Her er tirsdagens Helikopter. Det handler om, hvordan alting (også) handler om magt.
Vaccinationer er også storpolitik. Og lige nu vinder Kina i vaccinediplomatiet
En lang række af verdens fattigere lande kan ikke få nok coronavaccine fra de europæiske og amerikanske producenter. Dem har vi selv hamstret. Det hul udfylder Kina nu, og skaffer sig fremtidige allierede ved at dele ud af sine vacciner. Gæst: Mette Thunø, Kina-forsker, Aarhus Universitet.
17 min
Dagens navne
Alma og Alfred
Forældrene har talt. Det var de mest populære pige- og drengenavne i første halvår af 2020.
Dagens store historier

Vaccinediplomati
WHO advarede mandag om, at verden var i gang med en “katastrofal moralsk fejltagelse”.
Fejltagelsen er, ifølge generalsekretær Ghebreyesus, at de rige lande har hamstret vacciner i en sådan grad, at der slet ikke er nogen til de fattige lande (BBC).
Det har efterladt en lang række lande med en lang næse, fordi de ikke kan få vacciner fra de europæiske og amerikanske producenter før om laaaang tid.
Men det kan de fra Kina. De kinesisk producerede vacciner er lige nu på vej ud i verden (Berlingske).
Kinas udenrigsminister er netop vendt hjem efter en tur rundt i de sydøstasiatiske lande, hvor han har lovet vacciner til blandt andet Indonesien, der ellers ikke kunne få nogen.
Der er simpelthen gang i et vaccinediplomatisk fremstød. Kina vinder hjerter og hjerner med vaccinationssprøjten i hånden (Information).
Den strategi virker overraskende godt. Og det ser ud til, at coronakrisen kan ende med at blive et stort rygstød til Kinas ambition om at blive verdens leder (Zetlands Nyhedspodcast).

Corona-kontakttal
De seneste ugers restriktioner har tilsyneladende virket, for det såkaldte kontakttal er nu nede på 0,6.
Det betyder, at hver enkelt coronasmittet dansker i snit giver sygdommen videre til 0,6 andre. Og det betyder altså, at smitten svinder ind (DR).
Der er dog det lille aber dabei, at den britiske coronavariant, som smitter hurtigere end den almindelige, er på et højere niveau. Ser man udelukkende på den britiske variant, er kontakttallet 0,82 (TV 2).
Måske derfor luftede statsminister Mette Frederiksen også i Folketinget, at de nuværende restriktioner kan blive forlænget til efter den 7. februar. “Situationen er så alvorlig, at vi meget vel kan se ind i, at der bliver behov for at forlænge en del af de restriktioner,” sagde hun (Politiken).
Det skal du også vide
Navalnyj får 30 dage i spjældet. Putin-kritikeren blev anholdt søndag, da han vendte tilbage til Rusland fra Tyskland, hvor han har modtaget behandling efter at være blevet forgiftet. Umiddelbart efter anholdelsen blev han idømt 30 dages fængsel ved en domstol i Moskvas udkant (Deutsche Welle).
Trumps sidste dag. Tirsdag er Donald Trumps sidste fulde dag som USA’s præsident, inden han onsdag skal overgive magten til Joe Biden. Afgående præsidenter har tradition for at benåde en række personer, og Trump har brugt de seneste dage på at overveje, hvem det skal være. Rapperen Lil Wayne har været oppe at vende (The New York Times).

Dagens Zetland-historier
Bitcoin. Først var det en undergrundsvaluta, der skulle besejre finansgiganterne. Nu elsker folk på Wall Street det våben, de skulle bekæmpes med, skriver Hakon Mosbech.
Patenter. Pfizers forsinkede leverancer af coronavaccinen rejser et stort spørgsmål: Er det godt, at nye vaccineopskrifter er låst bag patenter? spørger Andrea Dragsdahl.
Det var alt fra Zetland Helikopter tirsdag. Vi høres ved i morgen.