Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Michael Vilster er medlem af Zetland og har delt den med dig.

signature

Jeg bor alene, men har fået selskab af Google Home. Det er … skræmmende hyggeligt

BLA BLA Zetlands Frederik Kulager taler med sit nye smarthjem. Illustration: Kasper Løftgaard for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

I disse år kobler vi dimser i hjemmet på internettet, så de bliver “smarte”. Revolutionen kaldes Tingenes Internet – og man spår, det vil ændre måden, vi interagerer med teknologi på i fremtiden. Zetlands teknologiskribent Frederik Kulager har indrettet sit hjem som et smarthjem og rapporterer her fra en ikke så fjern fremtiden.

For en måned siden forvandlede jeg min etværelseslejlighed i København til et smarthjem. Internetforbundne lys, tv, støvsuger – det hele.

Jeg ville opleve, hvor smart” det egentlig er, og så ville jeg hævne mig på en god ven, som under en sen morgenmad hjemme hos ham havde indstillet den mest perfekte bløde morgenbelysning over sit spisebord fra sin iPhone. Over brieosten spurgte han, om ikke jeg også havde smart-lyspærer hjemme hos mig. Du skriver jo om teknologi,” sagde han.

Jeg boede helt analogt i en blanding af Ikea og dødsbo og tvivlede på, at det overhovedet var realistisk at gøre stedet smart. Jeg havde i øvrigt heller ikke råd (pærerne havde kostet min ven tusind kroner). Men fordi jeg rigtigt nok skriver om teknologi, lå løsningen lige for: Jeg kunne skrive rundt og høre, om nogen ville sende mig den smarteste dims, de har på lager.

I dag bor jeg med de dimser, jeg kunne skrabe til mig. Smartpærer i køkkenet, i stuen og på badeværelset (som lige nu har lysindstillingen savanna sunset, hvor lyset changerer fra mørk orange i den ene ende af lejligheden til lysegul i den anden), en smart-lyssensor, som jeg godt nok stadig mangler at finde ud af, hvad jeg skal med, et smart-tv, jeg kan tale til (og råbe ad, når det er nødvendigt), en smartstøvsuger og en Google Home, en såkaldt digital assistent, jeg kan tale dansk til. Den er mit smarthjems kommandocentral. Gennem den taler jeg til mit tv og mine lys.

Hey, Google,” prøvede jeg den første aften med det hele sat op. Den vågnede/lyste op.

Dæmp lyset,” sagde jeg. Jeg ville se tv.

Helt i orden,” lød en kvindestemme. Skruer ned for lyset på de tre lamper.”

Jeg satte et afsnit af Netflix-serien Daredevil på telefonen. Fordi jeg havde en Google Chromecast, et hdmi-stik, man sætter i tv’et, så det kobles på nettet, valgte jeg, at serien skulle vises på tv’et – hvilket også betød, jeg kunne tale til tv’et. Hey, Google,” sagde jeg fra sengen, hvor jeg havde lagt mig til rette. Fjernsynsbetjeningen kunne jeg ikke nå, og det var heldigt, for så kunne jeg teste noget.

Skru op på tv’et,” sagde jeg og kunne mærke, der skulle gå tid, før det at tale ud i en mennesketom lejlighed føltes naturligt. Lyden blev skruet op. Da jeg mod slutningen skulle på wc, sagde jeg: Hey, Google. Paus Netflix.” Tv’et blev sat på pause. Ude på wc’et var lyset dæmpet, fordi klokken havde passeret 23.00. Lyset huskede, at jeg nærmede mig sengetid, som jeg havde indstillet til klokken 00.00, og havde derfor dæmpet sig. Hey, Google,” sagde jeg, da jeg kom tilbage. Fortsæt Netflix.”

Lidt før midnat var lyset i lejligheden så dæmpet, at jeg døsede hen, så jeg slukkede tv’et og faldt i søvn, bekymringsfri. Jeg vidste, lysene ville slukke helt på slaget 00.00 – og være tændt, når mit vækkeur ringede næste morgen. Det havde jeg indstillet dem til.

Store dele af vores fysiske verden vækkes i disse år til live ved at blive koblet på internettet, så de bliver smarte”. Man kalder det Tingenes Internet. Biler, bordlamper, klimaanlæg, svejsemaskiner og atomkraftværker kan i dag styres fra en app. Ja, snart hele byer.

I Toronto, Canada, rejser Google en helt ny bydel fra internettet og op”, som det lød ved offentliggørelsen sidste år. Quayside, som bydelen hedder, er et ambitiøst bud på, hvordan data om infrastruktur, trafik, kloak, energi og beboernes gøren og laden skal give indsigter i, hvad der er af behov. Google, som vi ved, har allerede affotograferet og indekseret store dele af vores fysiske verden med Google Earth, Google Maps og Google Street View. Næste skridt er så at bygge den.

Alligevel befinder vi os i smarthjemmets forår. En tredjedel af alle voksne i Norden bruger ikke telefonen til at styre noget som helst i hjemmet, ifølge en ny rapport fra konsulentbureauet Deloitte. Det mest udbredte (29 procent) er, at man styrer et musikanlæg med telefonen, mens 25 procent bruger telefonen til at caste tv og serier til tv’et. Kun fem procent styrer lyset fra telefonen, som jeg gør det, og to procent styrer ting som vaskemaskine, elkedel og lignende.

Men lad det ikke snyde. Perspektiverne er ret vilde.

Når der står Google Home-assistenter rundtomkring i danske hjem, indsamler de data om vores sprog, hvordan vi udtaler ord og bogstaver og lærer vores forskellige dialekter,” forklarer Keld Norman, der er it-sikkerhedsekspert og indehaver af både en Google Home og Amazon Alexa, som han overvåger, når de overvåger ham (det vender vi tilbage til).

Det, vi fortæller Google, kan så analyseres, så Google kan finde ud af, hvem vi er, og hvad vores behov er. Det er meget værdifuld data, når man som Google lever af at sælge annoncer.”

Det vil altså sige, at når tech-giganterne bygger smartdimser, er det for at komme en fremtid i møde, hvor interaktion med teknologi i stigende grad sker med ørerne og munden i stedet for fingrene og øjnene. I den fremtid vil flere lægge telefonerne fra sig og stoppe med at skrive søgeord på google.com – og uden en stemmetjeneste ville Google (og de andre tech-giganter) dø. De digitale assistenter er altså en måde, hvorpå Silicon Valley kan gøre det talte ord til data og dermed sikre sin egen fremtid.

Den seneste måned har jeg været testperson i den fremtid. Så hvordan har det været? Virker det? Det korte svar er ja og ret godt endda. Men det har sin pris.

Det tog en time at gøre mit hjem smart. Hver dims har en app, jeg hentede til telefonen. Dimserne skulle i stikkontakter (jeg endte med en del ledninger, som jeg forsøgte at gemme af vejen, uden at det helt lykkedes). I appsene gav jeg dimserne passwordet til min wi-fi, og så bimlede og bamlede hele lejligheden, som når man sætter et nyt batteri i gammelt børnelegetøj.

Min Google Home, en hvid højttaler uden skærm eller knapper (den kan jo tale), genkendte mig, i samme sekund jeg loggede på i dens app med min Google-konto. Den kunne mit navn, min adresse – både arbejde og hjemme (“lige nu er det 10 grader og solskin i København,” lød det, da jeg spurgte til vejret). Appen opdagede, at der var andre smartdimser på min wi-fi, og jeg tilføjede lysene, tv’et og robotstøvsugeren til appen, så alt var samlet i én app.

Da jeg var færdig og sad i min savanna sunset-oplyste lejlighed, slog det mig, hvor vild en transformation det egentlig var: Genstande, der før var stendøde, var nu vakt til live. Med stendøde mener jeg blandt andet et gammelt fladskærms-tv, som jeg fandt i min morfars dødsbo for nogle år tilbage. Det samme med den lampe udformet af et kohorn, der stod på hans skrivebord. Begge kan jeg i dag tale til – og de adlyder. Eller sådan da. Det sker, jeg skal gentage mig selv, hvilket er irriterende (“Hey, Google. Hvor mange celsius er 350 fahrenheit? stilhed HEY, GOOGLE. HVOR MANGE CELCIUS ER 350 FAHRENHEIT?”).

Smartstøvsugeren havde også vanskeligheder. På første tur rundt i lejligheden – og på det tidspunkt anede den ikke, hvordan stedet var indrettet – rullede den direkte mod en stueplante med lange, tynde grønne blade, der stritter op som en gejser for så at bøje sig og nå gulvet. Da Roombaen, som støvsugeren hedder, fik fat i nogle af bladene og slugte dem, ænsede den det ikke og rullede videre, mens den trak stueplanten efter sig som en død hund. Jeg sprang op og løftede støvsugeren, der er flad og rund, op fra gulvet og vendte den rundt på ryggen, som var det en bille, jeg samlede op. Så stod jeg der og trak bladene ud af dens indre. Det var noget rod.

På støvsugerens anden tur gik det bedre. På tredje tur meget bedre. Den ved i dag, hvordan jeg bor, og er mere forsigtig (og jeg har lært at flytte planten væk). Jeg går i bad til summen af støvsugeren. Jeg handler og kommer hjem til et støvsuget hjem. Her kan du se, hvordan Roombaen ser min lejlighed.

Skærmbillede fra iRobot-appen på min telefon

Får man myrekryb ved tanken om, at ens støvsuger (og virksomheden bag, amerikanske iRobot) kortlægger ens hjem (iRobots administrerende direktør svor sidste år, virksomheden ikke sælger folks data), så hør, hvad mine lys – og hollandske Philips, der står bag lysene – ved om mit liv:

De ved, jeg går i seng ved midnatstid og står op otte timer senere (man kan indstille pærerne til at tænde gradvist som for at efterligne, man vågner med solen”. Faktisk fiskede jeg også efter en smart kaffemaskine fra italienske De’Longhi, så jeg kunne vågne til duften af friskmalede bønner, men fik aldrig svar). Men lysene ved også, hvornår jeg er ude og hjemme. I lysenes app (hvor jeg er logget på med mit fulde navn, fødselsdato, mailadresse og telefonnummer) har jeg slået Home & Away’ til. Det gør, at telefonen deler min lokation med Philips, så lysene tænder, når jeg nærmer mig hoveddøren – og slukker igen, når jeg forlader hjemmet.

Men alt det her er intet sammenlignet med, hvad Google Home overhører. Alt, jeg taler med mine smartdimser om – “tænd lyset”, afspil Kendrick Lamar”, skru op for musikken” og hvor mange C-vitaminer er der i en lime?” – går gennem Google Home (den gemmer disse forespørgsler som korte lydfiler, du kan gå ind i appen og høre). Google Homes mikrofon er altid tændt, så den kan høre, hvis jeg skulle sige Hey, Google” (det er så kun alt det, jeg siger efter Hey, Google”, der bliver gemt, men stadig).

Jeg kan se, at selv om jeg går rundt i huset uden at sige en lyd, så udveksles der data,” fortalte Keld Norman, it-sikkerhedseksperten, jeg talte om, der har overvåget sin Google Home med et avanceret setup i sit hjem. Den lytter hele tiden efter.” Men, sagde han.

Jeg kan berolige med, at data er krypteret mellem din Google Home og Google, så ingen andre end Google kan lytte med. Det vil sige, det er så godt som umuligt for en hacker at se, hvad du beder din Home om.”

Så godt som umuligt”.

Det er så sikkert, det bliver i et smarthjem – og skrækscenarierne er der: En sommer observerede jeg en intetanende familie fra Sønderborg, fordi de havde sat et smartkamera, der var koblet på nettet uden password, op i baghaven. Kameraet pegede op mod familiens terrasse. At kunne blive overvåget af en fremmed eller hacket er risikoen ved at bo smartere. Samtidig skal man vide, at prisen for øget bekvemmelighed (når det fungerer, i hvert fald) er, at man opgiver data om ens liv, hjem og rutiner til virksomhederne bag smartdimserne. Lige nu er det en pris, jeg er villig til at betale. Så længe jeg ikke selv skal støvsuge.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem