Sæt dig ned, sænk skuldrene, og mød Saszeline.

Kom nu. Du kan godt

Første gang jeg mødte den corona-skeptiske eks-popstjerne Saszeline, gik det galt. Anden gang lærte vi begge to noget.

Foto: Sofia Busk for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

30:58

Det allerførste foto, Saszeline Dreyer nogensinde lagde på Instagram, var fra Rom, Italien. Det forestillede en gruppe mennesker med Free hugs’-skilte. Året var 2012, og Saszeline Dreyer, der dengang hed Saseline Sørensen og var på ferie i den italienske hovedstad, snuppede både et par kram og et billede af gruppen. Da hun senere på dagen delte fotoet på profilen @saselines, som hun netop havde oprettet, havde knap hundrede følgere allerede fundet vej til den.

Otte år senere, den 13. september 2020, lagde Saszeline Dreyer sit sidste opslag på sin Instagram-profil. Det kan være, jeg bliver slettet nu,” skrev hun.

I månederne op til havde hendes 88.000 følgere fulgt hendes profil ændre sig radikalt. @saselines var gået fra at være en af Danmarks mest succesfulde influencer-markedsføringsplatforme for skønhed, wellness og livsstil til en delingscentral for indhold, der gik på tværs af regeringens og sundhedsautoriteternes linje i coronakrisen. Saszeline, som ændrede navn efter et numerolog-besøg i 2016, havde blandt andet delt en meget omtalt video, hvor den tidligere popstjerne opfordrede folk til at sige nej til mundbind.

På ganske kort tid ændrede Saszeline Dreyers image sig fra super likeable eks-popstjerne til kontroversiel poster girl for corona-skepsis, vaccinekritik og et sammensurium af teorier af mere eller mindre konspiratorisk karakter. Sundhedsfaglige eksperter gik i medierne og kaldte hendes budskaber samfundsskadelige”, og Lægemiddelstyrelsens direktør Thomas Senderovitz sagde til Ekstra Bladet, at det er enormt ærgerligt, at når man er kendt, at man så medvirker til at sprede misinformation”. En af hendes partnere, skønhedsklinikken N’age, opsagde samarbejdskontrakten. Saszelines fremtid på Instagram afhænger af, om hun bliver ved med at overtræde vores retningslinjer,” udtalte Camilla Nordsted, kommunikationskonsulent for Facebook og Instagram i Norden, i en artikel på dr.dk den 14. september.

Saszeline Dreyer skrev sit sidste opslag dagen forinden. Hun havde ønsket at udtale sig til artiklen på skrift, men DR ville ikke bringe hendes svar i uredigeret form. Ifølge DR indeholdt det henvisninger til forskning, der ikke er bredt understøttet”. Saszeline Dreyer kaldte det censur af hendes holdninger. Samme aften lukkede Instagram profilen @saselines ned.

Fra den aften var forbindelsen cuttet mellem Saszeline og det, man kunne kalde normalsamfundet – arenaen, hvor majoriteten af os befinder sig og har gang i en løbende diskussion om pandemiens udfordringer. Det er en samtale, som Saszeline og en hel del, der deler hendes synspunkter, i stigende grad enten bliver smidt ud af eller forlader frivilligt.

Hvorfor endte Saszeline Dreyer på den anden side af den kløft? Det er det, denne her artikel handler om. Den begynder med det spørgsmål, som blev diskuteret vidt og bredt på de sociale medier i de efterårsdage i 2020: Hvad skete der for Saszeline? Hvad drev hende til at kaste sig ud i full blown corona-modstand og dermed et professionelt harakiri?

Det hele føltes ekstra uforståeligt for mig af den grund, at nok var Saszeline kendt – men at jeg, ligesom stort set alle andre i Danmark, faktisk ikke kendte hende. Jeg vidste, at hun havde været popstjerne, siden hun var 14 år, og jeg vidste, at hun havde en søn med tennisspilleren og playboyen Frederik Fetterlein, og at deres brud og hans utroskab var endt på alle sladderbladenes forsider. Jeg vidste, at hun havde haft sin egen linje af skønhedsprodukter, Sasé, som var crashet, og at hun var en af den slags kendte, som altid blev inviteret, når der var en rød løber, og som aldrig så mindre end forrygende godt ud. Jeg vidste, at hun var influencer, og at hun var god til det. Jeg kendte hende i den besynderlige blanding af intime detaljer og overfladiske indtryk, som skaber en kendis, hvilket var rigeligt. Lige indtil hun pludselig ofrede sit image og sin forretning for et korstog mod det etablerede samfund.

Hvad var det, der ændrede sig? Nu, knap et halvt år senere, lyder Saszelines egen udlægning af det, jeg og mange andre oplevede som en forvandling, sådan her:

Det er rigtigt nok, at jeg er en, der var nem at kunne lide, fordi jeg er god til at begå mig derude. Men, Marie, jeg har ikke behovet for, at folk skal kunne lide mig. Det har jeg nok haft, fordi jeg har været den, jeg har været. Men jeg har, i mit liv, ikke længere brug for, at der er nogen, der kan lide mig. Det er ikke det, der betyder noget.”

ISOLERETSaszeline Dreyer opholder sig, lige som de fleste andre, mest i sit hjem for tiden. Det ligger langt ude på en mark, med en skov som nabo. Foto: Sofia Busk for Zetland

Det er fire en halv måned siden, at jeg sendte en e-mail til Saszeline Dreyer og spurgte, om vi skulle lave et interview. I løbet af den tid har jeg lært noget om at forstå et andet menneske, hvis verdensbillede strider mod ens eget. Nemlig det her: Man er nødt til at begynde med at sænke paraderne og give plads. Ellers når I ingen vegne.

Første gang jeg mødtes med Saszeline Dreyer, var det præcis, hvad der skete. Hun kom direkte fra en skønhedsklinik (det var før, de lukkede ned) med fine negle og nylavede vipper, og jeg – som normalt aldrig skriver spørgsmål ned før et interview – medbragte fire sider med spørgsmål, hvoraf det første var Tror du på COVID-19?” Vi satte os ind i Zetlands lydstudie, og så gik det ellers galt.

I to en halv time sad vi og diskuterede corona med et par meters afstand, men med så forskellige udgangspunkter, at vi lige så godt kunne have siddet på hver sin planet. Hun gentog de synspunkter, hun havde fremsat på sin nu lukkede Instagram-profil – at mundbind ikke virker, og at faren ved COVID-19 er overdrevet – og henviste til et væld af kilder, jeg ikke kendte eller havde tillid til. Jeg remsede tal og fakta op fra myndigheder og etablerede medier, som hun anser for uvederhæftige. Hun sagde, at når folk indordnede sig under myndighedernes kontrol, var det, fordi de var drevet af angst, og det var sådan, magthaverne helst ville have det. Jeg sagde, at som jeg så det, var det hende, der var drevet af angst. Hun svarede, at det ikke var angst, der drev hende, det var viden. Jeg har min sandhed,” sagde hun, og du har din.”

Da vi var færdige, og Saszeline var taget af sted igen, stod jeg og stirrede ud i det tomme redaktionslokale. Det susede for min ører. I det øjeblik fik jeg en sms fra en ven. Fik hun omvendt dig?” skrev han. Hun blæste i hvert fald min hjerne godt og grundigt igennem,” svarede jeg. Sådan føltes det, og det gik langsomt op for mig, at det var min egen fejl. Jeg havde fucket up.

Der var ikke ét øjeblik af vores interview, der havde givet mig det, jeg ledte efter. Jeg anede lige så lidt om, hvem Saszeline Dreyer var, som jeg gjorde, da vi satte os ind i studiet. Jeg var gået i fight mode i studiet og havde glemt at spørge, glemt at lytte. Jeg var blevet provokeret af, at Saszelines verdensbillede var så anderledes end mit, og af at hun ikke ville anerkende, hvad jeg anser for ubestridelige fakta og sund fornuft. At der er over to millioner døde af og med coronavirus verden over, at vacciner er en uomgængelig del af virusbekæmpelsen, og at når demokratiets institutioner træffer valg på vegne af borgerne, så har de, trods deres fejlbarlighed, vores fælles bedste for øje. Nu stod jeg med to en halv times bekræftelse af noget, jeg og alle andre godt vidste i forvejen. Nemlig at Saszeline Dreyer ikke var enig. At hun havde et andet narrativ”, som hun selv formulerede det, om corona. Og jeg forstod stadig ikke, hvad der skete for hende tilbage i august 2020.

Det kunne jeg selvfølgelig skrive. At hun var umulig at tale med. Og opliste alle grundene til, at hendes narrativ” var forkert. Jeg kunne læne mig op ad den overlæge på en af landets største corona-afdelinger, som jeg bad hjælpe mig med at tjekke nogle af Saszelines påstande, og som svarede, at de var for langt ude til at bruge tid på”. Ingen ville blive klogere af den historie. Den ville højst skubbe de mennesker, der ser verden, som enten jeg eller Saszeline gør, endnu længere væk fra hinanden.

Jeg var nødt til at prøve igen.

Saszeline Dreyer bor så langt ude på landet, man kan komme og stadig være nogenlunde tæt på København. I et pænt lille hus for enden af en bumlet grusvej, hvor en stor musvåge flyver tæt hen over min bil, da jeg bakser mig af sted. Hundrede meter fra huset ligger et skovbryn med høje bøgetræer. Det er her, hun går ture, når hun får venner på besøg, og når hun har sine to børn, to drenge på 12 og fem år, i de uger, hvor de ikke er hos deres fædre.

Indenfor i huset ligger der krystaller i vinduerne og yogapuder i en sirlig stabel på stuegulvet. Saszeline Dreyer er ved at uddanne sig som meditationslærer og psykoterapeut. Hun drømmer om at skabe et retreat, fortæller hun, hvor folk kan komme og finde ro, se indad og arbejde med sig selv. Det er nogle af de projekter, hun har fået mere tid til at fokusere på, efter hendes Instagram blev lukket.

Hun havde andre indtjeningskilder end profilen, fortæller hun. Og hun havde en opsparing. Det er de penge, hun lever af lige nu. Men Instagram var hendes platform for influencermarkedsføring og dermed hendes absolutte kerneforretning. En indtægt på 100.000 kroner om måneden er ikke unormalt for de største danske influencere, og Saszeline Dreyer var en af de store. Det er slut nu. Det brand, hun var, og som kunne sælge alt fra luksusrejser til veganske vingummibamser, står ikke til at redde.

Det pudsige er, at hun virkelig, oprigtigt, ikke virker, som om hun synes, det er en katastrofe.

For mig handler alting om udvikling i stedet for indvikling. Jeg vil gerne udvikle mig, grave i mere, opdage mere,” siger hun.

Jeg spørger, om der er noget, der hidtil har gjort dét svært.

Nej … men jeg har helt klart levet i en anden verden,” svarer hun. I et andet univers. Som popstjerne, tv-vært, influencer, kendt ansigt, der har lavet mange officielle ting. Det hele har været meget ude af min egen krop. Jeg har været meget ude og præstere, jeg har været meget ude og levere, jeg har været meget ude og entertaine. Jeg har helt klart været meget ude og give noget af mig selv på en salgsmåde, på en Saszeline i medierne’-måde.”

Hun trækker et ben op under sig på stolen og lægger hovedet på skrå, mens hun taler. Tempoet føles som halv fart af vores første samtale, som smadrede af sted.

