Så har du egentlig styr på, hvad EU har gang i? Her er din guide

FOKUSValgdeltagelsen ved valget til Europa-Parlamentet sidste år var rekordhøj – nu skal de nye folkevalgte levere Collage: Mikkel Bøgild Jacobsen for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

25:45

Derfor skal du læse denne artikel

Vi har snakket meget om EU de seneste år, men ikke så meget om de politiske beslutninger, EU rent faktisk træffer, og som vedrører både vores dagligdag og vores fremtid. Det skal vi til nu, og sammen med fem danske EU-parlamentarikere fokuserer dette afsnit af Zetlands EU-serie Philip & unionen på de mest afgørende – og i nogle tilfælde kontroversielle – lovforslag og diskussioner i EU i det nye år.

Det seneste årti har været krisernes og frygtens og ja … vel nærmest panikkens årti for Den Europæiske Union. Skulle nogen have fortrængt det, så begyndte EUs 2010’ere altså med, at en række massivt gældsatte medlemslande som Grækenland og Portugal og Irland og Italien nærved forårsagede en total implosion i selve kernen af EU-samarbejdet – den såkaldte eurozone. Og bedst som de gigantiske økonomiske redningspakker fra centralbankerne og EU begyndte at virke, væltede millioner af flygtninge og migranter, særligt i 2015, ind over Middelhavet og Balkan og ligesom skubbede til en af de helt bærende søjler i det europæiske samarbejde, nemlig idéen om de åbne grænser. Situationen hev og flåede samtidig i Europas selvforståelse som solidaritetens kontinent.

Og nå ja, så kom – oven i det hele – i 2016 briternes beslutning om at forlade EU-samarbejdet svævende ind fra vest som sådan en gigantisk nedrivningskugle, der smadrede direkte ind i EU-systemet og efterlod hele unionen dirrende og på randen af et regulært sammenbrud.

Det har virkelig været en vild omgang for EU.

Men nu er et nyt årti skudt i gang, og det føles, som om det bliver mere roligt. Eller at vi får en mere rolig begyndelse i hvert fald.

Valget til Europa-Parlamentet sidste år blev ikke det EU-skeptiske jordskred, man havde frygtet, og kabalen om topposterne i unionen gik op. Den samlede økonomi i unionen forventes i 2020 at vokse for ottende år i træk, og ledigheden er i mange lande historisk lav. Tilstrømningen af migranter er stabiliseret på et lavt niveau, ligesom det britiske drama om Brexit er (i hvert fald for nu) endeligt afklaret. År 2020 ser altså på mange måder ud til at blive mindre voldsomt, og selv om det i et medieperspektiv også kan udlægges som mere keeeedeligt, så giver det måske omvendt mulighed for, at vi rent faktisk kan bruge mere tid på at diskutere og forholde os til de konkrete politiske udspil og beslutninger og løsninger, som det europæiske samarbejde i virkeligheden burde handle om.

Derfor er denne femte udgave af Zetlands EU-serie Philip & unionen også dedikeret til netop det: de vigtigste substantielle politiske diskussioner og forhandlinger og forslag, som vi kan forvente os fra EU-lovgiverne i 2020.

Spørger man de danske EU-parlamentarikere, skal det nu være slut med de store eksistentielle EU-diskussioner – om vi er for eller imod EU eller nationalister eller føderalister. Ikke mere syd mod nord eller øst mod vest og ikke flere diskussioner om, hvilke personer der skal sidde på hvilke poster. Nu skal det blive konkret, nørdet, ideologisk og detaljeret. Nu skal det handle om de beslutninger, der kommer til at gøre en egentlig forskel i EU-borgernes liv!

JAGTEN VERDENSHANDELSHERREDØMME

Morten Løkkegaard er leder af Venstres gruppe i Europa-Parlamentet og en del af den liberale gruppe i Europa, Renew Europe – eller Forny Europa på dansk – der gik gevaldigt frem ved valget til Europa-Parlamentet sidste år.

Det gjorde den, blandt andet fordi den daværende liberale ALDE-gruppe slog pjalterne sammen med den franske præsident Macrons La République En Marche-bevægelse, og efter mange år, hvor de socialdemokratiske og konservative partier i EU mere eller mindre har delt magten mellem sig, så skal den liberale styrke i 2020 ifølge Morten Løkkegaard blandt andet veksles til resultater, når det gælder en god, gammel liberal mærkesag: frihandel.

De seneste år har ikke mindst den amerikanske præsident Trumps konfrontatoriske America First-strategi – og i særdeleshed handelskrigen mellem USA og Kina – lagt en gevaldig dæmper på verdenshandlen, hvilket igen har lagt en dæmper på økonomien og væksten i det meste af verden.

Det går egentlig meget godt, hvis ikke det var, fordi USA havde valgt den kurs, man har valgt. Det er en selvskabt plage, og derfor ønsker vi i Venstre, at der til gengæld skal være et meget klart frihandelsfokus på europæisk plan.”

EU har allerede på mange måder forsøgt at få det bedste ud af situationen med Trump ved at gå målrettet efter at udbygge positionen som verdens største marked og indtage tronen som verdens førende handelsmagt. Det har EU i særdeleshed gjort ved at indgå en række frihandelsaftaler.

Frihandelsaftaler betyder kort fortalt, at to eller flere lande eller grupper af lande aftaler at fjerne nogle af de barrierer – eksempelvis toldafgifter eller bureaukratiske forhindringer – som landene ellers typisk har sat op for at forhindre udenlandske virksomheder i at udkonkurrere de hjemlige virksomheder.

Formålet med frihandelsaftalerne er at øge den samlede handel eller handlen på bestemte områder. Måske kan en frihandelsaftale gøre europæiske tech-virksomheder mere konkurrencedygtige på det sydamerikanske marked og til gengæld gøre sydamerikanske kødproducenter mere konkurrencedygtige på det europæiske marked. Taberne bliver selvfølgelig – i teorien – de lande, der står uden for frihandelsaftalen, men frihandelsaftaler øger også den samlede udveksling af varer. De skubber simpelthen på forbruget og væksten. Det er der et utal af eksempler på, og i årtier har USA været en ivrig fortaler for frihandel, men de senere år har EU altså taget teten.

Blandt andet har EU på meget få år indgået enorme frihandelsaftaler med Japan, Mexico, Canada og Sydkorea.

Og når vi har haft held med at komme igennem med de her aftaler, som man ellers ikke er lykkedes med at lande gennem årtier, så er det, fordi man både i de pågældende lande og verdensdele og i Europa på højeste plan har indset, at så længe USA ikke vil være med til at drive den her dagsorden videre, så må vi gøre det selv,” siger Morten Løkkegaard.

Senest blev EU i juni sidste år efter flere årtiers forhandlinger enige om rammerne for en af verdens største frihandelsaftaler nogensinde med landene i det sydamerikanske Mercosur-samarbejde. Det er Argentina, Brasilien, Uruguay og Paraguay. Og betydningen af de her aftaler – særligt for et land som Danmark, der er dybt afhængigt af eksport – kan næsten ikke overvurderes, mener Morten Løkkegaard

Jeg plejer at sige til folk herhjemme, at det er fint nok, at vi bruger en masse tid på at snakke om skattereformer og reformer af arbejdsmarkedet, men vil man virkelig tale om en sikring af fremtidig velstand, så er det frihandelsaftaler, der er vejen frem. Det er dér, den danske velstand bliver grundlagt. Jeg tror, jeg har set tallet 22 milliarder euro i ekstra handel om året alene på grund af aftalen med Sydkorea, og man plejer i Danmark at sige, at ekstra handel for 1 milliard svarer til 1.000 arbejdspladser. Så det er rigtig vigtigt.”

Men også internt i Europa blæser der protektionistiske vinde, og flere lande mener, at EU har åbnet for meget for udenlandske produkter og virksomheder, der risikerer at udkonkurrere europæiske arbejdspladser. Selv om samfundsøkonomierne som samlet hele vinder på frihandelsaftalerne – som med globaliseringen i det hele taget – er der selvfølgelig også nogle, der risikerer at tabe. Det er typisk lavtuddannede EU-borgere, der måske oplever, at deres fabrikker lukker, når eksempelvis sydkoreanske konkurrenter får lettere adgang til det europæiske marked. Hvilket tilsvarende er et af argumenterne bag Trumps America First-strategi, der er designet til at beskytte særligt amerikanske industriarbejdspladser.

Det bliver derfor ikke uden sværdslag, at EU i 2020 blandt andet skal ratificere og konkretisere den enorme Mercosur-aftale og desuden forsøge at lande en ny frihandelsaftale med Australien og New Zealand, og det er i Morten Løkkegaards øjne et af de vigtigste slagsmål at vinde for de liberale partier, men også for EU og for optimismen i verden.

Jeg tror ikke, man kan overvurdere, hvor stor en betydning det har, at vi får de aftaler i land. Jeg tror, australierne er cirka 28 millioner mennesker, og New Zealand 5-6 millioner mennesker, og det afgør jo ikke den europæiske økonomi, men signalet om, at vi kan fortsætte ad den her vej i en verden, hvor der ellers hersker så meget protektionisme, vil være fantastisk. Det har vi en stor interesse i, og heldigvis er den gensidig, når det gælder Australien og New Zealand.”

KAMPEN OM EU-BORGERNES DATA

Også lederen af de danske socialdemokrater i EU, Christel Schaldemose, der hører hjemme i den europæiske S&D-gruppe, peger på handelsområdet og erhvervspolitikken, når hun skal vælge et af årets store politiske slag i EU, men hendes fokus er et liiiiidt andet.

For Christel Schaldemose bliver en af EUs vigtigste opgaver i 2020 at tage kampen op med særligt nogle af de amerikanske og asiatiske tech-giganters monopollignende position på markedet og deres indsamling og brug af oplysninger.

Vi bliver de kommende år nødt til at skubbe på en proces, hvor borgere, virksomheder og det offentlige digitaliseres overalt i Europa, for det er der, økonomien ligger i fremtiden, men det skal ske, uden at det fører til masseovervågning, og på en måde, hvor vi sikrer os, at folk stadig har ret til egne data.”

En del kender formentlig allerede til EUs såkaldte GDPR-lovgivning, der i 2018 satte nye begrænsninger for opbevaringen og brug af de personlige data, der indhentes i forbindelse med eksempelvis køb af varer og servicer på nettet. Det var de regler, der førte til, at vi pludselig fik en masse mails fra virksomheder, foreninger og myndigheder, vi har været i kontakt med gennem årene, hvor vi skulle godkende, hvad de gjorde med de oplysninger, vi havde givet dem om os selv.

GDPR-lovgivningen har fået en del kritik for at være for bureaukratisk – særligt fra amerikansk side – men Christel Schaldemose er faktisk stolt af GDPR-loven og forventer, at EU kommer til at tage nye kampe med ikke mindst amerikanske og asiatiske virksomheder i det kommende år.

Jeg oplever, at vi regulerer markedet mere og tydeligere, end man gør i andre dele af verden, og det gør vi, fordi vi tror på, at der skal være en ramme for fair konkurrence og et større fokus på forbrugerne og beskyttelsen af borgernes data. Der oplever jeg, at der er en stor forskel i forhold til amerikanerne – og kineserne … ja, det er en helt anden historie.”

EU kommer i det kommende år til specifikt at fokusere på store søgemaskiner som Google og Hotels.com og Amazon og e-handlen i det hele taget, fortæller Christel Schaldemose, og så skal man i gang med at håndtere virksomhedernes brug af kunstig intelligens, der skaber nye muligheder, men også nye dilemmaer.

Hvis du køber en ny bil i dag, så vil de fleste være smækfyldt med al mulig elektronik, som vi er glade for. Du kan navigere, og navigationen kan fortælle, hvornår du bør holde en pause, og bilen sender besked tilbage til producenten om alt muligt, de kan bruge til at udvikle den næste bil. Men hvem har ret til de her data? Er det dig, der har købt en bil i dyre domme, eller er det bilproducenten, og kan du i dag overhovedet købe en bil uden at sige ja til, at de her data ryger tilbage til producenten?”

Christel Schaldemose har endda et virkeligt eksempel på, hvordan bilproducenterne kan bruge deres viden imod en køber. En mand har ifølge Christel Schaldemose købt en ny bil med kaleche, der er gået i stykker under en køretur, men da han beder om at få den repareret, siger bilproducenten, at garantien ikke dækker, fordi de kan se af bilens data, at han kørte for stærkt på det tidspunkt, hvor kalechen gik i stykker.

Og man kan sige, det er fair nok. Selvfølgelig skal manden overholde reglerne. Men på den anden side bliver vi overvåget på en måde, vi ikke har oplevet tidligere, og det er nogle spændende dilemmaer, som kun bliver mere spændende, i takt med at kunstig intelligens bliver mere udbredt. Jeg tror, det bliver en af de store ideologiske kampe ikke kun i 2020, men også de næste mange år.”

THE GREEN DEAL – ET CO2-NEUTRALT EUROPA

Pernille Weiss er De Konservatives eneste medlem af Europa-Parlamentet, men til gengæld sidder hun i den største og mest magtfulde gruppe i parlamentet, der hedder EPP. Det er den gruppe, som den nye Europa-Kommissionsformand Ursula von der Leyen kommer fra, og der er en fin tradition for, at danske konservative får vigtige poster i de politiske udvalg. Og er der noget, Pernille Weiss i særdeleshed er optaget af, og som hun synes, danskerne skal følge ekstra godt med i her i 2020, så er det her:

Klimaet skal prioriteres meget, meget højt, meget, meget gennemgribende, og vi skal være mere ambitiøse, end det gamle parlament var.”

Allerede inden jul hævede både Europa-Parlamentet, Europa-Kommissionen og Ministerrådet med de nationale statschefer – med Polen som den eneste undtagelse – ambitionerne for den samlede reduktion af CO2-udledning i EU fra 40 procent til 50 procent i 2030 i forhold til niveauet i år 1990. Desuden satte Europa-Kommissionsformanden, Ursula von der Leyen, med sin såkaldte Green Deal et mål om, at Europa som det første kontinent i verden skal være klimaneutralt i 2050. Altså at der ikke må udledes mere CO2, end naturen på vores breddegrader er i stand til at optage.

Men en ting er ambitioner og mål – noget andet er konkrete tiltag, og ifølge Pernille Weiss, bliver det EUs hovedfokus i 2020. På parlamentarikernes bord vil blandt meget andet være en udskiftning af de gamle bilparker i Europa …

I nogle lande har man jo simpelthen for gamle biler på vejene, der ikke kan det, de nye biler kan i dag.”

Og renoveringer af boligmassen.

Nationalstaterne har lovet at ville lave bygningsrenoveringer af boligmassen svarende til tre procent om året, men gennemsnittet lige nu er kun en procent, og jeg håber, at man i forbindelse med forårets budgetaftale vil lave forpligtende aftaler mellem landene.”

Og en udbygning af den vedvarende energiproduktion.

Jeg tr… håber, at vi inden for et lille års tid kan se på landkortet over EU, hvor man har aftalt, at alle de nye havvindmølleparker skal bygges, for vi ville kunne fjerne alle kulkraftværker, hvis vi bare udnyttede en del af de muligheder, der er i havvindmølleparkerne.”

I virkeligheden nævner stort set alle de danske europaparlamentarikere von der Leyens Green Deal som noget af det øverste på EUs to do-liste i det kommende år. Det gælder eksempelvis også lederen af den radikale gruppe i Europa-Parlamentet, Morten Helveg Petersen, der ligesom de danske venstrefolk sidder i den liberale Forny Europa-gruppe :

Det er jo fint nok med skåltalerne og ambitionerne, og dem er jeg glad for, at vi har fået på plads, men nu kommer alt det bøvlede arbejde, hvor jeg skal sidde og forhandle med tyskere og polakker og tjekker og portugisere og andre gode mennesker, og det er altså nemmere sagt end gjort, skulle jeg hilse og sige.”

Og Morten Helveg Petersen har ingen problemer med at tilføje yderligere en række konkrete områder, der skal reguleres hårdere.

Det drejer sig om fly, det drejer sig om skibe, det drejer sig om den tunge del af transporten og selvfølgelig også om landbruget, der står for en stor del af CO2-udslippet. Vi er nødt til at kigge på en mere miljøvenlig landbrugsproduktion, og erhvervet er jo allerede i gang med at forske i en masse spændende ting, der i øvrigt også nedbringer CO2-udslippet i husdyrproduktionen. Men også her er vi nødt til at have nogle solide målsætninger, vi kan arbejde os hen imod.”

Et tema i det kommende års klimaforhandlinger bliver også, hvordan man hjælper de kulproducerende lande som eksempelvis Polen med at omstille sig til de nye tider, uden at det ender i en social katastrofe for de mange mennesker, der hidtil har været beskæftiget i den beskidte energiproduktion.

De skal også kunne se en eller anden vej igennem det her.”

Også for Danmark vil det kommende års beslutninger få stor økonomisk betydning, men i modsætning til eksempelvis polakkerne kan danskerne håbe på lidt af et beskæftigelsesboom i vores veludviklede grønne sektor – og i særdeleshed hvis forhandlingerne i EU ender ud i beslutninger om større udvidelser af havvindsproduktionen i Europa, mener Morten Helveg Petersen.

Gør vi det her rigtigt, så bliver vi havvind-sheiker – svarende til sheikerne i Mellemøsten”

EN EUROPÆISK MINIMUMSLØN

Den eneste af de danske europaparlamentarikere, der egentlig ikke nævner Green Deal som noget, der optager ham helt gevaldigt, er Dansk Folkepartis Peter Kofod, der siden valget til Europa-Parlamentet i sommer har været medlem af den nye EU-kritiske højrefløjsgruppe i Europa-Parlamentet, der kalder sig for Fornuftens Europa og føres an af den italienske oppositionsleder Matteo Salvini. Og i den gruppe er det ikke klimaet, man diskuterer mest, men snarere migrationspolitikken, som man ifølge Peter Kofod ikke er særlig tryg ved at lægge i hænderne på den nye svenske EU-kommissær for indre anliggender, Ylva Johansson:

Jeg er ikke fan. Vi har allerede haft nogle sammenstød, og jeg synes, hun er symbolet på, hvordan EU-systemet har forsømt at lytte til den bekymring for indvandring, der findes i rigtig mange befolkninger.”

Der er dog heller ikke noget, der tyder på, at eksempelvis en obligatorisk aftale om en fordeling af flygtninge og migranter skulle være lige om hjørnet, og skal Peter Kofod anbefale danskerne at følge godt med i en europæisk diskussion det kommende år, så er det snarere diskussionen om en fælleseuropæisk minimumsløn, som Europa-Kommisionsformand Ursula von der Leyen har varslet. Det vil han i hvert fald selv gøre.

Kommer der et meget vidtgående forslag om en europæisk mindsteløn i form af et direktiv, så kommer det før eller siden til at sætte den danske model ud af kraft, og det er jeg selvfølgelig meget bekymret for.”

Men vi har da mindstelønninger i Danmark, tænker du måske, og ja, det har vi på en måde og så alligevel ikke. Vi har i Danmark på forskellige fagområder det, man kalder for en minimumsløn, men det er ikke en lovbestemt minimumsløn, men derimod et minimums-lønniveau, der fastsættes løbende i de faglige overenskomst-armlægninger mellem arbejdsmarkedets parter på de forskellige fagområder. Altså arbejdsgiverorganisationerne og lønmodtagerorganisationerne. Og det er faktisk ret unikt for Danmark.

Selv om det kan lyde besnærende med en lovbestemt mindsteløn, der garanterer alle rimelige forhold – uanset om folk er organiseret i fagforeninger eller ej – så vil det kunne få den modsatte virkning i Danmark, mener Peter Kofod. Han giver et tænkt eksempel:

En eller anden dag, så finder fagbevægelsen i Danmark nogle underbetalte polakker, der går rundt og arbejder. Så blokerer fagbevægelsen naturligvis arbejdspladsen og siger, at de skal have noget mere i løn, der svarer til, hvad en dansker kunne tjene, hvis de vil være på det danske arbejdsmarked. Men her vil polakkerne så kunne sige, jamen vi får jo den løn, som EU har garanteret os’. Det vil så blive en sag for EU-Domstolen, og der vil jeg være meget bekymret for, om EU-Domstolen vil dømme til fordel for den danske fagbevægelse i stedet for EU-systemet.”

Bortset fra Danmark er det faktisk kun Sverige og Cypern, der ikke benytter sig af en lovbestemt mindsteløn. Det er af samme grund også en kamp, hvor danskerne ikke nødvendigvis har mange allierede.

Når man sådan forklarer vores europæiske kolleger, at vi ikke lovgiver om løn i Danmark, så kigger de på os med forfærdelse, for der er ikke være særlig mange af de her politikere, der ville være i stand til at forklare befolkningerne i deres hjemlande, at det skulle være godt for nogen.”

Selv om beskæftigelseskommissær Nicolas Schmit for nylig har lovet, at han vil respektere det danske system, når han på årets første rådsmøde i EU i januar vil præsentere kommissionens udspil til en europæisk mindsteløn, så er DFs Peter Kofod heller ikke den eneste danske parlamentariker, der er urolig for, hvad kommissionen kan finde på. Det gælder også socialdemokraternes Christel Schaldemose:

Det er meget nervepirrende at gå og vente på, hvad der kan ske, for det kan virkelig give nogle store udfordringer for den danske model, så det er en topprioritet for os i 2020 at sikre, at det ikke sker.”

Det er altså ikke, fordi år 2020 og det nye årti bliver fattigt på politiske kampe, og flere af dem er reelt store ideologiske opgør om retningen for det europæiske samarbejde, og særligt klimaomstillingen er en dagsorden, der ikke alene optager næsten alle de danske parlamentarikere, men hele Europa.

Og selv om det forgangne årti har været tumultarisk og var nær ved at knække unionen midtover eller i flere små bidder, så mener flere af de danske parlamentarikere faktisk, at kriserne har gjort noget godt for unionen. At det europæiske samarbejde rent faktisk står et bedre og mere meningsfuldt sted end før det store kriseårti. Som Venstres Morten Løkkegaard beskriver det:

2019 var året, hvor der – for første gang i de ti år, hvor jeg har været involveret i det her – for alvor blev sat stramt fokus på de helt bærende dagsordener. De egentligt grænseoverskridende problemer. Det er første gang, der har været et samlet fokus for EU-institutionerne og EU-landene, synes jeg.”

Selv om Dansk Folkepartis Peter Kofod stadig ikke har lagt idéen om et dansk exit fra unionen helt til side, og han venter i spændingen på udfaldet af de britiske Brexit-forhandlinger, så mener han faktisk også, at perspektiverne for i stedet at ændre EU indefra og bringe det mere i overensstemmelse med holdningerne i de europæiske befolkninger – som han oplever dem – ser lysere ud end tidligere.

Ligesom i mange af de nationale parlamenter, så blev valget til Europa-Parlamentet i 2019 også en ende på de gamle, store magtpartiers monopol på magten, og det er en god ting, mener Peter Kofod, fordi det tvinger de gamle partier til at lytte til de nye bevægelser og de idéer og holdninger, de repræsenterer, uanset om de betragter dem som klimatosser eller nostalgiske nationalister.

Det er et langt mere fragmenteret parlament, hvor den grønne gruppe er vokset, den liberale gruppe er vokset, og hvor højrefløjen nu udgør 20 procent af parlamentet fordelt på to grupper og alle mulige løsgængere. Det er altså et sværere parlament at manøvrere rundt i for de partier, der i mange, mange år bare har haft magten.”

Det var det femte afsnit i Zetlands EU-serie Philip & unionen’. Jingler og musik i lydversionen er lavet af Eva Stokkendal. Den kommende udgave af Philip & unionen’ skal handle om EUs satsning på kunstig intelligens, og her skal I både møde Danmarks konkurrence- og digitaliseringskommissær, Margrethe Vestager, og en kunstig intelligens, der lytter med, når vi københavnere er i nød.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: