Skaberne bag fænomener som Game of Thrones og Star Wars tilbyder komplette, alternative verdener. Jeg satte mig for at lære deres håndværk

FARVEN LILLAHvad ville det gøre ved vores verden, hvis farver var ekstremt sjældne? Det er bare ét ud af mange mulige scenarier, når skribent Amalie Langballe bygger sin egen virkelighed. Illustration: Adi Juhasz for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

De fantastiske universer bag Game of Thrones, Star Wars og Harry Potter er så troværdige, at de får os til at tro på det utrolige. Men de bliver ikke til ved et big bang: Der er en metode bag, og den hedder world-building. Journalist Amalie Langballe kastede sig ud i at world-builde sin helt egen verden, og opdagede en hel del på vejen – ikke mindst om vores egen virkelighed.

I HITSERIEN Game of Thrones skete der i fjerde episode af ottende sæson dét, der bare ikke måtte ske. Hvis du er en af de i gennemsnit 32,2 millioner mennesker, der ser eller så serien, så ved du, hvad jeg snakker om. Pludselig stod den der, frit fremme, en ægte øjenbæ, et vidnesbyrd om et kolossalt fuck-up, en hån mod hele den formfuldendte fiktive verden Westeros, hvor serien udspiller sig.

Jeg taler selvfølgelig om koppen. Koppen, der gav genlyd verden over. Den stod på et langbord foran dragedronningen Daenerys under fejringen af sejren over the white walkers midt i hele den omhyggeligt arrangerede middelalderlige scenografi med fakler på væggene og sølvbeslåede drikkehorn – og den brød illusionen.

Folk kunne selvsagt ikke være i sig selv.

Koppen illustrerer noget forunderligt ved den menneskelige fantasi: selv om man siger om den, at den ingen grænser kender, så adlyder den som regel en slags indre logik: I Westeros tror vi på magisk valyrisk stål’, men vi tror ikke på pap og plastik. I Westeros tror vi på drager, men vi tror ikke på to go-kopper.

Når vi tror på alt det , så er det, fordi Westeros som helhed er en troværdig verden. Universet er så besnærende, at vi hellere end gerne træder ind i det og suspenderer vores egen virkelighed. Men det gør vi kun, fordi den anden virkelighed er så overbevisende, at når vi pludselig ser en velkendt genstand fra vores egen verden – en papkop – så er det den, der er det fremmede, utroværdige element.

Hemmeligheden bag den troværdige fiktion er, at vi ikke ser den. Vi ser ikke håndværket bag den: Den forfører dig ubemærket.

Men der er et håndværk bag. En metode til at få folk til at tro på det utrolige.

Metoden hedder world-building, og i al sin enkelhed går den ud på at bygge troværdige fiktioner. World-building-metoden bruges først og fremmest i fantasy- og sci-fi-genrerne, hvor både Game of Thrones og andre af vor tids mest succesfulde kulturelle fortællinger som Star Wars, Ringenes Herre og Harry Potter hører til. Den er også meget anvendt inden for computerspil, hvor et velfungerende virtuelt univers er afgørende for, at et spil overhovedet fungerer.

De fleste af os kender følelsen af at blive opslugt af sådan en verden, hvad end det er som læser, seer eller gamer. Vi ved, hvad det kan gøre ved os, hvordan det sætter følelserne, fantasien og tankerne i gang.

Men hvordan er det at bygge den form for verden selv? Hvad skal der til for at skabe det troværdige og medrivende fiktive univers? Og gør det noget ved ens blik på virkeligheden at forsøge at skabe sin egen udgave? Måske kan denne bagvendte måde at opdage en verden på, imens den bliver til, være lige så rig på erkendelser som en opdagelsesrejse i en virkelighed, der i forvejen eksisterer.

Det er et forsøg værd.

JEG VIL BYGGE EN VERDEN. Og jeg har allieret mig med Anders Rauff-Nielsen, der har over ti års erfaring som spildesigner, forfatter – og world-builder. Eller Universe Designer, som der står på hans hjemmeside. Han har afholdt flere workshops i world-building-metoden på VIA University College i Viborg, og den første grundlæggende udfordring, fortæller han mig, er at ikke tænke i historier med det samme.

Mine elever vil altid gerne starte med historien. Hvem er karaktererne? Hvad er konflikten? Hvordan skal berettermodellen gå? Men man skal tænke på world-building som et kreativt værktøj til at skabe rammerne eller fundamentet for at fortælle historier,” siger han.

Okay, glem i første omgang historien. Forstået. Men hvor begynder jeg så, når jeg skal bygge min verden?

Ifølge Anders Rauff-Nielsen kan man groft skitseret gå til arbejdet ad to veje: udefra eller indefra.

Lad os tage udefra først. Det begynder med spørgsmål som de her: Hvordan ser dit univers ud? Hvilken planet er vi på? Hvor mange kontinenter er der? Hvordan er naturlovene? Hvilke kulturer eksisterer på planeten? Hvilke væsener?

Jeg er klar.

Amalies Verden, forsøg 1.

Jeg vil have andre naturlove. Mindre tyngdekraft, mere svæveri. Hvad betyder det så? Folk kan hoppe højere, derfor må de bo anderledes end vi. Måske i træer? At rejse må være nemmere, og tunge ting må være kostbare?

Hvis tunge ting er kostbare, kan man måske antage, at det er finere at leve stationært end på farten. Så de fattige er måske nomader, mens de rige er byboere?

Uh. Men hvad med vand? Det fordamper lettere, når lufttrykket er mindre. Mangler de så vand? Og kan man rejse på havene? Hvis man ikke kan rejse på vandet, er der så en, der opfinder en drage/luftballon at flyve med? Bliver opdagelsesrejsende?

Men ville en luftballon kunne eksistere i et univers med lavere tyngdekraft?

Konklusion: Jeg lyttede ikke godt nok efter i fysik.

Det bliver hurtigt omfattende at skulle gentænke naturlovene, hvilket Anders Rauff-Nielsen også advarede mig om. Ikke kun fordi det har mange omsiggribende konsekvenser, men også fordi det er svært at forklare for læseren på en elegant måde.

Og … hvor meget er man egentlig nødt til at forklare, før folk vil tro på ens verden? Er det afgørende, at naturlovene er logiske, og at alt hænger sammen?

Børnebogsforfatteren C.S. Lewis’ Narnia-serie er et berømt eksempel på et univers, der tager sig nogle friheder, hvad angår logisk konsistens. Væsener fra den græske mytologi, som for eksempel faunen, sameksisterer i Narnia med mere moderne væsener som for eksempel julemanden. Denne frivolitet irriterede hans med-inkling og intellektuelle drinking buddy, J.R.R. Tolkien, verdenshistoriens formentlig mest anale world-builder. Tolkien udviklede selv to elversprog (sindarin og quenya) og en mildest talt omfattende mytologi som baggrund for sin egen fiktive verden, hvor Ringenes Herre-bøgerne foregår.

C.S. Lewis mente, at mindre nok også kunne gøre det. Og Narnia-seriens popularitet taler for, at han havde fat i noget. Men mit lille tankeeksperiment viser forhåbentlig, hvor mange spørgsmål man alligevel skal stille sig selv for at opnå noget, der bare minder om sammenhæng.

Samtidig kan jeg godt fornemme, hvordan metoden potentielt kan være grobund for en historie. De fattige nomader og de rige byboere? Er der ikke allerede konturerne af en konflikt der?

Jeg kan også godt fornemme, hvordan det skaber grobund for mere end én historie. Man skaber så meget kulisse, at det på en eller anden måde bliver naturligt, at en anden historie kommer spadserende ind fra sidelinjen. Det er den skalerbarhed, der har gjort world-building til en populær øvelse: Et velskabt univers kan malkes i en uendelighed. Igen, tænk på Star Wars-universet, som stadig sprøjter blockbustere ud her 42 år efter premieren på den første film, og Game of Thrones, hvor der allerede er planlagt minimum én spinoffserie.

FOR AT SØGE inspiration til Amalies Verden (vi har brug for et nyt navn her) besluttede jeg mig for at snakke med filmskaber Sebastian Cordes, der sidste efterår modtog halvdelen af Filmværkstedets støttepulje specifikt rettet mod world-building-projekter. Hans projekt er – lidt utraditionelt – et dokumentarisk true crime-projekt, der bærer arbejdstitlen You can’t watch this.

Det vil sige, at han ikke har skullet definere hverken naturlove eller magtstrukturer – det har virkelighedens verden allerede klaret – men world-building-metoden har haft betydning for hans arbejdsproces:

For mig har det været en metode til at udfordre min egen tilgang til fortælleteknik og filmmediet som sådan,” siger han.

I stedet for at skitsere berettermodellen med det samme, har det været en mere dynamisk – og egentlig mere virkelighedsnær – proces. Jeg har ikke tænkt i hovedkarakterer og bipersoner for eksempel. Alle perspektiver er i udgangspunktet lige værdifulde.”

Sebastians arbejdsproces viser noget om, hvor gennemgribende vores idéer om klassisk historiefortælling er: hvis man ikke aktivt modarbejder det, så ligger de traditionelle fortællemodeller lige ved hånden. Der skal være en hovedperson. Der skal være en helt. Der skal være en skurk. Der skal være et klimaks.

Jeg ved det kun alt for godt: Jeg er journalist. Og jeg bruger fortælleteknikker hele tiden. Jeg sorterer i detaljer, så den historie, jeg synes er interessant, står klarest muligt frem. Jeg elsker, hvis jeg kan få et point of no return ind i en artikel. Men måske bør jeg – i realismens navn, paradoksalt nok – forsøge at udfordre den tankegang?

Således inspireret er det tid til at prøve igen. Den her gang beslutter jeg mig for at prøve Anders Rauff-Nielsens anden metode: det, han kalder at begynde indefra.

Her tager man udgangspunkt i en fiktiv person – en karakter (måske er det en hovedkarakter, men med Sebastians projekt i baghovedet holder jeg alle muligheder åbne). Hvordan ser vedkommende ud? Hvordan ser der ud, når han/hun åbner øjnene om morgenen? Hvordan ser der ud, når personen åbner sin hoveddør?

Amalies Verden, forsøg 2.

Det er en kvinde. Hun er måske … i starten af 40’erne. Hun er magtfuld. Hun vågner på et palads. Hun har mange håndlangere, men kun én mand – en ung mand.

Måske er det kvinder, der har magten? Hvorfor? Fordi de efter en altødelæggende krig var i overtal, og derfor træf de en beslutning om at holde antallet af mænd nede (uh, kontroversielt). Hvad laver mændene så? Hårdt fysisk arbejde med undtagelse af dem, der er udvalgt til at formere sig med. Har kvinderne ikke sex for sjov? Jo, men mest med hinanden.

Måske foregår der så en handel med mænd for at undgå indavl? Og lever kvinderne fredeligt på tværs af kulturer i et slags forbund? Hvad sker der med de drengebørn, der bliver født? Er det her et uhyggeligt univers i stil med The Handmaid’s Tale’ egentlig?

Konklusion: Det her kan noget, men det føles også meget … oplagt.

MENS MINE IDÉER til mit eget univers ikke nødvendigvis bliver bedre som dagene går, så er det alligevel, som om der sker noget andet. Det er, som om jeg skal genaktivere en del af min hjerne, som normalt ligger i hi. Ting, jeg plejer at tage for givet, giver pludselig anledning til alle mulige overvejelser om, hvorfor vores verden er, som den er.

Jeg tager mig selv i at tænke på, hvorfor ukrudt er ukrudt. Og hvorfor guld er et dyrebart materiale. Hvad hvis rav for eksempel var det fineste materiale af alle?

For Anders Rauff-Nielsen er det dét, som alle gode fiktioner skal kunne: sige noget om den virkelighed, vi befinder os i, og få os til at kaste et nysgerrigt blik – et forfriskende blik – på den.

Mange kulturprodukter bliver skabt for at spejle den virkelighed, vi lever i. Det er ikke kun, når du selv skaber, men også når du forbruger en fiktiv verden, at det spejl træder frem.”

Det spejl kan tjene mange formål. Inden for litteraturteorien –  nærmere bestemt den skole, man kalder russisk formalisme – mener man for eksempel, at det er en iboende egenskab ved al litteratur, at den gennem en proces kaldet defamiliarization – med en skidt oversættelse kunne det hedde af-velkendtliggør – genfortryller, vækker, minder om, sætter i nyt lys. Den kan tvinge dig til at åbne øjnene på ny.

Et eksempel kunne være din rute til arbejde, hvis du har sådan en: Du ser sandsynligvis ikke tingene på ruten på samme måde, som du gjorde, de første gang du tog den. Det er ikke længere nyt for dig, det er faldet i baggrunden, blevet en kulisse.

Den autopilot er vældig nyttig til hverdagsbrug. Hvis vi konstant skulle være bevidste om alle indtryk, ville vi blive vanvittige. Omvendt, lød argumentet fra de russiske formalister, er det også en tilstand, vi ikke på sigt kan holde ud. Vi risikerer at blive overmandet af hverdagens tristesse, hvis vi ikke bevarer en eller anden form for blik på vores omgivelser.

Det er det, som litteratur tilbyder. Det kan tage noget velkendt og trække det frem i lyset igen ved at fremmedgøre det en smule først. De russiske formalister formulerede det sådan her: Læs noget smukt om et æble, og det næste æble, du spiser, smager du virkelig på.

Spejlet kan også vise en kritik. Det er måske tydeligst, når man ser på science fiction. Her genkender vi ofte elementer fra vores egen virkelighed, men fiktionen fremstiller dem i en ekstrem form, der sætter fokus på et problem ved vores virkelige samfund.

Et eksempel på det kunne være Ursula K. Le Guins novelle De der vandrer bort fra Omelas, der portrætterer et samfund, hvis lykke og velstand afhænger af et enkelt barns ulykke: For at alle andre kan leve i utopien, er barnet nødt til at blive holdt til fange i evigt mørke – beskidt og ulykkeligt. Novellen opstiller et universelt dilemma om retfærdighed, lidelse og balance. Med andre ord et mesterligt eksempel på tankevækkende world-building.

Det er blevet tid til mit sidste forsøg:

Amalies Verden, forsøg 3.

Den her gang vil jeg (i stil med De der vandrer bort fra Omelas’) prøve at spørge: Hvad nu hvis?

Hvad hvis verden var styret af børn? Man blev simpelthen aldrig ældre end 20 år?
Hvad hvis vi stadig havde vores haler?
Hvad hvis vores drømme altid portrætterede noget virkeligt? Måske andres virkelighed, men altid noget virkeligt? Hvad ville det gøre for vores empati?
Hvad hvis hvaler kunne snakke?
Hvad hvis der fandtes hekse, men ikke troldmænd?
Hvad hvis katte var rumvæsener?
Hvad hvis Hitler vandt Anden Verdenskrig?
Hvad hvis farver var sjældne? Sådan virkelig sjældne.
Uh. Det kan måske bruges. Hvilken farve var mest sjælden? Lilla måske? Det ville være et trist og smukt univers. Hvordan klarer man sig uden farver? Former må blive vigtigere. Farver må blive enormt kostbare. Hvor kommer de fra? Nogle måske fra bjerge, andre fra træer? De, der ved, hvor farverne findes, er både privilegerede og udsatte. Holder man sin viden hemmelig, eller sælger man den?

Konklusion: Jeg kan se konturerne af en historie. Ganske lovende.

Mange, muligvis mere simple verdener er skabt ud fra hvad nu hvis’-tankeeksperimenter. En klassiker som Mary Shelleys roman Frankenstein tager udgangspunkt i spørgsmålet om, hvad der ville ske, hvis nu elektricitet kunne skabe liv i døde kroppe. Den tyske tv-komediesucces Er ist wieder da stiller spørgsmålet: Hvad ville der ske, hvis Hitler vågnede fra de døde i morgen?

Og en af verdens mest berømte sange, Imagine af John Lennon, kan man vel roligt sige er en perlerække af hvis nu’-verdener. Måske var Lennon en drømmer, men han var ikke den eneste.

Hvad bliver den endelige konklusion på mit lille store projekt? For det første, at jeg nok ikke kommer til at skrive den nye Ringenes Herre-trilogi. For det andet – og det er vigtigere – at den her øvelse med at bygge sin egen verden virker enormt … brugbar.

Den har gjort mig opmærksom på, hvordan meget af det, vi normalt bare lader passere som indiskutable realiteter, egentlig er fiktioner, vi er fælles om. Penges værdi, for eksempel. Magtens hierarkier. Kønsroller. For bare at nævne nogle stykker.

Og så er der en sidste ting, som jeg bedst kan forklare ved at spole lidt tilbage: Ligesom så mange andre var jeg et usandsynligt spørgelystent barn. Gang på gang måtte min mor ty til sit gamle Fokus-leksikon for at besvare mine spørgsmål. Min far valgte den mere pragmatiske løsning: Spørg din mor.” Min spørgelyst hang så meget ved, at jeg blev journalist, en professionel spørger.

Alligevel er jeg for længst stoppet med at stille de virkelig dumme og de virkelig store spørgsmål. Jeg undrer mig professionelt, men jeg undrer mig ikke længere som et barn. Og det føles som et tab.

Evnen til i det mindste at forestille sig noget fundamentalt anderledes virker ekstremt værdifuld, hvad end man er ingeniør eller politiker eller noget helt tredje. Hvordan skal man gøre noget virkelig visionært, hvis man ikke bevidst træner sin forestillingsevne?

Den lille fremmedgørelse, hvor virkeligheden bliver ny igen – æblet, hvis smag bliver fremhævet ved litteraturens kraft – er måske vejen derhen.

I nationalklenodiet Matador, den mest ikoniske af alle fiktive versioner af Danmark i nyere tid, siger Maude til ægtemanden Hans Christian: Meget kunne nok blive anderledes. Hvis vi turde,” da hun vender hjem fra en tur til Schweiz – en rejse affødt af, at Hans Christians utroskab med abort til følge er blevet afsløret.

Maude drager ud i en anden verden, men kommer hjem til den samme, som hun forlod. Og selv om Maude selv taler om at turde eller ikke turde, så er der også et element af … manglende fantasi på spil.

Når Maude og Hans Christian bliver sammen, er det også et udslag af, at ingen af dem kunne forestille sig det anderledes: I det evige Korsbæk fortæller og genfortæller man de samme historier; det er sådan status quo bevares.

Måske kunne Maude – den indre Maude, så mange af os bærer på – have godt af et world-building-kursus.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem