Egentlig faldt jeg bare over det i en bisætning. Midt i en ph.d.-afhandling om skole-hjem-samarbejdet stødte jeg på begrebet forældredeterminisme. Jeg var aldrig stødt på begrebet før. Men nu, efter at have dykke grundigt ned i forældredeterminismen, læst om “det intensive forældreskab” og om, hvordan vores syn på børn og dermed også forældrerollen har ændret sig radikalt de seneste 50 år, er jeg fuldstændig blæst bagover. Nu tænker jeg to ting:

1. Det forklarer jo alt!
2. Hvorfor i alverden har jeg aldrig hørt om det før?!

Tidligere søgte vi socioøkonomiske, biologiske, måske endda religiøse forklaringer på børn og unges kriminalitet, psykiske skrøbelighed og udadreagerende adfærd. I dag finder vi de svar i forældrenes opdragelse.

Forældredeterminisme er troen på, at den måde, forældre opfostrer deres børn på, har en direkte determinerende virkning på barnets fremtidige liv. Det har fostret det, den amerikanske sociolog Sharon Hays allerede for 20 år siden kaldte det intensive forældreskab. Det vil sige en forældrekultur, der forventer, at forældre (især mødre) bruger enorme mængder tid, energi og penge på at opfostre deres børn.

Det er en forældrekultur, der siger: Du har magten til enten at forpurre eller forbedre dit barns livschancer. Don’t screw it.

Mens jeg skrev ovenstående linjer, opdaterede undervisningsminister Merete Riisager (LA) sin Facebook-profil. Hun kommenterede en artikel i BT om nogle unge, der havde kastet sten fra en gangbro.

“Man begår ikke personfarlig vold, bare fordi man keder sig. Det gør man, fordi man ikke har lært om rigtigt og forkert i hjemmet,” skrev Riisager (LA). “Der er nogle forældre, der totalt har svigtet deres opgave her.”

Det intense offentlige fokus på, hvordan forældre opdrager, har forvandlet hverdagsrutiner som måltider, sengelægning og daglig grænsedragning til læringssituationer af formativ karakter, hvor det aldrig vil være godt nok bare at gøre det, der er mest praktisk.

Og der er morgener, hvor jeg lander på kontoret med adrenalinen stadig pumpende i kroppen efter et maraton af morgenkommandoer: Pak din taske! Lav din madpakke! Tag nu de strømper på!

For jeg har ansvaret for at aflevere udhvilede, mætte, skoleparate børn med de rigtige(!) bøger i tasken, spidse farveblyanter (hvordan kan så mange blyanter forsvinde?!) og en nærende madpakke. Plus tilpas meget frugt til tifrikvarteret (ikke pakket i små pakker, læste jeg på ForældreIntra forleden. Det tager for lang tid at pakke op). Klokken otte.

Jeg har også ansvaret for at forme selvstændige, robuste, livsduelige børn, der selv kan lave madpakke, pakke taske, finde cornflakes, gennemføre en uddannelse, passe et arbejde. Det går ikke, at jeg ordner det for dem. Jeg skal lære dem selv at gøre det. Før klokken otte.

Og jeg har også ansvaret for at forme empatiske, stærke mennesker med en indre ro, der kan løse konflikter ved at holde hovedet koldt og møde andre mennesker med varme og tillid. Så jeg må ikke råbe, ikke skælde ud og for guds skyld – aldrig tabe hovedet.

Derfor sidder jeg på kontoret med min kaffe, adrenalinen stadig pumpende, hjernen i gang med at lægge nye strategier for De Gode Morgener og krydser fingre for at lige netop denne morgen måske ikke lagrer sig så grundigt i de små hjerner. I morgen former jeg samfundets fremtidige borgere. Helst ikke i dag.

Så da jeg læste om, hvordan forældredeterminisme definerer min forældregeneration, var det som katarsis: Det sætter jo ord på, hvorfor vores tids barndom ser ud, som den gør, hvorfor vores tids forældre gør, som de gør, hvorfor vores samfund er så besat af børneopdragelse, og hvorfor mine morgener får adrenalinen til at pumpe.

Forældredeterminisme er et paradigme, vi tager for givet. Uden vi udfordrer det. This blows my mind.

Så lad os tale (meget mere) om forældredeterminisme.

Hvorfor opstod idéen om forældredeterminisme overhovedet? Jeg ringede til manden, der først satte ord på forældredeterminismen. Sociolog og professor emeritus på universitetet i Kent, Frank Furedi, har udgivet en lang række bøger. I 2002 udgav han bogen Paranoid Parenting, hvor han skrev om det, han kaldte myten om forældredeterminisme:

“Ved groft at undervurdere børns modstandskraft intensiverer [forældredeterminismen] forældres angst og opfordrer til overdreven indblanding i børns liv; ved groft at overdrive graden af nødvendig forældreindblanding for at sikre en normal udvikling gør [forældredeterminismen] forældreopgaven til en umulig belastende opgave,” skrev han.

I dag mener Furedi ikke, at den tendens er stilnet af. Tværtimod mener han, at det er eskaleret. Det, der bekymrer ham, er, at vi har etableret en forestilling om, at forældre er den ultimative altoverskyggende faktor i børnenes udvikling. Han anerkender naturligvis, at forældrene spiller en betydningsfuld rolle for barnets udvikling, men hans pointe er, at forældre ikke er den ultimative faktor, der kan afgøre barnets fremtid.

“I meget af det, der bliver skrevet om barnets første år, er argumentet, at barnet afhænger næsten udelukkende af forældrenes input, og hvis du misser denne kritiske periode, vil forældre have skadet barnet på livstid,” fortæller han over telefonen.

Nybagte forældre bliver bombarderet med information om, at amning har betydning for barnets IQ, sundhed og følelsesmæssige tilknytning. At barnet kan få indlæringsvanskeligheder, hvis det ikke lærer at kravle, før det kan gå. At barnet skal bæres for at stimulere dets sociale intelligens – dog ikke med ansigtet vendt ud mod verden, da det vil give for mange stimuli og påvirke barnet uhensigtsmæssigt.

For at forstå forældredeterminisme må vi tale om risici. For vores opfattelse af risici har ændret sig, og det har ændret den måde, vi opfatter børn på. Børn antages at være de facto ‘at risk’, altså udsat for en konstant risiko – uden at faren nødvendigvis er kendt – og det betyder, at forældre er blevet risk managers, argumenterer sociolog Ellie Lee, en af forskerne bag bogen Parenting Culture Studies fra 2014, der beskæftigede sig med Furedis begreb.

Hvis barnet altid som udgangspunkt er i potentiel fare, så bliver opgaven som forældre at advare, beskytte og afværge disse farer. Derfor overvåger forældre groft sagt, hvert skridt deres børn tager, griber det, før det falder, skåner det for følelsen af nederlag. Det omdefinerer forældrerollen og giver den et deterministisk tvist.

Det så jeg så forleden et lyslevende eksempel på:

En dreng på syv år stod på to stablede mælkekasser. Hans far stod ikke langt derfra og bad ham komme ned, “inden du falder ned og slår dig,” sagde han. Drengen blev stående. Faren gik derover, tog drengen i hænderne og hjalp ham ned. “Mælkekasserne kan vælte,” sagde han.

Drengen var ikke i fare for at komme alvorligt til skade. Højst et blåt mærke. Så den faktiske risiko var ikke overhængende. Men mere vigtigt: Faren så det som sin opgave – ikke drengens egen – at vurdere den risiko og gøre sig den erfaring, at mælkekasser kan vælte, når man står på dem.

Faren så ikke en dreng, der legede, han så et barn i potentiel fare. Det er udtryk for en radikal ændring i synet på barnet og opgaven som forældre. Den opfattelse af risiko har ændret børns fysiske landskab.

Legepladser bliver bygget ud fra skrappe sikkerhedsforanstaltninger, den radius, børn bevæger sig frit uden voksenovervågning, er indskrænket, og videnskabelige undersøgelser, om de farer, børn er udsat for, flyder i en lind strøm: I sidste uge udgav American Academy of Pediatrics et studie, der viste, at det øger risikoen for skader, når barnet rutsjer på skødet af en voksen – altså det er farligere at køre ned ad rutsjebanen med barnet på skødet, end hvis det kører alene.

Okay. Så vi er blevet langt mere bevidste om risici. Men hvorfor egentlig? Den tyske tænker Ulrich Beck har peget på, at det moderne samfund er optaget af at diskutere, forhindre og håndtere de risici, som det moderne samfund selv har produceret. Det gør det moderne samfund til et risikosamfund, der producerer usikkerhed.

Tidligere var mennesket en del af en række ydre strukturer. Familien, traditioner, sociale normer, klasseskel, religiøse værdier tegnede hvert barns videre livsbane. Strukturerne satte en værdiramme, der gav svar på rigtigt og forkert. I dag kan vi ikke længere finde vished eller mening i autoritative værdisystemer. Vi får ikke længere en moralsk værdiramme forærende i dåbsgave.

Når vi ikke længere har klare svar på rigtigt og forkert, skaber det et tomrum, hvor vi bliver optagede af at finde mening i det uvisse, og hvor de svar, vi finder, bliver normative.

I dag tilbyder en overvældende mængde af videnskabelige undersøgelser svar. De fortæller, at for lidt jern under amning øger risikoen for autisme, at mere end tyve minutter i autostolen vil skade babys ryg, at det vil skade barnets hjerne og evne til at takle stress som voksen, hvis det græder sig selv i søvn.

Når vi ikke længere har en historisk og kulturel ramme for, hvad der er rigtigt og forkert, så slører det grænsen mellem det, der er videnskabelig fakta, og det, der snarere er en moralsk formaning.

De massive mængder af fakta, ekspertråd og videnskabelige undersøgelser (der kan være modstridende) skaber rigtige og forkerte måder at være forældre på – ikke længere vurderet ud fra en for eksempel protestantisk målestok, men vurderet ud fra, hvordan forældre håndterer de myriader af (producerede) risici, som barnet udsættes for. Med andre ord: Fraværet af en given moralsk værdiramme har gjort alting til et moralsk terræn.

Hvor det tidligere var tegn på dårligt forældreskab ikke at give sine børn mad, bør børn i dag få økologisk, ernæringsmæssig korrekt mad, som de selv har været med til at tilberede. Det gør skalaen for moralisering til en helt anden end tidligere.

Et eksempel på den slørede grænse mellem fakta og moral er vores forhold til spørgsmålet om amning. Ph.d. i socialantropologi Charlotte Faircloth, der har forsket i kulturen omkring amning, fortæller, da jeg ringer til hende, at babyer, der bliver ammet, ganske rigtigt er sundere.

Men det er også rigtigt, at de kvinder, der ammer deres børn, ofte er fra middelklassen, det vil sige den sundere og bedre stillede del af befolkningen. Og vi ved ikke, ifølge Faircloth, om det er børnenes livsbetingelser eller amningen, der gør dem sundere. Ikke desto mindre er spørgsmålet om amning ladet med moralske formaninger.

Så hvad betyder det, at forældre gøres ansvarlige for det, der sker, og det, der potentielt ville kunne ske for barnet? Det betyder – oplagt – at den enkelte forældres ansvar er blevet individualiseret. Men det har også betydet, at forældrerollen er ekspanderet på områder, hvor samfundets institutioner tidligere havde monopol.

“I takt med at samfundet bliver mere og mere fragmenteret og privatiseret,” fortæller Furedi, “er en større byrde lagt på forældrene.”

Han nævner som eksempel, hvordan skolevæsenet i højere og højere grad forventer, at forældre er involverede i deres børns skolegang. Børns skolegang afhænger af, at deres forældre læser med deres børn, tjekker deres lektier, holder øje med ForældreIntra.

“Skolesystemet har bragt forældrene ind som en assistent, og det er forventet, at de spiller en ansvarsfuld rolle. Det er næsten, som om forældrene er tilbage i skole,” siger han.

Den ekspandering af forældrerollen, bevidstheden om risiko og individualiseringen af forældres ansvar har skabt en bundløs sult blandt forældre efter gode håndgribelige råd fra eksperter og videnskabelige undersøgelser.

En af dem, der kan sætte tal på den sult efter ekspertråd om opdragelse, er Sofie Münster. Hun har skrevet bestselleren Klog er noget, man øver sig på og er tidligere direktør for LøkkeFondens DrengeAkademi.

I december 2014 satte hun hjemmesiden raisinglearners.dk op. Her skrev hun artikler med håndgribelige råd om børneopdragelse baseret på videnskabelige undersøgelser. Den første måned efter hun begyndte at skrive, læste 70.000 danskere hendes artikler.

“Det kom bag på mig, og det gjorde, at jeg blev lidt mere seriøs,” fortæller hun, da jeg ringer til hende. Det første halve år skrev hun et par artikler om ugen og havde omkring 200.000 læsere om måneden.

For et år siden relancerede hun sin side under navnet Nopa, Nordic Parenting, og begyndte at udgive artikler dagligt. I de bedste måneder havde hun omkring en halv million unikke læsere om måneden.

En af de artikler, der har fået flest læsere, er artiklen “Her er det perfekte svar, når dit barn siger ‘jeg kan ikke’”. Artiklen blev læst af 100.000 inden for det første døgn og er delt 22.000 gange på sociale medier. (Svar: Du bør ikke sige, ‘jo, du kan’, men ‘du kan ikke endnu’).

En anden artikel, der blev læst meget er “Bedsteforældre, der passer deres børnebørn, lever op til fem år længere”. Den er blevet delt 70.000 gange på sociale medier. Hendes læsere er primært kvinder.

“Vi vil vildt gerne være klogere, og mange har svært ved at finde en balance mellem at give børn plads og have dem til at forstå, at nej betyder nej. Det er svært at navigere den balance mellem kærlighed og krav,” fortæller Münster.

Efterspørgslen på håndgribelige vejledninger til, hvordan forældre løser deres opgave, er med andre ord enorm (forleden faldt jeg over bogtitlen Discipline Without Damage – How to Get Your Kids to Behave Without Messing Them Up), og det har skabt et Mount Everest af ekspertbøger om børneopdragelse. Denne fantastiske graf taler sit eget tydelige sprog.

Den graf fortæller om, hvordan børneopdragelse er blevet big business, men den fortæller også en anden historie. Nemlig at vores forståelse af barndommen har ændret sig fundamentalt over de seneste 100 år.

Forestillingen om, at børn kræver særlig pasning og opmærksomhed, voksede samtidig med overbevisningen om, at det, forældre gør, har indflydelse på børns udvikling. Den forestilling voksede frem i slutningen af 1800-tallet i takt med industrialiseringen, hvor kernefamilien også voksede frem. Familier fik færre børn, børnenes forventede levealder steg, og de blev i mindre grad en arbejdende ressource.

Men det eksplicitte fokus på forældre og deres adfærd kom først i det 20. århundrede, hvor antallet af bøger om, hvordan forældre skulle være forældre, steg. I mine forældres bogreol stod Penelope Leachs bestseller Vores barn – de første seks år fra 1977 (på dansk i 1978).

Egentlig giver det ingen mening. Eksplosionen af forældrebøger og det intensive forældreskab skete, samtidig med at kvinderne strømmede ud på arbejdsmarkedet. Logisk set burde det have haft den effekt, at kvinderne var mindre sammen med deres børn. Men det modsatte er tilfældet. Børn er mere sammen med deres forældre i dag end i 1981.

For det, der også skete i 1970’erne, var, at den kognitive udviklingspsykologi indtog populærvidenskaben. Den udvikling begyndte i 1950’erne, men blev populær op gennem 1970’erne, hvor brugen af det engelske verbum to parent også blev vidt udbredt.

Med udviklingspsykologiens udbredelse blev opmærksomheden rettet mod betydningen af de første år for barnets videre udvikling. Hvordan jeg påvirker mit barn i de første leveår, påvirker hele barnets fremtid. Og det, argumenterer forfatterne til Parenting Culture Studies, har ført til dagens forældredeterminisme – og det er dybt problematisk ifølge forfatterne.

“Det, vi prøver at sige i bogen, er ikke, at forsømmelse og traumer ikke er vigtige – de har selvfølgelig en effekt på, hvordan folk bliver, men besættelsen omkring forældreskab er næsten ude af kontrol,” siger sociolog på University College London, Charlotte Faircloth.

“Du har mange middelklassekvinder, der er bekymrede for, om de satte deres barn i vuggestue for tidligt, om de skulle have ammet længere, om de har talt nok med deres barn, om barnets sproglige udvikling er bagud,” fortæller hun over telefonen.

Det intensive forældreskab er født ud af udviklingspsykologien – kravene til kvindens tid, indsats og følelser er sværere at afvise, når de krav bliver sat ind i en forståelsesramme, hvor kvindens valg kan give livslang skade på barnets hjerne.

Men gælder besættelsen af vuggestuestart, amning eller ordforråd virkelig alle – eller kun en ganske specifik gruppe af forældre?

“Det gælder ikke for alle,” siger Faircloth. “Vi ser især det intensive forældreskab blandt middelklassekvinder, der kan læse de videnskabelige undersøgelser, og som har råderum for bekymringer om den optimale udvikling.”

Men, fortsætter hun, den form for forældreskab, der optimerer barnets udvikling, er etableret i ekspert- og politikerkredse som den ideelle form for forældreskab. Det intensive forældreskab bliver således forankret fra politisk side, og det siver ned til alle andre, som hun siger.

I Danmark tilbyder Socialstyrelsen for eksempel forældrekurserne De Utrolige År, der skal “styrke forældres kompetence”, fordi det “har stor betydning for børns udvikling”. Og Undervisningsministeriet opfordrer forældre til at være aktive, involverede og medansvarlige for deres børns skolegang for “hele skolens dagligdag bør bygge på … et trygt og godt samarbejde mellem skolen og dig som forælder”.

Selv om Faircloth kan se, at det kan have en positiv effekt, så er hun dybest set stærkt bekymret. For når politikere prøver at opfordre folk til at være “mere middelklasse og mere intensive i deres forældreskab”, som Faircloth formulerer det, fjerner det fokus fra større problemer.

“Når børn har det svært, er det, fordi der ikke er gode skoler, eller de ikke har nok penge, eller der ikke er gode transportmuligheder. Det er ikke, fordi deres mødre ikke ammede dem,” siger Faircloth, der taler ud fra en britisk sammenhæng, men som alligevel har en pointe, der er værd at tage med:

“Jeg tror, der er en fare i at bebrejde mødre for det, der i virkeligheden handler om brede sociale uligheder.”

I foråret interviewede jeg professor Per Schultz Jørgensen om nødvendigheden af at opbygge en robusthed i børn. Under interviewet fik jeg følgende kommentar: “Det ville være forfriskende, hvis vi kunne få bare en kort pause fra folk, der mener noget om andre folks måde at være forældre på.”

Kommentaren giver udtryk for en træthed, jeg ofte støder på. Forældre-bashing-trætheden. For vores tid har ikke kun et intenst fokus på børneopdragelse. Meningsdannere, politikere og andre børns forældre har også intenst mange holdninger til, hvad forældre bør gøre (typisk noget andet end det, de gør).

I takt med den voksende intensivering af forældreskabet er flere modbevægelser nemlig også spiret. På mediernes debatsider florerer kritik af curlingforældre, opfordringer til at give mere slip som forældre, udsætte børnene for flere risici, gøre dem mere robuste, lade dem begå deres egne fejl, sørge for, at de selv bærer skoletasken og selv kan finde en teltplads på Roskilde festivalen.

Men den kritik hviler på fuldstændig samme grundpræmis som det intensive forældreskab: Det, forældre gør (eller ikke gør), afgør barnets fremtid. Når kritikere af curlingforældre opfordrer til at skabe robuste børn, forudsætter det igen forestillingen om, at forældre har magten til enten at forpurre eller sikre barnets livschancer.

Det forudsætter tanken om, at også forældrene selv udgør en risiko for deres børn. Argumentet er, at hvis du overbeskytter dit barn, pakker det ind i vat og griber det hver gang, det falder, så vil det have en determinerende betydning for dit barn. Det opfordrer i virkeligheden forældrene til at beskytte børnene mod deres egen overbeskyttelse og er lige så fatalistisk som det intensive forældreskab, det kritiserer.

På den måde fodrer kritikken af curlingforældre blot endnu en bebrejdelse af forældre, argumenter sociolog Jennie Bristow i Parenting Culture Studies, i stedet for at udfordre den kulturelle kilde til problemet.

“Normaliseringen af forældrebebrejdelsen har betydet, at bekymringer om overbeskyttelsen af børn ofte fokuserer på problemet med forældrene,” skriver Bristow.

For måske er hovedproblemet slet ikke forældrene? Som et ekko af Charlotte Faircloth skrev seniorforsker på Det Nationale Forskningscenter for Velfærd Mai Heide Ottosen i en kronik i Berlingske i sommer, at det største problem omkring børn og unge i Danmark ikke er, hvordan den brede middelklasse opdrager deres børn.

Det største problem er den gruppe af udsatte unge – fra alle samfundslag – som lever med mishandling, misbrug, psykisk sygdom eller kriminalitet. Heide Ottosen mener, at kritikken af curlingforældre fjerner fokus fra de egentlige problemer, og “det er altså ikke for meget kærlighed og omsorg, der er det store samfundsproblem”.

Så hvad stiller vi op? Hvis vi ikke kan vende ryggen til forældredeterminismen – end ikke kritisere den uden selv at medvirke til problemet – hvad er så løsningen? Det spurgte jeg Charlotte Faircloth om.

“Det handler om at sætte en ny ramme for samtalen, forsikre nogle mennesker om, at deres børn kommer til at klare sig, og prøve at anerkende, at der er større sociale kræfter på spil end bare din investering i dit barn,” siger hun.

“Og fra et politisk synspunkt er det nødvendigt at lægge mindre vægt på, hvad enkeltindivider gør med deres børn, og mere vægt på gode vuggestuer, skoler og hospitaler. Så det handler om at zoome ud i stedet for at zoome helt ind på den enkelte.”

I min jagt efter løsninger på, hvordan vi slipper ud af forældredeterminismens greb, faldt jeg over det her citat, som jeg forelskede mig i:

“At give børnene plads til at lege kræver, at vi anerkender, at forældredeterminisme er en myte – det, der gør os til dem, vi er, kommer fra en kompleks kombination af erfaringer og relationer, og selv den mest kontrollerende forælder kan ikke garantere sit barns sikkerhed eller forudsige, hvordan barnet vil blive. At give børn frihed til at skabe deres verden – og samtidig at give forældre frihed til at lade deres børn udforske – er en vital del af børneopdragelsen.”

Citatet er fra bogen Reclaiming Childhood – Freedom and Play in an Age of Fear af Helene Guldberg fra 2009. Jeg spurgte Guldberg, hvordan vi skal give den frihed.

“Jeg tror, vi har brug for en kulturændring. Det er meget svært for forældre at gå mod kulturelle forventninger. Så det vigtigste for mig er at skabe tillid mellem voksne. Hvis vi ikke er ladt alene som forældre, men har voksen-solidaritet, så vil vi være mindre besatte af, om vi gør det rigtige,” svarede hun.

Okay, så jeg tænker sådan her: Vi kan ikke hver især vende forestillingen om forældredeterminismen ryggen – vi må kollektivt acceptere, at den enkelte forælder ikke har magten til at udskære en fremtidig livsbane. Og måske skal vi tænke i helt andre baner.

For tænk, hvis vi kunne tage den gamle tanke på ordet om, at det tager en landsby at opdrage et barn. Hvor det ikke kun er den enkelte families putteritualer, højtlæsning og stimulerende leg, der kan dreje det enkelte barns livsbane, men hele landsbyens virvar af børn og voksne.

Hvor vi først og fremmest ændrer hele vores opfattelse af børn og vores forældrerolle. Hvor vi ikke ser børn som ler i vores hænder, der skal formes, ikke skal stimuleres med de optimale former for læring, hvor nærvær ikke har en instrumentel funktion, og hvor vi ikke organiserer børns tid minutiøst for at optimere deres udbytte.

Hvor vi bare lader dem være. Hvor de er frie til at udforske, frie til at vurdere risici, frie til at bruge deres egen tid.

Så hvordan kunne den ‘landsby’ se ud i vores hyperindividualiserede, fragmenterede samfund? En landsby, der har tillid til det uvisse, tillid til leg uden formål, tillid til ikke-planlagt tid, tillid til det, vi ikke kan kontrollere.

Jeg har sat mig med min kaffe på nåle for at læse jeres svar. Og så skaber vi den landsby. Sammen.

For det er tid til at lancere det tillidsfulde forældreskab.