Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Henrik Kirk er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Farvel, Storbritannien. Her er to (vidt!) forskellige bud på unionens skæbne post-Brexit

  • 31. januar 2020
  • 11 min.
Foto: Nicolai Oreskov Westh, Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Brexit har fyldt mere end noget andet emne de seneste fire år for både værten for Zetlands daglige nyhedshelikopter, Mads Olrik, og europakorrespondent Philip Flores. De er enige om, at en æra er forbi for EU, men ikke så enige om, hvad der nu er i vente: Er det første skridt mod Europas Forenede Stater eller begyndelsen på enden?

Efter fire lange år med et kaotisk Brexit-forløb forlader Storbritannien officielt Den Europæiske Union i dag, og den 31. januar 2020 vil i eftertiden blive husket som en historisk dag. Fra NU af har EU en stor nabo en kort sejlads fra vores vestlige kyster, der måske ikke er imod os, men som vi heller ikke længere kan regne med er med os. Det er enden på en 70 år lang og uafbrudt æra med samling og integration i det vestlige Europa.

Siden seks lande med Kul og Stålunionen efter Anden Verdenskrig lagde fundamentet, har det europæiske fællesskab slugt det ene territorium efter det andet og særligt det vestlige Europa har vel aldrig oplevet en længere periode med fred og aldrig stået mere samlet, end man har gjort efter udvidelserne mod vest, nord, syd og øst, der til sidst bragte unionen op på 28 lande.

Fra i dag er der kun 27 lande, og er der noget, Brexit har mindet os om, så er det, at det ikke er givet, hvad der nu skal ske. At historien sjældent bevæger sig snorlige fremad. At det utænkelige i dag kan være virkelighed i morgen.

Også for os på Zetland er Brexit noget ganske særligt. Zetland var gået i luften som daglig digital avis få måneder før, at briterne stemte for at forlade EU, og den langstrakte Brexit-saga har været en understrøm i hele Zetlands levetid.

Vi (europaskribent Philip Flores og Helikopter-vært Mads Olrik) har fulgt de løbende udviklinger, gennembrud og tilbageslag, og i dag hæver vi blikket og spørger, hvad der vil stå tilbage, når vi om 50 år kigger på Brexit i bagklogskabens lys.

Vil det blive husket som den første flænge, der rev EU fra hinanden? Eller som tændsatsen, der bragte resten af Europa tættere sammen? Og fulgte Danmark i briternes slipstrøm, eller tog vi et ekstra ansvar på os og trådte ind i kernen af EU-samarbejdet?

Philip Flores: Det lidt sjove er jo, at selv om vi to har dækket det her intenst, og vi har snakket med mange af de samme mennesker, så fornemmer jeg ikke, at vi har samme billede oppe i hovedet af, hvad der kommer til at ske. Vi har ikke den samme fornemmelse i kroppen.”

Mads Olrik: Nej, og de to fornemmelser skal vi nu prøve på at få ud, fordi de siger noget om, hvad der kan ske med EU i den æra, vi går ind i.”

Philip Flores: Jeg kommer til at forsøge at tage dig med ind i et tankespind, hvor vi to 50 år inde i fremtiden kommer til at sidde og snakke om, at det her blev begyndelsen på det, man kunne kalde Europas Forenede Stater. Men du har en lidt anden fornemmelse.

Mads Olrik: Ja, for jeg synes, at vi allerede i det samarbejde, der har været under Brexit-forhandlingerne, kan se ting, der hiver og slider i samarbejdet, der gør det svært at realisere det, du tror kommer til at ske. Men fordi det er federe at bygge et sandslot op for så siden at rive det ned, kan du så ikke begynde?”

Med Europas Forenede Stater mener Philip Flores et EU, der både institutionelt, politisk og økonomisk er tættere forbundet end i dag og i højere grad fungerer som eksempelvis USA med store, individuelle friheder til at indrette de respektive stater, som man vil, men med større forpligtelser over for fællesskabet.

Jeg forestiller mig, at i 2070, når vi begge to er cirka 90 år og sidder på bagsædet af din selvflyvende bil – selv om jeg ved, du hader idéen om selvflyvende biler – og diskuterer den her dag, så tror jeg, vi sidder og snakker om, hvordan Brexit blev det her skræmmeeksempel, der endegyldigt dræbte den EU-modstand, der både har eksisteret i de gamle partier og i særdeleshed i de nye partier ude på yderfløjene.”

I forlængelse af mange af de idéer, der allerede er på tegnebrættet i eksempelvis Tyskland og Frankrig for at gøre EU til en stor, stærk aktør i den store verdensorden, vil EU anno 2070 i Philips udlægning være en union med én folkevalgt præsident, et fælles militær, fælles overstatslige skatteopkrævninger, fælles regler for CO2-udledning, fælles energipolitik og fælles eliteuniversiteter, der er sat i verden for at bringe EU i front for den teknologiske udvikling, herunder kontrollen over den kunstige intelligens, der findes overalt i vores dagligdag.

Med Storbritannien ude forestiller jeg mig, at særligt Frankrig og Tyskland satte skruetvingerne på lande som Danmark. Enten var man med, eller også var man ude eller i hvert fald marginaliseret. Og med Tyrkiet på den ene side og Rusland på den anden og nu også et Storbritannien, man ikke kunne regne med var med os længere, så var det et ret enkelt valg for et land som Danmark og Ungarn og Polen og Slovakiet, og hvem der ellers havde stået på bagbenene.”

I Philips fremtidsscenario er der i 2030 eller 2035 sket en institutionel reform af EU, hvor alle lande er indlemmet i eurozonen, hvor mere magt er flyttet over i Europa-Parlamentet, og hvor statslederne mere fungerer som senatorer, som man kender det fra USA.

Jeg tror til gengæld ikke, vi har et EU, der er blevet ved med at udvide sig. Der havde vi ligesom været, der var en grænse for, hvad det kunne bære. Det er snarere et EU, der har lukket sig mere inde, men som til gengæld er blevet mere homogent med mindre forskelle mellem øst, vest, syd og nord.”

Europas Forenede Stater er født.

Mads Olrik: Vildt.”

Philip Flores: Ja. Og alligevel ikke, synes jeg.”

Mads Olrik: Hvorfor ikke?”

Philip Flores: Jamen, imperier vokser op, og imperier bliver brudt ned, og i den verden, vi lever i, med et Kina og et USA, der er store og stærke, og som vi ikke har den store tiltro til, så vil det være en oplagt vej at gå. Der vil være en drift i den retning, hvis Europa vil være en stor spiller på den globale scene, og jeg tror, der i de enkelte lande vil være en stor drift efter ikke at stå udenfor.”

Mads Olrik har til gengæld forberedt en liste med tre ting – faktisk tre en halv ting – som han tror bliver en kæp i hjulet på ikke alene Europas Forenede Stater, men sådan set også EU, som vi kender det. Selv om EUs statsledere under Brexit-forløbet har stået skulder ved skulder – overraskende nok, også for dem selv – så mener han, at problemerne allerede vil åbenbare sig i det kommende år, hvor EU og Storbritannien blandt andet skal forhandle en handelsaftale på plads.

Du har selv skrevet, at det først er nu, vi virkelig kommer til at se, om EU er i stand til at stå sammen, for der er ret forskellige interesser i EU. Ikke bare landene imellem, men også mellem eksempelvis forskellige regioner i store lande som Tyskland. Man kan se, at hver eneste gang EU skal lave en handelsaftale, så er det bare besværligt.”

Mads Olrik peger på, at de seneste forhandlinger om en frihandelsaftale med Mercosur-landene afslørede, at lande som Frankrig, Irland og Østrig havde helt anderledes interesser, der var tæt på at bringe aftalen i knæ.

Det er egentlig først nu, vi ser, om EU kan stå igennem forhandlingerne med Storbritannien eller bliver revet fra hinanden.”

Et andet eksempel på et fundamentalt spørgsmål, der allerede nu skaber sprækker i unionen, er sikkerhedspolitikken.

Tag Libyen, der geopolitisk og sikkerhedsmæssigt burde være et af de steder, hvor der blandt EU-landene burde være en nogenlunde sammenfaldende interesse i at holde tingene nogenlunde stabile og få en stabil regering, vi kan samarbejde med. Men store lande som Italien og Frankrig modarbejder hinanden og sender våben til forskellige krigsherrer og er de facto involveret i en borgerkrig lige på den anden side af Middelhavet. Det båder ilde.”

Det tredje eksempel på Mads Olriks liste er den omdiskuterede gasforbindelse mellem Rusland og Tyskland, Nord Stream 2, hvor Tyskland havnede i åben konflikt med de ellers – typisk – nære allierede i De Baltiske Lande.

Der er bare nogle store ting – også rent geografisk – der river det her kontinent fra hinanden, og når vi snakker imperier i Europa, så viser historien bare også, at når de bliver for store, så bliver de svære at holde sammen på af alle mulige årsager.”

Mads Olrik kan sagtens se en kerne af lande som Tyskland, Frankrig, Belgien, Luxembourg, Holland og Spanien presse på for et dybere samarbejde, nu hvor Storbritannien er ude, men peger på, at der mange steder i Europas befolkninger er en regulær modstand mod yderligere europæisk integration.

Derfor kan selve det, at nogle lande nu vil køre fuldt smadder på at skabe et dybere samarbejde i Europa, også ende med at blive det, der slår en ny kile ned gennem Europa. Det kan godt være, at der kan opstå et Europas Forenede Stater, men det bliver få forenede stater og med stor risiko for, at lande som Danmark og lande i Østeuropa ryger ud, og så har vi igen et delt Europa og noget, man ikke kan kalde EU.”

Philip Flores: Men EU har jo altid humpet derudad. Det er sådan, EU bevæger sig. Det sprinter ikke. Det flyder ikke. Det humper. Sådan har det altid været.”

Mads Olrik: Jo, men min sidste pointe er, at vi jo stadig mangler at se enden på Brexit. Hvor er Storbritannien om fem år eller ti år? Står der sådan et lysende alternativ, der viser, at det kan lade sig gøre at forlade EU på en god måde?”

Det er nok der, vi er mest enige: Udfaldet at de kommende års forhandlinger mellem EU og Storbritannien er mest afgørende for Storbritannien i økonomisk forstand, men tilsvarende afgørende for EUs fremtid og andre EU-landes lyst til at følge i Storbritanniens fodspor.

Det amerikanske magasin Bloomberg udgav i denne uge en analyse, der viser, at Brexit ved udgangen af 2020 vil have kostet Storbritannien cirka 200 milliarder pund i økonomisk vækst, hvilket nogenlunde svarer til samtlige Storbritanniens kontingentbetalinger til EU gennem de 47 år, landet har været en del af unionen.

Omvendt er der ingen tegn på det kollaps, som nogle økonomer og politikere havde forudsagt, og eksempelvis ligger arbejdsløsheden i Storbritannien på et rekordlavt niveau på 3,8 procent, selv om Brexit har lagt en dæmper på virksomhedernes lyst til at investere i Storbritannien.

I resten af Europa kan man også vælge at tolke situationen på flere måder. Der er rekordhøj opbakning til EU generelt, og en række af de partiledere, der tidligere har ønsket deres lande ud af EU – som Salvini i Italien, Le Pen i Frankrig, Åkesson i Sverige og Thulesen Dahl i Danmark – har forladt synspunktet for i stedet at bekæmpe yderligere integration inden for EU-systemets grænser. Omvendt er der altså i mange befolkninger ikke opbakning til yderligere integration i EU.

Mads Olrik: Men okay, så vi er enige om et par ting, trods alt. Vi er enige om, at selv om alting føles stille og roligt, er denne her dag, 31. januar 2020, en helt vildt afgørende historisk dag. Vi går fra æraen, hvor EU konstant har udvidet sig, til en ny æra. Vi er også enige om, at det afgørende for den næste æra bliver, hvad der sker med Storbritannien. Bliver dommedagsscenarierne for den britiske økonomi til en realitet – eller vil der om ti år stå et lysende eksempel lige der på den anden side af kanalen på, at man faktisk sagtens kan slippe helskindet ud af EU? Og så er vi altså også enige om, at EU står ved en skillevej her – det siger man ofte, men denne her skillevej er helt vild. Og dermed står Danmark også ved en skillevej, ik’?”

Philip: Ja, det gør Danmark i den grad. Og selv om hverken dit scenario eller mit scenario bliver helt til virkelighed, eller EU bare humper videre derudad, som vi kender det, så bliver EU ikke, som vi kender det. Balancerne er bare ikke, som de har været, når vi ikke har Storbritannien som den her modvægt til de lande, der vil drive EU fremad, og balancepunktet vil flytte sig sydøstpå. Og det er ikke kun den nordvestlige alliance, der er i opløsning. I øst er nogle lande som Tjekkiet på vej til at blive nettobidragsydere til EU, og et land som Estland har større indvandring end udvandring, og i syd er der ikke længere meget, der forbinder lande som Grækenland og Portugal. Så alle skal finde ud af, hvor de skal være, og hvem de skal være i det her nye EU.”

Mads Olrik: Så enten skal vi i Danmark nærme os kernen i det europæiske samarbejde, eller også bliver vi … marginaliserede. Vi bliver tvunget til at gøre et eller andet.”

Philip: Og uanset hvad, så ER dagen i dag en historisk dag og på mange måder også en emotionel dag. Det er vildt, at et land, der har reddet Europa igennem et par verdenskrige og været et kulturelt og intellektuelt fyrtårn, ikke er længere er med os. Heller ikke nødvendigvis imod os, men ikke længere en del af os.”

Mads Olrik: Jeg har fuldstændig – midt i nyhedsræset – overset hele den her sødsuppedel af det. Det er en farveltagen. Så du det der klip fra Europa-Parlamentet, hvor alle parlamentarikerne, efter de havde stemt Brexit-aftalen igennem, bare rejste sig op og begyndte at synge? Det er måske egentlig et meget fint sted at slutte.”

Kilde: Bloomberg.com

I lydversionen af denne historie brugte vi lyd fra The Orchard Enterprises, Associated Press, DR, regeringen.dk, TRT World, Euronews og TV 2. Theis Ehler Molin har produceret, og Jakob Franck har lavet musikken.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: