Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Nene La Beet er medlem af Zetland og har delt den med dig.

“Du kan stikke din idealisme skråt op, hvis ikke du kan finansiere den.” Historien om, hvordan det går med Zetland, begynder her

  • 19. juni 2019
  • 13 min.
HAVNESNAKZetland-medlem Lene Porup havde et vigtigt spørgsmål til Lea Korsgaard på Folkemødet. Og så fik de sig lige en snak på havnen i Allinge. Illustration: Agnès Ricart for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Under Folkemødet på Bornholm stødte Zetlands chefredaktør ind i Lene Porup fra Storvorde, der er medlem af Zetland – og som havde et rigtig godt spørgsmål: Hvordan går det egentlig? Dette er første afsnit i en ny serie (der også kan lyttes som en podcast), hvor vi forsøger at besvare lige præcis det spørgsmål: Hvordan går det med Zetlands økonomi. Og hvad skal der til, hvis vi også skal findes i fremtiden?

LENE PORUP ER EN KVINDE midt i 50’erne, hun er intensivsygeplejerske og bor i Storvorde i Nordjylland, engang sov hun i telt i november, hun kan lave hjemmelavet syltetøj, og så er hun kæreste med Finn, der er maskinmester. Sammen kan de alt, mener hun. Jeg får idéerne og har ledestjernen. Finn sørger for at sætte det ind i Excel og planlægge det og bakke mig op, hvis jeg mangler min mobil.”

Jeg ved de her ting om Lene, fordi hun er medlem af Zetland, det journalistiske medie, du læser lige nu, og som jeg har været med til at stifte, og som jeg nu er chefredaktør for. Jeg ved også, at Lene er bekymret for mig. Det sagde hun nemlig til mig, da jeg stødte på hende på Folkemødet på Bornholm. Jeg havde mødt Lene før, til Zetlands fødselsdag for to år siden, hvor vi havde inviteret alle Zetland-medlemmer med til fødselsdagsfest, og hun og Finn tog turen fra Storvorde til København og gav os hjemmelavet appelsinmarmelade i gave.

På Bornholm havde Lene ikke marmelade med. Hun havde lavet et kæmpe glas hjemmesaltede mandler til os, som hun gav mig efter at have fundet mig til en paneldebat i et telt. Det var også her, hun sagde, at hun var bekymret for mig. Finn købte æblejuice, og så satte vi os ned på havnen, hvor hun fortalte, hvorfor hun var bekymret: Hun havde læst et opslag fra Jakob Moll, som er Zetlands medstifter og administrerende direktør og i det her opslag skrev, at han ledte efter deltagere til vores nye hold af unge skrivetalenter, fordi han havde overtaget undervisningen fra mig.

Du var sådan ideologisk træt,” sagde Lene, at Jakob havde skrevet, så jeg blev – ikke bekymret, for jeg ved godt, du kan tage ansvar for dig selv, men alligevel sådan: Hvordan går det? For jeg ved jo, at når man brænder for noget, når man er passioneret, så er der opture, og man er tændt af den hellige ild, og så kommer der også bare nogle nedture, hvor man ligesom tænker, du er nede i dalen’ – man ved, det kommer igen, men man har bare nogle perioder, hvor man – ja … er træt.”

Det her er første kapitel i en ny serie, der går tæt – meget tæt – på dét, Lene spurgte mig om: Hvordan går det? Hvordan går det med den avis, vi stiftede for at lave et klogere alternativ til tidens hæsblæsende nyhedsstrøm? Kan Zetland løbe rundt? Kan vi blive ved at udkomme?

Sandheden er, at vi ikke ved det endnu. Men vi ved, at vi står et helt afgørende sted, hvor vi i løbet af det næste halve års tid skal finde ud af, om Zetland også findes i sin nuværende form i 2020 – om drømmen kan bære.

Og er der én ting, jeg efterhånden ved, så er det, at når man laver sin egen virksomhed, er det helt store spørgsmål ikke grundlæggende anderledes, end det mest grundlæggende spørgsmål i tilværelsen som sådan. Nemlig det her spørgsmål: Hvordan får man noget som helst til at lykkes? Hvordan får man et parforhold, en karriereplan, et fodboldhold, et politisk projekt, opdragelsen af et barn – eller i vores tilfælde altså opstarten af en avisvirksomhed – til at lykkes, når svarene på, hvordan man får det til at lykkes, aldrig – aldrig – er givet på forhånd?

Det er dét, den her serie kommer til at handle om.

Og ja, jeg er lidt træt. Men ikke så træt, synes jeg …

Altså har han brugt udtrykket ideologisk træt’?” spurgte jeg Lene.

Det mente hun nok, at Jakob Moll havde gjort. Hun sagde også, at hun kunne mærke ham i den tekst, han skrev, hvilket hun syntes var lidt imponerende for en mand, der normalt sidder begravet i regneark.

DA JEG KOM HJEM fra Bornholm, skrev jeg en kalenderinvitation til Jakob. Den havde ordene Er du ideologisk træt?” som overskrift. Vi fandt et hjørne på den tagterasse, der ikke er Zetlands, men som hører til restauranten under Zetland.

Men altså. Inden jeg får svaret på, hvad Jakob Moll mente med den der bemærkning, som Lene havde opsnappet, så lad os lige hoppe tilbage i tiden et øjeblik. For det kan være, du har fulgt Zetland fra begyndelsen – måske er du endda en af dem, der har støttet os, lige siden vi lavede vores ret succesfulde kickstarter-kampagne i 2015 – i så fald kan du bare hoppe nogle afsnit frem til der, hvor Jakob siger noget påståeligt om mit temperament, som jeg er meget uenig i. Men hvis du ikke kender historien om, hvordan Zetland blev til, så kommer den her – jeg tror, den vil være god at kende, hvis alt det følgende i den her serie skal give mening.

Så altså: For det, der føles som en evighed siden, var jeg ansat på en stor avis, Jakob Moll var forlagsredaktør, og vi kendte hinanden, fordi vi havde læst journalistik på det samme universitet – det samme havde Hakon Mosbech og Silke Bock, så dem kendte vi også, og ingen af os drømte egentlig om at være sådan helt almindelige journalister på helt almindelige medier resten af vores liv, for de helt almindelige medier var i voldsom forandring. Læserne forsvandt fra papiraviserne. Internettet havde brudt de traditionelle mediers monopol på nyheder, og som et egentlig totalt skørt svar på det var aviserne begyndt at give deres journalistik gratis væk. Nogle talte om de nye, sociale mediers demokratiske potentiale, hvilket nærmest er nuttet at tænke på i dag. Andre spurgte sig selv, om tiden for den langsomme og grundige journalistik var forbi.

Vi – altså Jakob, Silke, Hakon og jeg – syntes stadig, der var brug for den langsomme journalistik. Den, som er grundig og velfortalt, og som det derfor koster en del penge at lave. Vi følte os ret overbeviste om, at når folk vendte de gamle papiraviser ryggen, så var det ikke, fordi de havde lyst til at blive dummere. De havde bare lyst til at forbruge journalistik på en anden måde. Og måske havde de også nogle nye forventninger til journalistik? Nogle forventninger, som den gamle nyhedsjournalistik ikke kunne leve op til? Nogle forventninger til en mindre kynisk og mere konstruktiv journalistik?

Så vi sagde vores jobs op. Og stiftede Zetland. I begyndelsen udgav vi bare én lang journalistisk fortælling om måneden, vi udgav dem som korte e-bøger, og vi forsøgte samtidig at greje, hvad det overhovedet vil sige at drive en virksomhed. Men i 2015 var vi parate til at satse meget større. Vi besluttede at etablere en avis, der dagligt skulle skære gennem tidens heftige informations-overload ved hjælp af grundig journalistik og en state of the art digital platform. Vi lavede en forretningsplan, vi rejste otte millioner danske kroner fra en lille gruppe private investorer og fra 1.400 mennesker, der støttede os i den der ret succesfulde kickstarter-kampagne. Så ansatte vi en masse gode folk og lancerede en sen nattetime i marts 2016 Zetland som den avis, du læser lige nu. Og derfra er det gået slag i slag. I dag er vi 25 ansatte i alt, vi har lært cirka 1.000 ting om, hvordan vi ikke skal gøre – dem kan jeg altid komme tilbage til ved en senere lejlighed. Vi har også vundet en hel del fine priser, men vigtigst af alt har vi fået opbakning fra Lene Porup og mere end 10.000 andre, der har støttet os økonomisk ved at blive medlemmer af Zetland, men ikke kun det. Rigtig, rigtig mange har givet os feedback og en masse idéer til udviklingen af Zetland, der har gjort os bedre til at gøre det, vi gør.

I starten var vi megaoptimistiske på økonomiens vegne og troede, vi ville nå break-even efter to år. Det gjorde vi ikke, så vi har et par gange undervejs rejst mere kapital fra både vores gamle og nogle nye investorer. Og nu. Nu er det så, at vi endegyldigt skal bevise, at Zetland ikke bare er et idealistisk foretagende, men også er et idealistisk foretagende, som faktisk kan tjene penge. Sådan for alvor. For som en klog mand engang sagde til mig: Du kan stikke din idealisme skråt op, hvis ikke du kan finansiere den.”

OKAY. MED DET PLADS kan vi tage tilbage til tagterassen, hvor jeg satte mig med Jakob Moll. Jeg spurgte ham – som alle på Zetland i øvrigt bare kalder Moll, så det har jeg også tænkt mig at gøre her – om han har sagt, at jeg er ideologisk træt”.

Der var tale om en misforståelse, sagde han. Det var dengang, da jeg tog initiativ til talentholdet for syv år siden, at jeg var træt. Det var før, vi stiftede Zetland som avis, og på det tidspunkt brugte vi alt for meget tid på noget, der ikke handlede om journalistik – om selve det, vi brændte for – og derfor, sagde han, ville jeg lave det her hold af unge talenter, for at få flammen til at brænde større.

Så var det jo afklaret. Men nu sad vi der. Det er sjældent, meget sjældent faktisk, at Moll og jeg sidder på en tagterasse og har en halv time, hvor der ikke står andet i kalenderen end Er du ideologisk træt?”.

Så okay,” sagde jeg til ham. Lad os tage udtrykket seriøst. Er du ideologisk træt?”

Jeg føler mig mest bare træt,” svarede han og skyndte sig at understrege, at der jo heldigvis var alt muligt, der føltes meningsfuldt i hverdagen, hvilket vil sige, at han lød som en administrerende direktør for en mellemstor virksomhed, der blev interviewet om sin sindstilstand.

Jeg spurgte ham, hvad han ville svare, hvis mikrofonen mellem os ikke var tændt.

Jamen trætheden,” sagde han, handler jo for mig helt vildt meget om næsten at være der. Det er jo supernemt at fejle. Så lærer man af det og gør noget nyt. Det er også supernemt, hvis du bare laver sådan en eksplosiv succes – det sker bare næsten aldrig – for så er spørgsmålet bare, hvordan du vil fastholde eller lave den næste succes. Det svære sted at være i virkelig lang tid, det er dér, hvor man lige har succes. Med skindet på næsen. Og man kan se, det giver mening. Vores kurve er jo opadgående, den er bare ikke stejl nok.”

Vi talte lidt videre. Så sagde Moll noget, som jeg virkelig kunne genkende – bortset fra at jeg ikke har lige så meget bjergbestigererfaring, som han har.

Min yndlingsnaturhobby er at være oppe i bjergene. Og nedefra kan du aldrig se, hvor toppen er, fordi du tror, du ser den – sådan fungerer hældningen på bakker og bjerge, du kommer op over toppen, og så viser det sig, det ikke var toppen. Du troede det bare.”

Han havde ret. Det er præcis sådan, det føles. Jeg sagde, at der dog alligevel har været bakker undervejs, som mange ikke havde troet, vi ville komme hen over. Men som vi faktisk besteg.

Vi er her stadig,” svarede Moll, og vi tjener jo ret store beløb på ganske almindelige danskere, der betaler for journalistik hos os, vi er på mange måder en kæmpe stor succes, bortset fra hvis man ser på, hvad vores mål har været for hvert halve år, for så har vi altid nået 85 procent af det mål.”

Den tyggede vi lidt på. Moll sagde, at de penge, der mangler i kassen på grund af det næsten nåede mål, skaber en form for udkørthed hos ham som jeg ikke kan sammenligne med noget andet i tilværelsen.”

Er du ideologisk træt?” spurgte han mig så.

JEG SVAREDE, AT JEG på ingen måde er idelogisk træt, men har været mere eller mindre permanent udmattet i fire år. Jeg mente dog også, at man ikke kan mærke det på mig. Det var Moll ikke enig i. Vi er jo lidt et ægtepar,” sagde han så. Jeg går ud og slår græs og bliver lidt indestængt. Du bliver sådan lidt mere rastløs, småaggressiv energi, når du er udkørt.”

Moll mente, fortsatte han, at der faktisk var noget dybere at sige om det her med idelogisk træthed. Jeg tror, vi repræsenterer to mennesketyper. Du har jo et sydlandsk temperament, det kan svinge for dig. Jeg har jo den der mere glaciane, skandinaviske mand …”

What the fuck, det passer overhovedet ikke, det, du sidder og siger nu,” sagde jeg.

Jo,” svarede han. Fuldstændig.”

Nej, det tror du. Du svinger. Du er så moody i februar. Du har mørke dale. Jeg har faktisk en ret permanent sindstilstand. Kloken 11 om formiddagen er jeg vredladen, fordi jeg er sulten, men derudover er jeg da bare sådan rimelig energifyldt også selv om jeg er træt.”

Nej,” svarede Moll.

Jo!”

Du kan være træt i februar og oppe at køre i april.”

Ja? Og hvad med dig?”

Min udmattethed har været en gradvist stigende ting i lige præcis 16 måneder.”

Der var stille lidt.

Og nu befinder vi os på bunden?” spurgte jeg – og mente altså bunden af hans humør. Ikke bunden af vores økonomi.

Ja,” sagde han og mente måske ikke, jeg ligefrem skulle citere ham for det. Altså så kommer lyset og så kan man hive sig op, men neden under det hele er fundamentet eroderet væk over halvandet år siden påske-kapitaludvidelsen i 2018.”

Okay, men så vil jeg gerne trække det i mig igen, for det skjuler du sgu meget godt.”

Det kommer snigende, jeg kan mærke det på min søvn og mit humør over for mine børn. På hvor meget jeg skal samle mig selv op for at gøre ting, som ikke er at sætte sig og læse talentansøgninger. Og jeg kan frygte, at det kommer til at tage halvandet år at få fundamentet bygget op igen.”

Nej, det kræver da bare et sort tal på bundlinjen,” sagde jeg. Og tilføjede: Gisp, mand, det er dig, der er træt. Det er ikke mig.”

Det var Moll sådan set enig med mig i. Det er en helt skør udkørthed, som kommer til at være once in a lifetime. Ligesom alt det andet, der er once in a lifetime, som er at lave noget, der lykkes på den her måde – med de her mennesker.”

JEG VILLE ØNSKE, der fandtes sådan en eftertænksom afslutning på den her samtale. En rolig, følsom afslutning, hvor vi lige fik bundet en sløjfe og sagt nogle opbyggelige ting til hinanden. Men den findes ikke. Da vi havde talt sammen, rejste vi os op, gik op på redaktionen og arbejdede videre. For hvad er der egentlig ellers at gøre? End at tage bjergstøvlerne på og klatre videre? Når noget skal lykkes – og igen tror jeg ikke bare, jeg taler om en virksomhed her, men om hvad som helst, parforholdet, en eksamen, at begynde på et nyt arbejde – når noget skal lykkes, når en tinde skal bestiges, kommer man ikke uden om at tage de bjergstøvler på og sætte det ene ben foran det andet.

Og hvordan den her serie ender? Det ved jeg ikke endnu. Det kommer an på, hvordan det går med Zetland. Om vi får klatret derhen, vi drømmer om. Det eneste, jeg kan love, er, at her får du den ærlige version. Inklusive alle de ømme vabler.

På Bornholm sagde Lene fra Storvorde noget meget fint til mig. Hun efterlyste, at vi bliver endnu bedre til at fortælle, hvordan det går med Zetlands forretning, for det er kun, hvis sådan nogle som Lene ved, hvordan det går, at hun også kan hjælpe os med at få det til at gå.

Det minder lidt om det der med vores brugs derhjemme. Lige da jeg skulle til at arrangere fællesspisning med Brugsen, så lukkede den sgu. Vi må simpelthen vide, hvordan I har det. Det må vi, fordi så er vi måske rigtig, rigtig, rigtig mange, der bare lige vil gøre den tand mere.”

Lene har fuldkommen ret. Så i morgen – altså det vil sige en dag sådan hen mod slutningen af juni – inviterer Jakob Moll på en tur helt ind i Excel-arkenes inderste maskinrum og viser rundt i den slags nøgletal, man normalt plejer at holde helt hemmelige i en virksomhed som vores.

Er der noget, du vil vide? Så skriv til os. Vi tager også gerne imod hjemmesaltede mandler. Og bjergbestigertips.


Har du lyst til at hjælpe os med at nå vores mål om at blive en bæredygtig forretning? Du bestemmer selv indsatsen, og vi vil blive mægtig glade for enhver form for hjælp. Læs mere og skriv dig op …

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem