Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Gitte Loeyche er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Lars Løkke Rasmussen effektiviserede et parti, et land, en kultur. Hans afgang handlede selvfølgelig ikke bare om personfnidder

FINITOLars Løkke Rasmussen sagde stop, da hans partimedlemmer mente stop. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Lars Løkke Rasmussen drev sit parti, som han drev sit land: som en effektiv forretning. Men i lørdags måtte han erkende, at legitimitet og effektivitet ikke er det samme. At bare fordi noget virker, er det ikke sikkert, det kan forsvares. Og derfor fortæller Løkkes exit os en vigtig historie om Danmark i dag.

Da Kristian Jensen, Venstres daværende politiske ordfører, i 2010 stillede op til TV 2’s underholdningsprogram Vild med dans, græd han, da han efter en argentinsk tango i fjerde program blev stemt hjem af seerne. En uge senere gav han et interview til Ekstra Bladet om sin optræden i programmet, der burde gå over i historien som det mest rørende politikerinterview nogensinde. De fire ugers intense dansetræning, sagde den bankuddannede Kristian Jensen, havde gjort ham til et mere ægte menneske”, fordi han var kommet i kontakt med sider af sig selv – følsomme, kreative sider – han ikke vidste, han havde.

Der var, erkendte han, en mulighed for, at det ville skade folks opfattelse af ham som politiker, at han på nationalt tv havde danset rundt i en skjorte knappet op til maven og modtaget programmets laveste dommerpoint nogensinde. Men,” sagde han, man skal også turde forfølge det, man har lyst til – uanset hvor sårbar det gør én.”

I lørdags græd Kristian Jensen igen på nationalt tv. Efter en dramatisk måned kulminerede en årelang personstrid i Venstre, da Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen som de to hovedstridende trak sig som henholdsvis formand og næstformand og efterlod et parti med klarhed om så lidt, at ikke engang svaret på, hvem der fungerer som formand frem mod valget af en ny den 21. september, fandtes. (Det gjorde det dog senere på dagen; Kristian Jensen, lød svaret).

Kristian Jensen, der længe – også af sig selv – har været udråbt som eneste naturlige arvtager til Venstres formandspost og dermed før eller siden statsministerembedet, sank engang, da han gav et interview til TV Midtvest. Hvis der er en ting, jeg lidt fortryder,” sagde han med grødet stemme, så er det, at jeg åbent har sagt, at jeg gerne vil være statsminister.”

Kort efter måtte han afbryde interviewet, fordi følelserne overmandede ham. På det tidspunkt var Lars Løkke Rasmussen forsvundet i støvet fra sin vrede afskedssalut på Twitter, og spekulationerne for længst gået i gang i avisspalter og tv-studier: Ville Jakob Ellemann-Jensen gå efter formandsposten? Hvem skulle være den næste næstformand? Eller formænd? Hvad ville tegne partiets politik under et nyt lederskab?

Svarene på de spørgsmål vil komme dryppende gennem de kommende uger. Men inden da kan det være værd at fastholde begivenheden et øjeblik i et forsøg på at forstå, hvad formandsopgøret siger, ikke bare om Venstre, men også om det samfund, partiet er et produkt af. Hvad var det for et budskab om magt og ledelse og politik, Lars Løkke Rasmussen efterlod os i sin støvsky? Hvad var det for en historie, Kristian Jensen fortalte os, da han måtte forsvinde ud af TV Midtvests venstre billedramme?

Hvad var det, vi lærte om, hvad der giver en partileder legitimitet som leder?

Lars Løkke Rasmussen er en effektiv mand. Politik, mener han, handler ikke kun om holdninger, det handler også meget konkret om evnen til at styre, om professionalisme. Jeg tror ikke på,” som han sagde til Weekendavisen tilbage i 2005, at filosoffer kan lede landet.”

Er der ét ord, der sammenfatter Lars Løkke Rasmussens minister- og statsministertid, er det da også effektivitet – og ikke bare effektivitet som metode, som professionalismen og det politisk håndværk, men også som målet. Effektivitet som selve det politiske projekt. Med Lars Løkke Rasmussen som hovedarkitekt i Indenrigsministeriet blev Danmarks kommuner i 2007 klappet sammen fra 271 til 98, mens amterne blev transformeret til regioner uden beføjelse til at opkræve skat. 455.000 mennesker fik i den forbindelse en ny arbejdsgiver, 30.000 flyttede fysisk arbejdsplads.

Siden gennemførte Løkke sundhedsreformer, dagpengereformer og moderniseringer og effektiviseringer. Vi skulle arbejde mere, uddanne os hurtigere, pengene skulle række længere. I Lars Løkkes perioder ved magten blev skoler og børnehaver og kræftafdelinger centraliseret, og så – selv om han faktisk på vejen havde erkendt, at centraliseringen havde nogle negative konsekvenser, og igen med sin masterplans-agtige effektivitetslogik sendt tusindvis af statslige arbejdspladser ud af hovedstaden – proklamerede han i begyndelsen af 2019, at turen var kommet til regionerne. Det mest effektive ville være at nedlægge dem. Nærdemokratiet ville gå fløjten godt nok, men danskerne ville få et bedre sundhedssystem, mente han, og i valget mellem nærdemokrati og effektivitet forekom valget ikke svært. Målet var at få velfærdsmaskinen til at levere gode, komfortable levevilkår til så mange danskere som muligt. Da Lars Løkke Rasmussen lørdag aften dukkede op fra sin støvsky, var det på et billede på Instagram, hvor han var samlet med sin familie. Hav en dejlig lørdag aften,” skrev han og tilføjede, at politik går jo stille og roligt ud på at sikre, at alle danske familier kan have en god lørdag aften – det er ikke et ideologisk projekt – det er sund fornuft!”

FAMILIEHYGGELars Løkke i familiens skød på Instgram lørdag aften. Screendump: Instagram

En god lørdag aften til alle. Et mere rammende eftermæle til hans politiske projekt findes næppe.

Men en god lørdag aften til alle kræver strømlinede sygehuse og ting, der bare virker, målstyring, moderniseringer og rationaliseringer og råd til alle de nye hofter, og dermed udgør Lars Løkkes uideologiske projekt (og med det også store dele af Socialdemokratiets projekt) paradoksalt nok en af de mest indædte politiske kampe i dag: kampen mellem forvalterne og de forvaltede. Mellem dem, der vil effektivisere, styre, ordne, rationalisere, og dem, der råber op og spørger, hvor i dette effektive system, hvor i denne strømlinede logik der er plads til min faglighed, min landsbyskole, mit besværlige nærdemokrati eller min argentinske tango?

Næste år fylder Lars Løkke Rasmussens parti 150 år. Venstre er Danmarks ældste parti, og effektivitet har ikke altid været målet i sig selv. Fundamentet under Danmark, som vi kender det i dag, blev – groft sagt – lagt i byerne af arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet og på landet af andelsbevægelsen og Venstre. Fra 1870 og 100 år frem vævede Venstres historie sig uløseligt sammen med udviklingen af den kultur på landet, der transformerede billedet af den danske bonde fra forhutlet og fordrukken til selvstændig gårdejer med rank ryg, styr på høsten og oplyst samfundssind. På landet stemte man Venstre, og politik var først og fremmest det, der foregik henne i sognerådet. Man organiserede sig, man etablerede brugsforeninger og friskoler og andelsmejerier og andelsslagterier.

Den folkelige kultur på landet, som Venstre er rundet af, og som Venstre rundede, havde helte, sange og skikke, der besang dyder som viljestyrke, nøjsomhed og selvbeherskelse. Idealet om venstrebonden var idealet om et myndigt menneske, der arbejdede hårdt, tog sit ansvar, og som vidste, at frihed var målet, men at frihed uden blik for det fælles bedste er anarki. Det var en effektiv kultur. De danske bønder var gennem 100-150 år så effektive, at de bankede et af Europas mest moderne og avancerede landbrug op fra nærmest ingenting. Men effektivitet var ikke målet i sig selv. Det var midlet til noget andet. Til frihed især. Til myndighed i et folkeligt fællesskab.

På sin vis inkarnerede Lars Løkke Rasmussens forgænger Anders Fogh Rasmussen det ideal af en venstrebonde eller i hvert fald de dyder, der kendetegnede ham. Som knægt var han ude at tjene på en gård, inden han blev økonom og senere statsminister. Der var noget sammenbidt proprietær over ham, og selv om han ved indgangen til det nye årtusind – ligesom i øvrigt en god portion andre europæiske politikere – besluttede sig for at lave en Tony Blair og omfavne velfærdsstaten fra midten, så havde han stadig en overbygning på sit politiske projekt med sit opgør mod det, han anså for smagsdommeri, med sin stejle ankomst til Muhammed-krisen, med sine soldater i Helmand-provinsen og sin riden ud i verden under frihedens smældende fane.

Løkke var ligesom Fogh til omfavnelsen af velfærdsstaten – hans dedikation var endda ret dybtfølt”, som han sagde i Niels Krause Kjærs biografi om ham fra 2009 – men hans politiske projekt stoppede i og for sig dér, med en god lørdag aften til alle. Med etableringen af den moderne velfærdsstat havde de to store samfundsbevægelser – den folkelige på landet og arbejderbevægelsen i byerne – sejret sig selv ihjel, og tilbage stod ikke et Socialdemokrati til arbejderne og et Venstre til bønderne, men to temmelig ens velfærdspartier til den nye, store middelklasse.

Set i dét lys var det ikke underligt, at Lars Løkke Rasmussen rakte hånden frem til Socialdemokratiets Mette Frederiksen midt under valgkampen og foreslog at danne en SV-regering. Set i lyset af, at Lars Løkke Rasmussen ikke havde luftet planen for sin næstformand, var det imidlertid ret underligt. Det syntes ikke mindst Kristian Jensen selv, der til Berlingske i begyndelsen af august gjorde opmærksom på, hvor uenig han var med sin formand på det punkt, og dermed antændte det, der blev begyndelsen til enden for dem begge to.

Nogle kalder det oprør i Venstres bagland, der førte til Løkkes fald, for et bondeoprør. Høtyvene var fremme, utilfredsheden med Løkkes enegang under valget og desavoueringen af Kristian Jensen spredte sig i det, der engang var et masseparti. De drømte ikke om at få Kristian Jensen som formand, men de ville heller ikke finde sig i endnu en masterplan fra Løkke – denne gang blandt andet en plan, der skulle forhindre et ekstraordinært landsmøde i partiet. Oprøret kom ikke mindst fra de jyske partiforeninger, her var de ikke medlemmer af andelsbevægelsens gamle parti for ingenting. Og da partiets hovedbestyrelse i lørdags havde været samlet i 19 dramatiske timer på Hotel Comwell Kellers Park i Brejning kulminerede bondeoprøret, da Lars Løkke trak stikket og skred.

Men måske er bondeoprør’ ikke det bedste ord at klæbe på det, der er sket i Venstre. Eftersom der trods alt ikke er så mange bønder tilbage i hverken Danmark eller Venstre, vil det være mere præcist at kalde oprøret for de forvaltedes oprør. Fordi oprøret mod Løkke i Venstre på mange måder spejler det større oprør mod Løkke-logikken i dansk politik i det hele taget.

Lars Løkke Rasmussen troede, at legitimitet og effektivitet var det samme. Han behøvede ikke at legitimere sine effektiviseringer af kommuner og regioner og sygehuse med andet end henvisningen til, at de var effektive – den professionelle styring blev målet i sig selv. Vi har ikke,” som en Venstremand formulerede det til mig i weekenden, været i stand til at argumentere med etos.” Det samme gjaldt Løkkes stilling i partiet. Hans flotte resultater til både folketingsvalget og europaparlamentsvalget var beviset på hans effektivitet – hvad skal vi med fine ideologiske bandbuller, med floromvundne borgerlige projekter og med langsommeligt medlemsdemokrati, hvad skal vi med etos, hvis ikke det skaffer vælgere, hvis ikke det er effektivt?

FARVEL"Hvordan har du det med aldrig at blive formand for Venstre?" spurgte en journalist Kristian Jensen i lørdags foran Hotel Comwell Kellers Park i Brejning. Den nu afgående næstformands stemme knækkede. "De tanker, tror jeg bare, at jeg holder inde i hovedet." Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Den definitive kvasning af Kristian Jensen fra folkene omkring Lars Løkke havde dybest set også effektivitetens skær. Da Kristian Jensen under Venstres sommergruppemøde indvilgede i at flette næbet og offentligt fortryde sin kritik af Løkke på det, der blev et decideret pinefuldt pressemøde, kunne stormen i og for sig være reddet af. Kristian Jensen stod endnu en gang tilbage som en gennemtævet mand i den årelange tvekamp med sin formand. Løkke var løbet med sejren, men det blev ikke ved det. Kort efter krævede Claus Hjort Frederiksen Kristian Jensens afgang, men hvorfor egentlig, hvis ikke af effektivitetsårsager? Hvorfor, hvis ikke ud fra devisen: Nu vi er i gang med at mose ham, så lad os få most ham helt ud af spillet én gang for alle?

Man kan se på oprøret i Venstre som den sidste rest af en kultur, der er ved at forsvinde; den kultur, som massepartierne var gjort af, kulturen, der tilsagde en partiformand, at hans legitimitet skulle hentes i relationen til sine partimedlemmer – og ikke, som i dag, til de flygtige vælgere eller endnu mere flygtige 100.000+ følgere på Facebook.

Men man kan også betragte det helt modsat: At oprøret i Venstre er udtryk for et stigende ønske i tiden om at blive inddraget, at blive hørt, at være med. Det er efterhånden længe siden, at velfærdsstaten overtog hovedparten af de opgaver og roller, som civilsamfundet engang havde ansvaret for, men måske aner vi – og med os også Venstres medlemmer – at velfærdssamfundet og de politikere, der driver det, stadig bliver nødt til at hente legitimitet i kraft af noget, og at det noget ikke er effektivitet.

Du kan være en forrygende politisk håndværker, du kan mosle dig frem, og du kan optimere alle de fine systemer i det moderne samfunds store maskine, men på et eller andet tidspunkt vil håndværkeren uvægerligt blive konfronteret med spørgsmålet: Hvorfor gør du det her? Og den dag må håndværkeren have et overbevisende svar parat. Og det svar er ikke en god lørdag aften til alle.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem