Jeg sidder på en bænk i en park på Nørrebro i København og kigger på høns. De store, puffede høner går rundt i deres voliere med omhyggelige skridt, som når et menneske træder hen over et nyvasket gulv på sine tåspidser.

Nu og da afbrydes hønegangen af pludselige, mekaniske – eller er det paniske – drej med hovedet, som om hønen glemmer, hvor og måske hvem den er, før den også glemmer, hvad det var, den havde glemt, og spontant, men ivrigt, går i gang med at pikke, hårdt som en eller anden maskine, i de små stumper græs, der stadig står fast i støvet. De er sorte, kobberfarvede og hvide, hønerne, og det er dem, jeg er kommet for at se.

“O at være en høne, ingen kan finde, hvor er / gemme sig dybt i en have, pikke et rødhudet bær”, skrev digteren Frank Jæger engang.

Vi mennesker dræber hvert år milliarder af høns.

Jeg kigger på en høne, og jeg tænker: Descartes havde ret. Høns er ikke dumme, de er bare. Der er ikke noget ved dem, der kan være dumt, for dumhed er en begrænset evne, der stadig er en evne, og som man sidder og ser på de her høns, er det tydeligt, at de ikke har noget med denne evne at gøre: De kan ikke tænke.

Men dér tager jeg fejl, det ved jeg allerede: Høns tænker. Og ikke bare høns. Dyr tænker – aber, selvfølgelig, det ved vi godt – men også øgler og insekter tænker. De seneste årtier har, som det hedder i Stanfords (rimelig glimrende) Encyclopedia of Philosophy, været “en form for guldalder, når det kommer til forskning i dyrenes kognition.”

For nylig oversatte og bragte Information en artikel af den amerikanske moralfilosof Peter Singer, hvori det hedder, at honningbier godt nok kun “har omkring en million” nerveceller (vi har åbenbart 20 milliarder), men at det dog ikke desto mindre er “rigeligt til at sætte honningbien i stand til at udføre og fortolke sin berømte ’logredans’, der formidler information til artsfæller om retning og afstand til blomster, vand eller potentielle bosteder.”

Honningbierne … honningbierne fortolker, de tænker! Og fiskene. Fiskene kan – hvis man skal tro en nyhed den anden dag på tv2.dk – genkende menneskeansigter.

Den slags historier dukker op hele tiden. “Næsten hver uge er der et nyt (videnskabeligt, red.) fund, der har med sofistikeret dyrekognition at gøre,” som der står i den nyudkomne bog Are We Smart Enough to Know How Smart Animals Are? af den hollandske dyrekognitionsforsker Frans de Waal (som især er kendt for sin chimpanse-TED-talk-video, hvor en abe flipper ud over at blive forskelsbehandlet).

At de videnskabelige nybrud lader sig oversætte til tabloidjournalistik (ekstrabladet.dk: Ny professor i dyreriget: Ravnen er lige så klog som en chimpanse; Forskere: Grindehvaler er dobbelt så ‘kloge’ som mennesker), og at den slags historier lever et rigt liv på de sociale medier, burde ikke komme bag på nogen. For det er en fascinerende tanke, at også dyr tænker, afskåret som vi føler os fra disse repræsentanter for en natur, vi tror, vi har forladt. Og lige under fascinationens overflade lurer et ubekvemt, men dragende spørgsmål, der netop handler om vores plads i eller uden for, neden under eller højt hævet over dyrenes verden.

Da blæksprutten Inky for et par måneder siden undslap fangenskab på det Nationale Akvarium i Napier i New Zealand og kravlede (hvis det er, hvad en blæksprutte gør på land) ud i havet (hvor den chokerende nok blev fundet og genfanget), spurgte den amerikanske nyhedsside Wired.com sig selv, om det nu er forsvarligt at spærre et dyr inde, når det tilsyneladende vil sin egen frihed. Hvad ville Inky tænke: Er det ok at putte en blæksprutte i bur? hed rubrikken.

Og dét er det ubekvemme spørgsmål, der også angår de høns, der går her i sommersolen og gokker: Når nu dyrene ikke alene tænker mere, end vi troede, men også føler og interagerer mere, og i det hele taget er meget mere sofistikerede i deres måde at være til på, end hvad jeg i al fald troede, før jeg læste de Waals bog, kan vi så være bekendt at behandle dem, som vi gør?

I Diego de Valadés’ Rhetorica Christiana, en meget pædagogisk manual for kristne missionærer i Latinamerika, der udkom første gang i 1579, findes en illustration af scala naturae eller, om man vil, livets hierarki.

Øverst sidder Gudfader på sin trone og stirrer ind i beskueren med sorte øjne, mens Jesus flader ud på hans skød og Jomfru Maria svæver ved hans højre skulder. I den ene hånd holder Gud et scepter og i den anden en kæde, der falder hele vejen ned igennem billedet. Følger vi kæden, møder vi først, umiddelbart under Guds trone, englene, der står på en sky. Dernæst følger menneskene, en mere broget flok af prinser og bønder og munke. Derefter følger fuglene repræsenteret ved en and og en påfugl (men tilsyneladende ingen høns!). Så kommer ellers havdyrene (fisk og skaldyr og skildpadder) og først herefter, langt fra menneskene, pattedyrene; aben, elefanten, oksen, dromedaren, svinet, lamaen, enhjørningen og dragen. Nederst finder vi træerne, plantelivet, før kæden når sit anker, Djævelen, der holder til i en flammende underverden befolket af mennesker med dyrehoveder.

Sådan så senmiddelalderens kosmiske hierarki altså ud.

Ser man kritisk på sagen, kan man kalde den vestlige idehistorie for én lang retfærdiggørelse af dette hierarki (Det var faktisk, hvad religionshistorikeren Jens André Herbener gjorde sidste år i sin debatbog Naturen er hellig. Den vestlige civilisations historie er, skrev Herbener, simpelthen et titusindårigt syndefald, der indledtes ved agerbrugets indstiftelse i Mesopotamien for 10.000 år siden [og som fik sin retfærdiggørelse i de abrahamitiske trosretninger] og kulminerede med industrialiseringen [der fik sin sekulære retfærdiggørelse i de politiske ideologier]). Nok er der rykket lidt rundt på elementerne igennem tiden, og nok er Gud skrevet ud hist og her (hvad der kun gør menneskene endnu mere suveræne), men ideen om, at menneskets plads er øverst, har været en konstant i de sidste 3.000 års europæiske idéhistorie. For Aristoteles, der selv hierarkiserede verden i sin Scala Naturae, var mennesket “det rationelle dyr” (og det er et godt dyr); hvilket var en pæn måde at sige, at vi alene tænke, mens Guds første ord til mennesket i skabelsesberetningen som bekendt var: “Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!”

Det var Descartes, der i det 17. århundrede gav dette ældgamle hierarki et sprog, der passede ind i en gryende, moderne verden. Naturen var at betragte som en maskine, skrev han, og dyrene, som nu de høns, jeg her sidder og ser på, var at betragte som automata; ikke underordnede væsner med egen værdighed, men sjælløse, små robotter, hvad de – det må man give Descartes – også ligner.

Hvis Descartes i dyrene så, hvad der skulle blive selve symbolet på moderniteten – maskinen! – så var der imidlertid andre, romantikerne, der i dyrene så alt det, vi mennesker mistede ved indgangen til fabrikkernes og massernes og maskinernes verden. For dem – som for så mange mennesker den dag i dag – er dyrene naturlige og autentiske og umiddelbare og heroiske, kort sagt alt det, vi mennesker ikke er. Men denne idealisering var også en menneskeliggørelse af dyrene, en investering af menneskelige længsler, som når jeg nu eksempelvis i hønen foran mig ser selve inkarnationen af moderinstinktet og i hanen – der godt nok er mystisk fraværende denne dag – ser virilitet. Cock!

På den måde delte romantikerne og humanisterne (eller hvad vi skal kalde dem) en afstand til dyrene: Romantikerne så i dyrene en idealiseret idyl, en højere og renere livsform. Humanisterne så noget, der er levende på en underordnet måde, noget nærmere en ting, hvad dyr da også stadig rent juridisk er at regne for i Danmark (noget Dansk Folkeparti arbejder på at få ændret).

Ingen af dem så dyrene for, hvad de var i deres egen ret.

Det er lige præcis, hvad de Waal mener, vi bør.

I de Waals bog er der historier nok om ørreder og aber og alverdens fugle og insekter og fisk og elefanter – og deres sociale og rumlige intelligens og evne til at bruge redskaber eller genkende sig selv i et spejl – til at fylde et Facebook-feed i en god uge. Tag nu blæksprutten, der kan åbne et børnesikret pilleglas. “Siden det kræver, at låget skubbes ned og drejes samtidig, kræver det evner, intelligens og vedholdenhed,” som de Waal konstaterer. Og ikke nok med det: Blæksprutten kan genkende mennesker, og den kan huske dem.

“I en genkendelsestest blev en blæksprutte præsenteret for to forskellige mennesker, hvoraf det ene konsekvent fodrede den, mens det andet mildt stak den med en børste på en pind.
Først skelnede blæksprutten ikke, men efter flere dage begyndte den at skelne, selv om de to personer bar identiske, blå overalls. Ved synet af den modbydelige person trak blæksprutten sig tilbage, udsendte vandstråler med sin tragt og viste en mørk streg i sine øjne – en farve associeret med trussel og irritation.”

Der er også den om aben, der selv kommer på den ide at stable kasser oven på hinanden for at nå en svært tilgængelig banan. Og så er der hønsene, hvis veludviklede evne til selvkontrol – deres indre protestant, om man vil – reflekterer en overordentlig veludviklet social forståelse.

Det kan lyde, som om de Waal tager læseren på tur i anekdoteland, men de Waal, der er en anerkendt forsker på sit felt, har et argument, der både angår videnskaben og alle os andre, der omgås dyr (hvad vi jo alle sammen gør).

Argumentet lyder groft sagt sådan her: Selv om de fleste af os anerkender evolutionslæren, så har vi en slem vane med at gøre en undtagelse, når det kommer til den menneskelige hjerne. Den, bilder vi os ind, er en guddommelig undtagelse, der repræsenterer en idealiseret form for intelligens, hvorudfra vi måler og vurderer, hvad der sker i hovedet på andre arter. Og deri gør vi fejl. For det, der sidder for enden af din hals, sidder der som resultat af en evolutionær proces, af tilpasning, af variation og selektion, som det hedder på darwinsk.

På samme måde med dyrene: Det giver ikke mening at vurdere deres kognitive evner med den menneskelige intelligens som idealiseret målestok, fordi den enkelte dyrearts intelligens er tilpasset den pågældende arts behov. Vi kan ikke, mener de Waal, med nogen retfærdighed sige, at dyr, hvis interaktionsformer eller evner til abstrakt eller moralsk refleksion minder om menneskets, er mere intelligente end de dyr, hvis tænkning ikke minder om menneskets. “Det synes højst uretfærdigt at spørge, hvorvidt et egern kan tælle til ti, hvis et egerns liv ikke rigtig handler om at tælle,” som det hedder et sted. Et egerns liv handler om at gemme noget føde væk og at finde det igen, ikke om at tælle nødder.

Skal vi forstå dyrene – og skal vi reflektere over vores omgang med dem – er det altså deres Umwelt, den enkelte organismes “selv-centrerede, subjektive verden”, vi skal forstå.

Følger man debatten om den uendelige smerte, vi beviseligt påfører dyr for at få lidt mad i munden eller for at få selskab i vores menneskelige ensomhed, møder man jævnligt den holdning, at de videnskabelige nybrud bekræfter det, dyrerettighedsforkæmpere altid har sagt: Dyrene er det næste, naturlige subjekt i den store frigørelses fremskred. Hønen er slavens og kvindens og bøssens logiske efterfølger.

Tanken er ikke ny. Den tyske filosof Arthur Schopenhauer skrev allerede i midten af 1800-tallet, at europæerne var ved at vågne op “til en fornemmelse af, at bæsterne har rettigheder” og at “den mærkelige ide, at dyreriget blev skabt for menneskets nydelse og fordel, langsomt er ved at blive overkommet og forældet”. Det lyder, som om argumentet for dyrerettigheder ligesom giver sig selv. Tag nu eksemplet med de dansende bier i Information.

“I Vesten trækker vi på smilebåndet af de jainistiske munke, der fejer myrer væk fra deres vej for ikke at komme til at træde på dem. Vi bør i stedet beundre munkene for at føre deres medfølelse udi dens logiske konsekvens,” skriver moralfilosof Singer.

“Dermed være ikke sagt, at vi skal indlede kampagner for insektrettigheder. Vi ved stadig ikke nok om insekters subjektive erfaringer til, at det vil give mening. Hellere bør vi fokusere på, hvordan vi bedre kan tage hensyn til hvirveldyrs velfærd. For om deres evne til at lide hersker der mindre tvivl.”

Præmissen for Singers argumentation synes at være, at jo mere vi ved, desto nemmere er det at tage stilling til, hvad vi bør gøre. Som om mere information nødvendigvis gør et moralsk valg lettere at træffe. De fleste af os har sikkert gjort os den erfaring andetsteds i livet, at det forholder sig omvendt: Jo mere vi ved, jo mere bøvlet bliver valget. Og således også med dyrene. Kognitionsforskningens guldalder gør intet lettere, tværtimod.

Og måske er det derfor, de Waal generelt afstår fra at udlede nogen etisk lære af de videnskabelige nybrud. At myren kan føle smerte, rejser jo spørgsmålet (som man næsten ikke kan få sig selv til at stille): Hvad er din holdning, når der vitterlig er en konflikt mellem min smerte og (hvad-skal-vi-sige) myggens smerte?

I slutningen af maj indtraf en episode, der satte hele denne debat på en spids.

En uopmærksom mor tabte sit barn ned til den store han-gorilla Harambes indhegning i den zoologiske have i Cincinnati i Amerika. En YouTube-video viser det enorme pattedyr holde menneskebarnet i sine store, behårede arme, som om den beskytter det mod en ond, ond verden. Pludselig løber aben af sted med barnet i hånden. Så stopper den op igen. Aben kigger forvirret rundt. Det er et uhyggeligt syn.

Harambe endte med at blive skudt, og rigtig mange mennesker blev meget forargede, iblandt dem komikeren Ricky Gervais, der på Twitter skrev: “Det lader til, at gorillaer er bedre forældre end nogle mennesker.” Andre (iblandt dem den republikanske præsidentkandidat Donald Trump) forsvarede den zoologiske have, hvis direktør sagde til New York Times, at der simpelthen var tale om, at “barnet var i fare”.

Diskussionen handlede grundlæggende om, hvorvidt Harambe var ude på at dræbe eller beskytte det lille barn, men det var der ingen, der vidste noget om med nogen sikkerhed. Selv Frans de Waal, der skrev en kommentar på det amerikanske nyhedssite Alternet, indrømmede, at han “fandt det meget svært at beslutte sig for, hvad Cincinnati Zoo skulle have gjort”.

Synet af det lille barn i hænderne på dette enorme dyr var frygtindgydende, netop fordi vi ikke havde adgang til abens Umwelt. Vi kunne ikke basere en etisk forsvarlig handling på en forståelse af Harambes verden, for vi forstod ham ikke med sikkerhed, og der var et menneskeliv på spil. I stedet skiltes vandene, som de har gjort i århundreder: mellem dem, der i aben så et offer for menneskelig dårskab, og dem, der i menneskebarnet så noget helligt.

Og sådan må det nødvendigvis være. For når vi ser på dyrene, er vores blik altid forurenet af os selv. Vi har ikke nogen endelig adgang til dyrenes verden, fordi vi ikke kan undslippe vores egen.

Og det gælder naturligvis også for mig selv.

I den transparente journalistiks ånd burde jeg derfor nok for længst have fortalt, at jeg i et hønsehus i mine forældres baghave som barn holdt en lille flok danske dværglandhøns, som jeg nu og da udstillede i konkurrencer, der gik ud på at have den flotteste høne (det blev en kort karriere).

Mit blik på høns er med andre ord æstetisk.