Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Hvis håndbold var en Disney-film, er det os, der er skurken. Og det er nyt

Engang var vi underdogs, nu er vi de dominerende favoritter. Det er en meget ... udansk følelse.

Foto: Jonas Ekströmer / TT / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte


29. januar 2021
6 min.

Onsdag aften blev der spillet en vanvittig håndboldkamp. Til den uindviede kan jeg berette, at det var VM-kvartfinale, det var mod værtsnationen Egypten, der skulle bruges to gange overtid og en straffekastkonkurrence, som Danmark med nød og næppe vandt. I sejrsrusen kunne man se Mikkel Hansen tage sit ikoniske pandebånd af og sætte det på målmanden Niklas Landins hoved, og alt var fryd og gammen. Men midt i det hele var der en flig af en større historie. Noget, man let kan overse dér i sekunderne efter en millimeter-sejr i en afgørende kamp.

Der er sket noget med dansk sport. Noget, som tvinger os til at genoverveje, hvem vi danskere egentlig er.

Det er kommet gradvist, men står efterhånden lysende klart, ikke kun i håndbold, men også fodbold og tennis. Engang var vi danskere de små, vævre underdogs, der frejdigt gik op imod overmagten. De ord giver slet ikke mening at bruge om Danmarks sportsidentitet i dag. Nu giver det mening at bruge ord som fysik’, effektivitet’ og nulfejl’. Håndboldlandsholdene er måske det tydeligste eksempel på den tendens. Især fordi vi også har skullet vænne os til en anden ny ting. Nemlig at håndboldherrerne er sportsligt dominerende.

Alt det leder hen til et spørgsmål, vi er nok nødt til at stille os selv, nemlig: Er det os, der er de onde i denne her historie? Og jeg tror ikke, du vil bryde dig om svaret.

Thomas Ladegaard er Danmarks bedste (eneste?) håndboldhistoriker, og han sætter startdatoen for denne her forandring i cirka år 2000. Her overtager en mand ved navn Torben Winther posten som landstræner for håndboldherrerne, og med sig har han et stærkt fokus på fysik. De danske spillere skal være lige så store og stærke som dem, de møder, og hen over de efterfølgende år får han ændret fokusset.

Danske spillere er ikke længere mindre, mere vævre og alt sådan noget fra 80′erne. De er fysisk stærke, og de er præcis lige så kyniske som dem, de står over for,” siger Thomas Ladegaard.

Den forandring, der tog fart dengang, får en stor del af æren for, at herrerne er blevet en fast del af eliten. Det tog yderligere nogle år, før de så lærte at gå hele vejen. De snublede igen og igen, holdet nåede at være i 13 semifinaler uden at vinde et trofæ, indtil de vandt de første guldmedaljer i 2008. Udviklingen kulminerede i 2019, da herrerne vandt VM på hjemmebane i Herning. Undervejs i turneringen viste de sig som sportens nok mest dominerende herrehold nogensinde.

Det var først sidste år, under EM for kvinder i december, at jeg for alvor opdagede, at håndboldkvinderne er i gang med den samme rejse. De spillede mod Rusland, som man normalt ville opfatte som håndboldens store, onde og stærke skurke, men russerne blev mødt af et dansk forsvar, der stoppede dem brutalt og uden at fortrække en mine. Da jeg så russernes venstrefløj langsomt rejse sig efter en tackling med tårer strømmende ned ad kinderne, tænkte jeg: Det er nyt, det her.”

Thomas Ladegaard fortæller mig, at kvindelandsholdets træner, Jesper Jensen, netop har gjort effektivitet til et bærende princip. Han arbejder med at lave en base og undgå fejl. Under Klavs Bruun Jørgensen var der lidt mange følelser,” siger han med henvisning til holdets forhenværende træner. De følelser har Jesper Jensen bevidst taget ud.”

Herretræner Nikolaj Jakobsen bevæger sig i cirka samme baner. Han har ved de senere slutrunder haft tre helt faste spilsystemer, som spillerne kan falde tilbage på. Det har gjort alle ret trygge og minimeret antallet af fejl.

Når man hæver blikket og ser på de andre sportsgrene, hvor Danmark har gjort sig bemærket de senere år, kan man se nogle af de samme ting. Anders Haahr Rasmussen er tennisskribent (blandt mange andre ting) og ser en klar parallel til for eksempel Caroline Wozniackis måde at blive verdens bedste på.

Wozniacki vandt netop på at gøre det, der virker, og kun det,” siger han. Ingen eksperimenter, ingen leg, bare stenhårdt arbejde, effektivt, hele tiden gøre det, der gør modstanderen dårlig.”

Den her tankegang har simret i vores folkesjæl længe, skal det siges, måske uden at vi sådan rigtig har haft lyst til at erkende det. Da Danmark vandt EM i fodbold i 1992, var det cirka på samme måde. Danmark vandt til alles forbløffelse turneringen, ikke fordi holdet havde ambitioner om plisseret skønspil; ikke fordi de opfandt fodboldspillet på ny”, som Asger Hedegaard Boye, fodboldskribent på Weekendavisen, har skrevet. De vandt, fordi de kendte deres begrænsninger, stod modent sammen og var i formidabel form.”

De samme tanker gjorde sig gældende under Åge Hareide, der var fodboldlandstræner fra 2016 til 2020. Under ham var Danmark ubesejret i 34 landskampe i træk og var millimeter fra at få Danmark i kvartfinalen ved VM i Rusland i 2018.

Det danske håndboldlandshold, de regerende verdensmestre, der fredag aften går (eller gik, hvis du først læser det her på den anden side af forløsningen) på banen mod Spanien i VM-semifinalen, er alt det: fysisk stærke, effektive, kyniske realister. Men der er lige et ekstra tvist: Hvor fodboldlandsholdet i 1992 var de vidunderlige underdogs, der ormede sig hele vejen til tops, går håndboldherrerne i de her år konsekvent på banen som favoritter. Og kombinationen af ting som effektivitet, fysik og kynisme på den ene side og så favoritrollen på den anden gør noget helt særligt ved den følelse, man kan have omkring det her hold. Og det er en følelse, vi danskere ikke er vant til at føle.

Det første kast i straffekastkonkurrencen var dér, hvor man virkelig mærkede den nye tilstand. Niklas Landin, 201 centimeter, verdens bedste målmand, der har vundet alt, der kan vindes, stillede sig op over for Ahmed El-Ahmar. Og El-Ahmar laver et skud, man kun kan betegne som frygtsomt. Flad, blødt, lige på Landins højre arm. Og den fornemmelse fortsatte i minutterne efter, at det hele var afgjort. På gulvet lå de egyptiske spillere, de græd, nogle måtte bæres ud af hallen. Og da den danske målmand Kevin Møller stillede op til interview og blev spurgt, hvordan han havde det, svarede han: Jooo, jamen, jeg har det helt fint.” Det var decideret akavet, som min Zetland-kollega Jesper Olsen sagde til mig dagen efter. Det var rå dansk professionalisme, der lige havde tromlet egyptisk optimisme og stræben efter det umulige. Det var på en måde den præcis modsatte oplevelse af dengang i 2008, da Danmarks opkomlinge sneg sig forbi Tyskland i semifinalen ved EM og vandt det hele.

Lige siden denne her bevægelse mod effektivitet har vist sig i dansk sport, har der været kritik, protester og forsøg på at modgå den. Håndboldhistorikeren Thomas Ladegaard har den også i sig.

Personligt er jeg, som evindelig romantiker, lidt træt af den snak om fejl’. Det er meget med at straffe fejl’, undgå fejl’, spille med lav risiko’,” siger han. Boldspillet er blevet til en nulfejlskultur.” Han er derfor virkelig glad for, at Danmark stadig kan producere inspirerede boldspillere som Mathias Gidsel og Emil Jakobsen.

Modbevægelsen findes også i fodbolden. I sommeren 2019 blev det som bekendt meddelt, at Kasper Hjulmand overtager holdet fra Åge Hareide.

Det er en svær diskussion for os danskere, når vi er dem, andre slår sig på. Vi er vant til at tale om os selv som underdogs i denne her verden. Vi er en lille åben økonomi, der bliver ramt af de globale markedskræfter uden at have meget at sige. Vores valuta er bundet til Euroen. Når vi går i krig, låner vi de store nationers transportfly. Håndbold er et af de ganske få steder, måske det eneste, hvor vi rent faktisk står på toppen af verden, vi er dem, de andre skal forbi, hvis de vil til tops, og vi viger ikke en tomme. Vi er skurken, med andre ord.

Der er ikke nogen, der har lyst til at være skurken i historien. Men det er svært helt at ignorere en af de grundregler, der gør sportens verden forskellig fra filmens.

Det er ret tit skurkene, der står tilbage til sidst.

På den anden side: Når man taber som skurk, gør det måske også ondt på en anden måde.