Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Astrid Raunkjær er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Alle hader at vente på svar. Så hvorfor er vi blevet så dårlige til at melde tilbage?

Tiden er kommet til et opgør med ubesvarede mails og beskeder.

Illustration: Ibrahim Rayintakath for Zetland

Jeg havde gode grunde til ikke at svare Malene Rydahl. A’mar, det havde jeg. Min mand fik corona, børnene havde brug for mig, der var dårligt wi-fi, og så videre. Men det vidste hun selvfølgelig ikke. Og det er faktisk et godt eksempel på, at jeg kunne have tænkt alt muligt negativt om mig selv og min bog for at forklare, hvorfor du ikke havde svaret,” skrev hun til mig, da jeg endelig, med otte dages forsinkelse, kom i tanke om vores aftale og sendte hende en meget flov sms.

Det var ikke kun flovt, det var også ret ironisk. For Malene Rydahl har lige skrevet en bog om … at vi er blevet dårlige til at svare hinanden. Det var den, hun og jeg havde talt om, før jeg selv faldt direkte i gryden med ikke-svar.

For det at vente på svar – og ofte vente forgæves – er nemlig blevet noget, der ligner et vilkår i kommunikationen mellem moderne mennesker. Det er muligt, at lige præcis du, der læser eller lytter, selv er typen, der svarer på alt, og det med det vons. Men så kender du – vil jeg vædde på – nogen, der ikke gør. Og jeg vil næsten også sætte penge på, at du bliver irriteret bare ved tanken om det. Hvor det før i tiden ville være nærmest utænkeligt ikke at besvare et personligt brev, man modtog med posten, er nutidens digitale kommunikation fyldt med ubesvarede e-mails, u-udfyldte doodles og beskeder, der blev set’ og aldrig mere end det. Og det selv om vi som oftest har vores telefoner, den digitale brevdue, lige ved hånden. Som podcastværten Josefine Klint – som var endnu en af dem, jeg selv glemte at svare midt corona-kaosset – siger det: Det har aldrig været lettere at svare. Og alligevel er vi så dårlige til det.”

En helt ny undersøgelse viser, at to tredjedele af danskerne praktiserer det, man kan kalde ikke-svar, i forbindelse med online-beskeder. Ghosting – det vil sige at forsvinde fra en online-flirt og aldrig vise sig igen – er blevet et fast begreb i det moderne dating-liv. Og med magasinet The Atlantics ord er beklager det sene svar’ gået fra at være en oprigtig beklagelse til at være en dårlig undskyldning, man ikke engang selv tror på. Meget tyder på, at vi er ved at etablere en decideret ikke-svar-kultur, hvor det at sylte et svar eller helt undlade at svare er blevet legitimt – eller i hvert fald en mulighed, mange benytter sig af med et skuldertræk.

Hvad er der sket med vores svar-kultur? Hvor galt står det egentlig til, og skal vi til at stramme op? Den snak er der flere stemmer, som lige nu forsøger at sætte gang i. En af dem er Malene Rydahl. I sin nye bog, Svar udbedes, undersøger hun det skred, der er sket i vores svar-vaner, efter den digitale kommunikation for alvor har taget over, og hvordan vi måske kan vende udviklingen. For vi bliver påvirket af de svar, vi ikke får – også langt mere, end vi aner. Hvis vi var bedre til at svare hinanden eller i hvert fald forstå, hvorfor vi selv og andre svarer, som vi gør, så kunne vi faktisk spare os selv for en ret betydelig byrde af bekymringer,” siger Malene Rydahl.

Og nej, løsningen er ikke at respondere lynhurtigt på alt, hvad der popper op i dine indbakker. Det handler om at forstå, hvorfor andre i virkeligheden svarer, som de gør – og om at sætte dine egne, klare rammer i den digitale svar-kulturs rodsammen af dårlige vaner og misforståelser.

Vi svarer hurtigere, når vi arbejder fra en telefon end fra en computer. Jo flere mails vi modtager, jo færre svar giver vi. Og teenagere svarer hurtigst – mens folk over 51 er langsomst. – Kilde: Viterbi School of Engineering og Yahoo!Labs, 2015

I 1840 satte en ung, svensk grevinde ved navn Mathilda Barck sig ved sit skrivebord og forfattede et brev til den danske digter H.C. Andersen. De to havde mødt hinanden året før, og den 34-årige Andersen var temmelig fortryllet af grevinden. Nu var han på vej ud på en rejse rundt i Europa, og inden han tog af sted, havde han sendt hende et brev, hvori han beskrev rejseplanerne og bad hende mindeligt om at svare hurtigst muligt. Mathilda Barck nedskriblede sit svar, der var både kærligt og håbefuldt, og afleverede brevet til sin nabo, som lovede at viderebringe det til H.C. Andersen. Men naboen glemte det. Andersen ventede forgæves og endte med at formode, at Mathilda ikke ville vide af ham. På den modsatte side af Øresund tolkede Mathilda ligeså hans tavshed som en afvisning, og da de endelig mødtes igen, var hun blevet gift med en belgisk ambassadør.

Kunne det have reddet den spirende kærlighed mellem H.C. Andersen og Mathilda Barck, hvis de havde rakt ud til hinanden med nutidens praktiske og lynhurtige digitale medier i stedet for at bruge pen, papir og en glemsom nabo? Måske – men det er på ingen måde sikkert. Spørg bare Josefine Klint og Ditte Ravn. I snart et år har de to 28-årige kvinder siddet bag mikrofonerne i podcasten Spøgelser med følelser, hvor de tager den moderne, digitalt drevne dating-scene op til diskussion. Og der er rigeligt at snakke om. Hver uge får de tilsendt skrækhistorier fra deres lyttere, der fortæller om skuffelser, løgne, dobbeltspil og Tinder-romancer, der tegner rosenrødt, indtil den ene part pludselig stopper med at svare uden forklaring. Podcastens navn er et hint til netop det, altså ghosting-fænomenet – fordi det, som Ditte Ravn siger, er orkanens øje for de problemer, der er ved at date i dag”.

For vores respons-sikkerhed er ikke noget at prale af i den digitale æra. Især når det kommer til den hurtigst voksende form for tekstkommunikation, instant messages – det vil sige internet-transmitterede beskeder som Messenger, WhatsApp, Snapchat og så videre. I dag er de hurtige online-beskeder i fuld gang med at overhale både e-mails og sms i popularitet. Tal fra juli 2021 viser, at de to største – WhatsApp og Messenger, der begge er ejet Facebook – tilsammen har over 3,3 milliarder månedlige brugere på verdensplan. Vi bruger både beskedfunktionerne til arbejdet og til vores personlige og intime kontakt med hinanden.

Men noget tyder på, at de mange hurtige beskeder ofte forbliver ubesvarede. Det viser en ny, stor undersøgelse lavet af det franske meningsmålingsinstitut Occurrence, som har spurgt ind til folks svar-vaner i forhold til beskeder i seks lande verden over. I tre af landene – Danmark, Tyskland og Sydkorea – er det op til to tredjedele af de adspurgte, der fortæller, at de praktiserer ikke-svar, mens det er lidt over halvdelen i USA, Frankrig og Storbritannien. I gennemsnit indrømmer 72 procent, at de lader visse arbejdsbeskeder være ubesvarede, 64 procent ignorerer af og til venner og familie, mens 60 procent kan finde på at ikke-svare på beskeder fra romantiske forbindelser.

Undskyld, jeg først vender tilbage nu. Der var seks andre i denne e-mail-tråd, og jeg håbede, at en af dem ville svare dig, så jeg kunne gå videre med mit liv.”

Fra The New Yorkers satire-klumme Daily Shouts

Undersøgelsen er blevet til i forbindelse med den førnævnte bog, Svar udbedes – med undertitlen Kunsten at svare og forstå, hvorfor andre ikke svarer. I den endevender forfatteren Malene Rydahl den ikke-svar-kultur, vi ifølge hende befinder os i. Det er også her, man kan læse historien om grevinde Mathildas ikke-svar. Vi er altid blevet kede af ikke at få svar,” siger Malene Rydahl. Men i dag sker det hele tiden. Vores undersøgelse viser, at inden for tre timer vil 50 procent af alle os, der bruger instant messages, have oplevet at stå og mangle et svar.”

Til daglig er Malene Rydahl ledelses- og performancecoach, foredragsholder og bosat i Frankrig. Hun har tidligere skrevet to bøger (den første, Heureux comme un danois, eller Lykkelig som en dansker, er en international bestseller) om, hvad der gør mennesker mere eller mindre lykkelige). Og for et par år siden besluttede hun sig for at holde øje med det fænomen, hun kalder non-respons.

For vi mennesker trives grundlæggende rigtig dårligt med ikke at få svar. Fra det lille barn, der græder højere og højere, når det ikke bliver taget op, til den forelskede, der forgæves tjekker sin telefon igen, og den jobsøgende, der sender ansøgninger ud og aldrig hører tilbage. Folk kan ikke lide folk, der ikke svarer,” siger Malene Rydahl. Det passer. Undersøgelsen viser, at hele 80 procent af de adspurgte opfatter folk, der ikke svarer, som arrogante, prætentiøse, dårligt opdraget eller upålidelige.

Men ikke nok med det. Når vi ikke får svar, bliver vi rastløse og anspændte, vi spekulerer og dobbelttjekker med små-manisk frekvens. Vi oplever, med den franske filosof Roland Barthes’ ord, den tumult af angst, der udløses af venten”.

Ifølge undersøgelsen fra Occurrence er det 60 procent af både kvinder og mænd i alle aldre, der bliver følelsesmæssigt negativt påvirket, når de ikke får svar på en personlig besked sendt til en, som de kender. To tredjedele af alle de adspurgte svarede, at når de ikke fik svar, følte de sig ydmyget, ikke værdsat, afvist og uelsket.

Det er altså virkelig negative følelser, det sætter i gang i os,” siger Malene Rydahl. Og tænk, hvad det gør ved os, når det hele tiden sker.”

Illustration: Ibrahim Rayintakath for Zetland

Hvordan går det til, at noget så enkelt som det at svare hinanden er blevet så betændt et fænomen? En stor del af forklaringen ligger i teknologien. De digitale medier har gjort det muligt for os at nå hinanden med et minimum af indsats og på tværs af landegrænser og tidszoner. Især online-beskeder er lette, hurtige og uformelle – de er ligefrem designet til at mime en ægte ansigt til ansigt-samtale, der ruller sømløst frem og tilbage. Men det smarte design snyder vores hjerner. Vi kan ganske enkelt ikke følge med mængden af samtaler, vi bliver involveret i. Ifølge en af de mest fremtrædende amerikanske forskere inden for teknologiens sociale dimension, professor Sherry Turkle fra MIT, er det en direkte årsag til, at de digitale ikke-svar påvirker os så meget. Man har skabt en ramme, hvor folk føler, de kan få et svar øjeblikkeligt, og så svarer folk ikke. Der står angst skrevet overalt på det,” som hun siger til The Atlantic.

Når der ikke falder svar, begynder vi nemlig at spekulere i, hvad årsagen er. Vi prøver at tyde det, forskere som Sherry Turkle kalder meta-beskeden: Er der et budskab med tavsheden?

De forestillinger, vi gør os, kalder på vores laveste selv,” siger Malene Rydahl. Så snart vi oplever, at vi bliver ignoreret, vil det hos en stor del af verdens befolkning vække overbevisningen om, at jeg er ikke god nok’ – og alt det, vi bygger den tanke op på. Det kan være jeg er ikke pæn nok’, jeg er ikke intelligent nok’, jeg er kedelig’, jeg er for tyk’. Alle de dårlige ting, vi tænker om os selv, kommer op som grund til, at vi ikke har fået et svar.” Faktisk, fortæller Malene Rydahl mig, viser undersøgelsen, at de fleste foretrækker at få et negativt, afvisende svar frem for intet svar at få. Og det er,” siger hun, fordi alternativet er værre. De tanker, man gør sig, når man ikke hører noget, er langt værre end at få et nej.”

Men her er en helt afgørende pointe: Vi tager fejl. I virkeligheden er det kun et fåtal af ikke-svar, der faktisk handler om, at der er skår i relationen. Ifølge undersøgelsen fra Occurrence er det i arbejdssammenhænge ti til 15 procent, der angiver, at de ikke svarer, fordi de ikke kan lide en person eller ikke synes, personen er vigtig. Og blandt venner og familie er det kun ti procent, der siger, at når de ikke svarer, så er det, fordi de er skuffede, fornærmede eller kede af det. Ti til 15 procent er naturligvis noget. Men det er slet ikke i proportion med det store flertal af os, som oplever manglende svar som en personlig afvisning.

Så hvad er årsagen? For langt de flestes vedkommende er det den mentale byrde,” forklarer Malene Rydahl. Det vil sige, jeg får for mange beskeder, jeg har ikke tid, og jeg har glemt det. Og så er der også en del, der ikke svarer, hvis de selv har det dårligt og ikke har overskud.” Adspurgt om deres egne ikke-svar mener de fleste da også, at det er helt i orden, velbegrundet og uden særlig betydning. Det er, når andre gør det, at det ikke er okay.

Det paradoks fortæller en hel del om, hvor problemet ligger. Det handler ikke om, at vi alle sammen er blevet dårligere mennesker. Vi er bare ikke enige om, hvad reglerne er. Ifølge Malene Rydahl mangler vi ganske enkelt nogle svar-normer for en ny tids kommunikation, som vi kan falde tilbage på. Accelerationen, både i tempoet og i omfanget af henvendelser, vi får, er gået så enormt hurtigt, at vi er blevet løbet over ende,” siger hun. Vi har simpelthen ikke nået at lave en Emma Gad på det.”

Halvdelen af os svarer faktisk på mails inden for en halv time – hvis mailen altså er en, vi ønsker at svare på. Og inden for en dag eller to vil hele 90 procent have svaret. Kilde: Viterbi School of Engineering / Yahoo!Labs, 2015

Så hvis det, vi mangler, er en fælles takt og tone – som titlen lød på Emma Gads berømte bog fra 1918 om de uskrevne regler for god skik mellem mennesker – hvordan hulen får vi så det etableret for alverdens mange milliarder af internetbrugere? Det er selvsagt et umuligt projekt. Men det er ikke det samme, som at vores svar-kultur er tabt for evigt. Man kan nemlig begynde det sted, ikke-svar gør mest ondt – nemlig med sig selv.

Og man kan begynde med at se, hvilken svar-type man er. Ifølge Malene Rydahl er der groft sagt fire kategorier af svarere med hver deres system.

  • Hurtigsvarere, der også forventer at få et hurtigt svar igen.
  • Hurtigsvarere, der tager det mere roligt med andres svarhastighed.
  • Folk, der giver sig god tid til at svare eller helt lader være, og som er okay med, at andre gør det samme.
  • Folk, der selv er dårlige til at svare, men bliver møgirriterede, når andre er det. Den sidste type er der altså nogle stykker af,” siger Malene Rydahl.

Det vigtige at huske på er, at den, du skriver til, måske har et andet system, end du har. Lad tvivlen komme folk til gode,” siger Malene Rydahl. Og hvis der så går for lang tid, så vær ikke bange for at sende en påmindelse. Men venligt. Hvis du har brug for svar, så må du sige det. Uden at blive for følelsesmæssig omkring det.”

Når du er bevidst om dit eget system, kan du også gøre kommunikationen lettere for andre. Hvis du ved, at du typisk svarer efter en dag eller to, så gør folk opmærksom på det, når I indleder en samtale. Det samme, hvis du har brug for hurtige svar – eller omvendt ved, at du har meget at se til, eller at du holder aftenerne telefon-fri. Ja, det kan virke akavet – men du sparer dig selv og andre for at havne i en tumult af angst’.

Og så skal vi ganske enkelt blive bedre til at sige klart ja eller nej. Du skylder folk at give klare svar, også selv om det er negativt,” siger Malene Rydahl. Så kan de komme videre med deres liv, og du med dit. Og du sparer din inbox for de to-tre mails, der ellers ville komme, fordi folk var i tvivl om, hvad svaret var.”

Lad os slutte ved de to podcastværter med dating-ekspertisen, Ditte Ravn og Josefine Klint. I deres univers af alt for hyppige ikke-svar er de nemlig nået til nogenlunde samme konklusion som Malene Rydahl: Hvis vi vil have en bedre svar-kultur, må vi selv gøre en indsats.

Vi vil gerne opfordre folk til af og til at gå ud og sige: Jeg vil gerne bede om et svar. Jeg synes ikke, det er okay, at du ikke svarer mig i to dage. Hav respekt for min tid,” siger Josefine Klint. Det kan virke hårdt, men jo mere de digitale medier fylder i vores liv, jo mere er vi nødt til at gå ud og sætte grænser for, hvad vi vil acceptere. Vi bliver tvunget til at tage en mere konfrontatorisk tilgang til vores kærlighedsrelationer og vores venskaber.”

Samtidig er vi også nødt til at huske på én ting. Selv om vores kommunikation foregår ved hjælp af lynhurtig, strømlinet teknologi, er det stadig mennesker, der sidder i den anden ende af linjen. Og mennesker opererer inden for andre og mere kringlede systemer. Jeg er selv rigtig dårlig til at hvile i usikkerheden,” siger Josefine Klint. Men nogle gange er det sundt. Man kan ikke forlange, at den anden part er helt afklaret hele tiden, for det er vi heller ikke selv.”

Og det er måske det bedste råd af dem alle. Man må finde en balance. Mellem det at have brug for et svar – og det, at andre mennesker ikke altid er klar til at give dig det.