Da jeg begyndte at tale op omkring corona og sige nogle ting, sagde folk: Jamen, hvad sker der, er du stresset eller hvad, hvad er der galt med dig?’ Men … det var vel også et brud. At gå en anden vej. At jeg skulle sige nogle andre ting, nogle ting, jeg mente var vigtige, og som ikke fik plads i medierne. Noget andet end bare at følge normen, og hvad der var forventet.”

Hun har aldrig, siger hun, sagt, at der er en chip i COVID 19-vaccinen. Det er ellers en af de fortællinger, der florerer derude, men ifølge Saszeline er det usandt. Og jeg er ikke en sølvpapirshat bare fordi jeg har en anden mening end magthavernes håndtering af corona,” siger hun.

Det var ikke alt, hvad jeg delte, som jeg selv troede på. Det, jeg ville, var at sige, at det her er et andet narrativ, som andre mennesker også har. Og så er spørgsmålet: Hvem afgør, hvad der er sandheden? Er det big tech? Er det vores regeringer verden over? Er det FN, er det WHO?”

Det var, siger hun, en bevidst beslutning at begynde at dele indhold, hun vidste var kontroversielt, og noget af det konspiratorisk. Jeg behøvede jo ikke at gøre det her. Jeg kunne have beholdt min Instagram og have fortsat mit liv og været i mit eget ego, for det er man meget som influencer.”

Så hvorfor gjorde du det?” spørger jeg. Da du valgte at tale om de her ting, ofrede du jo …”

… mit eget omdømme.”

Og din forretning. Din likeability,” tilføjer jeg. Det er her, hun siger, at hun er ligeglad med, om folk kan lide hende. At det har betydet meget for den person, hun var. Men ikke længere.

DET YDRESaszelines Dreyer har et udseende, der kan sælge varer. Det opdagede markedet, da hun kom på Instagram. Foto: Sofia Busk for Zetland

Den, Saszeline Dreyer var, har hun været, siden hun var 14 år gammel. Sammen med sin to år ældre søster Suriya (der dengang var kendt som Heidi) blev hun først danmarkskendt, så verdenskendt, som popduoen S.O.A.P. Det var Remee, dansk pops evige gulddreng, der opdagede søstrene, skrev deres musik og fik dem videre til de helt store kanoner i musikindustrien. De skrev kontrakt med Sony Music og superproduceren Tommy Mottola i New York, og deres management klarede Simon Fuller, skaberen af den håndplukkede popsensation Spice Girls og tv-konceptet Idol, pioner-programmet inden for skærmvenligt talentdesign. Fra 1998 til 2002 kørte S.O.A.P. for fuldt blus. Deres hits This Is How We Party og S.O.A.P. Is in the Air lå i toppen af hitlister over hele verden. De turnerede med Backstreet Boys. Det var, siger Saszeline, på mange måder helt fantastisk. Men det var også et meget specielt liv for en meget ung kvinde.

Det startede jo meget tidligt. På et tidspunkt, hvor man stadig er i gang med at danne sig selv. I den fase, hvor jeg jo skulle blomstre og udvikle mig som menneske, har der hele tiden været øjne på mig.”

De rejste rundt i flere år. Vågnede op i en ny by, på et nyt hotelværelse, hver morgen. Makeupartisten ankom klokken syv, satte hendes hår og lagde sminken, klokken otte kom en chauffør, og så ventede ti interviews, hvor hun skulle fortælle den samme historie om sig selv og få den til at lyde lige interessant hver gang. Så videre til tv-shows, radio og ud og spille et sted, og ved midnat var de tilbage på hotellet. Og klokken syv næste morgen startede det hele forfra igen. Jeg lærte i en tidlig alder at levere, at være meget produktiv og funktionel,” siger hun. Det er du nødt til. Ellers kan du meget let miste fodfæstet. For jo mere succes du får, jo flere penge du tjener, jo mere opmærksomhed du får, jo mere feeder du af det. Sådan fungerer egoet.”

