Formålet stod klart, da en flok alvorstunge mænd midt i november 1974 satte deres underskrift på det dokument, som etablerede Det Internationale Energiagentur. Hele den vestlige verden befandt sig i chok over det foregående års oliekrise, hvor mellemøstlige olieproducenter pludselig havde lukket for hanerne. Oliepriserne var steget så meget, at det udløste en alvorlig økonomisk krise og fik flere regeringer til at indføre bilfrie søndage. Det nye energiagentur skulle – det stod allerøverst i dokumentet – først og fremmest sikre de rige medlemslande en stabil forsyning af økonomiens vigtigste brændstof, nemlig olie.

Siden dengang har verden som bekendt udviklet sig temmelig meget. Men den seneste, potentielt skelsættende analyse fra selvsamme energiagentur er alligevel en milepæl, som viser, hvor meget verden har ændret sig. Nu handler det nemlig ikke længere om at skaffe olie, men om at komme af med den. For første gang nogensinde har Det Internationale Energiagentur udgivet en rapport, som i detaljer viser vejen til en verden, hvor energisektorens klimaregnskab i 2050 ender i et stort, rundt nul. Og dette fremtidsscenarie vil blive en fast del af alle fremtidige analyser fra agenturet.

Det er vigtigt, fordi Det Internationale Energiagenturs analysearbejde danner grundlag for politiske diskussioner og beslutninger over hele verden, også i Danmark, hvor agenturets analyser jævnligt er omdrejningspunkt for embedsfolks og politikeres forestillinger om fremtiden. Samfundsforskere taler ligefrem om, at den slags analyser reelt kan skabe den fremtid, de beskriver, fordi politikere og andre beslutningstagere pejler efter dem, når de skal beslutte, hvad de vil prioritere og hvornår.

Altså er det uhyre vigtigt, hvad det nye scenarie rent faktisk indeholder. Og hvis man sammenligner det med andre, tilsvarende scenarier, er der især én ting, som springer i øjnene – og det er forholdet mellem de teknologier, som kan bruges til at skære ned på vores drivhusgasudledninger nu, og så dem, der kan bruges til at kompensere for vores udledninger senere. Energiagenturets nye rapport kan faktisk læses som én lang opfordring til hurtigst muligt at skrue op for sol, vind, elbiler og alle de andre grønne teknologier, vi allerede har, og forlade os langt mindre på teknologiske fix længere ude i fremtiden – selv om mange politikere nok har mest lyst til det sidste.

Så lad os kigge nærmere på sagerne.

Kort fortalt leverer Det Internationale Energiagentur i sin nye rapport sit hidtil bedste bud på, hvordan vi mest realistisk, retfærdigt og økonomisk fordelagtigt kan løse klimaudfordringen i energisektoren, som dækker tre fjerdedele af vores drivhusgasudledninger og inkluderer både elværker, fabrikker og alle former for transport. Målet er at få sektorens udledninger til at gå i nul i 2050 – og dét på en måde, som flugter med Paris-klimaaftalens mål om, at temperaturen på kloden ikke må stige med mere end 1,5 grader.

Derfor er det oplagt at sammenligne det nye fremtidsscenarie med de bedste tilsvarende scenarier, vi hidtil har haft at forholde os til. Det er dem, som FN’s Klimapanel udgav en hel stribe af for nogle år siden. Og det er her, det virkelig bliver interessant. Mange af FN’s Klimapanels scenarier gør nemlig brug af det, man kunne kalde storstilede feberredninger i absolut sidste øjeblik. Altså relativt usikre, teknologiske fix i form af teknologier, der kan fjerne CO2 fra atmosfæren eller gøre sorte teknologier grønne. Netop dén feature ved FN’s Klimapanels scenarier har været meget udskældt af dem, der mener, at forestillingen om fremtidige mirakel-teknologier i praksis fungerer som en fribillet til at fortsætte med at udlede drivhusgasser i tryg forvisning om, at der nok engang kommer noget smart, som kan fjerne det sorte og gøre skaden god igen.

Mest markant gør energiagenturets nye analyse op med forestillingen om, at vi i fremtiden kan suge enorme mængder CO2 ud af atmosfæren ved hjælp af særlige maskiner eller ved at dyrke energiafgrøder i kæmpemæssigt omfang, brænde dem af på kraftværker og gemme CO2’en fra skorstenene af vejen i undergrunden. Det er, lyder den klare besked i den nye analyse fra energiagenturet, overhovedet ikke realistisk at gøre i meget stort omfang. Samlet set spiller de her teknologier derfor en betydeligt mindre rolle i energiagenturets nye scenarie end i nogen af de gamle scenarier fra FN’s Klimapanel.

Næsten samme billede tegner sig for teknologi til at opfange CO2 fra eksempelvis kulkraftværker. Ved hjælp af den teknologi kan man i teorien gøre fossile kraftværker CO2-neutrale, hvis bare man gemmer den opsnappede CO2 af vejen i undergrunden. Men det er altså ikke noget, som vi ifølge Det Internationale Energiagentur skal regne med at gøre i nær samme omfang, som det fremgår af mange af scenarierne fra FN’s Klimapanel. Faktisk fylder teknologien i det nye scenarie fra energiagenturet kun det halve af, hvad der er medianen for scenarierne fra FN’s Klimapanel.

Alt det her betyder ikke, at de her fremtidsteknologier ikke bliver nødvendige. Det gør de. Men det betyder, at de kun skal bruges til at løse de virkelig svære problemer på den lange bane, som for eksempel eliminering af udledninger fra cementfabrikker og stålproduktion.

Den anden side af medaljen er nemlig, at vi ifølge analytikerne fra Det Internationale Energiagentur bør gøre meget mere for at reducere vores udledninger på den korte bane ved hjælp af teknologier og tiltag, som allerede har bevist deres værd. Mest bemærkelsesværdig er en fuldstændig enorm udrulning af vind- og solkraft og tilhørende elektrisk infrastruktur af alle mulige slags. Men scenariet lægger også op til at fordoble mængden af både atomkraft og vandkraft i forhold til i dag. Samtidig skal energiforbruget markant ned, blandt andet gennem helt enormt mange energirenoveringer af bygninger. Sammenligner man igen med scenarierne fra FN’s Klimapanel, fylder både energibesparelser, solkraft og vindkraft markant mere i det nye scenarie fra energiagenturet.

Mere eller mindre frivillige adfærdsændringer fylder dog også en hel del, skal det siges. For eksempel lægger energiagenturet op til, at fossilbiler skal formenes adgang til alle større byer allerede i 2030. Flytrafikken i 2050 må heller ikke overstige niveauet fra 2019, hvilket i praksis betyder, at vi i Vesten skal flyve betydeligt mindre end i dag. Farten på motorvejene skal også ned til 100 kilometer i timen, ligesom vi skal cykle noget mere og skrue ned for varmen om vinteren.

Til gengæld får vi, forsikrer analytikerne fra Det Internationale Energiagentur, en verdensøkonomi, som i 2030 er fire procent større, end den ellers ville have været, samtidig med at millioner af mennesker undgår en tidlig død forårsaget af luftforurening. Det kan altså betale sig at løse klimaproblemet, både økonomisk og menneskeligt – selvom der vil være store udfordringer med at hjælpe de mennesker, der mister deres arbejde i den fossile industri.

Den helt store forskel på det nye scenarie fra Det Internationale Energiagentur og så FN’s Klimapanels tilsvarende scenarier er, at energiagenturets analytikere i langt højere grad har taget udgangspunkt i virkeligheden. Altså i, hvad der faktisk virker muligt at gøre, og ikke bare, hvad man teoretisk set kunne gøre. Og så virker det altså tydeligvis bare fornuftigst at sætte ind med kendte løsninger nu frem for at forlade sig på storstilede teknologiske feberredninger senere.

Men der er altså også et par andre ting, som springer i øjnene, især når øjnene kigger ud gennem et par danske briller. Så dem vil jeg lige nævne, før vi runder af.

Den ene handler om den Power-to-X-teknologi, som både politikere og erhvervsliv er helt vilde med herhjemme, og som kan bruges til at lave grøn strøm om til alt fra flybrændstof til kunstgødning. Den teknologi er analytikerne fra energiagenturet nemlig også helt vilde med, fordi den kan skubbe nogle fossile alternativer af banen. Hjørnestenen i teknologien er brintproduktion, og den skal der ifølge energiagenturet skrues gevaldigt op for, hvis vi vil i mål med klimaudfordringen. Allerede i 2030 skal der laves mere end dobbelt så meget brint som i dag, og i 2050 mere end fem gange så meget.

Den anden særligt interessante ting i dansk perspektiv handler om mængden af bioenergi, altså energi fra planter og andet organisk materiale. En af de helt store farer ved den grønne omstilling er, at vi i et forsøg på at redde klimaet kan komme til at ødelægge naturen, hvis vi beslutter at benytte biobrændsler i et omfang, der ikke er bæredygtigt, fordi produktionen af biobrændsler hurtigt kan brede sig ind på landbrugsland og naturarealer. I sit fremtidsscenarie lægger Det Internationale Energiagentur godt nok op til at øge mængden af bioenergi frem mod 2050, men slet ikke i samme omfang som i mange af FN’s Klimapanels scenarier. Faktisk holder energiagenturet sig lige netop inden for det niveau, som generelt vurderes at være bæredygtigt. Og dét stiller os danskere i et ret dårligt lys, fordi vi allerede i dag bruger så meget bioenergi i form af træflis og træpiller på vores kraft- og varmeværker, at det opgjort per indbygger svarer til tre gange så meget, som energiagenturet lægger op til.

Ifølge Det Internationale Energiagenturs direktør Fatih Birol er den nye rapport en af de vigtigste i institutionens næsten 50 år lange historie. Den viser, erklærede han forud for lanceringen, “den energifremtid, vi alle sammen er nødt til at fokusere på”.

Men rapporten udstiller også det enorme gabende hul mellem verdens aktuelle klimaindsats og den indsats, der rent faktisk ville være nødvendig for at leve op til de klimamål, verdens ledere har sat. Og det er sådan set hele formålet. Rapporten er bestilt af den britiske regering for at lægge pres på verdens regeringer op til efterårets store klimatopmøde i Glasgow. Og netop fordi rapporten gør det så tydeligt, at den billigste, retfærdigste og mest realistiske vej frem er at sætte hurtigt ind med kendte teknologier i stedet for at vente på de teknologiske fix, ja, så kan det faktisk være, at den bringer os en lille smule tættere på rent faktisk at kunne lukke gabet mellem ord og handling.

En ting er i hvert fald sikkert: Det haster.