Tempoet i Danmarks CO2-reduktion sort på hvidt. Jeg faldt over valgkampens vigtigste graf

  • 22. maj 2019
  • 16 min.
IT’S GETTIN’ HOT IN HERE (SO HOT)Politiske meningsmålinger overalt på kloden viser, at klimaet er blevet en af de vigtigste eller det suverænt vigtigste tema for vælgerne. De seneste fire års rekordvarme år og en særlig varm sommer i 2018 tilskrives tit som en udløsende faktor bag agendaskiftet. Foto: Bax Lindhardt, Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Om blot tre årtier er Danmark forvandlet til et drivhusgasneutralt samfund. Det har vi lovet FN, men i en tid, hvor politikerne kappes om de klimainteresserede vælgeres gunst, fortoner en vigtig fremskrivning sig. Med det nuværende tempo er Danmark i færd med at løbe fra sit løfte. Danmarks udledning af drivhusgasser ryger først i nul i år 2115. Vi er altså i øjeblikket mindst 65 år bagud med vores grønne omstilling.

Minder du bare nogenlunde om gennemsnittet af vælgerne, der om få uger stimler ind i stemmeboksene, så er der særligt én dagsorden, der optager dig.

Den grønne.

Ængstelsen over at bebo en klode med hedeslag ligger vælgerne meget på sinde. Faktisk så meget, at klima og miljø trumfer normalt stensikre agendaer såsom frygten for flygtningestrømme eller en nedslidt sundhedssektor.

Det angiver de tre måneders seneste meningsmålinger fra alskens analyseinstitutter såsom Wilke, Kantar Gallup, Epinion og Norstat.

Noget af et dagsordenskred sammenlignet med ti år tidligere, hvor klimaet rodede rundt i bunden af prioriteterne over interesseområder. Altså markant anderledes end i dag, hvor global opvarmning, øget havstand og andre konsekvenser af klimaforandringerne tilsyneladende er det vigtigste valgtema ifølge mange meningsmålinger. Både på tværs af partiernes vælgertilkendegivelser og i relation til folketingsvalget samt europaparlamentsvalget.

En Norstat-måling publiceret i sidste uge på vegne af Morgenavisen Jyllands-Posten og Altinget viser, at 24 procent af de adspurgte i slutningen af 2017 anførte, at klima og miljø ville være de mest afgørende temaer for deres stemme ved et folketingsvalg. I den nyeste måling er tallet oppe på 46 procent.

Godt så. Med de målinger in mente, hvad er så det væsentligste, man bør vide om miljøet og klimaet, som aldrig før har spillet nogen nævneværdig rolle i en dansk valgkamp, men nu er de væsentligste vælgerprioriteter?

Mit bud er en graf baseret på en lineær fremskrivning. Grafen forestiller Danmarks klimapolitiske indsats og er udarbejdet af den humanitære organisation CARE.

Selve fremskrivningen stammer ganske vist fra februar, hvor jeg første gang så den florere på Twitter i energipolitiske diskussioner. Mine øjenbryn røg formentlig et godt stykke op nær min halvskaldede isse, da jeg nærstuderede tallene.

Jeg har beskæftiget mig med klima- og energipolitik i over et årti, men fremskrivningen viser en dansk udvikling, som i den grad kom bag på mig.

Fremskrivningen viser, at med det nuværende tempo ryger Danmarks udslip af drivhusgasser først i nul i år 2115.

Det går altså mindst 65 år for langsomt med Danmarks grønne omstilling i forhold til de forpligtelser og løfter, som Danmark har givet FN som medunderskriver på klimaaftalen i Paris ved COP21 i 2015.

Paris-aftalen sigter imod netto-nuludledninger senest i 2050. Et mål, som ifølge klimaforskerne er bydende nødvendigt, hvis verdenssamfundet skal bevare nogen som helst forhåbninger om at holde den globale opvarmning inden for to grader eller endnu bedre halvanden grad i forhold til førindustrielt niveau.

Lige nu skubber vi altså problemet foran os. Vi gør det ekstra svært for Danmark at opfylde målet om nuludledning af drivhusgasser i 2050,” siger klimarådgiver John Nordbo fra den humanitære hjælpeorganisation CARE.

Han er ophavsmanden bag fremskrivningen. John Nordbo udviklede den i forbindelse med et møde tilbage i marts hos Folketinget vedrørende et borgerforslag om en dansk klimalov. Fremskrivningen har siden fået sit eget liv blandt andet på Twitter, hvor jeg spottede den.

Og hvis jeg skal være ærlig, tvivlede jeg ret meget på John Nordbos udlægning ved første syn. Danmark er jo trods alt en af klodens rigeste og grønneste nationer. Hjemstavnen for et væld af de essentielle klimavenlige løsninger og opfindelser. Hvordan kan sådan et foregangsland være så meget ude af kurs med klimamålene aftalt med både EU og FN?

Jeg ville have tallene og visualiseringen valideret. Måske var der fejlkilder eller forbehold, som ikke var kommet frem. CARE har jo trods alt også en dagsordensættende interesse i sagen. Den er en humanitær hjælpeorganisation. Ifølge dens analyser er der i dag tre gange så mange, der flygter fra klimaforandringerne som fra krig og konflikter.

Fremskrivningen har derfor været forelagt tidligere medlemmer af regeringens klimaråd, professorer i klimaøkonomi og markedsanalytikere fra den private energisektor. Ingen har kunnet pege på fejl.

Det burde der heller ikke være, kan jeg tilføje, al den stund kilderne for fremskrivningen er tre pålidelige af slagsen:

  • Opgørelsen af, hvor mange drivhusgasser Danmark har udledt fra 1990 til i dag.

  • Energistyrelsens Basisfremskrivning 2018. En faglig vurdering af, hvordan energiforbrug og energiproduktion samt udledning af drivhusgasser vil udvikle sig i perioden frem mod 2030 uden yderligere tiltag. Denne fremskrivning er et vigtigt planlægningsinstrument i dansk energi- og klimapolitik, eksempelvis som reference ved konsekvensvurdering af nye politiske tiltag.

  • Effekten af den nyeste energiaftale og V-LA-K-regeringens klima-/luftudspil i årene 2021-2030.

Til gengæld kan jeg lune mig en smule ved tanken om, at jeg langtfra er den eneste, som har måttet justere min opfattelse af hastigheden på Danmarks grønne omstilling. Andre har også måttet erkende, at med den nuværende kurs foregår udfasningen af de fossile brændstoffer alt, alt for langsomt.

Måske husker du, at der var en masse palaver i efteråret 2018 mellem energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt og Klimarådet?

Ja, der var ligefrem tale om et offentligt skænderi mellem vores klimaminister og Klimarådets daværende formand, professor i økonomi Peter Birch Sørensen. Deres tilspidsede ordudveksling angik faktisk selvsamme pointe, som John Nordbos fremskrivning og visualisering viser med al tydelighed.

Danmarks reduktion af drivhusgasser sker for langsomt. Endda så langsomt, at vi først ryger i nul i næste århundred.

196

FN-lande har aftalt at reducere deres drivhusreduktioner, i håb om at temperaturstigningerne kan holdes på under 1,5 grader.

Klimarådet skal fungere som regeringens egne uafhængige klimapolitiske rådgivere. Deres seneste statusanalyse for Danmarks klimamålsætninger blev udgivet i november 2018. Den viste, at V-LA-K-regeringens politik forsinker den nødvendige grønne omstilling i Danmark. I forhold til dette årti bliver den grønne omstilling 2020-2030 helt op til 75 procent langsommere.

Det er dog vigtigt at få sagt, at havde andre partier haft regeringsmagten i den forgangne eller kommende regeringsperiode, ville fremskrivningen næppe have set nævneværdigt anderledes ud.

Det viser en klimaberegner udarbejdet af forskere fra Danmarks Tekniske Universitet. Modellen omfatter 80 procent af Danmarks udledninger og alle partiers klimaudspil frem mod 2030 uden yderligere tiltag.

Enhedslisten og Alternativet er de eneste partier, hvis klimaudspil vil medføre så kraftige drivhusgasreduktioner, at Danmark opfylder det drivhusgasneutrale mål i 2050. Udslagsgivende er blandt andet, at begge partier vil udfase olie- og gasproduktion i Nordsøen inden 2030, investere tocifrede milliardbeløb i bedre kollektiv trafik, lægge CO2-afgifter på landbrugsproduktionen og forbyde nye fossile anlæg hos danske virksomheder efter 2030.

Alle andre partiers klimaudspil skyder forbi. Ellers er det værd at hæfte sig ved, at lighederne er væsentligt større end forskellene mellem partierne. Klimaudspillene fra Danmarks to toneangivende partier, Venstre og Socialdemokratiet, er nærmest identiske. De ender ud i eksakt samme mangelfulde reduktion i 2050.

Fælles for Venstre og Socialdemokratiets udspil er, at begge partier freder luftfarten og landbrugssektoren. Begge partier sætter deres lid til, at mere forskning og teknologiske gennembrud kan nedbringe drivhusgasudledningerne fra disse to erhvervssektorer.

Klimaudspillene fra Socialdemokratiet eller Venstre vil medføre, at Danmark i 2050 mindst udleder 20,1 procent for mange drivhusgasser. Når det gælder klimapolitik, er Socialdemokratiet og Venstre efter meget at dømme altså lige grønblå eller rødblå, om man vil.

Og så tilbage til Klimarådets analyse. Danmark udleder i øjeblikket alt for mange drivhusgasser, eksempelvis ved afbrænding af olie, gas og kul, i forhold til atmosfærens naturlige niveau. Sådan vil det også være i årtier fremover. Men sådan bør det ellers ikke være.

Det har et enigt Folketing flere gange givet hinanden hånd på. Så sent som i 2018 i energiaftalen. Her enedes politikerne om, at Danmark skal være et drivhusgasneutralt samfund i senest 2050.

Om blot tre årtier må Danmark altså ikke udlede flere drivhusgasser til atmosfæren, end vi samtidig fjerner fra atmosfæren gennem eksempelvis beplantning med nye træer.

Det vil sige, at vi allerede i 2050 skal bo og fungere i et samfund drevet af vedvarende energikilder. Et drønambitiøst mål, der kræver væsentligt færre udledninger fra alle sektorer. Men også et mål, som bliver markant nemmere, såfremt vi løbende sørger for at udlede færre drivhusgasser.

Men det gør vi desværre bare ikke. I 2020-2030 er der ligefrem udsigt til, at tempoet i den grønne omstilling sænkes med omkring 75 procent i forhold til den tidligere indsats.

Forsinkelsen skyldes ifølge Klimarådet især, at landbruget får fripas til at fortsætte med en stabil stor udledning af drivhusgasser. Oveni er der den danske transportsektor, som tegner sig for cirka 30 procent af de samlede danske udledninger. Køretøjerne herfra hoster ligefrem flere og flere drivhusgasser ud af udstødningsrørene. En udvikling, der indtræffer på et tidspunkt, hvor det modsatte skulle ske. Sådan lød Klimarådets analyse altså tilbage i november.

Foretager vi en fremskrivning af Klimarådets analyse af den nuværende kurs, når vi frem til næsten samme resultat som John Nordbos fremskrivning. Dog lige ti år værre. Først i 2125 er Danmark et grønt samfund, der ikke forurener og belaster atmosfæren med nogen som helst nettoudledninger af drivhusgasser, viser Klimarådets analyse.

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt karakteriserede i slutningen af sidste år Klimarådets analyse som forvrøvlet og helt forkert. Men ligesom jeg har han måttet revurdere sin opfattelse. Efter en fremlæggelse i Folketinget i januar af Energistyrelsens Basisfremskrivning, som John Nordbo altså bygger sin fremskrivning på, har klimaministeren trukket i land med sin fordømmelse. Siden da har han ikke kommenteret nogen fremskrivninger af Danmarks nuværende klimakurs ude af sync med 2050-målet.

Bonusinfo. 40-60 procent. Så massivt skal de globale udledninger af CO2 mindskes inden 2030 i forhold til 2010, hvis verden ifølge FN’s klimapanel skal have en realistisk chance for at holde temperaturstigningen på under 1,5 grader.

Til gengæld har Peter Møllgaard, den nye formand for Klimarådet, taget tråden op på ny. Hans centrale budskab er identisk med John Nordbos og hans fremskrivning. At få bragt Danmark på rette kurs og alle sektorer i sving, så Danmark bliver drivhusgasneutral inden for de næste tre årtier. Det er Klimarådets nyeste og vigtigste opgave.

Vi skal i gang nu med reduktionerne, ellers bliver det for dyrt, og vi risikerer ikke at nå i mål,” sagde Klimarådets nye formand, Peter Møllgaard, professor og dekan ved Maastricht University School of Business and Economics, i sin første offentlige optræden.

Det udsagn noterede jeg ved en såkaldt klima-folketingsvalg-konference afholdt af Ingeniørforeningen IDA, kort før valget blev udskrevet. De to statsministerkandidater Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen kiggede begge forbi. De gav deres bud på Danmark som en såkaldt grøn vindernation. Begge var dog fraværende under Peter Møllgaards oplæg.

I så fald kunne de ellers have fået gentaget og pointeret, at en ny statsminister ifølge Klimarådet bør speede reduktionsindsatsen op. Nu.

Peter Møllgaard erklærede flere gange, at det både er bedst for klimaet og for Danmarks pengepung at indføre gradvise reduktioner og foretage en jævn omstilling frem mod 2050 i stedet for at udskyde størstedelen af omstillingen til efter 2030 med øget risiko for markante reduktionskrav.

Vi skal undgå at udskyde til i morgen, hvad vi kan gøre i dag, for der er ingen tid at spilde, og vi risikerer at gøre omstillingen unødigt dyr for samfundet ved at vente for længe med at komme i gang,” sagde Klimarådets nye formand, professor og dekan ved Maastricht University School of Business and Economics.

SOLSTRÅLEHISTORIERNE_Ud af FN’s 196 medlemslande er blot 2 lande på rette kurs i forhold til at opfylde klimaaftalen fra Paris: Gambia takket være massiv skovrejsning og Marokko med verdens største solvarmekraftværker. Kilde: Climate Action Tracker. Foto: Xinhua, Ritzau Scanpix

Tager vi det helt store helikopterperspektiv på og laver en tilsvarende fremskrivning, hvor andre lande følger Danmarks klimakurs, ser det skidt ud. Og det gør det reelt, fordi de globale udledninger af drivhusgasser desværre stiger.

Ligesom Danmark er næsten ingen af FNs medlemslande i færd med at opfylde målet om et drivhusgasneutralt samfund i 2050. Ja, selv i EU ser tendensen mildt sagt skidt ud. Alle EU-lande sjofler og er bagud, når det gælder om at leve op til Europas vigtige delmål om 40 procents drivhusgasreduktion i 2030 i forhold til basisåret 1990. Det viser en spritny opgørelse.

Konsekvensen er, at fortsætter Danmark og hovedparten af alle andre lande med at udlede drivhusgasser i samme tempo som hidtil, er der udsigt til, at kloden inden for de næste 81 år bliver omtrent 4,8 grader varmere.

Men, men alt håb er ikke ude. Meget kan nå at forandre sig. Både til det bedre og til det værre. En person i Danmark, som er blandt dem med både den største indsigt og erfaring i de forhold, er professor i klima og økonomi ved DTU Kirsten Halsnæs.

Siden 1993 har hun været en af hovedforfatterne på FNs klimarapporter. I 2007 modtog hun Nobels Fredspris sammen med de øvrige forskere fra FNs klimapanel. Til daglig forsker Kirsten Halsnæs i, hvad den grønne omstilling kræver – og hvad det koster at lade stå til.

Kirsten Halsnæs anfægter ikke fremskrivningen om, at hvis de sidste års udvikling i drivhusgasudslippene fortsætter kursen, og man fremskriver lineært ud fra de år, så er Danmark først drivhusgasneutralt efter 2115. Men hun vil næppe selv anvende den type fremskrivning i sit eget virke.

På kort sigt kan man godt sige, at det ser skidt ud, og vi ikke er på rette vej. Men der er tale om en lineær fremskrivning over hundred år ud i fremtiden. Det er meget lang tid med masser af ubekendte faktorer, der uanset hvad vil påvirke fremskrivningen i helt andre retninger,” siger Kirsten Halsnæs og opfordrer os til at tænke hundred år tilbage.

Ingen dengang kunne forudse, hvad der ville ske med klimaet, og hvordan vores energikilder ville se ud i dag.”

17

tons CO2 udleder den gennemsnitlige dansker, hvilket betyder, at danskerne har klodens syvendestørste CO2-forbrug per indbygger. Vi skal ned på 2-3 tons senest i 2050.

Kirsten Halsnæs vægrer sig ved at blive tillagt politiske undertoner i denne tid, men vover at påpege, at man jo også må antage, at uanset hvilke regeringskonstellationer der får magten i de kommende årtier, så vil disse politikere forventeligt løbende justere Danmarks klimapolitik. De er forpligtet til at justere tiltag, subsidier og afgiftsordninger, så Danmark kommer så tæt på som muligt på målet om et drivhusgasneutralt Danmark i 2050. Der er trods alt tale om internationalt ratificerede kontrakter indgået med både EU og FN.

Fokus skulle måske derfor hellere ligge på et ofte overset faktum i hele klimadebatten. At et drivhusgasneutralt drømmesamfund faktisk slet ikke er nogen utopisk øko-fantasi. Vi skal ændre vaner, og erhvervslivet skal finde sig i flere afgifter, men omstillingen fordrer hverken udvikling af helt nye teknologier, eller at virksomheder og borgere som du og jeg komplet skal omlægge vores tilværelse.

Danmark har tid til at rette op og kan komme ind på rette kurs mod 2050. Vi ved faktisk, hvad det kræver for at opnå et drivhusgasneutralt samfund. Vi har grundlæggende alle redskaberne.

Herunder er derfor en opridset kort opskrift i fempunktsform på nogle af de væsentligste tiltag, som bringer Danmark nærmere. Listen er kompileret på baggrund af viden fra Kirsten Halsnæs og Klimarådet.

  1. Skrot olien, og stig ind i elbilen eller toget
    Cirka 20 procent af Danmarks samlede drivhusgasudledninger skyldes vejtransport, som derfor isoleret set er den allerstørste klimasynder. Hæft dig så yderligere ved, at ud af disse 20 procent tegner personbiler sig for hele 53 procent af udledningerne. Et tal, som endda forværres konstant, fordi flere af os futter rundt i benzin- og dieseldrevne personbiler, som vi tilmed kører længere i. En stor del af Danmarks drivhusgasudledninger nedbringes derfor, hvis man enten formår at lokke privatbilisterne over i den kollektive trafik eller udskifte fossilkøretøjerne med elbiler.

  2. Vedvarende energikilder så langt øjet rækker
    Den drivhusgasneutrale gevinst fra flere elbiler på vejene indløses dog kun, hvis strømmen også er grøn. Det går dog heldigvis den rigtige vej takket være en markant øget brug af solceller og vindmøller. Men udbygningen skal op i tempo. To udfordringer står i vejen; at vi skal gøre ekstra meget plads til flere vedvarende energikilder på land, nær kysterne og til havs. Og at Danmark skal finpudse sin strategi for, hvordan elnettet skal fungere med en stor andel af ustabile kilder såsom vind og sol. En metode kan være langsigtet lagring i form af såkaldt power-to-gas, hvor grøn gas produceres ved hjælp af strøm. Gassen kan så senere bruges til at producere el i et gaskraftværk og i industrien.

  3. Stop med at fyre for fuglene
    Globalt set findes nogle af de letteste drivhusgasreduktioner gennem en energieffektivisering af boliger og industrier. Det koster på den korte bane, men er oftest en fortrinlig investering på lang sigt. Det regnestykke gør sig også gældende i Danmark, hvor udledninger fra bygninger hovedsageligt skyldes brug af olie, gas og kul til opvarmningen af bygningsmassen. Der er usikkerhed om mængden af drivhusgasser herfra. Ifølge Statens Byggeforskningsinstitut tegner energiforbruget fra bygninger sig for 35 procent af de samlede udledninger. I så fald er vores bygningsmasse den største klimaskurk. Til gengæld er der enighed om, at 30 procent af disse udledninger kan fjernes de næste ti år via energibesparelser.

  4. Landbruget har brug for en hjælpende hånd
    Drivhusgasbelastningen fra landbruget udgør omkring 19 procent af Danmarks samlede udledninger, og det er vanskeligt at nå ned på nul. Faktisk er det så vanskeligt, at landbrugets udledninger slet ikke er faldet de sidste ni år. Adskillige forbedringer eksisterer, men er bøvlede at indføre i praksis, fordi de vil medføre øgede udgifter i landbruget. Udgifter, som landmændene, forbrugerne eller skatteborgerne skal betale. Disse udgifter skal nemlig gå til fordyrende, men klimaeffektive tiltag såsom forsuring af gylle til begrænsning af udledningerne fra dyrenes gødning og ændret foder til reduktion af metanudledningen fra dyrenes fordøjelse. Men finder vi en måde at finansiere sådanne tiltag på, vil det faktisk føre til, at Danmarks landbrug vil udlede en tredjedel færre drivhusgasser.

  5. Lad vådområderne passe sig selv
    Verdens næstkraftigste skorstene med drivhusgasser, som bare venter på at blive pustet op mod atmosfæren. Sådan kan man anskue de såkaldte kulstofrige lavbundsjorder, som Danmark har cirka 100.000 hektar af. Det er arealer, som hverken er vand eller jord – men noget midtimellem. Gamle rødder og planterester, som tidligere har været under vand, men nu er bragt op til overfladen eksempelvis ved dræning for at skabe landbrugsjord og områder velegnet til græsning for kvæg. Problemet er bare, at disse lavbundsjorder indeholder masser af kulstof, omtrent dobbelt så meget som en skov. Så når den våde vegetation kommer til overfladen, og denne forrådnelsesproces for lov til at tage fat ved mødet med ilt, jamen så fungerer disse områder som skorstene. De bevirker, at Danmarks kurs mod et drivhusgasneutralt samfund ser endnu dårligere ud. Beskyttelsen af sådanne lavbundsjorder, vådområder og områder med tørv er en ofte overset vej mod færre drivhusgasser. Faktisk rangerer vådområdebeskyttelse ofte på top-20 blandt de mest billige og effektive typer af drivhusgasreduktioner. Den gode nyhed med danske briller på er så ovenikøbet, at staten ejer de fleste lavbundsjorder. Samt at Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer, som ellers ofte er på interessekollision, i dette tilfælde er rygende enige. Vi har slet ikke brug for at dræne disse lavbundsjorder. Lad dem være. Smæk dem under vand igen.

Dermed kommer Danmark et skridt nærmere et drivhusgasneutralt drømmesamfund.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem