Verdens mest hypede computerspil lige nu er skak?! Men det er ikke skak, som du kender det

Det 1.500 år gamle brætspil er lige nu et af de mest streamede computerspil i verden. Hemmeligheden? Lad de dårlige spillere spille.

Collage: Mikkel Bøgild Jacobsen for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Orla Lind Mortensen var egentlig gået på pension, men han hyggede sig stadig med at lave skakspil nede i sit kælderværksted. Det var en livslang hobby for den gamle snedker og en ustressende måde at holde sig i gang på. Der er trods alt et begrænset marked for skakspil i massivt træ til 4.000 kroner. Det vil sige: Indtil for nylig. For de seneste måneder har noget ændret sig. Pludselig sælger skakspillene lige så hurtigt, som 82-årige Orla kan nå at lave dem, og den sindige snedker knokler i kælderværkstedet i Vemmelev for at følge med efterspørgslen.

Orla er langtfra den eneste, der kan mærke, at skak pludselig er blevet populært. Interessen kan også måles i salget hos danske og udenlandske skakbutikker, som melder om udsolgt og mangedoblet omsætning. Du kan næsten ikke opdrive et ordentligt skakbræt i træ lige nu,” siger Mads Jacobsen, generalsekretær i Dansk Skoleskak, der står bag Skakshoppen.dk, som forhandler Orlas håndlavede skaksæt.

Det er ikke sikkert, at Orla selv forstår, hvorfor hans skakspil pludselig går som varmt brød. Han bruger nemlig ikke internettet, fortæller hans svigerdatter Diana Lind Bjerre, som hjælper ham med salget. Hvis han gjorde, ville han måske vide, at hans elskede skak lige nu er – tro det eller ej – et af verdens hotteste computerspil. Under coronakrisen er det ældgamle brætspil blevet omfavnet af en ny generation, som samtidig har gjort spillet til deres eget. Der er lang vej fra den klassiske forestilling om skak til dét spil, der nu er blandt de mest populære på platformen Twitch, hvor man livestreamer computerspil. I den forstand er skakkens corona-comeback ikke historien om, hvordan vi i en digital og distraheret verden søger tilbage til analog fordybelse, sådan som brætspillenes renæssance i de senere år er blevet udlagt. Det er snarere historien om, hvordan det analoge og det digitale smelter sammen og skaber nye blandingsformer – og om, hvordan det gamle må forandre sig for at bestå i den nye verden.

Det ville være umuligt at tale om skakkens pludselige popularitet uden at nævne Dronninggambit, Netflix’ serie om et ungt skakgeni ved navn Beth Harmon. Serien udkom den 23. oktober 2020 og blev et øjeblikkeligt kæmpehit, som fik hele verden hooked på skak. I ugerne efter seriens premiere væltede det ind med nye brugere på skakhjemmesiderne Chess.com og Lichess, hvor aktiviteten er højere end nogensinde før. Alene i november fik Chess.com 2,8 millioner nye spillere – mod under 1 million i september. Det er svært at overvurdere Netflix-seriens betydning for skakkens øjeblikkelige popularitet. Men selv om Dronninggambit fik interessen for skak til at eksplodere, så var det ikke serien, der kickstartede skakkens corona-boom. Det hele begyndte nemlig over et halvt år tidligere.

I marts 2020, da corona lukkede skakverdenen (og resten af verden) ned, søgte en håndfuld skakspillere selskab på Twitch, en populær streamingplatform, hvor konceptet er, at man filmer sig selv, mens man spiller computerspil. Eller i dette tilfælde: onlineskak. En af disse skakspillere var Hikaru Nakamura, en amerikansk stormester og en af verdens bedste til lynskak. Ud over at være en sublim skakspiller er Nakamura også en karismatisk fyr, og han tiltrak hurtigt et pænt publikum til sine videoer, hvor han blandt andet spillede med bind for øjnene.

