Første gang Søren Mau læste Karl Marx var i efteråret 2009. Han var førstesemesterstuderende på den samfundsvidenskabelige bachelor på RUC, og i et kursus om sociologisk teori blev han præsenteret for den tyske tænkers arbejdsværditeori – en for lægmænd ganske uforståelig gren af den marxistiske økonomikritik. Han kunne ikke rigtig få det til at give mening og stillede en masse spørgsmål uden at blive klogere, men han var dybt fascineret. Der var et eller andet med Marx, han ikke kunne slippe.

“Marx var radikal, ikke som alt det andet borgerlige mainstreamstof, vi ellers læste,” husker han.

Året efter flyttede Søren Mau sine studier til Aarhus, hvor han begyndte på filosofi. Her læste man først og fremmest Kant, Hegel og Fichte, den såkaldte tyske idealisme, men det var hele tiden Marx, han vendte tilbage til. Med et par studiekammerater etablerede han Kommunistisk Studiekreds, der én gang om måneden skyllede varefetichisme, klassekamp, kapitalakkumulation og produktivkræfter ned med kaffe og øl. Pludselig havde han skrevet speciale om Karl Marx’ hovedværk fra 1867, Das Kapital, et monumentalt trebindsværk, der hudfletter kapitalismen, dens logikker, mekanismer og funktioner.

“Hans analyse gjorde mig i stand til at forstå verden omkring mig,” siger Søren Mau. “Helt konkrete dagligdagsforhold. Jeg forstod, hvorfor folk har svært ved at finde en lejlighed, fordi der er nogen, der skal tjene penge på at eje boliger. Jeg forstod, hvorfor folk er forgældede. Jeg forstod, hvorfor chefer er så irriterende. Da jeg først virkelig forstod Marx, fik jeg øje på de mekanismer, han beskriver, over det hele.”

Det er ti år siden, at Søren Mau første gang læste Marx, men han er på ingen måde færdig med ham. I juni forsvarede han sin ph.d.-afhandling på Syddansk Universitet om Marx’ kritik af den politiske økonomi, og som ekstern lektor på samme sted underviser og vejleder han studerende i marxismens omfattende begrebsapparat. Han er tilmed medstifter af Selskab for Marxistiske Studier, et initiativ taget af yngre Marx-forskere, der har til formål at fremme marxistisk tænkning.

Fredag og lørdag holdt selskabet deres årlige konference, Marx Nu!, på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) i Emdrup, et offentligt arrangement, der samlede både danske og udenlandske universitetsmennesker med interesse for Marx – og så også lige Enhedslistens Pelle Dragsted. Under de store spirallamper i Th. Havnings festsal bød Søren Mau og hans selskabsfæller – Mikkel Flohr fra RUC, Lotte List fra CBS og Marie Louise Krogh fra Kingston University London – velkommen, inden folk defilerede videre til de første af konferencens oplæg, hvis emner strakte sig fra den aktuelle opblussen af antifeminisme over 1970’ernes dansk-palæstinensiske relationer til marxistisk klasseteori. Der var kaffe på kanden og vindrueklaser på fade.

Det var fjerde år i træk, at Selskab for Marxistiske Studier inviterede til konference, og med 150 tilmeldte, 24 oplæg og to keynotes var årets udgave den hidtil bedst besøgte. Efter Marx’ kritik af kapitalismen i en lang periode var dømt umoderne, fordømt endda, gennemgår den nemlig nu en regulær renæssance — både herhjemme og i udlandet. Det ses i den populærvidenskabelige litteratur, hvor det er piblet frem med Marx-inspirerede udgivelser. Det ses i forskningen og blandt de studerende, hvor marxistisk teori fylder mere og mere i diskussionerne. Det ses på initiativer som Institut for Marxistisk Analyse, der i samarbejde med Storrs Antikvariat i Københavns nordvestkvarter inviterer til en række politiske saloner, og mediehuset Solidaritet, Danmarks nye online venstrefløjsmagasin, der under fanen ‘Politisk grundlag’ skriver, at kampen for frihed og lighed “forudsætter et opgør med det kapitalistiske samfund”.

Udviklingen er ikke tilfældig, men hænger sammen med nogle af det moderne samfunds mest fundamentale kriser. Det, man på tærsklen til det nye århundrede anså for at være selvfølgeligheder, bliver der i stadig højere grad sat spørgsmålstegn ved, og i den forbindelse er den lille mand med det store skæg fra Trier i Vesttyskland ikke uvæsentlig. Han er faktisk virkelig vigtig.

Det er ikke mange mennesker, der er døde to gange, men Karl Marx var heller ikke hvilket som helst menneske. Han døde første gang i marts 1883, 64 år gammel og ude af stand til at trække vejret på grund af sin kroniske bronkitis, der havde plaget ham siden hans kone Jenny var gået bort halvandet år forinden. Mere end hundrede år efter, i november 1989, døde han så igen. Intellektuelt, denne gang. Med Murens fald, genforeningen af Øst- og Vesttyskland og Sovjetunionens opløsning, blev marxismen skrevet ud af den vestlige tankeverden. Østblokkens monumenter af Karl Marx blev revet ned, og steder og byer opkaldt efter ham skiftede navn. Karl-Marx-Stadt i Sachsen nær Polen blev til Chemnitz, Karl Marx Universitet i Budapest blev til Universitet for Økonomividenskab.

En ny verden skulle bygges op, en verden baseret på det liberale, parlamentariske demokrati. Marxismen var ikke bare i krise, ikke bare afskrevet, men eftertrykkeligt udskammet som det 20. århundredes ideologiske bøddel: systematisk undertrykkende, skyld i omfattende hungersnød, simpelthen dræbende farlig. Efter i årtier at have været, som den franske filosof Jean-Paul Sartre skrev i essayet Eksistentialisme og marxisme i 1957, en “uoverskridelig horisont”, et sæt af tanker, man var tvunget til at tage stilling til, blev marxismen nu set som ekstremisme, helt konkret en totalitær udgave af kommunismen. Man kunne ikke længere læse Marx uden at være nødt til at forholde sig til Gulag, sovjetternes modbydelige fangelejre, hvor omkring 20 millioner mennesker passerede igennem under Stalins regime.

Der, hvor marxismen faldt, rejste kapitalismen sig. I sin stærkt omdiskuterede bog The End of History and the Last Man fra 1992 proklamerede den amerikanske politolog Francis Fukuyama ligefrem, at menneskets ideologiske slutdestination nu var nået. Historien var så at sige slut. Der var ikke mere at komme efter. Siden har det således snarere været markedskræfterne, ikke Marx’ kritik af selvsamme, der har været en “uoverskridelig horisont”. Efter Sovjetunionens opløsning har verden, og hvordan vi tænker den, været bundet til en kapitalistisk logik. Det kræver ekstraordinær god fantasi at forestille sig, at det skulle ændre sig lige foreløbigt. Men … der er et ‘men’.

Allerede i 2009 udgav filosoffen Alain Badiou, måske Frankrigs største nulevende, pamfletten L’hypothèse communiste, hvor han indvarslede en ny æra af kommunistisk tænkning. I 2011 fulgte Why Marx Was Right af den engelske litteraturprofessor Terry Eagleton. Og i 2013 skrev den franske økonom Thomas Piketty den bredt diskuterede Kapitalen i det 21. århundrede, der – selv om han vægrer sig ved at kalde sig antikapitalist – er blevet læst som en genskrivning af Marx’ hovedværk. Samme år udkom herhjemme Marxismen efter Marx, en antologi, der gennemgik marxistiske strømninger i det 20. århundrede.

