Ni aborter og syv års kamp. Hvorfor et smadret parforhold ikke er den eneste udvej

SEJ KAMP"Det er mig, der blev fyldt med hormoner," siger Diana Hansen. “Han står jo bare der ved siden af og gør det så godt, han kan." Foto: Kasper Løftgaard / Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Hvert år kommer tusindvis af danskere i fertilitetsbehandling og for nogle strækker det sig over mange år. Omkring 30 procent får aldrig et barn ud af det. Diana og Jesper venter på deres 3. og sidste forsøg. Lykkes det at blive gravid, er der stadig stor risiko for, at de ikke bliver forældre, for Diana har aborteret ni gange. Hvornår er det ikke længere umagen værd at forsøge?

Hun orker ikke mere, siger hun. Hun er træt. Hendes krop er slidt. Efter ni spontane aborter og syv år on/off i fertilitetsbehandling kan hun ikke klare flere følelsesmæssige rutsjeture med håb, glæde, skuffelse og sorg.

Jeg tror, jeg er gravid,” siger hun så pludselig, men stemmen ændrer ikke sin triste klang.

Jeg testede mig positiv her i mandags, men nu er jeg begyndt at pletbløde.”

Det er fredag aften, og jeg taler med Diana Hansen i telefonen. Hun og kæresten Jesper Haustorp på 30 år har indvilget i at møde mig i deres lille rækkehus i Ballerup. Her vil parret, der arbejder som henholdsvis kontorassistent og nattevagt for et vagtselskab, fortælle deres historie om at være i fertilitetsbehandling. Efter en graviditet uden for livmoderen har Diana nemlig fået fjernet sin ene æggeleder, hvilket gør det svært for hende at blive naturligt gravid.

5.616 børn, eller hvad der svarer til 9,1 procent af de børn, der blev født i 2017, kom til verden som resultat af en eller anden form for fertilitetsbehandling, viser tal fra Dansk Fertilitetsselskab. Tallet dækker over alt fra behandlinger med hormonstimulation af kvindens ægproduktion over inseminering af kvinden til behandling af sædcellerne og deciderede reagensglasbehandlinger, IVF eller ISCI, hvor sædcellen forenklet fortalt puttes ind i et æg, som herefter sættes tilbage op i kvinden.

16-26 procent af alle dem, der gerne vil have børn, har svært ved at få det, og cirka hver tiende kvinde får slet ikke børn eller færre end ønsket, viser en undersøgelse foretaget af Rigshospitalet. Om Diana Hansen og Jesper Haustorp bliver en del af den statistik, kan ingen fortælle dem.

Her er deres historie.

2008, Diana fortæller:
Jeg var 18 år, første gang jeg blev gravid. Det var dengang, jeg havde begge mine æggeledere. Jeg havde en anden kæreste dengang, og det var en upser. Men jeg ville ikke have en abort. Jeg har altid tænkt, at jeg skulle have en hel børneflok. Men det gik ikke. Jeg aborterede, men fik at vide, at det var ret normalt. Dengang vidste jeg jo ikke, at det var sådan, det ville blive for mig. Så det trak jeg bare lidt på skuldrene over.

I begyndelsen af 20’erne besluttede Diana og hendes daværende kæreste, at de ville have børn. Hun blev gravid tre gange, men aborterede. Herefter kom parret i fertilitetsbehandling. Diana blev gravid, men den sad uden for livmoderen, og hun mistede sin ene æggeleder. Forholdet gik senere i stykker.

Sommer 2015, Jesper fortæller:
Diana var faktisk kæreste med min bedste ven i fem år. Vi har kendt hinanden, siden vi var 12-13 år. Vi kommer begge her fra egnen, og vores vennekredse hang sammen. Pludselig en dag tænkte jeg: Nu prøver jeg lige at skrive til hende på Facebook.” Og så endte det med en date. Jeg lavede god mad til hende, en bøf og helt sikkert noget salat. Det var en god aften, men hun var lidt reserveret i starten, hun skulle lige se mig an. Da vores veje skiltes som yngre, røg jeg ud i nogle dumme ting, og jeg havde vist nogle grimme rygter fra den tid. Men Diana lukker heller ikke bare nogen ind.

Forår 2016, Jesper:

Jeg har altid vidst, at jeg skulle have børn, og jeg har aldrig tidligere kendt nogen, der ikke kunne få børn. Da vi havde prøvet selv i et halvt års tid, fik vi en henvisning til fertilitetsbehandling på Hvidovre Hospital og kom til efter to måneder. Det var en helt ny verden. Jeg fik udleveret sådan et lille glas til en sædprøve, som jeg skulle have med ud på hospitalet, da Diana skulle have taget æg ud. De sagde, at det ikke måtte foregå under stressede forhold, men den dag kom jeg hjem klokken syv om morgenen fra en 12-timers nattevagt, og klokken otte skulle vi være ude på hospitalet. Jeg skulle også nå i bad. Så ja … Det blev sådan lidt så er det nu, mester”.

3. juni 2016, Diana:

Jeg skulle i hormonbehandling for at sætte fut i min ægproduktion, og hver aften klokken 21 tog jeg så en af de små, hvide sprøjter fra køleskabet, skruede nålen på sprøjten, og så hev jeg ud i maveskindet og stak mig. Jeg tror ikke helt, Jesper kunne sætte sig ind i alt det, jeg skulle igennem. Det er jo min krop. Der er mig, der har mærket det hele. Det er mig, der blev fyldt med hormoner. Han står jo bare der ved siden af og gør det så godt, han kan.

Jesper:

Jeg er vokset med opgaven. Jeg har arbejdet med mig selv og vænnet mig til tanken om, at jeg skal være far. Jeg føler mig klar til det. Det var jeg nok ikke, da vi gik i gang, kan jeg godt se. Der kunne jeg stadig godt lide at tage ud og drikke med gutterne eller ryge en joint. Det er stoppet i dag. Fuldstændigt. Jeg er klar hver gang til at tage den her proces med hende.

16. juni 2016, Diana:

Da hormonerne ikke kunne fremtvinge flere æg, skulle jeg tage en ægløsningssprøjte, og 48 timer efter lå jeg klokken otte om morgenen inde på briksen på hospitalet. Her fik jeg både lagt drop, så morfinen kunne løbe ind i min arm, samt et vaginalt bedøvelsesstik, og så førte lægen en slags lang nål op i mine æggestokke. Selv om morfinen gjorde sit arbejde, gjorde det ondt. Ligesom virkelig slemme menstruationssmerter. Vi kunne følge med i det hele på en skærm, og vi kunne se, når nålen prikkede ind i ægblærerne, en efter en, og sugede dem tomme for æg. De røg igennem en slange og ned i et slags reagensglas, hvorefter lægen åbnede en luge ind til en laborant, som med det samme tjekkede antallet af æg. Der var syv.

18. juni 2016, Diana:

Det tog et splitsekund at sætte ægget tilbage i mig, og det var uden bedøvelse. Vi så på skærmen, hvordan de tog et lille rør, det lignede en nål, som de førte op i mig. Ægget blev trykket ud og blev til en lille prik i livmoderen. Jeg fik at vide, at jeg ikke måtte gå hjem og tage graviditetstests, for eftervirkningerne af ægløsningsprøjten kunne give falsk positivt resultat. Jeg gjorde det faktisk ikke, hvilket er helt utroligt. 14 dage var frygtelig lang tid. Det føltes som flere måneder. Jesper sagde, at det nok skulle gå, og ellers var den bare hjemme næste gang. Han virkede, som om nu er du gravid”, så er den hjemme, og snart er der en baby. Men sådan er det bare ikke. Ikke med mig.

3. juli 2016, Jesper:

Diana havde forberedt mig på, at en positiv besked ikke behøvede at ende godt. Jeg ville heller ikke selv sætte forventningerne for højt. Sådan har jeg det egentlig med alt, ellers bliver jeg bare skuffet, og det gider jeg ikke gøre ved mig selv. Det gik så heller ikke. Et par dage efter begyndte hun at bløde, og så var løbet ligesom kørt.

3. juli 2016, Diana:

Åh nej, bare han nu ikke går fra mig. Det var noget af det første, jeg tænkte. Jeg kunne godt forstå det, hvis det var, for hvis han inderlig gerne ville have børn og familie, skulle jeg ikke sætte en stopper for det. Men han sagde bare: Med eller uden børn, Diana.”

Jesper:

Jeg har gjort mig en masse tanker om at få børn. Jeg har altid gerne villet have sådan en Jespers lille prinsesse, som jeg kunne passe på. Men jeg tror, det ville være godt for os at få en dreng, det tror jeg, vi begge håber. Selv om Diana siger, hun bare gerne vil have et barn, så er alt andet lige meget. Men jeg vil gerne have en dreng til at starte på. En, som passer på sin lillesøster. Sådan skal det være, nogle, der passer på hinanden.

Diana når som regel højst til sjette uge i sine graviditeter. En enkelt gang med en tidligere kæreste nåede hun at se små fine hjerteblink og bar sin spirende gravide mave frem til uge 13, hvor fosteret viste sig at være gået til grunde.

BONUSINFO: Omkring en ud af fire graviditeter ender i såkaldt spontan abort, hvilket betyder, at graviditeten går til grunde inden for de første 22 uger. Halvdelen af graviditetstabene skyldes, at der er noget galt med fosteret. Den anden halvdel af fostrene afstødes på grund af årsager hos kvinden eller hos parret.

Kilde: Enheden for Gentagne Graviditetstab, Rigshospitalet, 2017.


28. august 2016, Diana:

Da vi gik i gang med vores andet forsøg, sagde de på hospitalet, at jeg skulle prøve nogle andre hormoner. Men dem havde jeg prøvet før, og jeg vidste bare, at de ikke virkede, og det sagde jeg. Det gjorde de så heller ikke. Så efter at vi havde været hele turen igennem, hvor jeg skulle stikke mig og fik de der sindssyge humørsvingninger, var der bare ingen æg, der duede. Der blev jeg simpelthen så gal. De skulle have lyttet til mig, det er jo mig, der kender min krop. Men i det mindste talte det så ikke som et forsøg, når der ikke kom æg ud af det.

Herefter blev Diana naturligt gravid, men aborterede. Parret startede snart efter på deres tredje forsøg, der på papiret talte som forsøg nummer to. Det var i oktober 2016. Her fik Diana taget 16 æg ud. Tre blev befrugtet. Første oplægning gav ikke graviditet. Den anden var en såkaldt biokemisk eller falsk graviditet, som aldrig blev til noget. Tredje oplægning gav bonus, men Diana mistede det. Parret blev tilknyttet Enheden for Gentagne Graviditetstab på Rigshospitalet. Diana og Jesper er tæt på at gå fra hinanden.

Efterår 2017, Diana:

Jeg kunne næsten ikke bære det. Jeg sagde til Jesper, at jeg ikke ville have børn, fordi det var for hårdt. Det handlede ikke kun om at håndtere barnløshed, det var også forholdet, der blev svært. Også fordi jeg ikke følte, at det gik Jesper lige så meget på som mig. Han sagde ting som: Det skal nok lykkes næste gang” eller Kom nu, op på hesten igen, skat, det skal nok gå.” Synes du ikke, det er værre end det?” tænkte jeg.

Efterår 2017, Jesper:

Jeg syntes egentlig godt, jeg forstod, hvad hun var igennem. Men det var hun vist ikke enig i. Hun begyndte på det her med, at jeg skulle finde en anden, der kunne give mig et barn, men der er jeg sådan ind af det ene øre og ud af det andet og: Slap nu lidt af, skat, vi prøver bare igen.” Der er vi forskellige.

Vinter 2017/2018, Diana:

Jeg fik det rigtig dårligt med mig selv og fik stress. Jeg tænkte, at det sikkert var min egen skyld, når jeg ikke kunne holde på graviditeterne. At det var, fordi jeg gjorde et eller andet forkert, eller fordi jeg ikke havde behandlet mig selv godt nok, fordi jeg tog en bytur, inden vi startede næste forsøg, eller fordi jeg ikke havde spist sundt nok. I den periode var jeg også nødt til at trække mig lidt fra venindeflokken, for jeg kunne simpelthen ikke rumme flere nyheder om babyer. Det var jo ikke fedt at være sådan en person, det blev bare for svært. Men jeg tvang mig til at være sammen med min søster, da hun kom og sagde, hun var gravid.

VADESTED"Hun begyndte på det her med, at jeg skulle finde en anden, der kunne give mig et barn," siger Jesper Haustorp. Men det kunne hun godt glemme. Foto: Kasper Løftgaard / Zetland

19. februar 2018, Jesper:

Ved vores tredje forsøg fik Diana faktisk taget ti æg ud, så vi var sådan rimelig meget oppe at køre. Men ingen af dem blev til noget. Du tager pis på mig,” sagde jeg bare til Diana, da hun fortalte, at der ikke var noget at komme efter. Næh,” sagde hun. Hun havde kunnet høre det med det samme, da de ringede. Det kan hun altid. Ingen af os havde i vores vildeste fantasi forestillet os, at ikke et eneste ville blive til noget. Vi havde sat kryds i kalenderen til ægoplægning. Det ramte virkelig Diana hårdt.

Forår 2018, Diana:

Jeg følte mig fuldstændig uduelig. Den her fertilitetsbehandling har virkelig sat sig i selvtilliden. Jeg er født kvinde og skabt til at lave børn. Det kan jeg så ikke finde ud af. Hvad kan jeg så egentlig bruges til?

Forår 2018, Jesper:

Jeg kan godt holde til det. Det tror jeg i hvert fald. Kan jeg tre år, kan jeg også tre mere. Jeg tror, at det her er den ultimative test til at finde ud af, om man passer sammen. Jeg er blevet rigtig god til at håndtere, når hun brænder sammen. Hun kan godt blive ret hvæsende. Det er især rengøringen, der kan få hende helt op i det røde felt. Hun er sådan en rengøringskvinde. Når vi er i gang med et forsøg, skal Diana slappe af, og så er det mig, det hele hænger på. Det er hårdt. Rydde op, tørre af, støvsuge. I den rigtige rækkefølge. Det er jeg åbenbart ikke så god til. Måske fordi der er Dianas måde og Dianas måde. Hvis hun har for mange sure opstød i nogle uger, sørger jeg for at tage ud med gutterne og fiske, eller jeg laver noget med mine brødre. Eller jeg går op og spiller computer, eller jeg tager en ekstra nattevagt. På den måde får jeg luft.

BONUSINFO: Et stigende antal kvinder oplever tre eller flere ufrivillige aborter. Gentagne graviditetstab, som det hedder, rammer i dag tre-fem procent af alle kvinder. Des flere tab, des større er sandsynligheden for, at man taber raske fostre på grund af årsager hos forældrene.

Kilde: Overlæge og dr.med. Henriette Svarre Nielsen, leder af Rigshospitalets Enhed for Gentagne Graviditetstab.

11. juni 2018, Diana:

Jeg tog en graviditetstest mandag, da vi kom hjem fra vores to ugers ferie i Thailand. Den var positiv. Det kom totalt bag på os, det var jo overhovedet ikke planlagt. Det sære denne her gang var, at allerede inden jeg selv var helt sikker, vidste mine to søstre det. Min yngste søster havde drømt det. Det var lidt vildt. Men så blev jeg bare så sindssygt nervøs, selv om Jesper prøvede at berolige mig og sagde, at det selvfølgelig nok skulle gå.

12. juni 2018. Diana:

Jeg begyndte at få sådan en murren i maven. Og så kom den første brunlige plet i trusserne. Ikke rigtigt blod, bare sådan en brun pletblødning. Jeg fik først nu en recept til det progesteron, som jeg skal tage de første 14 dage under graviditet for at styrke slimhinden i livmoderen. Det stressede jeg over. Jeg tog til akupunktur, det startede jeg på før forsøget i februar. Jeg tror, det styrker slimhinderne. Lidt i hvert fald.

13. juni 2018, Diana:

Pletblødningen stoppede, men det blev jeg overhovedet ikke mere rolig af. Jeg hader det her.

15. juni 2018, Jesper:

Diana begyndte at pletbløde igen. Men testen blev ved med at være positiv, så jeg håbede alligevel og sagde bare: Ned at ligge på sofaen, skat. Så skal jeg nok ordne det hele.” Men så kom det hele ind over hende igen, og hun begyndte at sige, at hun ikke orkede mere.

15. juni 2018, Diana:

Jeg ringede til lægevagten, for jeg bliver rigtig nervøs, når jeg ser blod. Det forbinder man jo ikke med graviditet, selv om jeg godt ved, at det kan være helt normalt. Det er der jo bare ikke noget, der er med mig. Jeg fortalte, at jeg havde testet mig positiv og var begyndt at bløde, og så fik jeg bare at vide, at jeg nok var ved at abortere, og det kunne de ikke gøre noget ved. Tak for det, du. De andre gange, hvor jeg har ringet ind, har de været søde til at sige: Kom lige ind, så kigger vi på det.” Jeg er jo dødbange. Men denne gang var det virkelig koldt. Jeg lå på sofaen og turde overhovedet ikke rejse mig. Jeg var bange for, at det så bare ville fosse ud af mig. Gå ud at tisse turde jeg slet ikke.

BONUSINFO: Kvinder, som oplever gentagne graviditetstab, har fem gange øget risiko for moderat til svær depression, og halvdelen lider af stress, ligesom de ifølge overlæge og dr.med. Henriette Svarre Nielsen, leder af Rigshospitalets Enhed for Gentagne Graviditetstab, ofte lider af skyldfølelse over, at de står i vejen for mandens drøm om børn.

17. juni 2018, Diana:

På en måde var jeg lettet, da blodet kom væltende. For ventetiden og frygten er ulidelig. Nu bløder jeg bare. Det er kørt. Jeg har taget en test, og den var meget svag. Så ved jeg, at graviditetshormonet er på vej ned. Det lyder skørt, men modsat alle de andre gange føler jeg for første gang håb. Blodprøverne fra mine to sidste graviditeter viste nemlig, at jeg havde lavt progesteron, hvilket er det stof, som blandt andet gør slimhinden i livmoderen stærk nok til at kunne holde på et befrugtet æg. Nu ved vi til næste gang, at vi skal have et lager af progesteron herhjemme, hvis det sker uventet. Jeg tror bare ikke, vi kunne nå at redde det denne gang, hvis man kan sige det sådan.

Efter sommerferien tager Diana og Jesper fat på deres sidste forsøg på at få deres drøm om et barn opfyldt. Det er gratis at modtage tre forsøg på fertilitetsbehandling via henvisning, men omkostningerne til medicin, for eksempel hormonbehandling af kvinden, skal man selv betale, som oftest dog med tilskud. Indtil videre har Diana og Jesper brugt omkring 20.000 kroner i alt. Cirka 6000 kroner til forsøget i februar, der endte uden brugbare æg.

Diana:
Nu tager vi det sidste forsøg. Sker det ikke, er der desværre nok også en mening med det. Og hvis vi kigger i bakspejlet, så har det været det hele værd, selv om det ikke lykkes. For vi har forsøgt og gjort alt, hvad vi kunne. Vi har selvfølgelig også talt om alternativer. Så sent som i dag, hvor Jesper blev så ked af det, da jeg begyndte at bløde. Måske kan de noget i udlandet, har andre tricks i ærmet, eller vi kan bruge en rugemor. Men det kræver penge, og det er ikke kun fem eller ti tusind. Hvis det er det, man vil, må man finde pengene på en eller anden måde, men det skal også hænge sammen i den anden ende. Det er selvfølgelig svært at tænke på, hvad vi havde haft af muligheder, hvis vi havde pengene til det. Men sådan er det.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: