Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Tommy Larsen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Verdens vigtigste økonomiske sammenslutning har lagt en plan for at få tech-giganter til at betale skat. Her er den

Illustration: Mikkel Bøgild Jacobsen, Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

De seneste år har den helt store hovedpine for politikere og økonomer været behovet for nye globale skatteregler. I dag har særligt de store multinationale teknologivirksomheder nemlig ganske nemt ved – helt lovligt – at minimere deres skattebyrde til et niveau, de fleste anser for urimeligt lavt. Et længe ventet udspil fra den internationale økonomiske samarbejdsorganisation OECD ligner ifølge eksperter det første skridt på vej mod en holdbar løsning.

Den 9. oktober kom OECD, verdens vigtigste økonomiske samarbejdsorgan bestående af 36 medlemsnationer, der har til opgave at stimulere verdensøkonomien, med et opsigtsvækkende forslag. Ikke fordi ingen havde set det komme — tværtimod vidste den globale elite udmærket, at det var undervejs og havde været det længe — men fordi det råt for usødet lagde op til en gennemgribende omstrukturering af det internationale skattesystem.

De nuværende regler, skrev OECD i introduktionen til det 20 sider lange dokument, er ikke længere tilstrækkelige til at sikre fair skatterettigheder i en tiltagende globaliseret verden”.

De internationale skatteregler, vi bruger i dag, stammer fra 1928. Der er et alvorligt behov for, at vi opdaterer dem,” lød det dagen efter på tv-kanalen France 24 fra direktøren for OECDs Centre for Tax Policy, Pascal Saint-Amans.

Initiativet er den foreløbige kulmination på en af tidens hyppigst tilbagevendende politiske og økonomiske debatter, nemlig den om de store, internationale teknologivirksomheders mere eller mindre fordækte forsøg på at betale så lidt i skat som overhovedet muligt. En debat, der både herhjemme og i udlandet er blevet tegnet af den danske EU-kommissær Margrethe Vestager, og som i særdeles kredser om udbredelsen af det felt, der er blevet døbt den digitale økonomi.

Der er uenighed om, hvad den digitale økonomi præcis dækker over, for begrebet er nyt, og den økonomiske teori tilbyder endnu ingen standardiseret definition. Men helt overordnet er der tale om den stadig bredere vifte af brancher, virksomhedstyper og forretningsområder, der defineres eller påvirkes af digital udvikling — heriblandt velkendte tech-giganter som Facebook, Amazon, Apple og Google. Ifølge konsulenthuset Accenture udgjorde den digitale økonomi hele 22,5 procent af verdensøkonomien i 2015, og næste år forventes den at sidde på en fjerdedel af klodens penge.

Den digitale økonomi er, sagt på en anden måde, dér, det sker i disse år. Det er dér, hvor der er arbejdspladser, nytænkning og vækstrater at finde. Alligevel har OECD, EU og G20, det vil sige repræsentanter fra verdens 20 væsentligste økonomier, alle for længst erkendt, at dette hjørne af den globale økonomi udgør en seriøs trussel mod både den politiske og økonomiske orden, når den, som nu, i høj grad kan krybe uden om beskatning, der er i proportion med dens indtjening. Det er dog først nu, med OECDs nye forslag, at der tegner sig konturerne af en fremtidig internationalt gyldig model til bekæmpelse af skatteunddragelse. Der er endnu et stykke til reel implementering, men det tyder på, at vi står foran afgørende ændringer af den globaløkonomiske spilleplade samt et brud med den traditionelle måde at tænke skat på. Det lyder vigtigt — og det er det også.

Eller som Niels Johannesen, økonomiprofessor på Københavns Universitet, siger: Det er kæmpestort.”

Når store teknologivirksomheder gør sig umage for at minimere deres skatteregning, er det ikke kun, fordi erhvervslivet er domineret af en kompromisløs profittænkning. Det er også, fordi den nuværende indretning af det internationale skattesystem rent faktisk giver dem muligheden. I dag er det som udgangspunkt ikke ulovligt at flytte sit overskud hen, hvor myndighederne opkræver mindst – til såkaldte skattely.

Det er tilmed sådan, at et selskabs skatteforhold bestemmes af dets fysiske tilstedeværelse i et givet land. Hvor meget der skal betales til fælleskassen, afhænger af, hvor mange kontorer, butikker, varehuse og ikke mindst ansatte man har på jorden. Umiddelbart lyder det ganske indlysende – eller rettere, det gjorde det engang, dengang verden var analog. Men i dag kan man sagtens have aktiver og indtjening i et land uden at være fysisk til stede.

Det er især her, tech-giganterne kommer ind i billedet, for de er tindrende klare eksempler på, at skattelogikken efterhånden er ude af trit med virkeligheden. Egentlig er det ganske simpelt: Et selskab som Google tjener penge i hele verden, og derfor skulle man tro, at de også betaler skat i hele verden, men fordi de er registreret og har hovedsæde i USA, er det mere eller mindre kun der, de afregner.

Det vil kort sagt sige, at mens det 21. århundredes økonomi på alle mulige måder er global, er skattesystemet fortsat lokalt. I dag saver den globale beskatning virksomhederne over ved landegrænserne, men den digitale økonomi ænser ikke, hvornår et land bliver til et andet.

Det giver, siger Ludvig Wier, postdoc på UC Berkeley og en del af forskningsprojektet The Missing Profits of Nations, lige nøjagtig nul mening.

Et selskab som Google er åbenlyst multinationalt. De har indtjening over hele verden og burde blive beskattet derefter, men ifølge det globale skattesystem, som vi kender det i dag, findes der ikke multinationale selskaber,” siger han.

Han uddyber, at under det nuværende system er de multinationale selskaber på papiret bare en samling af en masse nationale selskaber, der som sådan ikke har noget med hinanden at gøre og kan handle indbyrdes, som var de uafhængige. Dermed kan de fifle med reglerne og selv bestemme, hvor de placerer deres indtægter. Hvilket de sjovt nok gør i lande med lave skattesatser,” siger Ludvig Wier.

Det er netop denne skævhed, som OECDs forslag er en reaktion på. Helt konkret er der tale om to løsningsforslag. Det første, Pillar One, skal sørge for, at de enkelte lande fremover får mulighed for at inddrive skat fra selskaber, selv om de ikke er fysisk til stede. Det er det, OECD kalder for reallocation of taxing rights. Det andet, Pillar Two, skal sørge for en minimumsskat gældende for samtlige virksomheder i samtlige lande, hvilket gerne skulle sætte en stopper for det nuværende ræs mod skattebunden, som landene, i håbet om at gøre sig attraktive for investeringer, har kastet sig ud i.

Skåret ind til benene vil vinderne blive de lande, der udgør tunge markeder med meget afsætning, Tyskland og Frankrig eksempelvis, for nu står beskatningsretten delvist til at blive tildelt efter, hvor meget salg der er et givet sted,” siger Niels Johannesen.

Det er også åbenlyst, at lande med høj selskabsskat vil få gavn af modellen. I dag søger virksomhederne jo i høj grad væk derfra til fordel for skattely, men den mulighed for unddragelse vil blive begrænset.”

Og taberne? Det er såmænd alle dem, der i dag er vinderne, mener Ludvig Wier: få, små skattely, som med et system som det, OECD foreslår, vil få langt vanskeligere vilkår for at undgå at bidrage til offentlige skattekasser verden over.

Bliver OECDs forslag til virkelighed, vil det ikke bare ændre dynamikken mellem multinationale selskaber og nationalstaterne. Det vil også udgøre et skattehistorisk nybrud. Det siger Åsa Hansson, der forsker i skat som professor ved Lunds Universitet.

Hun mener, at OECDs bud på nye, internationale skatteregler er et opgør med de grundlæggende principper, der strukturerer vores indkrævning af selskabsskat i dag. I hendes forskningsmiljø, gør hun opmærksom på, bliver det endda kaldt et regulært paradigmeskifte”. Tro mod sit nationale ophav giver Åsa Hansson et Volvo-eksempel:

I dag er skattesystemet baseret på en idé om, at værdi skabes der, hvor en vare bliver til, altså på fabrikken for Volvoens vedkommende. Helt modsat er OECDs forslag bygget på en idé om, at værdi skabes der, hvor en vare konsumeres, altså ude hos kunden i Indien, USA, eller hvor Volvoen nu ender med at køre rundt,” siger hun.

Også et andet princip, der følges i dag, står for fald:

I dag er det nettogevinster, der beskattes, det vil sige, at omkostninger, der ligger til grund for et overskud, kan trækkes fra og ikke medregnes i den skattepligtige fortjeneste. Det nye system sørger på anderledes vis for at beskatte omsætningen, hvilket vil betyde, at omkostninger ikke kommer til at være fradragsberettigede, ligesom de er i dag,” siger Åsa Hansson.

Når professoren siger i dag”, mener hun ikke bare i 2019. Hun henviser faktisk til et næsten 100-årigt skatteregime, der, som også OECDs Pascal Saint-Amans sagde på France 24, strækker sig helt tilbage til 1928. Dengang vedtog det hedengangne Folkeforbundet, datidens svar på FN, der på amerikansk initiativ blev grundlagt i kølvandet på Første Verdenskrig for at fremme tværkontinentalt samarbejde, en multilateral skattetraktat, og den har lige siden dannet basis for al politik på området.

Niels Johannesen fra Københavns Universitet hæfter sig ligeledes ved, at OECDs udmelding ikke bare tilføjer nyt til kampen for et mere retfærdigt skattesystem, men simpelthen flytter på det, der hidtil har været grundpiller i internationale skattespørgsmål:

Den store historie i det her er jo, at der nu bliver pillet ved nogle næsten 100 år gamle principper for selskabsskatten”, siger han. Og så ovenikøbet af OECD, der de sidste 30 år ellers har været en slags gatekeeper for det nuværende system.”

Så hvor efterlader OECDs forslag indsatsen mod systematisk skatteunddragelse? Ifølge Ludvig Wier har det bestemt potentiale til at demokratisere den digitale økonomi.

I de år jeg har forsket, har det altid været utænkeligt, at verdenssamfundet skulle samle sig om en fælles indsats mod skatteunddragelse, men det nærmer vi os nu for første gang. Endelig ser det ud til, at der bliver grebet fat om nældens rod,” siger han.

Men det bliver hverken i morgen eller i overmorgen, at der foreligger målbare resultater. Forslaget er kun et … forslag, og først i begyndelsen af det nye år begynder de forhandlinger, der kan føre til en reform af det internationale skattesystem. Det ved OECD udmærket. Deres pressemateriale lader forstå, at der først og fremmest er tale om et oplæg til videre debat, ikke et bindende dokument, ligesom deres public affairs-afdeling, der meget gerne svarer på opfølgende spørgsmål, men som ikke må citeres, påpeger, at der ikke er et eneste tal i det udsendte materiale, kun principper”, man håber at basere fremtidig lovgivning på. En sådan afhænger i sidste ende af forhåbentlig frugtbare møder i G20-gruppen, på hvis mandat OECD har fremsat sit forslag, i løbet af 2020.

Når det så er sagt, og alle de bureaukratiske forbehold er taget, har det de seneste uger lydt, at OECDs udkast til et sæt nye skatteregler repræsenterer en signifikant udvikling. Både politikere og erhvervsfolk har ventet på organisationens udspil. På vegne af EU har Margrethe Vestager sagt, at hun foretrækker en global løsning på skattespekulationen med OECD i spidsen. Enkelte nationer har endda foregrebet organisationens arbejde med forskellige særskatter møntet på de store tech-selskaber. I juli vedtog det franske parlament eksempelvis den såkaldte GAFA-skat (navngivet efter forbogstaverne på Google, Apple, Facebook og Amazon), ligesom der i Østrig, Storbritannien, Spanien, Tjekkiet og Italien bliver arbejdet på lignende lovgivning.

Netop nationalstaternes beredvillighed er altafgørende. OECD tilbyder et udgangspunkt for multilaterale forhandlinger mellem de 134 lande, der har givet deres tilslutning til organisationens arbejde på skatteområdet, men i sidste ende er det op til de enkelte lande at blive enige og få implementeret det, der skal implementeres. Og den slags er jo aldrig helt simpelt.

Det tegner til at blive en meget kompliceret proces, for det er ikke indlysende, hvor robust systemet er. Der er elementer af det eksisterende system, der bliver bevaret, og så bliver det nye så at sige lagt ovenpå. Det bliver et svært lovgivningsarbejde,” vurderer Niels Johannesen.

Med andre ord: Debatten om den digitale økonomis skattefiflerier er med OECDs udspil gået ind i en ny fase. Den er blevet bragt ud af det dødvande, den var havnet i, hvor der blev talt og talt og ikke så meget andet. Men den er langtfra ovre.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: