“I virkeligheden bør man starte enhver samtale om Dansk Folkeparti med at sige, at de har valgt det bedste for dem selv over det bedste for deres vælgere.”

Rune Lykkeberg virker ikke vred. Han er … ja, jeg ved faktisk ikke rigtig, hvad han er.
Når han snakker, er det altid, som om han både er ved at bryde ud i latter og samtidig er helt gevaldigt ophidset. Det er hans facon.

Han ler, og øjnene lyser, og han er entusiastisk, og ordene vælter ud af ham, men det er relativt hårde ord:

“Skandalisering!”

“Vælgerforræderi!”

De, siger han, som DF hævder at repræsentere, “er i virkeligheden en kapital, som de har smidt væk, for selv at kunne vokse.”

Jeg møder ham for at snakke om den opsang, som Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, i forrige uge gav til storbyeliten og det bedre, politiske borgerskab for at leve afsondret og uden forståelse for den fremmedangst og fremmedgjorthed, der får vælgerne til at søge mod ekstremerne.

Det var langt fra første gang, Pia Kjærsgaard har sagt den slags.

Det er selve den kritik, Dansk Folkepartis selvfortælling er skåret over.

Og det er også den virkelighed, Dansk Folkeparti er vokset ud af, hvis man skal tro Rune Lykkebergs bog Kampen om sandhederne, der i 2008 gav den (i mine øjne) mest plausible og sammenhængende forklaring på det kup, som DF er lykkedes med at begå mod det politiske og kulturelle etablissement i Danmark over de seneste 20 år.

I Kampen om sandhederne fik parnasset en meget konkret røffel for at have bragt sig i en situation, hvor den frigjorte humanisme af en stor del af befolkningen blev oplevet som undertrykkende smagsdommeri.

Hvad er det så, der nu får Rune Lykkeberg – der i mellemtiden er blevet chefredaktør for Dagbladet Information – til at tale om Dansk Folkepartis “store svigt” og “falliterklæring”?

Lad os begynde med det, det ikke er.

Han har ikke meget tilovers for de dele af venstrefløjen, der har beskyldt Pia Kjærsgaards opsang for at være hyklerisk, fordi hun – fra et af landets fineste embeder med statsministerløn og privatchauffør, hus i Gentofte og sommerhus på de græske øer – stadig tillader sig at tale om eliten i tredjeperson.

“Jeg er bekymret for, at vi – ikke i morgen, men en dag – bliver to forskellige folk i det lille land, vi er. At der er dem i provinsbyerne, som føler sig meget underkendte, og at der er dem i de store byer, som føler sig meget overlegne,” sagde hun.

Hvor kunne hun – af alle mennesker – i øvrigt tillade sig at tale om splittelse? Hun, der om nogen har kæmpet for et ucensureret politisk klima, hvor humanistiske kunstnere i dag bliver kaldt landsforrædere, og venligboer for tyskerpiger.

Hvor kunne hun have ondt af bekymrede Blå Bjarne og ditto Røde Lone efter en håndfuld valg, der strengt taget kun har handlet om dem? Og så endda i en tid, hvor sociale medier og avisernes holdningsunivers er domineret af udlændingekritiske meningsdannere?

Det kunne hun, fordi hun har ret, mener Rune Lykkeberg, der kalder kritikken af Pia Kjærsgaard “latterlig”.

“Der var ingen socialdemokrater, der mente, den svenske statsminister Olof Palme ikke måtte tale på arbejdernes vegne, fordi han var aristokrat. Jeg vil da netop mene, at man skal holde fast i den fornemmelse af fornedrelse eller ydmygelse eller indignation, man havde, da man gik ind i politik. Selvfølgelig kan man ikke reducere politikere til deres egen klasse, og jeg kan ikke forstå, at nogen kan sige det modsatte uden at tænke tanken til ende.”

Desuden: Fornedrelsen og ydmygelsen af de politisk ukorrekte, som Pia Kjærsgaard taler om, lever stadig i bedste velgående, mener Lykkeberg.

Nok har DF sejret i Folketinget, men Folketinget er en arena, der er tømt for magt, siger han.

“Der er en forestilling, der er mærkelig ufunderet, om, at verden bliver regeret fra Folketinget. Altså, hvis det er sådan, at folketingsvalgene handler om Blå Bjarne, så er Blå Bjarne kommet til magten, og hvis Dansk Folkeparti er et stort parti, så har de også stor magt i Danmark. Under den forestilling ligger en idé om, at vi skulle være et centralistisk samfund. Men det, ved vi jo godt, er noget sludder.”

Systemet, hvor magten bliver virkelig og håndgribelig og indgribende – i centraladministrationen, i folkeskolen, på direktionsgangene, i børnehaverne, i centralbankerne og på universiteterne for at nævne nogle eksempler – er stadig et fremmedgørende system for de danskere, Pia Kjærsgaard taler om.

Du kan sagtens komme parlamentarisk til magten og samtidig være afmægtig i det samfund, vi lever i, siger Lykkeberg og bruger skolen som et eksempel:

“Enhver, der har siddet til et forældremøde i folkeskolen, som jeg gør ind imellem, har nok oplevet, er der er mennesker, der slet ikke kommer til orde i de pædagogiske diskussioner, selv om de måske tjener masser af penge og har gode jobs. Simpelthen fordi de er bange for at virke dumme eller kyniske. Jeg er vokset op med forældre fra uddannelsessektoren og kan det der sprog, der både er varmt og legende og ansvarsfuldt og kærligt, men alligevel også et bestemt sprog. I et sådan forum er de andre svage.”

En af de bærende pointer i Kampen om sandhederne var, at “de, som har magt, lader, som om de ingen har”, men det mener Rune Lykkeberg stadig hovedsageligt præger den gamle, kulturelle overklasse.

“De har jo stadig magt i deres institutioner. Skolen er jo sindssygt vigtig. I skolen producerer de stadig bevidsthed. Mine børn, de retter jo mig, hvis jeg siger noget om nogen: ’Det dér er jo mobning, far.’ Det har de lært ovre i skolen. ’Far, sådan skal du ikke vaske hænder, du skal helt op mellem fingrene. Far, du må ikke lade vandet løbe, når du børster tænder.’”

Staten danner stadig små borgere, som opdrager de gamle borgere, mener han:

“Eksempelvis har lærerne jo – det her er groft generaliserende – vedtaget, at folkeskolereformen er noget lort, og det bruger de deres magt til at fortælle deres elever. Og derfor bliver den en fiasko.”

Man er nødt til at betragte samfundet som forskellige “rum” – ikke et stort rum, hvor der er svage og magtfulde, ydmygede og dominerende, mener han.

“Selv om Dansk Folkeparti er kommet til magten og til orde, så betyder det ikke, at deres vælgere er kommet til magten og til orde. Selv om Pia Kjærsgaard bliver hørt, så taler hun stadig på vegne af nogle ældre, der føler, de bliver kørt over, når Aarhus Kommune pludselig insisterer på, at de kun vil kommunikere digitalt,” siger han:

“Det er selvfølgelig også DF, der går imod rygeloven, ikke? Fordi hele det der sundhedshumanistiske overjeg skammer folk ud, og her er der altså stadig nogle, der er de svage. Jesper Langballe kan godt stille sig op og sige, at han vil ryge på sit kontor til han dør, men portøren på et hospital skal stå 200 meter fra hospitalet for at ryge, alt imens han bliver en dårligere arbejdskraft.”

Men, spørger jeg, har det virkelig ingen betydning, at der i dag rent faktisk er massevis af kanaler, der ventilerer og legitimerer den her frustration og de her synspunkter?

Dansk Folkeparti er i dag det næststørste parti, og på de sociale medier er det langt overvejende udlændingestrammere som Inger Støjberg, Peter Skaarup og Pia Kjærsgaard selv, der har det største gennemslag.

De sociale medier har bare de seneste uger pillet Medina fra hinanden for at lave et program om flygtninge og gjort venligboerne til tyskerpiger.

Også holdningsuniverset på de etablerede medier (herunder public service-kanalen Radio24syv) præges af højreorienterede, systemkritiske stemmer som Mikael Jalving, Morten Uhrskov, Eva Selsing, Henrik Day, og hvad de nu ellers alle sammen hedder.

Kan man så stadig tale om de “oversete”, som Pia Kjærsgaard gør?

“Det er klart, at en privat holdning bliver mere legitim, når den også findes i det offentlige rum. Har man et ubehag ved indvandring, kan det være politisk ukorrekt eller racistisk, men hører man pludselig en masse andre klage over det i det offentlige rum, så kan det i stedet blive en diagnose på samfundet og en fortælling om samfundet,” svarer Rune Lykkeberg:

“Når man i den offentlige samtale finder på ord som godhedsindustrien, så får du også i din private samtale et ord, du kan bruge, når du simpelthen ikke kan holde ud at se på folk, der er enormt frelste. Der er ingen tvivl om, at der lige nu er en helt speciel position, der handler om, hvem Danmark er til for, og der er nye synspunkter, der er blevet legitime.”

Hvad er Danmark, hvad er ikke Danmark? Hvem skal ind, hvem skal ikke ind? Der har Pia Kjærsgaard helt oplagt fået en stor, kulturel magt, mener Rune Lykkeberg.

“Det er hende, der har formuleret vores sprog og en ramme for de problemer, vi står med, og i dag har de fleste det vel sådan med hende, at hun er som et familiemedlem, der nogle gange bliver lidt for meget, når hun er stiv, men hun er god nok på bunden. Hun har lavet en alliance med majoriteten i Danmark.”

Men, siger han:

“Selv om Pia Kjærsgaard er Folketingets formand, og Mikael Jalving har fået sig en blog, og de begge kan formidle en afmagt, så betyder det ikke, at de bekymredes afmagt er blevet ophævet. Det er der en vis skønhed i. At du taler på vegne af nogle, der ikke kan tale selv, og der har DF stadig en forbindelse til en fornemmelse af ydmygelse og fornedring i det her samfund, som er ret stærk.”

Hvem der dominerer hvem i dag, er ikke til at definere, mener Lykkeberg. Der er rykket ved balancer, som Rune Lykkeberg ikke kan overskue.

“Det, der gjorde det nemt at skrive den bog i 2008, var, at det var nemt at se afslutningen på historien. Kulturradikalismen vandt jo, indtil den tabte. Den opdragede to-tre generationer af børn. Det fortalte os, hvordan vi skulle være forældre, hvordan vi skulle være kærester, hvad der skulle være god kunst på væggene. Den har indrettet vores hjem og det, vi ser, i vores TV,” siger han.

“Kulturradikalismen vandt jo, fordi den havde svar på de problemer, vores samfund stod med, i omstillingen fra bondesamfundet. Men man kan ikke på samme måde se afslutningen på det nuværende regime.”

Det, at alle partier og tænkere i Vesteuropa i dag kæmper med det nye vilkår, at det ikke længere er os, der tager ud for at udbrede vores idéer, men resten af verden, der hjemsøger os, betyder ifølge Rune Lykkeberg, at alle forsøger at udvikle det, han kalder en dobbelt-ideologi, hvor man er liberale indadtil, men konservative udadtil.

“Alle går pludselig mega meget ind for homovielser. Alle er for bøsser! Og alle er meget progressive, men vi vil ikke have, nogen kommer ind og forsøger at ændre noget udefra. Hele den tænkning er svær for den kulturelle overklasse, for vi kan ikke leve med, at der skal være forskel på folk.”

Da Rune Lykkeberg udgav Kampen om sandhederne, blev den nærmest modtaget med vantro af borgerlige meningsdannere.

Kunne det passe, at venstrefløjen rummede et så ærligt intellekt, som Berlingskes Bent Blüdnikow skrev, inden han selv sluttede: “… hvis han altså overhovedet er at finde på den fløj?”

Det er han.

Det siger han selv. Under vores snak siger han flere gange “vi” om – den akademiske – venstrefløj.

Men han er (ikke bare i sin facon) en sammensat figur, og selv om han er venstreorienteret, så får man stærkt på fornemmelsen, at venstreorienterede helt generelt irriterer ham langt mere end højreorienterede.

Når han i dag (på vegne af DF-vælgerne) har en høne at plukke med Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl, er det heller ikke på grund af de mange, hårde reformer, de har medvirket i.

Venstrefløjen har ofte (og igen de seneste uger efter Pia Kjærsgaards udfald) skudt DF’erne i skoene, at de har svigtet deres vælgere med de store skatteaftaler og kontanthjælpsforringelser – under samlebetegnelsen rødvinsreformer – men det er blot endnu et udtryk for venstrefløjens ignorance, mener Lykkeberg.

“Det er jo, fordi vi på venstrefløjen har en fornemmelse af, at staten er til for alle, og at når man betaler penge i skat, så går de til de svageste. Staten er god, markedet er ondt. Men rigtig mange af DF’s vælgere er privatansatte i den laveste del af skalaen, og det er præcis den type borger, der er mest skeptisk over for staten,” siger han:

“Alle penge, der kommer tilbage i lommerne, er for dem lidt genvunden suverænitet. Og det er også rigtigt, for det er det for dem. DF fører måske politik imod deres vælgeres økonomiske interesser, men økonomi er kun en mellemregning i folks liv – ikke et endemål. Der er DF nogle gange bedre til at ramme deres vælgeres retfærdighedsfornemmelser.”

Han kan heller ikke holde sig fra at kommentere venstrefløjens pågående kamp mod reformer og djøfvældet i det hele taget.

“Før i tiden kostede forskerne rundt med det administrative personale som en naturtilstand. Nu er det omvendt. Den kulturelle middel-overklasse har så skabt et sprog, hvor man skal holde med de varme hænder over for de kolde hænder, og der er professoren på universitetet jo allieret med Pia Kjærsgaards sosu-assistent,” siger Rune Lykkeberg:

“Djøf’erne er jo blevet en fælles fjende, og Svend Brinkmann er jo ligesom blevet de varme hænders profet, selv om alt, hvad han siger, er reaktionært: Stå fast! Lig stille! Lyt til hjertet. Alt, hvad der kommer oppefra, er ondt! Nej, tingene må ikke nytte. De skal være nyttesløse! Det største fjendebillede er så Bjarne Corydon, for ligesom konvertitterne er de værste muslimer, så er han en af vores, der har solgt sig selv til McKinsey.”

Men hvad er det så, der gør, at DF i Rune Lykkebergs øjne nu bærer et betydeligt medansvar for, at Dansk Folkepartis vælgere stadig føler afmagt?
Her skal vi tilbage til Folketingets afmagt. Folketinget er ifølge Lykkeberg reduceret til to ting: Et sted, hvor du protesterer mod regeringen, og det er et sted, hvor du overvåger regeringen.

“Derfor er der heller ikke særligt mange folketingspartier, der vil i regeringen, for det er ikke det, de laver. De protesterer. De drager til regnskab. Og det er en vigtig funktion. En slags indflydelseskanal fra den sociale virkelighed, hvor folk som Joachim B. Olsen kan komme ind med deres sunde fornuft udefra og få en talerstol og sige: Hvad fanden er meningen med de overførselsindkomster?”

Den egentlige, politiske magt ligger ifølge Lykkeberg i samspillet mellem regering og embedsværket.

“Derfor er der i Danmark en fornemmelse af, at magten er illegitim. Den er ikke det mindste repræsentativ for samfundet. Du får en fornemmelse af, at det er fremmede kræfter, der regerer over os – the game is rigged – og de partier, der protesterer, får succes. Vi vil ikke finde os i det. Der sidder nogle onde embedsmænd, og regeringen er nogle svin.”

Det gælder i øvrigt hele den vestlige verden – med Obama som undtagelsen:

“Det er jo helt vildt, at der ikke er nogen, der vil være premierminister i et gammelt imperium som Storbritannien. De måtte jo igennem fem-seks navne på listen. Det svarer jo til, at Ellen Trane Nørby blev statsminister i Danmark.”

Og her ligger så Dansk Folkepartis brøde, der ifølge Lykkeberg også gør opsangene fra Pia Kjærsgaard mere og mere hule.

“Hvis de tog deres vælgeres interesse alvorligt, så ville de være trådt i regering. Det er så vildt, at Kristian Thulesen Dahl misbruger hele romantikken omkring folkestyret til at forsvare sit eget vælgerforræderi,” næsten råber Rune Lykkeberg.

Måske er Rune Lykkeberg faktisk skuffet (min tolkning), selv om han siger, at han ikke går så gevaldigt meget op i DF (længere).

“Thulesen Dahl siger, de har større indflydelse uden for regering end indenfor: Nej, I har langt mindre indflydelse, men I har flere stemmer. DF har valgt legitimiteten over magten, men på den måde er deres position også blevet illegitim.”

Han kalder forløbet sidste sommer, hvor DF nægtede at gå i regering, selv om de var blokkens suverænt største parti, for en “fuldstændig parodi”.

“Jeg mener, det er en skandalisering af Dansk Folkeparti. De er blevet pampere i den forstand, at det alene er i deres egen interesse, at de vælger at stå uden for magten. De har valgt selv at være store på bekostning af deres vælgeres interesse. Det er det, der gør Dansk Folkeparti store, men det er også deres store svigt. Deres falliterklæring.”