Verden har et madproblem, og plantegenetikken har en løsning. Men EU er ved at forære den til verdens største sprøjtemiddel-købmænd

SPIRE, SPIRENy teknologi kan i teorien gøre landbruget mindre afhængigt af sprøjtemidler. Spørgsmålet er, om det får lov at ske i praksis. Illustration: Jørgen Stamp for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Derfor skal du læse denne artikel

Verden skal de kommende årtier forøge sin madproduktion dramatisk, mens klimaet bliver fjendtligere og landbrugsjorden mere sparsom. Ny genteknologi kan hjælpe, men EU’s snart 20 år gamle regler vil formentlig gøre den så dyr, at kun nogle få gigantiske virksomheder med stærke interesser i at sælge sprøjtegifte har råd til at bruge den.

I begyndelsen af oktober skete der noget, som fik en del plantebiologer op at køre.

Det drejede sig om tomater.

Du får lige lidt baggrund: Det er sådan, at vilde tomater er meget robuste over for sygdomme og – alt efter type – kan vokse i alt fra ørken til regnskov. Problemet er bare, at de laver virkelig få og små tomater. Tomaterne, vi spiser, er forædlet over generationer for at gøre dem større og flere. Men som enhver hobbygartner vil vide, er robustheden røget undervejs.

Derfor var plantebiologerne i begyndelsen af oktober stærkt begejstrede over to nye resultater fra to internationale forskergrupper, som havde fået vilde tomater til at lave langt større og flere tomater, men samtidig bevare deres robusthed og andre gode egenskaber.

Det er et fantastisk resultat, der viser vejen frem mod et bæredygtigt og naturligt jordbrug,” siger professor i plantefysiologi Michael Palmgren fra Københavns Universitet.

Forskerne havde brugt den revolutionerende, få år gamle genredigeringsteknik CRISPR, også kaldet gensaksen, til at klippe i den vilde tomats dna. Dermed havde de skabt nogle af de samme ændringer, som er sket gennem århundreders forædling – men på langt kortere tid og uden den indavl, som har gjort vores velkendte tamtomater så svage.

Det er et resultat med perspektiver, som rækker langt ud over forskernes væksthus.

Det åbner op for en stor debat om natur, teknologi og bæredygtighed, som har fået ny aktualitet efter en kontroversiel nylig afgørelse fra EU-Domstolen. Og så kan det få betydning for, om menneskeheden de kommende årtier kan skaffe sig mad nok uden at udpine planeten.

Blandt forskere er der udbredt enighed om, at gensaksen – sammen med en stribe andre nye planteforædlingsteknikker – kan spille en afgørende rolle i kampen for at overkomme én af vores absolut største udfordringer som art.

Udfordringen er denne:

Meget snart bliver det en meget stor opgave at skaffe mad nok, fordi mængden af frugtbar jord svinder ind, mens verdensbefolkningen vokser, og klimaet langsomt ændrer sig til det værre.

Fortsætter udviklingen som nu, vil der i 2050 mangle et landbrugsareal svarende til hele Indiens. Samme år skal verdens landmænd ifølge FNs Fødevare- og Landbrugsorganisation producere 60 procent mere mad, end de gjorde i 2007. Og i mellemtiden vil klimaforandringerne have gjort det hele vanskeligere med stigende temperaturer, lange tørkeperioder og vildere vejr.

Afgrøder frembragt med nye genredigeringsteknikker kan i teorien blive i stand til at overleve tørke og stigende saltindhold i jorden, så man kan fortsætte med at dyrke mad i et fjendtligt klima. De kan blive mere modstandsdygtige over for sygdomme, insekter og svampe, så man ikke behøver sprøjte så meget. De kan blive bedre til at optage kvælstof, så det ikke er nødvendigt med så meget af den gødning, der i dag forurener vandmiljøet.

Teknikkerne kan også give os helt nye afgrøder ved for eksempel at tage vilde planter, som i dag er uspiselige, og slukke’ for de gener, som gør dem giftige eller usunde.

Der er 300.000 arter af vilde planter i naturen, alle med hver deres enestående egenskaber, men det er kun 200 af dem, vi indtil nu har haft held med at forædle,” siger Michael Palmgren.

Fremtidens bæredygtige jordbrug skal give et større udbytte, men på et mindre areal og med et mindre input i form af vand, gødning og bekæmpelsesmidler. Det er svært at trylle vores nuværende kulturplanter ind i et sådant scenarie. De nye teknikker giver os mulighed for at lade det være naturen, der viser vejen fremad.”

Efter en vigtig afgørelse fra EU-Domstolen denne sommer ser det imidlertid ud til, at vi i Europa kommer til at bremse udviklingen snarere end hjælpe den på vej.

Afgørelsen udspringer af en fransk sag rejst af blandt andet en stribe miljøorganisationer. Organisationerne er skeptiske over for de nye teknikker på grund af frygt for mulige skadevirkninger på miljøet.

Formålet med sagen var at placere de nye teknikker i forhold til EUs 17 år gamle lovgivning om genmodificerede afgrøder, altså en lovgivning fra før teknikkerne overhovedet var opfundet. Og udfaldet blev, at afgrøder frembragt med nye genredigeringsteknikker – som den robuste tomat – fremover skal betragtes som traditionelle gensplejsede GMO-afgrøder.

Det indebærer enorme og omkostningstunge godkendelseskrav, før de nye sorter kan dyrkes i Europa eller fodres til europæiske dyr. Og at dømme ud fra erfaringerne med GMO-afgrøder vil det betyde, at kun nogle ganske få multinationale virksomheder reelt vil have råd til at investere i teknologien. Ikke meget tyder på, at de primært vil fokusere på at løse landbrugets langsigtede udfordringer med at skaffe mad nok til flere mennesker på en varmere planet med vildere vejr og mindre frugtbar jord.

De virksomheder, som kom først med GMO-afgrøder og i dag sidder på markedet, har i stor stil anvendt teknologien til at gøre en række af verdens vigtigste afgrøder immune over for sprøjtegifte, som de selv sælger. Frygten er, at det gentager sig med de nye teknologier.

Professor Henrik Brinch-Pedersen fra Aarhus Universitet er en af landets førende eksperter i planteforædling og har været observatør i det EU-organ, som godkender GMO-afgrøder til foder i EU.

Man har reelt skabt et monopol til to-tre firmaer. Og de udvikler kun ting, som er hængt op på deres egne interesser,” siger han.

Det er en absurd situation, hvis de nye teknikker bliver lukket ned og lagt i hænderne på de samme virksomheder. Det stopper udviklingen af andre træk i afgrøderne. Hvis man lever af at sælge sprøjtemidler, hvorfor skulle man så udvikle resistens over for sygdomme og ødelægge sit eget marked? Hvis man lever af at sælge svampemidler, hvorfor skulle man så udvikle afgrøder, som ikke har brug for svampemidler?”

De nye forædlingsteknikker adskiller sig fra den teknologi, som bruges til traditionelle GMO-afgrøder. Forskellen er, at man ikke sætter nyt arvemateriale ind i planterne. I stedet redigerer’ man i det arvemateriale, planten allerede har, ved at fremkalde målrettede mutationer.

I udgangspunktet er fremgangsmåden både simplere, hurtigere og billigere end dem, der er brugt til at lave traditionelle GMOer. Det åbner i teorien et stort spillerum for forskere, opstartsvirksomheder og mindre frøfirmaer – firmaer, som ikke sælger andet end frø – til at udvikle og markedsføre nye plantesorter med alverdens gavnlige egenskaber.

Men EUs godkendelseskrav vil lægge store omkostninger og års ventetid oveni. At få en GMO-afgrøde godkendt til dyrkning anslås i dag at koste op mod 220 millioner kroner i miljø- og sundhedstests. Blot at få lov at importere den til dyrefoder kan koste op mod 100 millioner kroner. Sådanne regninger kan kun de største spillere på det globale marked for landbrugsafgrøder betale.

Som det hedder i et notat fra Miljø- og Fødevareministeriet, er den sandsynlige konsekvens af at lægge de nye forædlingsteknikker ind under GMO-reglerne, at teknikkerne kun vil være tilgængelige for de største firmaer og kun i de største globale afgrøder, som majs og soja. Det tilsiger de hidtidige erfaringer med den gældende GMO-regulering i EU.

Verdens tre suverænt største producenter af GMO-afgrøder hedder Bayer/Monsanto, Dow/DuPont/Pioneer og ChemChina/Syngenta. Alle sælger sprøjtemiddelresistente frø ét sted i butikken og sprøjtemidler et andet. Dobbeltnavnene er udtryk for, at branchen er præget af fusioner og opkøb, og tendensen er, at det er kemivirksomheder, som køber frøvirksomheder, ikke omvendt.

Jeg har spurgt virksomhederne, om de primært vil bruge den nye forædlingsteknologi til at sælge flere kemikalier. Ifølge Syngenta er det ikke virksomhedens hovedfokus” at udvikle resistens over for ukrudtsmidler, men snarere at øge udbytterne. Bayer/Monsanto vendte ikke tilbage før min deadline. Dow/DuPont/Pioneer ønskede ikke at kommentere.

I dag er 185 millioner hektar landbrugsjord beplantet med traditionelle GMO-afgrøder, et areal større end hele Frankrig, Tyskland, Spanien og Italien tilsammen. Udviklingen mod mere og mere GMO-landbrug på verdensplan har ført både godt og skidt med sig, men det er uomtvisteligt, at den har understøttet en udbredt brug af især ukrudtsmidler. Næsten 90 procent af alle GMO-afgrøder i verden er gjort resistente over for sprøjtemidler.

Det store spørgsmål er nu, om EU-Domstolens afgørelse vil få os i Europa til at ændre syn på højteknologisk forædling af afgrøder.

Forud for EU-Domstolens afgørelse i juli var det faktisk forventningen, at de nye planteforædlingsteknikker ville blive undtaget unionens skrappe krav til GMO-afgrøder.

EUs GMO-lovgivning (som stammer tilbage fra 2001) skelner nemlig mellem GMOer, hvor der er indsat arvemateriale udefra, og så planter, som man har fået til at mutere ved at udsætte dem for radioaktiv stråling eller kemikalier – såkaldt mutagenese. Sidstnævnte teknik er undtaget fra de skrappe krav.

Mutagenese-teknikken får planterne til at mutere, men indsætter ikke nyt dna. Den har været brugt siden 1920’erne og ført til tusinder af forskellige sorter, som i dag bruges vidt og bredt, også i økologisk landbrug.

De nye planteforædlingsteknikker fungerer (i hovedsagen) på samme måde som mutagenese ved at fremkalde mutationer i planterne, og derfor var det forventningen, at de nye teknikker også kunne undtages fra de skrappe krav, i hvert fald så længe man kun brugte dem til at lave mutationer med.

Sådan har blandt andet de svenske myndigheder hidtil tolket reglerne, hvilket i sommeren 2016 tillod den svenske planteforsker Stefan Jansson at tilberede verdens formentlig første CRISPR-måltid, en omgang tagliatelle med genredigeret kål fra egen have.

Foto: Stefan Jansson

Men efter EU-Domstolens afgørelse er det altså slut med CRISPR-kål i Janssons have. Og det virker nærliggende at spørge, om det er på tide at genoverveje lovgivningen. Da den blev forfattet, var GMO-teknologi noget nyt og CRISPR-teknikken, som Jansson brugte, slet ikke opfundet.

En talsperson fra Europa-Kommissionen oplyser, at man stadig er i gang med at analysere dommen og diskutere konsekvenserne med medlemslandene. Mere konkret kan hun ikke blive endnu.

Blandt forskere er det en udbredt opfattelse, at man bør begynde at regulere selve planten frem for den teknik, som er brugt til at forædle den med. Altså at myndighederne bør se på, hvad man har gjort, snarere end hvordan man har gjort.

Der er forskellige bud på, hvor og hvordan grænserne kan trækkes.

Den amerikanske regerings uafhængige videnskabelige rådgivningsorgan, The National Academy of Sciences, har foreslået at se på, hvor meget planten er lavet om i forhold til kendte sorter, og om man i forvejen kender konsekvenserne af ændringerne. Jo flere ukendte ændringer eller ændringer med velkendte, men uheldige effekter, jo flere krav om helbreds- og miljøundersøgelser.

I Norge har et flertal af medlemmerne i Bioteknologirådet – som rådgiver regeringen om genteknologi – foreslået en tilsvarende lagdelt model, hvor man stiller skrappere og skrappere krav, alt efter hvor meget der er ændret på plantens dna.

DTU Fødevareinstituttet foreslår specialkonsulent Jan W. Pedersen, som til daglig laver risikovurderinger af GMO-afgrøder for blandt andet Fødevarestyrelsen, mere konkret, at man for eksempel kunne se på, om der er ændret i måden, planten danner indholdsstoffer på. Er der det, er der måske større risiko for, at den indeholder noget giftigt.

Professor Michael Palmgren mener, at det ville give mening at trække en streg dér, hvor man indsætter dna fra én organisme i en anden. Får man planten til at mutere, siger han, vil man næsten altid gøre den svagere end sine vilde konkurrenter, men det er ikke nødvendigvis tilfældet, hvis man indsætter nyt arvemateriale.

Den vilde plantes gener er perfektioneret gennem millioner af år, og vi kan som regel kun lave skade, hvis vi begynder at pille ved dem. Men hvis du sætter noget nyt ind, som allerede er optimeret, kan det virke harmløst, men du kan ikke forudsige, hvad der sker,” siger han.

Da man tog den første kanin til Australien, virkede det også harmløst, men den forårsagede enormt meget skade.”

Ingen af de nævnte synes, det giver mening at betragte nye forædlingsteknikker som for eksempel CRISPR som noget, der skal reguleres hårdere end traditionel mutagenese, der som nævnt er undtaget særkrav – både i EU, i USA og i Norge.

Der er dog stemmer i debatten, som mener anderledes end forskerne, og det gælder ikke blot de franskmænd, som rejste den nylige sag ved EU-Domstolen.

På europæisk plan har både Greenpeace og den store sammenslutning af miljøbevægelser Friends of the Earth Europe arbejdet for at få genredigerede afgrøder lagt ind under den skrappeste del af GMO-reguleringen.

Den danske afdeling af Friends of the Earth er miljøbevægelsen NOAH. Foreningens June Rebekka Bresson og Inge Ambus begrunder deres skepsis med, at teknologien stadig er ny og dens virkemåde derfor ikke kendt i alle detaljer, ligesom de henviser til eksempler på, at forsøg med CRISPR har ført til uønskede mutationer.

Men det er ikke en skepsis, som giver ret meget mening ifølge forskerne. Deres modargument lyder, at traditionel mutagenese fører til langt flere uønskede og uforudsete mutationer end de nye teknikker.

Ved traditionel mutagenese sætter man nemlig en hel masse tilfældige mutationer i gang, hvorefter man udvælger planter med gavnlige mutationer til videre forædling. Det betyder, at man aldrig helt ved, hvilke mutationer man får med i købet ud over dem, man udvælger efter – og det kan være ret mange.

Med eksempelvis CRISPR, derimod, kan forskerne fremkalde mutationer langt mere præcist – for eksempel dér, hvor størrelsen på en tomats bær bestemmes. Der kan stadig ske noget uventet, men ikke i nær samme omfang.

Hvis man før kun kunne operere med en sav, er der nu kommet en skalpel på markedet,” siger Michael Palmgren.

Hvis dens brug skal reguleres hårdere end saven, er det absurd.”

På dette tidspunkt vil nogen måske tænke, at traditionel mutagenese burde reguleres hårdere på grund af risikoen for uforudsete mutationer med ukendte konsekvenser. Men det er ikke en kamp, ret mange lader til at have lyst til at kæmpe.

I NOAH har man ikke gennemdiskuteret” spørgsmålet. Både Danmarks Naturfredningsforening og Økologisk Landsforening er mindre skeptiske end NOAH over for de nye planteforædlingsteknikker, og ingen af dem ønsker at stramme op på reguleringen af gammeldags’ mutagenese.

Det er der heller ingen grund til, lyder det fra forskerne.

Vi har jo ikke fået nogen katastrofer ved de gammeldags teknikker,” siger Henrik Brinch-Pedersen.

Det demonstrerer jo, hvor robust systemet er. Hvis der kommer noget tilbage, som planteforædlerne kan se ikke er nyttigt, er de faktisk i stand til at smide det væk.”

Michael Palmgren er enig:

Hvis man var bange for mutationer, skulle man slet ikke dyrke planter ude i solen. Solens ultraviolette stråler er enormt mutagene. I sådan en stakkels hvedemark, som står eksponeret mod solen hele sommeren, sker der masser og masser af mutationer.”

Et sted midt imellem de ubekymrede forskere og de mere skeptiske dele af miljøbevægelsen ligger bioetiker Mickey Gjerris, som har siddet i Det Etiske Råd og beskæftiget sig indgående med genmodificerede afgrøder.

Han er i udgangspunktet skeptisk over for alle former for genmanipulation ud fra et natursyn, som siger, at mennesket bør fifle så lidt med naturen som muligt. Men omvendt mener han, at man skal bruge teknikkerne i det omfang, det kan retfærdiggøres ud fra et højere mål om at skåne naturen.

I den ideelle verden synes jeg, det var bedre ikke at bruge nogen af de her teknologier, men nu lever jeg jo ikke i den ideelle verden,” siger han.

I den situation, hvor vi står nu, hvor vi har desperat behov for nogle løsninger, mener jeg ikke, at min grundlæggende modvilje mod at lave om på naturen skal stå i vejen. Her kan vi faktisk bruge dét at lave om på naturen til at hjælpe naturen.”

Og dermed lander semiskeptikeren Mickey Gjerris faktisk ret tæt på genredigerings-fortaleren Michael Palmgren, når det kommer til spørgsmålet om, hvad man bør gøre i praksis, når det kommer til regulering af alverdens nye teknologier til at forædle planter.

Nemlig dér, hvor reguleringen begynder at tage udgangspunkt i, hvordan vi kan få teknologien til at gøre gavn – og ikke kun hvordan vi forhindrer den i at gøre skade.

Jeg kan sagtens gå ind for en tankegang om, at nye sorter skal godkendes med henblik på, hvor miljøvenlige de er,” siger Michael Palmgren.

Jeg synes, vi skal arbejde frem mod bæredygtige afgrøder, som ikke skal have så meget input. De skal ikke være afhængige af sprøjtning, gødning og vand i overdreven grad. Det ville være rimelige krav at stille til et fremtidigt jordbrug.”

Hvad vi gør i Europa i forhold til de nye genredigeringsteknikker, er alt andet end ligegyldigt i globalt perspektiv.

Europa lægger beslag på enorme landområder ude i verden for at producere den mad, vi spiser. Hele 40 procent af den landbrugsjord, som leverer mad til EUs indbyggere, anslås at ligge uden for Europa. Alene i Sydamerika er et område på størrelse med hele Tysklands samlede landbrugsareal beplantet med soja – mestendels GMO-soja, i øvrigt – til europæiske husdyr. Ikke mindst Danmarks 12,8 millioner grise tager godt for sig.

Derfor betyder det noget, hvad vi gør i Europa. Hvis vi åbner for de nye forædlingsteknikker, kan vi påvirke udviklingen andre steder. Både på godt og ondt. I Afrika har europæisk skepsis mod GMO-afgrøder smittet af i en grad, så blandt andre miljøaktivisten Mark Lynas har anklaget den for at have forårsaget unødvendig sult og fattigdom.

Måske kan de nye teknikker også gøre os mindre afhængige af andres landbrugsjord. En af årsagerne til den store europæiske sojaimport er, at Europas landmænd har svært ved at lave tilstrækkeligt proteinrigt foder til deres dyr. Et problem, som de nye forædlingsteknikker måske kunne hjælpe med at løse. I Danmark kunne proteinrige (og smukke), men giftige lupiner måske gøres spiselige, så man kunne fodre grisene med lupinfrø i stedet for sydamerikansk soja.

Om det overhovedet bliver en mulighed, afhænger formentlig af en lang og sej kamp.

Den vil afgøres af, hvad der i sidste ende vejer tungest: Frygten for, at vi ikke kan styre den nye teknologi – eller håbet om, at vi kan bruge den til at gøre vores landbrug mere bæredygtigt.