Det var dog først, da Nakamura slog sig sammen med canadieren Félix xQc’ Lengyel, at der kom skred i tingene. XQc er en af gamingverdenens største influencere med over syv millioner Twitch-følgere, som er vant til at se ham spille Fortnite, Counter-Strike, Among Us og andre populære spil. Nu så de ham i stedet spille skak under kyndig vejledning af Nakamura, som havde taget xQc i en form for mesterlære. Ved at hægte sig op på Lengyels følgere kom Nakamura ud til et langt bredere publikum og fik selv en voksende følgerskare. Videoerne med xQc blev et tilløbsstykke, og inden længe var Nakamura mentor for flere forskellige streamere, som gerne ville lære at spille skak. De her crossover-samarbejder blev inspirationskilden til turneringen PogChamps, som er det event, der lige nu jævnligt topper Twitchs hitlister. I et turneringsformat inspireret af VM i fodbold dyster en håndplukket buket streamere og semi-celebriteter om en præmiepulje på 100.000 dollars. Imens fungerer Nakamura og andre professionelle skakspillere som trænere, der samtidig kommenterer kampene i en løssluppen og humoristisk tone.

En af de andre kommentatorer er den 25-årige canadier Alexandra Botez. Med 656.000 følgere er hun den næststørste skak-streamer på Twitch – kun overgået af Hikaru Nakamura, som i februar rundede en million følgere. Botez er blevet kaldt for virkelighedens Beth Harmon fra Dronninggambit – en sammenligning, der synes at klæbe til de fleste kvindelige skakspillere. En anden, som har fået det mærkat, er det 20-årige danske stortalent Ellen Fredericia Nilssen. Med små 7.000 følgere er hun den største danske skak-streamer på Twitch. Mange i skakmiljøet håber, at Dronninggambit vil trække flere kvinder til den notorisk mandsdominerede sport.

At så mange unge gamere tuner ind på Twitch for at se andre spille skak, kan virke en smule paradoksalt, eftersom skak traditionelt har været betragtet som en dårlig tilskuersport. For det første varer partierne mellem de bedste spillere ofte adskillige timer. For det andet ender rigtig mange stormestermøder i remis, altså uafgjort. Og for det tredje skal man næsten selv være skakspiller på et vist niveau for at kunne følge ordentligt med i en kamp mellem to stormestre.

Twitch-skakken har løst disse udfordringer på forskellige måder. Først og fremmest er det næsten udelukkende de hurtige skakformater (hurtigskak, lynskak og bulletskak), der spilles online. Her har man begrænset betænkningstid, hvilket giver mere stress, flere fejl og et mere tempofyldt og underholdende spil. Derudover deler spillerne løbende deres tanker, frustrationer og overvejelser, ligesom de svarer på spørgsmål fra seerne, hvilket gør det lettere og sjovere for uindviede at følge med.

Rune Friborg, en 35-årig skakentusiast, har længe betragtet lynskak som skakkens fremtid. Det er det, folk vil se, fordi det er casual, sjovt og spændende,” siger han. Jeg ser godt nok selv VM i skak, fordi jeg er en kæmpenørd, men man skal eddermame være nede med skak for at gide at se et syv timer langt parti – som kun er 1 ud af 12!” Rune Friborg har selv i flere år forsøgt at bringe skak ind i den moderne verden ved hjælp af YouTube-videoer og pop op-arrangementer på Den Sorte Plads på Nørrebro og den københavnske natklub Chateau Motel. Men den moderne verden tog ikke imod med åbne arme. Skak var for gamle mænd, lød det gang på gang. Det kunne aldrig blive cool. Derfor er det nærmest surrealistisk for ham at opleve, hvordan alt det, han har kæmpet for uden at komme mange vegne, pludselig er blevet til virkelighed.

Twitch-skakkens allervigtigste fornyelse, mener Rune Friborg, består i at lade amatørerne spille turneringerne, imens de professionelle skakspillere kommenterer.

Det gør, at man bedre kan følge med, og at man kan føle sig klogere end spillerne frem for at blive sat af,” siger han. Det var lidt det samme, da man forsøgte at gøre poker tv-venligt. Deres løsning blev at vise seerne, hvad de forskellige spillere havde på hånden. På den måde kunne seerne føle sig klogere end spillerne, fordi de havde adgang til information, som spillerne ikke havde. I skakmiljøet har vi ledt og ledt efter vores løsning. Og nu har vi fundet den: Bare sæt dårlige spillere til at spille.”

VÆKSTDen blå kurve viser antallet af kanaler, der streamer skak, mens de himmelstræbende grønne søjler viser antallet af seere i alt. Twitchtracker.com

Den skak, der bliver spillet på Twitch, er altså en anden end den, de fleste af os nok tænker på, når vi hører ordet skak. Vi forestiller os et tyst turneringslokale, hvor spillerne sidder blikstille foran brættet i alvorsfuld koncentration. Men det er en noget mere snakkesalig, løssluppen og tempofyldt udgave af skak, der lige nu oplever en revival på nettet.

I gamle dage var skakspillere nogle nørdede typer, og det var et spil, hvor man var meget alvorlig og altid skulle være stille,” siger Sune Berg Hansen, en dansk stormester og skakekspert. Men langsomt er de forskellige spillere begyndt at forstå, at man som skakspiller også er i underholdningsbranchen.”

Det betyder også, at den gamle tankesport ændrer karakter. Hvis man eksempelvis tager den hurtigste type skak, som bliver spillet på nettet, den såkaldte bulletskak, så har man kun få sekunders betænkningstid per træk. Nogle gange endda kun splitsekunder. Det ser helt vanvittigt ud. Bulletskak går så stærkt, at det ikke bare handler om at tænke hurtigt. Det betyder også noget, at man rent fysisk er i stand til at flytte sine brikker hurtigere end modstanderen – præcis ligesom det at være hurtig på musetasten er altafgørende i et skydespil. Hvis man skal bide skeer med de hurtigste spillere, kræver det en dyr, optisk gamer-mus, som kan give de splitsekunders fordel, der kan afgøre et parti. Det ender med, at de allerbedste flytter helt tæt på en internetserver for at spare nogle mikrosekunder, ligesom man ser det med højfrekvenshandel,” siger Sune Berg Hansen. Tidligere har man talt om skak som videnskab og skak som kunst. Men den skak, der spilles på nettet, er skak som sport.” Apropos dét, så er de første skakspillere, heriblandt Hikaru Nakamura, begyndt at komme på kontrakt hos etablerede e-sportshold. Det ligner det første skridt mod at gøre skak til en e-sport.

Det er værd at understrege, at Twitch hverken har skabt bullet-, lyn- eller hurtigskak. De discipliner har fandtes længe. At tale om en ny’ form for skak ville derfor nok være en tilsnigelse. Det er stadig skak, men måske bare en slags skak 2.0. eller skak 3D,” som spileksperten Thomas Vigild, der underviser i spil på Vallekilde Højskole, siger. Alligevel mener han ligesom flere iagttagere, at det seneste år har vist fremtiden for det 1.500 år gamle brætspil. Traditionelt har skak været svært at forene med et moderne liv, fordi et parti snildt kan tage flere timer. Dét skak, der kan spilles på fem minutter på telefonen, passer derimod perfekt til en travl verden, hvor det kan udfylde dagens små lommer af tid og forvandles fra et langsommeligt fordybelsesspil til en slags toilettidsfordriv. Spileksperten Rune Kristian Lundedal Nielsen, der er lektor ved IT-Universitetet i København, kalder det – med et udtryk, der sikkert vil stikke i halsen på mange skakspillere – for candycrushificeringen af skak – efter det vanedannende mobilspil Candy Crush. Det er historien om, hvordan de digitalt indfødte tilegner sig den gamle, analoge verden, mener han. Til gengæld tror han også, at afsmitningen kan gå den anden vej. At skakkens kulturelle status kan give Twitch og spilbranchen et bedre ry. Lidt ligesom hvis dronningen handlede i Netto.

Skak er i samme boldgade som klassisk musik. Det er et spil med enormt meget kulturel kapital. Hvis du kan spille skak, er du et dannet menneske. Hvorimod alle stereotyperne siger, at computerspillere er fede, dumme og ugidelige og sidder i deres mors kælder. Der kan jeg godt forestille mig, at skak kan være med til at give den her verden noget legitimitet,” siger han.

Man kunne sagtens forestille sig, at nogle af de gamle skakspillere ville have det lidt stramt med at se en yngre generation gøre deres elskede spil til noget om ikke uigenkendeligt, så i hvert fald noget andet. Sådan går det jo tit, når nye generationer tager gamle ting til sig. Men sådan er der ingen af dem, jeg har talt med, der har det. Skak skal kunne spilles på mange måder, siger de. De er kun glade for, at skak er blevet populært igen. Og så håber de, at interessen udmønter sig i flere medlemmer, når skakklubberne åbner igen.

De, der bliver fascineret af skak, har det med ikke at glemme det,” siger Sune Berg Hansen. Hvis man når at blive rigtigt fanget af spillet, så plejer det at være for life.”

Sune Berg Hansen, som medvirker i artiklen, har sagt ja til at være med i bidragssporet og svare på spørgsmål. Sune er stormester og skakekspert, og så har han lige lanceret YouTube-kanalen GM Talks med lærerige skakvideoer.