Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Nene La Beet er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Det flydende køn er den unge generations mest radikale forandring. Milo Kinnock er del af den

Hvis dit køn eller navn ikke fungerer, så prøv noget andet.

Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Da jeg når frem til dørtelefonen, studser jeg et kort øjeblik. Der står stadig Camilla Kinnock på skiltet, da jeg ringer på. Men da jeg kommer op ad trappen til lejligheden på Vesterbro i København, er det selvfølgelig Milo Kinnock, der tager imod. Med kort mørkt hår, der er maskinklippet i siderne, smalle turkise solbriller i panden, mørkeblå ternet skjorte og en ørering dinglende fra det ene øre.

De sidste par år er der sket nogle afgørende forandringer i hans liv, og nu arbejder han på at få de mere lavpraktiske detaljer til at følge med. For nogle uger siden var det e-mailen, der blev ændret, og på et tidspunkt bliver navnet på dørtelefonen sikkert også skiftet. Kom indenfor,” siger han. Der er nogle, der har lidt tømmermænd. Jay udgav en sang i går, og det skulle fejres. Gahner, Knud og jeg var ikke med. Vi var herhjemme og se film.”

Der er sildebensparket på gulvene i Vesterbro-lejligheden og budskaber på væggene som Don’t leave us alone with the Danes” og Nej til atomvåben i øst og vest”. Her i lejligheden bor Milo sammen med sin kæreste Gahner og vennen Knud. Vennerne og kæresteparret Mira og Jay har netop stillet deres Buffalo-sko i entréen ved siden af et par lysende højhælede cowboystøvler i sølv, som er Knuds. Og nu sidder de i sofaen med hver deres durumrulle og deres tømmermænd. Det er tit de fem, der hænger ud sammen, spiller brætspil, ser film, spiser pasta med pesto, går til raveparties. Hygger sig. Ligesom de gør i dag. Holdet kalder de sig.

Lad os hilse på dem. Milo er 22 år gammel og bruger han/ham-pronominer. Jay er 27 år og bruger han/ham. Gahner er 22 år gammel og bruger de/dem eller hun/hende. Så er der Mira, 22 år gammel, som bruger de/dem-pronominer. Og Knud, ligeledes 22 år og bruger han/ham.

Fælles for holdet her er, at de insisterer på at have et flydende køn uden nogen fast plads på spektret. Et flydende køn, som visuelt kan være svært at indhegne, og som får nogle til at spørge: Er du en dreng eller en pige, mand eller kvinde?” I bund og grund handler det om frihed. Det er mere et positivt tilvalg end et fravalg og ikke nødvendigvis et valg, der skal føre noget særligt med sig i form af hormoner eller operationer. Og så er det altså ikke bare et eksperiment sådan for sjov, som de nogle gange oplever det fremstillet af ældre generationer.

Det er ikke, fordi vi er forsøgskaniner, der prøver ting af, fordi det er sjovt. Vi er en gruppe af venner, der har det tilfælles, at vi stikker ud fra det binære. Vi føler os bedre tilpas med det, der ikke er så stringent, sådan mand-kvinde-agtigt,” siger Milo.

Ja,” siger Gahner. Det er mere, at vi udforsker os selv. Det lyder underligt at sige, at vi eksperimenterer. Som om vi bare prøver nogle ting af.”

Vi gør det jo også, fordi det er chilleren,” siger Mira.

Måske vi på godt CBS-sprog er hinandens sparringspartnere,” mener Knud.

Ja. Lad os sige det sådan,” siger Milo og griner.

Milo og vennerne er ikke alene. Denne her oplevelse af en såkaldt flydende kønsidentitet vokser nedefra hos de helt unge generationer. Ifølge SEXUS-undersøgelsen vurderes det, at lige omkring en halv procent af befolkningen har en ikke-ciskønnet kønsidentitet, altså ikke passer ind i mand eller kvinde. Det svarer til omkring 30.000 danskere.

I denne sæson af musikprogrammet X-FactorTV 2 har man en del gange hørt dommer Thomas Blachman rose de unge deltagere for at turde vise, hvem de er, og ikke er så bundet af traditionelle kønsroller. Han har nikket anerkendende til drenge med neglelak og perleøreringe og lovprist 20-årige Frede Jensen fra Ejstrupholm i Midtjylland, der havde fået en smukkere og dybere sangstemme som følge af hormonbehandling.

Også på højskoler og efterskoler landet over er tendensen tydelig. På Krogerup Højskole i Nordsjælland har en lærer netop etableret LGBT-Klubben, der er et mødested for elever, der har en anden kønsidentitet end majoriteten. Og mindst otte af landets efterskolergiver nu eleverne mulighed for at bo på kønsneutrale værelser, hvor personer kan dele værelse og badeværelse uafhængigt af deres biologiske køn.

Sekretariatschef hos interesseorganisationen LGBT+ Danmark Susanne Branner bekræfter opfattelsen af, at der særligt blandt de yngre generationer er langt flere, der identificerer sig uden for de to traditionelt omtalte køn – mand og kvinde – også uden at det medfører lange psykologiske udredninger, hormonbehandling eller kønsskifteoperationer. Hendes vurdering er, at vi inden for de næste 10-15 år vil se en eksplosion i andelen af unge mennesker, der definerer sig non-binært. Det vil sige, at de hverken identificerer sig som mand og kvinde. Jeg tror, at det for mange af dem, der er under 20 år, er lige så naturligt at tage stilling til sit køn, som internettet er naturligt for dem, der er født efter år 2000,” siger Susanne Branner.

Holdet på gaden. Gahner (tv.), Jay, Knud, Mira og Milo er fem venner, der er fælles om at have et "queer mindset". Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Retten til selv at definere sin identitet er en markant tendens for lige den her generation. Og også noget, der markerer en forandring i forhold til de ældre generationer. Man kan kalde det en brydningstid med visse referencer til ungdomsoprøret i 1968. Her så man også en gruppe af unge, der gjorde op med samfundets normer og insisterede på selv at bestemme, hvordan de ville udtrykke sig, og hvem de ville giftes eller dyrke sex med.

Hvor 68’erne i høj grad havde den seksuelle frigørelse for alle som omdrejningspunkt, er det, vi ser nu, kønnets frigørelse. En frihed til selv at vælge sit såkaldte pronomen og dermed bestemme, om man vil være og tiltales han, hun eller de. Eller noget helt fjerde. Det giver en frihed, som det kan være svært at sætte ord på, men som er der.

Det er vigtigt at sige, at de fem unge mennesker, du skal møde i denne artikel, selvfølgelig ikke kan tale for deres generation eller for alle, der overvejer at omtale deres køn på en anden måde. De taler selvfølgelig for sig selv. Men de er et virkelig godt billede på den bevægelse, der er i gang mange steder i landet. En bevægelse, der i bund og grund handler om frihed til at ryste sig fri af kønskasserne og selv bestemme, hvad for en person man vil være. Betragt derfor denne artikel som et nysgerrigt blik ind i en verden, der er i hastig forandring. Som ikke har sat sig endeligt endnu. Som afsøger verden. Og som ikke nødvendigvis har de samme faste rammer om alting, som tidligere generationer har haft.

22-årige Milo Kinnock blev for nylig et kendt ansigt på denne forandring, da han sammen med sin mor, tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, fortalte om sin identitet i tv-programmet Året der gik. Og dermed gjorde han sig med et fingerknips til en form for talsperson i nogle af de følelsesmæssigt ophedede diskussioner, nemlig den om køn og identitet og om, hvilke hensyn samfundet bør tage over for den enkelte. En diskussion, der er vigtig, og som han gerne tager.

Milo Kinnock er bestemt ikke alene. Når Milo, Gahner, Knud, Mira og Jay sådan tæller sammen, vurderer de, at de i deres vennekreds kender omkring 50 unge, der ligesom dem selv definerer sig som nonbinære, ændrer deres navne og bruger andre pronominer end dem, de blev tildelt ved fødslen. Og det rejser jo en række spørgsmål. Hvor kommer den her queer-strømning fra? Hvad er problemet med, at samfundet er inddelt i kasser? Og ikke mindst, hvad giver det egentlig den enkelte person at ændre sin kønsidentitet? Hvilken værdi har det?

Milo og jeg mødtes første gang på en café på Istedgade, hvor han nogle gange dumper forbi og drikker en kop kaffe. Det var formiddag, der var lidt musik på højttaleren, og dagen før havde Milo været til gruppeeksamen på 2. semester på RUC. Vi havde aftalt, at hvis det var gået godt, skulle vi fejre det med en kage, og hvis det var gået dårligt, skulle vi spise en trøstekage. Heldigvis var det gået rigtig godt, sagde Milo lettet, og vi endte med croissanter.

Milo Kinnock læser en humanistisk bachelor på Roskilde Universitet og er i gang med andet semester. I fritiden arbejder han på en vietnamesisk restaurant, går til fodbold og træner lidt på et særligt hold for trans- og binære personer, der gerne vil opbygge større muskelmasse. Og som synes, det kan være svært at vide, hvordan man lige skal begå sig i et almindeligt fitnesscenter.

Kan du se, jeg har farvet hår? Det var mig og Gahner, der gjorde det i går,” sagde han. Det kunne man godt, for der var de der karakteristiske mørke farvepletter ved ørerne som ofte kendetegner en klassisk hjemmefarvning i de yngre år.

Milo Kinnock definerer sig som nonbinær og har gjort det i nogle år. Det vil altså sige, at han hverken identificerer sig som mand eller kvinde. Og det er helt sikkert ikke alle, der ved, hvad det betyder, erkender han. Han vil gerne svare på folks spørgsmål, men det er afgørende, hvordan folk spørger. Han elsker at debattere og være i dialog, men han beskriver også sig selv som en no bullshit-person.

Milo Kinnock voksede op på Østerbro i København med politikerforældrene Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock og storesøsteren Johanna. Og det er ikke sådan, at Milo hele sin barndom har følt sig fanget i en forkert krop, men han følte sig bare ikke helt tilpas i de klassiske kønskasser eller iført små søde toppe som barn. Begge dele føltes … lidt klaustrofobiske.

Det har altid været lidt i mine tanker, men dengang vidste jeg ikke, hvad det var. Jeg ved ikke helt, hvornår jeg lærte ordet nonbinær at kende. Jeg så det sikkert på YouTube. Jeg syntes efterhånden, det begyndte at passe lidt mere på mig.”

Jeg gad overhovedet ikke gå i kjole og syntes, det var megairriterende, når de kaldte mig en pige. Og jeg hadede, når vi blev opdelt i pigerne mod drengene. Jeg kunne virkelig ikke lide, når tingene skulle opdeles. Det var så fjollet,” siger Milo.

Da han var 19 år, mødte han sin nuværende kæreste Gahner, som har haft en stor betydning for de valg, Milo Kinnock selv har truffet. Gahner er også nonbinær og bruger mest pronominerne de og dem om sig selv. Gahner viste ham, at vejen ikke behøvede at være så kompleks. Gahner havde skiftet deres navn, og der gik det op for mig, at det kan man jo bare gøre.”

Milo Kinnock er i en proces. Først skiftede han sit navn og så sit pronomen. Hans egen opfattelse er, at han flyder på kønsspektret. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

I et stykke tid fortsatte han med at hedde Camilla. Navnet ændrede han, da han var elev på Testrup Højskole i 2020. Han havde været der en uge, da han rejste sig op under frokosten og sagde, at nu hed han Milo. Når nogen spurgte hvorfor, svarede han, at det var en kønsting. Andre sagde bare, at det var et godt navn.

Højskolen gav ham mulighed for at prøve navnet af i et mindre forum for at undersøge, om det fungerede, om det var det rigtige. Og det er lidt en metode, der går igen i hans omgangskreds. Man prøver det på vennerne, inden man orienterer forældrene. Så selv om han har kaldt sig Milo siden højskolen, var det først for nogle måneder siden, han også skiftede navn juridisk. Ændringerne har han mærket som en stor lettelse. Nu har jeg også skiftet det juridisk, så jeg håber, at det vil stå på alle kort og abonnementer i fremtiden,” siger han.

Da han efter sommerferien 2021 begyndte på RUC, gentog næsten samme forløb sig. Efter at have gået en uge på studiet føltes det ikke længere rigtigt at omtale sig selv som hun. Bare sig, at de skal sige han, foreslog Gahner, og sådan blev det. Milos forældre har primært været nysgerrige omkring det. De roder lidt rundt i pronominerne, men så længe de forsøger at gøre det rigtigt, er det okay. Også hans bedsteforældre siger, de er stolte af ham. Min far er meget: Do your own thing, og vil ikke blande sig for meget. Min mor har altid mange spørgsmål til alt i hele livet. Min mor sagde, hun var stolt af, at jeg havde styring over mit liv, og hun kunne mærke, at det gjorde mig gladere, og det var det vigtigste for hende.”

Og det er rigtigt set, synes Milo. Det giver selvsikkerhed at tage et valg. Det gør én stærk. Det giver en anden tilstedeværelse i verden.

Jeg spurgte ham, hvorfor det blev han/ham og ikke de/dem, han landede på som sine pronominer. Han tøver lidt. Det er svært at forklare. Det er også meget en følelse i min krop. Jeg vil gerne ændre mit eget billede af, hvad en mand og en han-person skulle være. Jeg vil også gerne udvide horisonten af, hvad man kan være. For mit vedkommende kan de’ godt virke lidt som et tredje køn. Men jeg er ikke nødvendigvis et tredje køn, og jeg er ikke nødvendigvis uden for spektret. Jeg flyder bare.”

Når det er sagt, så føler han sig 100 procent bedre tilpas med at være han. Men egentlig skal man ikke se ham som en ny person. Man skal bare tilføje lidt til det eksisterende billede. Milo Kinnock mærker da også, at nogle bliver ukomfortable, når de bliver konfronteret med, at der er en ny måde at tænke om køn på. Jeg tror, at hele verden har brug for at putte folk i kasser. Det er også sjovt, at nonbinær skal have et ord i sig selv. Og der er nogle, der bliver oprevet over kassernes vigende grænser,” siger han.

Hvis man tror, at Milo Kinnock er på en rejse med et defineret endemål, må man tro om igen. Det handler netop ikke om at erstatte en kasse med en anden. Han ser mere sig selv som en, der flyder frem og tilbage på spektret. Og det er befriende. Han er hverken M eller F. Han er et sted midtimellem. Det handler ikke om at være noget bestemt sted på spektret, men at acceptere den flydende tilværelse uden en fast holdeplads. Jeg kommer ikke til at dø og vide, hvad mit køn er. Jeg er heller ikke så interesseret i det. Jeg vil hellere nyde forvirringen og processen. Jeg er, hvem jeg er. I en stereotyp mandeverden er der meget fokus på, hvordan man er en mand. Jeg synes, det er synd, at de skal bruge så meget tid på det. Jeg vil hellere bruge tid på, hvem jeg selv er.”

Men, spurgte jeg, vil det så også sige, at du i princippet også kan flyde tilbage igen på et tidspunkt?

For nu er jeg rigtig glad for det pronomen, jeg har, og det navn, jeg har. Og jeg tror, det kommer til at være sådan et stykke tid.”

Vi spoler frem i tiden igen, til lørdag i marts i lejligheden på Vesterbro, som Milo deler med Gahner og Knud. De har lige fået lavet altan i forlængelse af Knuds værelse, solen skinner, og nu sidder de i lag derude, mens de ryger smøger og drikker kaffe.

Gruppen på fem kender hinanden fra forskellige sammenhænge. Knud og Mira har for eksempel gået i folkeskole sammen, mens Gahner og Knud gik på samme gymnasium. Gahner og Milo er kærester, og det samme er Mira og Jay. Knud læser statskundskab på Københavns Universitet, Gahner arbejder som pædagog på et fritidshjem, Mira er tatovør og kunstner, og Jay producerer musik. Og Milo studerer altså på RUC.

Og så har de alle, hvad de kalder et queer mindset. Man behøver ikke selv være queer for at have mindsettet, siger de. I bund og grund handler det om, at man forstår, at der er en verden uden for én selv, som er flydende. Det betyder, at man gerne vil lytte og er åben for, at der er mange måder at identificere sig selv på. De mener langt hen ad vejen, at køn er socialt konstrueret. Men det er altså ikke, fordi de har en decideret samtalegruppe om det.

Gahner hed tidligere noget andet, indtil de valgte at bruge et gammelt familieefternavn som deres navn. For listen af udvalgte kønsneutrale navne appellerede ikke ligefrem. Og igen var det irriterende, at hvis man er nonbinær, så er det den her kasse, du kan vælge fra. Når Gahner er på arbejde på fritidshjemmet, får de jævnligt ret ligefremme spørgsmål fra børnene. Er du en dreng eller pige, for eksempel. Jeg har det stadig fint nok med at få brugt hun/hende-pronominer om mig, men det er rarest, når de siger de og dem. Det er ikke ubehageligt, men jeg har det svært, når folk siger ord som pige og kvinde om mig, de meget kønnede betegnere. Det føles ikke rigtigt,” siger Gahner.

Mira har de seneste tre år brugt de og dem. Generelt synes de, det er rart ikke at blive associeret med sit køn hele tiden, og bruger derfor andre pronominer. I hvert fald de fleste steder. Mira har ikke lige sagt det til sin far endnu, for de er ikke helt sikker på, at han vil forstå det. Og på arbejde gider de heller ikke diskutere pronominer. Jeg bruger også lidt hun/hende på arbejde, for jeg gider ikke tage den,” siger Mira.

Jeg bruger faktisk også lidt hun/hende til fodbold. Det kan jeg ikke lige overskue at sige til dem, tror jeg,” siger Milo.

“Mira var min første nonbinære partner, så der var ting, jeg skulle vænne mig til. I starten kom jeg til at sige hun herremange gange, især når jeg var fuld,” siger Jay.

At tage den’ betyder, at man skal bruge lang tid på at forklare sig for folk, man i øvrigt ikke har en nær relation til. Nogle afkræver dem nærmest oplysninger om, hvad de har mellem benene, og det er ikke okay. Eller de oplever forældre, der bliver ved med at spørge: Jamen, hvad er personens rigtige køn eller rigtige navn.” Det er okay at være nysgerrig og famlende, men de har det svært med, at folk kender den rette måde at bruge ordene på og gør det forkert med vilje. Og samtidig kan det altså ske for selv den bedste. Ingen er ufejlbarlige. Da Jay og Mira blev kærester, rodede han selv med pronominerne. Det tog tid at vænne sig til, at han skulle sige de og ikke hun om Mira.

Mira var min første nonbinære partner, så der var ting, jeg skulle vænne mig til. I starten kom jeg til at sige hun herremange gange, især når jeg var fuld. Det var da dårligt, men der var ikke andet at gøre end bare at lære det. Jeg synes, det er superspændende, og det gør ikke nogen forskel, om Mira er hen, hun eller ham,” siger Jay.

Og generelt er det bare det bedste råd til folk i omgangskredsen. Det gælder om at øve, øve og øve sig i at bruge de rigtige betegnelser. Og så selv være lidt åben og overbærende, når der sker fejl.

Knud er homoseksuel og føler på mange måder ikke, at han passer ind i et typisk macho-ideal. Det har fået ham til at overveje, om han også ville befinde sig bedre med et mere flydende køn. Når han nogle gange har følt sig forkert, handler det om, at han ikke har kunnet leve op til de forventninger, der er til en mand. Den der boys don’t cry-mentalitet, hvor man skulle påtage sig en bestemt maskulin rolle. Så hvis jeg skulle bruge et andet pronomen, skulle det være for at fravriste andre nogle forventninger til, hvordan man skal opføre sig kønnet,” siger Knud.

Ja, det kan være forløsende at bryde med de forventninger, synes også Jay. Jeg er selv en ret lille mand, og det er nederen, at mænd hele tiden er sådan: Skal du ikke ned og træne?’ Det handler om, hvem der er den største gut. Det er ikke behageligt,” siger Jay.

Milo Kinnock har været kæreste med Gahner, siden han var 19. Gahner er selv nonbinær og god til at minde Milo om, at det er helt ok at skifte navn og pronomen. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Hvor kommer det fra, det der queer mindset – og hvad betyder det, at man har det? Er det tidsånden, skolen, de sociale medier? Er man født med det? Eller bare næste skridt på evolutionsstigen?

De nævner lidt i munden på hinanden filosof, sociolog og queer-teoretiker Judith Butler som en inspiration. Det er nu 31 år siden, Judith Butler udgav sin opsigtsvækkende bog Gender Trouble. En af Butlers pointer fra bogen dengang var, at kønskategorier netop ikke er statiske. Juraprofessor ved Københavns Universitet Ditlev Tamm er en anden inspirationskilde. Manden, der i en alder af 54 år begyndte at crossdresse og gå med perler og stiletter i det offentlige rum.

Jeg er nysgerrig på, om vi kan komme det nærmere, hvad det er, det giver dem selv at bestemme deres navn og kønsidentitet. Milo Kinnock understreger, at det er vigtigt at sige, at det altså ikke er en trosretning at være nonbinær eller have en flydende kønsidentitet. Det er ikke noget, der kræver, at man følger et bestemt sæt regler.

Jeg tror, du sagde det før, at det giver en frihed at bestemme, hvem man vil være,” siger Milo.

Ja, hvis noget ikke har føltes rigtigt, kan man så gøre noget, så det kommer til at føles mere rigtigt? Så man kommer hen til det, der passer bedre til mig,” mener Gahner.

Det er faktisk en meget god pointe, synes Knud. Og som han siger: Normalt, hvis der er noget, der ikke fungerer i dit liv, så plejer du at ændre det. Hvis du synes, at en størrelse 41 klemmer, så skifter du til en størrelse 42.”

Flere i vores omgangskreds har skiftet navn flere gange, men så var det ikke helt det rigtige. Man skal bare gøre det, for man kan ikke vide det, før man har prøvet det af. Det handler om, at man skal føle sig tilpas. Ens forestilling om én selv skal stemme overens med ens udtryk,” siger Gahner.

For ens køn og ens navn kommer utvivlsomt til at definere meget, hvem man er. Hvis man vokser op som en pige, der hedder Camilla, følger der automatisk kønnede forestillinger med. Der kan være en stemning af, at den ældre generation ser det som en trend at skifte navn og pronominer. Det er en forkert måde at se det sådan. Jeg synes mere, det åbner op og giver nogle muligheder, og det skaber måske en sneboldeffekt, som vi ser nu. Det er et udtryk for, at der har været et behov, fordi der er vildt mange, der har det sådan her,” siger Gahner.

Når sekretariatschef i LGBT+ Danmark Susanne Branner forudser, at det i fremtiden vil være helt naturligt for børn og unge at tage stilling til deres køn, giver det mening for de fem på holdet her. Deres umiddelbare oplevelse er, at deres forældres generation er langsomme til at vænne sig til forandringen, mens for eksempel yngre søskende er hurtige. Gahner gik på Flakkebjerg Efterskole, hvor de nuværende elever insisterer på kønsneutrale værelser. Og da Jay blev kæreste med Mira, vidste hans lillesøster på 13 straks, hvad det handlede om, da han fortalte, at Mira er nonbinær. Fra det sociale medie TikTok havde hun helt styr på de og dem.

Langt de fleste mennesker, de fem møder på deres vej, er ret imødekommende. Men der er også nu og da folk, der spørger om noget upassende. Eller, som Milo har oplevet, de siger, at de ikke synes, at hans udseende passer til hans pronomen eller navn. Til dem vil han bare sige: Jeg forstår heller ikke, hvorfor folk ikke bare er glade, why are you so mad? Hvad er dit problem med, at folk finder ud af, hvordan de gerne vil være,” siger han.

I alle andre henseender er det positivt at være reflekterende, men det er åbenbart ikke en god ting at være selvrefleksiv i det her tilfælde,” supplerer Knud.

Generelt kan de ikke forstå, at man ikke bare bredt kan have rollemodeller, der bare er mennesker, uden at tænke på deres binære køn. Hvorfor er køn så vigtige?

Holdet i delelejligheden på Vesterbro. Milo (tv.), Gahner og Knud bor sammen. Mira og Jay kommer ofte forbi. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Vi går ad Matthæusgade på indre Vesterbro og passerer nybagte forældre og bedsteforældre med barnevogne. De skuler lidt til flokken med smalle solbriller, piercinger og forskellige fortolkninger af bundesligahår.

En midaldrende mand i Fitness World får øje på dem. Han går helt hen til det store vinduesparti og klemmer næsen mod ruden, følger dem med øjnene som for at få det hele med. De oplever tit, at det har en effekt, når de kommer i samlet flok i det offentlige rum. Når de hænger ud i en park, er på bar eller natklub. Så får folk på godt og ondt lyst til at finde ud af, hvem de er, eller hvad de er.

I Enghaveparken finder de en ledig plads under et træ, hvor de kan smide tæppet og stille op til kongespil. Sidste sommer var de her hele tiden. Milo har en sort sweatshirt på. Hans navn står på brystet med similisten. En fødselsdagsgave fra hans søster Johanna. Hun betyder virkelig meget for ham. Hun er en kæmpe støtte, der hjælper forældregenerationen med at huske at sige han, når det kniber.

Så hvis man ser på det i bredere forstand, er det her så også en slags ungdomsoprør mod de strukturer og normer, der er i samfundet, spørger jeg. Der er noget, der ændrer sig, og der sker et skift, og det kan godt karakterisere en slags ungdomsoprør, mener Gahner. Man udtrykker sig på en bestemt måde og gør ting, der er uden for normerne, uden for de konventioner, man har bestemt. Vi skubber til noget og provokerer måske lidt. Det, vil jeg synes, er et oprør. Vi er jo ikke tilfredse med, hvordan det er nu. Så der skal ske en udvikling,” siger de.

Ja, det er jo unge mennesker, der står i front for alle de kampe, der kæmpes. Klimakamp, black lives matter, kønskampen. Jeg kan godt se, at der måske er et skift i verdensbilledet nu,” siger Milo.

De siger, at de er bevidste om, at de står på skuldrene af andre. Der har altid været transpersoner og nonbinære personer. Det nye er bare, at samfundet begynder at få øjnene op og måske også i højere grad accepterer dem. Igen handler det mere om, at man har det her queer mindset med sig. Det er ikke vores skyld, hvis verden synes, vi er mærkelige. På den måde er det uden for normen. Vi prøver at ruske systemerne lidt. Men det er ikke, fordi vores identitet er en politisk kamp,” siger Milo.

De rejser sig lidt utålmodigt. Nu er det tid til at spille kongespil. De begynder at sætte banen op og knapper øl op. Hvad er holdene så?”

Hvad med, at vi siger Knud, Jay og mig,” siger Milo.

Mira er ikke helt tilfreds og råber: Hey, hvad er det for et mandehold?” De griner.