikke stoler på jer ret meget,” siger Jacob Marquez.

Hvordan kan det egentlig være?

Fordi I tit serverer tingene på en meget manipuleret måde. Sådan noget som meningsmålinger, eller at I klipper Trumps taler på mærkelige måder. Når man ser et CNN-sammenklip af en Trump-tale eller et interview, så er det slet ikke det samme, som når man ser det hele.”

Men der er alligevel et spring fra at kritisere de valg, som nogle medier træffer, og så til at sige, at de er en del af en eller anden international cabal. Det er alligevel noget af et spring …

Jamen, når man kigger på, hvem der styrer hele toppen … Altså, de danske medier får jo meget af deres nyhedsstof fra Reuters, og dem er I jo ikke kritiske over for. Hvis man får et telegram fra Reuters, så tror man på det. Det tager I for gode varer. Det er højere oppe fra, hvor der bliver serveret nyheder, som er faktuelle’ i dén verden. Corona er jo også et godt eksempel. Jeg tror personligt ikke en skid på corona. Men dér kan man også se, hvordan medierne samarbejder over det hele.”

Det med at føle sig som en udvalgt, der kan udlægge teksten, hænger også sammen med den afgørende religiøse komponent. Den kan man godt overse bag alle pædofilianklagerne, men det fylder faktisk en del i QAnons retorik: Q taler om Gud og citerer indimellem Bibelen.

Man skal da heller ikke kigge længe på retorikken blandt følgerne for at se en klar parallel til en velkendt religion. Q er en profet, Trump er en messias, der skal frelse jorden, Q’s følgere er apostle, der viderebringer og formidler budskabet. Og The Storm er en slags dommedag, hvor de pædofile demokrater bliver afsløret og straffet hårdt.

På trods af at Trump aldrig har vist de store tegn på at være særlig religiøs, cirkulerer der endda en række memes med Trump og Jesus sammen, som det ses her:

TRUMP/JESUSSelv om Donald Trump aldrig har fremstået som en religiøs, endsige bibelkyndig mand, anses han alligevel af dele af QAnon-følgerne som en hellig person med en særlig kontakt til Gud og, som det ses i disse memes, som en, der er meget tæt på Jesus.

Vi spurgte religionshistoriker med speciale i nyere religioner og sekter Peder Byberg om det religiøse aspekt af QAnon, og han er slet ikke i tvivl: QAnon kan ses som en religion.” Han kan genkende de kristne paralleller beskrevet her, men understreger, at man for eksempel finder mange af de samme mekanismer i new age-religioner. Han peger på, at alle principperne i det tværreligiøse begreb divination’, altså varselstydning, er til stede. Men i stedet for at tyde varsler i teblade eller lave håndaflæsning så svarer alverdens begivenheder til én stor tekop med blade i bunden, der skal afkodes”.

Hvordan har Trump så selv reageret på, at en række mennesker dyrker ham religiøst, samtidig med at de spreder konspirationsteorier, der indebærer, at hans politiske modstandere er pædofile satanister? Måske har han gjort det smarteste, man kan gøre i den situation: Han har talt med to tunger. På den ene side har han op mod 200 gange retweetet QAnon-relaterede opslag. På den anden side har han i et interview sagt, at han ikke tror på disse teorier, at han ikke er et konspiratorisk tænkende menneske. Selv om QAnon vokser og er ved at få en etableret platform, er det stadig kontroversielt, også i Det Republikanske Parti, så det kunne ligne en manøvre, hvor han både anerkender og lægger afstand til sine mest ihærdige disciple. En balancegang, han kan forventes at fortsætte frem mod præsidentvalget den 3. november.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: