Mød den globale alt-right-bevægelses svenske bagmand

EuropaDaniel Friberg har store planer for sit højreradikale medieimperium Illustration: Peter Berke / Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

REPRISE. Daniel Friberg er en global spiller i det yderste højres kamp om at erobre den offentlige samtale, sandheden og i sidste ende magten. Hans projekt: at forene den amerikanske alt-right-bevægelse med højreradikale bevægelser i Europa. Zetlands Jakob Jessen besøgte ham i Budapest i maj.

Vi lever i en verden,” sagde han, i det mindste i Vesteuropa og i USA, som er defineret af liberale værdier.”

Ja,” sagde jeg. Hvad er problemet med liberale værdier?”

Åh!” svarede han overbærende. Listen er endeløs. De er antitraditionelle. Der er en indbygget interesse i at ødelægge traditioner og gamle hierarkier og strukturer for dermed at etablere den her liberale utopi, hvor alle individer er lige. Derfor feminismen og den generelle atomisering af samfundet og ødelæggelsen af de nationale identiteter.”

Det var lummert på den særlige, centraleuropæiske måde denne forårsdag i Budapest i sidste uge. De japanske turister vandrede med kameraet forrest over Donau, mens en stor hånd gjorde stoptegn overalt, man vendte blikket. Lad os stoppe Bruxelles,” stod der på plakaterne. En hilsen fra premierminister Viktor Orbán.

På et torv travede en flok nordeuropæere rundt og forsynede sig på et såkaldt food market (åh ja) og ikke så langt derfra, i en lounge på et af byens fineste hoteller, Kempinski, sad en efterhånden midaldrende svensk mand med en bred kæbe og en skarp sideskilning og sugede på en Aperol Spritz. Daniel Friberg hed han.

Friberg var en genert type, analytisk, sagde han selv, ikke uden ret. Det var, som om hans øjne hele tiden var på flugt. Først til den ene, så den anden side. Sådan blev de ved, øjnene, indtil analytikeren ligesom havde fundet frem til sin analyse. Så svulmede øjnene op og blikket blev fast:

Der har været mange vigtige begivenheder i Europas historie, der har bragt os i dette forfærdelige, kaotiske rod, som vi befinder os i i dag. Oplysningstiden var så sandelig en af dem. Den Franske Revolution en anden. Og Første Verdenskrig måske den mest afgørende.”

Hvorfor det,” spurgte jeg.

Fordi den gjorde en ende på det traditionelle Europa, på det monarkistiske Europa, på de traditionelle værdier.”

Sådan sad han i fire timer og snakkede denne eftermiddag i Budapest, og hver gang han nåede en konklusion, svulmede de op, øjnene, ikke på nogen uhyggelig måde, nærmere legende eller udfordrende, som om Friberg så udmærket vidste, at det, han sagde, lå langt ud over vanlig politisk logik. Hørte du det?” sagde øjnene uden at sige noget. Ja, det sagde jeg!”

Jeg var først stødt på Fribergs navn på internettet, hvor jeg havde læst ham beskrevet som en af de mest indflydelsesrige figurer på den yderste globale højrefløj”, ukendt i sit hjemland, Sverige, og de fleste andre steder (det kvasiautoritære Ungarn fraskrevet), men indflydelsesrig ikke desto mindre. Før afrejse bekræftede Benjamin Teitelbaum, der har forsket i den radikale skandinaviske højrefløj, at Friberg var en vigtig herre i højreradikale kredse, og i egne ord var Friberg under alle omstændigheder i færd med at skabe en form for superstruktur på den alternative højrefløj”.

At Trump havde vundet præsidentvalget, og at briterne havde forladt EU, at Marine Le Pen var gået videre til anden valgrunde, at Viktor Orbán herskede i Ungarn, alt dette var i Fribergs hoved tegn på, at folket havde fået nok af den liberale modernitet”.

Nu var det tid til at konsolidere”, som han sagde.

I praksis, forklarede han, drejede det sig om at opbygge en infrastruktur, der kunne udfordre og undergrave selve den liberale modernitets værdier, dens kultur, dens præmisser. Og dens sandheder.

Infrastruktur er nu engang en praktisk sag, og Friberg en praktisk mand, der i årevis har arbejdet på selvsamme sag.

Han har stablet Arktos på benene, et af verdens førende højreradikale forlag, hvis udgivelser har været en afgørende inspiration for den såkaldt identitære bevægelse, hvis kernesag det er at beskytte den hvide, vestlige identitet, og som i disse dage agerer yderste højreflanke for Marine Le Pen.

Bøgerne er intellektuelle af karakter, og mange af dem er forfattet af folk omkring den franske tænketank GRECE, folk som Alain de Benoist og Guillaume Faye, der i en menneskealder har argumenteret mod frigørelse, mod universalisme, mod liberalisme og socialisme, mod kapitalisme, globalisering og multikulturalisme, mod vores aktuelle virkelighed.

Friberg har også stiftet Motpol, en svensk, identitær tænketank, Metapedia, et højreradikalt alternativ til Wikipedia, og en række hjemmesider og magasiner, men nu, sagde han, nu havde han grundlagt et medieimperium”, der skulle formidle og forstærke samarbejdet mellem forskellige europæiske, identitære bevægelser og alt-right-bevægelsen”.

AltRight Corporation LLC, hedder det.

AltRight eller Alternative Right-bevægelsen, der for alvor kom i spotlyset i forbindelse med den amerikanske valgkamp, udgjorde en form for ydre højreflanke i det folkelige oprør, der endte med at sætte Donald Trump på den amerikanske trone, og bevægelsen udmærkede sig ved på sær, postmoderne facon at være i stand til at kombinere en yderst brutal, ikke sjældent racistisk vokabular udfoldelse på internettet med en vis intellektuel aura. Og med jakkesæt.

Det kan være svært sådan konkret at vurdere alt-right-bevægelsens indflydelse, men som salon.com skrev i november, har den været i stand til at omfatte et meget bredere spektrum af højreorienterede aktivister og intellektuelle” end tidligere højrefløjsbevægelser og ikke mindst takket være internetmedier som Breitbart News gået fra at være en uklar, overvejende online-undergrundskultur til en spiller i centrum af amerikansk politik”: en bevægelse, alle store amerikanske medier har set sig nødsaget til at beskæftige sig med.

Trumps sejr, forklarede Richard Spencer – den ledende figur i alt-right-bevægelsen – til Dallas Morning News et par dage efter valget, var det første skridt … i retning af en identitetspolitik for hvide mennesker”. Et par dage senere fejrede alt-right-bevægelsen Trumps valgsejr i forbindelse med en konference i Washington D.C. Hail Trump! sagde Spencer, mens slipseklædte tilhørere strakte armen ud.

Det er i fællesskab med denne Spencer – og Jason Jorjani, en anden ledende stemme i det amerikanske alt-right-miljø – at Friberg har stiftet AltRight Corporation LLC, der producerer podcasts og afholder sociale arrangementer og holder flagskibet, nyheds- og debatsiden AltRight.com kørende, alt sammen i et forsøg på at samle den identitære bevægelse i Europa og alt-right-bevægelsen i Amerika – og i et forsøg på at skabe en mere folkelig pendant til det overvejende intellektuelle Arktos.

Nu, efter Trump, efter Brexit, efter det radikale højre og kampen for hvide menneskers identitet havde fundet vej ind i den offentlige debat, nu handler det, forklarede han, om at give de intellektuelle en ramme og folket (det hvide folk) et sprog, der ligesom kan rumme den følelse af fremmedgørelse og atomisering, der ligger her, hvor vi står, for enden af individualiseringen.

Det var tid til at konsolidere”, og det var årsagen til vores møde: For Friberg var en repræsentant – og en indflydelsesrig repræsentant – for en ny, radikal højrefløj, hvis ledende skikkelser udgiver bøger og forstår sig på idéhistorien og bærer en nål fra Göteborgs Business School i sit røde slips.

Friberg havde været på en lang rejse, før han landede i en læderstol i Hotel Kempinskis lounge.

Han var vokset op, sådan fortalte han det, hos typiske, universitetsansatte venstreorienterede” i et trygt middelklassekvarter i Göteborg. Som knægt havde han vandret med i 1980’ernes fredsmarcher (“folk var fuldstændig skøre dengang”) og hørt rapmusik og kørt på skateboard og lyttet til heavy metal i sin læderjakke. Jeg så mig selv som venstreorienteret og antiracist,” sagde han og førte en rørepind rundt i Aperolen.

Da han som 13-årig skiftede skole, stødte han for første gang på folk af fremmed herkomst, med hvem han hurtigt blev venskabelige (“jeg gav multikulturalismen en ærlig chance”), men snart fik unge Friberg det indtryk, at de fremmede var anderledes og kriminelle, de tog våben med i skole og stjal i frikvartererne og behandlede de etnisk svenske piger dårligt.

Nu begyndte så den lange rejse mod højre.

Den blev indledt med bøger (“jeg har altid læst meget fra en meget tidlig alder”) og med kriminalitetsstatistikker og med at få kronraget hovedet, dog kun en enkelt gang, og det fordi det lange metal-hår, sagde han, var blevet upraktisk. Friberg ville se ordentlig ud. Som 18-årig blev han godt nok anholdt, da politiet fandt ham i besiddelse af militærvåben (et udslag af højreradikal revolutionsromantik”), og følgeligt sad han tre måneder i fængsel – et chok, men også tiltrængt tid til selvrefleksion.

Da han kom ud, påbegyndte han sine økonomistudier på Göteborg Business School og satte sit første magasin i verden. Fremtid hed det, og det var højreradikalt og handlede om indvandring, men var renset for skinheadkulturens sværmen for Anden Verdenskrig. Jeg så et behov for at tilbyde noget uden disse ubehagelige aspekter,” som han sagde.

Han blev medlem af Sverigedemokraterna og fortalte sine venner, at de skulle få sig en ordentlig frisure og lægge det så åbenlyst fascistoide sværmeri til side (“åbenlyst ikke kun af pr-årsager”). Den slags førte ingen vegne.

Ti år senere boede han med to danske Hari Krishnaer i en ussel lejlighed i Mumbai, hvorfra de i fællesskab drev deres højreradikale forlagsvirksomhed.

Friberg havde ellers både tjent til føden som forsker – hans licentiatafhandling er stadig at finde hos de svenske boghandlere (“i modsætning til mine andre bøger”) – og som velbetalt konsulent i det private erhvervsliv, men nu sad han altså først i Mumbai og senere i Bangalore og så i et gated community på Goa og udgav bøger om Europas nært forestående kollaps.

Som årene gik, begyndte Friberg, trods virksomhedens succes, at savne sin egen civilisation”, og i 2013 flyttede han således til Ungarn, et land, hvor det var billigt at drive virksomhed, hvor han kunne tjene penge ved siden af forlagsarbejdet (blandt andet som direktør for et svensk mineselskab med base i Budapest), hvor det politiske klima – stærkt højreorienteret og anti-liberalt – var til at holde ud, og hvor mænd som Friberg bliver interviewet til de store medier og inviteret til at holde oplæg på universiteterne.

Sådan var altså Fribergs egen historie om sig selv, og han fortalte den som en mand, der havde set sandheden tidligt. Det var et heltekvad, en historie om opofrelse.

Friberg var stolt.

Som han sad dér og talte, var Friberg at betragte som et spejlbillede på det liberale demokrati. På en måde var hans historie en historie om os selv.

Den lød sådan her:

Engang var der noget at holde fast ved i denne verden. Eller noget, der holdt dig fast. Et køn. En familie. En religion. Et folk. En nation. Et hierarki. Måske man ikke kunne bevæge sig ud af disse identiteter og op igennem dette hierarki, måske man slet ikke var fri til at bevæge sig nogen steder hen, men i det mindste var man noget, og man vidste, hvad man var. I dag er vi alle alene med os selv i en verden, vi ikke kender

Moderniteten og liberalismen skaber med sin tilbedelse af individet et meget atomiseret samfund, hvor folk mister de her andre, vigtige aspekter af deres identitet,” som Friberg sagde opsummerende og skyllede halsen en gang.

Langsomt remsede Friberg ulykkerne op: Først Reformationen (der isolerede individet), så oplysningstiden (der satte frigørelsen og fremtidstroen på dagsordenen) og Den Franske Revolution (der realiserede oplysningstiden på blodig vis). Så kom industrialiseringen og kapitalismen og endelig den økonomiske og kulturelle globalisering og med den indvandringen. Og så nåede vi ellers frem til den liberale modernitet” eller, som Friberg formulerede det, de værste tider”:

Samfundet er blevet transformeret, så det tjener markedet. Derfor feminismen. Derfor forsøget på at maksimere antallet af individuelle husholdninger. Fordi det øger forbruget. Det sætter flere mennesker i arbejde. Men det tjener ikke samfundet. Det er skidt for samfundet på den lange bane, men det handler om at lave penge nu. Uanset om det ødelægger vores samfund. Kapitalismen er ligeglad,” sagde han. Markedets usynlige hånd er ligeglad.”

Der er noget meget radikalt, men også noget genkendeligt ved denne kritik af den moderne verden, hvor forankring og frigørelse, tryghed og fremskridt hele tiden er i konflikt. Men i modsætning til mange af os andre, der politisk og personligt må balancere behovet for selvrealisering med vores behov for en mening, der står uden for eller over os selv, er det for Friberg ikke en uløselig konflikt, men et radikalt politisk valg.

Og Friberg vælger forankringen i, hvad han anser for naturlige” identiteter – etniske og biologiske og nationale identiteter. Han ønsker en stor portion af indvandrerne sendt ud af Sverige, fordi indvandrere og svenskere er alt for genetisk og kulturelt forskellige (skandinaver er, siger han, til eksempel ikke så sadistiske” som nogle indvandrergrupper).

Men han betragter ikke sig selv som racist af den grund. Han synes bedst om svenskere, ikke fordi de principielt er overlegne, men fordi han ligesom de fleste mennesker synes, at deres folk er det vigtigste”. Han ønsker en form for hierarkisk feudalsamfund genindført, hvor krigerens søn bliver kriger, således at krigerens gener nedarves og forfines. Han vil genskabe de forskelle, der forsvinder i globaliseringen. Han ønsker dybest set en syntese af arkaiske, traditionelle værdier på det sociale niveau med moderne teknologi, det ser jeg som et ideal”, siger han og nævner Singapore som en stat, der er tættest på at realisere det.

Længes du efter en heroisk tid?” spørger jeg ham mod slutningen af interviewet, efter han nævner den kristne tilbageerobring af Den Iberiske Halvø og forsvaret af Wien mod den osmanniske hær som højdepunkter i den europæiske civilisations historie.

Vi lever allerede i en heroisk tid, en gentagelse af denne heroiske tid,” siger han og forklarer, at alle tendenserne tyder på, at vi bevæger os imod en Europæisk borgerkrig”.

Jeg ønsker det ikke, men jeg tror, det er uundgåeligt,” siger han så. Jeg længes efter et fredfyldt, traditionelt Europa, hvor folk er glade og kan bygge en familie i fred. Jeg truer ikke den muslimske verden. Jeg er ligeglad med dem.”

Så drikker vi ellers hver vor Aperol Spritz færdig, giver hånd og går hver for sig ud i Budapests gader, hvor de japanske turister stadig går med kameraet forrest, mens solen går ned over Donau.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem