Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Tina Brandt er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Jeg lavede en legeaftale med Daniel. Og lærte, hvorfor leg ikke kun er for børn

Forskningens interesse i børns leg har aldrig været større. Men hvad med de voksne?

Illustration: Ovadia Benishu for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


27. januar 2022
18 min.

Jeg har lavet en legeaftale – den første, jeg har lavet i mange år. Daniel de Dios Peña Osmann venter på mig på en legeplads i Fælledparken i København. Han siger, vi skal lege en kampleg. Reglerne er ekstremt simple.

Det gælder om at ramme hinandens skulder,” siger han.

Jeg klapper ham på skulderen.

Det var nemt,” siger jeg. Ja, så prøv at se, om du kan gøre det igen,” svarer han kækt.

Da jeg prøver, bevæger han armene hurtigt og parerer mine hænder, før jeg kan nå at ramme hans skulder. Han skridter hurtigt rundt på græsset, jeg følger efter, går til angreb – og forsvarer, når han går til modangreb. Og så gør han noget uventet. Han prikker mig i maven.

Det gælder ikke,” udbryder jeg, men udglatter straks ved at sige: har jeg lyst til at sige”. For de første ord ryger bare ud af mig, men jeg ved jo godt, at vi ikke har aftalt nogen regler om, at man ikke må prikke i maven. For legen er kendetegnet ved at have få, løse regler, og i stedet for en dommer er deltagerne selv ansvarlige for, at legen fungerer. Målet med legen er ikke at vinde, men at have det sjovt, og derfor bliver legen en slags træning i at være opmærksom på den fælles oplevelse og fornemme hinandens grænser. Man giver løbende en masse bevidste og ubevidste signaler under leg. Det er dem, Daniel har beskæftiget sig med at analysere i sin uddannelse. Han forklarer:

Leg er på mange måder en øvelse i samtykke, fordi det handler om at læse de der små steder og sige, okay, er vi et sted, hvor det vil give mening at prøve at rykke på grænserne her?”

Daniel de Dios Peña Osmann har undervist i leg i mere end ti år og skrevet speciale i sprogpsykologi om, hvordan voksnes leg netop træner deres opmærksomhed på andres signaler. Når der ikke er regler for alting, må man løbende vurdere, hvad den, man leger med, har lyst til. En gang imellem tager man dog fejl og kommer til at udvikle legen på en måde, den anden ikke bryder sig om; ofte med det resultat, at legen går i stykker, og den anden ikke gider lege mere. Men det mener Daniel Osmann er en vigtig oplevelse at have indimellem, fordi det minder os om, at andre kan opleve ting anderledes end os selv. Det motiverer os til at tage små skridt og være opmærksomme på legekammeratens responser fremover for at minimere risikoen for, at det sjove stopper uventet. Det er en erfaring, som vi også tager med ud af legens rum.

Den der sensitivitet der, det er virkelig vigtigt, vi holder den ved lige,” siger han. Og det er der bare helt vildt mange voksne, der er dårlige til, kan man konstatere.

Efter den korte forklaring spørger han, om jeg er klar igen. Det er jeg.

Og lige så snart jeg får chancen, tager jeg min hævn og prikker ham i maven.

Ohhhh,” siger han og griner.

Måske sidder du på nuværende tidspunkt og tænker noget i retning af: Hvorfor er det, jeg skal høre om to voksne mænd, der prikker hinanden i maven?” Det helt simple svar er: Fordi mange har spurgt. Ikke om maveprikkeri, men om voksnes leg.

I december skrev vi her på Zetland om den seneste udvikling i forskning i børns leg, som har vist, at fri leg gør børn mere resistente over for angst, stress og depression. Da artiklen kom ud, var der en serie af spørgsmål, der gik igen fra jer medlemmer: Hvad med de voksne? Er det også sundt for dem at lege? Og hvordan får de mere leg ind i deres liv?

De spørgsmål er der overraskende lidt forskning, som forsøger at besvare. Jeg har støvsuget forskningsdatabaser, lavet åbne forespørgsler og talt med seks forskellige mennesker, der enten underviser, forsker i eller skriver om leg, og jeg har ikke hørt om ét eneste studie. Alle seks lege-kyndige er enige om, at der er for lidt interesse i emnet, og at det skyldes, at vi i vores del af verden har en tendens til at se leg enten som noget, der kun er for børn, eller noget, der er en sjælden luksus uden egentlig nytte.

Til gengæld oplever de også, at legen er ved at gøre comeback. Ikke kun fordi de opsigtsvækkende resultater fra forskning i børns leg får flere til at stille spørgsmålet: Kan leg også hjælpe de millioner af voksne, der oplever eller er i risiko for at udvikle stress, angst og depression? Men også fordi leg hjælper os til at skabe nye relationer, aflæse andres signaler og håndtere forandringer, hvilket er tre evner, der kun bliver mere og mere nyttige i den moderne verden, vi lever i. Jo, det lyder selvmodsigende at tale om de nyttige effekter ved leg, som jo netop er kendetegnet ved ikke at være optaget af nytte.

Vi kommer til at dykke dybere ned i det paradoks, og hvorfor det er vigtigt for os – børn som voksne – at blive ved med at lege. Men lad os først se på, hvordan og hvornår vi begyndte at tænke på leg som noget, der kun er for børn. For i menneskets lange historie er dét faktisk en relativt ny idé. Og som mødet med Daniel minder mig om, bliver man aldrig for gammel til at lege. Hvis man ellers giver sig selv lov.

Frederik Knudsens job var at uddanne idrætslærere. Det var i begyndelsen af 1900-tallet, og han underviste i nyere gymnastik og moderne sport såsom fodbold (der først fandt sin nuværende form og kom til Danmark omkring 1870’erne). Med tiden blev han også mere end det. Han blev folkemindesamler.

Frederik Knudsen havde nemlig fået øje på en, syntes han, foruroligende udvikling: De gamle folkelege var ved at uddø.

Så samtidig med at han underviste i det moderne, gymnastikken, så var han opmærksom på, at der var en meget rig kultur for lege og spil,” fortæller Lars Hazelton. Han er højskolelærer på Gerlev Idrætshøjskole og seniorprojektleder hos Gerlev Center for Leg & Bevægelse. Her har han arbejdet i mere end 25 år med at udbrede, bevare og anvende europæiske folkelege. Og han kender om nogen legens historie i Danmark og Europa.

Knudsen prøvede at få det til at blive en del af curriculummet på studiet, men det kunne der ikke være tale om. Det var fremskridtet, det handlede om,” fortæller han. Men Knudsen fik dog overbevist sine studerende om, at når de nu spredte sig ud i det ganske danske land, så skulle de sende rapporter hjem til ham om, hvad de stødte på, og det gjorde de. Og han fik samlet flere hundrede lege.”

Men så i 1934 døde Frederik Knudsen fra sit arkiv, og alle papirerne røg på loftet på den bygning, der senere hen bliver til Institut for Idræt på Københavns Universitet. Og meget sigende for interessen i leg kom arkiverne til at blive stående på loftet indtil 1980’erne. I godt 50 år var der ikke en eneste idrætsforsker, der tog faklen op og fortsatte arkiveringen og/eller analysen af legene. I denne periode døde hundredvis af traditionsrige lege ud med de sidste mennesker, der havde leget dem – hvis de da ikke lå og samlede støv på et loft. Det var lige indtil en mand, hvis navn er dukket op talløse gange i min research og mere end én gang er blevet kaldt en pioner, kom hjem fra en rejse. Denne mand hed Jørn Møller. Han var højskolelærer på Gerlev Idrætshøjskole og forsker i idrætshistorie på forskningscenteret Idrætsforsk. Og i de tidlige 1980’ere rejste han til det nordlige Portugal.

Det særlige ved det nordlige Portugal på det her tidspunkt var, at industrialiseringen ikke var kommet hertil. Det skyldes, at landet siden 1930’erne havde været plaget af fattigdom under et fascistisk diktatur. Der var altså hverken kommet fabrikker, samlebånd, storbyer eller arbejderkultur. Derfor var det i 1980’ernes Portugal en meget gammeldags landkultur, især oppe i de nordlige provinser.

Deroppe er Jørn vidne til, hvordan en hel landsby leger, og det er ikke børnene, der leger,” fortæller Lars Hazelton. Børnene kigger på, de render lidt med, men det er først og fremmest de voksne, der leger med hinanden. Og det har han skrevet en del om, han blev meget betaget af det, for på det tidspunkt i Danmark, der var sgu ikke nogen voksne, der legede.”

Så Jørn Møller blev interesseret og gav sig til at undersøge, hvorfor de voksne legede i det nordlige Portugal, men ikke i Danmark. Han fandt ud af, at legekulturen stadig levede rundtomkring i Europa i randområderne, hvor udviklingen ikke var gået så stærkt, og man stadig havde den gamle landbrugskultur. Det så han for eksempel i dele af Wales, dele af Skotland, i det sydlige Holland og i Flandern.

Da Jørn Møller vender tilbage til Danmark, er han fast besluttet på at finde ud af, hvad der skete med den danske legekultur. Og det er her, han støder på Frederik Knudsens 50 år gamle arkiver. En historie, der yderligere bekræftede, at der er en sammenhæng mellem industrialiseringen og legens uddøen. Industrialiseringen i Danmark siges at have været i perioden 1850 til 1920. Og det var netop i den periode, at Frederik Knudsen opdagede, at folkelegene var ved at uddø, fordi danskerne nu var mere interesserede i gymnastik og sport. Jørn Møller samlede arkivarbejdet i en serie af bøger med titlen Gamle idrætslege i Danmark og begyndte samtidig at undervise i legene på Gerlev Idrætshøjskolen. Når det lykkedes for Jørn Møller og ikke for Frederik Knudsen at genoplive de gamle lege, var det, fordi han havde noget, som Frederik Knudsen ikke havde: opbakning fra sine omgivelser.

Inden vi når tilbage til spørgsmålet om voksne og leg, så lad os lige se nærmere på, hvad leg egentlig er for noget.

De folkelege, som Jørn Møller støvede op, er kendetegnet ved at dreje sig om processen, om, at det skal være sjovt. Der er nogle få, simple regler og ingen dommer. Dermed bliver alle deltagerne aktive medskabere og har et fælles ansvar for, at legen fungerer. Som eksempel skriver Jørn Møller i en af sine tekster om legen tagfat. Hvis den langsomste bliver taget, kunne alle de andre i princippet bare løbe fra ham, og så ville legen stoppe. Det, der i stedet sker, bemærkede Jørn Møller, er, at de andre tager en masse risici – løber meget tæt på fangeren, hopper på et ben eller kravler på hænder. For nok er der ingen dommer, men det er straf nok i sig selv, at legen går i stykker, hvis nogen bliver dårligt behandlet og ikke gider mere. Tænk bare på, hvor mange sjove lege der som barn gik i stykker, fordi den ene i legen pludselig syntes, det gik for vidt, og begyndte at græde.

I organiseret sport derimod er der meget faste regler og en udefrakommende autoritet, en voksen eller en dommer, der sørger for, at reglerne overholdes. Nogle vil også sige, at spillerne er fri til at snyde, så meget de kan, så længe dommeren ikke opdager det. Derved er organiseret sport en radikalt anderledes måde at opdrage på end den frie leg.

Jørn Møllers pointe er altså, at leg, fordi den kræver solidaritet fra alle deltagerne, er moralsk og empatisk dannende. Og det var netop den pointe, Daniel Osmann var inde på tidligere om, at leg træner en sensibilitet i forhold til at aflæse andres signaler. Og som talløse sager om MeToo og dårlige arbejdskulturer fortæller, er det altså ikke en sensibilitet, man mestrer, alene fordi man er gammel nok til at blive kaldt voksen.

Det giver sig selv, at de to distinktioner mellem leg og sport ikke står skarpt skåret i virkeligheden. Sport kan dyrkes på en legende måde, og lege kan blive ekstremt kompetitive. Men det bringer os videre til Jørn Møllers næste pointe: Leg er snarere en indstilling eller tilstand end en aktivitet. Et ret ikonisk citat fra Jørn Møller lyder: Hvis processen er vigtigere end resultatet, leger man! Hvis resultatet er vigtigere end processen, arbejder man.”

Ifølge Jørn Møller er leg altså snarere en tilstand end en aktivitet. Ligesom man også kan se på arbejde som en tilstand – en nødvendig og effektiv tilstand, hvor man arbejder mod et mål, men måske ikke en, man kan leve hele sit liv i uden at få det dårligt. For faktisk er der en del forskning, der peger på, at leg er nødvendigt for vores evne til at forholde os til andre og vores omgivelser. Denne forskning drejer sig dog – som vi var inde på før – primært om børn. Men alle, jeg har talt med, er overbevist om, at leg påvirker voksne på lignende måder som børn.

I et forsøg blev nogle rotter inddelt i to grupper og sat i forskellige bure. Den ene gruppe blev forhindret i at lege gennem deres opvækst. (Rotter leger ved at pibe og slås og holde hinanden nede). Den anden gruppe blev ikke forhindret, men fik lov til at lege, som de normalt ville gøre. Da de to grupper var blevet ældre, puttede forskerne et halsbånd, der lugtede af kat, ind i deres bure. Begge grupper af rotter gemte sig straks. Gruppen, der havde fået lov at lege i deres opvækst, begyndte langsomt at udforske deres bur og kom efter noget tid ud af gemmekassen og genoptog deres normale laboratorierotteliv. Den anden gruppe, dem, der ikke havde leget, blev i gemmekassen. Og blev. Og blev. Indtil de døde.

Leg er et vigtigt element i pattedyrs opvækst. Det har der været enighed om længe. Senest har et storstilet forskningsprojekt med støtte fra LEGO Foundation undersøgt, hvordan børn lærer gennem leg. Forskerne bag studiet er enige om, at en legende tilgang til læring gør børnene mere kreative og bedre rustet til at møde forandring. Fri leg med andre byder både på uforudsete begivenheder, aktivt rollespil og nye måder at interagere på. Derfor har leg den følgevirkning, at det gør den legende bedre til at håndtere og tilpasse sig forandring. Og som vi så i det lidt tragiske rotteforsøg, er det vigtigt for pattedyr at kunne omstille sig, når omgivelserne ændrer sig.

Men er evnen til at møde forandring bare noget, som pattedyr lærer én gang for alle i barndommen, eller er det en evne, der skal holdes ved lige og kan udvikles gennem hele livet? Giver det ikke meget god mening, at en voksen med masser af ansvar holder op med at lege for at fokusere på arbejdet? For en rotte er det meget normalt at holde op med at lege. Men der sker heller ikke så vanvittigt meget nyt, fra den træder ind i voksenlivet, og til den dør. De samme ting kan spises, de samme ting er farlige, og den lever som regel i den samme flok et helt liv, der kun varer to til tre år. Et moderne menneskeliv ser radikalt anderledes ud.

Ud over at have en exceptionelt lang barndom er vi også den dyreart med størst grad af det, der kaldes neoteni. Det er et ord, der beskriver, i hvor høj grad en art bevarer umodne egenskaber i voksenlivet. Så ja, vi er de mest umodne voksne i dyreriget. Og det er ikke kun en dårlig ting, for det giver en plasticitet i vores adfærd gennem hele livet, som man ikke ser hos andre dyr. Vi er ekstremt tilpasningsdygtige, kan skifte sociale grupper mange gange i løbet af et liv og lære nye færdigheder selv i en høj alder. Vi kan ændre synspunkter og aflære vaner eller adfærdsmønstre, som af den ene eller anden grund ikke tjener os længere. Fordi vi som art fungerer på den måde, har den amerikanske psykolog og forfatter Stuart Brown argumenteret for, at leg er relevant for os gennem hele livet. Ja, faktisk fremhæver han det som et biologisk behov på lige fod med spisning og søvn.

Lektor ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, DPU, Lars Geer Hammershøj har en lignende opfattelse. Han har forsket i mere end 15 år i leg og dannelse. Det er hans klare opfattelse, at voksne stadig leger og har godt af det, men at deres leg ser anderledes ud end børns. Faktisk peger en undersøgelse, han har lavet, på, at vi stopper med at lege’ omkring 10-12-årsalderen. Her forstår han leg som noget meget kropsligt, hvor man handler og fremfører sin forestilling med sin krop – man siger ikke bare: Der var en pirat”, man laver stemmen om og optræder som piraten. Men omkring 10-12-årsalderen går legen i stedet over til at blive mere sproglig og humoristisk. Man bruger sine ord, man joker, laver fantasiverdener og opfinder noget absurd”, siger han. I sociologien bliver denne sproglige, legende måde at være sammen med andre voksne på kaldt selskabelighed.

Lars Geer Hammershøj påpeger, at både leg og selskabelighed er godt for vores mentale helbred. Men han ser det ikke som et middel til at få det bedre. Snarere ser han det som noget, vi gør ret naturligt, og som man skal være opmærksom på, hvis vi holder op med. Hvis børn holder op med at lege, er det et faretegn,” siger han. Det er det samme med voksne. Hvis man har svært ved at deltage i selskabelighed, er det ofte, fordi der er noget, der trykker.”

Han fremhæver også manglende leg som et tegn på, at en aktivitet eller hobby bliver patologisk, sygelig. Han fortæller, at rigtig mange unge mennesker i dag forsøger at håndtere det uhåndterlige i tilværelsen ved at planlægge og lave projekter. Det kan være rigtig smart,” siger han så længe det ikke bliver sygeligt.” Og der hvor et projekt eller en interesse bliver patologisk, er ofte lige der, hvor legen ophører. Der hvor en interesse for mad bliver en spiseforstyrrelse, eller en interesse for træning bliver en besættelse, er, når der ikke længere er nogen humor eller leg i det. Når man ved, præcis hvor mange kalorier eller gentagelser man skal (ind)tage. Lars Geer Hammershøj understreger, at det indimellem er vigtigt at lade sig rive med og overskride det, man var i gang med.

Det leder videre til to helt essentielle grunde til, at Lars Geer Hammershøj mener, at leg er vigtigt – også for voksne. For ud over at være et vigtigt element i vores mentale sundhed og dannelse er det også gennem leg (eller selskabelighed), at forandring bliver mulig. Vi danner nye relationer gennem leg eller selskabelighed. Man skaber noget sammen, når man leger og pingponger. Noget, man deler unikt i den relation. Vores venner er lige præcis dem, vi leger godt sammen med,” siger han. Dem, der griner ad det samme som det, vi selv gør.” Og på samme måde er legen en forudsætning for kreativitet. Humor handler om at kombinere elementer, der normalt er adskilt,” forklarer Lars Geer Hammershøj. Det er også det, der sker i kunstens verden: Man kombinerer eksisterende udtrykselementer. Når vi får idéer, i videnskab etc., kombinerer vi også ting, der normalt ikke har noget med hinanden at gøre.”

Så hvordan får man mere leg ind i sit liv? Her giver han et råd, jeg har hørt mange gange i min research: Vær åben, og gå med det, der sker. Andre har formuleret det med et mantra fra improvisationsteater, hvor man hele tiden siger ja, og …”. Hvis en af dem, man improviserer sammen med, siger: Jeg vil gerne have tre pastiller”, kan man svare: Vi er ikke i en købmandsbutik”, og så dør legen. Men man kan også spørge, om de ikke hellere vil købe en hel pakke eller måske en trøje til deres kat. Så man tager imod og fører den videre.

Et stort og svært spørgsmål er så, om vi som kultur og i vores tid er blevet mere villige til at sige ja, og” og lade os rive med. Lars Geer Hammershøj siger, at han har forsket i leg i mere end ti år, og at han aldrig har oplevet en større interesse, end der er for tiden. Og både Lars Hazelton og Daniel Osmann, der begge har dyrket og undervist i leg længe, har også oplevet en større åbenhed blandt de voksne, de tager ud for at undervise.

Efter kampen er Daniel Osmann og jeg begge godt forpustede. Det blæser helt vildt på den åbne legeplads, så vi beslutter os for at finde læ. Det mest oplagte sted var næsten for cheesy, men på grund af omstændighederne og af hensyn til optagelsen har vi intet andet valg. Vi sætter os ind i et lille legehus. Og her fortæller Daniel Osmann om sin vækkelse til leg.

Som barn var Daniel Osmann ikke særlig kropslig eller særlig glad for bevægelse. Fordi bevægelse i hans opvækst var lig med sport, og sport var lig med præstation. For de middelmådige og alt derunder var bevægelse derfor først og fremmest en oplevelse af at være i vejen. Men det forhold ændrede sig, da han stiftede bekendtskab med parkour – en slags legende udforskning af omgivelserne, som tilhører en nyere type af frie bevægelseskulturer, der vinder frem. Her opdagede han pludselig en helt anden måde at gå til bevægelse på. Der var ingen konkurrence eller opvisning, man skulle forberede sig til, det handlede bare om at udforske omgivelserne og sin krop. Om at lege. Han glemte at bekymre sig om, hvorvidt han blev bedre – og ifølge ham selv var det netop en af hovedårsagerne til, at han blev det. Pludselig kunne han lave alle mulige vilde bevægelser, han nogle måneder forinden havde troet, han aldrig ville lære.

Det blev starten på en ny indstilling til livet for Daniel Osmann. Børnelærdommen om, at gode resultater kun kan opnås gennem hårdt slid, blev afløst af en erkendelse af, at legen altid bærer en masse nyttigt med sig – også selv om man ikke er optaget af nytte. Ja, måske noget af det nyttige netop kommer, fordi man ikke er optaget af det, tænkte han. Så han lod glæden og lysten være en drivende faktor i flere områder af sit liv – ja, selv da han skrev speciale. Han sad stadig mange timer foran computeren, men hvad han læste, og hvad han skrev, blev i større grad styret af hans interesse og impulser end en fastlåst forestilling om, hvor han skulle hen med det. Processen blev vigtigere end resultatet. Derfor endte han med at skrive en hel masse tekst, der ikke kunne bruges i specialet. Noget af det udviklede sig siden hen til en artikel til et studentertidsskrift, men mindst lige så meget af det kastede aldrig anden værdi af sig end den glæde, der var ved at skrive frit og interessedrevet, imens det blev til.

Men det er jo ikke fri leg, og det lader til, at den store kunst for voksne er at finde balancen mellem leg og arbejde. Mens Daniel taler om den balance, kommer jeg i tanke om noget, vi har talt om tidligere. Her fortalte Daniel, hvordan man som voksen kan lokke børn til at hjælpe med oprydningen ved at gøre en leg ud af det frem for at sige: Det skal du.”

Det lyder lidt som den dialog, der kan foregå mellem en forælder og et barn,” siger jeg. Der er en forælder, som er den disciplinerede del af én selv, som har et mål. Og så er der et barn, som måske er den anden del af én selv, der er lidt mere uregerlig, men også er der, hvor der er meget passion. Og de to skal ligesom finde ud af at arbejde sammen.”

Daniel lader til at forstå, hvad jeg mener. For mig har den smukke erkendelse været det øjeblik, hvor jeg oplevede, at de to mennesker, du taler om der, de er hinandens venner,” svarer han. De arbejder ikke imod hinanden, og det er ikke sådan, man skal kæmpe imod, for de kan forenes – nærmest altid.”

Betyder det, at alting skal være sjovt? Nej. Men hvis det er meningsfuldt, bliver det i det mindste ikke kedeligt. Hvis man hverken kan se meningen med resultatet eller processen, er det måske værd at genoverveje, hvad man bruger sin tid på. Og hvis det på nogen måde er muligt at tilrettelægge tingene på en måde, så både processen og resultatet er godt, er det nok ikke så dumt at gøre forsøget.