“Så hvordan går det med Zetland”, spurgte en ven mig i går. Der blev en akavet tavshed. Vi kiggede på hinanden og vidste, at han lige så godt kunne have spurgt til vejret i Dubai. Svaret er naturligvis givet: Når man har brugt flere år på at få et medie i luften, hvis idé man tror på helt ned i sokkerne, så har en direktør kun ét svar på det spørgsmål, og det er aldrig troværdigt.
“Det går fremragende!”, svarede jeg.
Vi får det meget for tiden, spørgsmålet. Zetlands digitale avis har været i luften præcis en måned, og vi er nået frem til, at lige nu er et godt tidspunkt at svare ordentligt – og uddybe så præcist som muligt, hvorfor vi uden at blinke (heldigvis også uden at lyve) kan sige, at vi har fået en eminent start. Jeg vil tage udgangspunkt i data om Zetlands medlemmer og slutte af med at nævne nogle af de ting, vi er i gang med at prøve at gøre bedre baseret på medlemmernes input og læseadfærd. For vi har ganske vist fået et godt afsæt – men vi er kun lige gået i gang.
Her kommer i første omgang en status på Zetland brudt ned i fire overskrifter og fire grafikker.
Zetland tiltrækker nye medlemmer hver dag:

Hver af de sorte prikker i ovenstående grafik repræsenterer et nysgerrigt menneske, der har truffet en beslutning om at blive medlem af Zetland. Som det fremgår, er vi vokset hastigt siden lanceringen midt i marts. I vores forretningsplan var målet 1.200 medlemmer ved udgangen af april måned. Det er vi langt forbi. Ovenstående tal (2.812 medlemmer) kommer med et forbehold. Godt tusind af prikkerne har endnu ikke givet os de kreditkortoplysinger, som er forudsætningen for et løbende medlemskab. Flertallet af dem er endt som læsere, fordi de støttede Zetland i vores crowdfunding-kampagne i sommeren 2015 (evigt tak til jer!); vi krydser fingre for, at flertallet har lyst til at blive ved med at bakke os op (dem, der ikke har, må meget gerne skrive til mig).
Var vores oprindelige mål for forsigtige? Nej. For det første vidste vi, at Zetlands kendskab i befolkningen var (og er) meget lille. For det andet ved vi, at Zetland præsenterer folk for en uvant overvejelse ved at bede om betaling for digital journalistik. Vi er utroligt stolte over, at så mange har truffet en hurtig beslutning om at være med.
Vi er hurtigt blevet en del af medlemmernes hverdag:

Vi er i gang med at rulle en plan ud for, hvordan vi kan udgive flere og bedre journalistiske historier baseret på vores erfaringer fra den første måned. Vi vil have vores journalistik til at være så relevant som overhovedet mulig – i bedste fald i en grad, så hvert eneste medlem som det mest naturlige anbefaler Zetland til hans eller hendes yndlingskollega. Men vi er blevet læst og brugt fra første dag. Vores nyhedsoverblik bliver eksempelvis åbnet af mere end 60 procent af medlemmerne hver eneste dag, hvilket er en exceptionel højt andel for en sådan mail.
Og på 22 udgivelsesdage har Zetlands læsere tilsammen brugt over to år på at læse vores artikler.
Vi har den seneste uge samlet data for, hvor meget af den enkelte artikel der gennemsnitligt bliver læst. Eller helt præcist: Hvor langt ned på artikelsiden, medlemmerne når, inden de trykker videre. De tal er meget, meget positive – typisk 65-75 procent – også når man korrigerer for effekten af, at nogle scroller til bunden af siden for at se, om der gemmer sig et spændende billede.
Zetlands medlemmer deler deres viden med os – og vores artikler med deres venner:

Som det fremgår af grafikken (øverst), har 169 Zetland-medlemmer valgt at dele deres ideer og tanker med Zetlands redaktion. Det er et tal, som vi er meget tilfredse med, og som vi tror, vil vokse. Mange begavede mennesker har lært i løbet af det forløbne årti, at det er tidsspilde at skrive kommentarer på nettet. Ofte bliver man bare kaldt en idiot. Det vil vi lave om på.
Vi er allerede lykkedes med første skridt: at omsætte medlemmernes input til bedre og mere relevant journalistik. Både når vi griber deres artikelideer, og når vi lader medlemmerne guide os hen til de mest relevante perspektiver eller spørgsmål ved en væsentlig sag.
Resultatet har ofte været artikler, som har spredt sig selv. Zetlands artikler er den første måned blevet delt over 4.000 gange på de sociale medier. Faktisk er det reelle tal langt større. Vi registrerer kun, hvor mange læsere der klikker på “del”-knapperne i toppen og bunden af siden – ikke dem, der kopierer webadressen i browseren, og heller ikke dem, der videredeler Zetland-artikler, som andre har delt, uden selv at være medlem. Det har der været mange, som har gjort – især da vi udgav en tankevækkende analyse om Yahya Hassan samme dag, som facebookdigteren blev anholdt for at skyde en fyr i foden. Artiklen er indtil videre læst af over 35.000 og deles stadig i dag, snart fire uger senere.
Vi bliver læst i hele Danmark:

Hvis Zetland ender som et københavnerfænomen, er vi mislykkedes. Det har vi vidst fra start. Derfor var vi lykkelige, da Danmarkskortet over vores medlemmer begyndte at tegne sig på brugerstatistikcomputeren i vores køkken. Prikkerne ovenfor viser placeringen af de besøgende på zetland.dk et helt tilfældigt øjeblik – klokken 17:15 – i går.
Vi spørger endnu ikke om vores medlemmers postnummer; vi er indtil videre mest interesserede i at følge med i, om de finder mening og værdi i vores journalistik. Men hvis vi kigger på de rå tal for besøgende på vores site (altså inklusive ikke-medlemmer) så har 60 procent indtil videre befundet sig i Hovedstadsregionen, hvor 30 procent af danskerne bor. Tallet falder hver dag, men det er stadig en overrepræsentation, som vi håber udligner sig over tid.
Vi tolker skævheden som et potentiale for vækst i Vestdanmark. Der er generelt meget, vi håber at udrette i resten af 2016.
Fremtidsperspektivet: Om lidt bliver Zetland større
Vi kunne skrive en tyk e-bog om, hvad vi har lært den første måned. Vi har rettet et utal af mindre fejl på sitet og prist os lykkelige over at have undgået de store. Vi har i lyntempo måttet vokse ind i rollen som en redaktion, der i en omskiftelig og uigennemskuelig verden træffer præcise beslutninger om, hvad vores medlemmerne har brug for at at vide, og hvad de kan ignorere af ligegyldige mellemregninger. Det har vi som bekendt lovet dem, selv om det helt oplagt er en svær opgave, som vi tager på os med ydmyghed.
En måned er kort tid. Lige så stolte vi er af vores gode start, lige så bevidste er vi om, at vi skal blive bedre. Det er vi i gang med at blive med stormskridt. Vores største udfordring har ganske enkelt vist sig at være kræfter på redaktionen. Derfor er vi i gang med at ansætte tre nye skribenter, som de kommende måneder vil dukke op på Zetlands forside. En af dem er Freja Bech-Jessen, der er en erfaren skribent med stor indsigt i velfærdsstatens for- og bagside.
Vi kommer først og fremmest til at udgive flere daglige artikler. Samtidig vil vores vokseværk betyde, at vi kan begynde at udvikle Zetland i nye retninger. Både med udgangspunkt i vores medlemmers forslag og med tiltag, som vi har haft på tegnebrættet fra begyndelsen. Vi står blandt meget andet på spring til at færdigudvikle Zetlands første podcast (som mange har efterspurgt), og vi vil fortsat udvikle platformen, så den giver medlemmerne den bedst mulige oplevelse i dagligdagen. Det involverer blandet andet, ved vi nu, muligheden for at få besked på mail, når vi udkommer om morgenen. Den mest omfattende feature, vi arbejder på, er at give medlemmerne mulighed for at dele deres viden og overvejelser i forlængelse af den enkelte artikel på en måde, hvor teknikken understøtter en samtale, som tænkende mennesker rent faktisk har lyst til at deltage i.
Efter en enkelt måned er vi, trods den gode start, langt fra at være et helstøbt medie eller en bæredygtig forretning. Det giver sig selv. Når året er omme, planlægger vi at være vokset til dobbelt størrelse sammenlignet med i dag, og i år er kun begyndelsen. De ambitioner giver kun mening for os, hvis Zetland giver mening i medlemmernes hverdag. Så tusind tak til alle jer, der har givet os jeres tid den forløbne måned. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at forvalte jeres opmærksomhed med den respekt, den fortjener.