Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

I Haiti er banderne bedre væbnede end politiet. Hvad kan man gøre?

Sommerens jordskælv og præsidentdrab har sendt Haiti ud i kaos. Banderne er nu så selvsikre, at de forsøger at afpresse den amerikanske regering.

Foto: Matias Delacroix / AP / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte


På en asfalteret vej i Haiti står en flok unge haitianske mænd. Der kommer ingen biler forbi her. I centrum af flokken står en høj haitiansk mand med en stor sølvkæde over et åbentstående, tætsiddende jakkesæt. Han træder oprørt frem og tilbage, mens han taler højt og vredt: Jeg sværger ved tordenen, at hvis jeg ikke får, hvad jeg beder om, putter jeg en kugle i hovedet på de her amerikanere.” På fingrene har han store sølvringe, og i hænderne holder han en bredskygget, mørklilla hat, som han rastløst flytter fra hånd til hånd. Hattens farve matcher hans jakkesæt. Han ligner karikaturen på en gangster i en Hollywood-film, men han er virkelig. Hans bande har netop kidnappet 17 amerikanske missionærer, og han siger: I mennesker får mig til at græde. Jeg græder vand. Men nu får jeg jer til at græde blod.”

Scenen stammer fra et klip, der for nylig spredte sig på internettet og til et væld af internationale medier. Det kan undre, at klippet er gået viralt, for der er intet nyt over bandeledere og kidnapninger i Haiti. Det tidligere koloniland, der frigjorde sig fra fransk herredømme gennem et slaveoprør i starten af 1800-tallet, har en lang og broget historie fyldt med korruption, udnyttelse, vold og ustabilitet. Men omfanget de seneste måneder er uhørt. Alene i de første ni måneder af 2021 blev der foretaget 628 kidnapninger, hvilket er tre gange så mange som i hele 2020.

En af grundene til, at det er kommet dertil, er, at Haiti lige nu befinder sig i et limbo uden en folkevalgt præsident. Den forrige, Jovenel Moïse, blev skuddræbt i sit hjem sommeren 2021, og det har ikke været muligt at sikre et fair valg siden. Siden sommeren er bandernes magt, indflydelse og selvsikkerhed vokset til nye højder – i en sådan grad, at banden 400 Mawozo’ tør true den amerikanske regering for at få dem til at betale 110 millioner kroner for 17 gidsler. Folk var chokerede over at høre, at de ville risikere at lægge sig ud med USA,” sagde journalisten Jacqueline Charles i et interview med det amerikanske medie Slate. Hun siger desuden, at alle, inklusive haitianerne, holder øje med, hvordan USA reagerer på denne specifikke kidnapning”.

Og eftersom USAs præsident, Joe Biden, lige nu bliver briefet dagligt om situationen, kan man forvente en eller anden form for reaktion. Men hvilken form den reaktion kommer til at tage, er ikke så ligetil. For ligesom Afghanistan, så har Haiti en nedslående historie, når det kommer til at skabe stabilitet i et land med fremmede tropper. Vi prøver her at fortælle den historie. For det er ikke kun en historie om Haiti, men også en historie om, hvordan Vestens største aktører, FN og USA, har forsøgt, fejlet og er blevet klogere på, hvordan man skaber stabilitet i et konflikthærget land. Og den historie fortæller os meget om de mange faktorer, der skal gå op i en højere enhed for at have et lovstyret samfund. Faktorer, vi i et land som Danmark sjældent lægger mærke til, når de fungerer, som de skal.

Hvorfor står det så slemt til i Haiti?

Det gør det blandt andet, fordi landet de sidste par måneder har stået uden nogen reel politisk ledelse. Natten til den 7. juli 2021 blev Haitis daværende præsident, Jovenel Moïse, dræbt i sit hjem i bjergbyen Pelerin. Han blev fundet med brækkede knogler og var blev skudt 12 gange. De hovedmistænkte er en gruppe colombianske lejesoldater, der menes at være blevet hyret af Christian Emmanuel Sanon – en rig 62-årig haitiansk læge, som ifølge det lokale politi havde planer om at blive den næste præsident. Drabet efterlod Haiti uden en præsident, og det har kastet landet dybere ud i kaos. Et kaos, som Haitis anslået 162 bevæbnede bander trives i, men også et kaos, som de civile flygter fra.

For at gøre ondt værre ramte et voldsomt jordskælv landet en måned senere og slog mere end 2.200 mennesker ihjel. Store områder blev så medtagede, at mere end 650.000 mennesker havde brug for humanitær hjælp. Set i forhold til antallet af døde var det det næstværste jordskælv i Latinamerika i 25 år.

For at forstå den komplekse situation i Haiti har jeg ringet til tyske Markus Müller, der er professor på Roskilde Universitet. Han har tidligere studeret, hvordan den haitianske lokalbefolkning så på fredsbevarende missioner fra udefrakommende lande. Derudover arbejder han for tiden på en bog om USAs interventioner i Latinamerika, hvor han blandt andet bruger Haiti som eksempel.

Han siger, at noget af det første, man må forstå, er, at Haiti har en lang historie med en politisk elite, der samarbejder med banderne – eller ikke-statslige aktører”, som han kalder dem. Politikerne ved nemlig godt, forklarer han, at bandernes hjælp gør det lettere at vinde valg og undertrykke oppositionen. Det skyldes, at banderne har en massiv indflydelse i de byer og områder, hvor de regerer. Ikke kun på grund af deres våben, men også fordi de står for at fordele mad og medicin mellem befolkningen. Men selv om mange bander har yndet at fremstille sig selv som en slags nutidige Robin Hooder, så er den proviant, de fordeler, ofte stjålet fra nødhjælpsorganisationer, der ville have fordelt den mere ligeligt, fortæller Markus Müller. Efter det voldsomme jordskælv i 2010, som slog hundredtusindvis af haitianere ihjel og gjorde over en million hjemløse, skete det utallige gange, at bander blokerede vejene, overfaldt læger og røvede nødhjælpskonvojer for derefter selv at fordele midlerne. Med den slags metoder har banderne vundet loyalitet i lokalmiljøerne og gjort befolkningen afhængig af dem. Banderne er nærmest blevet små bystyrer, der flere steder også opkræver skat. Og den slags selvstyrende celler skaber intern splittelse i et land, hvilket gør det svært at samarbejde og dele ressourcer.

Det er svært at overdrive bandernes skadelige indflydelse på landet. Når de angriber fjendtlige områder, skyder de vildt omkring sig uden at skelne mellem fjendtlige bandemedlemmer og civile. De skaber frygt og usikkerhed blandt befolkningen, så unge mænd dropper at få et arbejde og i stedet slutter sig til den lokale bande, så de kan beskytte deres venner og familie mod rivalerne. De blokerer infrastrukturen og forhindrer proviant i at nå frem. Og så gør deres indflydelse det umuligt at afholde et reelt demokratisk valg, fordi lokalbefolkningen ikke tør stemme imod bandernes ønsker. Så længe banderne er der, er det svært at løse nogen af landets mange problemer, for eksempel hungersnøden.

4,4 millioner haitianere, svarende til næsten halvdelen af befolkningen, har brug for omgående fødevarehjælp” ifølge FNs verdensfødevareprogram. Manglen på mad er særligt spidset til på grund af COVID-19, som har gjort mange haitianere arbejdsløse og fået prisen på mad til at stige. Prisen for én tallerken mad svarer lige nu til en tredjedel af den gennemsnitlige arbejdende haitianers indkomst. Som følge af den håbløse tilstand er tusindvis af haitianere migreret fra landet.

Det lokale politi kan ikke stille meget op mod banderne af to grunde. For det første er mange af banderne bedre bevæbnet end politiet. For det andet er store dele af politistyrkerne korrupte og samarbejder med banderne. Når politiet forsøger at lave en aktion i et område, er banderne allerede informeret og forberedt. For nylig blev fem betjente dræbt i et bagholdsangreb i et slumområde. Det hjalp ikke meget, at de sad i armerede køretøjer.

Hvad har FN tidligere forsøgt at gøre ved situationen?

FN har tidligere sendt 12.000 tropper til Haiti, og fra 2004 til 2017 formåede de at skabe en form for stabilitet. Tropperne kom fra godt og vel 50 forskellige lande, mens størstedelen af de militære tropper kom fra Brasilien. I perioden blev det haitianske nationalpoliti mere professionelt og populært blandt befolkningen, antallet af kidnapninger faldt med 95 procent i løbet af ti år, og en række indflydelsesrige, karismatiske bandeledere blev arresteret. Det hører dog med til billedet, at FN-tropperne angiveligt selv tog del i en række menneskerettighedskrænkelser, heriblandt seksuelle overgreb. Og at stabiliteten var så skrøbelig, at landet hurtigt røg tilbage i politisk kaos, efter at tropperne forlod landet i 2017. Den daværende præsident Jovenel Moïse, der altså blev dræbt i sommer, oplevede stor modstand i befolkningen, så da han nu stod uden FNs tropper til at sikre ro og orden, tyede hans regering til en velkendt metode: De allierede sig med banderne for at undertrykke oppositionen. Fattige lokalområder, som var styret af oppositionen, blev angrebet af bevæbnede, kriminelle styrker. Senere rapporter indikerer, at styrkerne var blevet forsynet af regeringen med penge, våben, køretøjer og endda politiuniformer. Mediet InSight Crime kaldte senere begivenhederne en statsstøttet massakre”.

Da præsident Jovenel Moïse blev skudt i sit hjem den 17. juli 2017, blev det endnu en af historiens mange påmindelser om, at vold avler vold. Siden da har stedfortræderen Ariel Henry forsøgt at lede landet med en opbakning fra befolkningen, der er så lav, at den nærmest er ikkeeksisterende. Han er desuden ret alene om at løfte opgaven, da hverken parlamentet eller domstolen fungerer.

Det er svært ikke at drage en parallel til, hvad der netop er sket i Afghanistan. I begge tilfælde skabte eksterne tropper en skrøbelig stabilitet, som kollapsede, så snart de forlod landet igen. Men hvad så? Er det helt håbløst at etablere stabilitet i et land, der alt for længe har været hærget af vold og kaos? Eller findes der andre måder at hjælpe et land på benene end at sende soldater til det?

Hvad skal der til for at skabe stabilitet i Haiti?

Det spørgsmål giver jeg videre til Markus Müller. I den ideelle verden,” siger han, ville der blive fordelt nødhjælp, og befolkningen ville blive løftet ud af fattigdom. Og så skulle der bygges institutioner, der ikke kontrolleres af politikere, som ønsker at bevare magten.” Det er altså meget af det velkendte. Derudover siger han, at nødhjælp bør etableres med et mere langsigtet fokus. Én af de ting, hans research og interviews i Haiti viste, var, at lokalbefolkningen bliver skeptisk over for nødhjælpsorganisationer, når de er der i meget kort tid. Det er svært for lokalbefolkningen at stole nok på støtteorganisationerne til at turde løsrive sig fra banderne, hvis de frygter, at organisationen er smuttet igen om et år eller to.

Men alt det ovenstående forudsætter en vis form for stabilitet og sikkerhed i landet. Banderne skal afmonteres. Ellers kan der hverken sendes ressourcer til de trængende, opkræves skat til at sikre infrastruktur eller afholdes fair valg, der kan sikre tillid blandt befolkningen til politikerne. Derfor må der være en effektiv politistyrke. Og hvis USA vil stoppe flygtningestrømmen og undgå flere kidnapninger af deres statsborgere, må de hjælpe til at opbygge den.

Det virker udelukket, at USA – eller FN for den sags skyld – vil sende tropper til landet. Selv da Haiti direkte bad begge aktører om at sende tropper for at sikre stabilitet efter drabet på præsident Jovenel Moïses i sommer, gjorde de det ikke. Det skyldes formentlig historien. USA har tidligere sendt tropper til landet i starten af 1900-tallet, hvilket blev kritiseret for at svække de haitianske institutioner og forårsage en masse nytteløse drab. FNs senere intervention fra 2004 til 2017 bliver heller ikke set på med milde øjne blandt haitianerne. Operationen med det officielle navn MINUSTAH har fået kaldenavnet kolera” blandt befolkningen – en reference til den koleraepidemi, de fremmede tropper bragte med sig, som kostede 10.000 haitianere livet. Et andet lidet flatterende udtryk forbundet med operationen er Minustah babies”, som refererer til de mange faderløse haitianske børn, som FN-soldaterne efterlod i landet – mange af dem som følge af seksuelle overgreb.

Det hører med til billedet, at FN siden 2017 har været til stede i Haiti med en ikkemilitær indsats ved navn BINUH. USA har desuden sendt få specialstyrker til Haiti i forbindelse med præsidentdrabet. Men i begge tilfælde er de tilsendte personer ikke militære tropper, men i stedet rådgivere, undervisere og nødhjælpsfolk. Det samlede billede tyder altså på, at Vestens giganter er begyndt at træde mere forsigtigt, når de intervenerer.

Ifølge Markus Müller er der ud over historiens spøgelse en anden grund til, at USA ikke sendte tropper til Haiti efter sommerens præsidentdrab. Man frygtede, at hvis haitianerne så fremmede tropper i landet, ville de mistænke soldaterne for at påvirke valget. Det ville være rigtig dårligt for sammenhængskraften i landet, hvis store dele af befolkningen mistænkte den valgte præsident for at være en marionetdukke for USA, Brasilien, Frankrig eller et andet land, der kunne have økonomisk interesse i Haiti.

Det er muligvis af samme grund, at Emmanuela Douyon, som er repræsentant for Haitis civilsamfund, frabad sig flere tropper eller fredsmissioner i landet, da hun for nylig talte for FNs Sikkerhedsråd. I stedet skulle Haitis eget politi og dets enheder styrkes. FN skulle støtte retsvæsenet, forhindre ulovlige overførsler af penge og bringe de korrupte til retfærdighed, bad hun.

Så hvad kan Haitis historie lære os om at skabe stabilitet i et samfund?

At der skal andet og mere end en hær til at samle et land.

Det tilbagevendende argument for, at de store aktører ikke skal intervenere med tropper i Haiti, er, at landet har brug for at finde sine egne løsninger. At de tidligere militære interventioner har skadet mere, end de har gavnet, fordi de har gjort landets institutioner afhængige af hjælp. Vi har aldrig fået chancen for at regne spillets regler ud selv. Det er det, der er frustrerende for de fleste haitianere. Vi er blevet sat på sidelinjen, hver gang vi har prøvet at træde frem,” som Melodie Cerin, der har arbejdet med international udvikling i 13 år i Haiti, formulerede det til The New York Times.

Afhængigt af hvordan det kommer til at gå, kan Haiti måske blive et eksempel til fremtidig forfølgelse for verdens store internationale aktører, når de intervenerer i andre lande. Der findes trods alt ikke nogen endegyldig manual til, hvordan man skaber struktur og stabilitet i et land. Der er snarere en kollektiv erindring og erfaring, som hele tiden bliver udvidet. Og den seneste lektie i verdenshistorien, som FN og USA har taget til sig, lader til at være, at det sommetider skader mere end det gavner, når man fratager et land dets selvbestemmelse med en hær – uanset om det er gjort med gode hensigter eller ej. For mens både FN og USA har holdt deres tropper væk fra Haiti, har landets civilsamfund selv formået at samle sig i en fælles bevægelse med mere end 500 nonprofitgrupper af frivillige civile og 50 politiske partier. Og skal man tro Emmanuela Douyon og Melodie Cerin, så er den form for sammenhængskraft, tillid og selvbestemmelse meget vigtigere for at skabe stabilitet end en stor hær fra et fremmed land. Og det er interessant, at det i sidste ende er noget så luftigt som følelser og opfattelser blandt befolkningen, der får førsteprioritet over en hær. En pointe, der meget interessant kommer i forlængelse af, at COVID-19 har vist os, hvor vigtig tillid blandt befolkningen er for, at et land samlet kan navigere gennem en krise. En tillid, som mange af os slet ikke var klar over fandtes, før den pludselig blev altafgørende for at håndtere en pandemi. En tillid, som verdens store aktører før i tiden tog for givet, da de forsøgte at lime Haiti sammen med en hær.