Mød aktivisten, der har lagt en plan for den totale klimaløsning. Uden flere ørkesløse FN-topmøder

GREJDet kræver først og fremmest en masse nyt udstyr at fikse klimaet, siger klimaaktivisten Solomon Goldstein-Rose i sin nye bog. Collage: Mikkel Bøgild Jacobsen, Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Mange forlanger hurtig handling for at bremse klimakrisen, men få har et sammenhængende bud på, hvad der skal gøres. I sin nye bog The 100% Solution præsenterer den amerikanske klimaaktivist Solomon Goldstein-Rose en samlet plan, som har fået ros af blandt andre stjerneforskerne James Hansen og Steven Pinker for rent faktisk at kunne løse problemet i tide – også uden at alle verdens lande bliver enige om det først.

Solomon Goldstein-Rose har efter eget udsagn været klimaaktivist, siden han var 11 år gammel. På det tidspunkt havde FNs årlige klimatopmøder allerede fundet sted ti gange. Topmøderne får hvert år klimaaktivister i tusindvis til at stimle sammen om verdens toppolitikere for at kræve, at de indgår aftaler med hinanden om at skære ned på udledningerne af klimagasser. Men det er ikke her, Solomon Goldstein-Rose har sit fokus.

I sin nye bog, der ellers handler om, hvordan vi løser klimakrisen, nævner den 26-årige klimaaktivist kun FN-mødernes hidtil største succes – Paris-klimaaftalen fra 2015 – én eneste gang. Og det er i en parentes, hvor der står, at ingen lande af betydning har kurs mod at leve op til aftalens mål. På den måde er den ingeniøruddannede tidligere delstatspolitiker en ret atypisk klimaaktivist: Han mener simpelthen ikke, at FN-processen er vejen frem, hvis man vil løse klimakrisen.

Jeg vil ikke engang sige, at jeg har mistet troen på processen. Jeg har aldrig troet på den til at begynde med,” siger han. Det ville være skønt, hvis landene kunne gøre større fremskridt med de her aftaler, og forhandlingerne er gode til at inspirere lande til at påtage sig individuelle forpligtelser. Men lige nu er hele forhandlingsrammen baseret på en fejlagtig idé om, at alle lande er i stand til at træffe individuelle valg om at blive klimaneutrale.”

Det er en velovervejet ung mand, som træder frem på videoforbindelsen fra den anden side af Atlanterhavet. Han vælger sine ord med omhu og gør sig tydeligvis stor umage med at udtrykke sig både præcist og nuanceret. Han har hvid skjorte på, og på reolen bag ham står hans nyudkomne bog med forsiden vendt mod kameraet. The 100% Solution, hedder den, med undertitlen A Plan for Solving Climate Change. Det lyder ambitiøst, og det er det også. Bogen er blevet anmeldt kort i både The New York Times og Nature, men hvis ikke det havde været for coronakrisen, havde den nok fået noget mere opmærksomhed.

Solomon Goldstein-Rose blev som bare 22-årig valgt til delstatsparlamentet i den amerikanske østkyststat Massachusetts på en agenda, som blandt andet handlede om grøn energi. I 2018 besluttede han at forlade lokalpolitik for at fokusere alle sine kræfter på national og international klimaaktivisme, og bogen udspringer af hans forsøg på at forstå, hvor vores udledninger af drivhusgasser kommer fra, og hvad der skal til for at komme af med dem. Og det er altså ikke klimatopmøder, men noget helt andet, mener han.

Udgangspunktet for Solomon Goldstein-Roses analyse er det faktum, at rundt regnet to tredjedele af alle menneskabte udledninger af drivhusgasser sker i udviklingslande, hvor investeringer i klimaet skal konkurrere med investeringer i basale forbedringer af folks levevilkår.

De her lande kan ikke bare beslutte at blive klimaneutrale. De kan ikke bare træffe dét valg og så acceptere byrden, fordi de fleste mennesker i de her lande stadig er ret fattige og kun har adgang til energi, fordi den er så billig, som den er. Lige nu løfter fossile brændsler folk ud af fattigdom,” siger Solomon Goldstein-Rose.

