DET SKER_
Skribent og redaktør

I dag går Zetland Helikopter i luften som podcast

9. april 2018 | 2 min.

Okay, det her har vi glædet os til. Da Zetland sidste år begyndte at udgive alle sine historier på lyd, tog I medlemmer rigtig godt imod det. I dag foregår over halvdelen af medlemmernes forbrug af Zetland på lyd. I vil hellere lytte, end I vil læse – og derfor er vi vildt glade for, at vi nu er klar med et helt nyt produkt.

De seneste to uger har vi været i gang med at bygge en helt ny del af Zetland. Og jeg mener bogstaveligt talt bygge. Vi har bygget om i vores lydstudie, de digitale udviklere har bygget et helt nyt univers, og i en lille underafdeling af redaktionen har vi siddet undertegnede og resten af lydholdet – Mads Ellegaard og Mathias Hau Nørgaard – for at arbejde med et helt nyt podcast-format.

Vi har fået hjælp fra 57 Zetland-medlemmer, der har lyttet og givet feedback og hjulpet med at skære idéerne til. Tusind, tusind tak for jeres tid – I ved, hvem I er. Vi har fyret vildskud (mest) og pletskud (nogle gange) af sted og i det hele taget eksperimenteret løs for at finde den helt rette opskrift på, hvordan en dansk nyhedspodcast skal lyde.

Og nu er vi klar til at sende det nye format ud i verden.

Et stykke hen ad vejen lyder det lidt som det nyhedsoverblik, mange af jer sandsynligvis kender fra den traditionelle mailudgave af Zetland Helikopter. Det bliver de samme historier, det samme overblik og den samme tone. Det hele bliver bare fortalt på en anden måde. Det bliver en selvstændig nyhedspodcast med gæster, musik og fortællinger – sendt ud sammen med nyhedsmailen.

For at du kan få en fornemmelse af, hvordan det hele kommer til at lyde, har vi lavet en lille teaser til dig. Den kan du høre her:

Mandag eftermiddag udkommer vi første gang både som mail og som podcast. Men det betyder ikke, at arbejdet med formatet stopper. Måske snarere tværtimod. Vi har brug for al den hjælp, vi kan få fra jer medlemmer, til at finde ud af, hvordan denne her podcast overhovedet skal lyde.

Vi har været så glade for at få hjælp af medlemmerne under byggeprocessen de seneste par uger. I har hjulpet os med at finde den helt rigtige tone, hvor vi er gode og dårlige, hvilke historier vi overhovedet skal kaste os over, og hvilke ting fra nyhedsstrømmen der er vigtige at bruge tid på. Det vil vi rigtig gerne fortsætte med.

Derfor har vi oprettet en helt særlig feedback-gruppe, som har sagt ja til, at vi en gang imellem må forstyrre dem og bede om input og hjælp til at gøre vores nye Helikopter-podcast bedre. Hvis du har lyst til at være med i den gruppe, så skriv til mig på mads@zetland.dk.

Vi håber, vi med jeres hjælp kan gøre Zetland Helikopter-podcast til en daglig vane. Og vi håber, I bliver glade for det, I hører.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: