På havnen i Hanstholm taler 40-årige Svenn Grønkjær i telefon. Der er problemer i farvandet. Stemmen i den anden ende tilhører Svenns makker Christoffer, der befinder sig langt, langt ude på havet på kutteren ‘HM 555 Kingfisher’ – hvor en kølevandspumpe er gået i stykker.

“Jeg skal op til Mike og høre, om han har pumpen. Ellers må jeg køre til Thyborøn og hente den. Der er ikke andet, der er i stykker, vel?”

Tid er i dén grad penge i moderne fiskeri, og det handler om at få kutteren ud på havet igen så hurtigt som muligt.

Arbejdshallen er på størrelse med en skøjtehal, der hænger svejseredskaber på væggen, og bagerst venter en fem meter høj tromle med trawl på at komme ombord, når det store fartøj lægger til i aften. Svenn Grønkjær er iklædt blå arbejdsbukser og træsko og drikker kaffe fra et hvidt engangskrus, mens Radio Limfjord kværner i baggrunden. I aften, når skibet er losset og fyldt op med proviant og brændstof, er det hans tur. Han er skipper på det næste hold, som skal tilbringe godt og vel en uge på Nordsøen, et døgns sejlads og mere end 200 sømil hjemmefra.

Det er tidlig morgen på Hanstholm Havn, og der er masser af aktivitet. Mens ‘Kingfisher’ sejler hjem, har en del andre fartøjer losset deres fangst. 160 tons fisk er sat til salg i Hanstholm Fiskeauktions nye haller på havnen. Derinde står 20 mænd iført termodragter og bluetooth-headset rundt om halformanden Flemming, der i rasende tempo sætter fangst efter fangst til salg. På fødderne har de enten træsko uden hælkappe eller kraftige gummistøvler med skridsikre såler. Den ene løfter et øjenbryn, den anden giver et næsten umærkeligt nik. På fiskeauktionen er ingen i tvivl om, hvem der er inde eller ude.

Der er ellers tvivl nok på Hanstholm Havn for tiden. Coronakrisen har trukket fiskepriserne ned, og torskebestanden skranter. Men den største kilde til bekymring er fiskernes fremtidige adgang til de vigtige britiske farvande vest og nordvest for byen. Brexit har fyldt danske nyhedsmedier i årevis. Forhandlingerne er trukket ud og har til tider lignet en form for farce. Men i Vestjyllands kystbyer følger indbyggerne briternes brydekamp med resten af Europa i dybeste alvor. Byer som Hanstholm havde nok at slås med, længe inden nogen kunne forestille sig en fremtid med begrænset adgang til engelsk farvand. Nu forbereder byen og dens fiskere sig på det værste ved stille et ældgammelt og stadig ubesvaret spørgsmål: Hvis ikke vi kan leve af at fiske, hvad skal vi så?

Fiskeriet foregår i alle danske farvande, men det er i Nordsøens dybe vande, at pengene gemmer sig. Derfor ligger Danmarks fire store fiskerihavne med god adgang til farvandene mod vest: Hanstholm, Hirtshals, Thyborøn og Skagen. Størst er Skagen, hvis havn i fjor landede fisk for lige godt en milliard kroner, mens Hanstholm på andenpladsen bidrog med 822 millioner.

Antallet af danske fiskere har ligget i omegnen af 5.000 siden årtusindskiftet. Men fiskerne er blot den mest synlige del af fiskeindustrien. Når Svenn Grønkjær og ‘Kingfisher’ kommer hjem med sin last på op mod 45 tons spisefisk, tager andre fat. De fartøjer, der ikke kan sortere ombord, får det gjort på Thorkil Grøns Samlecentral lige ved siden af auktionshuset. Claus Sørensen Isværk fylder fiskekasserne med is, og T. Søgaard Logistic ejer de talrige gaffeltrucks, der i halsbrækkende fart suser rundt på havnen med stabler af fiskekasser. Havnecaféen lidt længere nede ad Auktionsvej åbner klokken 5 og serverer rundstykker og kaffe med gratis genopfyldning til fiskere, håndværkere, chauffører, og hvem der ellers har været tidligt oppe for at få hele maskinen til at køre.

Ifølge de store fagforeninger 3F og Dansk Metal skaber fiskeriet gode jobs på havnen med ordentlige forhold og fin løn. Hanstholm Havn vurderer selv, at fiskeriet beskæftiger 2.300 mennesker, når man regner alle de indirekte jobs med. En undersøgelse fra Aalborg Universitet vurderede tallet til at være på 1.600. Uanset hvad er der tale om et vældig højt tal i en by med et indbyggertal omkring 2.100, som ligger i en af landets tyndest befolkede kommuner, der i forvejen har haft det hårdt. For få år siden blev to af kommunens store industriarbejdspladser, Coloplast og Oticon, udflyttet. Svenn Grønkjær tænker en del over, at truslen fra Brexit ikke kun vedrører ham.

“Jeg føler da et ansvar for lokalsamfundet,” fortæller han. “Bliver vores fartøj fjernet fra Hanstholm, så går det ud over håndværkere, det er én ting. Så er der auktionen, der mister omsætning, og Spar-købmanden, som vi får proviant fra hver gang. Jeg ved godt, det ikke ville være verdens undergang, hvis vi forsvandt med vores båd, men hvis der er flere, så begynder det da at gøre ondt.”

Den hårdest tænkelige udgave af et Brexit er kritisk for dansk fiskeri. Mindst 30 procent af danske fiskeres omsætning bliver hentet i farvande, der fra den 1. januar kan være forbeholdt britiske fiskere.

Fiskeriet er blevet et helt centralt stridspunkt i forhandlingerne, måske fordi EU’s chefforhandler, Michel Barnier, var fiskeriminister i Frankrig frem til 2009. Hvis ikke europæiske fiskere fortsat får adgang til britisk farvand, får Storbritannien heller ingen handelsaftale.

Officielt trådte Storbritannien ud af unionen den 1. januar i år, og siden har vi befundet os i en overgangsperiode. Til nytår går den ikke længere. Ingen ved, hvordan fiskeriaftalen mellem EU og Storbritannien ender, eller om der i det hele taget kommer en aftale. Tidligere på ugen blev elementer af briternes udspil til en fiskeriaftale lækket til pressen. Ifølge avisen The Guardian omfattede det en overgangsperiode på tre år, hvor fiskeriet i Danmark og resten af EU får mulighed for at tilpasse sig en ny virkelighed. De britiske fiskere opfatter det fortsat som en given sag, at de har kurs mod større fangstkvoter. Alle har øjnene stift rettet mod datoen 15. oktober, som er den deadline, den britiske premierminister Boris Johnson har fastsat for en samarbejdsaftale med EU.

Det er ved at være oppe over, som man siger i Nordjylland. Der er bred enighed om, at det ikke giver mening at gætte på udfaldet af forhandlingerne, men holmboerne forbereder sig på det værste.

Svenn Grønkjær er tredjegenerationsfisker og har været på vandet, siden han var 16 år. I øjeblikket tænker han hver eneste dag på, om han skulle have valgt en anden branche.

“Vi må ingenting og kan ingenting. Kvoterne bliver sat ned, og så kom COVID-19, og fiskepriserne røg helt ned. Og nu kommer Brexit. Man tænker da, om det er det rigtige, man har valgt,” siger han.

Svenn Grønkjær og ‘Kingfisher’ fanger konsumfisk – det vil sige spisefisk som torsk, mørksej og kulmule. ‘Kingfisher’ er 31 meter lang og ligner på ingen måde de klassiske blå kuttere, en del af os engang forestillede os, når vi så vestkystens fiskeri for vores indre blik. Skibet har faciliteter til at rense, sortere og pakke fiskene ombord. Ud over de tre ejere har båden ti ansatte og to lærlinge. Fiskeriet foregår på helt ned til 300 meters dybde, hvilket er langt dybere end noget sted i Vesterhavet. Derfor ligger ‘Kingfisher’ næsten udelukkende i Nordsøen mellem Norge og England. I perioder er de største bestande i den norske del af Nordsøen og i andre perioder i den britiske. Det afhænger af vejr, vind, strømforhold og tilfældigheder.

“Hvis vi for eksempel har ligget og fisket på kanten i norsk zone i to dage uden at fange en disse, og så hører vi fra nogle kolleger på den anden side af grænsen, at der er faktisk rigtig godt, så sejler vi selvfølgelig derover de sidste dage.“

Som det er nu, kan de altså følge fiskene i et meget stort område.

På et stykke linjeret papir skitserer han Danmark, Norge og Storbritannien og sætter streger dér, hvor de usynlige grænser skærer gennem havet. Langs grænsen mellem britisk og norsk farvand tegner han en masse cirkler.

“Det er de her huller, vi fisker i, og de ligger på begge sider af grænsen, så vi ligger og pendler frem og tilbage, efter hvor fiskene er,” forklarer han.
Hvad han skal stille op med sig selv og sine ansatte, hvis det bliver et hårdt Brexit, aner han ikke.

“Jeg vil helst ikke tænke det værste, men strammer de nu til, så vi ikke har de samme vilkår, så betyder det tabt omsætning. Og om det bliver til fyringer eller flere liggedage i havnen, eller hvad det bliver til, ved jeg ikke. Sælge båden, det kan vi jo ikke. For kan vi ikke selv lave penge på den, så er der heller ikke andre, der kan.”

I Thy ved alle, hvem Jan N. Hansen er, og ingen kalder ham andet end Janse. Han er formand for Hanstholm Fiskeriforening, og selv om han med egne ord er den fødte optimist, har han svært ved at finde ret meget godt at sige om Brexit og den måde, forhandlingerne indtil nu har udspillet sig på.

En aftale, som både EU, Storbritannien og Norge kan være tilfreds med, har han svært ved at se for sig. “Det er voldsomt. Jeg sagde lige til min kone: ‘Hvis det havde været i gamle dage, var det endt i krig.’” Krudt og kugler undgår Nordsøens fiskere formentlig, men Janse frygter, at de kommer til at bekrige hinanden med andre midler. En konflikt kunne eksempelvis være over sild, der i stort omfang bliver klækket i dansk farvand, men svømmer til engelsk farvand og vokser sig store.

“Hvis ikke vi får lov til at fange dem deroppe, ja, så kunne vi jo lige så godt fange dem som små. Så kommer der i hvert fald ikke nogen store op til dem. Det er jo ikke sådan, man har lyst til at gøre det, men det kunne blive konsekvensen.”

Storbritanniens endelige farvel til EU kommer på et tidspunkt, hvor dansk fiskeri overordnet set er i fin form, fortæller Peder Andersen, der er professor emeritus på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet.

“Hvis vi ser bort fra fremtiden, så har dansk fiskeri det jo overordnet set rigtig godt. Og danske fiskere tjener rigtig mange penge, også selv om visse grupper af fiskere, primært i de indre danske farvande, har udfordringer.”

I 2019 havde danske fiskere en omsætning på 3,2 milliarder kroner, og cirka en tredjedel af fiskene blev altså fanget i det farvand, der fra den 1. januar muligvis er forbeholdt britiske fiskere. Og her er det så, at vi ikke helt kan se bort fra fremtiden.

“Det kommer til at betyde virkelig markant nedgang i leverancer af konsumfisk som sild og makrel og også en stor nedgang i leverancer til fiskemel og fiskeolie. Så vi er oppe i, at en tredjedel af dansk fiskeri på en eller anden måde forsvinder, hvis der slet ikke kommer nogen aftale af nogen slags,” fortæller Peder Andersen, der har været med til at publicere flere rapporter om Brexits betydning for dansk fiskeri.

Ser vi udelukkende på eksporten, tegner det dog ikke helt så katastrofalt, for vi eksporterer langt flere fisk, end danske fiskere fanger.

“Vi har en meget stor import af fisk, som forarbejdes i Danmark og derefter eksporteres, og der er også en stor mængde laks, der kommer til Danmark primært fra Norge og bliver forarbejdet til både halve sider og til de portionsstykker, du køber i supermarkedet,” forklarer han.

Selv om det værste skulle ske, og Danmark mister en tredjedel af fiskeriet, får det overordnet set ikke alvorlige konsekvenser for dansk økonomi.

“Det er ikke noget, der vælter noget på hverken vores overordnede makroøkonomi eller den overordnede beskæftigelse. Det er erhvervet simpelthen for lille til. Men det betyder rigtig meget i lokalsamfund som Skagen, Hirtshals, Thyborøn, Hvide Sande og selvfølgelig i Hanstholm.”

Hanstholm rummer begge de sider af fiskeindustrien, som professoren fortæller om. Der er fiskere som Svenn Grønkjær – og så er der alle de andre, herunder dem, som forarbejder fisken.

Et par kilometer fra havnen ankommer et læs fisk til fiskemelsfabrikken FF Skagen. De mange tons sild og brisling blevet landet et sted i Polen og kørt til Hanstholm i lastbil.

Chaufføren Adam Żmijewski linder på lastbilens bagsmæk, og stanken rammer den utrænede tilskuers brækrefleks øjeblikkeligt. I tre lange minutter vælter hele og halve småfisk ned i den enorme beholder, der skal føre dem videre ind på fabrikken. Her banker et sindrigt rørsystem fiskene gennem tanke, pressere og kedler, så de til sidst bliver til fiskeolie og fiskemel.

Det er fredag aften, og 49-årige Kim Nielsen er lige mødt ind til sin 12-timersvagt, der slutter klokken 6 lørdag morgen. Han synes ærlig talt ikke, lugten er værd at snakke om.

“De er jo ikke rådne. De er bare ved at rådne,” griner han, mens han snupper en halv spand af de meget døde fisk for at lave kvalitetskontrol.

Virksomhedens fiskemelsfabrikker i Hanstholm og Skagen omsætter for to milliarder kroner om året, og alene i Hanstholm beskæftiger den 50 mennesker. I fire skiftehold producerer de fiskemel og -olie døgnet rundt.

Jobbet på FF Skagen er et af de bedre, Kim Nielsen har haft. Lønnen er god, og selv om vagterne indimellem er lange, giver de god plads til familielivet. Derfor er udfaldet af Brexit også noget, der rumsterer i baghovedet. “Det kan da godt blive voldsomt. Men vi må bare håbe, at det kommer til at gå ud over den anden fabrik, hvis der skal skæres ned,” siger han, mens

Direktør Johannes Palsson tager truslen fra Brexit nogenlunde roligt. Fiskemelsfabrikken FF Skagen kan netop sikre aktivitet på havnen, også i det værst tænkelige scenarie. “De fisk, der er derude, de skal nok blive fisket. Spørgsmål er, hvem der kommer med dem. Vi håber, det bliver uændret, men worst case, så må vi snakke mere med fiskere, som måske bor i England eller Skotland,” siger han. “Hvis råvarerne bliver dyrere, så må vi bare sælge færdigvaren dyrere. Fyringer er ingen løsning. Så længe mængden er der, så har vi behov for den medarbejderstab, som vi har ansat.”

Af samme grund har Thisted Kommunes borgmester, socialdemokraten Ulla Vestergaard, håb for fremtiden. Selv om det bliver hårdt for den enkelte fisker, er der stadig masser af penge at tjene på havnen. Det gælder om at tiltrække kuttere både fra resten af Danmark, EU, Norge og ikke mindst Storbritannien.

“Risikoen er, at man får en ordentlig én på ‘goddawen’ i en periode, men der skal jo findes nogle løsninger,” siger hun. “Vi ligger helt unikt ud til Nordsøen, så jeg tror da, at så længe fiskerne både får gode priser og god service, så skal de nok blive ved med at lande deres fisk i Hanstholm.”

Af samme grund har Thisted Kommune investeret 650 millioner i den havneudvidelse, der skal stå færdig ved udgangen af i år, og fornyelsen er kærkommen. Udvidelsen betyder både mere rolig og sikker indsejling selv i stormvejr og bedre faciliteter for fiskerne, der kommer i havn. Uanset hvilken nationalitet de måtte have.

For en fisker som Svenn Grønkjær er det en ringe trøst, at Hanstholm kan udvikle sig til en endnu mere international havn. I 2008 købte han sammen med sin gamle makker 12 fartøjer, som siden blev enten solgt videre eller hugget op. Kvoterne samlede de og købte ‘Kingfisher’ for at kunne fiske meget mere effektivt end de fartøjer, kvoterne oprindelig hørte til. Det var en investering på et trecifret millionbeløb. Nu frygter han, at han har købt katten i sækken.

“Det svarer lidt til en landmand, der har købt en masse land og pludselig kun må bruge 75 procent af jorden,” siger han og fylder igen sit lille plastikkrus fra den sorte termokande.

“Hvis min far og farfar stadig havde levet, tror jeg, de ville sige: ‘Vi sagde jo, du ikke skulle have valgt fiskeriet.’ Men altså: Jeg siger, jeg ville sælge, men kom der en køber, er jeg sgu ikke sikker på, jeg ville alligevel. I ringe tider sidder man vel altid og spekulerer på, om man skulle have gjort noget andet, men jeg aner ikke, hvad jeg skulle lave i stedet for. Et 7 til 15-job, det vil i hvert fald slet ikke være mig.”

De lokale fagforeninger forbereder sig netop på den situation, Svenn Grønkjær ikke kan forestille sig: at folk fra fiskeriet skal hjælpes over i andre sektorer. Afdelingsformand Erik Bjerre Kristensen fra Dansk Metal, der organiserer en stor del af de cirka 70 smede på havnen, kalder coronakrise og Brexit for en “en farlig cocktail”. Hos 3F frygter formanden for den lokale afdeling, Niels Jensen, for konsekvenserne for hans 385 medlemmer på havnen, hvis færre danske både sejler færre fisk ind efter nytår.

“Så vil vi miste arbejdspladser. Det vil vi jo gøre. Men der er kun én vej, og det er omskoling og opkvalificering.”

Sådan lyder det fra alle holmboerne: De har tænkt sig at knokle videre. Som de gjorde, dengang truslen var sandstorme og skibsforlis. Som de gjorde, da nazisterne annekterede byen under Anden Verdenskrig, og da byen mistede færgeruterne til Færøerne og Norge. Som de altid har gjort, når der er lave kvoter, lave fiskepriser og dårligt vejr. Som man siger på de her kanter: Når man er født i modvind, lærer man at stå op imod blæsten.