Derfor, konkluderer han, bør enhver klimaaktivists førsteprioritet ikke være at få alle verdens lande til at enes om ambitiøse klimamål. Nej, førsteprioriteten bør være at skubbe på for at gøre grøn teknologi så billig, at den ganske enkelt udkonkurrerer den sorte. Så vil omstillingen nemlig ske helt af sig selv i alle lande, klimaaftaler eller ej. Ingen vil brænde kul af for at lave strøm, hvis man kan få billigere og lige så stabil strøm fra vind, sol eller andet. Ingen vil købe en fossilbil, hvis en elbil er billigere. De fleste af teknologierne er der, de skal bare drives op i skala og ned i pris. Og pointen er, at det er noget, som et enkelt stort land (for eksempel USA) eller en gruppe af rige lande (for eksempel i Europa) bare’ kan beslutte sig for at gøre, så vil resten af verden automatisk skifte til de billigere, grønnere teknologier. Og det er dét, som Solomon Goldstein-Rose har lagt en plan for.

Her i de industrialiserede lande skal vi ikke bare gøre os selv klimaneutrale og håbe, at alle andre også gør deres,” siger han. Vi kan løse hele problemet ved at skalere de her teknologier op gennem at foretage nogle investeringer, som også vil være gavnlige for os selv, fordi de vil sænke vores udgifter til energi og skabe nye jobs og industrier, som kan hjælpe med at puste nyt liv i økonomien.”

Allerede inden udgivelsen af The 100% Solution fik bogen varme anbefalinger fra stjerneforskerne James Hansen og Steven Pinker, blandt mange andre. Pinker er, ud over at være professor i kognitiv psykologi på Harvard University, en af tidens mest indflydelsesrige intellektuelle. James Hansen er i klimakredse herostratisk berømt for at være den første, der for alvor satte klimaet på dagsordenen i USA med et berømt vidneudsagn for Kongressen, hvor han i 1988 langt hen ad vejen forudsagde den voldsomme temperaturstigning, vi siden har set. På Solomon Goldstein-Roses hjemmeside om The 100% Solution er James Hansen citeret for ordene: Endelig – en global plan, som faktisk går op. Solomon ved, hvad han taler om.”

AFSKÅRETPå grund af corona-krisen må Solomon Goldstein-Rose nu føre aktivisme fra hjemmekontoret – og det gør han så, via video-link.

Og hvad er det så, Solomon Goldstein-Rose taler om? Bogens kerne er hans beskrivelse af fem søjler’, som han har analyseret sig frem til, at en grøn omstilling bør hvile på. Målet er at holde temperaturstigningerne nede på halvanden grad, og det indebærer, at drivhusgasudledningerne skal gå i nul i løbet af de næste tre årtier og derefter gå i minus, så vi i en periode også kommer til at fjerne CO2 fra atmosfæren.

Første søjle er ren elektricitet. I dag sker lidt over en fjerdedel af alle drivhusgasudledninger på kraftværker, hvor man brænder kul, gas eller olie af for at lave strøm. De fossile brændstoffer skal erstattes af noget andet, og her sætter Solomon Goldstein-Rose sin lid til en massiv udbygning af især vindkraft, solkraft og atomkraft.

Hans tanker her er ret interessante, fordi debatten om ren elektricitet ofte ender i en slags skyttegravskrig for og imod atomkraft. I den ene skyttegrav henviser man til en stribe eksempler på forsinkede og fordyrede atomkraftprojekter og mener, at atomkraft er for langsom og dyr (og undertiden også farlig) til at give mening som klimaløsning. I den anden skyttegrav mener man, at atomkraft nærmest er den eneste mulige løsning, fordi atomkraft er den CO2-frie energiform, som til dato har demonstreret størst udbygningspotentiale på kortest tid, og fordi atomkraftværker – modsat vindmøller og solceller – også producerer strøm, når det er nat og vindstille.

Her melder Solomon Goldstein-Rose sig på banen med et lidt anderledes argument, end hvad man normalt hører fra nogen af skyttegravene.

Når det gælder vind og sol, har vi produceret de samme modeller igen og igen, vi har konstant forbedret designet, vi har bygget millioner af enheder, og prisen er faldet rigtig meget,” siger han. Atomkraft, derimod, har vi aldrig prøvet at lave i stor skala.

Atomkraft har potentiale til at komme meget længere ned i pris,” siger Solomon Goldstein-Rose. Vi har aldrig prøvet at fremstille én bestemt slags atomkraftværk i mere end måske 30 eksemplarer.”

Anden søjle er elektrificering. Det vil sige, at alt, hvad der kan køre på strøm, så vidt muligt skal køre på strøm. Biler, lastbiler, færger, traktorer, knallerter, alting. Din bolig skal varmes op ved hjælp af elektricitet, dit badevand skal varmes op af elektricitet og så videre. Det er helt i overensstemmelse med, hvad alverdens eksperter længe har sagt, men det bliver pointen jo ikke mindre vigtig af.

Tredje søjle er syntetiske brændstoffer. Fordi det trods alt ikke er alting, der kan køre på strøm. For eksempel vil der langt ud i fremtiden være brug for brændstoffer til fly, der skal flyve meget langt, fordi brændstoffer kan lagre den nødvendige energi på meget mindre plads og med meget mindre vægt, end batterier kan. En række industriprocesser kræver også meget høje temperaturer, som man kun kan opnå ved at brænde noget af.

I begge tilfælde er løsningen ifølge Solomon Goldstein-Rose syntetiske brændstoffer, som i de fleste tilfælde er baseret på brint. I dag laver man mest brint af naturgas, hvilket udleder CO2, men brint kan også fremstilles ved elektrolyse, hvor man bruger ren elektricitet til at spalte vand til ilt og brint. Problemet er bare, at elektrolysen er dyr. Udstyret må og skal ned i pris, hvis syntetiske brændstoffer skal kunne konkurrere med fossile.

I en dansk kontekst er det her særlig interessant, fordi der er rigtig mange danske virksomheder, som ønsker sig en dansk satsning på lige netop syntetiske brændstoffer baseret på brint. Teknologien er også kendt som Power-to-X, og da regeringens klimapartnerskaber fra erhvervslivets sektorer i marts leverede deres indspil til klimaforhandlingerne på Christiansborg, stod der Power-to-X over det hele.

Fjerde søjle er ændringer, som kan fjerne alle de udledninger, der ikke stammer fra afbrænding af fossile brændsler. Og det gælder faktisk mere end en tredjedel af totalen. I denne kategori falder CO2-udledninger fra skovrydning, metanudledninger fra husdyr og rismarker, lattergasudledninger fra gødning, CO2-udledninger fra kemiske reaktioner i stål- og cementindustri og metanudslip fra affald og spildevand. Medregnet er også nogle temmelig store udslip fra den fossile energiindustri, hvor der siver metan ud fra både kulminer og gasinstallationer.

Som den lange remse her antyder, er denne del ret kompliceret, og det er måske også her, Solomon Goldstein-Rose fremstår mest ungdommeligt håbefuld. For eksempel forestiller han sig et globalt efteruddannelsesprogram af en art, som med penge fra en eller flere rige regeringer skal oplyse alle landmænd i hele verden om de mest klimavenlige dyrkningsmetoder. Omvendt virker han meget nøgtern – og i øvrigt helt på linje med den tunge industri i Danmark – når han anbefaler at sætte prop i udledninger fra cementværker med teknologi til at fange og lagre CO2. Han er heller ikke blind for, at mere hårdhændede metoder kan blive nødvendige over for lande, som ikke handler af sig selv. Det kunne være sådan noget som klimatold på importvarer eller krav om at bremse skovrydning i forbindelse med handelsaftaler. Det sidste kunne for eksempel komme på tale over for et land som Brasilien, som alene står for næsten halvdelen af den tropiske skovrydning, der udgør omkring ti procent af alle menneskeskabte drivhusgasudledninger.

Brasilien er unikt i den forstand, at det er omtrent det eneste land, som kan ødelægge alting på grund af Amazon-skoven, og det er her, diplomatisk pres faktisk bliver virkelig vigtigt,” siger Solomon Goldstein-Rose. Hvis EU indgår handelsaftaler med Brasilien, kan man kræve bevarelse af al den skov, som står i dag. Og man kan gøre det samme med Indonesien, som er det næstvigtigste land, når det gælder skovrydning.”

Femte søjle er negative udledninger. Det vil sige teknologier og tiltag, som kan fjerne CO2 fra atmosfæren. Helt fra begyndelsen af bogen slår Solomon Goldstein-Rose fast, at det afgørende for temperaturudviklingen på kloden ikke er vores årlige udslip, men niveauet af drivhusgasser i atmosfæren. Og ligesom mange andre eksperter og iagttagere tror han ikke længere på, at det er muligt at holde niveauet nede, hvor temperaturen kun stiger halvanden grad, medmindre vi også begynder at fjerne CO2 fra atmosfæren i stor stil. Dels på grund af de mængder, vi allerede har udledt, dels fordi nogle udledninger kan blive svære at slippe af med i tide, eftersom så meget udstyr på fabrikker og i private hjem skal skiftes ud.

Vi kan, vurderer Solomon Goldstein-Rose, komme et godt stykke vej ved at plante træer, genoprette vådområder og optage CO2 i landbrugsjord. Men vi får nok også brug for nogle CO2-opsugende maskiner, som stadig er ret dyre i drift. Maskinerne kan filtrere luften for CO2, som derefter kan gemmes af vejen i undergrunden. Ifølge Solomon Goldstein-Rose kan man godt forestille sig, at et enkelt eller nogle få lande vil betale for at gøre maskinerne billige og tage dem i brug, blandt andet fordi teknologien også kan bruges til at lave syntetiske brændstoffer. Derefter skal der bruges hundreder af milliarder af dollars” om året på at holde maskinerne (og andre CO2-opsugende tiltag) kørende.

Og det var faktisk hele 100-procentsløsningen, som Solomon Goldstein-Rose ser den for sig. Hele bogen er gennemsyret af en ingeniør-agtigt nøgtern tilgang til problemet, som er befriende praktisk og støvsuget for ideologiske kvababbelser og teknologiforskrækkelse af enhver art – og det er med til at gøre bogen til noget særligt. Ligesom diskussionen om klima og atomkraft ender diskussionen om klima og teknologi nemlig også tit i en form for skyttegravskrig. Nogle mener, at vi skal opfinde en masse ny teknologi for at redde os selv, andre, at vi allerede har al den teknologi, vi skal bruge. Solomon Goldstein-Rose tilbyder en interessant vej ud af de fastlåste positioner.

Ja, han ønsker sig langt flere penge til udvikling af teknologier, som stadig er fugle på taget. Men samtidig opfordrer han til at fokusere offentlige tilskud, lovkrav og andre tilskyndelser, hvor de kan bidrage til at få de nødvendige teknologier ned i pris. En stor del af indsatsen, mener han, bør lægges i det, der kaldes dødens dal’ for nye teknologier. Det er dér, hvor nye teknologier risikerer at havne, når en forsker har demonstreret princippet i et laboratorium, men ingen endnu har demonstreret, at det kan skaleres op til et niveau, hvor private investorer tør binde an med idéen. Ved at fiske teknologier op af dødens dal’ og gøre dem kommercielt bæredygtige kan man virkelig gøre en forskel, argumenterer Solomon Goldstein-Rose.

Som den unge forfatter og klimaaktivist stiller det op, virker det nærmest enkelt at løse klimakrisen – og det er nok den største styrke ved Solomon Goldstein-Roses bog. Men det er også en hovedpointe for ham, at alt for få politikere og aktivister har gjort sig klart, hvor stor en mobilisering der faktisk er brug for. Det nytter ikke noget at plædere for små skridt i den rigtige retning, slår han fast i bogens indledning. Der er brug for radikal handling.

Den bedste analogi for, hvad der kræves, skriver han, er indsatsen under Anden Verdenskrig. Her gik USA på blot fire år fra at bygge godt 12.000 krigsfly om året til at bygge flere end 100.000. Det siger både noget om skalaen og om mulighederne.

Hvis vi kunne lave de hundreder af tusinder af fly på fem år,” skriver Solomon Goldstein-Rose, kan vi helt sikkert også transformere verdens energisystem på 30, hvis vi innoverer og opskalerer teknologi i virkelig stort omfang.”

Solomon Goldstein-Rose anslår, at der bliver brug for nogle få hundrede milliarder dollars om året” til forskning og udvikling, som kan få alle de nødvendige teknologier ned i pris og op i skala. Det er mange penge, men beløbet bør ses i sammenhæng med, at USAs kongres lige har sat 2.000 milliarder dollars af til at afbøde de økonomiske konsekvenser af en anden eskalerende krise, nemlig coronakrisen.

I Danmark har vi som bekendt sat os for, at vores lille nation skal være klimaneutral i 2050. Men selv om vi er rige, har vi jo ikke de samme økonomiske muskler til at rykke hele verden teknologisk fremad, som eksempelvis USA har. Så hvordan skal vi tænke vores egen klimaindsats i forhold til den plan, Solomon Goldstein-Rose foreslår? Det spørger jeg ham om på den let knitrende videoforbindelse.

Der er et stort overlap mellem at sige, at man vil være klimaneutral, og så at sige, at man vil skalere de her teknologier op. De skridt, man vil tage, er ofte de samme,” svarer han. Men jeg tror, den strategiske tænkning her lyder: Hvad kan vi gøre, som vil gøre en forskel uden for vores eget land?”

Et lille land, mener Solomon Goldstein-Rose, kan for eksempel satse på at udvikle og udrulle bestemte, nødvendige teknologier meget hurtigt. Selv hvis man ikke har en økonomi af en størrelse, som gør det muligt at skalere op til et niveau, hvor prisen falder, kan man demonstrere teknologien, så andre kan skalere den op, når de ser den virke. Det afgørende er bare, at der sker noget i løbet af de næste fem til 15 år. Så har man de næste 20 år til at få resten af verden til også at begynde at anvende teknologierne. Vi har brug for lande, som hurtigt kan skalere de ting op, vi har brug for, så de kan komme hurtigt nok ned i pris – fordi det vil tage et par årtier at rulle dem ud, selv når de er blevet billigere,” siger Solomon Goldstein Rose.

Danmark har udvist stort lederskab inden for vindkraft, så det kunne være et område at fokusere på,” siger han. For eksempel kunne Danmark, mener Solomon Goldstein-Rose, tænke over, hvordan vi kunne hjælpe med at gøre havvind markant billigere, end teknologien lige nu har kurs mod at blive – og måske også kombinere den med produktion af klimaneutral brint.

Solomon Goldstein-Roses bog udkom den 31. marts, netop som coronakrisen ramte USA med fuld kraft. Og selv om bogen som nævnt er blevet anmeldt kort i The New York Times og Nature, har den på ingen måde fået den omtale, man ellers kunne have forventet. I stedet for at rejse landet rundt i et forsøg på at samle USAs klimaaktivister om sit budskab må Solomon Goldstein-Rose tage til takke med videokonferencer. Og den krisestemning, som før var ved at brede sig omkring klimaet, er nu afløst af en meget mere akut corona-krisestemning.

Solomon Goldstein-Rose hører dog til dem, der håber, at verdens politikere vil gribe chancen til at investere i klima og grønne jobs, når økonomien alligevel skal have hjælp til at komme i gang igen på den anden side af den akutte sundhedskrise. Det vil, mener han, også være den bedste måde at komme ud af den økonomiske nedtur på.

Jeg tror, at de ting, som vi alligevel skulle gøre for at løse klimakrisen, er blevet meget mere nødvendige og åbenlyse for regeringer nu, men spørgsmålet er, hvor stort mod til at handle de er villige til at udvise,” siger han.

Mens Solomon Goldstein-Rose ligesom alle andre venter på at se, hvad politikerne gør på den anden side af coronakrisens mest akutte fase, koncentrerer han sig om at fortsætte, hvor hans bog stopper: nemlig dér, hvor samtalen begynder at handle om, hvordan man skaber en positiv fortælling om hele omstillingen, så diskussionen ikke kommer til at handle om ofre og afkald, men om muligheder og økonomisk fremgang. Det er i høj grad dét, han nu holder webinars med andre amerikanske klimaaktivister om for tiden.

Hvis vi kan kommunikere effektivt, kan det gøre den politiske side af sagen dramatisk meget nemmere,” siger Solomon Goldstein-Rose.

Det centrale budskab, mener han, bør være, at det faktisk vil være en økonomisk fordel for et land at investere i de teknologier, vi skal bruge til at fikse klimaet, fordi det kan give vækst, arbejdspladser og nye eksporteventyr.

Der er ikke noget offer at bringe, ikke noget lad os gøre vores del og påtage os en byrde’. Hvis det, vi gør, ikke kan hjælpe med at sænke prisen på de grønne systemer, som vi gerne vil bruge, kan det alligevel ikke skaleres op til hele verden – og så vil det ikke være til nogen hjælp.”

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: