Henrik Buchardt Jensen placerer en stor, ru pegefinger på bunken med brochurer. De beskriver en ny slags solceller, som vil gøre det muligt for ham at dyrke afgrøder og solenergi side om side. Landmanden ligner en, der er interesseret. Han kan godt se, at det giver god mening. Men han har også en masse kritiske spørgsmål. Jørn Rosager – sælgeren, som er kommet med brochurerne – svarer beredvilligt på dem og taler indforstået om slætgræs og traktorvendinger. Det er tydeligt, at landmanden er imponeret.

“Hvordan kan det være, du ved så meget om landbrug?” spørger han.

“Jamen, det er da, fordi jeg har haft mit eget, på 100 hektar, i Sønderjylland,” svarer Jørn Rosager med et skævt smil.

Jørn Rosager ligner måske nok en klassisk sælger med sin lyseblå skjorte og permanent installerede smilerynker. Men den gamle landmand ved, hvad han taler om, både når det handler om landbrug og om solenergi. Og den kombination gør ham velegnet til det job, han har i dag. Jørn Rosager er nemlig projektchef i solcellevirksomheden Soltec/Powertis’ danske afdeling. Her forsøger han at kombinere de to ting, han brænder for, ved hjælp af en teknologi, man kalder Agri-PV. Det står for agriculture (landbrug) og photovoltaics (solceller) og går i al sin enkelhed ud på at dyrke fødevarer imellem rækker af solceller. Idéen er ikke ny, og mange har længe drømt om at gøre det samme. Men det er først nu, at teknologien og solcellerne er billige nok til, at det reelt kan lade sig gøre i stor skala.

Agri-PV er interessant for mange andre end landmænd. Teknologien kan nemlig gå hen og blive et værdifuldt våben i bestræbelserne på at tackle to store kriser, som menneskeheden står over for i de her år: klimakrisen og biodiversitetskrisen. Agri-PV har potentialet til med ét smæk at løsne op for en af den grønne omstillings gordiske knuder: Hvordan får vi mere grøn energi uden at optage for meget af den plads, der også skal bruges til vild natur, fødevareproduktion og boliger?

Det er en bunden opgave at finde en løsning på pladsproblemet. Vi skal lære at fylde mindre, hvis ikke de her to kriser skal kannibalisere på hinanden. Og det er her, Agri-PV byder sig til som en ‘to fluer med ét smæk’-løsning. Ved at have landbrug og fødevarer side om side udnytter man pladsen, så man får skruet op for den grønne energi uden at fortrænge den fødevareproduktion, som vi har fået endnu mere brug for, efter at krigen i Ukraine har udløst en global sultkrise. Hvis Agri-PV bliver udbredt i stor skala, kan der spares hundredtusindvis af hektar. Og så er løsningen endda smartere for vores energiforbrug.

For Jørn Rosager at se er det indlysende, hvilket potentiale Agri-PV har. Det har han syntes, lige siden han for efterhånden mange år siden så solcellerne under en tilfældig cykeltur på en ferie i Spanien. Det går bare for langsomt med at få andre – især landmænd og lokalpolitikere – til at se det samme.

Det er derfor, han, bevæbnet med brochurer og landmandslingo, er taget til ‘Agrovidagen’ på Knudstrupgård syd for Sorø. Her er omkring 100 sjællandske landmænd troppet op for at få inspiration, foredrag og en masse tilbud fra folk, der gerne vil sælge dem noget. Det hele foregår på en hvedemark, hvor duften af høst hænger i luften. Ved en lille stand står Jørn Rosager og svarer på spørgsmål med en dialekt, der stadig bærer præg af opvæksten i Sønderjylland.

Det ligger dybt i landmænd, at de gerne vil dyrke fødevarer, men i mange år har det bedre kunnet betale sig at sætte solceller op på markerne i stedet. Sort på hvidt har man de seneste ti år kunnet tjene et sted mellem 5.000 og 8.000 kroner per hektar på fødevareproduktion, mens man kan leje sin jord ud til et godkendt solcelleanlæg og tjene 20.000-25.000 kroner per hektar. De landmænd, der lægger vejen forbi Jørn Rosagers stand, kan godt lide tanken om, at de kan gøre begge dele på en gang. Men selv om interessen denne onsdag virker stor, er status, at det indtil nu kun er lykkedes Soltec/Powertis, Jørn Rosagers arbejdsgiver, at sælge to testanlæg i Danmark. I betragtning af hvor genial en idé Agri-PV er ifølge projektchefen, går det påfaldende langsomt.

For at forstå hvorfor kører vi fra Sorø til Skælskør, nærmere bestemt Hunsballe Grønt, et familiedrevet frilandsgartneri, der producerer squash, jordbær, blåbær, selleri og løg. Her står et af de to testanlæg. Det skiller sig ud i landskabet ved at være noget højere end de andre solceller, man ser rundtomkring i det danske landskab. Når man kommer tættere på, kan man også få øje på en anden forskel, som er den helt afgørende: Der falder meget mindre skygge bag ved anlægget end ved andre solceller.

Det er der en simpel grund til. De gængse solcelleanlæg – dem, man kører forbi med stadig højere frekvens – står vendt mod syd, fordi man på den måde kan høste mest af solens energi. Og fordi solen falder fra syd i Danmark, er der skygge bagved, i arealet mellem panelrækkerne.

Testanlægget her, mellem drivhuse og blåbærmarker, er lige nu vendt mod vest. Det betyder, at ved 14-tiden på en dag midt i juni, hvor solen står højest på himlen, er skyggen under panelerne. Området foran og bagved står i fuld sol. Hvis solcellepanelerne altid vendte mod vest, ville det ikke være smart. Så ville de nemlig kun producere energi efter klokken 12 og slet ikke lige så meget som de sydvendte. Men panelerne vender ikke altid mod vest, og det er her, vi kommer til den feature, der har gjort Agri-PV rentabelt: Solcellepanelerne fra Soltec er nemlig bevægelige.

“Nu kan du se,” siger Jørn Rosager på et tidspunkt. “Mens vi har stået her, har de faktisk bevæget sig en lillebitte smule. Det er sådan, at hvert tredje minut rykker de sig nogle få centimeter. Man kan ikke høre det. Det er en lille 24-volts motor, der bevæger hele rækken.”

Det er lige præcis de her små bevægelser, som er hele tricket, og som gør, at det kan betale sig at have solceller og landbrug side om side. Solcellepanelerne sidder på en enakslet tracker, der begynder med at stå lodret mod øst, hvor solen som bekendt står op. Og så følger panelerne langsomt solen hele vejen, indtil den igen står lodret, nu med front mod solnedgangen. Og fordi solen i Danmark falder fra syd, betyder øst-vest-retningen, at der falder meget mindre skygge mellem rækkerne.

Jørn Rosager lister rutineret fordelene ved denne type solenergi op. Man kan godt høre, at han har pitchet idéen til en del landmænd på det seneste. For det første begynder et tracker-anlæg at producere strøm, så snart solen står op, og så producerer det den samme mængde strøm hele dagen, indtil den går ned. Omvendt begynder de sydvendte, ubevægelige paneler, som er standard i Danmark, først at producere godt op ad formiddagen, inden de peaker ved middagstid. Og om eftermiddagen holder de stort set op med at producere strøm. Den jævne strømproduktion, som Jørn Rosagers solceller giver, er både smart for forsyningen, fordi vores energibehov er størst morgen og aften, for belastningen af elnettet, der bliver mere jævnt fordelt over hele dagen, og for indtjeningen: Man får nemlig mere for den strøm, man sælger i yderperioderne, morgen og aften.

“Endelig så er der mere sol mellem rækkerne. Det er godt for planterne,” forklarer solsælgeren. Han er så begejstret for idéen, at han opgav familiegården for at udbrede den.

Jørn Rosagers karrierespor begyndte at dreje væk fra familiegården i Sønderjylland, da han kom ind som soldat i ingeniørtropperne. Det tændte ham så meget, at han søgte ind på ingeniørstudiet på DTU i Lyngby, og efter studieårene var han blevet så glad for Nordsjælland, at han ikke ville tilbage.

“Men jeg tog hjem, så meget jeg kunne, og elskede at være der. Lærte alt det, man skal som landmand,” fortæller han, før vi bliver afbrudt af noget, der lyder som et pistolskud. Det viser sig at være skræmmekanoner, der skal holde fuglene væk fra blåbærrene på marken bag hans solcelleanlæg.

Senere blev han ansat i en virksomhed, der installerede såkaldte energigardiner i væksthuse – altså stof, der holder på varmen. Dermed var han allerede inde i energisektoren, da skæbnen så at sige bankede på under en cykelferie i Spanien.
“Jeg cyklede forbi et af deres anlæg med trackere,” siger han med henvisning til sin nuværende arbejdsgiver. “Og så tænkte jeg: ‘Det er genialt. Det skal vi også have i Danmark.’”

Næste dag tog han resolut – og stadig på cykel – forbi den virksomhed, han havde researchet sig frem til stod bag solcellerne. Han bad om at tale med direktøren. Han var der ikke, men Jørn Rosager fik en aftale dagen efter og troppede op igen, atter på cykel.

“Han rystede bare på hovedet: ‘Der er jo ikke sol i Danmark.’ Men jeg insisterede. “Jo, jeg kan godt sælge jeres trackere i Danmark.”

Han holder en pause.

“Men det kunne jeg ikke.”

Det viste sig, at teknologien stadig var alt for dyr til at være rentabel i Danmark. Men kontakten var skabt, og i stedet begyndte Jørn Rosager at sælge taginstallationer med Soltecs solcellepaneler. Takket være offentlig støtte gik salget strygende – lige indtil støtten røg. Inden da havde Jørn Rosager dog nået at gøre et godt indtryk.

“Jeg nåede at sælge et par tusind anlæg, og det var de alligevel imponerede af. Så de hyrede mig til at sælge i Spanien, og der blev de første spæde skridt taget til at udvikle den type trackere, der står her.”

De første mange år var det ikke et fuldtidsarbejde, men i 2019 bad Soltec ham om at stifte Powertis i Danmark. Nu var tiden inde til, at Agri-PV’s potentiale skulle realiseres.

Det er så ikke helt sket endnu. Når det har vist sig sværere end ventet at overbevise landmænd og lokalpolitikere om solcellernes fortræffeligheder, handler det især om højde. Agri-PV-anlæg kræver nemlig højere installationer, fordi man gerne skal producere den samme mængde energi, selv om der er omkring dobbelt så langt mellem rækkerne (hvilket der er nødt til at være, for at moderne landbrugsmaskiner kan køre imellem dem). De konventionelle solcelleanlæg er i dag omkring tre meter høje, mens et optimalt Agri-PV-anlæg skal være næsten dobbelt så højt.

Sådan noget kan give selv de mest grønne lokalpolitikere sved på panden i en tid, hvor den folkelige modstand mod solcelleanlæg, der ikke just er det kønneste syn midt på en mark, blomstrer. Hvis anlæg på tre meter kan få naboer op i det røde felt, hvad sker der så ikke, hvis de stikker to en halv meter højere op i folks udsigt? Det er, mener Jørn Rosager, især derfor, at politikerne tøver eller bare vender tommeltotten nedad til de mange ansøgninger om Agri-PV-anlæg, som både Soltec/Powertis og konkurrenten European Energy har ude lige nu.

Men noget er ved at ændre sig. I Randers Kommune eksempelvis gik det i foråret op for kommunens planlæggere, at de syv ansøgninger om konventionelle solcelleparker, der var på deres skriveborde, alene løb op i 1.800 hektar solceller i alt. Det svarer til 3,5 procent af kommunens samlede landbrugsjord. Hvis man gik med Agri-PV i stedet, ville solcelleanlæggene så at sige blande sig med landbrugsjorden og så bare fylde 20 procent mere.

Jørn Rosager foretager en beregning fra hoften. Han når i grove tal frem til, at den tidobling af solenergi, som regeringen bebudede med deres seneste energiudspil, vil beslaglægge fem procent af Danmarks landbrugsareal. Det er meget plads, som vi kan bruge til meget andet.

I Randers Kommune har de allerede taget konsekvensen. Den 19. maj vedtog politikerne en ny vejledning, som skal adressere det her pladsproblem – og hvor “multifunktionel anvendelse”, for eksempel Agri-PV, er en af de mulige løsninger.

“Jeg elsker det. Det må meget gerne sprede sig!” siger Jørn Rosager, da vi sætter os på et par kampesten for at tale videre. Han har en del at støtte sit håb til. Udrulningen af Agri-PV er noget mere fremskreden i lande som Italien, Belgien og Tyskland, og der er flere lande i EU, hvor politikerne pønser på nationale krav a la dem i Randers. Eksempelvis præsenterede det tyske landbrugsministerium i februar et initiativ, der skal ende med i alt 200 gigawatt solenergi fra Agri-PV-projekter inden 2030. Til sammenligning blev der ifølge Det Internationale Energiagentur tilført 290 gigawatt sol- og vindenergikapacitet i hele verden i 2021 – en ny rekord. Soltec/Powertis’ målsætninger er også derefter: Inden for fem år vil de have én gigawatt, svarende til et areal på 1.000 hektar, op i Danmark.

Og hvor mange har I lavet nu? Nul?

“… Ja. Men i vores pipeline har vi til det. Vi har lejekontrakter til det. Vi ved også godt, at vi ikke får dem alle sammen hjem, men det ændrer ikke på målsætningen.”

Lige nu kæmper Jørn Rosager en lidt ensom kamp. Men han er ikke den eneste i Danmark, der har set lyset i Agri-PV-teknologien. En anden er professor i agroøkologi Uffe Jørgensen. Han er en af de forskere fra Aarhus Universitet, som er tilknyttet testanlægget her i Skælskør. Teknologien er, siger han, “et bud på at løse konflikten med arealet, som vi så gerne vil bruge på mange forskellige ting”.

Han peger på to særligt gode grunde til at undersøge Agri-PV. Den første er velkendt, det er den, både landmænd og lægmænd ofte bruger, når de kritiserer de kendte solcelleanlæg: De tager god dansk landbrugsjord ud af produktion, og vi bør ikke begynde at producere mindre mad, især ikke i en urolig tid, hvor krigen i Ukraine truer fødevaresikkerheden.

Den anden er mere overraskende. Da den første generation af bioenergi, altså brændstof baseret på planter som sukkerrør og raps, begyndte at blive rullet ud i 1990’erne, var det først en åbenbaring, at man kunne producere brændstof uden fossile kilder. Men langsomt kom man frem til, at det, man tabte, ofte var værre end det, man vandt. Hver gang man nedlagde en hektar landbrugsjord for at producere bioenergi, skulle den hektar oprettes et andet sted, fordi fødevarebehovet var det samme. Og hvor fandt man så den landbrugsjord? Man inddrog fri natur, i værste fald regnskov. Og så går CO2-regnskabet faktisk i minus. “Sådan synes jeg faktisk også, man skal kigge på etablering af konventionelle solceller på den flade mark,” siger Uffe Jørgensen.

Den tanke har Jørn Rosager også haft. Han kalder det “helt tosset” at tage landbrugsjord ud for at erstatte det hele med konventionelle solceller, som der ikke kan dyrkes landbrug imellem, når vi i de kommende 30 år skal producere mad til et par milliarder flere mennesker. Det regnestykke går ikke op, synes han.

Uffe Østergaard tænker højt: “Hvis man nu kunne gøre et eller andet, så man kunne gøre begge dele, ville det være godt. Det er det, vores forskning skal undersøge. Jeg går meget efter win-win-løsninger. Det tror jeg også, vi kan med Agri-PV.”

Der findes adskillige forskellige måder at installere Agri-PV på. Man kan placere panelerne som rækker med landbrug imellem som beskrevet før, men man kan også helt bevidst bruge panelerne som skygge. Det sidste er ikke så aktuelt i Danmark, hvor landmændene de fleste år sukker efter flere varme soldage. Men kommer man længere sydpå, er der ofte for meget sol. Det har man mange steder forsøgt at løse ved at plante træer, som kan kaste skygge, men det har den bagside, at træerne kan ende med at tage vandet fra fødevarerne. Med solceller kan man ‘plante’ noget, der ikke bruger vand, men stadig giver skygge, og så få et større udbytte fra marken. En anden slags win-win.

I Danmark er den naturlige fjende for landbruget ikke sol, men vind. Vind, der fyger den gode, fugtige jord væk, og vind, der lægger afgrøderne ned. Det har landmænd i århundreder forsøgt at dæmme op for med læhegn, og Uffe Jørgensens team på Aarhus Universitet er overbeviste om, at solceller som læhegn har et stort potentiale. Det er faktisk derfor, testanlægget står her hos bæravlerne i Skælskør: for at agere læhegn for marken med blåbær.

Og så er der landbrugsrobotterne. Det er Jørn Rosager, der nævner dem først, men de dukker op igen og igen, når man taler om Agri-PV. Der har længe været snak om, at også landbruget skal overtages af robotter, men der har været den udfordring, at det kræver en indhegning af ens marker. Ellers har de haft “en kedelig tendens til at køre uden for marken”, som han siger. Men de fleste solcelleanlæg er indhegnede, og så er der ingen hindring: “Det synes vi er meget spændende, og det vil vi gerne være med til at udvikle. Om fem år er det da ikke sikkert, at der vil sidde et eneste menneske på en traktor,” erklærer Jørn Rosager selvsikkert.

Hans medarbejder, der er med ude for at tjekke teknikken på anlægget, forsøger forsigtigt at minde om, at de nok lige bør fokusere på at få etableret nogle Agri-PV-anlæg først, men chefen er allerede i gang med at drømme næste fase op.
Som det nyeste er den gamle landmand, der nu sælger solcelleanlæg, kommet i tanke om, at solenergien i sig selv kan være med til at løse landbrugsrobotternes udfordring med brændstof. I dag er det urealistisk at få dem til at køre på el, fordi de skal bruge så meget energi, at de alt for ofte skal oplades. Men hvad nu, hvis de kunne lades op direkte med elproduktionen fra solcellerne, de kører imellem? Det tekniske er han ikke helt spids på, men han har tænkt sig at få det undersøgt.

Sådan fornemmer man, at Jørn Rosager ofte opererer. Med pludselige idéer, som heldigvis ofte er gode. Det er sådan nogle idéer, der kan lede til drastiske karriereskift, men man aner en rød tråd. Da han forlod slægtsgården i Sønderjylland, betød det mange års pause fra et liv som fuldtidslandmand. Men han slap det aldrig helt.

Her på Knudstrupgård, hvor folk går forbi med ‘Make soil great again’-kasketter, er han tilbage i sit gamle miljø. Han begår sig hjemmevant og gik helt af egen interesse med på markvandringen tidligere på dagen, hvor forsamlingen så nogle af de helt nye landbrugsteknikker, som bliver benyttet her på gården. Det er ikke en tilsnigelse at skrive, at han binder enderne i sit liv sammen.

I en pause fra sine mange salgstaler fortæller han om opvæksten i Sønderjylland og om, hvordan han elskede at køre traktor og mejetærsker. “Jeg troede, jeg skulle være landmand, til jeg blev gammel,” siger han med et lille smil.

Med Agri-PV er han det næsten igen. Hvis det altså bliver til noget. Noget tyder på, at den ketchupeffekt, han drømmer om, er lige om hjørnet. Det tror han i hvert fald selv. Indtil da må han nøjes med anlæggene i Risø og her i Skælskør, der langsomt følger solen mod vest.