Taleban vandt krigen. Men kan de skaffe rent drikkevand og et land, der virker?

Én ting er at være en oprørsbevægelse. Noget andet er at opbygge et land.

Foto: Stringer / EPA / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Klaus Løkkegaard fulgte som så mange andre tæt med i de dage, hvor Taleban rykkede frem mod hovedstaden Kabul. Han tænkte på, hvad det ville betyde for kvindernes vilkår i landet, og på, om Taleban ville genindføre samme regime som sidste gang, de var der. Men han tænkte også på, hvad det ville betyde for drikkevandet.

Han er sekretariatsleder for ngo’en DACAAR, der siden 1980’erne har bygget omkring 50.000 brønde i Afghanistan. Som så meget andet i landet blev en stor del af arbejdet for at sikre rent drikkevand sat på pause, da Afghanistans fremtid pludselig svævede i usikkerhed.

Men allerede nu har organisationen fået en interessant besked. Vi har fået melding fra Taleban om, at de ønsker, at vi skal være der og gennemføre vores projekter,” fortæller Klaus Løkkegaard.

Det danske projekts skæbne er i virkeligheden et godt eksempel på, hvordan Taleban lige pludselig har fået en række nye ting at tænke på. Det kræver én ting at være en islamistisk oprørsbevægelse og noget helt andet at lede et land. For eksempel rent drikkevand.

Da Taleban-krigerne med en hastighed, som ingen havde ventet, indtog hovedstaden Kabul, var det tydeligt, at bevægelsen er militært stærk. Men det betyder ikke, at de står særlig godt rustet til den opgave, der venter dem nu: at bygge et land.

I mere end 20 år har vi mest af alt hørt om dem som sådan en lidt mystisk gruppe af skæggede mænd, der fra deres skjul i bjergene gjorde livet usikkert for civile, afghanske regeringstropper og vestlige soldater. Men nu skal vi til at forholde os til dem som nogle, der styrer en hel stat. Taleban er tilbage ved magten i Afghanistan, og med den magt følger både internationale relationer, finansiel politik og ikke mindst: at få et samfund til at fungere.

Og mens Taleban finder sig til rette på taburetterne, er resten af verden i vildrede. Hvad kan vi vente os af denne gruppe, som i 20 år var en bitter fjende, men som nu ikke kan undgå at blive en samarbejdspartner på den ene eller den anden måde? Og kan vi stole på Taleban, når de siger, at de har forandret sig siden dengang, de havde magten tilbage i 1990’erne og blev berygtede for deres brutale afstraffelser og konsekvente undertrykkelse af kvinder?

Begge spørgsmål vil vi blive nødt til at finde svarene på, hvis ikke det skal gå ekstremt hårdt ud over den afghanske befolkning. For præcis som det var tilfældet før Talebans magtovertagelse, er landet fuldstændigt afhængigt af international hjælp. Det interessante er, at det også gælder Taleban.

Hvis det skal lykkes for Taleban at opbygge et land, skal de have styr på både økonomien, have aftaler med udlandet og ikke mindst holde sammen på sig selv. I denne historie skal vi se nærmere på, hvad det vil betyde for bevægelsens planer, og på, om Afghanistan bliver en ny base for terror.

PLANERMandag havde Taleban inviteret religiøse ledere til møde i Kabul. Her lovede talsmanden Zabehullah Mujahid, at Afghanistan vil kunne klare sig selv, når bevægelsens økonomiske reformer er gennemført. Foto: Marcus Yam / Shutterstock / Ritzau Scanpix

David Vestenskov er chefkonsulent ved Center for Stabiliseringsindsatser ved Forsvarsakademiet, og han ser et Taleban, som kun lige er gået i gang med deres mest vanskelige opgave.

Lige nu fejrer man sejren, og alle går og klapper hinanden på skulderen og siger: Vi fik smidt endnu en supermagt ud af landet’. Men når den periode er ovre, så står de med et statsbudget, der er kollapset,” siger han.

Talebans helt store hovedpine lige nu er nemlig, at omkring 75 procent af den afghanske stats løbende udgifter er betalt med bidrag udefra, ifølge de seneste tal fra Verdensbanken. Det er i alle sektorer. Uddannelse, sundhed, fødevareforsyning. Alt,” siger David Vestenskov.

De penge er væk nu, hvor det internationale samfund har indefrosset støtten til landet. Men det betyder ikke, at opgaverne forsvinder.

Taleban har overtaget ansvaret for alle de opgaver, som en regering normalt har, og det største problem bliver simpelthen at skaffe fødevarer nok. Inden for en måneds tid vil der mangle fødevarer og basale fornødenheder overalt i Afghanistan,” siger David Vestenskov.

Længere henne venter der andre problemer, for de vestlige projekter, som for eksempel det dansk-afghanske drikkevandsprojekt, har været selve hovedstenen på det afghanske arbejdsmarked. Og hvis de falder sammen, vil Taleban hurtigt stå med millioner af arbejdsløse, der er stærkt utilfredse med deres situation.

Taleban har i årene som oprørsbevægelse ellers været ret gode til at sikre sig penge på mange forskellige måder, fortæller Dino Krause, der er ph.d.-studerende ved Dansk Institut for Internationale Studier. De har altid haft deres kilder til indtægter ved at smugle stoffer, ved afpresning, skatter og donationer fra udlandet,” fortæller han.

Men dét økonomiske system kan langtfra finansiere den afghanske stat. Faktisk har Taleban slet ikke adgang til den afghanske statskasse længere. Den afghanske nationalbanks midler er uden for landet,” som Dino Krause fortæller. Det gælder blandt andet landets guldreserve på 22 tons, som ligger i New York, og den har amerikanerne ikke tænkt sig at udlevere til Taleban.

Derfor er Taleban også tvunget til at opnå en eller anden form for forsoning med resten af verden, så de kan få nogle penge at drive en stat for. Og det er præcis det, vi ser dem gøre et forsøg på nu.

MODSTANDUdover vanskelighederne med at skaffe penge til at drive en stat, skal Taleban også forholde sig til de lommer i landet, der stadig yder bevægelsen modstand. Foto: Ahmad Sahel Arman / AFP / Ritzau Scanpix

Taleban har igen og igen selv fortalt, at de i dag er helt anderledes, end da de sad på magten i Afghanistan fra 1996 til 2001. Repræsentanter for bevægelsen har lovet, at kvinder må uddanne sig, så længe de dækker sig til, og de lover tilgivelse til dem, der har arbejdet for amerikanerne og deres allierede. Endnu vigtigere for Vesten har Taleban lovet, at terrororganisationen al-Qaeda ikke får lov til at lave træningslejre i Afghanistan. Det skrev de sågar under på under fredsforhandlinger med den forhenværende amerikanske præsident Donald Trump i Doha.

I denne uge har Taleban kontaktet den tidligere afghanske præsident Hamid Karzai for at høre, om han vil spille en rolle i en kommende overgangsregering – endnu et eksempel på, hvordan Taleban forsøger at fremstå som langt mere samarbejdsvillige og civiliserede end tidligere. Den første uges tid, efter at de tog Kabul, har de siddet og kommunikeret alt det, Vesten gerne vil høre. Og det hænger for mig at se fuldstændig sammen med det her hul i budgettet. Taleban ved også godt, at der kommer til at mangle ting og sager,” siger David Vestenskov.

Derfor ønsker Taleban at sikre, at bistanden fra vestlige ngo’er fortsat kommer ind i landet.

Hvis den ikke kommer ind, så får Taleban jo et internt oprør lige med det samme,” siger David Vestenskov. For sult, elendighed og manglende arbejdspladser vil nu falde tilbage på netop Taleban.

Ud over at forsøge at holde muligheden for at modtage vestlig hjælp åben, så er Taleban også allerede i gang med at søge nogle nye indtægtsmuligheder. Afghanistan er rigt på naturressourcer som guld, kobber og en række mineraler, men at udnytte de råstoffer vil kræve udenlandsk ekspertise. Og her ser talebanerne nu mod blandt andet Rusland, der ellers også forsøgte at nedkæmpe Taleban og deres islamistiske forgængere tilbage i 1980’erne.

Vi kan allerede se nogle tegn på det. Kina har modtaget en delegation fra Taleban, Rusland holder deres ambassade åben, og Tyrkiet er villige til at fortsætte dialogen med Taleban,” siger Dino Krause.

Vi kan altså se konturerne af en bevægelse, der af økonomisk nød søger samarbejde med resten af verden og præsenterer sig som mere moderate. Men kan vi stole på, at der faktisk er tale om et nyt og mere moderat Taleban?

For at svare på det spørgsmål er der noget andet, vi er nødt til at forstå: Taleban er ikke én samlet bevægelse, forklarer David Vestenskov. Den består af en masse undergrupper og er filtret ind i kriminelle netværk, al-Qaeda, lokale militsledere og alle mulige forskellige bevægelser, der har haft en fælles fjende,” fortæller han. Men nu, hvor den fælles fjende er væk, er der ingen garanti for fælles fodslag i Taleban.

Det helt store spørgsmål er, om lederskabet både kan favne hardcore stammer, der vil tilbage til dengang, Taleban havde magten sidst, kriminelle, der er ligeglade med politik, og så endelig de mere moderate ledere,” siger David Vestenskov.

Pointen er, at selv om Talebans ledere i Kabul lover skolegang for piger og amnesti til tilhængere af den gamle regering, så er det langtfra sikkert, at deres ordrer bliver fulgt af hele bevægelsen. Det, vi har set, er, at der blev givet ordrer om, hvordan kæmperne skulle opføre sig over for civilbefolkningen, men alligevel har der været episoder, hvor de har mishandlet folk på gaderne, og også angreb på udlændinge,” siger Dino Krause.

Ifølge avisen The Wall Street Journal har Taleban allerede brugt vold til at stoppe demonstrationer mod bevægelsen i de østlige byer Jalalabad, Khost og Asadabad, hvor to skal være dræbt og flere såret. Samtidig kunne blandt andre TV 2’s udsendte i Afghanistan, Simi Jan, fortælle, hvordan Taleban-krigere forsøgte at holde folk væk fra den internationale lufthavn i Kabul, hvorfra vestlige fly evakuerer afghanere, der har samarbejdet med de vestlige styrker.

Flere analytikere peger på, at det internationale samfund ikke skal lade sig overbevise af den mere moderate tone, som Taleban har benyttet sig af i deres første, hektiske dage ved magten. Det er en taktik, der køber Taleban tid,” som Kirsten Fontenrose, der er direktør for Scowcroft Middle East Security Initiative i tænketanken Atlantic Council, skriver.

Det, som Taleban har brug for tid til, er at bygge et magtapparat op omkring sig. Og allerede på de få dage, der er gået, siden talebanerne indtog præsidentpaladset, har de formået at komme til at se langt mere professionelle ud. Som nogle, der kan lede en stat.

I en ny propagandavideo fra Taleban øver en flok uniformerede krigere. De er ikke iført traditionel klædedragt og et gammelt russisk kalasjnikov-gevær, men derimod amerikanske hjelme, skudsikre veste og topmoderne skydevåben.

I en anden video fra Taleban viser en tilsyneladende stærkt begejstret mand i hvid klædedragt rundt i en hangar. Han peger på en amerikansk Black Hawk-helikopter, som Taleban har overtaget fra de afghanske tropper. De her billeder får unægteligt talebanerne til at fremstå som en noget mere farlig modstander.

Men omvendt, så illustrerer billederne af talebanerne med deres nye isenkram også en af de største udfordringer, som det at gå fra oprørsbevægelse til en reel stat indebærer. For uden teknikere og piloter kan Taleban for eksempel ikke bruge deres nyvundne flyvevåben til noget.

På samme måde er Taleban nødt til at have hjælp fra både internationale ngo’er og dem, der har arbejdet for den faldne regering, for overhovedet at få staten til at fungere. De har brug for eksperter på alle mulige niveauer. Der er rapporter om, at de forsøger at få offentligt ansatte til at blive ved med at komme på arbejde, men ikke desto mindre er der voldsomt mangemennesker, der flygter,” siger Dino Krause.

Taleban er med andre ord truet af en god gammeldags brain drain, der også kan tvinge dem til at moderere deres fremfærd. For de har simpelthen også brug for de afghanere, der ikke nødvendigvis sympatiserer med dem.

Spørgsmålet om, hvordan Taleban vil behandle kvinder og den afghanske befolkning i det hele taget, er kun en del af det spørgsmål, som omverdenen nu venter i spænding på at få svar på. Den anden del handler mere om os selv og kunne formuleres sådan her: Vil terrorbevægelser, særligt al-Qaeda, kunne operere fra Afghanistan i fremtiden? Og vil de kunne planlægge og udføre terrorangreb på Vesten? Det var jo netop den trussel, der fik USA til at gå i krig tilbage i 2001.

Under fredsforhandlingerne i Doha lovede Taleban også, at de ikke vil lade al-Qaeda operere i Afghanistan. Og der er både gode grunde til at tro, at de taler sandt – og det modsatte. Lad os begynde med den første mulighed.

Taleban har nu mere end nogensinde brug for hjælp udefra, og ingen mulige samarbejdspartnere er interesseret i at have et stærkt Al-Qaeda tæt på. Det gælder heller ikke Rusland eller Kina. Derfor kan Taleban have en stærk strategisk interesse i, at terrorgruppen holder lidt lav profil, vurderer Dino Krause.

Men på den anden side, siger han, så er der virkelig mange bånd mellem Taleban og al-Qaeda. Der er personer med tilknytning til begge lejre, og der er en fælles ideologi. Og måske skal man lytte mere til, hvad al-Qaeda siger om Taleban, end hvad Taleban siger om al-Qaeda lige nu. Al-Qaeda har hele tiden været en stor støtte af Taleban, selv under fredsforhandlingerne,” siger Dino Krause. Det burde være en advarsel: hvis vi ser al-Qaeda-ledere, der lovpriser Taleban, så rejser det altså nogle spørgsmål,” siger Dino Krause.

Ifølge flere kilder i det amerikanske sikkerhedsapparat, som magasinet The New Yorker har talt med, er antallet af al-Qaeda-krigere i Afghanistan faktisk større i dag, end det var før 11. september 2001. Men om de her krigere så igen vil bruge landet som base for angreb mod Vesten, er et af de spørgsmål, som internationale sikkerhedseksperter endnu er ret uenige om.

David Vestenskov er en af dem, der har meget svært ved at se Taleban blive en form for antiterror-politimand i Afghanistan.

Det er deres brødre, og de har et fælles religiøst projekt. Hvis man har en idé om, at en Taleban-kommandosoldat skal gå ud og slå ned på al-Qaeda, så bliver man slemt skuffet. Al-Qaeda er der allerede, og de vil få bedre vilkår,” siger han.

Men det interessante her er måske, at terrorister, der ønsker at ramme Vesten, faktisk vil have bedre vilkår, hvis Taleban ikke får fuld kontrol med landet. Og fordi det er så svær en opgave at opbygge et land, som det ser ud nu, så er det bestemt ikke et utænkeligt scenarie.

Den store udfordring for Taleban bliver at balancere behovet for at være moderate – og dermed få udenlandsk hjælp – og samtidig holde sammen på deres egen bevægelse. Det tror jeg ikke, de kan. Lige så snart de udruller et eller andet politisk program, så vil der være ramaskrig fra enten den ene eller den anden fløj. Så er det enten ikke konservativt nok eller for konservativt,” siger David Vestenskov. Derfor er hans vurdering, at den mest sandsynlige afslutning på Talebans forsøg på at opbygge et land er en fiasko. Jeg kan ikke forestille mig, at det her bliver en lang stabil periode. Jeg kan ikke se andre veje, end at det her peger i retning af en borgerkrig,” siger han.

Og netop en borgerkrig vil være den bedst tænkelige situation for al-Qaeda og andre terrorgrupper, der måtte ønske at udføre terrorangreb i Vesten eller andre steder. For så har du anarkistiske lommer, hvor der ikke er nogen statslig kontrol,” siger David Vestenskov.

VANDBlandt de opgaver, som Taleban nu bliver ansvarlige for, er en af de vigtige at sørge for rent drikkevand. Foto: Mohammad Ismail / Reuters / Ritzau Scanpix

Talebans opgave har ændret sig radikalt. Deres primære opgave som oprørsbevægelse var at tromme tilstrækkelig med krigere sammen under en fane, der lovede bedre vilkår og det, de ser som et retfærdigt samfund. Nu er opgaven at levere de bedre vilkår. Og dermed også at sikre noget så basalt som rent drikkevand. En nødvendighed, som mennesker har brug for, ligegyldigt om deres land er ledet af en islamistisk bevægelse eller ej.

Det er også det, vi mener at kunne se i den reaktion, vi får fra Taleban. De er nødt til at kunne levere på sådan nogle områder. Folk skal have noget at drikke, noget at spise og tag over hovedet. Hvis de ikke kan levere det, så får de det rigtig svært,” siger Klaus Løkkegaard.

Han håber og tror nu på, at organisationen kan blive ved med at hjælpe afghanere. Lige nu er håbet, at vi kan fortsætte, nogenlunde som vi hidtil har gjort. Vores mandat er jo ikke at støtte Taleban eller den tidligere regering, og vores mandat er at hjælpe folk i nød. Og det behov er på ingen måde blevet mindre,” siger han.