Digitale indfødte er i fuld gang med det seneste afsnit af den digitale medierevolution, og der er grund til at følge godt med.
I tirsdags kunne en rapport fra Verdenssundhedsorganisationen WHO fortælle, at danske børn, sammenlignet børn i 42 andre lande, bruger meget lidt tid på at være sammen med deres venner i fritiden. Eksempelvis bruger kun 14 procent af de 11-årige deres daglige fritid sammen med venner. Det er nok til en 24.-plads i rapporten.

Til gengæld har de danske børn Europarekord i skærmtid.

Men hvad der foregår på skærmen, er der ikke mange voksne, der forstår. Faktisk er der ligefrem opstået et generationsgab, siger DR’s medieforsker, Lene Heiselberg:

“Alle kender det med, at ens barn viser én en tegning for at få ros. Det er præcis det samme, når de viser dig Minecraft. Barnet ender bare ofte med en skuffelse, fordi forældrene ikke forstår det.”

Det kan vi ikke have. Så her kommer en stribe nyttig fakta og nogle uddybninger, der gerne skulle klæde dig på til at forstå børnenes medieverden – og mindske forståelseskløften.

YouTube har kapret en hovedrolle i fortællingen om børn og unges medievaner. Videotjenesten regerer ubestridt over de andre streamingmuligheder hos børn fra otte år og op – også over DR TV og Netflix, selv om den sidste er vokset eksplosivt, siden den amerikanske streamingkanal blev introduceret i Danmark i 2012. Hele 66 procent af alle danske 13-årige har en YouTube-profil, de bruger jævnligt. Populariteten slår også igennem i de ældre aldersgrupper. Hvis man, som DR Medieforskning har gjort, spørger de 13-19-årige, hvad de ville savne mest, hvis de skulle vælge, rangerer de YouTube allerhøjest. Også over Facebook.

Og sagen er, at YouTube ikke bare er en videotjeneste. Det er et TV og et socialt medie i ét – og for nogle endda et castingbureau.

“YouTube fungerer som en digital schweizerkniv, der tilbyder hvad som helst, hvor som helst og når som helst,” som der står på side 28 i en af DR’s rapporter om medieudviklingen.

Medier er noget, børn og unge bruger hele tiden, fra de slår øjnene op, til de lukker dem om aftenen. Og det er langt fra bare som ren underholdning. Børn bruger medier til at udvikle deres sociale relationer, opnå anerkendelse og udvikle deres identitet.
Præcis hvordan, de gør det, er mere uklart. Men Jesper Tække, lektor i mediesociografi (ja, det fag findes) ved Aarhus Universitet, har et bud, der er lige så fyndigt, som det er forskeragtigt:

“Hvad vi vinder i refleksivitet, taber vi i spontanitet,” siger han.

Det betyder, groft sagt, at kommunikation på sociale medier kræver langt mere tankevirksomhed, end det gør at kommunikere ansigt til ansigt eller over telefon. På sociale medier har man hverken kropsholdningen eller stemmen at reagere intuitivt på. I stedet må man reflektere over ordvalg og emojis og prøve at regne ud, hvad personen i den anden ende mener. Man skrev selvfølgelig også breve tidligere, men børn i dag vokser op i en virkelighed, hvor mange af de ting, de tidligere ville have snakket mundtligt om, nu foregår på skrift. Oven i hatten kommer så, at medierne lagrer kommunikationen. Hvad enten det er offentlig eller privat kommunikation, betyder det, at de hele tiden skal overveje, om det, de kommunikerer, passer til den måde, de tidligere har fremstillet sig selv på. Kort sagt skal de løbende overveje, hvordan deres digitale identitet virker, og det har betydning for balancen mellem netop det refleksive og det spontane.

Men. De kan ikke få al den tid til at gå med at kommunikere med hinanden. Og hvad er det så, der kan holde dem limet til skærmen så længe? Her kommer fire eksempler:

1. eksempel: PewDiePie

En svensk stjerne, der har bygget en millionforretning op omkring at spille gyser-computerspil, kommentere det (eller rettere: råbe, skrige og bande af det) og filme det. Han har et ivrigt fællesskab med sine fans, som han kalder “bros”. PewDiePie har over 42 millioner følgere. En af de mest sete videoer er en montage af sjove (og grove) klip fra hans kanal. Den er blevet set over 59 millioner gange.

2. eksempel: Stampy

En britisk stjerne, der i virkeligheden hedder Joseph Garrett. I skikkelse af en orange og hvid kat viser han børn mellem 6-14 år, hvordan man spiller computerspillet Minecraft. Syv millioner følgere. Ikke-kendere kan se denne video, som er en introduktion:

3. eksempel: Kristine Sloth

Hun er 16 år, går i 9. klasse i Aalborg og har en del flere Facebook-følgere end Zetland. Hun laver YouTube-videoer om skønhed og om sit teenageliv. Allerhelst vil hun leve af sin YouTube-profil. Men først skal hun have en uddannelse, som hun skriver på sin blog: “Jeg skal som udgangspunkt uddannes som “digital media”-tuttelut, I don’t know what it’s called? Haha. Det er dog 100% på mine forældres opfordring, da jeg selv synes det ville være optimalt kun at arbejde med YouTube osv konstant.” Hun er desuden kendt for at være hudløst ærlig omkring sine oplevelser med mobning, hvilket også fremgår af denne trailer for hendes kanal:

4. eksempel: Eiqu Miller

En 24-årig dansk stjerne, der i virkeligheden hedder Anders Møller og er fra Kølvrå. (Det ligger ved Karup, lige ved lufthavnen). Har 165.000 følgere og har engang fortalt Politiken, hvordan han forbereder sig på sine optagelser:

“Jeg plejer at drikke en ekstra energidrik og give mig selv et par flade, lige inden jeg trykker optag, og så kører jeg ellers bare derudad.”

Og det kan man godt mærke på videoerne. Den 28. januar i år lavede han “MEGA KLISTREDE BACON MAJSBRØD” og indleder sådan: “Hvad fuuuuun er majsbrød, det var sådan noget, de brugte under krigen sammen med beskøjter og andre antiloper.” Og det er den slags, hans fans godt kan lide. For det er ikke kokke-evnerne, der trækker:

Spørgsmålet er så, hvorfor de unge YouTube-stjerner er så populære? Der er flere måder at forklare det på. Nogle mener, at man helt skal lade være. Bloggeren Mark Mulligan, der analyserer musikindustrien, mener, at stjernerne er udtryk for en ungdomskultur og et slags oprør mod forældregenerationen. Han sammenligner YouTubes rolle i ungdomskulturen i dag med den rolle, musik tidligere har haft som hovedkomponent i et ungdomsoprør.

“Et barn, der forsøger at forklare sin mor, hvorfor Stampy er værd at bruge timevis på, er simpelthen det 21. århundredes svar på børn, der forsøgte at forklare deres forældre den musikalske værdi af Elvis, Beatles, Sex Pistols og så videre. Det er hele pointen med ungdomskultur – det er ikke meningen, at ældre generationer skal forstå den,” skriver han i en blog.

Der findes nu også andre årsager. Helt centralt står den identifikation, YouTube-stjernerne kan tilbyde. De rapporterer fra deres egen hverdag og skal helst være amatøragtige i udtrykket. Magasinet The Atlantic har for eksempel påvist, at man helst altid skal kunne høre YouTubernes åndedrag, så videoerne ikke virker for polerede.

En anden, måske mere overraskende favorit på YouTube er deciderede instruktionsvideoer. De kaldes også tutorials. Især blandt 7-12-årige er de enormt populære. Igen er emnerne uendelige, men de mest populære handler om spil, frisurer eller modellervoks. Blandt andet. Tutorials om computerspillet Minecraft er efterhånden næsten lige så populære som spillet selv. Og der er ikke bare tale om et brugsbehov, som når legomanualen bliver væk, og man bruger YouTube i stedet, ligesom det heller ikke rigtig kan sammenlignes med, at voksne sætter sig ned foran fjerneren og slapper af, forklarer medieforskeren Lene Heiselberg. Der er tale om en aktiv udforskning af verden, som når børn går udenfor og leger. Her er eksempelvis en video der viser, hvordan man laver den der kat fra Facebook – som hedder Pusheen – med en cookie i ler.

Imens børnene elsker at være på YouTube, vælger de oftere og oftere fjernsynet fra. I 2010 så 60 procent af de 13-19-årige fjernsyn på en gennemsnitlig dag. I dag er det 37 procent.

Der er ingen tvivl om, at det varsler ændringer i medievanerne, mener eksperterne. Spørgsmålet er, hvor stor medierevolutionen bliver. Betyder børnenes medievaner for eksempel døden for TV?

Man kan måske hente lidt indikationer ved at kigge på de grunde, de 13-19-årige angiver til, at de ser TV, når de endelig gør det. Det har DR gjort, og svarene fordelte sig i tre kategorier: De bruger det 1) som baggrundsstøj, imens de laver noget på andre medier, 2) fordi der bliver vist et stort show, eller 3) fordi den ældre generation gerne vil se det. Det tyder umiddelbart ikke på den største entusiasme. Der er dog den mulighed, at deres svar afspejler nogle vaner, der passer til deres nuværende livssituation, og at de derfor vender tilbage til TV’et i et eller andet omfang senere i livet, når de eksempelvis selv får børn og selv bliver til den ældre generation. Mange medier, fra radioen til bogen, er også tidligere blevet spået at være døden nær, uden at spådommene ramte plet.

Hvor omfattende forandringerne bliver, ved vi altså først, når børnene er blevet ældre.