Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Regine Andersen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Du kan ikke nå alt det, du gerne vil i livet. Og det er måske en god ting

Vi befinder os i en travlhedsepidemi, mener forfatteren Oliver Burkeman. I en ny bog erklærer han død over time management-tyranniet.

Illustration: Andrea Ucini for Zetland

Lad mig begynde med at stille dig et spørgsmål: Hvor mange uger tror du, du skal leve? Lad os sige, at du går fri af trafikulykker og kroniske sygdomme og dør, når de fleste danskere dør, nemlig omkring de 80 år. Hvor mange uger varer så dit liv fra vugge til grav?

Mens du tænker over svaret, så lad mig præsentere dig for Oliver Burkeman. Han er en 46-årig engelsk journalist og forfatter, som tidligere har skrevet et par populære semi-satiriske bøger om den alternative opskrift på et lykkeligt liv. Forestil dig en skægløs, engelsktalende Svend Brinkmann med måne, så er du godt på vej. Nu har han skrevet en ny bog, som er blevet en meget omtalt bestseller i USA og England, og som den respekterede psykologiprofessor Adam Grant har kaldt den vigtigste bog nogensinde skrevet om time management”. Bogens titel er Four Thousand Weeks, hvilket samtidig er svaret på det spørgsmål, jeg stillede dig før. 4.000 – eller, for at være helt nøjagtig, 4.174. Så mange uger skal du leve, hvis du bliver 80 år. Minus, naturligvis, de uger, der allerede ligger bag dig.

Havde du gættet på mere? Det gør de fleste af dem, som Oliver Burkeman stiller spørgsmålet til. Og han er klar over, at titlen på hans bog risikerer at vække en panisk angst for, at man ikke når alt det, man gerne vil i sit alt for korte liv. Men faktisk er hans ærinde det stik modsatte.

Trods titlen er Burkemans bog nemlig ikke endnu en i rækken af selvhjælpsbøger, der vil lære os at nå mere på mindre tid. Oliver Burkeman vil tværtimod have os til at bryde ud af tidens time management-trang. Han vil have os til at finde fred med, at livet er for kort til at nå alt det, vi ville ønske, vi kunne nå. Han vil have os til at holde op med at forsøge at presse så mange aftaler som muligt ind i døgnets 24 timer, fordi selve bestræbelsen flytter vores fokus fra nuet til fremtiden. Han vil, med andre ord, have en tidsrevolution. Og efter at have læst hans bog og interviewet ham over Zoom har jeg lidt lyst til at melde mig ind.

Inden vi kommer til Oliver Burkemans samfundskur, så lad os først stille diagnosen. Burkemans centrale budskab er, at vi som samfund er ramt af en form for travlhedsepidemi. Undersøgelse efter undersøgelse viser, at vi føler, vi mangler tid, også selv om det objektivt set ikke passer: Den gennemsnitlige arbejdstid i Europa er ikke steget de seneste årtier, og forældre tilbringer i dag mere tid sammen med deres børn end tidligere. Alligevel føler vi, at vi har for travlt til at nå alt det, vi gerne vil, og mange af os er så ivrige efter at effektivisere og tidsoptimere, at vi ifølge Oliver Burkeman kommer til at føre en forjaget tilværelse. Vi fører lange to do-lister over alle de ting, vi skal nå, vi kiler fitnesstimer, frisørtider og frokostaftaler ind i kalenderen, vi skæver ned i smartphonen, når filmen bliver kedelig, og vi lytter til podcasts, mens vi hænger tøj op, så vi kan få dobbelt udbytte af tiden.

Vi bruger vores dage på at komme igennem’ vores opgaver for at få dem af vejen’ med det resultat, at vi mentalt lever i fremtiden, imens vi venter på det tidspunkt, hvor vi endelig har tid til det, der virkelig betyder noget,” skriver Oliver Burkeman i Four Thousand Weeks.

Man kan se det på den endeløse strøm af selvhjælpsbøger om tidsoptimering og produktivitet, men man kan også se det på den måde, vores samfund konstant skruer tempoet i vejret. Tag arbejdsmarkedet, hvor forventningerne til, hvad den enkelte medarbejder skal kunne og nå, hele tiden hæves. Eller tag alle de teknologiske frembringelser – fra mikrobølgeovne og opvaskemaskiner til smartphones og lyntoge – som er designet til at mindske den pinefulde ventetid. Men som ifølge Oliver Burkeman – såvel som en række videnskabelige studier – har den omvendte effekt: Den friktionsløse teknologi skaber en forventning om, at alting bør gå glat og hurtigt, så når det ikke sker, bliver vi urimeligt utålmodige. Vi dytter rasende ad bilkøen, der snegler sig af sted, irriteres over åndsfraværende børn og gangbesværede ældre, der ikke bevæger sig i vores tempo, og forbander hjemmesiden, der er længe om at loade. Det føles på en mærkelig måde mere frustrerende at vente to minutter på en mikroovn end to timer på en ovn,” skriver Burkeman i Four Thousand Weeks.

