Der er noget galt i dansk politik, siger toppen af dansk politik. Her er et vovet forslag til, hvordan man fikser det

Det politiske system har fået svært ved at løse tidens store problemer, siger ministre og embedsfolk i en ny bog.

Foto: Simon Baungård for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Karsten Lauritzen følte sig hårdt presset. Det var tilbage i 2018, og elbiler dominerede pludselig den politiske dagsorden. Klima var blevet hot stuff blandt vælgerne. Og nu stod Lauritzen – der var skatteminister i den daværende Løkke-regering – med en udfordring. Partier i oppositionen havde meldt ud, at de ville have 500.000 elbiler på vejene. Vi blev voldsomt presset,” husker han.

Hvad skulle Lauritzen og Venstre nu stille op? Så sagde vi en million elbiler,” siger Karsten Lauritzen.

Der var bare lige et problem, og det vidste ministeren også godt selv: De anede ikke, om en million elbiler i 2030 var bare tilnærmelsesvist muligt. Det er jo helt galimatias,” siger han i dag, at man sætter sådan et mål uden at have nogen som helst anelse om, hvorvidt det er realistisk. Og hvordan skal vi egentlig nå derhen?”

Sådan en plan fandtes ikke. Og snart efter skød eksperter forslaget ned som urealistisk, uplanlagt og dyrt – ikke den smarteste måde at få CO2-udledningen ned på. Men Lauritzen og resten af regeringen kørte på med en million elbiler – selv om de nok godt vidste, det var urealistisk.

Det valgte vi at gøre, fordi det der med at sige, at vi er meget ambitiøse … det vil vælgerne gerne have,” lyder det fra den tidligere skatteminister. Så er det af mindre betydning, om vi når derhen.”

Så er det af mindre betydning, om vi når derhen. Den sætning rammer lige ned i kernen af et af de helt centrale problemer i dansk politik ifølge en kommende bog: at politikere lynhurtigt melder noget stort og flot ud – eller vedtager nye love eller reformer – som gør sig godt i medierne og det politiske spil på Christiansborg. Men som ofte ikke flytter særligt meget ude i virkeligheden.

I bogen Entreprenørstaten kommer alle sider fra den politiske verden med et nødråb: Det nuværende politiske system evner alt for sjældent at løse tidens vigtigste problemer. Det særligt opsigtsvækkende er, at opråbet kommer fra selve toppen af dansk politik – nuværende og tidligere ministre, partiledere, departementschefer og mediefolk går befriende selvkritisk til bekendelse. (Karsten Lauritzens refleksioner er fra bogen – det samme er andre citater her i artiklen).

Vores politiske model er virkelig slået ud af kurs,” siger bogens forfatter, Sigge Winther Nielsen – ph.d. i statskundskab, tidligere embedsmand i Finansministeriet og politisk analytiker på Politiken og i dag vicedirektør i fagforbundet Djøf. Vælgernes ønsker forsvinder op i den blå luft.”

Sigge Winther Nielsen har dog også et bud på en løsning. På ryggen af forskning, udenlandske eksempler og bogens mange interview foreslår han, hvordan vi kan gentænke vores politiske system – og skabe en entreprenørstat.

Men inden vi kommer til det løsningsforslag, så lad os forstå selve problemet i dybden.

PERSONLIGT“Jeg er overrasket over, hvor langsomme vi politikere er til at udbedre fejlene,” når vi har lavet nye reformer, siger SF’s Pia Olsen Dyhr i bogen. “Nok fordi det bliver personligt for mange politikere, at de ikke vil erkende, at det er gået galt.” Foto: Miriam Dalsgaard, Ritzau Scanpix

Sigge Winther Nielsen skitserer dansk politik i dag som udsat for et pres indefra og et pres udefra. Vi begynder udefra – med de tre T’er: tid, transnationalisme og træghed.

Tiden i moderne politik er speedet op. Politik er i dag blevet til hurtig handling,” siger en af de interviewede mediefolk, redaktør Lasse Lauridsen på Deadline (hvor Sigge Winther Nielsen har været vært). Hurtig handling er det, som vælgerne belønner politikerne for. Og det er faktisk også det, som medierne honorerer politikerne for,” siger Lauridsen.

Samme analyse kommer fra et væld af andre redaktører, politikere og embedsfolk. Som Pia Olsen Dyhr, SFs partileder, siger: Politikere vedtager noget hurtigt for at kunne krydse af og sige, at vi nu har opfyldt vores løfte. Men det betyder jo langtfra, at det har flyttet noget ude hos borgerne, når der er gået et par år.”

Problemet ved at præmiere hurtig handling er, at ny politik kan blive annonceret, planlagt, vedtaget og indført uden tid til at hente tilstrækkelig viden og inddrage folk udefra – ikke mindst dem, politikken handler om. Det øgede tidspres betyder, skriver Sigge Winther Nielsen, at politikere og embedsmænd ofte ikke analyserer i bund, hvad der er vigtigst at løse, fordi der kræves handling med det samme. Og når de så har valgt det problem, de ønsker at løse, så er indsigten i, hvad det rent faktisk kræver at løse det, sjældent særlig stor”, skriver han.

Man har sjældent tid til den rigtige problemformulering i politik,” siger Martin Rossen, tidligere stabschef i Statsministeriet under Mette Frederiksen. Og det er en central grund til, at der er så mange problemer, vi ikke har løst i de senere år. Vi kaster os hovedkulds ud i løsninger.”

Næsten det samme siger Morten Østergaard, der var formand for De Radikale, da han blev interviewet til bogen: Det er, som om vi politisk springer over problemformuleringen. Så går vi direkte til at forhandle en løsning uden at have en ordentlig idé om, hvad problemet er. Når reformen så rammer folk, så løser den måske ikke det problem, de havde.”

Kravet om lynhurtig handling mærkes også hos embedsfolk – altså de ansatte i eksempelvis ministerier, der forbereder nye lovforslag til ministeren og siden sørger for, hvordan de føres ud i livet. Her er det tidligere departementschef Jesper Fisker: Nogle gange skulle jeg som departementschef have sagt: Pyt, det tager vi i morgen.’ Men det gjorde jeg ikke. Og det er der heller ikke så mange andre, der gør, men det er tiltagende dårligt i forbindelse med at løse virkelighedens problemer.”

Reformtempoet er skruet kraftigt op. Der er kortere tid til at forberede politikken: I 1975 var der cirka 300 såkaldt beslutningsforberedende udvalg. Her brugte relevante parter tid på at forberede love, så politikerne stod på et solidt grundlag. I de senere år er tallet røget ned på 20 udvalg. Samtidig er der ikke afsat nok tid til at gennemføre reformerne, som politikerne har sat i verden, siger over 60 procent af de embedsmænd, der blev spurgt i en undersøgelse fra 2019.

De der lange seje træk – at få tingene til at ske i den virkelige verden – det overser man meget hurtigt, når man sidder på toppen af Slotsholmen. Og derfor vedtager man for mange ting på for kort tid,” siger den tidligere departementschef i Finansministeriet Martin Præstegaard. Det er første gang, den magtfulde embedsmand taler så frit om problemerne. Det er sin egen lille boble … Hele systemet er bare fanget i et stort maskineri, hvor den politiske virkelighed ikke giver ro og rum til langvarig og kompleks implementering. Tingene skal gerne ske hurtigt. Også hurtigere, end hvad der er realistisk.”

Risikoen er, at man ikke får samlet nok viden, og at politik sker i et lukket rum uden inddragelse af dem, der kender virkeligheden, som politikerne prøver at ændre. Tag den omdiskuterede folkeskolereform i 2013, som Præstegaard selv var med til at få igennem – trods stor modstand fra lærerne. Vi skulle have inddraget flere i politikformuleringen,” siger han. Lærerne – dem med hænderne nede i fagligheden – skulle have fyldt mere. Det var en helt afgørende grund til, at reformen ikke lykkedes, lyder det fra flere sider.

Og det er en generel indsigt, der løber gennem bogens interview: når ting går så stærkt, at der ikke er tid til grundig viden og inddragelse af dem, en reform faktisk skal handle om, bliver kvaliteten derefter. Den fejlslagne reform af Skat var netop et eksempel på, at mangel på viden, for lidt inddragelse og for høj fart kan få alvorlige konsekvenser, som en undersøgelse fra forvaltningsprofessoren Jørgen Grønnegård Christensen har vist. Men problemet stikker langt dybere.

Der bliver simpelthen mindre viden i politik,” siger Martin Præstegaard, eksdepartementschefen fra Finansministeriet.

Det andet pres på moderne politik handler om transnationalisme. Det betyder kort sagt, at mange af de store samfundsproblemer i dag er grænseoverskridende. Klima, skat på techgiganter, indvandring og skattely kan ikke løses nationalt. Det er komplekse problemer, der kræver komplekse svar, som dansk politik ikke kan give alene. I dag er vores økonomi og love i stigende grad vævet sammen med andre dele af verden – via eksport og EU-regler – og det gør det sværere for Christiansborg at skabe løsninger på vigtige problemer.

Det tredje og sidste pres kalder Sigge Winther Nielsen for træghed. Mange af tidens vigtigste problemer er blevet mere komplekse. Vilde problemer” hedder de i forskningen, hvilket vil sige, at de er viklet ind i andre problemer. At løfte de 20 procent svageste elever i folkeskolen handler ikke bare om skolepolitik, men også om økonomi, socialpolitik, boligpolitik og beskæftigelse. Klima, ulighed, integration, vækst og andre af tidens største spørgsmål er også vilde problemer, der ikke kan løses med en hurtig, let politisk justering.

Før, i velfærdsstatens helt tidlige år, foregik ny politik mere på en slags bar mark; der var mere plads til at indføre en ny rettighed eller lov. Nu foregår politik i et tætbebygget, sammenfiltret landskab. Vi har fået flere og flere regler og love, trods skiftende regeringers ambition om det modsatte siden 1921. Derfor kan et problem ikke løses uden at tage hensyn til virvaret af eksisterende love og problemer, der griber ind i hinanden.

Den slags reformer, der skal laves i dag, er rigtig svære”, siger Torben Tranæs, forskningsdirektør hos Vive, i bogen. Det kræver noget helt særligt fra politikernes side.” Eller som Sigge Winther Nielsen selv siger i telefonen: Når vi skal løse de her vilde problemer, kræver det en helt anden politisk model end den, vi har brugt de seneste 20 år i Danmark.”

STEROIDERVi ser for ofte “politik på steroider”, siger Sigge Winther Nielsen – lynhurtig og lukket politik uden tilstrækkelig viden og inddragelse. Foto: Simon Baungård for Zetland

Okay. Det var presset udefra, der gør det svært at skabe politik, der rent faktisk laver stærke løsninger ude i virkeligheden. Presset indefra kan forklares kortere. Det handler om samspillet mellem politikere, embedsfolk og medier. Det samspil er i stigende grad blevet dysfunktionelt, påpeger de tre faggrupper selv i bogen. Og det har skabt en Christiansborg-boble, der i stigende grad er afkoblet fra virkeligheden” udenfor, lyder det fra eksdirektør i Region Hovedstaden Hjalte Aaberg og mange andre i bogen.

Lad os tage gruppernes selvrefleksion en for en. Først politikerne. Karsten Lauritzen, den tidligere skatteminister fra Venstre, siger: Vi politikere har vedtaget utrolig meget lovgivning, som ikke er administrerbar, og man forholder sig ikke til det som politiker – for du får forsider og breaking news på noget, når det bliver vedtaget i Folketinget, eller når et fiffigt forslag sælges til en journalist.”

Så kommer vi til embedsfolkene; den tidligere departementschef Jesper Fisker siger, at samspillet i Christiansborg-boblen fører til lukkede forløb, der skaber hurtig politik, der primært egner sig til at løse et politisk fantomproblem, som er et hurtigt svar til mediemøllen”, siger han. Hvis det er et fantomproblem, er det jo fint at løse det på en fantommåde – for så er alle glade: Borgerne ude i virkeligheden tænker ja ja, de gør, hvad de vil på Borgen, det berører ikke os. Og samtidig er alle glade i boblen, for det kører jo; man har været i avisen, og vi kan krydse af på lovprogrammet,” siger den tidligere departementschef.

Han tilføjer: Boblen og virkeligheden har levet helt fint ved at være adskilt, når boblen har afsat et par hundrede millioner kroner til en ældrepakke, få har opdaget i virkeligheden. Men når der så sker noget dramatisk i virkeligheden – hvordan skal man så agere inde i boblen – det er det svære, og her har vi nok fejlet i mange år. For så anvender vi boblens logik på virkelige problemer. Og det dur sjældent.”

Til sidst tager vi journalisterne, her ved redaktør på Deadline Lasse Lauridsen. Han vurderer, der er opstået en frakoblet kynisme, som politikere og medier har sammen, hvor de er pisseligeglade med rigtig politikudvikling. De lever i deres eget reservat, hvor der gælder nogle andre spilleregler, som handler om at sælge aviser og sælge budskaber, der brander’ politikeren som en særlig figur, som vælgerne skal stemme på. Og det er blevet meget mere perverst over tid.” Som han siger: Jeg tror, de færreste forstår, hvor grelt det er.”

Analyserne fra de tre grupper i Borgen-boblen er befriende ærlige og selvkritiske – jeg har blot enkelte eksempler med. Det er vigtigt, at udtalelserne ikke er begrænset til særlige partier, medier eller ministerier. Det er snarere, som Sigge Winther Nielsen siger, en systemfejl”. Systemfejlen skaber i stigende grad det, han kalder pseudopolitik”: politik, der enten blot kradser lidt i overfladen for at vise handling – eller som sætter store bevægelser i sving på den halve tid uden større viden og vedholdenhed, som så ofte gør mere skade end gavn”.

Man kan se demokratiet som et hus med en fordør og en bagdør. Ved fordøren foregår debatterne og de flammende taler. Inde i huset sker selve forhandlingerne og det parlamentariske arbejde blandt politikerne. Og ved bagdøren bliver politikken omsat til virkelighed – ført ud i livet som regler, reformer og love med konkret betydning for dig.

Når vi diskuterer demokratiets tilstand, taler vi ofte om fordøren – er debatten kørt af sporet? Men vi glemmer ofte bagdøren. Det hænger måske sammen med, at alle de tre grupper i boblen – journalister, embedsfolk og politikere – i stigende grad orienterer sig mod fordøren, siger Sigge Winther Nielsen. De stimler sammen om det synlige, symbolerne, det nye. De interesserer sig sjældnere for bagdøren – hvordan politikken rent faktisk kan blive til virkelighed. Så snart en lov er vedtaget, er man videre – “så er den klaret,” som Morten Østergaard siger i bogen. Men det betyder, at bagdøren sander til. Men den er lige så vigtig for et velfungerende folkestyre,” siger Sigge Winther Nielsen. For det er her, politikken – og dermed også vælgernes ønsker – kan blive til virkeligheden.

Når det ikke sker, har det flere alvorlige konsekvenser, påpeger han.

For det første jo, at problemer ikke bliver løst. I bogen laver han sammen med seks forskere en analyse af en lang række af den seneste tids reformer – skat, politi, anbringelser, folkeskole, beskæftigelse. Blev reformernes formål indfriet? Det er umuligt at give ét enkelt svar på. Der er ting, der er lykkedes virkelig godt (en digitaliseringsreform eksempelvis), ting, der er faldet helt igennem (visse reformer i Skat), og så mange mere mudrede resultater. Men analysen viser, at mange af de store problemer simpelthen ikke bliver løst med reformerne. Mange af reformernes formål bliver ikke indfriet. Det er også vurderingen fra mange af kilderne i bogen.

Den anden alvorlige konsekvens er, når vi – borgerne – ikke oplever, at politikerne løser samfundets store problemer. En survey blandt et udsnit af befolkningen lavet til bogen viser, at det, borgerne synes, demokratiet er dårligst til, netop er at løse de store problemer, der optager dem. Det er risikabelt, påpeger Sigge Winther Nielsen. For hvis borgerne ikke oplever, at demokratiet løser tidens vigtigste problemer, så bliver demokratiet til en tom skal. Borgerne vil måske søge mod private løsninger, mod populisme eller endda mod helt andre samfundsmodeller – har Kina eller USA et bedre svar? Tilliden til demokratiet falder, som den har gjort i mange år.

Hvis ikke demokratiet formår at løse tidens vilde problemer,” siger Sigge Winther Nielsen, så kan jeg være bekymret for, om vores demokratiske model er holdbar om 10, 20, 30 år.”

Det er stærke sager. Og nu kunne man fristes til at gå lidt til Sigge Winther Nielsens analyse. For er det ikke sådan, at en del reformer jo faktisk har haft positiv effekt? Jo, siger han, digitaliseringen og kræftbehandling og flere andre ting har virkelig rykket. Der er jo også masser af ting, der går den rigtige vej i Danmark. Virkelig meget, faktisk.

Min pointe er bare, at de vilde problemer ofte ikke er blevet løst, selv om man har prøvet i årtier,” siger han. Antallet af hjemløse, dele af folkesundheden, indvandrerkvinder på arbejdsmarkedet, de svageste i folkeskolen. Den slags problemer har vi bøvlet med i virkelig lang tid.”

Jeg spørger ham også om de mange ekstremt dygtige mennesker blandt de tre faggrupper i det, som bogen kalder Boblen – og i den offentlige sektor generelt. Det er han også helt enig i. Vi har en virkelig god offentlig sektor, der løser mange problemer, siger han. Det vrimler med superkompetente mennesker blandt politikere, embedsfolk og journalister.

Men fordi der er noget dybere, mere systemisk på spil, så spiller de tre faggrupper ikke hinanden bedre, siger han. Tværtimod. De arbejder hårdere og hårdere, men det bliver værre og værre.” Han har lagt mærke til, at mange af hans interviewpersoner udtrykker en følelse af meningstab. Der er en øget erkendelse af, at noget er galt,” siger han.

Sigge Winther Nielsen har også mærket det selv. Da han var vært på Deadline og havde interviewet Lars Løkke Rasmussen om hans helhedsplan, husker han at cykle hjem med en tom fornemmelse i maven. Det slog mig, at alle egentlig var ligeglade, om planen blev til noget. Det var bare the show must go on. Det vigtige var, om den blev vedtaget. Hvordan den virkede ude i virkeligheden, det måtte andre tage sig af,” siger han. Det var følelsen af et paradoks, der simpelthen virkede absurd:

Der, hvor politik udrulles, bliver verden mere og mere vild, skæv og kompleks. Men der, hvor politik formidles og diskuteres, bliver verden mere og mere simpel, højrøstet og forhastet. Det er et kæmpe paradoks. Vi står tilbage med de allersværeste problemer, fordi vi har løst de nemmeste. Men vores svar er at forsøge at gøre det hurtigere.”

DEMONSTRATIONLærerne skulle have været inddraget mere i den kritiserede folkeskolereform, siger flere involverede departementschefer i bogen. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen, Ritzau Scanpix

Så hvad er løsningen? Den er ikke enkel, i hvert fald. Men Sigge Winther Nielsen vover alligevel – på baggrund af alle interviewene og forskningen og erfaringerne fra ind- og udland – at komme med et bud. Entreprenørstaten kalder han det.

En entreprenørstat skal binde fordøren og bagdøren sammen i politik. Det politiske rum skal lade sig inspirere af den måde, entreprenører – iværksættere – arbejder på. Man skal fokusere benhårdt på nogle få udvalgte vilde problemer. Månelandingsprojekter, for at bruge hans ord. Det kunne være klima, men også meget andet. Jeg tror, vi kan udrette enormt meget, hvis vi retter den politiske laserstråle mod nogle få problemer, forstår dem helt til bunds og så virkelig satser på at løse dem,” siger han.

Da USA tilbage i 1950’erne så, at russerne var ved at give dem baghjul i rumkapløbet, oprettede de Darpa. Det var en storstilet satsning, hvor de bedste forskere, embedsfolk, iværksættertyper og mange andre fik ressourcer og tid. Resultatet blev den første mand på Månen – men også en lang række videnskabelige og erhvervsmæssige gennembrud. Sådan kan vi ikke gøre med al politik, men med nogle få ting. Det kræver, vi tør tænke stort,” siger han.

Det handler på sin vis om at kæmpe imod de tre T’er, vi nævnte tidligere – tidspres, transnationalisme og træghed. Og det kan man gøre med, ja, Sigge Winther Nielsens tre V’er: vedholdenhed, vision og viden.

Lad os tage dem kort et for et. Vision: Vi har brug for en fængende vision,” siger han. For politik handler om at flytte mennesker med håb og drømme. Vi har brug for mere begejstring i politik. Den tyske statsmand Helmut Schmidt sagde, at hvis du vil have visioner i politik, så skal du søge læge. Jeg tror, vi skal søge læge nu. Vi har brug for store idéer. Og at det er okay at slå nogle skæverter. Vi har været i et iltfattigt reformrum længe nu.”

Vision handler om at skabe signaturprojekter – i stil med USAs Darpa, men også som Skotland og Holland har gjort i nyere tid med storstilede satsninger, der inddrog folk på kryds og tværs i arbejdet frem mod en løsning.

Og det fører til Viden. Der er brug for masser af viden fra forskningen og fra frontlinjen. Der er brug for mere inddragelse, når politikken tænkes og skal gøres konkret. Markedet og civilsamfundet skal være med – staten kan ikke løse problemerne alene. Virksomheder, borgere, de, der har hænderne nede i virkeligheden, skal inddrages langt mere i det demokratiske rum.

Før lystrede verden, når centraladministrationen lavede noget. Sådan spiller klaveret ikke i dag. Vi skal alle sammen være med, hvis vi skal løse de vilde problemer. Vi skal spille på alle tangenterne,” siger han. Politik har brug for at komme helt tæt på bagdøren, tæt på jobcentre og gymnasier og eksportvirksomheder, for at forstå deres virkelighed – og finde de rigtige løsninger. Vi skal have flere blikkenslagere i politik.”

Og så skal der være tid til at gøre det. Det er Vedholdenhed. Staten skal give sig tid til at inddrage omverdenen i partnerskaber, skriver han, når politikken udformes og udrulles. Vedholdenhed handler også om at turde lave fejl og prøve sig frem, som en entreprenør ville gøre, inden man finder løsningen. Det kræver også, at politikerne tør stå i problemerne og ikke bare hopper til en hurtig løsning. Og at medierne lader dem gøre det,” siger han.

Man kan indvende, at satset på nogle få store projekter også har en skyggeside. For hvad med alle de andre problemer, som så ikke får laserstråle-fokus? Får de så lov til at forblive uløste eller endda vokse? Det er selvfølgelig en risiko. Men, skriver Sigge Winther Nielsen, omvendt får de områder, der ikke lige bliver udvalgt til månelandingsprojekter, også fred fra konstant politisk indblanding og ændringer. Dermed får de ansatte her mere tid og større faglig frihed til at komme i bund med deres vigtige opgaver, mener han.

MODSVARSigge Winther Nielsen ser entreprenørstaten som et modsvar til den konkurrencestat, der har fyldt meget de seneste år. 
 Foto: Simon Baungård for Zetland

Sigge Winther Nielsen oplister en lang række bud på, hvordan sådan en entreprenørstat mere konkret kan forløses. Vi kan umuligt nå alle sammen ordentligt her, men nogle af dem lyder: faste ekspertgrupper til ministerierne. Ansæt flere specialister med tyk viden. Flere fede fejl – drop nulfejlskulturen i det offentlige. Indfør viceministre med kæmpe løn; så kan ministre få tid til at formulere visioner ved fordøren, og viceministrene kan tage sig af at gennemføre idéerne ved bagdøren”. Test reformer. Flere partnerskaber. Inviter borgerne tættere på med demokratiske eksperimenter. Sæt tempoet ned – brug mere tid på at sikre nok viden, som politikerne kan stå på, når de træffer beslutninger.

Man kan diskutere alle de forslag, men den mest centrale pointe hæver sig egentlig op over dem alle sammen: Der er brug for at tage et stort generelt ryk, der gentænker selve den styreform, vi har i dag.

Det her politiske system fungerede, da det blev indført for 100-150 år siden. Men det er ikke blevet syncet op til virkeligheden i dag,” siger Sigge Winther Nielsen. Vi elsker med rette vores demokratiske og politiske system, men vi har glemt at opdatere det til en ny tid. Det skal vi turde tale om nu, siger han. Skal vi turde flytte på grundloven? Indføre et nyt kammer i Folketinget? Hvad skal der til, for at krydspresset på moderne politik letter, så det bevæger sig væk fra pseudopolitikken og over mod at løse flere af de store vilde problemer?

Det er tid til et kursskifte, skriver Sigge Winther Nielsen. Tid til et selvopgør, som begynder i demokratiets hus, inden i boblen – et opgør med politik som et tomt ritual. Men det handler om os alle sammen.

Vi kan sammen genskabe troen på politik,” understreger han. Vi kan binde fordør og bagdør sammen i demokratiet, når vi rækker ud efter de vilde problemer.” Det kræver bare, at vi tør.

Sigge Winther Nielsen kigger ind i bidragssporet i dag tirsdag. Er der noget, du gerne vil spørge ham om?