Tendensen er fortsat de seneste par år, hvor både 150-året for udgivelsen af Das Kapital og Marx’ 200-årsfødselsdag er blevet fejret. Det idéhistoriske tidsskrift Slagmark benyttede sidstnævnte anledning til at udgive et temanummer om Karl Marx, der i forordet slog fast, at marxisten ikke længere er “en utænkelig intellektuel figur”, og så sent som i sidste måned udgav Mikkel Bolt, professor i politisk æstetik på Københavns Universitet, antologien På råbeafstand af marxismen, der ifølge forlaget Antipyrines omtaletekst er tænkt som “et bidrag til en genaktivering af marxismen”.

Bevægelserne kan helt konkret aflæses hos et af de største digitale forskningsbiblioteker. På Academia, hvor universitetsfolk fra hele verden deler deres arbejde, var 0,98 procent af al den uploadede forskning i 2016 tagget med ‘Marx’. I 2018 var tallet steget til 2,49, og noget lignende forventes i år, hvor der allerede ved septembers udgang var delt 2,33 procent Marx-artikler. Det er en stigning, der stemmer overens med det resultat, Elliott Green fra London School of Economics fandt, da han for et par år siden satte sig for at dissekere Google Scholar, en søgemaskine, der siden 2004 har indekseret al videnskabelig litteratur tilgængelig på internettet. Med mere end 40.000 citeringer var Karl Marx’ Das Kapital det 17.-mest citerede værk inden for samfundsvidenskaberne, og vel at mærke det eneste i top-25 udgivet før 1950.

Danmarks grand old man på området, Hans-Jørgen Schanz, professor emeritus fra idéhistorie på Aarhus Universitet, genkender udviklingen. Godt nok er han ikke meget for at snakke om marxisme, for begrebet er efterhånden blevet en floskuløs kliché, der slæber en masse tågesnak med sig — “en masse marxistisk lort”, kalder slagtersønnen fra Sønderborg det selv. Men, fortsætter han, “det er jo helt forkert, at Marx’ grundlæggende kritik af kapitalismen nogensinde har været dømt ude, for den har lige så meget at sige i dag, som den altid har haft.”

Den 71-årige idéhistoriker, der i 1970’erne med debutværket (og ja, titlen er umulig) Til rekonstruktion af kritikken af den politiske økonomis omfangslogiske status blev en kultfigur i marxistiske kredse, husker, hvordan Marx var udstødt i 1990’erne: “Han var pillet fuldstændig fra hinanden, der var ikke meget tilbage af ham,” siger han. “Heller ikke op gennem 00’erne var han et referencepunkt. Men det har så småt ændret sig.”

Også Henrik Jøker Bjerre, lektor på Center for Anvendt Filosofi ved Aalborg Universitet, fortæller om en øget interesse for Marx. For hans eget vedkommende har den tyske tænker aldrig været væk, tværtimod, men det er hans klare indtryk, at kapitalismekritikken i Das Kapital trives bedre end længe på det nordjyske universitet. “De nyere generationer af studerende har helt klart en åbenhed over for Marx, som der ikke var for ti år siden,” siger han.

Et lignende indtryk har Sune Haugbølle, der er professor i Global Studies på RUC. “Jeg oplever en stigende interesse for Marx og den marxistiske tradition for kritisk teori blandt de studerende,” siger han. RUC anno 2019 har ligefrem en marxistisk studenterforening, som arbejder for at befri universitetet fra kapitalismens åg.

At det humanistiske universitetsmiljø atter griber til Marx, er bemærkelsesværdigt, men måske ikke vildt overraskende – her har han hele tiden haft nogle af sine mest dedikerede læsere. Overraskende er det til gengæld, at selv ærkekapitalister som Saxo Banks cheføkonom, Steen Jakobsen, har fået øje på Marx – og det for det gode. I 2016 gav han et opsigtsvækkende interview til Finans. “Den eneste økonomiske model, der kan forklare, hvad der sker i dag, er marxisme,” sagde han fra sit kontor i Hellerup: “Marxismen peger på, at man ultimativt frarøver købekraften fra arbejderne ved at underbetale dem. Det er basically det billede, vi har i dag.”

Netop den moderne økonomis indretning bliver af mange, måske faktisk alle, set som hovedårsagen til, at marxismen bliver genbesøgt nu. Den verdensomspændende finanskrise i 2008 demonstrerede kapitalismens skrøbelighed og svækkede tilliden til den model, der op gennem 1990’erne og 00’erne ellers havde krøbet uden om enhver sammenhængende systemkritik. Virksomheder gik bankerot, mennesker blev arbejdsløse, banker krakkede, og Marx’ kapitalismekritik tilbød et oplagt alternativ til konkurrencestatens markedstænkning.

“Siden finanskrisen har vi jo befundet os i en labil situation, hvor den globale ulighed er vokset. Det er klart, at det har ledt mange i retningen af Das Kapital,” siger Hans-Jørgen Schanz.

Det samme gør Henrik Jøker Bjerre, men han peger også på en anden krise: klimaets. Det stadig større pres på klodens naturressourcer, som vores markedsdrevne samfundsmodel er skyld i, har ligeledes bidraget til, at Marx er blevet kaldt frem i lyset. “Klimakrisen frustrerer jo de studerende, og den har givet anledning til en kapitalismekritik, der har gjort Marx relevant igen,” siger han.

Det er et perspektiv, der er blevet udførligt udfoldet af svenskeren Andreas Malm, der forsker i human økologi på Lunds universitet. I 2016 udgav han bogen Fossil Capital, der viser, at et fossilt brændsel som kul er uadskilleligt fra de største virksomheders kapitalistiske profitlogik. I mange år havde venstrefløjen for vane at behandle klima og miljø som andenrangsstof, men Malms forskning har bidraget til, at det nu er anerkendt, at der er mere på spil end som så, når CO2-udledningen stiger.

Den er Søren Mau, ekstern lektor på Syddansk Universitet og medstifter af Selskab for Marxistiske Studier, helt med på, ligesom han også mener, at det er fuldkommen indlysende, at den globale recession har været afgørende, men “det er ligesom ikke nok”, siger han. Der er en tredje forklaring. En forklaring, der ikke handler om tidens politiske og økonomiske forhold.

“Det er i høj grad også et spørgsmål om generationer,” siger han. “Genopdagelsen af Marx er båret frem af aktivister, studerende og unge forskere, der er vokset op efter Den Kolde Krig. Vi har ikke følt os forpligtet til at svare på spørgsmål om Stalins Gulag. Vi har kunnet gå til stoffet på en måde, der simpelthen ikke var mulig tidligere, hvor Sovjetunionens forbrydelser blev brugt til at afvise Marx’ ellers frigørende kapitalismekritik,” siger han. Han fortæller endvidere, at generationskløften viser sig ved mere eller mindre samtlige Marx-konferencer verden over. Der er de gamle marxister, “de overvintrede”, som han kalder dem, dem med gråt hår, brysk mine og gerne også et overskæg, og så er der de unge under 35 som ham selv. Således også til Marx Nu!-konferencen på DPU, hvor ungdommen dog er i klart flertal.

Der er en faktor mere, som er oplagt at tænke ind i marxismens genrejsning: tech-virksomhedernes stigende magt. Især siden Shoshana Zuboffs mammutværk Overvågningskapitalismens tidsalder udkom sidste år, har teknologikritikken taget farve af en marxistisk kapitalismekritik. I den beskriver den amerikanske socialpsykolog, hvordan tech-giganter som Google, Facebook, Apple, Microsoft og Amazon har stået bag kapitalismens seneste mutation ved at tjene milliarder på at forudsige og påvirke vores handlinger gennem hidsig dataindsamling. Overvågningskapitalismen, skriver hun i indledningen, “genopvækker Karl Marx’ gamle beskrivelse af kapitalismen som en vampyr, der suger blod af arbejderne”.

Ifølge Mikkel Bolt, professor i politisk æstetik og forfatter til På råbeafstand af marxismen, er alle nedslagene væsentlige, men det virkelig vigtige ved tidens Marx-interesse er ikke de enkelte kriser bag, men erkendelsen af, at de tilsammen udgør én samlet systemkrise. Den skruppelløse banksektor og de stigende temperaturer kan ikke isoleres fra hinanden, men peger tilbage på samme grundproblem: kapitalismen.

“Vi er i en historisk situation, hvor vi er konfronteret med en masse kriser, og vi mangler et vokabular, hvormed vi kan begynde at overveje, om de måske faktisk hænger sammen,” siger han. Det er det, mener han, Marx kan, tilbyde os mulighed for at sammentænke tidens finansielle, økologiske og politiske kritikker i en undersøgelse af, om der måske faktisk er tale om en krise i ental.

Hvis marxismen tilbyder en konsekvent, kritisk analyse af vores tids kapitalistiske samfund, ligger den så også inde med en løsning? Umiddelbart skulle man tro det, for marxismen er en frådende disciplin. Den er ude efter det hele, ikke bare en flig af samfundet. Men her kommer en af de centrale kapitalismekritiske pointer i spil: Kapitalismen, påstår den marxistiske tradition, forblænder menneskene i en sådan grad, at de bliver ude af stand til at tænke alternativer til den. Faktisk bliver både Fredric Jameson og Slavoj Žižek, begge marxistiske filosoffer, ofte citeret for at have sagt, at det er nemmere at forestille sig jordens undergang end enden på kapitalismen. Det er en af årsagerne til, at en marxistisk løsning ofte fortaber sig i abstrakt teori og aldrig når at udmønte sig i praksis.

Det er en grundlæggende udfordring, for som Mikkel Bolt slår fast, er marxismen i udgangspunktet en revolutionær teoridannelse, der ikke har nået sit mål, før den har taget magten. En marxistisk analyse er altså ikke rigtig marxistisk, hvis den ikke har i sinde at være andet end en analyse.

Professoren peger på, at der de seneste år faktisk har været ganske mange protestbevægelser, der – inspireret af en kritik af kapitalismen – har forsøgt at formulere og udtænke alternative samfundsindretninger: De Gule Veste og Nuit debout i Frankrig, Black Lives Matter og Occupy Wall Street i USA, pladsbesættelserne i Spanien og de arabiske revolter. “Det er jo ikke bevægelser, der som sådan forsøger at vende tilbage til Marx,” siger Mikkel Bolt. “Men de er lydhøre over for, om han har noget at sige om vores specifikke historiske situation, og de bruger den marxistiske økonomikritik i forsøget på at gøre oprør og vende sig bort fra det etablerede politiske system mod en anden verden hinsides penge og politik.”

Det er en pointe, man også møder til konferencen på DPU.

“Spørgsmålet om, hvordan den marxistiske analyse bliver oversat til handling, er et spørgsmål, der skal stilles,” siger medarrangør Marie Louise Krogh, der er tilknyttet forskningsenheden Centre for Research in Modern European Philosophy på Kingston University London. I første omgang, siger hun, kræver det politisk engagement og organisering. Med andre ord: at man “gør oprør, at man kæmper mod vækstregimet, racismen og udledningen af fossile brændsler”. Men, understreger hun, “marxismen har ikke en færdig model for, hvordan fremtidens samfund skal indrettes.”

Det er et forbehold, der virker helt centralt for forståelsen af den aktuelle læsning af Marx. Tidligere tiders marxister havde en tendens til at behandle tyskeren som et orakel, der lå inde med svarene på alt. Nutidens lader til at gå anderledes kritisk til værks. De er ikke ideologiske dogmatikere. De er fri af den statskommunistiske byrde, men bilder sig ikke ind, at man i Das Kapital, Teser om Feuerbach eller Det Kommunistiske Manifest finder lutter tidløse sandheder, man med et fingerknips kan overføre til det 21. århundrede.

Som Søren Mau siger det:

“Marx har taget fejl masser af steder, og hans værker er på mange måder halvfærdige, ingen tvivl om det. Men han har en filosofisk dybde og nogle principielle kapitalismekritiske pointer, der i den grad gør ham vigtig for vores samtid.”