Helikopter_

Torsdag 3. september 2020

Hej


Her er torsdagens Helikopter. Den handler om, hvad retfærdighed egentlig er.

USA angriber Den Internationale Straffedomstol. Og minder os om, at retfærdighed er en vanskelig størrelse

Siden 2002 har den internationale krigsforbryderdomstol anklaget og retsforfulgt krigsforbrydere. Men USA vil ikke være med, og nu har landet indført sanktioner mod domstolen. Gæst: Line Engbo Gissel, lektor, Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på RUC.

Dagens rubrik

“Tag maske på, når du har sex, og undgå at kysse nye mennesker”

Chefen for Canadas svar på Sundhedsstyrelsen, Dr. Theresa Tam, har udsendt en række gode råd til, hvordan man kan fortsætte kærlighedslivet i coronaens tid.

Dagens store historier

Foto: Ritzau Scanpix

Den Internationale Straffedomstol

  • USA har indført sanktioner mod flere ledende medarbejdere hos Den Internationale Straffedomstol, ICC. Det gælder blandt andet chefanklageren Fatou Bensouda, som er på billedet (BBC).

  • Sanktionerne betyder, at medarbejderne kan få fastfrosset deres midler i amerikanske pengeinstitutter, og at de kan nægtes adgang til USA (NPR).

  • Det sker samtidig med, at domstolen, som til daglig bor i Haag, undersøger, om amerikanske styrker har været involveret i krigsforbrydelser under krigen i Afghanistan.

  • USA har aldrig været en del af domstolen og anerkender ikke, at den ville kunne dømme amerikanske statsborgere. Udenrigsminister Pompeo har sagt, at USA ikke vil lade sig true af en “kænguru-domstol” (Reuters).

  • Historien er et godt billede på, at international retfærdighed er en relativ ting. For udøvelsen af retfærdighed kræver magten til at føre den ud i livet (Zetlands Nyhedspodcast).

Foto: Ritzau Scanpix

Navalnyj

  • Tysklands kansler, Angela Merkel, fortalte onsdag, at den russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj er blevet forgiftet med nervegiften novichok. Det har en toksikologisk test i Tyskland vist (Deutsche Welle).

  • Det var den samme nervegift, som blev brugt til at forgifte den tidligere dobbeltagent Sergej Skripal i den engelske by Salisbury i 2018 (The Guardian).

  • Angela Merkel sagde også, at forgiftningen var et mordforsøg, og at hun ser det som et forsøg på at få ham til at tie.

  • En talsmand for den russiske regering har torsdag afvist, at den russiske stat har noget med forgiftningen at gøre (DR).

Det skal du også vide

Nye ejendomsvurderinger er udskudt – igen. Tilbage i 2013 skulle et system, der skal sikre mere retvisende ejendomsvurderinger, have været klar. Siden er det blevet udskudt syv gange, sådan at det skulle have været klar i år. Men nu er den gal igen: Skatteministeriet har nu onsdag udskudt systemet til 2021 (Berlingske).

Ejere af gamle dieselvogne vil få bøder i byerne. Fra den 1. oktober vanker der en bøde til bilister, der kører ind i miljøzonerne i Danmarks store byer i en gammel diesel-varebil uden partikelfilter. Det vil koste 1.500 kroner for varebiler og 12.500 kroner for lastbiler. Gamle personbiler uden partikelfilter kan fortsat køre frit rundt i de store byer (DR).

Migranter på Mærsk-skib kan stadig ikke komme i land. For 14 dage siden fortalte vi historien om, hvordan 27 afrikanske migranter er fanget ombord på et dansk tankskib i Middelhavet, fordi ingen lande vil tage imod dem. Og sådan er det stadig, fortæller Dansk Rederiforening og siger samtidig, at der ikke er udsigt til en snarlig løsning.

Foto: Jonas Pryner for Zetland

Dagens Zetland-historier

Klima. Det er på tide, at klimadebatten går ind i næste fase. Her er fem erkendelser, vi er nødt til at sluge, hvis vi vil løse det her, skriver Thomas Hebsgaard.

Samtykke. Det mest historiske ved den nye samtykkelov er, at politikerne lovgiver om voldtægt, men vil forandre vores sexkultur, skriver Kirstine Dons.


Det var alt fra torsdagens Helikopter. Tak, fordi du lyttede med.

Jakob Skaaning

Med venlig hilsen

Jakob Skaaning

Helikopter-vært