Problemet, siger Oliver Burkeman, er i virkeligheden ikke, at vi har mindre tid til rådighed end tidligere generationer. Problemet er, at vi bilder os ind, at vi kan nå mere på den samme tid, fordi industrien, teknologien og selvhjælpsbøgerne har foregøglet os, at vi kan vinde et kapløb med tiden, som vi er dømt til at tabe.

Indtil for få år siden var Oliver Burkeman selv en af de produktivitetsprædikanter, han kritiserer i sin bog. Han havde en populær klumme i avisen The Guardian, hvor han delte tips og tricks til tidsoptimering. Dengang praktiserede han blandt andet teknikken Inbox Zero, der går ud på at besvare nye e-mails med det samme, så man konstant er ajour. Men han skulle snart opdage dét, han ser som et af problemerne med tidens tidsoptimeringstrang. Nemlig, at travlhed avler travlhed.

Jeg opdagede, at når du bliver enormt effektiv til at svare på mails, så sker der bare det, at du får flere mails,” skriver han i bogen.

Hvis du altid er hurtigere færdig med dine arbejdsopgaver end dine kolleger, siger Burkeman, så vil du næppe opleve, at din effektivitet bliver belønnet med mindre arbejde og mere fritid. Du vil nok snarere opleve, at din chef giver dig flere opgaver, fordi hun har noteret sig, at du har det med at lave dem hurtigt. Som den berømte Parkinsons lov, der blev formuleret af en britisk professor, siger: Arbejdet udvider sig, indtil det udfylder den tid, der er til rådighed.

Produktivitet er en fælde,” siger Oliver Burkeman. Når du bliver mere effektiv, bliver du bare mere fortravlet, og når du hele tiden forsøger at komme igennem bunken af opgaver, bliver den bare endnu hurtigere fyldt igen.” Og på samme måde med Inbox Zero: Jo flere mails du svarer på, jo flere mails vil du modtage – af den simple grund, at folk har det med at svare tilbage. Så i dag har Oliver Burkeman droppet Inbox Zero. Og gjort sig nogle af de samme erfaringer som Napoleon Bonaparte, der efter sigende ventede tre uger med at åbne sine breve, for så havde de fleste sager løst sig i mellemtiden.

De ting, der haster, kommer nemt til at dominere over de ting, der er vigtige. Det er meget svært at modtage en hastemail og ikke tillægge den betydning. Men det, tidens gang gør, er at skille det vigtige fra det ikke så vigtige,” siger han. Helt så radikal som Napoleon er Oliver Burkeman dog ikke. Der går præcis fem dage, før han svarer på min mail.

Nu lyder det måske, som om Burkeman vil have os til at sylte alle e-mails og arbejde demonstrativt langsomt. Sådan er det ikke. Faktisk er det ikke så meget time management-teknikkerne i sig selv, han er ude efter. Han bruger selv et par af dem stadigvæk, og i sin bog anbefaler han læseren at føre to do-lister. Hans pointe er, at vores trang til at tidsoptimere er et symptom på – og samtidig bidrager til – en bestemt måde at tænke om tid på. Nemlig som en ressource, som man skal suge ethvert sekund ud af.

Men selv tusind to do-lister og time management-tips kan ikke løse det fundamentale problem, som er, at vi aldrig vil føle, at vi har tid nok til at nå alt det, vi gerne vil. Og jo mere vi tænker over, om vi nu udnytter vores tid maksimalt, argumenterer han, jo mere begynder hver time, hver dag og hver uge at føles som et punkt, der skal sættes flueben ved, så vi kan nå frem til det sted, vi har investeret vores tid i. I stedet for at leve i nuet lever vi i en fremtid, der som et fatamorgana hele tiden flytter sig. De ting, vi gør, mener han, gør vi for at opnå et fremtidigt mål – at blive klogere, dygtigere, stærkere, sundere – ikke fordi vi finder glæde og værdi ved handlingen i sig selv. Når jeg tænker over det, tror jeg, det er en af forklaringerne på, at jeg selv har så svært ved at læse bøger for fornøjelsens skyld – men når det er til arbejdet, læser jeg med en næsten tvangsmæssig iver, fordi det føles produktivt på en måde, som lystlæsningen ikke gør. Det er en anden pointe i Burkemans bog: Engang arbejdede vi for at få råd til at holde fri, og indflydelsesrige økonomer som John Maynard Keynes forudså, at vi i fremtiden kun ville arbejde 15 timer om ugen. Men i det hyperproduktive stræbersamfund er fritid blevet lig med spildtid. For ikke at tale om den dødssynd, som kedsomhed er blevet.

Hvordan er det så blevet sådan? Ifølge Oliver Burkeman er livets ulidelige korthed en grundmenneskelig forbandelse – men der er alligevel nogle træk ved det moderne samfund, som gør, at kampen mod uret føles mere stakåndet, end den har gjort for tidligere generationer. Han påpeger, at der i middelalderen ikke var mange mennesker, som rendte og førte to do-lister.

Bønderne stod op samtidig med solen og gik i seng, når det blev mørkt. Man malkede køerne, når de skulle malkes, og høstede afgrøderne, når det var høst. Enhver, der forsøgte at presse processen ind i en stram tidsplan – for eksempel ved at forsøge at få en hel måneds malkning overstået på en enkelt dag eller at forsøge at få høsten til at komme tidligere – ville med rette være blevet anset som en galning,” skriver han i bogen.

I middelalderen havde man som bekendt ikke armbåndsure, og der var en hel del andre ting, man heller ikke havde. Man havde ikke tusind film at vælge imellem på Netflix, man havde ikke hundredvis af uddannelser og jobmuligheder for sine fødder, og man havde ikke 50 lovende Tinder-bejlere at vælge og vrage imellem. Den slags choice overload, som psykologen Barry Schwartz kalder det i bestselleren Valgfrihedens tyranni, er noget nyt for det moderne menneske. Og når man kombinerer det med et konstant tidspres, er det let at få FOMO, fear of missing out. Følelsen af, at man kunne bruge sin tid bedre: på en anden Tinder-date, på nogle andre venner, på en anden film, på smartphonen frem for den kedelige samtale.

Et andet moderne fænomen, som ifølge Burkeman hænger intimt sammen med følelsen af evig tidsnød, er selvoptimeringsbølgen. Selvhjælpsbøger og industrien har solgt os idéen om, at vi konstant bør stræbe efter at blive dygtigere, klogere, smukkere, slankere og stærkere. Og hvis man forsøger at blive det hele på én gang, vil man uvægerligt støde på den begrænsning, som døgnets finitte antal timer sætter.

Der er et kulturelt og økonomisk pres, som får os til at stræbe efter mål, der er uopnåelige,” siger Oliver Burkeman. Hvis implikationen er, at mere valgfrihed altid er bedre, eller at du altid kan gøre mere for at nå et eller andet hypotetisk, overmenneskeligt niveau, så vil begge dele møde tidens begrænsninger.”

Endelig – eller i hvert fald det sidste eksempel, jeg vil nævne her – har vi den måde, det moderne arbejdsmarked er indrettet på. I de her år bliver der talt og skrevet meget om prekariatet – en voksende klasse, der tæller alt fra freelancejournalister til Nemlig.com-chauffører, og som har det til fælles, at de som en slags moderne daglejere arbejder under løse og usikre ansættelsesforhold. Sådan et arbejdsmarked gør ifølge Burkeman, at man hele tiden føler, man skal producere og udrette mere for at gøre sig fortjent til næste dags dont.

Så vidt problemet. Hvad gør vi så ved det? Det har Oliver Burkeman heldigvis også et par bud på.

En af de ting, der fik Oliver Burkeman til at opgive sin tidsoptimeringstrang, var oplevelsen af at blive far. I bogen taler han om, hvordan tiden ligesom bliver opløst for nybagte forældre i de første dage og uger efter fødslen. Man glemmer tid og sted og er bare til stede, hvor man er. De fleste, der har prøvet at få et barn, vil nok kunne genkende følelsen. Det kan jeg selv fra min datters fødsel. Men jeg genkender den også fra et hospitalsbesøg, jeg mindes mindre glædeligt. I ugen op til min mors død, hvor hun var indlagt, havde jeg det, som om Jorden var holdt op med at dreje rundt, som om tiden var gået i stå. Den deadline, jeg få dage forinden havde stresset over, kunne nu ikke føles mere ligegyldig. Jeg tænkte ikke engang på at skrive til min redaktør og bede om udsættelse. Jeg var til stede i hvert øjeblik på en måde, jeg sjældent har været før eller siden, og selv om jeg helst havde været oplevelsen foruden, så føltes det, på sin egen måde, meningsfuldt.

Jeg har selv prøvet at hjælpe til i krisesituationer,” fortæller Oliver Burkeman. Det er situationer, du helst ville have været fri for, fordi du føler smerte og sorg. Men der er i de situationer en dyb følelse af, at der findes ingen andre steder på planeten, jeg burde være lige nu. Jeg føler mig ikke trukket i to forskellige retninger. Jeg vil ikke fejre den slags situationer, men der er noget øjenåbnende over det.”

Burkeman kalder denne tilstand for deep time: Når vi holder op med at tænke på tiden som en ressource, der skal udnyttes maksimalt, men lever i og med den. Det er nok sigende, at der skal fødsler og alvorlig sygdom til for at bringe os i den tilstand. Men det skal der måske heller ikke nødvendigvis. I sin bog beskriver Oliver Burkeman en række ting, man kan gøre for at komme ned i deep time – og blive der.

Nogle af tingene er ekstreme. Som da han fortæller om professoren, der tvinger sine studerende (og Oliver Burkeman) til at tage på kunstmuseum og stirre på det samme maleri i tre stive timer. Mange museumsgæster har i dag så travlt med at få set’ alle malerierne, så de kan få sat deres flueben, at de knap nok kigger på dem. Formålet med øvelsen er at tvinge de studerende ned i tempo – at tvinge dem til at tage den tid, som ingen af os tager til nogen aktivitet længere.

Andre ting er meget konkrete og anvendelige. Som da han nævner et, formentlig falsk, citat, som ofte bliver tilskrevet Warren Buffett. Den amerikanske forretningsmagnat skulle engang have givet sin personlige pilot et råd, som er blevet kaldt 25/5-reglen: Lav en liste med dine 25 største karrieremål. Vælg de fem vigtigste ud. Kassér de sidste 20, og sørg for aldrig at bruge tid på at jagte dem, for de vil kun distrahere dig fra de mål, som er vigtigst for dig. Det har Warren Buffett efter eget udsagn aldrig sagt, men rådet er godt nok, synes Oliver Burkeman: Eftersom du umuligt kan nå alt det, du gerne ville, må du beslutte dig for, hvad du vil mislykkes med. Vil du både være en nærværende forælder og et karrieremenneske? Så skal det måske ikke være hjemme hos jer, der altid er pinligt rent og hjemmebag på bordet, og måske må du også leve med, at maven ikke altid er flad som et vaskebræt.

Den samme logik ligger bag rådet om at betale dig selv først’. Det er gammel hverdagsøkonomisk visdom: Når du får løn, så sæt som det første nogle af pengene til side til din opsparing, og så skal du nok få resten til at slå til. Men hvis du bare begynder at bruge pengene på må og få, vil du opdage, at der ikke er noget at sætte til side sidst på måneden. Oliver Burkeman opfordrer os til at behandle vores tid på samme måde. Mange af os plejer nok at lave de små, hurtige, måske lidt sure opgaver først, så vi kan få sat nogle flueben på to do-listen. På den måde, tænker vi, kan vi have ro i sindet, når vi får tid til de ting, der er vigtige for os. Men som kreativitetscoachen Jessica Abel, som Burkeman har rådet fra, skriver: Hvis du ikke sætter tid af til dig selv, opstår der aldrig et tidspunkt i fremtiden, hvor du på magisk vis er færdig med det hele og har masser af fritid.” Så vil du gerne tilbringe mere tid sammen med dine børn, skrive en roman eller rejse Jorden rundt? Så gør det først, siger Burkeman, gør det nu. Og lev med, at du nok aldrig når til nogle af de mindre punkter på din to do-seddel.

Et tredje råd er at få dig en hobby, som ikke tjener noget produktivt formål. Noget, du alene gør, fordi du synes, det er sjovt. Gerne noget, du ikke er specielt god til eller i hvert fald ikke har nogen forhåbninger om nogensinde at blive dygtig nok til at tjene penge på. Det kunne være at strikke, spille guitar eller lære latin. For Burkeman selv er det at synge i et amatørkor.

Et fjerde råd: Øv dig i at gøre ingenting. I at kede dig.

Et femte: Gå en tur uden noget i ørerne. (Oliver Burkeman nævner os ikke direkte i sin bog, men jeg er sikker på, at han ville have gjort en undtagelse for Zetland).

Oliver Burkeman ville være lidt af en hykler, hvis han troede, at et par simple lifehacks kunne få os ud af time management-trangens skruetvinge. Det tror han heller ikke. Han taler om et trinvist perspektivskifte, som begynder med at indse, at det er umuligt at nå alt det, du gerne vil i livet. Og i stedet for at gå i eksistentiel panik bør den erkendelse sætte os fri – befri os fra FOMO og dårlig samvittighed, så vi kan være til stede, hvor vi er, uden at stresse over, hvor vi ellers kunne være.

Det er en form for intellektuel erkendelse, som vokser på én. For mig var det at skrive denne her bog et skridt på vejen, hvor jeg endelig helt forstod den abstrakte idé, jeg havde haft i baghovedet. Når man på et intellektuelt plan erkender, at noget, du har forsøgt at gøre, er umuligt, på samme måde som dét at få to plus to til at give fem er umuligt, så sker der et skifte i dit sind. Derefter er der en muskelhukommelse, der let trækker dig tilbage i gamle vaner. Men når først tanken er plantet, begynder den at gennemlyse dit liv,” siger han.

Og faktisk tror han, at den erkendelse har ramt en hel del mennesker allerede. Ikke mindst det seneste halvandet år efter coronakrisen – eller Den Store Pause, som han kalder den i bogen. Særligt de første uger og måneder havde lidt af den samme tidløshed over sig som babyboblen efter en fødsel. Og jeg ved ikke, hvordan du har det, men for mig var der sommetider en lettelse over at aflyse aftaler. En frihed ved, at der ikke var andre steder, jeg kunne og burde være, og at jeg ikke behøvede at spekulere over, hvad mine venner mon lavede lige nu. En joy of missing out.

Du opdager,” siger Oliver Burkeman, at der er ting, du savner mere, end du havde forventet. Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville savne mit amatørkor så meget. Og så er der ting, du til din overraskelse ikke savner, og du opdager måske, at du kan finde stor tilfredsstillelse i at lave havearbejde eller gå ture i den lokale park. Det var et tvungent perspektivskifte for hele samfundet.”

Jeg synes, der er mange vigtige indsigter i Oliver Burkemans bog. Men mens jeg læser den, tænker jeg også to ting.

For det første tænker jeg, at idéen om at betale mig selv først, begynde at gå til latin og stirre på det samme maleri i tre timer lyder tillokkende i teorien (måske med undtagelse af det med maleriet). Men at man i praksis vil støde på det problem, at man har forpligtelser og begrænset tid til at nå dem. Er det overhovedet muligt at leve, som Burkeman foreskriver, uden at melde sig ud af det moderne samfund? Burkeman forstår indvendingen. Han siger, at han ikke vil have os til at holde op med at svare på mails eller lave to do-lister. Han synes endda, at nogle produktivitetsteknikker kan være brugbare. Han vil bare have os ud af den vildfarelse, at vi kan og skal nå mere, end tiden tillader – og den stress og angst, den afføder.

For det andet tænker jeg, at der er en risiko for, at den kur, Burkeman ordinerer i Four Thousand Weeks, blot vil afløse én form for tidspres med en anden. Nej, hvis man accepterer og omfavner tidens begrænsning og livets ulidelige korthed, vil man muligvis ikke længere spørge sig selv, om man nu kan nå alt det, man gerne vil. Men vil man ikke i stedet spørge sig selv, om man nu bruger den knappe tid meningsfuldt nok? Om man er nok til stede i nuet? Om man nyder det nok?

Den risiko ligger i hvert fald i titlen,” begynder Oliver Burkeman. Man skræmmer folk, når man nævner de 4.000 uger. Det er fristende at tænke: Åh nej, jeg må bruge samtlige minutter meningsfuldt’. Jeg håber ikke, det er dét, man tager med, hvis man læser hele bogen. Men dit spørgsmål rammer på et meget dybt plan det, bogen handler om. Hvis du virkelig kan overgive dig til livets endelighed, og at du aldrig vil kunne kontrollere tiden, er der en lettelse og frihed i det. Det er et fredeligt perspektiv. Men hvis du erkender begrænsningen uden helt at omfavne den, kan det gøre tingene værre. For den time management-skole, jeg kritiserer, lover dig i det mindste, at du måske i næste måned eller næste år vil kunne blive herre over tiden. Hvorimod jeg siger: Det vil aldrig lykkes dig.’ Den dybere pointe er: Så længe du stadig er selvbevidst nok til at spørge: Nyder jeg det her nok?’, så er du der ikke endnu. Så kigger du stadig på øjeblikket, på tiden, udefra. Hvis nogen af os helt og holdent kunne erkende, at øjeblikket er alt, der er, så ville det spørgsmål aldrig opstå.”