Saszeline Dreyer havde, med egne ord, en god ballast med hjemmefra, som hjalp hende til ikke at tumle ned i musikbranchens stoffer og rock n’ roll. Det var først, da et andet og langt mere avanceret drug kom ind i hendes liv, at hun mistede kontrollen. I 2012, det år, hvor Saszeline postede billedet af de romerske krammere på sin spritnye SoMe-profil, var Instagram kun to år gammelt. Men det havde allerede fanget interessen hos 80 millioner brugere over hele verden, og samme år købte Facebook Instagram for omkring en milliard dollars. Hvad Instagram helt præcis kunne, var endnu svært at få greb om, men det lugtede af penge. Og da Saszeline begyndte at bruge appen, gik der ikke længe, før en agent fra markedsføringsbureauet Cube tog kontakt til hende og begyndte at sælge hende ind til sine kunder. Dermed trådte hun ind i et af opmærksomhedsøkonomiens mest lukrative fænomener: Den influencer-industri, der er vokset frem gennem det seneste årti, og hvor Instagram er den vigtigste platform.

Jeg har simpelthen kunnet gøre meget med min Instagram,” fortæller hun. Jeg har fået mange muligheder, tjent mange penge, jeg er blevet inviteret til de vildeste ting, så det er jo klart, at når du hele tiden får oplevelser, får muligheder, så dykker du mere og mere ned i det. Det tager dig. Og jeg forstår det nu, men det gjorde jeg ikke, da jeg stod i det.”

Jeg spørger, hvad hun mener med, at det tager én. Det, der sker, siger hun, er, at man bliver historiefortællingen. Du skal jo drive content. Du er en salgsmekanisme for de firmaer, der hele tiden vil have presset en taske, en bil, en rejse ind til gengæld for at indgå i din storytelling. Du bliver nødt til at tænke ind i dit liv: Hvordan kan jeg vise en god historie i dag?’ Og når du så også kender til, hvordan algoritmen virker …” Hun forklarer, at man aktiverer algoritmerne ved at poste som minimum otte til ti stories om dagen. Man skal helst op på 30 eller mere. Og man skal helst poste tre billeder også. Så er der nogle tidspunkter, du skal poste på. Det er halv syv til syv om morgenen, det er 12 til 13, og det er 20 til 22 om aftenen, det er dér, folk er allermest på, og den bedste dag er søndag aften.”

Mens hun gennemgår influencerens how-to, slår det mig, at det er præcis sådan, SoMe-afdelinger – som den, vi har på Zetland – arbejder, når de skal promovere et firma eller et produkt. Og når de er færdige med det, går de hjem og holder fri. Men når du er influencer, er produktet uadskilleligt fra dig selv. Der er ikke noget, der hedder fri’. Og, siger Saszeline Dreyer, nogle gange bliver man i tvivl, om der overhovedet er noget, der hedder dig selv’.

Jeg har været en levende salgskampagne. Det er dét, jeg har været. Fordi jeg har flot, langt hår, så sælger det shampoo, når jeg vasker det, og fordi jeg har pæn hud, så sælger det, når jeg får en ansigtsbehandling. Du bliver konsumeret af de produkter, du sælger. Men hvem er du? Hvem er jeg?” siger hun og banker en pegefinger i brystet på sig selv.

I december 2019 lukkede Saszeline Dreyer sin Instagram ned i en måned. Det havde taget overhånd. Jeg havde brug for at mærke mig selv,” siger hun. Efter det begyndte hun at tale om, at hun ville ud af sin influencer-tilværelse. Men det var svært, fortæller hun. Jeg skulle jo have det til at løbe rundt. Og du får hele tiden tilbud. Hver dag kom der mails. Vil du ikke besøge vores spa, vores hotel, vores massage, kom og få lavet negle, kom op og vælg en taske.’ Det er ligesom, hvis du er en drug addict og hele tiden skal sige nej. Det er en afhængighed, og du går rundt med stoffet i hånden.”

Er det muligt,” siger jeg, at du i virkeligheden selv bad om det? Om at blive lukket ned?” Hun smiler. Jeg havde i hvert fald tænkt tanken. At det kunne ske. Jeg havde ikke planlagt, at jeg skulle miste min Instagram, men jeg vidste, hvad jeg gik ind til.”

Men behøvede du at gøre det på den måde?” spørger jeg. Hvis du ville væk fra det, kunne du så ikke bare have trukket dig væk lige så stille?”

Nej,” nærmest fnyser hun. Det var da dér, jeg havde mit talerør. Hvis den profil skulle bruges, så skulle den bruges på noget vigtigt. Jeg er da glad for, at jeg er gået ned i kamp for en sag, jeg tror på. I stedet for stadig at have min Instagram, hvor jeg skulle holde kæft og ikke kunne sige min ærlige mening.”

Vi har talt sammen i et par timer, da vi når hertil. Et nyt billede af Saszeline Dreyer er begyndt at tegne sig for mig. Det forestiller en kvinde på 37 år, som i ekstrem grad har levet et liv, hvor hun har formet sit selv efter andres krav og forventninger. Så meget, at det havde bragt hende ud i en regulær identitetskrise. Jeg tror, at hun kunne se sig selv i corona-modstanden, i dens oprør mod autoriteter og krav om større frihed. Måske var hendes corona-udfald ikke kun et opråb om et andet narrativ”, men også et forsøg på at møde sig selv i det medie, der havde flyttet hende så langt væk fra hendes kerne.

Det kan man jo godt sige,” svarer hun, da jeg foreslår den forklaring. Jeg føler i hvert fald, at jeg har været tro mig selv.”

Men hvorfor er det netop lægevidenskaben og det politiske system, der er blevet genstand for hendes modstand mod autoriteter? Den slags er aldrig enkelt at svare på. Hvorfor er et menneske, som det er? Vores psyke er et virvar af unikke erfaringer, oplevelser, erkendelser og traumer. Jeg kommer aldrig til at kende Saszeline Dreyer godt nok til at kunne forklare alle årsagerne til, hvorfor hun tiltrækkes af det alternative og stejler over det etablerede. Men i vores første, mislykkede samtale, havde hun selv et bud.

Hun nævnte kort, at hendes forhold til læger og lægevidenskaben led et knæk, da hendes søn havde en reaktion på en vaccine. Hun ville ikke uddybe, hvad der skete, for hun vil ikke drage sine børn ind i debatten. Men, sagde hun, det var et vendepunkt. Når jeg som mor ser noget, der gør mit barn sygt, skulle jeg så bare være ligeglad?” spurgte hun. Det kan jeg love dig, at jeg ikke er.”

Men der er også en anden oplevelse, som måske rummer en nøgle til, hvorfor Saszeline Dreyer ikke har tillid til det lægevidenskabelige system. Den ligger tilbage i 2010. Det år valgte Saszeline Dreyers storebror, der hed Christian, at tage livet af sig selv. Efter at have været plaget af depressioner i flere år gav han op og kastede sig ud fra en elmast på Sjællandsbroen, der forbinder København og Amager. Hun nævner det undervejs i vores samtale. Der var ingen, der hjalp os, familien, bagefter,” siger hun. Min stedfar fik tilbudt psykologhjælp gennem sit arbejde, men os andre var der ingen, der tænkte på. Om vi havde brug for hjælp.” Vi taler ikke mere om selvmordet, men mens samtalen bevæger sig videre, spekulerer jeg på, om den hjælp, der ikke kom, har sat sig i hende som følelsen af et system, der svigter. Som man ikke kan stole på.

Til gengæld vender vi tilbage til udgangspunktet. Hvad skete der i august 2020? Saszeline Dreyer var som sagt træt af influencer-livet, og hun var bevidst om, at hun kunne blive lukket ned ved at poste om corona på Instagram. Men stak det faktisk dybere end det? Hun siger selv, at hun var afhængig. Havde hun brug for Instagram til at lukke hende ned, fordi hun ikke selv kunne give slip?

Jeg spørger hende. Saboterede hun sig selv? Ligesom en narkoman, der er nødt til at lade andre tage stofferne fra sig for at blive clean?

Jeg hører, hvad du siger,” svarer hun. Jeg forstår din pointe. Jeg tror, at min pointe er, at jeg vidste, at omstændighederne var, som de var. Jeg vidste, at mit narrativ var anderledes end det, man måtte tale om. Jeg valgte stadig at gå ud og gøre det, og jeg følte, at det var det rigtige for mig. Og sådan er dét. Jeg har lavet mange fuckups i mit liv, men jeg er ikke typen, der sidder og fortryder. Hell no. Sådan fungerer jeg ikke.”

Hun skubber håret tilbage fra ansigtet.

Jeg har gjort det, jeg har gjort, og det her var konsekvensen. Så, hvad har jeg lært af det? Hvad kan jeg gøre bedre?”

I ugen op til, at artiklen her skal udkomme, ringer jeg til Saszeline Dreyer. Vi laver en aftale om, hvornår fotografen skal komme, og jeg stiller hende et par spørgsmål, jeg mangler svar på. Til sidst bringer jeg hendes brors selvmord op. Føler du, at systemet svigtede jer der?” spørger jeg.

Det er måske hårdt sagt, men ja,” svarer hun. Det er jo det, jeg gør. Han bare blev sendt rundt i systemet, indtil han sprang. Og ingen tænkte på os. Det fortæller jo meget godt det, jeg siger. Systemet symptombehandler kun, de finder ikke årsagen, kommer ind til kernen og hjælper med at gøre folk raske. Det er sådan, vores sundhedsvæsen fungerer, Marie. Vi hører dem aldrig tale om sundhed, kun om sygdom. Fordi der er penge i syge mennesker.”

Jeg mener ikke, at man kan generalisere sådan, og Saszeline ved godt, at jeg ikke er enig i hendes syn på sundhedssystemet. Men når et menneske har haft sådan en oplevelse, kan jeg godt forstå, at mistilliden vokser.

Jeg fortæller hende, at det har været svært at skrive artiklen. At jeg har været nødt til at tænke over, hvordan jeg reagerer på folk, der er uenige med mig, og hvordan jeg kan stå på mål for mine værdier uden at blive blind for, at andre mennesker har en anden oplevelse af tingene. Jeg er også blevet mere bevidst om, hvor jeg selv står,” siger jeg. Hvad jeg tror på og hvorfor.”

For jeg stoler på lægevidenskaben og på vores politiske system trods alle dets fejl og mangler. Men en anden ting, jeg tror på, og endnu mere efter at jeg har mødt Saszeline, er, at den åbne, demokratiske samtale mellem mennesker er den eneste vej frem, hvis vi vil noget andet end den polarisering, der lige nu trækker befolkninger og samfund fra hinanden.

Jeg har også lært noget af det her,” siger hun. Jeg har jo følt, at jeg skulle råbe folk op. Prøv lige at høre, hvad det er, der sker, prøv at se, hvordan I bliver styret.’ Men da du sagde til mig, at jeg var drevet af angst, det fik mig til at tænke: Måske er det bare mit eget behov for frihed, min angst for, hvor verden er på vej hen, der taler? Måske er det faktisk mig, der skal acceptere, at folk har det godt med at leve med nogle regler og retningslinjer. Og så er den næste tanke jo, hvad gør man ? Hvis det er sådan, verden er, så skal jeg måske trække mig væk fra den.”

Der bliver stille et øjeblik. I det fjerne kan jeg høre Saszelines yngste søn, som synger en sang. Lyden stiger og falder, ordene er ikke til at skelne. Så vender hendes stemme tilbage. Men det er jo den smukkeste måde, man kan ende sådan en samtale på,” siger hun. At man har plantet nogle frø hos hinanden.”

Der er mange ting, jeg ikke er enig med Saszeline Dreyer i. Men lige dér er jeg.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: